”Han er alt for fed!” – ”Totalt middelmådig!” – ”Doughboy!”
”Aldrig landsholdsklasse!” – ”Hvorfor ikke Jesper Christiansen?”
”Eller Jimmy Nielsen?” – ”Selv Ankergreen ville være bedre!” 

Og så gik landskampen ellers i gang, og da først Peter Skov-Jensen havde basket Nihats fremragende langskud væk var der heller ikke noget at snakke om i den forbindelse. Jamen, hvad pokker skulle man gøre? Dybest set mente de fleste nok, at de aldrig nogensinde havde set den tætte herre stå bare nær så godt på mål før, og slet ikke på internationalt niveau. Midtjyllands eventyr mod Anderlecht er trods alt ikke så længe siden, og spørgsmålet var hvad der dér så værst ud – enten hans roden rundt i eget felt eller hans forpustede løb op for at brænde straffe. For slet ikke at tale om returløbet, hvor han så ud til at flirte med et hjerteanfald i en grad der fik folk over hele landet til at bestille ambulanceudrykning til Silkeborg Stadion. Efter fem minutter.

Og de fleste synes sikkert stadig, at han er middelmådig, men hvad sæven skal man sige når spilleren piller alle boldene deroppe? Endnu et samtaleemne ødelagt i en periode der i forvejen har været så stendød som stort set nogensinde. Jovist, der blev da snerret en del da landsholdstruppen begyndte at tage form. ”Havde han ikke Ankergreens telefonnummer?”, hed det da Jesper Christiansen blev udtaget. Fem folk fra Brøndby i Vedbæk, det virkede som mange. Men herregud, at vise de unge mennesker hvordan byggeri ved kysten også kan se ud er da helt rimeligt. ”Det var slet ingen højhuse deroppe!”

På samme måde kunne de fleste af vores gæster kun opbyde en skuldertrækkende forargelse over udtagelser som Steven Lüstu – eller er det Lustü? Det er det vistnok – og Søren Colding. Jovist kunne alle da se, at der er mere fremtid i Bo Svensson, Martin Albrechtsen og Lars Jacobsen, men for pokker, det er jo bare landsholdet. Og i sidste ende var der alligevel ingen af de to geriatriske forsvarere, der kom på banen, og Colding kom ikke engang på bænken.

Jamen, hvad skulle man gøre? Smag på ordene: ”Albanien-Danmark”. I Tirana. Det var ikke de søvnløse nætters tid op til den, vel? Den næste mod Tyrkiet duftede i det mindste lidt af drama og fodbold, men igen… når man så hører at der ikke engang er udsolgt på kampdagen, hvorfor skulle man så som lidenskabsløs landsholdsiagttager svinge sig op til det helt store? 

Al respekt for de tyrkiske fans og for at de kan hidse sig op til så hysterisk en lydstyrke på stadion, men den overgearede nationsdyrkelse der ligger i det virker nogenlunde lige så fjern og så grotesk på mig som tanken om deltagelse i en solhvervsfest hos en åndemaner med en særlig potent mikstur af svampe og steroider i sin gryde. Lidt Attila the Hun møder Carl-Mar Møller-agtigt. Og al den intensitet var stadig ikke nok til at nedbryde et hold der havde en mand mindre i en time, eller til at forvirre den ovennævnte bastante målmand, der stod lige foran postyret i hele anden halvleg.

Hernede var intensiteten tæt på nulpunktet under den albanske kamp lørdag, der også blev modtaget med en helt anden entusiasme på tribunerne. Faktisk var det kun det tragiske tv-program og det triste faktum at den eneste anden aftenkamp i fjernsynet, Frankrig-Irland, var endnu mere kedelig, der gjorde at der overhovedet blev set noget af slutningen. Så hang folk i det mindste fast på den kamp mod Tyrkiet.

