Kom ind og få en øl på husets regning, og gør det dig behageligt.

De seneste dage har været en sørgelig tid.  Hvert halve år tager jeg min lille nu seks-årige fætter ind og se fodbold med et par andre repræsentanter af familien.  Han er kæmpe F.C. København-fan, selvom han endnu ikke helt er med på alt, hvad der foregår på banen.  Derfor stod jeg i søndags på Familietribunen i stedet for min sædvanlige plads, medens jeg så spil, alle er bedst tjent med at glemme.  Det vil sige... indtil...

Det korte af det lange er, at jeg blev forskånet for den oplevelse, jeg havde haft, havde jeg stået på min sædvanlige plads få meter fra ulykkesstedet.  Det kan jeg kun prise mig lykkelig over.  Reaktionen hos mine kammerater, der oplevede rædslen fra klos hold har forståeligt nok været stærk, men jeg er glad for, at de ved at snakke sammen om oplevelsen har kunne bearbejde den.  Fælles for dem alle var dog et stærkt ønske, om at komme tilbage Parken, for at opleve Parken og deres plads uden det frygtelige  skue.  At komme tilbage til det normale, og videre i livet.

Derfor var det en god ting, at der allerede var kamp igen i går.  Og det var smukt.  Der var lagt små blomsterbuketter over hele Nedre C, og når man trådte over trinet for at gå ind på sin plads, var der intet at se, andet end et par ekstra roser.  Foran C-tribunen var de mange blomster og genstande, som mennesker uanset deres forhold til fodbold eller klubtilhørsforhold havde lagt foran Parken i de sidste par dage placeret.  Mange, inklusive os selv fra Stamværtshuset, var nede og lægge ekstra blomster til den godt halvtreds meter lange opstilling.  Vores blomster blev lagt ved et Brøndby-halstørklæde og en Viborg-hue.

Inden kampen var spillerne nede og lægge blomster.  Også OB.  Familien var dernede, sammen med Knud Erik Fisker.  Det var meget andægtigt, og det var lidt af en overraskelse, hvor forfærdeligt, det var at se, da de mange samaritter i en lang linje stille gik ned og afleverede deres blomster.  Det var et så bevægende øjeblik, måske fordi samaritterne var dem, vi havde lagt al vores håb hos i tiden umiddelbart efter ulykken.  De havde gjort deres alleryderste, men der var jo desværre intet de kunne stille op.  Det var meget stærkt.

Vi selv var klædt i sort eller med sørgebind, og FCKFC havde sørget for lightere og sangtekster, og folk sang med så godt de kunne på "You Will Never Walk Alone" med lighterne tændt.  Derefter var det så stille, som jeg aldrig har hørt så mange mennesker været før.  Det var meget imponerende og bevægende, at det kunne lade sig gøre.

Og så gik kampen i gang, og vi kunne alle trække vejret igen.

Inden kampen i går aftes handlede kampen om alt andet end selve kampen.  Om de vandt eller ej.  Om de spillede godt eller ej.  Det skænkede Deres bartender ikke en tanke.  Men efter kampen i går aftes, var det klart, at kampen var vigtig.  Det var en kamp, der blev dedikeret til afdøde, og det var tydeligt, at for spillerne var det en kamp, de var meget lettede og lykkelige over at have vundet.

Det var den rigtige afslutning på aftenen i Parken.

Og når det hverdagslige efterhånden får overtaget igen, er det en sejr, der vil lune gennem de kolde vintermåneder, uanset om pointforspringet til de førende hold i Superligaen indskrænkes eller udvides.  I alle fald er vi stadig i Landspokalturneringen, og Fremad Amager som modstander i kvartfinalen, kan vi ikke tillade os at klage over.  Det bliver en kold og givetvis også våd oplevelse at besøge Sundby Idrætspark i begyndelsen af marts næste år, men uanset at vi sikkert skal lytte til Frem-agtig forsøg på at diskreditere F.C. Københavns "ægthed", både i sig selv og som Københavnerklub, bliver det et glædeligt gensyn med vores gamle ven, Benny Johansen.  Der er også andre kendinge, som Yusuf Öztürk og Thomas Lundbye, en af stjernerne fra vores ynglingehold, og i det hele taget forekommer totaloplevelsen at blive et blast from the past.

Det sker hvert år, at mennesker falder ned fra et tribuneniveau til et andet på de europæiske fodboldstadioner.  Nogle gange er det et uheld, andre gange er der tale om selvmordsforsøg.  I Parken har vi hidtil været forskånet, og forhåbentlig sker noget sådan aldrig mere hos os.  Der er ingen tvivl om, at ulykken i dette tilfælde mest af alt skyldes uheld.  Afdøde var uheldig, og i de fleste tilfælde havde han aldrig faldet.

Allerede umiddelbart efter ulykken begyndte begyndte spekulationerne i, om Parkens sikkerhed er tilstrækkelig når noget sådan kan ske.  Flemming Østergaard afviste blankt med henvisning til UEFA's blåstempling af Parken til brug i selv europæiske pokalfinaler.  Men selvom det rette svar på det tidspunkt måske var en total afvisning, er spørgsmålet nu alligevel forståeligt og berettiget oven på en tragisk ulykke som denne. Der er ikke tale om at pege fingre, og forsøge at finde det eller den skyldige:  Nogle gange sker der grimme ting for gode mennesker, og sådan er livet nu engang.  Men vi skylder alligevel afdøde at undersøge, om der er ting, vi kan gøre bedre, for at undgå noget sådan sker igen.

Der er peget på to faktorer, der kunne være medvirkende i ulykken:  Alkohol; og afspærringen på Øvre tribune.

