Ja, det var jo torsdag du burde have kunnet droppe forbi for at høre min mening om alt og intet, men der måtte vi desværre holde lukket. Og fredag – ja, jeg ved ikke om du var hernede i går. Det blev en mærkelig aften. I stedet for bare at snakke om alt og intet inden for vores sædvanlige referencerammer, fodbold, øl, fodbold, musik, åndssvage ting vi har set i tv – samt fodbold, holdt jeg hof og kom til at stå og snakke hele natten, det foredrag jeg havde udskudt så længe, om Årets 10 bedste albums, og så alt det der følger i halen på dem.

Mærkelig ting at lave sådan en liste, egentlig. Meget drengeagtigt, som påvist i Nick Hornbys fine roman High Fidelity og til mindre grad i den knap så succesrige filmatisering. Ingen piger jeg kender ville sætte sig ned og lave lister over hvilke plader, bøger, film, tv-serier eller fodboldspillere de synes er bedst inden for et år der er gået, på et givet tidspunkt, eller gennem alle tider. Men præcis som med at sætte drømmehold for alle tiders bedste F.C. København-mandskab, og prøve at få plads til både Højer, Løns, Nielsen, Goldbæk, Ståle og Christian Poulsen på midtbanen, er det noget en pæn del af os drenge enten selv går op i eller har fuld forståelse for, tør jeg godt hævde.

Det føles stadig irrationelt, og det ikke fordi den regering der gerne vil genvælges på tirsdag har erklæret at smagsdommeri er af det onde. For fanden, smagsdommeri er da det man lever og ånder for hvis man går op i musik, og i sport, for mens der selvfølgelig er former for kontant afregning i form af hhv. salgstal og afsluttede ligatabeller om sommeren, så er alt derimellem jo helt åbent for en subjektiv bedømmelse. Ja, faktisk så jeg for nylig den ærværdige kulturminister Brian Mikkelsen forklare, at eftersom København og Brøndby var de hold der trak flest tilskuere, var det også de hold der spillede bedst fodbold. 

Og det viser præcis hvorfor han ikke ville kunne begå sig i en højtråbende diskussion hernede i vores bule, for om det er hans modstand mod smagsdommeri eller hans uvidenhed om fodbold – der trods alt er en del af hans resortområde (hvilket skræmmer mig næsten lige så meget som at han synes Danser med Drenge er fantastisk gode) – der er mest markant ved jeg ikke, men smagsdommeri er da det det hele er lagt an på. Og taler vi musik, så er al kritik af dette selvfølgelig subjektiv. Kritikere kan umuligt gå ind og måle sig frem med en lineal til at denne plade er bedre end den anden, og det selv om den anden skulle være med Danser med Drenge. Hvad de kan gøre er at prøve at kradse deres begejstring, deres afsky eller noget midt imellem ned, så ærligt som muligt, og så ellers prøve at argumentere mere eller mindre overbevisende for deres mening, og formidle den på en måde der kan bruges af læseren som baggrund – og så kan folk ellers være enige eller uenige. 

Længere er den ikke, det er personlige meninger, og de er jo ikke hugget i sten. Jeg har aldrig kunnet forstå hvordan folk kan blive skidesure over anmeldelser, og da slet ikke hvis de er lødige nok og man bare er uenig. Så er det da bare at råbe at han – det er igen næsten altid en han, hvilket det 100% herrebesatte kritikerkollegium der for nylig uddelte anmeldernes pris Steppeulven viser – er fuld af lort, og gå videre til en anden skribent der deler ens smag mere og man derfor kan bruge til noget. Er man sikker nok på sin egen gode smag bør det ikke være et problem overhovedet. Og derfor er det mit gæt, at læsere der bliver rasende dybest set selv kan se, at de har kummerlig smag, men bare ikke bryder sig om at blive mindet om det.

Eller at de selv er med i Danser med Drenge.

