Hvad er der sket, siden vi sidst så hinanden hernede? Ja, fodboldens store arbejdskonflikt er åbenbart så tæt på at blive endelig begravet, som tænkes kan, uden at der endnu er sat blæk på en aftale mellem parterne. BIF A/S er langt om længe sprunget ud som operatør af den kommende multihal i Høje Taastrup, der dog stadig synes at hvile på et underligt luftigt grundlag, som kan forsvinde hurtigere, end man kan råbe ”Sakamoto!”, den dag Flemming Østergaard skulle præsentere en køreklar plan for en tilsvarende hal ved Bella Centret. Derudover er Chelsea stadig ubesejret i både England og Europa og snuppede senest en sejr over et underligt tandløst Liverpoolhold i weekenden. Dette er imidlertid alle sammen helt igennem forudsigelige begivenheder, som jeg ikke vil bruge mere tid på. 

Hvad er der så ellers sket? Som du nok har opdaget, har flere af mine kollegaer hernede i baren i de sidste uger brugt meget krudt på at forklare, hvorfor de helst ser Hans Backe forlade klubben. Som bekendt vandt FCK imidlertid 2-0 over Herfølge i lørdagens kamp, og personligt kan jeg ikke få mig selv til at skrive vores træners dødsannonce umiddelbart efter, at FCK har vundet sin tredje sejr på stribe. Det ville være upassende at lægge en mand i graven, når han stadig spræller så meget. Selvom det er meget muligt, at det på et tidspunkt i den umiddelbare fremtid vil være bedst for begge parter, hvis Backes og FCK’s veje skilles, må det derfor blive en anden bartender på en anden vagt, der kommer til at fortælle næste kapitel i den historie.

I stedet vil jeg bruge denne kølige oktoberaften på at dykke ned i vores moderklubbers fortid og dermed samtidigt bevæge mig ned i byens fortid, i Københavns historie. Og hvorfor så det? Ja, tanken bag er, at hvis du kender dine rødder, har du også en bedre idé om, hvem du selv er, og hvem vil ikke gerne kende sig selv? De fleste af klubbens fans kan forhåbentlig uden den lange betænkningstid fortælle, at FC København ikke blev skabt af forretningsmanden Flemming Østergaard, men at det derimod var moderklubberne B1903 og KB, der stod bag dannelsen af FCK i 1992. Men her begynder det måske at knibe for de yngre fans. Hvor kom disse klubber egentlig fra, og hvad er deres tilknytning til København? Det er en historie, som er blevet fortalt før, men i disse mørke tider er det en historie, som er værd at høre igen. Så sæt dig godt tilrette på barstolen, mens jeg hælder en fadøl op og gør klar til at genopfriske vores hukommelse.

Vi begynder med begyndelsen. København er en by med mange år på bagen. Byen har ligget her i mere end tusind år. De første hundrede år syner byen dog ikke af meget, og det er først da Roskildes Ærkebiskop Absalon får tildelt flækken af Kong Valdemar den Store, at der begynder at komme gang i sagerne. I 1167 grundlægges byen formelt af biskoppen, og de følgende år tidobles byen i størrelse, og kirker og klostre bygges. 

Her går tingene imidlertid lidt i stå. De næste mange hundrede år sker der ikke det helt store med byen. Bevares, der bygges nyt i København, når de gamle bygninger brænder ned i en af byens mange mindre eller større brande, og når disse nye bygninger også brænder ned i en efterfølgende brand, bygges der nyt igen. Men byen er fanget af sin egen skal af vand og volde, som umuliggør en større udvidelse af byens areal, og om natten låses byens porte, så ingen kommer ud eller ind.

Helt op til 1800-tallet er byen således afgrænset af Øresund mod øst, vandet mellem Christianshavn og Amager mod sydøst, Kalvebodstrand mod syd og voldene mod vest og nord (hvor Vester, Nørre og Øster Voldgade løber i dag). Foran voldene findes der traditionen tro en voldgrav, og arealet mellem voldgraven og søerne, Sortedamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø, er udlagt som det såkaldte indre demarkationsområde, hvor militæret har forbudt egentligt byggeri. Tilsvarende ligger også arealet på den anden side af søerne mere eller mindre øde hen helt ud til Jagtvej og Falkonér Allé, hvor den anden demarkationslinie går. Militæret har således den tanke, at byens forsvarere uhindret skal kunne beskyde eventuelle fremrykkende fjender, uden at fjenderne kan gemme sig bag bygninger og lignende.

