Så pyt da. Kom ind, men det bliver for en kort bemærkning, for jeg skrider tidligt i aften. Der skal pakkes rejsetaske til en forlænget weekend i London. Samtidig har jeg kun ca. en trediedel af bulen åben. Vi har haft travlt med status og kunne så passende benytte lejligheden til lidt nødtørftige reparationer af inventaret.

Det indebærer også, at vi lige har pillet både storskærmen og de små TV-apparater ned for en nødvendig rensning og pudsning. Øl- og tobakståger sætter sig sine spor, også på elektronikken inde bagved skærmene. Det var slemt for de roligans, der kom blæsende ved otte-tiden i går og troede, de skulle se Grækenland-Danmark hernede. Jeg ved ærligt talt ikke, om de blev mest chokerede over, at vi havde valgt at ordne TV-skærme på en dag, hvor Danmark spillede landskamp, eller over min ligegyldighed omkring, jeg mon kunne nå at lukke biksen tids nok til at nå hjem og se kampen dér. Så de moslede hovedrystende videre uden at købe noget som helst, hvorefter jeg også kun kunne ryste på hovedet.

I søndags have vi ikke pillet skærmene ned, men der nægtede jeg pure at holde sen nattevagt for de kegler, der troede de skulle sidde her og se Super Bowl fra Florida. American Football, denne dybt bizarre "sport", hvor angiveligt store, stærke mænd ifører sig mere polstring end en stuntmand i en filmbrandscene for at beskytte de ømskindede pusselanker, hvilket hurtigt gør "herre"-sporten til en opretteøvelse for tøsedrenge. En øvelse der er sat op i bedste, vamle amerikanske musicaltradition over ukristeligt mange timer og selve kampen bestående af 5-10 sekunders action, 3-5 minutters pause, 5-10 sekunders action og så fremdeles. 

Du har gættet rigtigt. Det er nogenlunde så uinteressant som kunstskøjteløb. Kunne de så bare afvikle deres popsmarte version af rugby i shorts og trøje, som europæerne afvikler deres rugby og australierne deres Aussie Rules fodbold, så kunne man i det mindst kalde det en mandfolkesport og mobilisere lidt marginal respekt. Uden at det dog af den grund ville interessere mig mere. Det er og bliver mere show end sport.

Tirsdag aften kom der også en flok og troede, de skulle glo på valgaften. Fandeme nej, sagde jeg igen. Godt nok gjorde jeg min borgerpligt og stemte til et folketingsvalg for niende gang. Et valg, der var det syttende valg til tinge i min levetid - at jeg nu har haft stemmeret til flertallet af dem gør, at man pludselig føler sig meget gammel - og uden sammenligning fulgte ovenpå den mest dødsenssyge og kedsommelige valgkamp nogensinde. Bevares, det bliver ikke bedre af, at partipolitik ikke just fænger voldsomt hos mig. Holdninger, drømme og visioner har jeg, men ikke nogen, der kan sættes i snæver partipolitisk bås. Til syvende og sidst er al dansk partipolitik - fraset de rabiate yderfløje - fra SF til Venstre jo blot en kompromisstyret gradbøjning af den socialdemokratiske samfundsmodel, der har kendetegnet det danske kolonihave- og kaffebordssamfund siden Louis Pio. Tilmed med forholdsvis alt for mange partier til at kappes om et yderst beskedent vælgergrundlag. 

Politik interesserer da, men enten i det store perspektiv - de økonomiske realiter og EUs beslutningsprocesser som overruler eller i det mindste sætter dagsordenen i indenrigsk landspolitik i et lillebitte I-land som vores - eller på det helt lokale plan, hvor man føler, man kan have en smule indflydelse og undertiden endda kan se resultatet af éns kandidats arbejde. Folketingsvalg falder lige midt imellem de to yderpoler og derfor det, der interesserer mig klart mindst. Kommunalvalget til efteråret derimod, det agter jeg at følge langt mere med i.

Så selv de for nogen så store begivenheder som Super Bowl og Folketingsvalg '05 er blot parenteser i den fodboldhverdag, vi beskæftiger os med mest hernede. Med til at træde vande - også kun lige - i den endeløse fodboldvinterpause.

