Det var én af den slags aftener, hvor byen henlå i vinternatten som en overvintrende bjørnehun med 2 pulsslag i minuttet. Én af den slags aftener, hvor man bladrer med sine bleggule fingre i Spieskataloget og pludselig kan se en smule charme i at tage 14 dage til Playa del Inglés og mænge sig i pubcrawlet sammen med filipensplagede knægte og piger med navlepiercinger i midten af det pubertetsflommede bildæk. Pling! sagde Outlook Express og afbrød min distræte surfen efter visuel stimulation hos The Hun. ”Et stykke med spam” tænkte jeg, da jeg så subject-feltet: Vruuuuuuf!!!

Normalt er den slags naturligvis lige til shift+delete, men afsenderen var mig bekendt som tilhørende kredsen bag indeværende vandhul, og brevet var ikke ledsaget af et insisterende tilbud om alle de gratis caviarsexfilm, min harddisk kan rumme, hvis ellers jeg sendte mine kreditkortoplysninger til en flink russer via det indlagte link. Selve meddelelsen lød kort og godt: Grrrrr. Intet mere, intet mindre. Forsøgsvis sendte jeg en e-mail tilbage og fik nøjagtig samme svar retur: Re: Vruuuuuuf!!! Grrrrr. ”Fanden heller”, tænkte jeg og driblede ud i polarkulden. Dette måtte opklares.

Bulen lignede sig selv. Enkelte kalder det ”klassisk, urban charme”, andre kalder det for lortebrun hessian, sidste uges hovedrengøring ufortalt. Her lades alt håb ude og nok især den nyradikale barnevognsbrigade, for i bulen lefles der ikke for tilfældige strømninger, og det kan ses på klientellet. Den residerende bartender skævede misundeligt til mit fodtøj og hilste afmålt, som ældre mænd har for vane, og nikkede diskret i retning af baglokalet. Han fortsatte sit professionelle glaspudseri, og jeg tog hintet, før han forudsigeligt kastede sig ud i lange tirader om blå Londonlykke finansieret af flinke russeres merkantile forbillede. Selv patetiske stikpiller som ”husker du Jørn Terkelsen?” bider ikke på ham mere, og jeg sporer efterhånden en svag latinsk accent i hans stemme. Forleden fandt jeg endda en stak billeder af José ude på bulens lokum, der var limet sammen på en måde, jeg ellers kun har set ramme fælleslitteraturen i min soldatertid og de bedste sider i min storebrors Rapportblade.

Hvis bulen er klassisk, urban charme, så er bulens baglokale det oldefædrende, inkontinente ophav. Ét eller andet sted i 1932 bestemte Den Store Mand Med Uret, at her skulle tiden sættes i stå og begraves i kondemnabelt skrammel. Udover at blive benyttet til ”et hyggeligt slag kort mellem venner” som det hedder, hvis bevillingspolitiet forvilder sig derind, er baglokalet huskøterens domæne. Som jeg åbnede døren med et markant ”svup!” – nikotinårringene på dørkarmene binder – blev jeg mødt af en overstadig Holmstrøm, der begyndte at humpe mit skinneben og slikke mig i skridtet på en måde, der vækkede behagelige minder fra min tid i Hanoi. Nu er det ikke sådan, at Holmse normalt er spor leflende eller interesseret i meget andet end at slikke skummet ud af din øl og strinte lidt på din frakke, når du vender ryggen til. Han er snarere særdeles højrøstet og skabagtig. Ikke spor for fin til at fare ind på den pæne nabocafé og braldre op, så de søde piger med briller må tænke, at bulen ikke passer ham, som han har fortjent, og i misforstået sympati med denne autodidakte kamphund langer ham det ene stykke parmaskinke efter det andet fra de lune salater.

