Det skal kunne betale sig at spille fodbold i F.C. København. 

Nåja, og hvad så, ikke sandt?

Jo, spørgsmålet er, om det er tilfældet. Og hvis ikke, hvad så hvad?

F.C København har en ambition om at gøre sig gældende i europæisk topfodbold. Det fejlede spektakulært i denne sæson, ligesom det også fejlede i sæsonen inden. Det kan skyldes mange ting. Det er meget vigtigt, hvad det skyldes, men for så vidt angår slutresultatet er det ligegyldigt.

Vi arbejdede for at gøre os gældende i europæisk fodbold, og vi gjorde det ikke. Det ærgerligt på så mange niveauer, men det er også meget dyrt. Og det fik bestyrelsesformand Østergaard til i fanradioen Løvetimen at konkludere, at hvis dette fortsatte, så gav det ingen mening at investere i den europæiske ambition. Så kunne man bruge pengene bedre andetsteds, hvor sandsynligheden for gevinst er større. Lotto, antageligt.

Og det har han jo både ret i, og samtidig er det jo ikke helt så sort/hvidt endda.

For spørgsmålet er, om årsagen til fiaskoen er et problem vi kan identificere og løse. Østergaard gav en tidsfrist på et par sæsoner, og det er på den ene side måske lige kort tid nok, og på den anden alt for lang tid. Det afhænger helt af, hvor drastisk man har tænkt sig at gå til værks lige nu og her.

I betragtning af at klubbens investeringer i et europæisk eventyr hovedsageligt har drejet sig om, at indkøbe dygtige og kollegiale fodboldspillere, er det selvfølgeligt, at det i Flemming Østergaards optik ikke er der, problemets kerne ligger. Det kan han have ret i, men personligt er jeg ikke i tvivl om, at holdet mangler forstærkninger på i hvert fald en enkelt central plads. Men det er en anden diskussion.

Hvis vi forudsætter, at Østergaard har ret i, at det for så vidt ikke er investeringerne i spillere og træner, der er fejlet, så lad os prøve at opstille nogle af de omstændigheder, der har gjort, at et tilstrækkelig godt hold alligevel er fejlet.

Lad os begynde med tilskuerne. Det vil sige os. Ikke fordi jeg tillægger os nogen betydning, snarere netop derfor. I ugens løb skabte vores gamle ven David Nielsen polemik, da han beskrev AaB's taktik til kampen i Parken som et forsøg på at frustrere tilskuerne til at opgive støtten. Et forsøg der mislykkedes.

David Nielsen mente, at hvis man holder F.C. København fra at score tilstrækkelig længe, forsvinder hjemmebanefordelen. Det er en forkert analyse. Støtten forsvinder ikke, hvis F.C. København ikke scorer. Støtten forsvinder, hvis F.C. København ikke gør forsøget. Det er klart, at nogle har længere tålmodighed end andre. Fred være med det. I det hele taget har F.C. København dog et ganske tålmodigt publikum. Vi står der jo endnu.

Det var et lille sidespring. Men undertegnedes tese er, at det kritiske publikum i Parken er fuldstændig uden skyld i de manglende resultater. Blev holdet støttet i nul-fem-kampen af Nedre C? I overmåde grad! Ikke at undertegnede ikke gerne havde undværet et par af de mere personlige dimensioner af den hån, som spillerne også gjorde sig fortjent til, men holdet blev støttet langt hen ad vejen, og en manglende entusiasme eller vilje hos spillerne kan aldrig undskyldes med manglende støtte. Det er den anden vej rundt.

En anden mulig årsag til de manglende europæiske resultater er den danske Superliga. Nogle har påpeget at springet mellem dansk fodbold og europæisk fodbold er for stort, og naturligvis er det stort. Ellers ville der jo ikke være nogen problemer med europæisk fodbold.

Det bliver tit sagt og skrevet, at F.C. København er bedre mod de "gode" hold end de "dårlige", men det er vrøvleri. F.C. København er ikke bedre mod de gode hold end de er mod de dårlige, men F.C. København er ikke så meget bedre mod de dårlige hold end de gode, som man kunne forvente. Der er ingen tvivl hos undertegnede om, at en stærkere liga også betyder et stærkere F.C. København. Den ideelle liga er en liga, der er så jævnbyrdig, at alle hold presser hinanden maksimalt, og alle har en på papiret lige god chance for at vinde mesterskabet, når sæsonen begynder. Sådan er det ikke i Danmark. Sådan er det ikke noget sted. Men spørgsmålet er, om vores problemer med at sætte os i gennem overfor hold, der rent rangeringsmæssigt er af sub-europæisk klasse skyldes jævnbyrdighed, eller om det skyldes, at F.C. København ikke er tilstrækkelig dygtig til at lukrere på en fodboldmæssig overlegenhed mellem holdene.

Et andet kritikpunkt er, at det danske klima ikke giver mulighed for at spille kamp om vinteren, og at afbrækket betyder, at danske spillere aldrig komer i samme omdrejninger som udenlandske spillere, der spiller året rundt. Deres bartender vil såmænd gerne købe, at flere kampe betyder øget ekspertise, selvom et mere omfattende kampprogram naturligvis også sætter større krav til spillertruppernes bredde.

Det er dog et problem vi deler med vores nordiske naboer, og også de er interesseret i at spille fodbold hele året. Således Royal League. Det er en liga, der har fået en noget stedmoderlig behandling i fankredse. Måske på grund af navnet. Måske ikke. Det er blevet beskyldt for at være en træningsturnering, hvor der intet er på spil. Det er fuldstændig rigtigt. Og, hævdes det, fordi det er en træningsturnering kan det ikke substituere kampe, hvor der er noget på spil for spillerne og klubben. Det er både rigtigt og forkert. Naturligvis er det bedre, hvis der er noget på spil. Forøjeblikket er det penge, man spiller om i den kongelige liga. Om nogen år er det måske endda også ære. Vil det gøre den store forskel, at man ikke spiller om kvalifikation til Europa Cup?