Det er i og for sig en glimrende idé. Det eneste problem er, at englænderne allerede i 1807 kan skyde København sønder og sammen med deres langtrækkende artilleri uden overhovedet at behøve at begive sig ind på det frie areal mellem byen og den anden demarkationslinie. Da byens indbyggertal samtidig vokser og vokser i takt med, at den gryende industrialisering trækker folket fra land til by (i 1850 kæmper hele 122.000 mennesker om en plads i solen indenfor voldene), opgives endelig i 1852 forbudet mod bebyggelse på det ydre demarkationsområde på den anden side af søerne. Få år senere frigives også det indre demarkationsområde, og de gamle volde nedlægges. I dag er det stort set kun resterne af de gamle voldgrave i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg samt Kastellet og bastionerne på Christianshavn, der stadig vidner om Københavns fortid som fæstningsby.

Men hvad skal man så gøre med al den dejlige jord, som nu ikke længere er underlagt militærets snærende bånd? Ja, man skal selvfølgelig bygge, og det helst både billigt og hurtigt. Der er jo arbejdere nok fra både landet og byen, der ønsker at slå sig ned her. I hastig takt spreder lejekasernerne og industrivirksomhederne sig herefter fra Søernes vestlige og nordlige bredder og længere ud. Det værste spekulationsbyggeri skyder op i den bydel, som kommer til at hedde Nørrebro, og som sammen med Vesterbro kommer til at huse de fleste tilflyttende arbejdere.

Byggeriet på Østerbro foregår noget mere nænsomt, og baggårdene fyldes ikke op på helt samme måde af baghuse. På Øster Fælled finder Lægeforeningen endda ligefrem plads til i 1854, året efter at den store koleraepidemi har ramt København, at påbegynde opførelsen af en bebyggelse for 250 ubemidlede arbejderfamilier. Dette tidlige eksempel på socialt boligbyggeri kommer til at gå under navnet Brumleby og er i dag befolket af noget mere velbjærgede typer. En overraskende stor del af byggeriet på brokvartererne viser sig i øvrigt at have en udmærket holdbarhed, og de fleste af bygningerne fra slutningen af 1800-tallet står vel den dag i dag.

Heldigvis er det dog ikke alle markerne og engene uden for det gamle København, der bebygges i samme takt som i et spil Matador. Der er fællederne, det vil sige de tre fælleder, Nørre Fælled, Blegdamsfælled og Øster Fælled. Mens det meste af de to sidste fælleder får lov til at overleve som Fælledparken, har den gamle Nørre Fælled i dag helt måtte vige for institutioner som for eksempel H.C. Ørsted Instituttet og Rigshospitalets Kollegium. I 1800-tallet bliver disse åbne vidder imidlertid benyttet som et yndet udflugtsmål for de almindelige københavnske familier, ligesom der for eksempel bliver arrangeret hestevæddeløb og militærparader her. Alt er dog ikke lutter idyl på disse grønne marker, for i 1872 får Nørrebros gryende arbejderbevægelse en så gedigen røvfuld af politi og militær under det navnkundige Slaget på Fælleden, at der går flere år, før bevægelsen kommer til hægterne igen. Fra 1890 begynder arbejderbevægelsen dog at samle sig hvert år den 1. maj på Fælleden, men de første år er det dog nok småt med fulde gymnasieelever og andre unge, der brækker sig i stride strømme efter at have tumlet rundt med en øl i hånden hele dagen. 

Ved århundredets afslutning bliver fælleden også samlingspunkt for københavnernes nye sportsgren, fodbolden. Ja, jeg beklager, at det først er nu, at jeg får blandet fodbolden ind i Københavns historie, men spillet skal jo lige opfindes først! Faktisk er der blevet spillet forskellige former for fodbold på de engelske universiteter i flere hundrede år, men det er først i 1846, at der i Cambridge bliver lavet et udkast til fælles regler, hvilket jo unægtelig gør det lidt lettere at spille mod hinanden. I 1863 grundlægges FA, Football Association, der udarbejder en revideret udgave af reglerne.

I 1876 stiftes KB, Kjøbenhavns Boldklub, som Europas og dermed verdens første fodboldklub uden for Englands grænser. Ja, det vil sige, i de første år har klubben slet ikke fodbold på programmet. Man lægger i stedet ud med det fantastiske spil, langbold. I 1879 spiller KB imidlertid en fodboldopvisningskamp på Eremitagen, og det går åbenbart så godt, at en flok herboende englændere, der havde skabt Football Club i København, nedlægger deres egen klub for at melde sig ind i KB!

