Nej, nej og atter NEJ! For fanden da. Det kan godt være du var her for fjorten dage siden og fik kollega Saxo til at servere cider for dig ud af den hemmelige kasse i aflukket i baglokalet. Men du kan ikke få serveret sligt af mig.

Faktisk har jeg været nødt til at sætte et opslag på døren til baglokalet, dvs. når den nye dør kommer ... hmm, ja det vender jeg lige tilbage til. Opslaget til gengæld, det er BULENs "Æblemostreglement". Det har så ikke en kæft at gøre med John Irvings Dickens-light udgivelse The Cider House Rules, eller hans filmmanuskript til Lasse Hallstrøms sødsuppekog over samme. Det er en anderledes kontant påmindelse til kollegerne om, at dette er et Spruthus, og der bør findes en nedre anstændighedsgrænse for, hvad man kan lange over disken.

Bevares, cideren indeholder mere alkohol end en gennemsnitsbajer, men det er ganske enkelt nødvendigt for at neutralisere de store mængder af syre i frugtdrikken, der omvendt i sin tur ophæver alkoholens behagelige virkning. Og så er vi tilbage ved regulær bøvsevand. Jamen, bevares igen. Jeg drak da også æblemost som barn, og nød det. Det var jo ligefrem også den ideelle sodavand til at drikke om kap med naive fjolser på citronvand og cola, al den stund æblemosten - Rynkebys naturligvis - ikke indeholder kulsyre, og den derfor snildt kunne bundes i en eller to mundfulde.

Og det er skam heller ikke fordi, der er noget odiøst i at bælle cider eller kirsebærvin eller madsherry, bare du gør det hjemme. Jeg mener, hvorfor fanden gå på værtshus for at drikke sodavand. Du går jo heller ikke på stripklub for at høre musik, vel. Derfor ormede jeg mig også frygteligt på de Londonske pubber i sidste måned, når det var min omgang og en eller flere af rejsekammeraterne blandt såkaldte kolleger og værtshusstamgæster bad om en Strongbow, og jeg i skam måtte hviske bestillingen til barmanden, som oftest replicerede med et "Sorry gov', what did you want?" Mere ormen og en idé om at den slags bestillinger burde afgives skriftligt, på et diskret stykke papir som ved et bankrøveri. Og så bestille en dobbelt vodka til glasset med æblesaft.

Formentlig har du nu fattet, at du ikke kan købe cider her i aften. Til gengæld har vi stadig mere Carling tilbage, og vi har også frisk Påskebryg fra fad. En sikker vinder.

Af en eller anden grund forbinder jeg mest æblemost med sol og sommer, og ifølge kalenderen skulle vi da være nærmere sommeren end den næste vinter, om end foråret synes at skulle gennem en ubehagelig byge af kolde og snebefængte ændringsforslag for at blive vedtaget. Nattefrosten er endnu så stædig, at man ikke skal bevæge sig mange kilometer udenfor for Københavns/Storkøbenhavns perimeter ad motor- og hovedveje for at konstatere, at markerne - som udgør 90% af dette lands "natur" - stadig er dækket af hvide dyner, så man skulle tro, man kørte med hundespand udover den grønlandske indlandsis.

Men foråret starter altså i weekenden, fodboldforåret that is. Umiddelbart lyder det dog som om på søndag også kommer til at handle om mange små hop på stedet på Nedre C for at give lidt blodomløb i den indre radiator, selvom vi gennem fire royale træningskampe og en pokalkvartfinale som februar/marts optakt da skulle være hærdede. Okay, Brøndbyerne-kampen "derude" gad jeg ikke (nappede jeg på den lune sofa), og Tromsø i Parken var jeg lovligt forhindret i, men jeg har da hørt, at det var Royal Greenland koldt til de kampe også. Tromsø-kampen så da også kold ud fra Famous Three Kings pubben i London-Kensington, hvor vi svælgende i øl og 3-4 samtidige fodboldkampe (deriblandt FCK-Tromsø) og en rugbykamp sagtens kunne holde varmen. 

Göteborg-kampen i Parken var til gengæld en pænt kølig oplevelse sent en torsdag aften i en dybfrossen by. Selvom der så var rullet tag på præcis en uge efter - i torsdags - på det internationale kamptidspunkt (på nær 10 minutter) 20:35, oplevede jeg det som mindst lige så koldt til Rosenborg-kampen. Det føltes som at stå i verdens største kummefryser. Noget behageligere var det trods alt i søndags til pokalkvarten mod Øens Hold, hvor taget var blevet på, og den megen martssol havde skabt en slags drivhuseffekt under låget, som det tre timer tidligere afviklingstidspunkt - stadig dagslys ved kick-off - også kunne drage nytte af. 

