For fanden da! Så står man her igen og smider om sig med brovtende drinks og eksotisk bryg. Tag nu denne fustage, som ankom igår. 30 liter Kronenbourg, nej undskyld mig, 30 liter af 1664 de Kronenbourg, jamen ret skal være ret og korrekt lige så. Jeg havde et fandens hyr med at få spændt hanen ordentlig på i eftermiddags, men nu flyder de importerede dråber fra Alsace som liflige livssafter og beriger ganer og hager derude. Det samme kan siges om den ladning cider, som jeg i al hemmelighed fik bugseret ind ad bagdøren mandag morgen. Omend jeg måtte være mere diskret. Cideren har fremkaldt lidt uro på de indre linier herinde over weekenden. En af mine kære kolleger brølede meget højt, da han så fakturaen sidde på tavlen. Jeg skal undlade at nævne navnet her, det vil blot blive skabe yderligere turbulens senere i baglokalet. Det er åbenbart blevet en temmelig følelsesmæssig sag for nogle og folk i ubalance kan nemt finde på mærkelige ting, så jeg fik hurtigt cider-kassen smidt inden for og anbragt i et lille aflukke, hvor kun jeg har nøglen til. Så der står den godt og køligt, mens dåserne forsvinder stille og roligt og sedlerne knitrer i pengekassen her.

Hvor der er efterspørgsel er der salg. Sådan er det også her i BULEN. Vi kan - af tekniske årsager - være lidt diskrete nogle gange, men du siger bare til! Du trænger til en let forfriskende æblemost med 5,3 % alkohol og en blid smag af engelsk pub. Det er intet problem. Jeg fikser en dåse mere fra aflukket ude bagved til ganske favorable priser. Det er den fineste Strongbow!

Både 1664 de Kronenbourg og Strongbow er selvfølgelig også meget direkte aflejringer fra den tur som tre af os bartendere havde til London sammen med et par af de faste sutter hernede, skolelæreren og filosoffen, for godt halvanden uge siden. En efterhånden fasttømret tradition der er blevet lige så gammel som selve BULEN her. Hvert andet år tager vi til London og ser en Spurs-kamp - og akkurat denne gang blev så tredje gang. Retfærdigvis må det siges, at vi desværre glippede på Tottenham det første år og måtte nøjes med urtriste Arsenal. Men siden har ritualet lejret sig fast. Afsted i februar, samme hotel i Bayswater, samme skolelærer der smækker sig ude fra hotelværelset straks ved ankomsten, hvis han da ikke har forsøgt at afbestille værelserne hjemmefra med sine internetfumlerier, samme råben og skrigen og vandren efter steakhouses som findes i 4 år gamle turistguider, men aldrig omkring Notting Hill Gate, samme antal pints og druk, samme curryhouse, Khan's på Westbourne Grove, og altså - en fast tur til Tottenham og White Hart Lane. Altsammen er det blevet mejslet som grundlæggende ingredienser i en god tur. Nøjagtig som det sikkert vil gentage sig om to år.

Jaja! For to år siden oplevede vi en skuffende 1-1 mod Fulham. Denne gang fik vi en noget mere fyrig FA Cup-omkamp mod de gamle tipslørdag-darlings fra West Bromwich Albion, som Spurs efter en noget bundskrabende begyndelse efterhånden fik kørt fint over med en 3-1 sejr via to fremragende Jermaine Defoe-scoringer i anden halvleg. Det gav selvfølgelig en særlig fornøjelse for både filosoffen og undertegnede, der begge er svorne Spurs-tilhængere fra fødslen. Men vores tre rejsefæller hyggede sig også gevaldigt og forsikrede om, at de allerede glæder sig til et gensyn med White Hart Lane om to år, hvor Frank Arnesens talent-revolution vil være slået endnu mere igennem. Det kan så måske blive mod Chelsea, som - uanset hvordan man vender eller drejer den - er øjeblikkets mandskab derovre. Det ligner et mesterskab allerede, og lad os bare sige, at forandring fryder, for det gør den bestemt også i Premiership. Der har stået skrevet Arsenal eller Manchester United alt for længe over alt i engelsk fodbold.

Og hvis man betænker at Chelsea er nogenlunde lige så selektive med deres titler som Spurs altid har været, så vil en titel i år formodentlig blot betyde nye 50 års arbejde mod næste mesterskabstitel, hvilket nemt kan indbefatte et pengeforbrug på spillere og trænere der modsvarer det samlet amerikanske militærbudget over samme periode. På den måde er det ganske vel undt. Vi andre må så leve med jævnlige klynkerier om at dommerne åbenbart fører intime og mistænkelige samtaler i pausen med alle andre trænere end deres egen Mourinho, når Chelsea spiller sine kampe. Men det går nok.

Jojo, mand! Fald nu ned, jeg løber ikke om hjørner med nogle! Holmstrøm har vi ikke set hernede i over en uge, og bestyrelsesformand Østergaard gør sig i disse tider mest som ballonsælger for TV3 - eller hvem der nu gider at stille et kamerahold an. Næ, jeg soler mig blot i de halvbeskidte glas, der alligevel aldrig bliver rene uanset hvor meget de vaskes og tørres. Manuelt eller mekanisk.