Men når så man skal lave sådan en artikel, er det ikke nok bare at have en (positiv) mening om et antal plader, og prøve at udtrykke den uden at skrive ’storartet’, ’blændende’, ’pragtfuld’, ’eminent’ og ’poptastisk’ mere end to-tre gange hver. Der skal jongleres inden den sættes i gang. Der er altid fire-fem styk der, ligesom når man sætter sit drømmehold med frit valg fra 1992-2005, er selvskrevne, og her var det Libertines, Franz Ferdinand, Junior Boys og Richmond Fontaine. Og så er der dem som man skal fundere længere over – er de en top ti værd, er de så gode? Træd frem Interpol, Brian Wilson, Nick Cave, Elliott Smith og The Streets – sidstnævnte er nok et sted mellem disse to kategorier. Der er dem der svømmer rundt lige udenfor og til tider bytter plads med dem indenfor – det er Stina Nordenstam, Mark Lanegan og The Killers. Der er dem som springer ind fra højre og ud af ingenting virker uundgåelige. Hoopla Jens Lekman. Og der er dem man først hører når det hele egentlig er på plads, men som er helt blændende og poptastiske – velkommen til The Dears, og farvel igen til Elliott Smith.

Jeg erkender blankt at have siddet med cd-æskerne og rykket dem omkring for at samle ti. Trist men sandt. Og faktisk skægt (ligesom jeg elsker at arrangere pladesamlingen, eller at sidde og nørkle cd-opsamlinger med enkelte bands sammen og lave dem bedre end de officielle udgivelser). Men jeg må også indrømme at have siddet og mindet mig selv om hvad det alt sammen er der er foregået i løbet af året ved opslag på Rocklist, en analretentiv High Fidelity-types ønskedrøm af en side. En plade kan jo være forsvundet i en lomme eller en taske, være lånt ud, eller bare være glemt. Eller den kan slet ikke være blevet hørt eller købt, men får så mange høje placeringer på årsbedstelisterne, at den fortjener at blive gransket nærmere. Præcis som The Dears.

Jeg elsker selv de lister. Hvert år ved juletid er chancen der for at opdage en stak plader man har misset, selv om man har gjort sit bedste for at følge med. Det eneste problem er, at det får én til at føle sig som lidt af en phoney når man sidder og taler om sine favoritter, velvidende at man ikke har noget ligner et komplet overblik, men at man – hvis man dybest set ’blot’ er en opmærksom forbruger – bare køber de ting man kan lide og må overlade til fuldtidsmusikbranchefolkene at danne sig et billede der bare nærmer sig det komplette. Det må man bare sætte sig udover, og så i øvrigt gætte på at så alvidende som nogle af avisernes skribenter fremstår er de heller ikke. Kan man desuden fange dem i en smutter en gang imellem er denne overbevisning en del nemmere at have – og det kan man godt.

For den danske musikanmelderstand er, med væsentlige undtagelser, ikke en jeg falder på halen over. Jeg kan godt lide nogle på Information og Jyllandsposten (Klaus Lynggaard, Niels Pedersen), som jeg dog aldrig får læst fordi jeg ikke ser deres aviser. Jeg kan godt lide Thomas Treo på Ekstrabladet når han fører en ulige kamp mod noget talentløst hø, også selv om det reelt ikke har meget med kritik at gøre og snarere blot er hidsig causeren. Og jeg kan godt lide samme avis’ Peter Albrechtsen og Henrik Queitsch, hvilket jeg stadig havde kunnet hvis jeg ikke rent faktisk arbejdede for den ene og havde gjort det for den anden. Og jeg er meget tilfreds med at Politiken har to så åbensindede personer som Ralf Christensen og Janus Køster-Rasmussen til rådighed, og ærgrer mig så meget desto mere over at de er så forholdsvis usynlige til daglig.

Jeg mener – jeg synes ikke man kan være tilfreds med en avis, som bringer en notits om Becks nye album og slutter af med "Beck var et af 90'ernes mest opfindsomme, alsidige og ansete beatnavne." Javel ja, var han det? Er dette pop for 1. klassetrin? Hed det sig, da Quentin Tarantino vendte tilbage med Kill Bill, at ”Tarantino var et af 90'ernes mest opfindsomme, alsidige og ansete spillefilmnavne"? Gu’ gjorde det da ej. Og gu’ så er Beck både en af det sidste og en af dette årtis mest opfindsomme etc., men kunne man ikke have en smule mere respekt for læserne af musikstoffet end at føle at man skal begynde fra nul når man i forvejen gør en dyd af først og fremmest at opdatere os med nyt fra de helt store navne, gerne de danske af slagsen?