Det vel nok mest opsigtsvækkende i denne vinter, hvor det store europæiske transfervindue nu er lukket - enkelte trækruder i Skandinavien er dog fortsat åbne - uden de helt store og bemærkelsesværdige handler, er i mine øjne helt klart dommerskandalen i Tyskland. I kølvandet af den berlinske Robert Hoyzers dramatiske tilståelser følger stadig flere både mere og mindre prominente navne blandt dommere og spillere (og klubber), og Hoyzers tilsyneladende desperate slag i vandet omkring sig for i det mindste ikke at gå til bunds alene, breder sig med stadigt større ringe. Bedst er det at følge med tættest muligt på arnestedet, f.eks. på Kicker online, hvor der Wettskandal bringer nye udviklinger, dagligt. Foreløbig 13 kampe er definitivt berørt af dommerskandalen - flere følger sikkert - og SC Freiburg har indgivet officiel protest vedr. afviklingen af Bundesliga-kampen mod 1. FC Kaiserslautern d. 27. november 2004 (Freiburg tabte 0-3).

Ringene har allerede bredt sig udover Tysklands grænser. Hoyzer hævder, at det kroatiske spillesyndikat, som skulle være katalysatoren omkring de manipulerede fodboldkampe, også opererer i Grækenland og ikke mindst nabolandene Østrig og Schweiz. I Schweiz er fodboldforbundet SFV som en foreløbig forholdsregel gået over til først at offentliggøre dommerpåsætningerne til ligakampene på selve kampdagen. Dommerne ved det selvfølgelig selv i forvejen, og hvis de er korrupte som Hoyzer, så hjælper dette tiltag jo alligevel ikke meget, da de jo selv vil se til at informere bestikkelseskilderne i god tid.

Også i Portugal, hvor dommerunionens næstformand og fem ligadommere er anklaget for korruption, aftalt spil og dokumentfalsk - alle seks er suspenderet - ruller en dommerskandale. Formentlig dog ikke linket til Hoyzer/Kroatien-mafiaan.

Det er nu ikke et nyt fænomen. Pressesnak om bestikkelse, både på baggrund af reelle afsløringer/undersøgelser og hårdnakkede rygter/mistanker har verseret til alle tider. Fra aftalt spil i "bananrepublikker" over triadernes spillekarteller i Asien til de stats-fiksede kampe i det gamle Østeuropa og de spillemafia-manipulerede ditto i det nye Østeuropa. For ikke at tale om den altid mistænkte mafia-indflydelse på fodbolden i Italien, især de i de lavere rækker. Men aftalt spil i så stor liga som Bundesligaen i Tyskland, dét sender dønninger gennem fodboldeuropa.

Og det sætter gang i nogle tanker. Også her i BULEN. Måske også hos dig? For hvor tit har man ikke undret sig over højst mærkværdige kendelser og dramatisk ensidede dommerlinier, både i enkelte og flere på hinanden følgende kampe med "dommertække" eller mangel på samme for specifikke hold? Eller spillere, som Schiedsrichter Hoyzer også har navngivet i Oddset-skandalen. I tider som lige nu, hvor manipulations- og korruptionsteorierne fyger én om ørerne, dukker der eftertanker op på den indre nethinde. Er det altid uheld eller bare "dårligt", når en angriber sparker over et helt tomt mål fra en meters penge eller misser den sidste tremeter-pasning til en helt fri kollega, eller sparkes der i enkelte tilfælde ved siden af med vilje måske? Falder forsvarsdirigenten i bolden efter ordre? Er selvmålet bestilt? Er målmandsdroppet? Var det f.eks. med vilje Lyngby-målmand Henrik Christensen smed bolden i eget net 3 minutter før tid i en ligakamp mod Ikast i 1983? I grunden er der løbet mange virkelig mystiske hændelser af kategorien "det-skete-bare-ikke" i fodboldåen gennem tiderne. Er de alle helt tilfældige?

Et tankespind man dog ikke ønsker skal blive alt for fastvævet, hvis man skal bevare troen på det rene og retfærdige fodboldspil. Hvor det bedste hold vinder i sidste ende. Og som regel også den enkelte kamp. Det er ikke til at bære at tænke på, om enkelte spillere skulle have en anden agenda end at vinde kampen for sit hold. Eller at dommeren ikke lader kampe afgøre på baggrund af - reelt - flest scorede mål, men kontroversielle skøn og kendelser, ligesom subjektive afgørelser i gennemkorrupte "sports"-grene som redskabsgymnastik, boksning og dressurridning mv.

