Jeg er på panodiler for at slå feberen ned. Men jeg har det godt. Rent åndeligt.

Solen skinner og det er næsten for varmt at være andre steder end på stranden eller på havet, hvor den tomme søbrise kan blæse dovenheden ud af sindet og erstatte den med ingenting. Så man blot er. I nogle minutter.

Jeg har det, som jeg havde det for nogle dage siden. Ubekymret. Skødesløs. Nonchalant. Ikke lykkelig uvidende, blot uvidende. Ignorant. Uden særlige forventninger til nogetsomhelst andet end at et uprangende uafgjort såmænd var i orden. Tilstrækkeligt og derfor nok.

Jeg har det godt. Nok. OK.

0-1 er ikke godt, men det er godt nok. Der er ingen forventninger om at det skal være prangende. Der er ingen forventninger, der er bristet. Endnu.

Det er næsten ubærligt at skulle pine sig selv yderligere på denne måde. Genoplive noget så fornærmende og tåbeligt. Men 0-2 kommer og medens jeg ikke vakler i troen på at det nok skal vende, er det irriterende at det efterhånden altid skal foregå på denne måde. At vi ikke kan gå ud og sætte os på en kamp fra begyndelsen, men tilsyneladende skal skabe motivationen til at komme i gang ved at lade det andet hold komme foran. Det irriterer mig, og jeg når at sige, at hvis det bliver 0-3, gider jeg det ikke.

0-3.

Det hele sejler. Ingen tager ansvar. Ingen synes at gide kampen. Troen afløses af håb, og jeg står og råber til spillerne, at de skal tro på det (for helvede!), men det er et forfængeligt håb, for de lytter ikke, og jeg kan blot se til.

Det begynder at tynde ud omkring os ved 0-4. Bag mig er der efterhånden tre-fire tomme rækker, men det er også en skammelig forestilling, man er vidne til. Der er ikke længere andet end selvrespekten at spille om nu, og det synes en kamp tabt på forhånd. Jeg har det ikke OK. Jeg er vred. Vred på spillerne, der ikke slår til. Vred på trænerne, der ikke gør noget ved det. Den er jo helt gal. Vred og trodsig.

Men hvem har skylden for et så komplet kollaps? Hr. sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm, og hr. cheftræner Hans Backe er naturligvis dem, der har ansvaret, men er det også dem, der skylden?

Spillerne spillede under evne, der om er der ingen tvivl, men vi må jo også konstatere, at vi har været, hvor vi er nu, før. F.C. Københavns fodboldmæssige strategi er at nå til Champions League, og på visse områder er det realistisk, men vores målmand og forsvar er tydeligvis for usikkert. Ikke fordi Kihlstedt er skyld i de mange mål, overhovedet ikke, men det er simpelthen ikke godt nok, og det er et område, hvor vores transferpolitik har fejlet fuldstændigt. Det er hr. sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøms ansvar.

Og uanset hvor imponerende Hans Backes indenlandske resultater er for F.C. København, så er det et faktum, at han ikke har evnet at slå til i Europa, på trods af at vi har haft adskillige matchbolde.

Jeg er en stor fortaler for kontinuitet som grobund for succes, og det tror jeg også på i F.C. København. Men der mangler alligevel noget på trænerbænken. Der mangler en kreativ og mere dynamisk styrke end hr. cheftræner Hans Backe. Måske kan man forestille sig, at hr. cheftræner Hans Backe suppleres med for eksempel hr. Ståle Solbakken i en art udvisket chef-/assistenttrænerduo, som måske kan skabe uventede ting ud af grundskabelonerne, når uventede ting sker for grundskabelonerne.

Folk vandrer bort i vantro, men vi bliver stående. I øjeblikket giver det ikke mening, det er blodt en trodsreaktion. Ligesom det er en trodsreaktion, da vi begynder at hylde Gorica. Jeg er vred, men hele situationen er grinagtig, så jeg griner af den. Det er som jeg er blevet transporteret otte-ti år tilbage i tiden, dengang vi nogle gange blot ikke var bedre, og dengang vi ikke var bedre vænnet. Men også dengang var vores forventninger højere og vores sarkasme bidende.

