For fanden da! Så strejker de sgu! Fra på tirsdag strejker de, spillerne! Nu er det en realitet. Der er ellers dem der har hævdet, at strejken har været i gang siden sidste onsdag. Men jeg kan betro jer, at dette er et fejlagtigt rygte. Der har intet været om det. Intet. Ikke før i aften.

Og her står man så igen, vantro og begriber ikke en skid, men fylder sig i stedet fra baren som en anden slave af sved, hån, og alt for mange stivnede grin. Oprigtig talt; jeg tror sgu, at jeg rydder det meste af lortet i aften, og betaler regningen kontant ved kasse 1 i morgen. Det virker tiltrængt - at få muget ud i whisky- og ginsjatter og få tømt kølerens beholdning af tonic-vand. Inden denne måned er omme er de formodentlig alligevel faldet lige så meget i kurs som vores københavnske fodboldhold.

Så giv fanden, giv los, lad fanerne smælde og nattens arbejdsmænd komme til, padlende på drivtømmer over hjernebarken, den alt for fede skummende fadbamse, den ryger med ned. Orgie, mand! Orgie og det store fald... i modlys og tropenatten derude. Ja ja, bliv I bare udenfor. Han er gal i skralden i aften, den gamle bartender. Ser strejke- og samspilsramte kegler alle vegne. Giv mig fred, giv mig overblik, og lad mig hænge videre her hvor alle de halvfyldte og trøstende flasker er, og lytte efter de fjerne strofer, der glider dulmende fra husmur til husmur og nu siver ind fra baggården som lyde fra en rejsegrammofon. Jamen, så hold da kæft derude. Lyt til stroferne, mand, lyt og læs skriften på murene...

Modlys & stiplede linier
har næsten gjort mig blind
jeg har svært ved at se komikken
når mørket først sætter ind

For fanden ja. Jeg så ingen komik sidste onsdag og så slet ingen i lørdags. Men hørte blot de dumpe fald af en halv million københavnske fodbolddrømme. Kød klasker i asfalt og løber smeltende mod rendestenen. Det skulle have været så skide godt, og endte så skide skidt.

Av for en næsestyver! Av for en utförsBacke! Her har man gået og rost manden til skyerne over sommeren, man har ligefrem opgraderet sin samling af Velvet Underground-vinyler til CDere blot for hans skyld. Og så byder han os dette. Helt ærligt, nu kan han rende mig! Man er aldrig større end sit seneste nederlag og Gorica-blamagen blev ingen dråbe, den blev en veritabel fontæne af forbandelser og eder. Jeg har fået nok, jeg tror ikke på ham længere. Ikke når vi taler det som i fremtiden skal puste sæbeboblerne op til de større drømme.

Ja ja, lad mig bare blive lidt konkret mens stemme og tanke stadig kan deltage i samme jagt på realismen, midt i al det surrealistiske, der åbenbart omgiver os for tiden. Hans Backe har haft 3½ omgange med FC København ud i den europæiske fodboldverden. Den første -  den halve - slap han godt fra. Vi tænker gerne tilbage med vemod på Amsterdam Arena og Dortmund i 2001. Men de øvrige tre omgange har vaklet mellem skuffelser og flop - for at ende i onsdagens totale blamage. Og jeg kan ved gud aldrig få mig til at sige, at det bare var et nederlag, eller bare en uheldig kamp. Det var simpelthen summen af alt det der ikke måtte ske og alt det man troede ikke kunne ske. Ikke mere. Og ikke for FC København.

Jeg er dig evig taknemmelig, Hans Backe, for de resultater og den fremgang som 2 DM-titler, 1 sølvmedalje, og pokalsejr har givet på den hjemlige front. Det har været fantastisk at overvære - og en trænerbedrift der har fortjent sin anerkendelse. Men det har også givet smag på mere. Ikke nødvendigvis meget, men dog noget mere, og europæisk fodbold kræver vist bare mere end et basisspil og en næsten skudsikker og konservativ resultatstabilitet. Det kræver aggressivitet, det kræver mod, nogle gange overmod, og alt dette indbefatter fanden-i-voldskhed fra basisspil og tanker. Selv fraregnet Gorica-blamagen har vi ikke været i nærheden af disse ting, når vi har trådt ud i den store verden efter sommerferien, og det er knageme skuffende. Dybt skuffende. Første gang (Djurgården), anden gang (Rangers), tredje gang (Ferencvaros - og nej, den sejr var fandeme ikke overbevisende), fjerde gang (Mallorca), og nu dette... sønderbombet som Dresden i 1945 i femte forsøg.

