Godaften og undskyld de ustabile åbningstider og de ujævnt, blinkende lamper, som ikke skyldes, at vi er overgået til diskoteksdrift. Vi døjer simpelthen stadig med teknikere og håndværkere, foranlediget af vores husværters byfornyelsesprojekt. Men så længe keglerne ikke har kappet ledningerne til fadølsanlæggene skal en gammel bartender vel være tilfreds, ikke mindst fordi han fik anderledes andet at tænke på forleden, da gårdhaven og lyskasserne på fortovet pludselig stod under vand pga. det større rabalderskybrud, der ramte København. 

Et skybrud der vel kom som kulmination på, at vejret henover weekenden var skiftet fra meget varmt til almindeligt dansk sensommervejr. Sjovt nok giver den slags sig altid udslag i de morsomste påklædningsscenarier, hvor folk hverken mentalt eller fysisk kan bestemme sig for, om det stadig er sommer eller tilstundende efterår - om man skal følge barometret eller kalenderen - hvorfor man i ugen har set folk i alt fra korte rør og tynde t-shirts til flere lag tøj afsluttet med hætteudstyrede frakker. Side om side. Bizart. Ret beset, så har vi hele ugen - bortset fra når monsunen og den halve pelikan har sat ind - ligget omkring de 20°C i dagtimerne, hvilket jo i grunden er meget lig den optimale stuetemperatur.

Nuvel, det indvarsler det, der er på vej. Nemlig efterår og mørke, og de tider hvor også denne bartender skal til at hente jakken frem og endda tænke i overtøjsbaner. Mand, hvor jeg dog afskyr denne årstid. Heldigvis er der jo de formildende omstændigheder på dette stade af kalendercyklusen, at der er rigelige mængder med fodbold at trøste sig med, når Superligaen for alvor går i gang, når FC København skal prøve kræfter med fodboldeuropa, og når de store udenlandske ligaer kommer ud af starthullerne. Suppen har dog været on/off pga. den groteske konflikt, og det europæiske eventyr klarede København selv på pinligste vis at få afsluttet, før det overhovedet begyndte, og det endda uden strejkens undskyldende mellemkomst.

Konflikten ja - måske du lige skulle nappe en Pilzner Urquell, som vi har storhamstret af, for det tilfældes skyld, at en langvarig konflikt også skulle sympatiblokere for vores ølleverancer fra hovedsponsoren - så var der måske lidt symbolik i det for danske forhold særdeles voldsomme, nærmest kulminerende, uvejr natten mellem tirsdag og onsdag og så den rolige efterfølgende morgen derpå. Ligesom konflikten samme aften syntes at have spidset dramatisk til pga. et par strejkebrydere i en klub i provinsen mindre end to døgn før to danske klubber skulle forsøge sig i UEFA-cup'en med sekundahold for så pludselig at være løst onsdag morgen. Nå ja, midlertidigt suspenderet i det mindste.

Ret beset må konflikten incl. det sidste dramatiske døgns tid betegnes som en regulær farce. Man må seriøst undre sig over, at det skulle komme så vidt, før man kunne besinde til at forhandle. Knasterne var altså ikke større, end at man hele tiden kunne have forhandlet sig frem til om ikke enighed, så kompromisser. Hvorfor h****** fodbolddanmark så skulle trækkes gennem en sværm af stædig og fornærmet retorik, sonderinger mellem det fagretlige og det foreningsretlige hhv. kompetencer versus aftaleret, alt sammen med tilløb til en regulær arbejdskamp, det står stadig for mig som en gåde. Som aldeles unødvendig spild af af tid, ressourcer ... og følelser!

Mine gode kolleger -smølle og Jan Saxo har trukket konfliktlinierne op så rigeligt i de forgange uger, og som dem kan jeg også sagtens se plusser og minusser på begge sider, hvorfor det i en konflikt, der kun kunne avle tabere - ikke vindere - hele vejen igennem har været umuligt at fatte større sympati for nogen af parterne. 