I munden havde køteren et tilsavlet billede af Brødrene Middelboe over en stiplet linje, som han spyttede ud for mine fødder. Holmse trak sin brede røv henover det, der engang var et ryatæppe eller måske bare et håndklæde, satte sig ned og stirrede på mig med sine bedende, våde hundeøjne og istemte en indtrængende hundeserenade fra de varme lande. Ét eller andet sagde mig, at jeg havde fået et tilbud om at blive fuldgyldigt medlem på kontrakt i Holmses klub. Så jeg fattede min kuglepen og skrev under. Man skider ikke på bulens egentlige chef. Han tager det personligt og ved præcis, hvor han skal sætte tænderne i din achillessene, hvis du danser tango i hans bækasse. Desuden fulgte bulens læderforklæde med, og hvem har så brug for 50.000 kroner om måneden?

Cave Canem! Så nu står jeg her bag baren på fast licens i mit elskede forklæde, og du ligner én, der har hørt en høj historie. Men foråret er her, mand! Gu’ er det! Godt nok ankom det i år sammen med en arktisk snestorm, og nok var det ikke sådan, at søndagens kamp i Royal League mod Tromsø pegede på, at de ukuelige vintergækker er at betragte som glædesherolder, der indvarsler et lunt forår med stiv pik og håret tilbage i den åbne FCK-cabriolét. Men selv set som en træningskamp så var arrangementet klart at foretrække for en udflugt til kunstofbanen i Birkerød. Ikke at den slags vinterkampe ikke har sin særegne charme, men ofte er det udflugter af mere social karakter, hvor det egentlige trækplaster er Jack D i kaffen, en sludder med de gamle ansigter, og at alle under 20 beskylder alle over 30 for at være urobetjente.

Så en venlig tanke til to andre brødre end de ovennævnte, på med det herlige rulletag og udover den indendørs steppe. Kampen bød på både (de sædvanlige fuck ups og op-ad-bakke-så-knep-mig-dog-i-røven-crap) intensitet og nerve. Samlet set er det som FCK-fan svært at være utilfreds med de 4 Royal League-kampe, vi har haft reel mulighed for at være vidne til på hjemmebane, i Brøndby og i Göteborg udfra en sportslig og organisatorisk synsvinkel. Alt i alt har det været fornuftige fodboldkampe, der ikke devaluerer intentionerne bag turneringen. Skulle vi nogensinde overleve i en europæisk turnering i UEFA-regi efter vinterpausen, kunne man måske mene noget andet. Umiddelbart er der nu ikke noget, der overbeviser mig om, at vi risikere at løbe ind i den slags luksusproblemer på kort sigt.

Desværre er stadionfaciliteterne andre steder i Skandinavien overhovedet ikke til fodbold midt i fimbulvintereren, og det mest overraskende i den forbindelse er immervæk, at det lader til at være nyt for initiativtagerne til turneringen, at februar er mere til bandy end udendørs fodbold på disse breddegrader hos vore naboer med fastlandsklima. Afviklingen af OB’s søndagskamp mod Halmstad, der blev spillet i Örebro, var således en decideret farce, der blev overværet af kun 86 tilskuere. Kampen blev flyttet til Örebro på grund af vejret, men der havde man ”glemt” at tænde for varmen i banen og pausen måtte forlænges, så der kunne ryddes mere sne. Jeg tvivler nu på, at der er tale om egentlig glemsomhed ved termostaten, men snarere at den ansvarlige for Örebros grønsvær godt kunne regne ud, at banen risikerede at blive reelt ødelagt også langt under det frosne toplag på den konto, og at Royal League i øvrigt ragede det samlede Örebro en papskid i den store sammenhæng. Uanset hvordan det nu måtte forholde sig, så holder turneringen ganske enkelt ikke til den slags happenings i længden. Nu er det svært at gennemskue den højere fodboldpolitik på UEFA-niveau og mulighederne der, men hvis turneringen gav sikker adgang til én af de større, europæiske turneringers gruppespil – realistisk set UEFA-cuppen – ville meget nok være vundet. Især ville det måske give de norske og svenske hold, der kvalificerer sig til Royal League via tredje- eller fjerdepladsen et reelt incitament til at undgå kampe som den i Örebro, eftersom de så kan forbedre resultatet fra deres turneringer, der følger kalenderåret.