Jeg er glad for, jeg blev stående. Jeg havde brug for tid til at fortælle spillerne hvad jeg synes om deres præstation, tid til at på primalskrigsmanér udleve noget af vreden, så man til sidst blot kunne grine af det grinagtige og le af det latterlige ved situationen. Vi havde jo for pokker ikke noget tøj på!

Og perverst nok måtte man jo erkende at vores modstandere spillede en fra deres synspunkt underholdende kamp og velspillet kamp, og det var på sin plads at anerkende deres præstation. De var de eneste, der gav os noget for pengene i den kamp, og selvfølgelig var det et bifald værd.

Og selvom jeg buhede af spillerne, da de gik ind til pausen, klappede jeg også af de af vore spillere, der kom over til Nedre C efter kampen. Det kræver mandsmod. Men dermed ikke glemt hvilken horribel forestilling det var, og hvis spillerne ikke revancherer sig selv i næste kamp, er det meget muligt, jeg bliver hjemme. Vi er ikke nikkedukker eller automatiske klappepølser på Nedre C. Vi holder med F.C. København, og ikke nødvendigvis med tilfældige spillere, der blot har trøjen til låns. Hvis ikke vi kan se viljen og hjertet giver det ingen mening længere.

Når man står på stadion og ser den totale opløsning på banen, så ved man, at det kommer til at svide i lang tid fremover. At man vil blive hånet og drillet, og at det er noget, man vil blive husket på i lang tid fremover. Især af de, der ikke har noget i klemme. Det er trættende, men underligt nok, er 0-5 også en lettelse. Det er et absurd stort nederlag. Et nederlag, der er så klart, at der ikke er nogen forbehold er lettere at have med at gøre, end hvis den blot var blevet 0-2. Frustrationerne forbliver uforplumrede og rene. Det er en total ydmygelse, og det kan ikke forsvares, så det behøver ikke at forsvares. Jeg behøver ikke at skamme mig, det var ikke mig, der var på banen, og jeg må blot medgive at hånen er på sin plads.

I dag har jeg den på igen, den lækre røde Europa Cup-trøje, der blev indkøbt i søndags. Det er muligt, vi aldrig får brug for at spille i den, men symbolværdien er der stadig. Vi er ikke ydmyget mere end at vores ambitioner stadig er i behold. Og ideelt, i ideernes verden, er ideen F.C. København stadig en klub, der tør tro på det. Trods kløene.

For vi kan jo tage det. Vi har prøvet det før. Og vi bærer arene som adelsmærker

Inden sæsonen var målet en kvalifikation til gruppespillet i Champions League, subsidiært gruppespillet i UEFA-Cuppen. På den mest spektakulære facon er dettte mislykkedes, og end ikke den mest overbevisende Danmarksmesterskab i mange år vil kunne rette op på dette.

Derudover rykker konflikten tættere og tættere på. Selvom vi ikke længere risikerer at skulle betale erstatning til UEFA for ikke at stille hold, vil konflikten stadig være et gevaldig slag mod professionel fodbold i Danmark og i F.C. København. Ikke fordi vi bliver udelukket i en længere årrække, som dystoper har forestillet sig—noget sådan er I mine øjne særdeles usandsynligt—men fordi dansk fodbold bliver en dårligere vare, når fodbolden ligger stille. Størrelsen af sponsorater og tv-penge vil dykke, og for spillere fra udlandet vil det være mere risikabelt at satse på en karriere i Danmark.

Men hvad pokker, så bliver der jo ekstra dage til arrangementer i Parken. Eller hvad, hr. bestyrelsesformand Flemming Østergaard?

Tid til et par panodiler mere. Og så på stranden.

Martin CX

Ugens jukebox:

Freezepop: "Lazy"
Bossa Rio: "Saiupa"