Tyskland er sgu lige rigeligt tæt på, og for tyskerne selv er lavinen måske først lige sat i bevægelse, og selveste der Kaiser, Franz Beckenbauer, er alvorligt bekymret for konsekvenserne med henblik på bl.a. Tysklands værtsskab for VM 2006. Vores gamle ven i København - nu i Rot-Weiß Essen - Bjarne Goldbæk gør sig også sine tanker herom i sidste uges udgave af TIPS-bladet.

Apropos TIPS-bladet, så skulle konkurrenten, fodboldavisen Forza gøre et nyt forsøg på det danske bladmarked ovenpå konkursen i første hug. En konkurs der kom efter bare trekvart år og for denne bartender ikke var voldsomt overraskende. Jeg købte første eksemplar og sneg mig til at "læse" andet nummer, og enkelte senere smugkig over skulderen bekræftede kun førstehåndsindtrykket af et decideret tabloid-produkt i den sproglige discount-klasse med hurtige overskrifter, dårlige oversættelser (afskrifter),  ingen substans samt myriader af faktuelle og uvidende fejl. Forza var i hvert fald ingen konkurrent til TIPS-bladet, og Forza-redaktionen skal da oppe sig ganske markant og anderledes, hvis de i andet forsøg skal hente markedsandele fra TIPS-bladet og i det hele taget.

Men Forza er så langt fra første forsøgsprojekt, der har været mere eller mindre dødfødt i sportsbladbranchen i DK. For der kan altså ikke sælges sportsmagasiner, ej heller dedikerede fodboldblade, herhjemme som i f.eks. Italien og Spanien, hvor flere daglige sports- og fodboldaviser udgives i oplagsstørrelser mellem en kvart og en halv million. Til sammenligning opererer TIPS-bladet med et oplag på på omkring 15.000 og læsertal på ca. 110.000/weekend og ca. 75.000/midtuge (kilde: TIPS-bladet Weekend uge 01/2005). Forza's oplag var mindre end 7.000!

Selvom TIPS-bladet ikke er helt så fængslende som tidligere og ikke holder helt samme kvalitet i artiklerne (f.eks. er en pen som Per Høyer Hansens - r.i.p. - stærkt savnet), tror jeg næppe, der kommer et fodbold- og spillemagasin, der kan rokke mig som læser. Selvfølgelig er vanens og traditionens magt også stor, når abonnementet skal fornyes. Og tradition har det jo været med et ugentligt tipsblad - to gange om ugen her i 21. århundrede - siden man som helt lille purk så langt tilbage som i slutningen af tresserne måtte låne ugegamle udgaver af en onkel og læse alt om heltene i især England og de mange spændende tabeller. Endnu bedre, når man for egne lommepenge først i halvfjerdserne kunne købe TIPS-bladet hver torsdag/fredag i kiosken sammen med tipskuponen - du ved, de gamle med selvkopierende  talon, der skulle indleveres senest onsdag før kampdagen - for næste uge, så man 9-10 dage i forvejen kunne begynde at ruge over, hvilken engelsk tipskamp DR mon ville bringe i Tipsfodbold næste lørdag. Eller rettere, om éns favorithold Chelsea eller et andet af de dengang "store" hold - Arsenal, Leeds, Liverpool, Everton, Manchester United/City, West Ham, Tottenham ... - mon havde udebane mod et af Black Country holdene; Stoke, Wolves, Birmingham, Aston Villa, Coventry, Leicester. For der blev jo kun  transmitteret fra Midtengland på de tider.