• Divisionsforeningen lagde en uforsonlig linie med adskillige af Spillerforeningens "umulige-at-opfylde krav" sat i en slags gabestok, uden at de kunne dokumenteres/bekræftes som reelle (eller for den sags skyld afkræftes af Spillerforeningen). Divisionsforeningen som ikke ville anerkende de arbejdsretlige metoder - læs: spillernes strejke - selvom man omvendt ikke selv havde problemer ved at gøre fodboldspillet til del af en arbejdskamp ved vinterens forsøg på lockout, og selvom man i sin tid har været fortaler for klubbernes og spillernes fordele ved et etablere sig i faglige organisationer. 

• Spillerforeningen satte nye standarder i mangelfuld, vildledende og selvmodsigende kommunikation, både udadtil og indadtil. Således fik man i vide kredse spillet det betydningsfulde sympatikort af hænde og fremstod som forkælede og fornærmede opportunister snarere end en samlet og determineret enhed med en reel sag.

• LO og Fagbevægelsen så en enestående propagandachance for organisationernes fortsatte eksistensberettigelse og meldte sig på banen med forblommede arbejdskampparoler, røde faner og lovning på uudtømmelige midler fra strejkekassen. Et løfte der i øvrigt viste sig at være gratis, al den stund de strejkende spillere givet har skullet betale den første - og altså eneste - strejkeuge selv.

• DBU (v/den internetproduktive informationschef) viste sig som provokatør og parttager på Divisionsforeningens side snarere end mægler og løsningsformidlende organisation i midten. Givet også med baggrund i indignation over Spillerforeningens sagsanlæg mod fodboldforbundet.

• Fifpro, hvis dagsorden og engagement man stadig kan være lidt i tvivl om, da teorien om den danske liga som prøveklud nok har lidt en del under, at konflikten faktisk ikke har opnået andet end spagfærdige telegram-notitser på de udenlandske sportsredaktioner. Den almindelige spiller, træner, fodboldtilhænger i England, Tyskland, Italien, Spanien osv. har nok ikke anet en kæft om en strejke i en inferiør liga i Sve... øh Danmark, så en eventuel gennemslagskraft har givet været noget nær ikke eksisterende.

• Per Bjerregaard, landsbylægen og 'familie'-faderen med de mørke krøller formet til en imponerende knagerække med plads til en stadig mere imponerende samling af kasketter. Når man mestrer kunsten at håndtere de mange kasketter, har det sikkert heller ikke været noget problem for ham at repræsentere både fællesskabets klub- og arbejdsgiverinteresser i Divisionsforeningen og de snævre, egoistiske egeninteresser omkring egen klub, sideløbende. Brud på fælles lockout og pres på spillere - han selv med DvF-kasketten på i sin tid har været med til at anbefale at organisere sig - går åbenbart snildt i hånd med hvervet som forhandler i en arbejdsretlig tvist. At han på falderebet mistede overblikket og fik sendt et par tro spillersoldater i ringen som strejkebrydere aldeles unødvendigt - nu, han vidste opblødningerne var i støbeskeen - er sikkert en detalje, der kan arkiveres i dummepeterhatten, som også finder plads på kasketknagerækken.

• "Oraklerne" - horden af kommentatorer, sportsredaktører, forskere, eksperter m.fl. som på skift har ytret sine mere eller mindre - som oftest mere - farvede input i konflikten. For det meste skidt camouflerede - og bestilte - partsindlæg. Men indlæg i debatten, som skabte mere forvirring end klarsyn, og mest af alt bidrog til yderligere polarisering i konflikten, både blandt de direkte involverede og blandt menigmand (herunder ikke mindst fodboldfans), som så kunne hylde, fordømme eller blot ryste på hovedet og sende himmelvendte øjne mod fornuftens parnas. Afhængig af hvilken side, man nu var til, og hvis mølle, der fik kastet mest (snavse-)vand på sig.

