Godaften! Ja, det er altså mig, som står bag baren i aften. Som Jan Saxo varslede for snart fire uger siden, har han trukket sig tilbage fra det stressende liv som bartender for at hellige sig nye studier. Vi satser dog alle sammen på, at det kun er midlertidigt, og at Jan som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, ikke vil kunne holde sig væk fra barens øl og historier, når han efter nytår atter får tid til at smutte forbi Stamværtshuset.

Indtil da er det så mig, som har fået æren af at følge i Jans narrative fodspor. Og det er altså ikke nogen taknemmelig opgave at skulle få en beskeden størrelse 39 til at dække det hul, som en størrelse 46 har efterladt sig, selv ikke hvis man gør alt, hvad man kan, for at undgå at krumme tæer nede i de svedige sutter.

Hvad skulle du for resten have at drikke? Selvfølgelig fører vi Staropramen hernede! Tror jeg da nok. Et øjeblik, jeg skal lige kigge. Jo, vi har den både som lys pilsner og mørk. Det var et fornuftigt valg, den mørke er også min personlige favorit.
 

Der er i øvrigt tale om et nostalgisk gensyn med denne side af baren for mig. Det er efterhånden mere end et år siden, at jeg sidst lod mig lokke til lige at passe biksen, mens en af de andre forfløjne drenge stak af i et ærinde. Jeg har selvfølgelig siden været hernede for at nyde en stille pils som gæst og ven af huset, men jeg må indrømme, at særligt inden for det sidste halve år har der været lidt for langt mellem mine besøg. Det kan dog nok ikke være meget anderledes, når man ikke alene prøver at passe en erhvervskarriere ved siden af – en indtægt skal der til, for man kan jo ikke drikke på klods hele sit liv! – men oven i købet har fået fornøjelsen af et lille grådigt monster, som har overtaget mit og min kones liv. Eller med andre ord har jeg siden sidst været så heldig at få lov til at opleve faderskabets velsignelse!

I store træk har det selvfølgelig været en helt fantastisk oplevelse. Jeg har været fuldstændig solgt, siden min datter for første gang stak hovedet ud i det fri, og stoltheden bliver kun større for hver en bøvs og hver en prut. Men som du vil vide, hvis du selv har oplevet at blive beriget med sådan en størrelse, er der uden sammenligning tale om den mest uhæmmede tidsluger, man kan forestille sig. Hvis parforholdet oven i købet også skal passes, er der simpelt hen ikke længere tid og kræfter til at følge med i fodboldens (og spruttens) verden på samme måde som i den mere ubekymrede fortid.

I den korte pause mellem to bleskift lykkedes det mig dog at registrere, at den danske superliga blev ramt af noget så sjældent som en arbejdskonflikt. Heldigvis havde strejken en længde, som svarede nogenlunde til Christian Andersens trænerkarriere i FC København, og det var vel kun de allermest forkælede fodboldfans, som nåede at bilde sig selv ind, at en enkelt fodboldfri weekend var et så gement brud på deres menneskerettigheder, at spillerne skulle forfølges for at aktionere for deres rettigheder. I modsætning til en vis uheldig klub på vestegnen, lykkedes det endda tilsyneladende FC København at komme gennem strejken uden de store skrammer – ja det var vel ligefrem en fordel at få tilhængernes og pressens fokus væk fra klubbens miserable sæsonstart.

Selvom arbejdskonflikten formelt endnu ikke er helt afsluttet, går jeg nu ud fra, at strejken og argumenterne for og imod for længst er begyndt at hænge folk langt ud af halsen. Da mine kollegaer hernede endvidere allerede har sagt mange kloge ord om konflikten, vil jeg derfor nøjes med at ønske, at sagens parter, inklusive en særligt stædig og belærende sportsdirektør på Øster Allé, nu kommer videre med deres liv og ikke bruger flere kræfter på at kaste bebrejdelser i hovedet på hinanden.