Ak ja. Ren nostalgi. TIPS-bladet og Tipsfodbold var i høj grad med til at forme fascinationen for engelsk fodbold. Også selvom kampene især dengang for det meste levede på tempo og intensitet snarere end ren fodboldteknisk kvalitet. Lidt anderledes i vore dage, hvor tempoet stadig ikke overgås i nogen liga, men hvor også det tekniske pasningsspil er en nydelse, ikke mindst pga. de stadigt flere udenlandske legionærer i Europas klart mest pengestærke liga. Ikke at jeg vil til at sammenligne med Serie A og La Liga, dertil er stilarterne og tilgangene til spillet for forskellige, så jeg nøjes i stedet med at glæde mig over, at man i denne fagre medie-verden kan være velsignet med et overflødighedshorn af topfodbold fra ikke mindst de tre ligaer hver eneste weekend. Og fortsat da også her i BULEN. Endda på nypudsede skærme.

Traditionen - og favoritholdet i det britiske - gør dog, at den engelske liga altid vil være prioriteret lige den kende højere, hvis der f.eks. skulle være samtidige kampe. Ligesom det jo er i London, man ser livekampe, heldigvis allerede igen i førstkommende weekend.

Atter i år er det trioen Chelsea, Man. United og Arsenal, der er lysår foran resten af Premier League, både på banen og i tabellen. Og ligesom i fjor er det med det ene af holdene i udbrud ift. de øvrige i top tre. Chelsea er endda et point og syv mål bedre, end ubesejrede Arsenal var på samme tidspunkt i fjor. Det endda selvom Chelsea for første gang i adskillige uger satte lidt af forspringet til i den forgangne weekend, hvor David James valgte at stå sin bedste kamp i flere sæsoner for det Man. City mandskab, der med 0-0 på Stamford Bridge er ene om at have holdt vestlondonerne fra målfadet to (begge) gange i indeværende sæson, og eneste hold der har slået Chelsea (i oktober). Kevin Keegans tropper har dog også hentet remis'er på Highbury og Old Trafford i den aktuelle kampagne, så de har udviklet sig til en slags favoritdræbere og ser givet frem til at fortsætte den trend på søndag i lokalbraget mod United-naboerne fra den vestlige side af Manchester downtown (stadig i den sydlige del af byen er City flyttet lidt længere væk fra United - østover - efter skiftet fra Maine Road ved Moss Side til det nye City of Manchester Stadium).

På trods af at Chelseas forspring blev decimeret med to points i den forløbne uge, så var samme uge også den, hvor Chelsea satte to yderligere Premier League rekorder. Sidste tirsdag slog Petr Cech i kampen mod Blackkurn på Ewood Park Peter Schmeichels gamle rekord fra 1997 for Manchester United mht. at holde buret rent. Schmeichels rekord lød på 694 minutter. Petr Cech, der også nappede et straffe mod Blackburn, lavede - som antydet lige før - endnu et clean sheet mod Machester City i søndags, så rekorden nu er på 871 spillede minutter i streg uden at slippe mål ind. Det vil sige siden Thierry Henrys berygtede frisparksmål på Highbury d. 12. december i fjor. Cech forbedrer således rekorden hvert minut, han fortsat forhindrer modstanderne i at score på sig. 

Og ved at holde nullet mod Manchester City i søndags satte Chelsea endnu en rekord, da det var den niende Premier League kamp i træk, hvor der ikke blev scoret mod holdet (otte af kampene er vundet). Arsenal og Liverpool delte den gamle rekord. Med otte kampe naturligvis. Og så sætter Frank Lampard jo fortsat rekord mht. antal PL-kampe i træk, hver gang han betræder grønsværen. 134 consecutive games står tælleren på lige nu. En imponerende stime, og ingen tvivl om, at Frank Lampards kontinuitet og skadesfrihed har overordentlig stor betydning for den vestlondonske succes i denne sæson. 

Helt så heldig har Arjen Robben - bedste hollandske fodboldspiller siden Johan Cruyff if. landsmand og Spurs-manager Martin Jol - ikke været. Som klubkammeraten Scott Parker tidligere pådrog han sig i kampen mod Blackburn i sidste uge brud på mellemfodsknoglerne, lidt i stil med den berømte Beckham-skade op til sidste VM-slutrunde. Endda for anden gang i Robbens Chelsea-tid. Og hvor den første var resultatet af en decideret svinsk tackling af franskmanden og ex-Leeds spilleren Olivier Dacourt i Roma-trøje i en opvisningskamp i juli i USA (en tackling der trak rent rødt i en ... træningskamp), så var det mere et hændeligt uheld mod Blackburn efter en hård, men fair tackling fra Rovers' Mokoena. I øvrigt en tackling blandt fantastisk mange i en kamp, der mere mindede om rugby end fodbold, og hvor Chelsea vandt på hård fight frem for poleret fodboldspil. 