Så kan man jo selv pille sine helte og skurke ud blandt ovennævnte, alt efter temperament.

Det løste sig så heldigvis. Ikke overraskende på tærsklen til, at dansk fodbold kunne gøre sig selv til grin i UEFA Cup'en. Forhandlinger - mere eller mindre skjult for offentligheden - har angiveligt foregået på højtryk i starten af ugen, og særdeles koncentreret i nattetimerne tirsdag/onsdag i ly af monsunregnen. Heldigvis tyder alt på, at forhandlerne på begge sider - efter de må have afført sig de betonstædige principkapper - har formået at bevare hovederne kolde uden at falde i den store følelsesmæssige grøft, som ikke mindst store dele af den danske fankultur har sumpet rundt i i strejkeugen. For det er ganske enkelt umuligt at føre fornuftsdrøftelser, når man er blændet af kærlighed/had, i dette tilfælde til klubber, ledere og spillere. 

Noget der så også gav sig udslag i den ufatteligt smagløse og selvhøjtidelige jammer - som kollega -smølle også omtalte i sidste uge - om, at det var de danske fans og fodboldelskere, der var de egentlige gidsler og tabere i denne konflikt. Godt nok mente - og mener - jeg at konflikten var aldeles tåbelig og unødvendig, og godt nok nærede jeg på min sidste vagt håb om, at vi tilhængere på lægterne for en gangs skyld kunne glemme indbyrdes rivalisering og i fællesskab på landets stadions opfordre klubber og spillere til at forhandle frem for at konflikte, men derfra og så til påberåbe sig det ynkeligste martyrium, nu strejken blev en realitet, er der immervæk et stykke vej. Og så lidt til.

Man kan mene, at strejke-/lockout våbenet og begreber som blokader og skruebrækkere burde være udfaset i det 21. århundredes vestlige verden, hvor der reelt ikke længere findes mange arbejdstagere, der ligefrem trues på eksistensgrundlaget eller arbejder under fæstelignende forhold. Det har mere end et århundredes faglig kamp frem til vore dages overenskomstregulatorer og arbejds- og miljøtilsyn sørget for. Men det arbejdsretlige system er nu engang stadig sådan indrettet, at strejker/lockouts er legitime midler - ikke mål - i konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Og der vil uvægerligt altid være uskyldige "gidsler", der bliver fanget i en sådan konflikt. F.eks. patienterne på et hospital, eller tog- og buspassagererne, der måske ikke kan komme til/fra arbejde.

Men at jeg som tilhænger skulle være gidsel eller den store taber, fordi jeg misser en kamp eller to eller tre - nu blev det så én ... i fjernsynet - har jeg godt nok svært ved at puste mig op til at bilde mig selv ind. Selvom traditionen i omkring 35 år har budt mig at se KB/FCK live om søndagen 8-9 måneder om året, så er jeg jo ikke truet på hverken helbred eller eksistensgrundlag, fordi der i en periode ikke spilles fodbold. Til trøst for de sportsfans, der stadig måtte mene, at deres grundlovssikrede menneskerettigheder er blevet groft og hånligt tilsidesat af Spiller- og/eller Divisionsforeningen den sidste uges tid, så kan jeg henvise til USA og amerikanske sportsfans.

Det var og er så afgjort stadig spillerne og klubberne, der har haft mest at tabe i konflikten. Både på prestige- og økonomikontoen samt på det rent sportslige område. TV3/MTG og sponsorer har også kunnet påberåbe sig en reel taberrolle i spillet. De ungdomslandsholdsspillere der - delvis pga. DBUs sympatilockout - har misset to (aflyste) landskampe, har jeg da også noget mere ondt af end mig selv. Og skulle man ellers pege på nogen, der aldeles uforskyldt er blevet gidsler i sagen, er det da trænerne, der har haft nærmest groteske arbejdsvilkår under konflikten og nu står med endnu en bussemand i form af at skulle klinke skårene og forberede spillerne fysisk, taktisk og især mentalt til fodbold i weekenden. Nogen allerede her til aften. Eller hvad med ham her: Skotske Graeme Coleman som tog forgæves fra Carnoustie til Danmark for at se NFA. En af sportens absolutte originaler - i den mest positive forstand.