Hvad angik selve spillet i vores egen kamp i søndags, så kunne vi på positivsiden se et rimeligt angrebsspil for årstiden og en Zuma i ukarakteristisk februarhopla, men på negativsiden tæller et gedigent usikkert forsvar, der især (og stadig) så usikkert ud på backpladserne. Helt og aldeles deja vu på den ufede måde, der ikke gav klare svar på mulighederne i foråret, selv om mandagstræneren /Simon forsøger at besvare dem. Kampen om målmandsposten synes dog forløbig afklaret, idet Kihlstedts skulderskade formentlig holder ham ude hele foråret. Eller er det en afklaring? Jeg skal ærligt indrømme, at jeg gerne ser klubledelsen lære af fortidens synder og tage det helt tunge læder frem i den forbindelse. Skulle Niclas ringe hjem og spørge, om ikke pungen blev oppe, så ville de færreste vel modsætte sig den udvikling. Men bortset fra særdeles uprofessionel og unødvendig røg i køkkenet omkring Jesper Bechs og Hjaltes kontraktforlængelser er de eneste tegn på nye ansigter i klubben den hale af forvirrede reality-merkonomer med kameraer og mikrofoner oppe i røven, der forfølger Den Store Rorgænger rundt i huset i jagten på en fastansættelse. Vi glæder os sådan til at se det på TV. Helt sikkert. Det kan aldrig blive for meget.

Torsdag aften besøgte vi så Brøndby til det første af fem indbyrdes opgør i foråret. Et hurtigt mål af Silberbauer efter en fin indledning på kampen gav anledning til en tydelig rollefordeling i første halvleg, hvor BIF lagde et tungt pres uden at komme til de helt store chancer overfor et glimrende (”tydeligt” i Backes terminologi) FCK-forsvar. I forhold til kampen i søndags virkede de 4 bagerste, med nyvalg til Dan Thomassen og Lars Jacobsen, som en helt sikker skanse uden svage punkter, et indtryk der ikke ændrede sig, da Ole Tobiasen fra anden halvlegs start afløste en efter bulletinerne at dømme særdeles let skidende PC. Brøndbys udskiftning af først Skoubo og siden Wieghorst lod omvendt til at svække det blågule pres markant, og kampen udspillede sig de sidste 45 minutter helt på FCK’s betingelser. Jeg talte 2-3 store chancer, før Silberbauer alt for let fik lov til at tage et indlæg ned på kanten af det lille felt og trampe sit andet mål over stregen. Resten af kampen blev kørt hjem på cruise-control, og dermed blev videre deltagelse i Royal League en realitet på bekostning af et bovlamt Brøndby. En overbevisende indsats, der peger i den helt rigtige retning. Om ikke andet kan det overvejes at hive cabrioléten ned fra blokkene og sætte den på hjul.

Uden den helt store medieopmærksomhed er det lykkedes klubben at præsentere et oplæg til Coca Cola-tribunens fremtid. Tilsyneladende har ledelsen lært af tidligere politiske fiaskoer omkring Cirkusbygningen og multihalsforslaget ved Parken i samspillet med kommunen, for helt ukarakteristisk er forslaget ikke ledsaget af bombastiske mediefanfarer, tudefjæs eller verbale overfald på Borgerrepræsentationens medlemmer. Tværtimod indgår forslaget i en større pakke for området omkring Parken, en plan der har været mærkværdigt længe undervejs for denne sidste østberlinske forpost i det nyradikale akademikerparadis. Personligt så jeg gerne kommunen gå til biddet med større ambitioner, for reelt er den gamle tennishal, skøjtehallen, Idrætshuset og Østerbro Stadion et areal, der kunne udnyttes langt bedre til idræt og fritidsaktiviteter, end det bliver i dag. Befolkningsgrundlaget i området er enormt. En atletikhal i den gamle tennishal eller hvor de udendørs tennisbaner ligger i dag som kommunens indspark, forekommer mig en anelse småt tænkt i forhold til potentialet. Reelt er der plads til en slags DGI-by for viderekomne, hvor old school sportsgrene møder det moderne bymenneskes behov for brunch og fuldmåneyoga udenfor det traditionelle foreningsliv. Jeg tør godt sige det, som det er: Tiden er løbet fra Østerbro Stadion og Idrætshuset. Læg det gamle fascistarkitektoniske lort ned og giv bydelens borgere det rekreative rum, der er brug for. Op i røven med 7-kamp som folkeidræt. Sorry, Sparta.