Men hvad pokker skal man sige om de kampe? At landsholdet spillede disciplineret mod Albanien og vandt en pligtsejr? At de forsvarede sig febrilsk mod Tyrkiet og var farlige på kontraangreb? Jeg står her og falder i søvn bag disken bare ved at sige de ord. Det eneste der gav bare en anelse animeret stemning hernede var faktisk TV2’s håbløse transmission fra Parken, hvor det lykkedes dem at misse situationen hvor Grønkjær blev vist ud, undtagen en optagelse fra den eneste vinkel og afstand hvor man absolut ikke kunne se om det var et skub eller et blødt kærtegn, og om flyveturen derfor var skuespil eller ej: oppe fra taget, lige bagved. 

På den anden side – hvad ville pointen være? Da Emre stangede en albue i hovedet på sin milanesiske lokalrival Tomasson i anden halvleg, fangede kameraerne det i høj grad, og gentog det igen og igen mens Toft og hans medkommentator, som en af vores gæster korrekt påpegede lød skræmmende som Team EasyOns sportsdirektør Henning Primdahl, totalt ignorerede optrinnet. Det er blot ironisk, at DBU nu skal ud og tale Grønkjærs sag – og ja, det kunne se ud som om den tyrkiske spiller tog en grotesk flyvetur, og hans ømmen sig var i alle tilfælde ynkværdig – med så håbløse tv-billeder til rådighed for bevisførelsen. Men det var for pokker DBU selv, der ansatte de fjolser fra Kvægtorvet indtil 2008. 

Endnu en karantæne, en som må siges at være korrekt, fik David Beckham her i lørdags mod Wales, og jeg er lige ved at sige gudskelov for det. I en uge så kedelig at selv George ’The Internets’ Bush nægtede at sige noget dumt i den afsluttende debat med John Kerry, var det en lise at høre Beckham erklære frit og frejdigt at han fik sit gule kort mod Wales og fik karantæne med vilje, da han vidste at han var skadet og alligevel måtte holde en pause. ”Så smart tror folk ikke jeg er”, udbrød han. Og overraskede var de fleste vel. Men snarere over at han var endnu mere torskedum end han hidtil havde virket. Faktisk direkte galaktisk dum.

Se, hvis nu han havde taget bolden med hånden midt på banen eller spærret for et frispark, så havde han måske med et fjoget grin kunnet sige at det ikke var helt tilfældigt, uden at få folk på den usædvanlig grimt tatoverede nakke. Og hvis han havde holdt sin kæft var der blevet murret over den dumme advarsel ved føringen 2-0, men hans eget flotte mål var blevet husket længere, især når man havde indset at han alligevel var skadet. Hvad gjorde det så i øvrigt med karantæne, når han alligevel viste sig at have brækket et ribben? Måske folk endda ville lægge to og to sammen – og ingen ville kunne gøre noget som helst ved det.

Det Beckham hænges ud for er ikke at være brutal eller voldelig, men at være idiot. Han er et ægte FÆ: fæ og ærlig. Og det er der et ikke særlig sympatisk paradoks i, for havde han fulgt sin træners råd og blot tiet stille om frisparket, så var der jo ingen der havde kunnet sige mere. Nogen dobbeltmoral er der i det. Gør hvad du vil, men lad være med at stå ved det. Men gudskelov er Beckham ikke så udspekuleret en person at dette overhovedet skulle vise sig at være en option, og dermed er han så fint i stand til at levere endnu en af de utallige historier som gør det så forbandet svært at tage det engelske landshold helt alvorligt.

Lidt tiltrængt pantomime kan de levere, og det falder på et tørt sted i denne tid. Kender I det, at man føler sig helt blottet for entusiasme for fodbold? Føler at det hele kører totalt i tomgang? Sådan har det været i denne uge, og nu er min tålmodighed med disse landskampsafbrydelser efterhånden ved at være sluppet op. Det er gået for vidt. Det er tredie gang i dette efterår, et efterår vi trods alt ikke er kommet så langt endda ind i, at vi holder pause fordi landsholdsspillerne ikke kan møde Albanien uden at have haft en uge til rådighed til at forberede sig i. Oven i dette kom en uges strejke, der ikke var til anden gavn end at give Brøndby en behændig undskyldning for at ryge ud af UEFA Cuppen i kvalrunden. 