Siden er der ikke sket alverden i København. Godt nok vandt FCK endelig sæsonens første sejr, i en underholdende kamp mod AaB, men det er jo mere end halvanden uge siden nu, og det danske landsholds præstation mod Ukraine ugen efter var ikke ligefrem mindeværdig. Landsholdet i almindelighed og træner Morten Olsen i særdeleshed nåede dog at få en lille smag på, hvor kritisk fodboldpublikummet i Parken kan være, da slutresultatet 1-1 affødte en større pibekoncert. Jeg har en teori om, at der her var tale om jyske roligans hævn; trætte af at blive hånet af nedladende klubfans skulle de nok vise, at der var mere i dem end rød hvide farver og ”Sejle op ad åen”, at de også kunne opføre sig ”passioneret” og ”dedikeret”, ja ligefrem ”fanatisk” (eller med andre ord brokke sig, så snart spillere med et sjovere job og en højere indtægt end dem selv, tillod sig at spille uafgjort).

Da landsholdspausen gjaldt for hele Europa, kunne jeg i øvrigt ikke engang underholde mig med at se Chelsea vinde sin femte kamp i træk i Premier League under Mourinhos kyndige ledelse. Jeg måtte i stedet nøjes med bulletiner om forskellige Chelseaspilleres præstationer for deres respektive landshold. Det var ikke så overraskende, at erfarne måltyve som Lampard, Gudjohnsen og Mutu scorede, men derimod var det bemærkelsesværdigt, at Carlton Cole, som for andet år i træk er udlejet, denne gang til Aston Villa, scorede i både fredagens og tirsdagens U 21 landskampe for England og dermed nåede op på i alt fire mål i sine seneste tre landskampe. Hvis unge Cole fortsætter på samme måde, skulle man næsten tro, at Mourinho får gjort plads til ham i Chelseas trup, før næste sæson starter. Det kunne passende være sammen med en anden udlejet ungersvend, nemlig Mikael Forssell, som jo gjorde det fantastisk i Birmingham i sidste sæson og i øvrigt også scorede for Finland i går aftes. Det bliver dog ikke i denne weekend, at Carlton Cole får lejlighed til at forøge sin målscore i Premier League fra de to mål han allerede står noteret for, for traditionen tro er han kontraktligt afskåret fra at optræde i lørdagens kamp mod netop Chelsea.

Tilbage i Danmark har dette i øvrigt også været ugen, hvor kampen om multihallerne i Øresundsregionen for alvor blev skærpet. På sidelinien kan du finde en længere tråd om emnet. For dem, som ikke orker at læse hele denne lange tråd igennem, kan ugens udvikling opsummeres således, at folkene i Høje-Taastrup har kundgjort, at deres længe ventede multihal nu (for snart 117. gang) er næsten lige ved at være der, og at de konkurrenter, som planlægger en tilsvarende hal ved Bella Centret, derfor bør folde deres plan pænt sammen for at lægge den ned i skuffen igen, for som de fleste er enige om, er markedet kun stort nok til at bære én multihal i regionen. Tilsyneladende har mændene bag Hans Christian Andersen Arena Park, som er det passende navn for det fantasifulde Høje-Taastrup projekt, dog ikke tiltro til, at de også vil kunne stoppe de tilsvarende svenske planer om Hyllie Multiarenaen ved Malmø.

Grunden til at disse ambitiøse byggeprojekter overhovedet er blevet et emne, som drøftes blandt fodboldfans, er selvfølgelig, at det er Parken, Sport & Entertainment A/S med Flemming Østergaard i spidsen, som er favoritter til at få lov til bygge en multihal ved Bella Centret. Østergaards plan er således at lade PSE A/S købe aktier i selskabet Bella Center A/S (hvis ene datterselskab i øvrigt også står for driften af Forum) mod at få lov til at opføre selve multihallen på et ledigt areal på Bella Centrets ejendom.

Hvis de nuværende aktionærer ellers er interesseret i at sælge, burde selskabet bag Bella Centret koste sådan ca. i alt 400 mio. kr. Det er tilsyneladende ikke nogen urealistisk plan at købe i hvert fald en pæn bid af aktierne, for blandt selskabets storaktionærer findes Københavns Kommune og den danske stat, med en ejerandel på henholdsvis 19 % og 15 % af aktierne. Både borgmester Jens Kramer Mikkelsen, som i øvrigt sidder i bestyrelsen for Bella Center A/S, og ledende personer i regeringspartierne har udtrykt stor velvilje for planen i et forsøg på at skaffe Danmark i almindelighed og Københavns Kommune i særdeleshed på landkortet, når det kommer til store idrætsbegivenheder.