Poppen ses stadig ikke som mere end en del af den lette underholdning, undtagen i lange og ekstremt sjældne artikler. Ved siden af klassisk musik, bøger, teater m.v. tages den bare ikke alvorligt. Og med denne tilsyneladende skræk for at gå til bunds i emnet, er der ikke andet at gøre end at indse at vil man undgå at snyde sig selv for god musik, skal man pinedød følge med i udenlandske medier, gerne på nettet. Havde jeg skulle stole på hvad jeg kan læse og lytte mig frem til herhjemme, havde jeg ikke haft kinamands chance for at høre om fire ud af de ti plader på listen, eller for at købe dem i de københavnske butikker. De er ganske enkelt ikke udgivet i Danmark.

Hvor er den danske presses trang til at være helt fremme på kanten med udviklingen og gribe fat i al den spændende musik der netop nu vælter frem overalt? Hvor er ønsket om at granske hvorfor dette land, undtagen i bittesmå nicher, er blevet så stangreaktionært rent musikalsk at en fransk charlatan med firserhår, et arsenal af laserstråler og nogle lyde han har hugget fra Kraftwerk skal på forsiden, fordi han har sagt ja til at spille til den i forvejen meget lidt lovende H.C. Andersen-forestilling i foråret? Er der virkelig ingen der har lagt mærke til, at Jean-Michel Jarre stort set kun spiller i musikalske ulande som Kina og på gudsforladte pløremarker i Thy? Hvordan er det blevet så tamt?

Nå, men der er ikke noget at gøre ved det på stående fod. Det er bare at minde folk om at I skal holde ørerne slået ud og selv følge med, for ingen gør det for jer. Selv tror jeg bare at jeg har brug for en pause, selv en lille en, fra denne by og dette land. En følelse, der har det med at vokse kraftigt når der er en valgkamp i gang. Heldigvis er det snart en realitet – sammen med et par af bartenderne og et par af stamgæsterne går turen til London i næste uge, som jeg nævnte senest. Hvor bliver det pragtfuldt at komme til et sted, hvor det hele går en del hurtigere end her.

Det samme gør fodbolden, som vi også skal have os en smagsprøve af. Bare ikke den planlagte, for endnu hurtigere end på banen går det udenfor – den kamp vi allerede i efteråret regnede med at skulle over og se, Charlton-Tottenham, fik vi for en uge siden at vide var aflyst, fordi Tottenham var gået hen og havde spillet uafgjort i FA Cuppen mod West Bromwich Albion. Så der skulle spilles returkamp på den lørdag hvor vi skulle derover. Og det måtte man jo kalde en overraskelse. Enhver tåbe ville jo kunne finde ud af at lægge sådan en omkamp som midtugekamp. Og tåberne i FA havde da også lagt den som en sådan, som man ser her: ”All ties must be played on Saturday 29 January 2005, kick-off 3.00 pm with replays on or before Wednesday 9 February 2005, kick-off 7.45 pm.” Intet at snakke om, det skulle være på plads på onsdag hvem af Spurs og Albion der går videre.

Gu’ er det ej. Med to ugers varsel, noget som ikke engang Viasat i deres mest diabolske humør hverken må eller kunne finde på, slettes ligaprogrammet og erstattes med omkampe i pokalen, og vi står med skægget i skuffen. Ikke nok med det, men den kamp vi skal se, som netop bliver Tottenham-Albion, har tåberne i BBC nu flyttet til det dødssyge tidspunkt halv seks, hvilket så ville gøre mindre hvis ikke tåberne Spurs holdt til i en udørk af en nordlig forstad, grusomt svigtet af al offentlig transport. Og ikke nok med det, men dette brag af en kamp mellem ligaens aktuelle nummer ni og nummer 20 står i 695 kroner hos billetagenturet Arte, hvis plakat for kampen er nedenfor:

Syv hundrede kroner, mand! Det er hvad det koster at se Barca-Real Madrid, i løssalg. Den kamp har bare at være pænt god. Ellers skal jeg lige love for at der bliver sendt olme blikke til de involverede Spurs-folk – der dog måske kan mildnes lidt hvis Albion går hen og vinder…