Men vi skal selvfølgelig tale aftenens kamp. Aftenens kongelige træningsbrag mellem København og Gøteborg. Der er nemlig sket det interessante at turneringen er blevet interessant! Har jeg ret eller har jeg ret? Sejren i sidste uge ude i Brøndby skabte et lille paradigmeskift i forhold til Royal League - og sejren i aften over Gøteborg bidrog en lille sjat mere. Vi er sandelig på vej til at vinde det skandinaviske svar på Champions League. Denne gang har vi ikke bare præsteret det unikke at kvalificere os til gruppespillet. Vi har fandeme vundet det. Hvilket er en ganske fantastisk og ny følelse oven på et helt igennem jammerligt efterår.

Okay, det lød måske mere spydigt end det var ment. Men uanset hvordan man vender og drejer Royal-begrebet, bliver det en lånt titel for noget der i bund og grund ikke er andet end en træningsturnering. Det har vi allerede harcelleret pænt meget i over vinteren hernede. Selve opstarten her i februar hos de to andre skandinaviske deltagerlande med indendørskampe og kampe der er blevet flyttet flere hundrede kilometre for at opdrive en egnet kunststofbane, har ikke ligefrem valideret turneringen yderligere. Tværtimod. Alligevel må man dog også sige, at kvalitetsmæssigt har de kampe som jeg har set, og det er primært de københavnske, været et par niveauer over de normale vinterseancer, uanset om vi taler Peter Bangs Vej, Birkerød, eller Top Danmark-hallen. De to opgør mod Brøndby har begge været i almindelig superliga-standard, i intensitet og spil, og aftenens kamp mod IFK Gøteborg ringede ind i samme område.

Jeg var ikke i Parken her til aften, men betjente i nærmest ensom majestæt BULEN og dens haner, og overlod den vederlagsfri underholdning til storskærmen ovre i hjørnet. Og den gjorde det ganske godt. Det må man sige. Den gjorde det endda hæderligt. Vi fik en god kamp på et pænt niveau og med masser af intensitet. Træningskamp eller ej!  En af målsætningerne med turneringen har vel været at højne vores normale vinterniveau, og det synes jeg er sket. Der har i mange af kampene lugtet lidt af en reel turnering, også omkring publikumsinteresse, og det gjorde der allerede i efterårsopstarten. At turneringen så kunne blive meget bedre uden deltagelse fra ekstreme lokaliteter som Tromsø og med generelt bedre banepleje hos vores nabolande, hersker der heller ingen tvivl om. Men al begyndelse er vel svær, og elementer af den irrationelle og sportslige lunefuldhed som Tromsø-tilfældet kan takseres til, kan også blive en del af charmen. På sigt. Og som første spæde forsøg og et lille spadestik mod noget større og måske en fælles skandinavisk turnering, der en dag kunne få en regulær sportslig relevans i forhold til noget europæisk, vil jeg stadig give turneringen et godkendt stempel. Og endda lidt mere. Vores egen hæderlige fremfærd, kontra vestegnens, er nemlig den personlige curry.     

For fanden da! Vi skal tilbage til aftenens kamp. For Elrio var fantastisk, mand! Han falder jo ikke en skid igennem mere som den lille klejne sydafrikaner, der engang nærmest snublede når han løb over sidelinien på Frederiksberg Stadion til en danmarksseriekamp. Han dribler og snor sig og agerer bande med sin boldkontrol og hjerne. Vi så det i december mod Brøndby og igen i aften mod den granvoksne og ganske fysiske gøteborgske defensiv. Endnu en stor kamp af den lille mand på højre midtbane. Han fortjener meget større tillid end han hidtil har fået fra træner Backe. Manden griber den jo hver gang, der blot er en lille luns til overs. På modsat flanke blomstrede Bergvold lige så imponerende. Et flot mål og mængder af flotte gennembrud, der næsten måtte generere en udvisning. Det var egentlig ikke fordi man hverken savnede Hoseth eller Silberbauer i dagens startformation.

Det som man kunne savne var en smule mere skarphed i pasning og driblinger fra angriberne - og primært mere autoritet i forsvaret. I momenter sejlede det og antydede noget næsten efterårsagtigt igen. Bo virker bare ikke markant nok i sit spil. Rollen som dirigenten bør være hans, men han udfylder den stadig ikke overbevisende nok. Træd i karakter, mand, eller smid det skide anførerbind, hvis det er så belastende! Den sidste vigtige autoritet skal hverken komme fra en flagrende Lars Jakobsen, en yngre Thomassen eller en boldsvag PC. Det er selve kaptajnen vi påkalder her!    

Men overordnet set kan man vel kun være godt tilfreds med kampen mod IFK Gøteborg. Træningskamp eller ej. Royal League eller ej. Betydning eller ej. Vi sparede et par formodede stamspillere, de var i skarpeste formation, men det var os der ville noget, det var os der kunne det meste, mens de mest bare organiserede sig og forsøgte at destruere og håbede på dødbolde og de allerede verdenskendte - Gorica-Guernica-Gøteborg - københavnske fejl. Den gik bare ikke i aften.