På søndag (og næste søndag) får vi så en idé om, hvorvidt vinterøvelserne i Royal League har givet os et fysisk, tempo- og boldmæssigt forspring i forhold til FC Midtjylland (og Randers), som har haft en mere traditionel forberedelse til foråret.

Den royale træningsturnering kommer qua puljesejren til at give os mindst fire yderligere - kun tre tilbage, nu - kampe mod 2xRosenborg og 2xMalmö, som så også vil praje om, hvorvidt idéen er mere langtidsholdbar, nu hvor RL går en i sin afgørende fase med kampe, hvor de norske, de svenske og det danske hold bør være i bedre turneringsform, og kamparenaerne er udendørs med fodboldegnede baner, alle steder. Måske det så også - sammenholdt med mildere vejr - vil bringe lidt flere tilskuere på lægterne. 

For tilskuertilstrømningen hidtil må ubetinget siges at have været en skuffelse. Kun middelmådige ca. 5.500 tilskuere i snit pr. kamp til Nordens creme de la creme udi fodbold. Til sammenligning så ca. 8.000 tilskuere i gennemsnit superligakampene i efteråret, og de to arvefjendeopgør mellem København og Brøndbyerne trak - både i Parken og på Brøndby Stadion - da også kun ca. det halve af, hvad der plejer at dukke op til ligakampene. De royale fanatikere vil straks forsvare det ringe fremmøde med årstiden og kulden. Men udover at planlæggerne i deres uendelige visdom nok burde have tænkt på det noget før - sammenholdt med de mange kampflytninger til indendørs- og kunststofbaner - så har seerne hjemme i de varme stuer altså heller ikke rigtig gidet. Ikke i forhold til de nationale ligaer. Så indtil der for alvor i det mindste bliver noget at spille om - læs: en eller flere Europa Cup pladser - så rangerer turneringen i min bevidsthed på et niveau mellem Ørestad Cup og invitationsturneringer à la King's Cup, som klubben vandt i 1994. 

Der er selvfølgelig plads til forbedringer, og de vil komme til sommer. Jeg så da gerne turneringen få officielt præg, og ikke sideløbende med de nationale turneringer, men helt eller delvist i stedet for. Det vil uden tvivl højne niveauet ikke mindst med henblik på internationale kampe, hvilket må være en af de sportslige lærer især danske hold indtil nu må drage af Royal League, træning eller ej. De mere lokale evalueringer af turneringen kommer herhjemme nemlig også til at tage det - synes jeg - penible aspekt med i kalkulen, at kun ét hold fra superligaen var i stand til at gå videre. De norske og svenske hold scorede resp. 39 og 31 points (af max. opnåeligt 66 p. pr. nation), mens de danske fik 30. Norge og Sverige fik hhv. 3 og 2 hold blandt de sidste seks. Danmark fik ... København.

Vi skal altså lige huske, at alle tre indledende runder før jul blev afviklet efter Tippeligaen og Allsvenskan var slut - de danske hold burde være skarpere og i klart bedre kampform - mens de sidste tre puljerunder i februar faldt på et tidspunkt, hvor de danske hold havde en måned kortere til sæsonstart end de norske/svenske, som først nu skal til at skærpe, finjustere og optimere det spillemæssige med henblik på forårsstart i april. Ikke nogen flatterende mellemregning for den danske superliga. Et par ord som disciplin og kynisme går igen, når det pauvre, danske udkomme skal forklares. Knap så besynderligt med tanke på, at dette også martrer de danske hold i forsøget på at komme bare én runde videre i de rigtige europæiske turneringer.

Der er således stadig meget at lære i den hjemlige liga, som nu endelig skal i gang igen. Endelig kan man vel godt tillade sig at sige, selvom vinterafbrækket rent København-fodboldkampmæssigt er blevet seks (fem indledende og en mellemrunde) RL-kampe og en pokalkamp kortere end normalt. Det er trods alt ligaen og mesterskabskampen, der er det vigtigste. Endelig kan også stadig siges, selvom netop mesterskabskampen for Københavns vedkommende ikke længere er noget tema i sæsonen 2004/2005.

Kigger vi tilbage på efteråret fik man allerede indikationen af, hvor det bar hen ad i denne sæson - på den hjemlige front - med det svært pinlige nederlag til duksen, Brøndbyerne, 19. september, hvor ingen kunne have beklaget sig det fjerneste, hvis der havde stået 0-6 i stedet for 1-3 på Parkens storskærme efter kampen. 