Den kamp bliver så en chance for at se Martin Albrechtsen i aktion, noget som man ikke får muligheden for i onsdagens landskamp, som han ikke er udtaget til, selv om han nu er fast mand på et Premier League-hold – godt nok det nederste, men de er dog stadig i ligaen indtil om nogle måneder, og det er vel på en måde ikke så dårligt at få en spiller ind som rent faktisk har noget at se til i de kampe han spiller. At Morten Olsen tillader sig den luksus at se bort fra ham kan måske undre, især når man ser den defensive opstilling han formentlig bruger fra start i Athen: Thomas Sørensen, der spiller urusselt for tiden, Niclas Jensen, der er sat af holdet i Dortmund, Per Krøldrup, der langtfra er i form efter en skade, Steven Lustü, hvis sæson endte i oktober og begynder igen i april, og Brian Priske. "Hurra for Brian Priske!", må en landsholdsentusiast vel så sige.

Skadeskrisen omkring landsholdet har i det hele taget ført til nogle underlige udtagelser. Ikke at dette skal blive til en prædiken mod Brøndbyspillere på landsholdet. Hvem ville man have i stedet for Martin Retov – Hjalte? Han har da været rimeligt spillende, men de 16 point der er til topholdet glemmes ikke så hurtigt, og Retov har været helt overlegen på den centrale midtbane, der har været så vigtig for den stærke defensiv der er basis for Brøndbys succes i dette efterår. Og Skoubo har været temmelig effektiv som targetman og målscorer.

På ét punkt blev det dog en anelse kryptisk, nemlig da Per Nielsen dukkede op som spiller. De fleste havde vel troet at han havde meldt fra, nemlig da han blev citeret for ikke at ville sidde på bænken, og derfor meldte fra. Men man har så kunnet læse rundt omkring, at han rent faktisk aldrig har meldt fra. Det kan måske forekomme en smule underligt, at Morten Olsen i så fald har måttet overtale ham, i stedet for bare at udtage ham – for hvis han er til fuld rådighed er det da vel ikke Per selv der bestemmer om han skal sidde på bænken, men træneren. På den anden side er det jo ikke altid lige let at forstå hvad Brøndbys anfører siger. Da han f.eks. sidste år sagde ”Jeg bakker op om de andre spillere,” i forbindelse med strejken, var der sikkert spillere der troede han bakkede op om dem. Mand, tog de lige fejl.

Også i vores klub er det sommetider svært at forstå hvad der bliver sagt. Tager man en dramatisk Onside-nyhed, f.eks., er det da svært at læse den som andet end en påstand om at spilleren er løbet fra en aftale, og har handlet uanstændigt. Ellers er jeg ikke god nok til at slutte modsætningsvis og generelt at læse mellem linierne. Men samtidig har jeg svært ved at lure hvordan taktikken med at lade kontrakten løbe ud skulle være en helt overhængende effektiv en lige nu, for den løber trods alt halvandet år endnu. Og hvordan der kan være løbet fra en aftale, for det er da vel signaturen der gås efter, selv om evnen til at kunne aftale sig frem til noget ved håndslag er en meget hyggelig og god gammeldags skik. Det virker bare så svært at tro at det er noget der er plads til i en moderne, pengefikseret verden.

Lige så svært at det at forstå hvad der bliver sagt, for mens enhver dansk fodboldspiller kan sige i søvne at udlandet er drømmen, er Jesper Bech jo uden tvivl klar over, at Karsten Aabrink ikke bestemmer om han er til salg eller ej, det gør klubben – og desuden virker han trods alt ikke mere opsat på at komme til udlandet end at han netop har forhandlet kontrakt på et tidspunkt hvor der er lang tid tilbage på den aftale han har, og at han (i lighed med så mange andre, skal det siges) bestemt ikke har imponeret i efteråret, og stadig helt tydeligt har en del at lære. Selv justeret for taktiske spilfægterier i en forhandlingssituation virker alt dette noget ulogisk, og egentlig må man bare håbe at der har været tale om ivrige – eller forkerte, om man vil – citater, og om en spiller der gerne vil have en noget højere løn nu han er blevet en vigtig spiller i truppen. 