Det er fire fodboldfri weekender på to en halv måned, og det er jo bare fortryllende. Gudskelov er det slut foreløbig, men i foråret begynder det igen, når den tilsyneladende uendelige række VM-kampe skal genoptages. Ryd kalenderen for gyseren Danmark-Kazakhstan kun to uger efter at ligaen igen er begyndt i marts! Og gør plads til at Danmark, kun tre runder før sæsonen slutter i juni, kan varme op i halvanden uge til hjemmekampen mod de albanere der da også viste sig så skrækindjagende i lørdags. Længere tid denne gang, tak! Så kan de måske score tre!

Og hey, måske der endda kommer en venskabskamp i den weekend hvor ligaen ligger stille inden den kamp! Måske gør der ikke, det er ikke afgjort endnu. Men hvis der gør skal det nok blive en rigtig godte, for hvem har ikke brug for en venskabskamp? Noget der kan give lidt tiltrængt supplement til de kun 12 kvalifikationskampe der skal afvikles? Ligesom den mod Polen – sig ikke at du har glemt vores kamp mod Polen! – men nu bare på en lørdag, i stedet for at vi absolut skal overvære superligaens trediesidste runde! Pragtfuldt.

Jamen, hvad pokker skal man gøre? Måske man er gået hen og blevet fysisk afhængig. Denne søndag, hvor der ikke var andet 'fodbold' end amerikanernes perversion af det i forvejen uskønne rugbyspil at se på i fjernsynet, gav en følelse ikke helt ulig den Mark Renton oplever i Trainspotting efter at hans forældre har låst ham inde til sin kolde tyrker – komplet med skræmmende baby. Når selv den mimrende kanal for midaldrende der gerne vil føle sig som gamle, TV2 Charlie, bliver et bud på god underholdning, så er man ude i tovene. 

Jeg mener, hvad var den store nyhed i dansk fodbold i den uge der gik? Det var, at multihallen ude på Sjælland, Hans Christian Andersen Arena Park er det fulde, fikse navn, nu havde taget det ikke uvæsentlige skridt fra at bestå af to skilte ud til vejen på grunden i udkanten af Baldersbrønde, til nu også at være en Powerpointpræsentation af indre og ydre. Ikke dårligt på de to-tre år der er gået siden skiltene kom op, men meget symptomatisk for denne tid: Der er ingen hal. Der er fundet nogen til at drive hallen med sine natklub, restauranter, biografer og badelande – undskyld, skiløjper er det vist; en ganske anden foreteelse. Det er en forholdsvis lokal koncern i underholdningsbranchen der skal klare det, men foreløbig skal de ikke løfte en finger, for intet er bygget. Der er ikke engang et første spadestik. Det kan tilsyneladende først komme om et år. Og så er det hele klar om tre. Hvis der er nogen der vil skyde penge i at bygge det hele. For det er der nemlig heller ikke endnu. Og hvor var så nyheden?

Det er vel tilladt at sige at man vil se det før man tror det. I ventetiden kan man jo læse, og anbefale andre at læse, en god historie. H.C. Andersen, som formentlig skulle hyldes i sit runde år med arenaens navn, men som nok når at fylde mindst 202 inden den er klar, var jo ikke ueffen med ord. Her er en venlig advarsel til den overoptimistiske budgetlægger, en opbyggelig historie om at knejse stolt på en dyrekøbt men værdiløs baggrund, og skulle det blive nødvendigt er der også en opmuntring til den der måtte have mistet det hele via dårlige forretninger, men stadig finder glæde ved at lade sine komplekser over for den rige nabo flamme klart.

Og med de par tekster vil jeg tage afsked med dig, min gæst, lidt tidligere end normalt. Men hvad pokker skulle jeg også snakke videre om? Kampen på søndag mod Silkeborg? At vi nu vender bøtten og går i gang med at møde vores konkurrenter for anden gang? Nå ja, de har tabt deres sidste syv kampe og vi har vundet de sidste tre, så en vis optimisme er da på sin plads. Men skal jeg være helt ærlig, så er det ikke meget mere af et kick at skulle se os møde Silkeborg igen, Viborg igen og Herfølge igen, end det er at se Danmark spille ude mod Albanien.

