De siger, at pingvinen er løs igen! Historien hastede som en halsbrand ud over det nøgne land og skabte sekunders anspændthed og begyndende mavesår. Et par øjeblikke og fem. Mere blev det ikke til. Snart efter stod det isnende klart i januar luften. 

Pingvinen havde brændt sin sidste halefjer i Snow City og i aftes spændte de ham fast til tønden nede på Linien. Pingvinen ville spille poker med de store, men manglede format og evne og spillede i stedet falsk for at tildække sine dårlige kort. De tunge drenge sporede ham hurtigt og gjorde processen kort. De siger at der blev klippet fingre og ører og man tror dem gerne. Det var et grusomt syn der mødte de få fremmødte da de fiskede ham op fra søen. Pingvinen havde foretaget en sidste mavelanding og taget sin rablende paranoia med sig i opløsningen. Der var hverken hoved eller hale på ham mere.

Da jeg ankom til Snow City hen på eftermiddagen, cirkulerede historien om pingvinen allerede flittigt. Der var tilfredshed og en vis skadefryd over alt i den bidende kulde. Pingvinen havde længe været et eftersøgt skadedyr, han hører ikke hjemme på den nordlige halvkugle, mumlede folk igen og igen, og de tunge drenges ekstermination blev anset som sundhedsfremmende for hele byen.

Strømerne brød sig dog ikke om situationen, de havde taget sig af den utaknemmelige oprydning og nu skulle stumperne fra fuglen samles og sendes videre til undersøgelse og formodentlig en slags indsamling på det sædvanlige sted ude vest for byen.

En lettere korpulent uniform vraltede frem og tilbage på Linien og udstak ordrer. En ondskabsfuld lille satan som jeg kendte fra tidligere besøg i Snow City. Han fór frem mod mig, da jeg ankom.
"Hvad fanden vil du her, grib! Der er ikke en skid at fortælle!"
"Jeg følger blot med strømmen og lugten!", svarede jeg og rettede på hatten, mens jeg demonstrativt gjorde notesblokken klar. Han gloede arrigt på den og stak en finger i mit bryst.
"Okay, bladsmører! Jeg vil give dig en ting. Pingvinen var en byld, en af den slags som denne by har for mange af. Nu er han væk. Ergo har denne by en byld mindre at bekymre sig om. Det gør mig egentlig glad. Men først en gang i aften. Når ingen kigger med og jeg er alene under dynen!"
"Intet at fortælle, hva'!", udbrød jeg og fiskede en smøg frem og stak den skævt i munden. Strøg en tændstik på hans krave.
"Få ham væk fra afspærringerne!", skreg han og dirigerede mod et par menige uniformer, der lignede nogle som havde nikket hinanden gensidige skaller i alt for mange år. Jeg fortrak frivilligt. Min ankomst til Snow City havde i virkeligheden intet med pingviner at gøre. Der var blot tale om kolliderende begivenheder. To fænomener som tilfældigvis tilhørte samme uge af tilfældigheder og brud på hverdagsrutiner.

Men sådan var Snow City. Man vidste aldrig hvad der skete, før det var sket. Selv i en tid hvor byen burde være fyldt med den største forudsigelighed af alle, indkranset som den var i kedsommelige valgplakater fra kedsommelige partier med kedsommelige politikere, måtte det gå som det gik. Jeg traskede bort fra pingvin-resterne, pulsede eftertænksomt smøgen. Et sted fra et åbentstående vindue spillede nogen Billie Holiday, og jeg stoppede et øjeblik, lyttende, og tændte en ny smøg ved at stryge tændstikken på en forbipasserendes ærme.

De siger, at den lille mørke har fået en vinterdepression. Den var kommet ganske pludseligt og ganske bag på alle. Måske også ham selv - der blev historien dog lidt uklar. Man havde ellers været så glad for ham i Snow City, men glæden kunne ikke længere kaldes helt gensidig. Den lille mørke følte sig svigtet, følte at han havde spildt sin tid, følte at han havde truffet forkerte valg i sit liv.

Jeg standsede foran det store vindue, hvor billedet af den lille mørke fodboldsspiller fyldte halvdelen. Han hang i luften med det ene ben skudt højt i vejret, et fuldbyrdet saksespark i form og farve. Bolden hang tæt ved foden og afslørede ikke umiddelbart om sparket skulle forvandles til en scoring eller en aflevering. Jeg lagde hovedet på skrå og rettede på hatten, en ung kvinde standsede tæt på og studerede det samme vindue.
"Det er synd for ham!", udbrød hun.
"Sådan er det med ensomme mænd.", sagde jeg og skoddede smøgen, "Det er altid synd for os!" Hun vendte sig langsomt mod mig. Hendes knaldrøde læber duggede et øjeblik i frosten og hun skød demonstrativt brysterne frem, mens jeg rykkede nærmere. Skæbner mødtes i januar aftenen, skind mod skind, flæsk mod flæsk, selvfedme mod selvfedme.
"Gi'r du en smøg?", sagde hun. Jeg rakte hende en og bevilligede en anden til mig selv. Da jeg strøg tændstikken mod hendes håndtaske sprang hun tilbage og forduftede helt i den forfrosne luft. Men jeg fik min ild og vidste, at den lille mørke ville score i sekundet efter at det billede var blevet taget.

Og sådan var det her i Snow City. Alt forsvandt, også succes og smukke øjeblikke. Men hvad der en gang forsvandt, kommer måske tilbage en dag. Man kunne håbe, som mange i Snow City håbede i denne januar aften, hvor natten var fuld af hæs musik og mørk mystik.