KB tilbringer sine første leveår på Blegdamsfælled og Rosenborg Eksercérplads, før man i 1893 sikrer sig sit eget anlæg ved Skt. Markus Allé på Frederiksberg, dér hvor Forum ligger i dag. Pladsen bliver med tiden også for trang her, og i 1938 flytter klubben til sit nuværende anlæg på Peter Bangs Vej. Så lang tid skal der dog heldigvis ikke gå, før KB får følgeskab af andre klubber i hovedstaden, som man kan spille imod. 

Boldklubben Frem stiftes som cricket- og fodboldklub i 1886 – pudsigt nok af unge Venstremænd! Klubben træner og spiller på Blegdamsfælleden og har sit første ”klubhus” i en lejlighed på Blegdamsvej. I 1905 flytter klubben til egne baner, helt ude på Enghavevej. Siden bliver hjemmebanen som bekendt Valby Idrætspark, mens Venstremændene erstattes af mere proletariske lokale.

I 1889 bliver AB til ved en fusion mellem Fredericia-studenternes Kricketklub og Polyteknisk Klub. Det er altså langt fra noget nyt fænomen, at jyske tilflyttere kaster sig over byens sportsliv! Den akademiske boldklub har skiftende adresser i nærheden af Fælledparken, indtil klubbens lejeaftale med Undervisningsministeriet bliver opsagt i 1960erne, og AB flytter fra Nørre Allé til Gladsaxe Kommune, hvor borgmester Erhard Jacobsen tager imod med åbne arme.

B93 bliver ikke helt overraskende stiftet i 1893 på Østerbro. Man lægger ud som cricketklub, men i 1896 bliver der åbnet for fodbold i klubben. Også denne klub indleder sin historie med at spille på Fælleden, og i 1901 får klubben det anlæg på Øster Allé, klos op ad Parken, som man først fraflytter i 1994.

Nok så vigtig for vores historie er stiftelsen af B1903 i netop 1903 – samme år som KBU, Kjøbenhavns Boldspil Union ser dagens lys. Først holder klubben til på Øster Fælled på Østerbro, og man klæder om i ydmyge lokaler på Jagtvejen. De kommende år flytter man lidt rundt i nabolaget men spiller stadig på Fælleden. B1903 er i begyndelsen af århundredet en arbejderklub, der lige som de øvrige småklubber på Fælleden er i opposition til de fire mægtige klubber, KB, Frem, AB og B93, der ikke længere må nøjes med lidt tilfældig spilletid på Fælleden, men nu alle ejer deres egne baner. For at kunne klare sig i konkurrencen ser B1903 sig derfor også om efter et egnet sted at slå sig permanent ned, og i 1923 køber klubben en grund på Lyngbyvej i Gentofte og går i gang med at anlægge baner og et lille klubhus.

I takt med at hovedstaden i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet vokser eksplosivt, kommer der også nye fodboldklubber til, der ikke har rod i Fælleden. Mod nord dannes i år 1900 Hellerup Idrætsklub, også kendt som HIK, mod syd dukker Fremad Amager op i 1910, mens Brønshøj ser dagens lys i 1919. I de lidt mere fjerntliggende forstæder, som Lyngby og Hvidovre, der vel stadig bedst kan karakteriseres som landsbyer, stiftes der lokale fodboldklubber i henholdsvis 1921 og 1934.

Apropos Hvidovre Idrætsforening kommer denne unge klub senere til at klare sig pænt sportsligt. Sideløbende med at Benny fra baghuset på det københavnske brokvarter blander sig med Lars fra Jylland og Ali fra Tyrkiet i den store folkevandring mod de nybyggede højhuse (og parcelhuse for de mere privilegerede), der står klar i de socialdemokratiske vestegnskommuner, vinder klubben sine to første Danmarksmesterskaber i 1966 og 1973. Klubben vinder sin sidste titel i 1981, og fra dette tidspunkt går det ned ad bakke. Man kan ikke længere holde på sine unge talenter, som lokkes af nabokommunens unge fusionsklub, som er fattig på historie og traditioner men rig på støtte fra sin lokale kommune i almindelighed og sin sportsglade og enerådende borgmester i særdeleshed.

