Endnu en søndag hvor man har det som
sad man på ubestemt tid
rippet for stedsans som fange i et spind
spundet i et anfald af mangel på selvtillid

C.V. Jørgensen: ’Søndagsseancer’, 1979

Ting, hændelser og personer kommer og går, og lige nu er en af dem der går desværre Jan Saxo. Det fortalte han selv i seneste Ræb, og det er jeg så hermed den første til at beklage. Næppe heller den sidste. Men det kommer ikke til at ændre det hele hernede, kun noget. Den kloge mand har sat sig over på den anden side af disken, og har desuden – tør jeg godt sige – fået lov at drikke på huset uden frist. Til gengæld har Saxo mistet retten til at anke lige så passioneret over betjeningens langmodighed som før, hvilket er meget rart når der lige er gået den ekstra weekend der er.

Yep, præcis som at ræbet i de lige uger kan tænkes at være forsinket, er der flere ting som ikke forandrer sig. Jan takkede af med Carsten Valentins viise ord rungende over vores anlæg, og C.V. synger stadig for os – han gjorde det endda svært at vælge om der skulle citeres fra ’Endnu en weekend’ eller fra ’Søndagsseancer’, to sange der rammer sømmet lige rent på hovedet i beskrivelsen af den ennui, fatigue, lassitude eller på dansk bare røvkedsomhed der rammer én på en fodboldfri weekend.

Vi i baren har nu, i modsætning til de professionelle spillere herhjemme, ikke ligefrem været i strejke, og da slet ikke i sympatistrejke. Til gengæld har vores husværter vist pillet ved låsene en af de foregående nætter, for det har knebet lidt med adgang til spruthuset efter at de har besluttet sig for at lave en ombygning i hele karréen. Heldigvis har de nu tilbudt at komme forbi og lukke os ind når der er brug for det, men fredag nat var det lidt sent at ringe – og så tænkte denne bartender at det kunne være ligemeget, vi tager på weekend allerede nu. Præcis som vores idoler. Sig ikke, at det ikke kan betale sig at have forbilleder!

Det kunne så få lov at fungere som et psyko-socialt eksperiment. Hvordan ville vores kunder tage det? Ville de stå med bannere udenfor den lukkede bardør, med budskabet ”Vi elsker bajere – gør I?”? Ville de puste sig op til de blev blå i hovedet, og jamre over at de var taget som gidsler eftersom de ikke kunne komme ind og bruge deres penge på godt hjemligt og importeret bryg?

Nah. Ikke et pip. Det kan være, vi har mere koldblodige kunder end som så, eller at det køligere klima bare har sat tørsten ned. Der var i hvert fald langt op til den hysteriske reaktion den tilsvarende – okay, tildels tilsvarende – situation, spillerstrejken, fik. Den danske fankultur er, som alle siger, på vej mod et internationalt niveau, og det er ikke mindst tilfældet når det gælder patos, selvhøjtidelighed og oppustet sans for egen vigtighed. Det blev da så alt rigeligt demonstreret ovenpå at strejkevarslet forrige uge blev endeligt afsagt.

Værst så det ud hos AaB’s fanklub. Klar med de fedttætte poser: ”Når AaB Support Club i denne sag har valgt at melde klart ud skyldes det, at vi ser os selv – AaB’s mange fans – som de egentlige tabere i konflikten. Det er os, der her og nu får konsekvenserne at føle på vores krop. Det er os, der må gennemleve de fodboldfattige søndage. Det er os – tilhængerne der støtter vores klub gennem tykt og tyndt – som nu er sat passivt ud på et sidespor, og blot kan se til, mens vores elskede klub er ramt af en konflikt – skabt af de spillere, som klubben selv har hyret til at spille den frem til hæder og ære. Spillerne lider selvfølgelig deres aflad, men de har selv valgt konflikten. Klubberne bliver absolut ramt, men er også direkte part i sagen. Vi fans derimod – vi rammes hårdere end nogen anden. Ikke alene bliver fodbolden taget fra os – vi står også totalt magtesløse, og kan kun se til, mens galskaben raser.”