De - trænerne og Graeme - får sgu min sympati i denne affære. Og gratis øl på Huset, skulle de komme forbi BULEN!

At der skulle udspille sig endnu en farce-akt på tærsklen til suspensionen af strejken, bidrager jo kun til den samlede vurdering af hele forløbet som grotesk. Fordømt af spillerforeningskolleger og -bestyrelsesmedlemmer - der ikke sad med ved de samtidige, afsluttende forsoningsforhandlinger - valgte Brøndbyernes anfører Per Nielsen og hans tro, firskårne væbner, Dan Johansen at bryde ud af fællesskabet og "gå i arbejde igen". 

Ikke at det på nogen måde var overraskende, givet d'herrers tidligere udmeldinger omkring strejken, givet at Spillerforeningen tidligere selv havde opfordret spillere med "lidt for meget i klemme" til at melde sig ud (inden strejken, vel at mærke) og givet at klubkammerat og spillerforeningsbestyrelses-medlem- og forhandler, Morten Wieghorst, samme tirsdags morgen havde vendt sig mod strejkeblokader og sympatiaktioner, fordi 'fodbold stadig ikke kunne sidestilles med det almindelige arbejdsmarked'. 

Når man samtidig betænker, at det ikke ligefrem synes nødvendigt at skulle bruge ekkolod for at nå de intellektuelle dybder hos Nielsen og Johansen, så kan det jo ikke komme bag på nogen, at disse forhold nok har bevæget dem det sidste stykke ud af fællesskabet og tilbage på grønsværen, uden tanke for, at de reelt ikke kunne melde sig ud af foreningen under en verserende konflikt, og at de ville stå til minimum en bod for brud på de arbejdsretlige spilleregler, som de ellers selv qua medlemskabet af Spillerforeningen har skrevet under på at ville overholde. Som sagt, ingenlunde overraskende og principielt da heller ikke decideret forkasteligt at pleje egne interesser ... hvis man altså havde valgt at stå udenfor helt fra starten og ikke først, når det hele begynder at blive besværligt og ubehageligt.

Så ikke mindst timingen får d'herrer til at fremstå som både tåbeligt ubetænksomme - mildt sagt - gennemført usympatiske og særdeles ukollegiale og illoyale personager med mindre rygrad end vandgopler på et oprørt hav. Eller slet og ret ... strejkebrydere. Hvordan de fremover skal kunne omgås deres spillerkolleger både i og udenfor egen klub - både på og udenfor banen - skal blive særdeles interessant at følge. Og så kalder Per Nielsens udtalelse på TV med det åh så modige, mandige og stålsatte blik fast borende sig ned i gulvplankerne om "solidaritet til klubben - 'familien'  - som har været god mod ham i 25 år" (ja, og betalt din løn de sidste 15, Per) altså på mere end en håndfuld kvalmetabletter, inden en syndflod af opkast melder sig bag drøbelen. 

Retfærdigvis skal nævnes, at SID-chef Per Christensens rødfanesmældende flæben i Ekstra Bladet om 'overgreb på fodbold-proletariatets kamp' er omtrent lige så kvalmende for denne bartender. Nu er det ikke første gang, en eller flere personer har brudt en lovlig strejke - og taget konsekvenserne efterfølgende! - enten af egeninteresse eller loyalitet til arbejdsgiveren, men når man som trumf ønsker blot at spille det maveindholdsvendende klubåndskort, så skulle man nok have holdt sig langt, langt væk fra virkelighedens pokerbord, hvor voksne kolleger med integritet, gensidig respekt, loyalitet og "nosser" kæmper éns sag, uanset sagen og tendensen er god/dårlig, rigtig/forkert. 