Herudover har kampen om hallerne fået den pikante drejning, at de eventyrglade folk på vestegnen har antydet, at det skulle blive BIF A/S, som skal stå som operatør af Christian Andersen Arena Park (når først hallen altså er blevet opført, men det er som sagt blot en formsag efterhånden), hvorfor arvefjenderne FCK og BIF således også på dette område skulle støde sammen som konkurrenter. BIF A/S’ ledelse har ikke ønsket at melde klart ud, om denne historie kunne have noget på sig, men for os udenforstående, vil valget af BIF A/S som daglig leder af en multihal virke mildt sagt besynderligt. Hvor PSE A/S har solid erfaring med driften af Parken, Danmarks største koncert- og sportsarena, samt tidligere Cirkusbygningen, har BIF A/S alene erfaring med driften af Brøndbyhallen og Brøndby Stadion.

Med al respekt for Brøndbyhallen kan den i denne sammenhæng bedst sammenlignes med den håndboldhal med tilhørende kiosk, som kan findes i enhver større landsby med respekt for sig selv. For at en multihal med sportsarena, restauranter, hotel og så videre kan løbe rundt økonomisk, skal der løbende trækkes arrangementer til i sværvægtsklassen samt nok så vigtigt, tilskuere til disse arrangementer. Det kan dog selvfølgelig, være at London & Copenhagen Leisure A/S mener, at BIF A/S har gjort det så imponerende ved arrangementet af først den berømte Joe Cocker koncert og siden den hellige samling af Jehovas Vidner på Brøndby Stadion, at virksomheden ligger inde med en know how på området, som man bare må have del i.

En anden og nok så vigtig faktor er beliggenheden. Det er ikke mere end et par år siden, at Østergaard fremførte overfor de københavnske politikere, at opførelsen og driften af en multihal alene ville være interessant for PSE A/S, hvis den blev placeret klods op af Parken på Østerbro. En sådan placering i hjertet af København ville have adskillige fordele, herunder et attraktivt nærmiljø for hallens gæster og muligheden for, at hallen og Parken kunne udnytte fælles faciliteter. Som det senest er set i forbindelse med østerbroernes klage over antallet af ikke-sportslige arrangementer i Parken, er der imidlertid også visse ulemper, såsom nabogener og parkeringsproblemer, forbundet med afholdelsen af hyppige store arrangementer midt i byen. Uden at kende plangrundlaget for Indre Østerbro i detaljer, vil jeg formode, at det ikke alene ville kræve en ny lokalplan, men også et kommune- og regionplantillæg, at åbne mulighed for placeringen af en multihal på Østerbro, hvilket ville kræve lokalpolitikernes velvilje samt høringen af de naboer, som altså har fået nok af de allerede eksisterende arrangementer i PSE A/S’ regi.

Flemming Østergaards seneste udmelding om planerne i Ørestaden må imidlertid tages som udtryk for, at politikerne så effektivt har taget livet af idéen om en hal ved Parken, at selv Østergaard nu har accepteret, at hans oprindelige idé er mere død end et pindsvin i vejkanten, der er dekoreret med blod og dækspor. I det lys kan planerne om en multihal ved Bellacentret give mening.

Jeg må tilstå, at jeg personligt altid har været noget forbeholden ved at bevæge mig rundt på Amager. Hvis jeg lige ser bort fra halvandet års ophold på et af øens kollegier, hvor jeg havde nok i kollegiets fredagsbar og ikke ligefrem dyrkede lokalmiljøet intensivt, har jeg stort set kun sat fod på øen på vej frem og tilbage fra Kastrup Lufthavn, og efter Øresundsbroens opdukken på vej til Malmø. For en måned siden lod jeg mig dog lokke af min bedre halvdel til som en rigtig børnefamilie at tage med barnevogn og fuld oppakning ud til indkøbscentret Fields, og det var faktisk først da jeg sad i metroen og gloede ned på de amagerkanske vidder, at jeg blev klar over, hvor tæt Bella Centret egentlig ligger på selve København. Det tager jo ingen tid at komme fra for eksempel Nørreport eller Kgs. Nytorv til metrostationen ved Bella Centret. Og lige på den anden side af broen ligger der et helt land fuld af svenskere, som allerede har taget København til deres hjerte - de fylder i hvert fald godt op med deres indkøbsposer på Strøget en lørdag eftermiddag!