Nå ja, klubbernes fans er de egentlige tabere. Ikke spillerne, der går ned i indtægt mens konflikten står på. Slet ikke klubberne, der mister deres omsætning og lige nu flirter kraftigt med at blive sagsøgt af TV3 for en masse reklamepenge der har måttet betales tilbage. Og da overhovedet ikke deres egen klub, AaB, der trods en klar føring over Vilnius risikerer at ryge ud af UEFA Cuppen, da de er nødt til at stille med et hold fuldt af teenagere og 40-årige. Næh, det er fansene det går værst ud over. De er nødt til at tilbringe tid med deres familier i stedet for at køre til Århus og se klassikeren mod AGF. Og de står magtesløse og ser til, mens galskaben raser.

Ja, selvfølgelig står I da magtesløse! I er jo for helvede ikke en part i denne sag, hvilket I endda selv skriver, og I er ved gud heller ikke ofre på nogen måde. Og at få konsekvenserne at føle på jeres krop – spar os dog for at I skal hævde at gå gennem en eller anden art martyrium, og hav, ligemeget hvem I støtter i denne konflikt, lidt respekt for at det er to suveræne parter der har et mellemværende de er nødt til at få afviklet med hinanden. I går glip af et par kampe, de går glip af store pengebeløb, sportslig udvikling mens trupperne ikke kan træne ordentligt, formentlig tiltrængte point til UEFA-rankingen, og en sindssyg mængde prestige. Så prøv dog at tage det med bare en anelse værdighed i stedet for at sætte tudefjæset op.

Men det er desværre de floskler som ”Vi er de sande ofre, og vi er taget som gidsler i denne sag”, der har fået lov at dominere lydbilledet totalt. Eller for den sags skyld:

De er forkælede pattebørn, og de er griske – nu strejker de jo ikke lige for lønstigninger eller større bonusser, vel?

Det er spillere på vej i glemmebogen der står forrest, og de har intet at tabe – åh jo, der skulle være et krav om at spillerne repræsenteres af Martin Bergvold, Thomas Hansen og Kasper Kure, ikke sandt? De er jo omfattet af kompensationsreglen for U/23-spillere. Det ville formentlig passe klubberne fint, hvis de afløste de garvede spillere som har erfaring og den deraf følgende selvtillid. Det er jo også altid svendene, der er tillidsmænd hos håndværkere…

De har direktørlønninger, i millionklassen – ja, enkelte af dem har, og de fleste har ikke. Men nu er det jo ikke velgørenhed klubberne driver: hvis de betaler de høje lønninger til spillerne må det være fordi de mener at spillerne er de høje lønninger værd. At det skulle betyde at man derfor skal acceptere en overenskomst som langt lavere lønnede kolleger ikke kan fordøje, er vist mest et argument udefra, der bunder i misundelse. 

Arbejdede de otte timer hver dag kunne vi snakke – trænede de otte timer hver dag ville de have temmelig ømme ben når de skal spille kamp i weekenden, og ville ikke holde mange minutter, tør jeg garantere for.

De kan da ikke lave arbejdskamp når de ikke har et rigtigt job – nej, for det er jo ikke et rigtigt job at være fodboldspiller. Der er ingen hård træning involveret, og der gives ingen afkald for at nå toppen. Der er bare fodboldens lille, yndige muse Adïda, der sætter sig på skulderen af spilleren når han løber på banen om søndagen, og så er det ellers champagne og supermodeller for resten. Generelt forstår jeg godt Peter Møllers ret centrale påstand i Det’ bare fodbold om, at folk ikke har skyggen af respekt for den indsats fodboldspillere lægger for dagen.

De har det job alle drenge på tribunerne drømmer om – ja, og det er næppe tilfældigt at fordelingen er sådan. Selv om man til tider i Parken synes det knap kunne være værre, hvis det var omvendt. 