Påfaldende er det da i øvrigt, at Bech afgjorde vores anden træningskamp i år, den mod Vålerenga, og vores endnu mere hørbart utilfredse angriber, Zuma, scorede sejrsmålet i den tredie, mod Rosenborg – resultater der om ikke andet giver store løfter for vores bedste bud på et trofæ i år, Royal League. Måske de begge drømmer mere eller mindre dramatiske drømme om udlandet, men ingen af dem er af den grund for fine til at score på en friløber, og i alle tilfælde er transfervinduet lukket, i hvert fald for dem der vil ud. 

Mere spændende bliver det med Hjaltes kontraktforlængelse; en ting er, at de sidste halvandet år har været et stort gennembrud som Hjalte må være Backe ganske taknemmelig over – en anden er, at mens han ikke ligefrem stod i en fantastisk forhandlingsposition ved forlængelsen i 2003, må kortene på Hjaltes hånd siges at være en hel del bedre nu. Om han udnytter dette til at beholde pokerfjæset på og forlænge lige inden trediesidste runde er vist et spørgsmål hvis svar mest afhænger af hvor meget sans for humor han har…

Vi får se, hvilket er en trueism jeg er træt af at skrive i vinterens ræb – men det er jo sandt, og selv om en måned er vi ikke engang kommet i gang med ligasæsonen og venter stadig på at få se. Det eneste vi egentlig har fået at se i år er Utterslev Gummidyr som vinder af Fraktionsquizzen, og tillykke med det, det var fuldt fortjent. Også tillykke til vores husherrer fra CF, der kom i semifinalen og der fik muligheden for at brillere – men desværre rendte ind i svære spørgsmål som ”Hvad hed Milton Keynes Dons tidligere?”, og ikke vidste hvad den herres navn havde været førhen.

Desuden tillykke til mine og Holgers medfraktionister i Lönstrup Polizei, der gjorde os ære med en finaleplads, og som var ved at have Gummidyrene i tovene, indtil de blev overhalet til allersidst. Selv røg vi fra Spruthuset ud i kvartfinalen, allerede, men behøver knap skamme os over det – Gummidyrene var i absolut forrygende form den dag, og deres 22 var vist den højeste score på noget tidspunkt i hele quizzen. Den laveste var tre, så man må sige at der var et spænd fra top til bund. I alle tilfælde, tak til Bopa og Saxo for med-medvirken – vi prøver igen til næste år! 

Og så har jeg vist igen sagt nok. Det skulle bare have været nogle få ord, men det er jo nemmere sagt end gjort. Sidste runde, folkens. Og lad mig så lige sende dig hjem med et foto der forhåbentlig stadig sidder på nethinden på tirsdag. Det er ikke så meget manden i midten, men i virkeligheden mest ham fyren til venstre der giver billedet indhold. Lidt at tænke over.

-smølle

Og på juleboxen spiller:

Ugens sange: 

Elvis Costello: ’Kinder Murder’, ’Suit of Lights’ og ’Blue Chair’
Tre personlige favoritter fra den Costellokoncert i Vega, som Jan Saxo fortalte om sidste uge. Der er ikke meget at tilføje til Jans ord – det var storartet, eminent og pragtfuldt.

Ugens albums:

Bright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning
Formentlig gennembruddet på verdensplan for den selvoptagede og krukkede, men skræmmende talentfulde Conor Oberst, som gemmer sig under det Art Garfunkel-påmindende navn. Akustiske viser med mening og vid, og hans børnesygdomme med at prøve lytterens tålmodighed, bare fordi han kan, er lagt bag ham. I hvert fald på denne pragtfulde plade; kom ikke til at købe den anden nye, den elektroniske Digital Ash in a Digital Urn, i stedet. Den er ærlig talt ikke særlig god. Siger denne smagsdommer, ligesom mange andre af hans art. Mens han er afsindig misundelig over at Oberst har alt dette talent og kommer sammen med Winona Ryder. Fair er det ikke.

Richmond Fontaine: Winnemucca
Forgængeren til den overdådige Post to Wire, næsten lige så god. Men den har du læst om mellem Årets Bedste, ikke? Ellers der en chance til her!