Ikke overraskende for de kredse, hvor man nærer et mytologisk forhold til klub og spillere, har man her valgt at kåre 'PerPer' og 'Danton' med den svulstige foreningspatos som tidens sande helte. Tilsæt en Wagner-march og retorikken fremkalder ikke blot kvalme, men også mere foruroligende associationer i retning af sidste århundredes periodevise despotiske/totalitære regimer i Tyskland, Italien, Spanien, Rumænien, Mao-Kina, DDR eller vore dages Nordkorea. 

Pyha, det kalder på en efterskylning. Skål. Samtidig får de afgudstilbedte herrer kredit i de enøjedes verden som katalysatorerne bag konfliktens (op)løsning. Så meget desto mere komisk, at de så i givet fald frivilligt skulle påkalde sig kollegers vrede og foragt, når løsningen ellers var lige rundt hjørnet, og der var forhandlet længe inden. At det så tilmed i løbet af torsdagen skulle vise sig, at det var et par af erhvervslivets tunge herrer - med evne til at skære gennem følelser og principper og ind til realiteterne i stedet - i form af Flemming Østergaard og LO's Hans Jensen, der angiveligt fik flikket det endelige oplæg til en forhandlingsløsning sammen, skal vi sikkert ikke tage så tungt. Og da slet ikke fordi det hos Dr. Bjerregaard og hans tro disciple i Vestskoven må være en endog ekstrem bitter pille at sluge, at det faktisk var hovedfjenden over alle det onde klubåndsforladte imperiums mange fjender - tilmed med lidt fødselshjælp af 'Judas-Møller' - der lagde hus, initiativ og tanker til, at fodbolden kom i gang igen, og Brøndbyerne selv kunne spille UEFA Cup uden brug af lilleputter og afdankede ikoner på banen (fedt dét skulle hjælpe). Jeg ved ikke med dig, men jeg finder det aldeles, ustyrligt morsomt.

Men enhver farce - implicit alvor eller ej - får sin ende, således også denne. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan klimaet mellem spillerne og klubberne (lederne) - internt såvel på kryds og tværs mellem persongrupper og klubber - bliver både på kort og langt sigt. For der er røget mange endog ganske store finker af panden i forløbet. Også blandt tilhængerne, der har valgt egne guttermænd og syndebukke blandt spillerne og ellers har skændtes indbyrdes med skingre politiske og arbejdsretlige paroler. En god indikation af, at den fortærskede floskel om, at sport og politik er et skidt mix, trods alt stadig har lidt relevans. En af de store og samlende glæder ved fodbolden er netop samværet - f.eks. søndage i Parken - på tværs af sociale, intellektuelle, faglige, etniske, ideologiske, religiøse og aldersmæssige skel. Jeg kan ikke andet end tro, at denne samhørighed har fået en del knaster adskillige steder i fanmiljøet pga. denne kamp i kampen. 

Som et lille addendum, inden jeg lukker af for denne farce, så er der den lille krølle på vinklen om, 'at professionel fodbold ikke er at sidestille med det almindelige arbejdsmarked, og forkælede, overbetalte fodboldspillere da ikke kan strejke', at foregangslandet mht. professionel idrætsudøvelse, USA, skam kan fremvise talrige eksempler på lignende konflikter gennem tiden. Og her taler vi - med hilsen til den store, hellige forargelse i vores eget lille dronningerige - også om football-, baseball-, basket- og hockeystjerner, der enkeltvis oppebærer årsgager på niveau med superligaens samlede lønsum. Amerikanerne har f.eks. oplevet den store strejke i MLB (baseball) i 1994-1995 - der varede 232 dage og i praksis lagde en hel sæson i ruiner (fordi spillerne ville have mere i løn!) - lockouten fra klubejer -/arbejdsgiversiden i NHL (hockey) i 103 dage på nogenlunde samme tid og 191 dages strejke i NBA (basket) i 1998-1999, for nu at tage nogle af de mest berømte arbejdskampe. Aktuelt trues NHL-ligaen af lockout, når de nugældende overenskomster udløber den 14. september.