Lad os dog straks bevæge os tilbage til, før verden går af lave! I begyndelsen af 1900-tallet er man slet ikke gået i gang med at spille om Danmarksmesterskaber og pokaltitler endnu. Selvom DBU, Dansk Boldspil Union, stiftes i 1889, bliver der første gang kæmpet om Danmarksmesterskabet i 1913, og ikke overraskende snupper KB titlen de første to år. Trods B1903’s manglende baner vinder denne klub sit første DM allerede i 1920. Vi skal øvrigt helt frem til 1954, før en klub fra provinsen, Køge, vinder DM. Denne begivenhed markerer lidt af et skift i magtforholdet mellem land og by, og siden har klubber som Esbjerg, Vejle, AGF og Brøndby hentet en del titler hjem til provinsen. Den mest vindende klub herhjemme er dog stadig KB med i alt 15 mesterskaber, mens B1903 også er pænt repræsenteret med syv titler. 

For at runde historien om vores moderklubber af, bør det nævnes, at selv efter at B1903 i 1929 flytter ud til sit nye anlæg, svigter klubben – i lighed med KB – ikke sine gamle rødder inde i byen. Man fortsætter således med at arrangere kampe i sammenslutningen ”Stævnet” sammen med AB, B93 og Frem, hvor udvalgte hold møder besøgende udenlandske klubber, og helt op i 1970erne og 1980erne spiller både B1903 og KB i visse sæsoner deres hjemmekampe i Københavns Idrætspark.

Idrætsparken stammer i øvrigt tilbage fra 1911, og den første landskamp finder her sted i 1912, hvor Tyskland besejres med 3-1 (efter at det danske landshold har spillet sin første officielle hjemmekamp to år tidligere på KB’s bane). Stadionets tribuner bliver selvfølgelig moderniseret ind i mellem, men i store træk forbliver Idrætsparken uændret, indtil den bliver revet ned ved årsskiftet 1990-91 for at gøre plads til Parken, som siden efteråret 1992 fungerer som hjemmebane for både det danske landshold og KB’s og B1903’s fælles barn, FC København.

Fortællingen om, hvordan KB og B1903 ender i seng med hinanden, er nu en helt anden historie! Hvis min lille historietime har givet dig lyst til at finde ud af mere om den historie, kan jeg varmt anbefale ”FC Krøniken” skrevet af Kaare Johnsen og min ferierende kollega, Jan Saxo, samt ”Spillet om FCK” af Christian Thye-Petersen og Kasper Steenbach, selvom begge bøger naturligt nok fokuserer mest på tiden efter FCK’s fødsel.

Før vi skyller efter med aftenens sidste fadøl, vil jeg blot bemærke, at jeg håber, at du nu har fået en fornyet forståelse for moderklubbernes og dermed FC Københavns stolte rødder i den københavnske fodboldhistorie. Det er tale om en historie og traditioner, der ikke kan købes for penge. Det giver mig dog samtidig anledning til at slå til lyd for, at vi festligholder det lidt mere, når vi en sjælden gang møder en af hovedstadens andre gamle traditionsklubber. Denne sæson er derfor en lidt trist sæson, da hverken B93, AB eller Frem p.t. er gode nok til at optræde i den bedste danske række. Selvom FC København med rette kan kalde sig for ”Byens hold”, da det jo er den eneste Københavnerklub, som kan tiltrække større mængder fans fra alle byens kvarterer, går der ikke noget af os ved at udvise respekt overfor de andre klubber (ja, selv Frem!), som har været med lige siden dansk fodbolds spæde start i Fælleden.

Hans CL

 

og på jukeboxen spiller

Ugens album:
Alex Puddu And The Butterfly Collectors: Chasing The Scorpion’s Tail
Danske Alex Puddy har samlet et større orkester efter opløsningen af makkerskabet med Morten Varano, og pladen flyder over med vellydende nostalgiske 60’er og 70’er sounds. Det er et jazzet soundtrack uden film fyldt med Hammond orgel, fløjte og syreguitar, hvor Santana må have været en af inspirationskilderne.

Ugens nummer:
Loveshop: 'Copenhagen Dreaming'
Jeg har ikke meget nyt at tilføje om et af Stamværtshuset mest spillede numre gennem tiden, så jeg vil nøjes med at bemærke, at når jyder kan komme anstigende i Kongens København og berige os alle med så smuk og stemningsfuld musik, kan man ikke andet end at tage imod med åbne arme.