Tjah.

Det kan jo ikke skade. Men på den anden side er det ikke oplagt, at det er det, der skal virke motiverende. I en ideel situation er holdene, der spiller Royal League, navnlig hold 1 til 4 i de tre skandinaviske ligaer, jo allerede kvalificeret sig til Europa. Pointen er at spille kampe mod stærke modstandere. Og så tjene penge. Det er jo ret basalt set også det, der er pointen med en konstruktion som Champions League.

Forskellen mellem de to, er naturligvis, at i den skandinaviske pendant er pengene ikke så store, og de udenlandske hold ikke så genkendelige som i Europa. Men det er jo også helt nyt, og undertegnede synes, det er et udtryk for utilbørlig sortsyn blot at afvise det på forhånd. Det er et tog, der skal skubbes i gang.

Det er såmænd ikke, fordi Deres bartender ikke har en masse idéer til, hvordan Royal League kan forbedres. De er legio. Royal League er ikke en åbenbaring, men det er en løsningsmodel, der retter sig mod de to væsentligste kritikpunkter ved det danske ligasystem: For ringe niveau; og for få kampe. Og Deres bartender skal helt sikkert se kampene. I København.

Træningen og udviklingen af det spillermæssige råmateriale er en tredje faktor, der påvirker den investerede kapital. Det gælder naturligvis om Backe formår at få det tilstrækkelige ud af spillerne. Sidste efterår advokerede undertegnede for at skifte Backe ud i vinterpausen, da undertegnede i et anfald af høstdefaitisme ikke forestillede sig, at vi kunne rette skuden i tide. Siden dengang er Deres bartenders tro på Backes taktiske omstillingsevne blevet større, men ikke desto mindre blev F.C. København igen i år sendt ud af turneringen før det var ventet. Forventningerne har ikke været urimelige. Kravet(!) i denne sæson er europæisk succes i form af en kvalifikation til et gruppespil. Og det er værd at overveje, om Backe kan tilføre holdet mere, eller om det ekstra overtag vi nogen gange savner kan tilføres af en ny træner.

Men det er ret beset også andet end Backe. Det er også specialtrænerne, og træningsfaciliteterne. Og på netop dette punkt, er der i Deres bartenders øjne ingen undskyldning for F.C. København, hvis vi er dårligere end de bedste i Europa. Her har vi pengene til ekspertisen. Og undertegnede skal gerne indrømme, at han ikke aner, om spillernes træningsregimer er tidssvarende og individuelt tilpassede, blot at det i det mindste er længe siden lyskeskaden slog ned i flok på træningsarealerne på Peter Bangsvej.

Peter Bangsvej er derimod det åbenlyst svage led i træningskæden. Banerne er ikke gode nok, og holdet har ikke den plads og den arbejdsro fra de øvrige sportsudøvere, de ønsker sig. Med en ekspansion af moderselskabets aktiviteter til Bella Centeret, er den gamle idé om træningsanlæg i Ørestaden værd at støve af igen. Det er nødvendigt.

Men måske handler det slet ikke om det ovenstående. Måske er det tilfældigheders skyld, at vi ikke er videre. Måske har vi ikke de rigtige spillere, og i det sidstnævntes tilfælde giver det jo ingen mening, at lukke for de varme penge. Men det er muligt, løsningerne ikke bliver fundet, og at tilfældet igen favoriserer vores modstandere. Både næste år. Og næste år igen. Og måske også næste år igen igen.

Så står vi en situation, hvor det ikke kan betale sig mere, og ikke har gjort det i et stykke tid. Forhåbentlig er tilskuerudviklingen fortsat, og de københavnske fodboldtraditioner institutionaliseret yderligere, og der bliver aldrig tale om, at det ikke kan betale sig at spille fodbold i Parken. Men måske på et lavere blus. Måske i håbet om, at en god generation kan give et gennembrud et år eller to, og ellers tage sig til takke med Superliga og Royal League.

Forskellen fra nu vil faktisk ikke være så stor.

Det er muligt, at holdet bliver bedre eller dårligere, men det burde være ligegyldigt for både de professionelle på banen og entusiasterne på tribunerne. Ikke, at man ikke holder af at vinde. Bevares. Men hovedsagen er, at holdet spiller så god fodbold, som det er muligt.

Det hele udsprang sig af, at F.C. København er er en professionel fodboldklub. Og som sagt handler det om at tjene penge. Det er der nogen, der ikke forstår. De tænker: "Her i vores klub er vi glade for at spille fodbold, vi er ligeglade med, om vi tjener penge. Vi kan i hvert fald ikke finde ud af det." Og så tænker de: "Hvis man inde i F.C. København ikke er ligeglad med at tjene penge, så må det betyde, at man ikke er glad for at spille fodbold." Det ikke har noget med hinanden at gøre. Det er underordnet for glæden ved at spille fodbold, om investeringerne i fodboldspillet skrues op eller ned. Det betyder måske, at det er nogle andre fodboldspillere, der spiller, men om de er glade for at spille eller ej, er jo ikke afhængig af deres forhåndværende prisseddel.

Det er ikke et spørgsmål om klubfølelse. Det er simpel professionalisme.

Martin CX

Ugens jukebox:

tv2: "Eventyr for begyndere"
Ludacris + Nate Dogg: "Area Codes"
The La's: "There She Goes"