Om retten til faglig aktion og anvendelsen heraf også blandt "overbetalte fixstjerner" og deres ekstravagante arbejdsgivere kan du f.eks. læse i denne artikel hos Sports Law / Labor Law. Indsæt selv hjemlige divisions-, spiller- , fag- og brancheforeninger samt spillere og ledere, hvor det passer på danske forhold. Arbejdskamp også i sportens verden tager man altså ganske seriøst i USA, så seriøst at man konsekvensberegner på strejker/lockouts indflydelse på økonomien generelt: Jf. denne undersøgelse af NBA lockouten 98/99 fra University of Maryland. Tung læsning, men alt sammen tjener til illustration af, at en fodboldspillerstrejke ikke er slet så mærkværdigt et fænomen endda og kan være et særdeles effektivt middel, når overenskomster skal skrives.

Heldigvis behøver man nok ikke regne så længe på hverken de sportslige eller økonomiske konsekvenser herhjemme, eftersom hele balladen kun kostede en enkelt spilledag. Ret beset ikke værre eller anderledes, end hvis en marts-runde havde måttet helt eller delvis udsættes pga. vejrlig.

Nul mere strejkefarce. Og jeg mener farce! Års nytteløse forhandlinger (siden efteråret 2000), dybere og dybere skyttegrave, kompromisløs teatertorden og så endelig en fra begge sider halvhjertet og uoverskuelig konflikt. Og så kunne et par af erhvervslivets erfarne rotter med reelt kendskab til arbejdsmarkedsforhold og de regulerende mekanismer på forbløffende kort tid anvise en (eller flere) løsningsmodel(ler) og værktøjer, som konfliktdilletanterne kunne benytte til at forhandle et opsættende kompromis i hus. Bekræfter blot min teori om, at voldgift eller afventen af udkommet af Spillerforeningens anlagte retssag mod DBU kunne have løst problemerne uden strejke/lockout.

Min gode kollega -smølle var i sidste uge bekymret for BULENs Canalplus-abonnement. Jeg kan berolige ham med, at det er i orden, så vi også i den kommende sæson er sikret et overflødighedshorn af topklassefodbold fra især Premiership - hvor C+ endda i den grad har trappet op, og viser næsten rub og stub, live eller forskudt - men også Serie A. Lige omkring Premiership er Kanal 5 også hoppet med på vognen med fast transmission af den tidlige lørdagskamp, hvilket skulle betyde at stort set alle med kabel-TV eller blot en halvvejs anstændig parabol kan se live-bold fra verdens dyreste liga.

For at blive i Premier League er der så al mulig grund til at anerkende Arsenals enestående rekord, også selvom man som tilhænger af et andet Londonhold gerne så Arsenal ramme en krise. Meget snart! Men 43 kampe - og hvem siger de stopper her? - i træk uden nederlag i den engelske ligas Top Flight. Det er sindssygt imponerende. Også fordi Arsene Wengers Arsenal i de 43 kampe har scoret 96 mål (Thierry Henry har scoret 34 af dem) og derfor har kørt deres streak med en helt anden stil end Nottingham Forest, der var indehaver af den gamle rekord. 42 kampe fra november 1977 til december 1978. Forest scorede "blot" 58 mål, men slap så også kun 22 ind under Brian Cloughs defensive disciplin (det var før Trevor Francis ankom til Sherwood).