Jeg må så tilstå, at jeg et eller andet sted føler at jeg svigter, som gammel og trofast støtte omkring dine idéer og analyser. Men sådan har jeg det altså nu! Der skal simpelthen ske noget helt nyt, inden vi igen skal ud på de europæiske arenaer. For jeg tror ikke længere, at vi i fællesskab kan forfølge helt de samme drømme. Jeg beklager, men jeg er mange gange gået i sort den sidste uge. Og det føler jeg ikke bør skulle ske med det hold og de muligheder som vores klub rummer.

Mirakelmænd & bagkloge kvinder
har alle kronede dage
de kommer ind fra højre
når der ikke er anden vej tilbage

For fanden da! Ja så står man her igen og skraber etiketter og stirrer indædt frem for sig. Uden for tuder mediemøllens tågehorn om kap, alt i mens bestyrelsesformand Østergaard vandrer fra TV-show til TV-show for endnu engang at forsikre verden om sin egen genialitet og sit alfaderlige ansvar. Det er så måske her, man skal begynde at grine. Eller skal man grine af sportsdirektør Holmstrøm som forvandles til en frustreret bulldog hver gang han konfronteres med en journalist og vælger at besvare halvdelen af spørgsmålene med et dagslangt havelågeangreb på den samlet danske - og formodentlig internationale - journaliststand. Jeg er sgu ikke helt sikker, selvom jeg ind i mellem griber mig selv i at fnise lettere adstadigt. Over både den ene og den anden - og i virkeligheden sikkert over noget helt tredje.

Selve det fodboldmæssige aspekt i den forgangne uge vil jeg ikke gøre noget ud. Alene fordi jeg slet ikke vil kunne leve op til Mandagstrænerens smukke analyse som en rystet, men dog fattet, person smed over disken hernede forleden. Han forlangte prompte noget at styrke sig på, og det fik han selvfølgelig. En gratis omgang til den fælles higen mod flaskens bund. På den måde kunne vi bedre stå lidt sammen og have ondt af hinanden, hvilket selvfølgelig især indbefattede os selv.

Den slags har man også brug for i krisetider for ens fodboldhold. Vi fans skal nemlig høre for det alle vegne. Sådan er de utaknemmelige vilkår. Så snart der er den mindste slinger i valsen, popper der en strøm af nye fodboldinteresserede frem på arbejdspladsen. Folk der i dagligdagen normalt aldrig kvækker et ord om fodbold, kan man pludselig opleve gå nærmest bersærkergang i iveren for at overbringe et resultat, som man udmærket godt kender og egentlig ikke gider at høre mere om. Men igen det er vilkårene. Vi kommer altid til at høre for sagerne! Skyldige eller ej! Derfor nytter det heller ikke at begynde at klynke med anonyme graffitis på Peter Bangs Vej, som nogle åbenbart er blevet forfalden til i de seneste dage.

Jeg synes det er helt fint, at folk personligt møder frem til træningen og giver udtryk for skuffelsen med et banner eller to, eller måske ligefrem et avanceret og farvestrålende to-pindsflag. Så hører spillerne sikkert også lidt mere end en øredøvende pibekoncert i Parken. At være fan er en passion og der kan og skal altid være behov for at sende damp ud mellem sidebenene. Men at nedskrive sin frustration på asfalten i nattens mulm og mørke og derefter blot fordufte, helt ærligt, det virker for patetisk og knøsagtigt på en gammel mand som mig. Hvis I vil kritisere, så vis jer som mandfolk og stå frem med ansigter.