Hvad så hvis spillerne heller ikke ville acceptere dopingregler der blev pålagt dem? – ja, det seneste er jo, at det vil de tilsyneladende heller ikke! Hvilket kan læses her hos dbu.dk, der ligesom Divisionsforeningens egen side bold.dk mest fremstår som en klubtalerstol med åben mikrofon. Umiddelbart er det dog svært at forestille sig et seriøst spillerkrav om at ville fravige internationale dopingregler via en overenskomst, så foreløbig må det stå som et postulat om noget der højest er et forhandlingstaktisk punkt fra spillerside. Spillerforeningen har, på deres egen kluntede vis, ikke offentliggjort andre krav end medbestemmelse omkring ansættelsesforhold, og det dækker knap dopingstrafområdet.

Det udstiller jo bare Spillerforeningens hykleri, at nogle får lov at melde sig ud, og andre ikke gør – det da ved gud det ikke gør, og hvis man ikke kan se at der er en gabende forskel på at Spillerforeningen i fuld forståelse med de påvirkede spillere lader nogle få træde ud af foreningen, og nægter nogle andre at forlade den, har man da i hvert fald taget stilling i konflikten. Der er i det ene tilfælde tale om folk der får et skattesmæk for alle de tre år de vil være ansat, og går fra forskerskatten på 25% til den temmelig tunge fulde danske beskatning. At de fritages for at bære en langt tungere byrde end de andre strejkende er da fuldstændig fair. I det andet tilfælde er der tale om folk der i sidste øjeblik finder ud af at de ikke har lyst til at strejke, selv om konflikten snart har været på tapetet i et år. Det er bare slattent og illoyalt ikke at ville stå ved sit ord.

At det så i det sidste tilfælde, de fire OB-udlændinge som ville melde sig ud, tilsyneladende ikke mindst drejede sig om at de ikke engang var klar over om de som udlændinge overhovedet ville få dækket deres tabte arbejdsfortjeneste, er et vidnesbyrd om at Spillerforeningen klarer deres opgave som kommunikatorer elendigt. Hvordan man kan være i tvivl om det, selv når man som Arek Onyszko taler fortrinligt dansk, er svært at begribe. 

Om det er fordi han ikke har fulgt med skal så ikke kunne siges. Det kan jo godt være, især når han samtidig udtrykker manglende forståelse for at man overhovedet strejker, fordi ”han jo altid har fået sin løn til tiden”. Arek kan knap have undgået at høre om strejken i det hele taget, ligemeget hvor mumlende, forurettet, kontrær og forknyt hans formand Palle Sørensen fremtræder. Der udkommer trods alt også aviser i Odense.

Fair eller ej, dette er blot et eksempel på hvor håbløst Spillerforeningen har solgt deres side af sagen. Peter Møller og Morten Wieghorst har gjort rigtig gode forsøg på at forklare spillernes holdninger, men hovedtalsmændene har været formand Palle Sørensen og direktør Mads Øland, og deres samlede pr-indsats har medført at Divisionsforeningen har vundet en rigtig pæn del af opinionen alene med et par fyndige ”hold kæft og spil fodbold” her, et par store, fugtige, sørgmodige lægeøjne hist, og nogle storladne betragtninger om at fodbold jo handler om solidaritet pist. Og det helt uden at forklare hvorfor det lige er så galt at strejke nu, når man selv varslede et lockout til start 1. december sidste år, hvor det i modsætning til nu, hvor LO er med inde over, og der er europæisk fodbold i gang, var spillerne og ikke klubberne som stod svagest.

Og dermed er fulgt den klæge ”min klub, rigtigt eller forkert”-retorik som AaB’s fanklubledelse bruger ad libitum. Gudskelov har vores egen fanklub FCKFC holdt sig for god til at komme med en lignende udmelding, for hvad ligner det at skulle presse en holdning til en kompleks konflikt ned over hovedet på tusindvis af medlemmer? Folk kan udmærket finde ud af at tænke selv, selvom hele konfliktområdet og det taktiske spil omkring det bliver mere og mere uoverskueligt dag for dag, til en grad så det efterhånden giver en tordnende hovedpine at læse endnu et dokument fra de stridende parter igennem.