Alkohol er indblandet i mange ulykker overalt i samfundet.  Alkohol hæmmer vores dømmekraft, vores hæmninger og vores sanser.  Det er virkninger, der ofte er tilsigtede, men det er virkninger, der kan være farlige, hvis uheldet er ude.  Det gælder i Parken, som alle andre steder. Deres bartender tror ikke på, at man kan fjerne alkohol fra stadion.  I det tilfælde er der mere sandsynligt, at de, der har lyst til at være fulde, når de ser fodbold, sørger for, at have drukket sig en tilstrækkelig kæp i øret, at den holder kampen ud.  Og så ellers spæde til med lommelærke og, for nogens vedkommende, en joint.

Selv hvis man kunne, er spørgsmålet jo, om vi virkelig ønsker at fjerne alkoholen.  Fadøl er en tæt integreret del af fodboldtilskuerkulturen, og det er et absolut mindretal (og som regel mindreårige), der ikke nyder en fadøl eller tre under en fodboldkamp.  Det skaber en mere løssluppen stemning, og det forstærker temperamenterne.  Stemning, med andre ord.  Det har den uheldige konsekvens, at Parken er nødt til at søge hjælp hos hundredevis af security-folk, og sjældent under et dusin politibetjente til hver kamp, fordi der er en risiko for slagsmål og optøjer.  Men ret skal være ret; vi havde næppe været som blide lam, selvom vi undlod at drikke og optage andre stimulanser, og alt i alt er den rimelig moderate alkoholkultur på stadion ingen betydelig sikkerhedsrisiko.

Det er derimod farligt, i Parken som alle andre steder, hvis man ikke bare er hyggeligt fuld, men stanghamrende vissen.  Man er en fare for andre, og man bliver en fare for sig selv.  I Parken er rammerne for hvad man kan tillade sig i et (halv-)offentligt rum betydeligt videre, end det er udenfor.  Vi må godt i Parken, hvad vi var blevet kylet ud på røv og albuer i et hvilket som helst diskotek eller værtshus udenfor murene.  Det er grundlæggende en god ting, der gør Parken et fristed, hvor kaos og anarki paradoksalt nok kan trives indenfor nogle faste rammer og spilleregler.  Selv hvis man bliver stanghamrende vissen, så kan man regne med, at så længe man ikke brækker sig ud over uskyldige, eller begynder at slås, er der ingen, der griber ind.

Det betyder, at Hvis man ønsker, at alkohol stadig skal kunne nydes til en fodboldkamp, og det mener undertegnede man skal, og hvis man ønsker, at Parken stadig skal være et sted, hvor refleksiviteten rykker om på bagsædet, og følelserne og hormonerne rykker frem i førersædet, og det mener undertegnede det skal, så må man acceptere et vis moment af fare.  Og det skal man være opmærksom på, for det betyder, at man skal passe på sig selv, men vigtigst af alt, at man skal passe på hinanden.  For der er ikke andre, der gør det.

En anden faktor i den tragiske ulykke er hegnet, der beskytter tilskuerne på Øvre tribune mod at falde ned.  Deres bartender har kun en meget lille erfaring med de Øvre tribuner, han kan huske, at han har været deroppe, men kan ikke huske hvornår, men alligevel.  Pålidelige kilder fortæller, at hegnet har en rimelig størrelse.  Den afdøde har været meget uheldig med at falde ud over hegnet.  Vi kan ikke bygge en mur på Øvre tribune, men måske kan vi gøre noget andet.

Man kunne opstille, hvad på festivalerne benævnes en "bølgebryder", for at forhindre, at folk kan komme løbende ned ad trappen og direkte til rækværket.  En bølgebryder et par trin oppe, gør, at folk bliver nødt til at sænke farten inden de er ved rækværket.  Den kan også sikre, at fald på trappen ikke udvikler sig til livstruende ulykker.

Man kunne også opsætte et sikkerhedsnet ala det, man har i nogle af Københavns kanaler.  Fordelen ved det er desuden, at Nedre tribune slap for noget af det kasteskyts, som Øvre afsender i et forfængeligt håb(?), om at det når banen.  Der er dog den risiko, at nogle kan opfatte sikkerhedsnettet som en falsk tryghed, og undlade at give afgrunden mellem de to tribuner den respekt, den fortjener.

Det kan synes overdrevet med sådanne tiltag, når risikoen er så lille for at noget sådan kan ske igen, men på den anden side vil en gentagelse af ulykken i søndags være så forfærdelig, at det vil være meget svært at håndtere, at man måske kunne have undgået den med forholdsvis simple forholdsregler.

Inden vi lukker af for denne uge, vil jeg gerne takke et par af dem, der har været medvirkende til, at de seneste dage er foregået på en værdig og ordentlig måde.

Tak Magne Hoseth, fordi du reagerede så snarrådigt, og hentede hjælp så hurtigt.

Tak Parkens samaritter og frivillige, fordi I med det samme var der, og klar til at kæmpe for livet.

Tak Nedre C, fordi I så hurtigt forstod situationens alvor, og handlede derefter.

Tak Knud Erik Fisker, fordi du, da du stod alene med ansvaret for kampen, tog den rigtige beslutning, og valgte at fløjte af.

Tak DBU, fordi I valgte den rigtige løsning, og blot lod kampen forblive afblæst.

Tak til de mange, der uanset deres forhold til F.C. København har vist deres sympati og medfølelse, ikke bare for de efterladte, men for de mange fans, der blev stærkt berørt af ulykken.

Tak FCK, for at arrangere den smukke ceremoni i går.

Tak Gud, fordi ulykken trods alt kun krævede et enkelt menneskeliv, når det så let kunne være gået værre.

Martin CX

Ugens jukebox:

Fattaru: "Mina Hundar"
Calexico: "Black Heart"
Randy Newman: "You've Got a Friend in Me"
Adult.: "Nausea"