Hvordan det hele så går, når det bliver alvor - rigtig alvor - det må afvente. Det er også her at næste fase i Royal League-bedømmelsen kommer ind. Gør den os bedre til det vi egentlig vil? I københavnsk kontekst betyder det, begynder vi at vinde flere kampe end i efteråret, når alvoren i den hjemlige turnering går i gang. Og hvis vi gør, kan vi så bruge de flere sejre til noget interessant og større? Det er fint nok at møde skandinaviske hold, det giver immervæk lidt afveksling i de tunge tider med nye modstandere, men det er stadig hele Europa som er målet. Det er her det rigtige regnskab gøres op, og det primære ønske er stadig en markering der er væsentlig stærkere end fx. Maltas på samme europæiske fodboldkort. For det var den egentlig ikke i efteråret.

Næ fandeme! Alligevel står man her stadig og har stået hele aftenen. Fra de tomme TV-timer hvor intimiteten mellem bar og bartender var i højsædet, man var alene med Dan Sørensen og Morten Bruun, under storskærmen og fanget i kampens skær, til det store ryk-ind af veltilfredse og velkendte ansigter, der har haft en bidende kold aften i Parken. Man er selvfølgelig klar, man giver venner hånd og man ønsker tillykke, selv en fuld svensker eller to bliver der nemt overskud til. Helan-går og heia GAIS! Eller noget i den stil. Jeg har i øvrigt altid haft en svaghed for GAIS-trøjerne. Grønne og sorte striber. Med hvide bukser og strømper. Der er lidt italiensk ekstravagance over det antræk - Milano Copycat. GAIS og IFK er vist arvefjender i Gøteborg. 

Men det var et sidespring. Royalt inspireret, kan man sige. Det var alvoren, den rigtige, vi kom fra. Der er lige en sidste hjertesag, der dunker. Jeg ved ikke hvor mange der egentlig har bemærket det, men der er faktisk stor sandsynlighed for at de nedre dele af Danmarksturneringen, altså divisionerne, omlægges og ændres. Der er fremlagt et forslag på DBU's årsmøde, der afvikles i de kommende dage, der også rummer et par nye perspektiver for klubber som FC København. For det første kan 2. division blive opdelt geografisk i to divisioner med enten 14 eller 16 hold i hver. De bliver samtidig åbnet for andethold. Danmarksserien behøver ikke længere at endestationen for FCK U21. Dette forslag er kædet med et andet om at de store klubber træder tidligere ind i pokalturneringen. I henholdsvis 2. og 3. runde, modsat nu hvor det først sker i 4. og 5. runde. Begge dele lyder meget fornuftige, i mine ører, og sammen bliver det næsten sød musik. Særligt sidstnævnte kan blive et prisværdigt skridt til at sparke liv i en hendøende pokalturnering og gøre den lidt mere "engelsk" og betydelig sjovere ved at åbne for flere kampe mellem små og store klubber.

Hermed sendes et fromt ønske til DBU og andre, vi håber det bedste, og lukker BULEN for natten!

 Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:
Bruce Springsteen: 'The Ghost of Tom Joad' (1995)
Der barsles derude og den 26. april skal vi til det igen. Et nyt Springsteen-album. Rygterne har spundet siden nytår og i sidste uge kom den officielle bekræftelse. Album-titlen bliver Devils & Dust og vi kan forvente 12 (måske 13, der snakkes om et ekstra nummer) halv eller helakustiske numre. Uden E Street Band. Det bliver bossens mundtøj og strengeleg der vil drive et værk, der dufter mod egne forbilleder som Nebraska, The Ghost of Tom Joad, og Tunnel of Love. Det bliver fandeme spændende. Samtidig er der varslet den obligatoriske tour som opfølgning. Denne gang med fokus på intimitet og de mindre spillesteder. For helvede da! Jeg smider lige det vidunderlige titelnummer fra Joad-skiven på! Vi er nogle der allerede gør klar til et par dages teltlejr for billetter!  

Ugens album:
Gang of Four: "Entertainment" (1979)
Vi foretager et styrtdyk i historien til verdens første (og formodentlig eneste!) marxistiske punk-funk band, som Uncut Magazine benævner dem i sit marts-nummer. De kom fra Leeds og var nærmeste ukendte i sin samtid og forblev det i det meste af eftertiden. Indtil akkurat disse første måneder af 2005. For halvanden uge siden fremstod de som Londons hotteste revival - bandet der var alle vegne i tekst og lyd. Forklaringen er den simple at unge trend-bands som Franz Ferdinand står i en betydelig gæld til netop Gang of Four og deres ca. 25 år gamle punk-funk yorkshire-style. Intet mindre. Det er der bare ingen i den engelske musikpresse, der har opdaget før nu. Og jo, jeg kunne faktisk godt huske dem - men mest af navn. Og ja da, de er faktisk skide gode!