For mit eget vedkommende syntes jeg egentlig for blot få uger siden, at spillerne stod med en noget tvivlsom sag, og først og fremmest med en ret anløben procedure for at få den igennem. Men der er da intet som en endeløs flom af fordomme og floskler à la de ovennævnte der kan få én til at sige at det her skal sgu være løgn. Det er den gamle EU-afstemningsmekanisme. Jeg tror jeg havde været en del lettere at lokke et par ja’er ud af hvis jeg ikke skulle høre på en uendelig negativ kampagne og en række postulater om hvad jeg var for en person hvis jeg stemte nej. Det eneste der opnås er en følelse af at trods og af ”det skal fandme ikke have lov at hedde sig!”

Og på samme måde har jeg uundgåeligt fået øget sympati for spillersiden i denne strid af alt det ævl, der er føget imod dem, ikke mindst fra fanside her i landet. Det gælder først og fremmest de to klubber, der med den europæiske deltagelse må føle sig mest pressede. Vi har allerede hørt Limfjordens fioler jamre en flæbende elegi, men da Brøndby Supports ledelse blev bedt indtrængende om en officiel holdning af dem som tilsyneladende ikke kunne danne den selv, og klogt og sympatisk holdt sig fra at vælge side, blev de heglet ned for ikke at tage (klubbens) side i konflikten. Pudsigt. Da de forsvarede klubben for at beholde sæderne på Faxetribunen var det også galt. Det kan ikke være let at tale mod opinionen.

Og slet ikke så stærk en opinion som det siges at være. Et svar fra et ledende lys i fankulturen, i et forum af hans næsten-ligemænd, til en arme fyr der formastede sig til at være uenig: "Og ved du hvad, jeg ved at 98% af alle fodboldelskende danskere, er uforstående og frustrerede over spillernes strejke. Se, det er altså et faktum Helte-Claus, som tilsyneladende er gået forbi dig."

98%, huh? Det er pænt mange. En pæn del flere end de 31% der er på klubbernes side. Skal man nå op mod de 98% skal man vist kigge på holdningen hos de fans af Brøndby som har afgivet stemme. Og dér er måske humlen: vi ved jo, at Brøndby hævder patent på dansk fankultur, og så er det jo lidt lettere at have styr på sine 98%, hvis det kun er ens egen klub der er de sande danske fodboldelskere. De ikke-fodboldelskende klarer tilsyneladende at se mere nuanceret på det. 

Det virker blot mærkeligt, at i den klub hvor man som de første herhjemme tog det modige og rigtige skridt at lancere fuldtidsprofessionalisme er man stadigvæk, når parterne nu pludselig ikke kan enes, tilsyneladende af den opfattelse at man er et familieforetagende der drives på idealistiske principper som i de gode gamle amatørdage. En ægte klub, hvor stoltheden over at trække den gule g-streng over hovedet er belønningen i sig selv, og hvor man blot skal bukke og takke Lægen, når der fra hans hånd tumler en generøs håndfuld guldstykker ovenikøbet.

Gad vide hvor mange der plejer et knust hjerte over pludselig at indse hvad professionel fodbold indebærer. Lider en bristet barnetro på at det man holdt med var ’mere end en klub’, og at spillerne var der fordi de var optændt af klubånden. Forsøger en projektion af al ondskab fra idolet Wieghorst over på Sørensen og Øland og fjenden Peter Møller, dybest set vidende at de alle fire har stået skulder ved skulder under forberedelsen af denne strejke, og at Wieghorst derfor spænder ben for BIF's europæiske drømme. Det må jo gøre temmelig ondt at se sine idoler gå fra den ene uge at være Guder^© til den næste at være Lejesvende^©. 

Og derfor får man så underlige krydsfelter frem som når en fyr som Per Nielsen skal forsvares for at foretage en kovending og være imod at strejke, sammen med et par andre Brøndbyspillere. Så hedder det sig, at han da sandelig er en fyr med nosser, når han tør tale imod Spillerforeningens top. I så fald, hvorfor var han så så stålsat for at strejke dengang i december, og hvorfor bakkede han og alle de andre op om den fælles sag, da spillerne i Brøndby holdt stormøde for bare en måned siden og kom ud med enig støtte? 