De fleste vil nok mene, at en nedrivning af den gamle Coca Cola-tribune og bygningen af en ny er et relativt ukontroversielt forslag. Heck, selv tilhængere af SBU’s flagskib har i årevis ment, at tribunen var en tand for urbant indrettet uden hensyntagen til deres sofistikerede forstadsæstetik, og fanskaren har højlydt krævet lavtskyllende klosetter på toiletterne til gengæld for at ophøre med den rituelle afbrænding af sæder og de racistiske mishagsytringer, der har bidt sig fast i dele af fanskaren derude. Det slagsmål, der alligevel er lagt op til, kommer nok især til at stå omkring Parkens ønske om at udvide arrangementtilladelsen til 75 arrangementer om året. Som Østerbroborger – i mindre grad som FCK-fan - har jeg altid fundet klagesangen fra Parkens naboer aldeles henrivende. Bannerfører for hadet til Parken er den monomane Keld Lykke, der ellers er mest kendt som tidligere og falleret formand for Østerbro Bydelsråd, og som i sit villige hoforgan, Østerbro Bladet, pumper bandbuller ud om de ægyptiske plager i Parkens nærområde. Samme avis vælger ellers helt at ignorere FCK’s eksistens, når det gælder den lokale sport, men foretrækker at rapportere eksklusivt for de cirka 400 mennesker, der i alt frekventerer B93’s og Skjolds hjemmekampe på årsbasis. Ikke at der af den grund har været synderlig fokus på de sorte penge i Skjold eller den skandaløse vedligeholdelsesstandard af den kommunalejede skøjtehal, Idrætshuset eller Østerbro Stadion.

Forsøgene med bydelsrådene endte som bekendt med en rungende fiasko for tankerne om københavnsk nærdemokrati. Nok kan hele skylden for det mislykkede forsøg ikke lægges på den støjplagede Kelds skuldre alene, men det er nok ikke for meget sagt, at der rådede gedigent og særdeles offentligt kaos i afdeling 2100 under Kelds lederskab. Direktører kom og gik, bydelsrådet kunne ikke samarbejde og slet ikke med Keld, der som funktion af al balladen måtte forlade sit parti, SF. Et ellers ret frimodigt parti, der i Villy Søvndahl har en favorit til den ledige formandspost. Samme Villy, der i 2003 stillede følgende bevidsthedsudvidende spørgsmål til statsministeren i Folketinget: ”Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?”

Men på trods af formandskandidat Villys hallucinogent paranoide virkelighedsopfattelse, så var SF alligevel for smalt et parti til at rumme Keld Lykkes ego, og det siger måske et og andet. Nu er det ikke sådan at egocentrisme og social dysfunktionalitet er diskvalificerende i forhold til at have en mening om støjen fra Parken. Selvfølgelig skal der tages de relevante hensyn til naboerne, og det kan helt sikkert diskuteres, om Parken har optrådt tilstrækkeligt diplomatisk og aktivt i rollen som kontroversiel nabo. Men er det et helvede at være nabo til Parken? Som nabo til et populært gå-i-byen-sted på Østerbro kan jeg tale med om, hvad ægte støjgener er. Umiddelbart er det sådan, at under min altan er der gang i gaden 3 ud af ugens 7 dage med tyngdepunktet liggende mellem klokken 2 og 4 om morgen. Horder af liderlige han-bonoboer, der grelt har skuet et Karthago uden fisse og råber deres afmagt ud i bynatten. Par i tårevædede opbrudsskænderier. Flasker, der smadres, slagsmål og opkast. Men jeg klager ikke (til andre end jer). Jeg forstår, at byen har brug for sine vandhuller. Jeg ville selvfølgelig ønske, at de lå under din altan, det indrømmer jeg.