Sidst frygtede jeg, at vores kriterium for succes efterhånden så ud til at være, at vi er gode nok herhjemme til at vinde tilpas mange snævre sejre til at vi også kan vinde titler derved. Nu er skuden rettet op, og det fremstår præcis sådan. Snævre sejre ad libitum igen. Og det er egentlig temmelig kedeligt at tænke på. Så jeg foretrækker at lade være. Og siger i stedet tak for i aften.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sange:

Annie: ’Chewing Gum’.
Og så kan puristerne sige hvad de vil! Det er igen på tide at hylde Richard X for sin umanérlig underholdende electropopvision, der for et par år siden skabte årets single for Sugababes, ’Freak Like Me’, der var et cover af hans egen geniale bootleg-fusion af tidlig technopop ved Tubeway Army og liderlig soul ved Adina Howard. Norske Annies nummer ville jeg knap kalde genialt, men mindre kan også gøre det – det har totalt charmeret mig, da det borer direkte ned i den gamle tradition af kvidrende europæiske småtøser som synger risqué tekster, som har levet lige fra Serge Gainsbourg og altid haft en dejlig vammel charme, lige siden han fik den små France Gall til at synge om sin glæde ved slikpinde engang i tresserne.

Bash & Pop: ’Friday Night Is Killing Me’
Og så en helt anden historie, nemlig bluesy garagerock af Faces-typen fra Tommy Stinson, bassisten i de Replacements som jeg så mange gange efterhånden har lovet at fortælle historien om – nu må jeg til at gøre det, da vejret og den generelle efterårstristesse der formentlig ikke undgår at sive gennem dette trætte og slidte ræb alligevel passer perfekt til deres musik. Bash & Pop var Stinsons nye band da Replacements gik i opløsning, og her var det ham der var i front. De udgav det album denne sang er titelsang på i 1993, men det holdt ikke længe…

Ugens albums:

Jesse Malin: The Heat
… hvilket er en skam, for det er strålende, og hans sang, et minde om alt for mange fordrukne weekender for alt for længe siden efterhånden, var dejlig at høre igen da Stinson varmede op for sin fan og ven Jesse Malin, en newyorksk sanger, ude på Loppen sidste torsdag. Det var en af de dejlige aftener man kan opleve på et bette sted og med et par udadvendte folk, hvilket Malin i høj grad var, og en sympatisk fyr ovenikøbet. Dette er hans andet album, nok ikke engang så godt som det fremragende første, The Fine Art of Self Destruction, men smukt i al sin rock’n’roll-traditionalisme.

Nancy Sinatra: Nancy Sinatra
Blandt de mange lækre nye plader der er kommet på det seneste, er den mest overraskende nok Nancys Sins comeback. Hun har ikke lavet en ordentlig plade siden engang i tresserne, og hendes nylige forsøg på at genskabe magien fra dengang med Lee Hazlewood var totalt mislykket. Men ud af det blå kommer hjælpen fra Jarvis Cocker, Morrissey, Sonic Youths Thurston Moore, Jon Spencer, og ikke mindst Calexico som har skrevet og spillet den smukke første sang, 'Burnin' Down the Spark'. Som nogen skrev var det nærmest en drøm at høre deres Hazlewood-prægede ørkenlyd splejset sammen med Nancys stemme, men det er det bestemt også at høre hende synge Morrisseys romantiske og Cockers lakoniske ord. 

The Killers: Hot Fuss
Bare for at sikre mig maksimal ballade med folk, der er på vagt over for retrotendenser. Jeg tager det i stiv arm – de løftede pegefingre er alligevel ikke noget der skræmmer efter de trusler på livet der kom da jeg før spillede Annie-singlen fire gange i træk. Killers er, i en nøddeskal, Interpol med en sans for morskab; de graver i de samme indflydelser fra de sene halvfjerdsere og de tidlige firsere, men de er udadvendte og blærede hvor Interpol er underspillede og bevidst gådefulde. Der skal være plads til begge veje i vores jukebox.