Nu det alligevel er for sent at gøre noget ved det tør han tale ud, og klarer i den forbindelse at lyde præcis som sin direktør, der allerede i januar blamerede sig da han skulle prøve at undgå at få sin kassekamp mod Barcelona spoleret af en konflikt han selv havde været med til at sætte i gang – endnu en handling der af de tro naturligvis er blevet fortolket til ukendelighed så det blot er Per der i fred og ro oplyser om foreningsrettens natur, uden at have et specielt sigte med det. 

Hvis det bare er til klubbens bedste, er det altså bare lige i vinkel med brud på overenskomsten fra arbejdsgiverside, med vild illoyalitet hos seniormedarbedere som falder deres kolleger i ryggen efter hele tiden at have ladet som om man støttede dem – og hyldes som værende principfaste og modige for det! – og senest med åbenlyse trusler på SSO om generøs brug af vold hvis det skulle komme til en blokade inden UEFA-kampen.

Jeg skal lige love for at nogen har taget Supra Societatem Nemo-mottoet til sig. Egentlig fantastisk at man kan få sådan en anti-Spillerforening- og strejkeknuserstemning fremelsket i en klub med de socialdemokratiske rødder Brøndby IF har. Men jeg er da sikker på at enhver klub, inkl. vores egen, ville være henrykt over at have en fanskare der er så nem at svinge over i et betingelsesløst forsvar, med meget få og hurtigt overdøvede kritiske røster. Og det endda få dage før halvårsdagen for sædefadæsen.

Nå, men tag nu ikke dette som en direkte opbakning til spillerne og en stor hyldest til strejken. Sådan er det bestemt ikke ment. Den er da vanvittigt irriterende, også for en fan. Jeg har vist tit nok harceleret over landskampspauser, med blot en enkelt ligatom weekend som følge, til at det er almen viden at ligakampe regnes for en central del af en ordentlig lørdag og søndag i foråret og efteråret. Dette er en landskampspause på ubestemt tid, og det er slet ikke godt nok. Ja, bliver AaB-kampen på søndag aflyst, vil det endda betyde at det ingen rolle spiller om der sker nogen som helst udvikling mellem parterne de følgende to uger, for så har vi netop en af de infame landskampe til at ligge og spilde vores tid.

Det ville være en del værre, hvis det ikke var fordi medierne – arme TV3 undtaget – virker fløjtende ligeglade med om de overhovedet har superliga til rådighed, så længe OL er i gang. Denne forvoksede udgave af Landsstævnet, der mest virker som en mulighed for producere og kamerafolk for at få spottet kronprinsen og hans brud på tilskuerpladserne, og at zoome så langt ind på dem som muligt.. Eller hvis man er uheldig kun Joachim. Nej, se, de klapper og jubler når det går godt for dem de holder med! De er dybest set bare almindelige mennesker, der godt kan lide sport! Well, duh. 

OL er uinteressante sportsgrene i en uendelighed, befolket af personer man ikke har hørt om i de sidste fire år eller nogensinde, og som man heller ikke kommer til at høre om igen før næste gang, men som pludselig er særdeles vigtige fordi de er indkaldt til et stævne hvor det tæller lige meget om man vinder en medalje i en hidtil ukendt bådtype som ’Yngling’ eller om man gør det i marathonløbet.

Ja, det er endda vigtigere med den båd, for det var danskere der vandt medalje netop der. OL er den ultimative udkrystallisering af den gode gamle curlingdoktrin, som den blev kendt som i 1996, men som er en meget ældre leveregel: var det en sport danskerne kunne klare sig i, såsom speedway eller badminton eller optimistjolle, så var det ligemeget at sporten kun blev udøvet af danskere, englændere og newzealændere, eller af danskere, malaysiere og kinesere, eller af Lasse Hjortnæs og ingen andre i verden.