Ved Parken ophører støjen senest klokken 1 – og det er immervæk kun ved de 4-5 store rockkoncerter om sommeren og en enkelt fodboldkamp eller to, at det sker. Mindst 350 dage om året er der ro omkring Parken efter klokken 22. Umiddelbart rent Nirvana set fra mit bord og ikke mindst seng. Oveni har rulletaget i nyere tid medført en markant reduktion af selve støjniveauet fra Parken, også når taget ikke er rullet på. B93’s boldbaner, hvor jeg selv løb rundt og smadrede bolde ind til Brumleby som barn forsvandt i 1986, så støjniveauet til hverdag er nærmest ikke-eksisterende bortset fra trafikstøjen fra Øster Allé. Faktisk afslører dels priserne på de små byggeforeningshuse i Olufsgade og dels ventelisten til det generøst renoverede Brumleby på skatteydernes delvise regning, at vi reelt taler om, at Parkens naboer bor på nogle af Københavns mest attraktive adresser. Helt bizart bliver det, når naboskabet til Københavns store lunge, Fælledparken, udlægges som en bidragende rædsel til problemet med henvisning til det forbaskede liv, som parken indbyder til. Det taler til forståelse af de kommunale beslutningsprocesser, at den række af bedsteborgerlige velhavere, der har haft kontakterne eller pengene til at skaffe sig en bopæl i området, tiltrækker sig så markant opmærksomhed, når de klynker fra citrontræet. Nu kan jeg kun tale for mig selv, men min reaktion...

…indadtil er, at jeg må skoggerle! Hvis Keld Lykke er socialist, så forestiller jeg mig, at han i den internationale solidaritets bedste ånd realiserer den enorme kapitalistiske, arbejdsfri tilvækst, han har oplevet i sin boligs friværdi de seneste 15 år og forærer den væk til et kooperativt bambussavværk i Nepal. Nå, ikke? Jeg ser ironien i, at endestationen for den generation af helt igennem ynkelige venstrefløjspolitikere, der tabte ad helvede til og vandt til sig selv – skidt - er et lille privatkapitalistisk paradis bag en stadig højere ligusterhæk i en have, der er plantet til med selvtilstrækkelighedens og småborgerlighedens fauna.

…på den slags protester er et stille håb om, at besindige borgerrepræsentationsmedlemmer opdager, at der findes kvarterer i byen, der reelt fortjener noget mere opmærksomhed end kystbanesocialismens sydlige forposter, når en kreativ, ekspanderende og endda CO2-neutral virksomhed for egne penge søger at udvide sine aktiviteter til byens samlede bedste. Det behøver jeg slet ikke trække i FCK-trøjen for at mene, men i en københavnsk virkelighed, der dækker Mjølnerparken, Nordvest og Sydhavnen, så undrer det mig reelt, at den slags småtterier skal fylde så meget i den politiske debat.

Du ser, at Holmse eyeballer mig og har kæden i munden. Drik ud og lad mig opfylde de sidste af aftenens kontraktlige forpligtelser!

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:
J.J. Cale: 'Cocaine'
Jeg blev overrasket, da jeg hørte Cales originale version af denne gamle klassiker, der mest er kendt i Eric Claptons cover-version. Grundstenen i begge udgaver er selvfølgelig det velkendte rytme-riff, men Cales version er både skævere – helt i overensstemmelse med sangens tema – og domineres af et guitarlead, der stinker af tilbagelænet funk, der klæder sangen meget bedre end Claptons evindelige white man’s blues-trip. Hverken Cale eller Clapton kan selvfølgelig synge, men der er langt mere dynamik i Cales tørre tekst-recitation som kontrapunkt til melodiens funky drive end i Claptons snøvlede baryton.

Ugens album:
The Temptations: "Anthology" (1995)
Stadig det eneste drenge/mande-band, der har sat standarden, alle de andre vanskeligt kan leve op til. Vores opfattelse af Motown-musik fra 50’erne og op til 70’erne er malet over af så mange lag coverfernis og år med slap, ligegyldig og overproduceret soul, at den rå gnist hos pionererne fortaber sig. Giv originalindspilningerne en chance, når de andre bartenderes Manchesterlyd bliver for meget, og tågen sænker sig over byen.