En anden stor liga, nemlig La Primera, starter op her i weekenden. Også rigeligt dækket på danske TV-kanaler. Interessant om Valencia under Claudio 'Tinkerman' Ranieri kan forsvare titlen. Og mine favoritter fra Madrid skal under det lokale ikon, Camacho, søge at revanchere den gennemført miserable - ja, skandaløse - sæson i fjor. Stadig har man ikke fået købt den så vigtige holding midfielder, men forsvaret er forstærket med Walter Samuel og - højst overraskende - den næsten kronisk skadede Jonathan Woodgate. Et mindst lige så besynderligt køb som Michael Owen, ikke at denne er en dårlig fodboldspiller, men det ligner overkill i en offensiv kæde, hvor Real just ikke synes at mangle noget. Madrid med britisk akse? Interessant. Også Barcelona skal blive interessante. Efter eksporten af æslet Kluivert er der blevet plads til et par topforwards i Eto'o og Henke Larsson, og med Ronaldinho og nyindkøbene Giuly og Deco - hvordan vil Rijkaard dog få plads til dem begge? - lige bagved, har Barça en aldeles frygtindgydende offensiv.

Lad mig lige slutte den internationale fodbold af med en cadeau til det argentinske OL-landshold, som spiller finale på søndag. Aldeles forrygende og effektivt fodbold har de spillet i Marcelo Bielsas 3-4-3 formation. 16-0 hedder scoren for de foreløbig fem kampe. Og var Carlos Tevez - den nye Maradona, også af statur - en dyr og efterbejlet herre før OL, så må de europæiske klubdirektører virkelig til at endevende alle disponible kassekreditter og låneoptioner, når kampen om fodboldverdenens p.t. nok mest eftertragtede underskrift går ind.

Og så ikke et ord om UEFA Cup, selvom skoggerlatteren hernede kunne måles på Richter-skalaen, da Hele Danmarks Gude- og Tudehold™ bragede ud for nogen timer siden. I stærkeste skruebrækkeropstilling endda. For klubben™! Og heller ikke et ord om Champions League puljerne, som især en vis coach Mourinho må finde særligt special. Det gør stadig ondt, at København end ikke kom til at spille om en plads i puljerne.

København, åh jo. Lidt overraskende er der bold igen i Parken allerede på søndag. Men nu har der været pause, så jeg vil glæde mig til gensynet og for denne gang "glemme" århundredets ringeste euro-præstation, den dårligste sæsonstart siden 1999, dramatisk underpræsterende spillere og en måske fastkørt træner, som nok også er overrasket over, at han alligevel ikke skal til travderby i Lunden på søndag. For på mange måder er det efter strejkepausen en helt ny start, vi starter bare sæsonen med handicap 7.

Lad os skåle på at bolden ruller. Hvis spillerne og lederne lægger konflikten bag sig, er jeg frisk på at fortrænge den forsmædelige sæsonstart. Og lad os SÅ komme videre!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

The Kinks: 'Misfits'
Åbningsskæringen fra 1977-albumet af samme navn. Og om end Ray Davies' tanker med sangen gik i lidt andre retninger, så kan den dog være meget apropos lige nu: You're a misfit, afraid of yourself / so you run away and hide / You've been a misfit all your life / Why don't you join the crowd / And come inside.

Ugens albums: 

Clarence Clemons' Temple of Soul: Live in Asbury Park og Live in Asbury Park II

Siden Verdens Flinkeste Mand endnu ikke har været voldsomt leveringsdygtig i netop flinkhed i denne sæson, så kan Verdens Næstflinkeste Mand, E Street Bands sjælesørger no. 1, måske inspirere lidt. Liveoptagelser fra The Stone Pony, Asbury Park, NJ, 2. og 3. september 2001, fordelt på to skiver (udgivet 2002 og 2004). Clarence er ikke verdens største saxofonist rent teknisk, men hans spilleglæde og musikhjerte er stort som manden selv, og Big Man har samlet et fremragende band omkring sig, når de trykker den af med aldeles medrivende soulmusik.