I forhold til denne beliggenhed tror jeg, at man skal have en helt særlig tilknytning til vestegnen for at mene, at en vindblæst mark ved Høje-Taastrup skulle virke mere tillokkende for for eksempel koncertarrangører og -gængere. Hvor sjovt vil det lige være en sen fredag aften at vælte ud fra en koncert med U2 og opdage, at du står i buldrende mørke på en mark halvvejs i Roskilde uden en S-tog station i nærheden?

På denne baggrund kan det ikke undre, at signalerne fra Høje-Taastrups lokalpolitikere lyder mere og mere skingre, efterhånden som de har indset, at Flemming Østergaard ikke er sådan at stoppe. Hvis de to parter skal kaste sig ud i den gode gamle styrkeprøve ”chicken”, hvor taberen er den, som først drejer sin bil væk for at undgå et frontalt sammenstød med konkurrenten, som kommer kørende med sømmet i bund fra den modsatte retning, ved jeg godt, hvem jeg vil satse mine penge på. Meget kan man sige om Flemming Østergaard, men typen som frivilligt giver op på grund af lidt modstand, er han nu ikke.

Om det så i sidste ende vil vise sig at være en god forretning for PSE A/S at investere millioner og bogstaveligt talt milliarder i først købet af aktier i Bella Center A/S og siden opførelsen af en multihal, ved jeg ikke. Det er en så stor satsning, at det potentielt vil kunne knække ryggen på PSE A/S og dermed FCK, hvis budgetterne begynder at skride, men på anden side er jeg for længst holdt op med at undervurdere Flemming Østergaards evne til at spotte en god forretning, og der må være et vist potentiale i at kunne tilbyde sports- og koncertarenaer i stort set alle størrelser.

Dette var ordene for denne gang. Drik ud, og hvis du bare ikke kan holde dig fra de mere interessante øl til næste gang, vi åbner biksen, vil jeg foreslå, at du kigger forbi Øltorvet. De har lige åbnet, så du bør stadig kunne finde gode åbningstilbud på spændende øl fra alverdens lande.

Hans CL

Ugens album:
Scissor Sisters: "Scissor Sisters"

Det er ikke mange nye plader, jeg har fået købt i det sidste halve år, endsige har fået pakket ud af cellofanen, men denne plade har nu gentagne gange fundet vej til CD spilleren derhjemme. Som du sikkert allerede ved i forvejen, er der tale om vildt underholdende bøssepop og -disco fra New York. Der er mange numre, som skiller sig ud, men her skal blot nævnes numrene ”Take Your Mama”, som Elton John ikke kunne have fremført meget bedre i sin glansperiode, og den gamle Pink Floyd klassiker ”Comfortably Numb” i en kitchet discoficeret version.

Ugens nummer:
The Clash: 'London Calling'

Der kan nævnes mange gode grunde til at fremhæve denne punk/rock/reggae klassiker fra 1979. Grunden til, at jeg har taget den med her, er imidlertid, at da denne sang for nylig blev spillet i radioen, begyndte min datter rytmisk at slå med sine buttede barnenæver på sin endnu mere buttede mave. Arme og ben er ofte gået ukontrollabelt på hende før, men denne gang virkede det som om, at der var mere bevidst vilje over hendes bevægelser. Moderen var ikke udelt begejstret for musikken, men i mit stille sind glædede jeg mig over, at min datter viste tegn på at blive en sej rock chick. Hellere det end at hun ender med at blive en poptøs, men hvordan i alverden får jeg mon forhindret, at der bliver spillet Safri Duo i radioen, mens jeg ikke er hjemme?