Vi andre måtte derimod se at finde vores plads. For det var sådan set et andet sted det hele skulle begynde. Jeg forsøgte at praje en taxi og efter to-tre forsøg lykkedes det. Prince-of-Kurdistan nattaxi, de kalder ham vist bare Muhammed på disse kolde kanter. Jeg sad på bagsædet, mens vi kørte igennem gader og atter gader, sener i metropolens store muskel, neon og glitter der spejler sig i frosne pytter, forbrugets helvede og materialismens mekka. Det var blevet tid til en smøg. Tændstikken strøg jeg over Muhammeds bare nakke. Han hostede og svovlede og var nær kørt over fortovskanten, men jeg lænede mig mageligt tilbage som i en orientalsk hashish-rus. For radioen spillede The Duke og om lidt ville jeg stå ansigt til ansigt med ham som var den egentlige grund til min ankomst her til Snow City.

"Hvor er bartenderen?", skreg jeg igennem den øredøvende larm der herskede i den lille knejpe med alt for mange mennesker og en alt for stor TV-skærm. En eller anden bankede mig på skulderen, åbenbart i et anfald af venlighed.
"Gi'r du en smøg, makker!?"
"Jeg ryger ikke, Jimmy!", jeg fik kantet over til den store skærm og opdagede at larmen stammede fra en jukebox, der ikke havde set nye skiver i to år, længere bagved i lokalet. Med besvær fik jeg vippet en smøg på plads i kæften, samtidig med at jeg blev presset over mod en fyr, der så alt for ung ud til dette sted. Jeg strøg tændstikken over hans kind og klappede ham efterfølgende trøstende på hovedet.
"Bartenderen er ham den fede med skægget derovre!", besvarede knøsen anstrengt mit spørgsmål. Jeg stirrede der over. Den fede med skægget stod og gestikulerede og prøvede tilsyneladende at overbevise de nærmeste om sine ord. Han talte uafbrudt som en revolutionær agitator.

Jeg forsøgte at kante mig videre, kunne stadig intet opsnappe andet end den øredøvende larm fra jukeboxen. Jeg halvvejs kravlede frem over disken med hat og smøg hængende i et. Det var åbenbart det der pludselig fangede hans opmærksomhed. Han standsede midt i sin ordstrøm og stirrede på mig. I samme øjeblik brændte min smøg ud og alt gik i stå

(... havde han  virkelig ikke mere at sige!?)

(Åbenbart ikke...)

"Det er dig der gemmer aftenens historie!", jeg fik omsider rettet mig selv og hatten op. Viftede og fangede en ny smøg, som jeg pegede direkte mod ham. Han rystede på hovedet.
"Du kan få spiritus, bajere, og godt selskab hernede. Resten må du skaffe ude på gaden."  Jeg forsøgte at stryge en tændstik over disken, men den antændte ikke.
"Det er stadig dig der fortæller historien!", vrissede jeg.
"Muligvis, grib! Men du får den ikke. Den er min. Også efter i aften."
"Hvad helvede skulle jeg så lokkes her til Snow City efter?", jeg dirrede indvendig. Jeg var blevet holdt for nar af denne fedladne bartender. Han havde ringet til mig, han havde lokket mig til denne snetunge by, og tændstikken ville stadig ikke tænde. Jeg forsøgte alt omkring stående - glas og flasker som kunder. Men den virkede ikke. Der var ikke andre udveje tilbage. Jeg kastede mig over bartenderen selv. Der udviklede sig et håndgemæng...

... jamen, der udviklede sig et håndgemæng. Jeg ved ikke hvor den kegle kom fra og hvad hans ærinde var i BULEN. Men således gik endnu en aften hernede, som disse aftener har for vane. Ord tog ord som tog hinanden i hånden og viklede sig sammen til en lang historie om det meste og ingenting. Nogle siger at det handler om FC København. Andre siger at det måske gør.

For fanden da! Her står man så igen og tørrer sine sidste glas rene, som en anden falléret lommefilosof, mens man tænker sit. På den ene side skal døren låses, på den anden forventer man egentlig snart at der sker noget og vil gerne holde den åben. Måske for en ny målmand og et godt forår - eller noget!

Jan Saxo

Ugens koncert:
Elvis Costello, Vega, lørdag den 22. januar 2005
Vi var tre bartendere der satte Elvis stævne denne lørdag. Som belønning fik vi en fantastisk koncert. Den gamle brilleabe piskede afsted i vild guitar fra første nummer og flåede et udsolgt Vega med sig. Der flød uendelig meget godt. Fra 'Next Time Round' til 'Kinder Murder' og den himmelske 'Shipbuilding'. Det blev til cirka 2½ timers koncert med 34 numre og masser af styrtdyk i historien og især et album som "Blood and Chocolate"(1986) kom til sin ret. Hovedparten af den nye og fremragende "Delivery Man" blev også spillet og udgjorde sjovt nok en pæn del af ekstranumrene.

Det nye The Imposters-orkester, der er opbakningen på "Delivery Man" og touren, er stort set identisk med gamle tiders The Attractions. Og aftenen i Vega blev om nogen keyboard-spilleren Steve Nieves. For satan, hvor gik han fremragende igennem og fik tilsat sit eget lille højdepunkt på aftenen, da han fik smurt den fedeste dub over 'Watching the Detectives'.