I OL kommer sportsgrenene hulter til bulter, enkelte af dem kan danskerne hente medaljer i, og derfor kan man, mens alt muligt andet er i gang, fokusere på det der virkelig rykker: doublekampene i badminton og bordtennis, den tamme ende af sejladserne, og selvfølgelig roning, denne kvæstende kedelige sportsgren, og så endda blot en enkelt lille gren af den – en gren der åbenbart er så tynd, at den ikke fortjener omtale hos gode gamle BBC. Prøv at tage et kig på deres side om roning, og prøv at finde omtale af ’Guldfireren’. Ja, prøv at finde bare en slutstilling der siger ’Denmark’ øverst blandt alle de andre resultater. Skulle man have en guldvinder, ville det så ikke have været smart at finde en der deltog i en sportsgren hvis resultat blev noteret?

Der er så dem der snakker om at OL først for alvor begynder når atletikken går i gang, og så bliver det virkelig spændende – men det er nu svært at se nogen forbedring. Den store forskel er, at skulle der ske noget interessant om aftenen er det nu en del sværere at få det vist i tv, for atletikken har forrangen.

100-meterløbet er selvfølgelig altid mådelig interessant, men det mister en rigtig pæn del af sin tiltrækning når man ved, at vinderen efter al sandsynlighed er pumpet fuld af stoffer, og på et eller andet tidspunkt bliver snuppet for det – præcis som det skete for Ben Johnson, Carl Lewis, Linford Christie, Merlene Ottey, det dér ægtepar der er i vælten lige for tiden, og alle de andre fuskere.

Imens er fodboldturneringen OL’s rødhårede stedbarn, og dækkes knap på dansk fjensyn overhovedet. Hvorfor fodbold skulle være så meget værre end helt marginale ting som bueskydning, trampolinspring, dressur, synkronsvømning og kapgang, at det skal udsættes for tavshed, ja, det er sgu svært at se. For da slet ikke at tale om direkte myrekrybsgivende sager som vægtløftning for ’kvinder’, og i samme boldgade, men med modsat fortegn, redskabsgymnastik for ’kvinder’. Hvordan det lykkes især rumænerne at fremavle to så forskellige og dog begge så uappetitlige typer af kvindelig atlet som i de to sportsgrene er egentlig noget man er bedst tjent med ikke at tænke på.

Og så hjælper det ikke, at man, samtidig med at vi skal have alle de mest obskure sportsgrene, tydeligvis er nødt til at skrabe tøndens bund for at få dem alle besat med kommentatorer. En ting er, at de to største frikadeller i dansk nyhedsformidling, Løkkegaard og Dorph-Petersen, prøver på at overgå hinanden i leflende smisken, men vi har Jørgen Leth til bordtennis! Jørn Mader til vandpolo! Og gudhjælpemig om ikke Jørgen Herbert dukkede op på DR, i færd med at kommentere basketball, med en lyd af klirrende flasker i baggrunden. Det burde ikke kunne lade sig gøre at den mand der senest har sat ord på Frems ynkværdige ’kamp’ for at blive i superligaen skal kunne ansættes på en landsdækkende kanal, og om ikke andet er det da et tegn på at det er ved at være på tide at få hakket en del sportsgrene fra det program.

Oh je. Vi må se at få fornyet det Canal+-abonnement vi havde afbrudt hen over sommeren. Hvis strejken varer længe må England trække os igennem, og så længe der ikke spilles i Danmark betyder det da forhåbentlig også, at så er der ikke nogen formynderiske restriktioner mod at vise direkte bold søndag eftermiddag. Selv om det da ikke engang skulle undre.

Og dermed tak for denne gang, for den første klumme nogensinde i strejketid. Beklager at den ikke kom til at handle om fodbold, men det gør den næste forhåbentlig. I ventetiden kan du jo tage en pilsner. En ventepils. En Ventspils – geddit? Heh! Skål for det!