Vidunderbørn & andre gratister
slår virkeligheden itu
spejler sig i stumper & stykker
& sikrer sig de er her endnu

For fanden da! Man står her og man sejler, man er på hjemmebane og begriber alligevel ikke hverken stort eller småt. Men ved blot at det bliver svært. Igen. Måske nærmest surrealistisk. Salvador Dali møder Bo Svensson, der i sin tur forsøger at møde Ole Tobiasen, jamen det fungerede så fint i foråret, gamle cyborg. Men Tobiasen hører intet, han vil hellere trække offside og vralter frem som en anden pansersat robocop, mens hurtige slovenere og viborgensere flyver om ørerne på ham. Oppe på midterlinien tripper Saarinen og rækker demonstrativt sine fingre i vejret, yksi-kaksi-kolme, mens Kihlstedt danser pogo i sit felt og jubler noget der ved første ørenlyd klinger som "jeg har", men som i en mere intellektuel fortolkning forvandles til "jag var", og hvor det så filosofisk var, altså stedet hvor han er, svæver mellem en fejlslagen udboksning og et forsøg på gribe bolden. Men det kunne være Uddevalla eller det kunne være Skanderborg. Bo Svensson ved det i hvert fald ikke, han kigger op, han kigger ned, han kigger til højre, han kigger til venstre, og finder bare ikke den skide svensker.

Dette kunstværk blev i øvrigt solgt for under 1 €, det samlede beløb går ubeskåret til spillernes strejkekasse! Og det rygtes allerede at det pryder en husgavl i en mindre slovensk by tæt på Italien. På den baggrund bør det vel også være på sin plads at vi byder Slovenien velkommen i EU!

Og man skal nok heller ikke forklejne dem helt. Det slovenske landshold figurerer ikke så langt under det danske resultat- og kvalitetsmæssigt i de senere år, og de bærer på en mindre arv fra en gammel og stolt fodboldkultur. Den jugoslaviske. Et eller andet sted hører det trods alt også med til historien om den københavnske blamage. Slovenerne vidste godt hvad det handlede om, vi har ikke lært det endnu.

Natmænd lægger låg på panikken
de seende nægter at se
gårsdagens helte forstummer
mens de leende bli'r ved med at le

For fanden da! Her rager man igen rundt mellem flasker, knuste glas, og cigaretskod. Med et koncentreret blik eftersøger man den sidste lille sjat. En gammel bartender sætter altid en ære i at være ham der lukker og slukker. Dette bliver mit sidste ræb i en rum tid, jeg tager på orlov nu og vender tidligst tilbage på den anden side af nytår. Derfor burde der også have været større humør på. Jeg beklager. Men de absolut sidste rester gik i sympatistrejke MOD spillerforeningen.

Vorherretiltravhest! De forventer respekt, spillerne, men jeg kan stadig dårligt se hvad de vil opnå og hvorfor dansk fodbold alene skal være skueplads for en kamp der burde kæmpes internationalt, hvis den skal kæmpes. Og denne kamp bliver ikke international foreløbig - hvis nogensinde. De store fodboldnationer aner næppe hvad der foregår i Danmark og vil sikkert være bedøvende ligeglade med en spillerstrejke herhjemme. Den internationale spillerorganisation, FIFPRO, kan sende sine støtteerklæringer til Danmark i fred og ro, for der vil intet andet ske. Dette er ikke i nærheden af at blive en ny Bosman-sag, der kan ændre regulativer over alt i den europæiske fodbold. De regulativer som den danske spillerforening kæmper så hårdnakket i mod, transferkompensationen til klubberne for spillere under 23 år, er nemlig accepteret internationalt for flere år siden, også uden for fodboldens verden, i EU-regi. Derfor er det en meningsløs kamp at føre alene på de danske fodboldbaner.

Tilbage står vi andre så, os der bare elsker fodbolden og søndagene med spillet og følelserne, og føler os bondefanget og gjort mageløst til grin. Lad mig drikke til jeg vågner og lad mig derefter sove den ud. I morgen vil jeg så fortrøstningsfuld indse, at den sidste halvanden uge slet ikke er sket. FC København har stadig noget at gøre i europæisk fodbold, Hans Backe er stadig en fin fyr, ja selv Ole Tobiasen er en klog gammel forsvarsrotte, dansk fodbold og superligaen er stadig inde i en positiv udvikling, hvor spillere og klubber har indset man behøver hinanden. Vi er i hvert fald meget bedre end Slovenien.

For fanden da...! Lad os le som de tumper vi er - MUHAHAHA... ha & atter ha!

Jan Saxo

Ugens nummer:
C.V. Jørgensen - "Natmænd i modlys"
Det vil altid være mig der takker. Den lyriske inspiration er guddommelig. Og skulle du spørge fra nogen, vil jeg altid hævde at CV's "Indian Summer"-album, som blandt masser af andre godbidder rummer dette nummer, er og forbliver formodentlig hans bedste nogensinde!