En kamp på Blackburns præmisser og under særegne forhold på Blackburns hjemmebane, som Rovers-groundsman'en nærmest havde opblødt med kaskader af vand før kampen. Hvilket naturligvis medførte et par syrligt-tørre komentarer om Lancashire-klimaet fra chief Mourinho med vanligt humoristisk glimt i øjet: "During the afternoon it rained only in this stadium - our kitman saw it. There must be a micro-climate here".

Chelsea har p.t. et forspring større end noget andet førerhold i Europa og kan vel reelt kun tabe mesterskabet med blot 12 kampe tilbage. Alligevel er det lidt bekymrende for The Blues' angrebsspil, at Robben er væk i op til 6-8 uger. Ligesom noget andet bekymrer Mourinho - i et sjældent bittert angreb på program- og TV-planlægning. Også i (selv-)erkendelse af, at Chelsea har bommet, hver gang holdets spillere har haft "international uge" op til en turneringskamp. Herunder det enlige sæsonnederlag hidtil. 

Det ligger ikke til mig at tage sorgerne på forskud, dog er jeg samtidig varsom med at jinxe selv et ni-points-forspring væk. Vi taler altså stadig om klub, der ikke har vundet store titler i form af mesterskaber (på nær ét for 50 år siden) og mestercup'er, og reelt ikke har vundet meget sølvtøj i det hele taget i de omkring 30 år, jeg har fulgt klubben. Derfor er jeg fortsat kun forsigtig optimist. Med oplysningen om, at Chelsea pr. definition kvajer sig weekenden efter landskamp-indkaldelse, så har jeg hermed også kørt undskyldningen i stilling, hvis de - trods alt mod forventning - skulle få stryg hos kollega -smølles favorithold, det bedste hold fra Liverpool, på lørdag. Everton-Chelsea kommer jeg til at følge på pub i London sammen med bl.a. netop kollega -smølle.

I mellemtiden er der kun fjorten dage til, at det for alvor igen brager løs i Champions League. For bl.a. Chelsea - i det der ligner årets brag og den moralske finale mod FC Barcelona - og de øvrige store og mindre store tilbageværende 16 hold. Herhjemme sker der jo fortsat præcis ingenting. Landsholdet leverede en særdeles pauver indsats i Piræus mod de stærkt overvurderede græske europamestre, der fortsat konsekvent praktiserer Rehhagel-fodboldpragmatik. Jo, jeg så trods alt kampen sådan lidt i baggrunden.

Ligafodbolden har endnu små tre uger at handle i pga. den længere transfervindue-periode i Norden. Indtil videre er det mest AGF - der med fynske Lindrup og norske George har forstærket sig på banen proportionalt med svækkelsen i den økonomiske ledelse - og Esbjerg - i form af en komplet ukendt "belgisk" franskmand som EfBs historisk dyreste køb  - der har markeret sig i spillerhandelens åbningstid. I København er intet sket, og heller ikke meget tyder på, at noget skal ske, udover det beskidte kontraktforlængelsestøj på kroppene af Bech og Hjalte, der vanen tro skal vaskes i medierne.

Parken Sport & Entertainment synes mest optaget af håndbold, et muligt sagsanlæg fra Christian Andersen - der i givet fald med sikkerhed kommer for retten samtidig med, at Flemming Østergaard eller Christian Andersen (eller begge) har brug for at promovere en ny bog - samt at vaske hænder ovenpå det af koncernen ejede Billetlugen.dk's aldeles inkompetente håndtering af billetsalget til årets største koncertbegivenhed i Danmark, U2 til sommer. Online, telephoneline, offline, alt gik galt, hvad enten man konkluderer på egne og bekendtes oplevelser eller mediernes beretninger. At netsalget ville kollapse var jo even odds. Så det var derfor især offline håndteringen, der syntes ufatteligt amatøragtig med tusindvis af forgæves ventende køkunder foran landets Fona-butikker. Hvorfor Billetlugen/Fona ikke i forvejen havde udprintet et tilstrækkeligt antal billetter, får henstå som aldeles ubegribeligt. I stedet forsøgte man først at gå online og ekspedere i takt med, at kunderne kom ind i butikkerne. Med samme resultat som det utal af mennesker, der røg i online-fælden på nettet. Den lille øvelse med at have billetterne "fysisk" klar, når dørene åbnes, kunne TDC-butikkerne i samarbejde med Billetmaskinen (der siden hen er opkøbt af ... PSE/Billetlugen) f.eks. sagtens finde ud af. Ikke godt nok, PSE!