-smølle

Og på bambus-dvd’en kører:

The Simpsons: The Complete Fourth Season
Et sæt med 26 afsnit af den morsomste serie nogensinde, og så endda den muligvis morsomste sæson af alle, den fjerde. Den har fået lov at køre hernede i løbet af weekenden i stedet for søndagskampen og Onside, og det har faktisk været et fortrinligt bytte. Og der er ikke spor af det sure løg Palle Sørensen. Til gengæld er der Homer der møder Gud, der er Lisa som knuser Ralph Wiggums lille hjerte, Scratchys psykotiske debut som en maskingeværsvingende pastiche på Mickey Mouse i Steamboat Willie, og Homer der lægger sag an efter at være smidt fra et all-you-can-eat-fiskemåltid på The Frying Dutchman ved lukketid, inden han var mæt. Det er komisk genialitet hele vejen igennem. Men for guds skyld, køb den på nettet, hvis du altså har en af de der fikse og billige maskiner der kan spille alt. Prøv lige at sammenligne priser. Og giv så én god grund til at man skal støtte sin lokale forhandler fremfor et smart firma, der udnytter et smuthul i toldmuren om EU. Beklager holdningen. Men ikke meget.

Og på jukeboxen spiller: 

Ugens sang: 

C.V. Jørgensen: ’Søndagsseancer’.
”Jeg har forsøgt at beskrive den fornemmelse af livløshed der altid synes at overmande mig på denne helligdag,” er C.V.’s note til denne sang, som åbner hans fremragende (også på trods af den superstive firserlyd) livealbum Lige lovlig live fra 1986. Det er lykkedes fuldt ud. ”Endnu en søndag hvor tiden den står så godt som stille, & destruktive tanker bare kommer & går i mit hoved der føles alt for lille” – ja, kender følelsen, C.V.

Ugens albums:

The 13th Floor Elevators: The Psychedelic World of…
Gram Parsons: Sacred Hearts & Fallen Angels: The Anthology
Modern Lovers: Modern Lovers
Nu skal det ikke være et tema, det med webshopping, det er jo ikke et søndagstillæg for de uindviede, det her! Og der er ikke engang kun penge at spare. Der er blot musik at købe, som man skal være en bedre Sherlock Holmes for at finde i København.

Som disse tre udgivelser, forskellige som de er, med en ting tilfælles: en alder på over 30 år. Roky Ericksons 13th Floor Elevators nåede at udgive to fremragende plader inden han gik til i syre og desuden blev placeret i et galehus i tre år som del af en mislykket plea bargain over narkotikabesiddelse. De danner rygraden, sammen med en masse gode liveoptagelser og sjældne sange, som dannede skole i den psykedeliske gren af 60’ernes garagerock. Især toeren, Easter Everywhere, er et sandt mesterværk med sin blanding af Stonesy bluesrock og elektroniske eksperimenter. Langt forud for sin tid. Måske på grund af de kemiske varer.

Gram Parsons var endnu en hippie med smag for pulver m.v., og han døde efter sine par mesterværker, som især består af hans album Grievous Angel med Emmylou Harris på himmelkor, men også store dele af The Byrds’ Sweetheart of the Rodeo, som han var en vigtig gæst på, og af hans band Flying Burrito Brothers’ (ignorér navnet) Gilded Palace of Sin. Kort fortalt opfandt han den genre man nu kalder countryrock, og folk som Ryan Adams er i en gæld til ham der er noget nær bundløs.

Jonathan Richman var ingen hippie. Tværtimod var han en syrlig og velstuderet Velvet Underground-fan fra New England, der havde en fetish for 50’erstilen og de uskyldige gamle dage. Og i en af de mange ekstrasange der er føjet til debutalbummet fra 1972, hans eneste rigtig vigtige, tager han da også pis på de skæve: ”I’m not stoned, like hippie-Johnny – I said I’m straight, and I want to take his place.” Tanker der sikkert har moret John Cale, der stod for den meget skrabede produktion af albummet, som samlede støv i fire år inden det udkom, perfekt timet, lige inden punken brød igennem i fire år. Sex Pistols lavede en udgave af kendingsnummeret ’Roadrunner’ da de havde brug for noget let at spille til at begynde med, men bedre var Cales version af ’Pablo Picasso’, som man i øvrigt også kunne høre David Bowie tackle på sit seneste album. Richman selv er hverken død eller stegt i syre, han har blot udgivet en lang række charmerende og lidt nørdede albums. Og mindeværdigt for de fleste dukkede han indimellem op som sangeren i There’s Something About Mary. Men da blev han vist rent faktisk dræbt.