Faktisk omtrent lige så lidt godt nok som koncernens flagskib, FC Københavns efterår. Som nu snart bliver til forår. Træningskampene på La Manga er overstået. Og med 17-20 spillere i aktion pr. kamp er det svært at udlede mange tendenser i retning af forårets ideal-opstilling. Et første praj får vi måske i den royale træningskamp mod norske Tromsø IL på søndag. En kamp der endda muligvis kommer til at foregå under tag i Parken. Trods alt dog stadig på en rigtig fodboldbane i modsætning til Vålerenga, der allerede i starten af december måtte flytte en RL-kamp mod Djurgården indendørs, Halmstad som flytter sin kamp mod OB på søndag til kunstgræs i Örebro, og Tromsø der må afvikle sin næste RL-hjemmekamp mod Brøndbyerne om fjorten dage i en hal i Bodø, noget sydligere end Tromsø (men dog stadig nord for polarcirklen). 

Vaskeægte træningsturnering. Her kan man da tale om at udvande den sportslige værdi af den opreklamerede og overeksponerede, royale liga, idet man dog kvier sig ved at tro, at planlæggerne trods alt ikke havde forudset det aldeles uladsiggørlige i at afvikle udendørs fodboldkampe på rigtige græsbaner i det skandinaviske permafrostlignende februar-klima.

Nuvel, vi der flyver over Nordsøen i morgen tidlig kommer også til at se FCK-TIL under tag, nærmere bestemt på pub i London. Og det kan nok blive kult. Nu kommer jeg så også i tanker om, at jeg skal lukke tidligt og hjem og pakke, så det bliver ikke i aften, du skal forsøge at overgå promilleverdensrekorden på 8,7 og overleve vel at mærke. Ikke her i knejpen i hvert fald. Du må hjemover.

Inden jeg lukker og slukker, skal jeg nemlig også lige have bestilt et nyt læderforklæde og et personligt pudse-viskestykke. Ham Bopa, der tidligere har haft afløsertjans hernede, har vi nemlig benyttet det endnu åbne transfervindue til skrive fast-ansættelseskontrakt med. Så allerede fra næste uge og hver fjerde uge herefter brøler Bopa på dette sted. Du skal til gengæld ikke komme og sige, at jeg ikke har advaret dig.

I'm outta here!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens album:

The Kinks: The Kinks Are The Village Green Preservation Society (3-CD Special Deluxe Edition)
Da Ray Davies i efteråret 1968 var kørt træt i at spytte radiohit efter radiohit ud af sangskriverværkstedet, udgav han og resten af The Kinks denne "tema-LP". Den blev salgsmæssigt et flop og druknede fuldstændigt ved siden af samtidige mastodont-albums fra Rolling Stones (Beggars Banquet), Jimi Hendrix (Electric Ladyland) og The Beatles ("White Album"), alligevel regner Kinks-aficionados Village Green for Ray Davies' ultimative mesterværk. Stemningsbilleder med vid, charme og bidende sarkasme, inspireret af den landsbyagtige dagligdag i Fortis Green, hvor Davies-brødrene voksede op - derude omkring Muswell Hill i det nordlige Storlondon, hvor byen bliver til gusten og kedelig forstad. Dette er en nyudgivet - 2004 - version med remasterede originalsange og masser af ekstraguf, som onkel Ray da også benyttede lejligheden til at slå et slag for på sin nylige tour.

Ugens sang:

The Kinks: 'Waterloo Sunset'
Ikke så meget at sige. Den i særklasse smukkeste sang nogensinde skrevet om London. Ja, en af de smukkeste sange skrevet i det hele taget.