Fra indikation til reel udmeldelse af mesterskabskampen gik København så i en fantastisk skidt periode fra 17. oktober til 7. november, hvor København blot hentede 4 points i fem kampe. Vel at mærke 2½-3 måneder efter Guernica. Det famøse 1-4 nederlag hos oprykkerne i Silkeborg og den efterfølgende nul-nullert hjemme mod Viborg sendte os fra 5 points efter førstepladsen til pludselig at være det dobbelte antal fra duksen. Periodens eneste sejr, overtidsmiraklet i Farum, holdt afstanden til Brøndbyerne status quo, hvorefter vi så bommede igen - 0-2 i Midtjylland i den pga. strejken udsatte femterundekamp og fire dage senere hjemme 2-3 mod AGF - og tabte yderligere 4 points i forhold til guldet. 14 points hed forskellen d. 7 november og det skulle lykkes os at smide yderligere 2 points til toppen inden vinterpausen tre uger senere.

Selvom vi skulle erobre sølvet til juni, og vi dermed kan se tilbage på fem sæsoner med tre guld og to sølv - hvilket reelt set er helt godkendt og trods alt lever helt op til Københavns topholdsambitioner - så vil de fakta om en del år dække over, at vi i '04/'05 trods sølv reelt ikke var i nærheden af mesterskabet og kun var med i kampen den første tredjedel af turneringen. En andenplads smager lidt dårligere, hvis den er det højest opnåelige. Ærgrelsen over at blive slået på stregen opvejes efter lidt bearbejdningstid jo ofte af tilfredshed med at have været med i ræset til det sidste.

For København kan det derfor efter mine bedste begreber ikke være tilfredsstillende at være 16 points efter førerholdet ved forårsstarten, hvor knapt halvdelen af sæsonen stadig er tilbage. Derfor undrer det mig overordentligt, at der intet er sket på spillerfronten - udover et par udlejede spillere og en lille håndfuld forfremmede talenter fra egne rækker på seniorkontrakt - eller i trænerstaben. Jeg nægter at tro, at bestyrelsen har været begejstret for efteråret - ellers ... MINUS SEKSTEN POINTS, HALLO! - og som turneringsstrukturen med lang vinterpause midt i sæsonen og kort sommerpause mellem sæsonerne er skruet sammen, findes der vel ikke bedre tidspunkt til omstrukturering og regruppering i en dansk fodboldklub end netop vinterpausen. Men intet er sket! Gad vide om Parken Sport & Entertainment har valgt at stemple hele efteråret som et endeløst sammenfald af uheldige omstændigheder? Sådan så det just ikke ud på banen i min optik!

Sølvmedaljerne skal vi derfor bestemt heller ikke tage for givet, selvom det - med ligaens kvalitet og hold fra 2-12 kontra Københavns budget og trup in mente - vil tendere det småskandaløse, hvis vi må lade os nøje med mindre. København er p.t. kun femte, og der er immervæk 6 points op til FC Midtjylland på andenpladsen, hvorfor det allerede i forårspremieren på søndag i grunden handler om en slags skæbnekamp. Skulle vi, selvom vi burde være betydeligt skarpere, floppe kosmisk mod FCM og kl. lidt i 17 være ni points efter andenpladsen, så bliver det et meget langt forår. Lad mig lige minde om, at der skal en sølvmedalje eller et forsvar af pokalturneringen til for at sende FC København ud at spille europæisk til efteråret. Altså udover Royal League, og eventuel sejr i RL giver kun kejserens skæg og lidt småmønt, ingen euro-plads.

Maltaligaen starter måske allerede lørdag, måske fordi der stadig er tvivl, om Viborg-AGF kan afvikles. Man har jo allerede aflyst i både Randers og Silkeborg, sjovt nok uden at det får konsekvenser for klubberne, at de ikke har varme i banerne. Det bliver rart den dag, der stilles krav til stadionfaciliteter, inden en klub kan godkendes til oprykning. Som i Skotland f.eks., hvor flere hold de senere år har oplevet at vinde næstbedste række, blot for at få beskeden fra forbundet: "Stadion ikke godt nok, om igen".

Samtidig får Maltaligaen - de kampe der spilles - en lidt utaknemmelig start ovenpå en uge med forrygende Champions League fodbold. CL-kontingentet blev reduceret fra 16 til 8 hold - okay, det sidste hold findes først næste onsdag i Milano - og store klubber og store nationer er i gang med at slikke sårene og gøre status. Spanien må synes hårdest ramt. Ingen hold tilbage blandt de sidste otte, og allerede i gruppespillet røg Valencia og Deportivo (ydmygende sidst uden at score ét eneste mål) ud af turneringen, mens de traditionelt mægtige Real Madrid (desværre, men fortjent, de er bare ikke bedre for tiden) og Barcelona måtte strække våben i første knockout runde.

Det var også de i det nye årtusinde store fra England, der måtte takke af allerede nu. Eurofobe Arsenal og ikke længere så uovervindelige Man. United må sande, at exit'en fra Champions League synes ligefrem proportional med den afstand, de p.t. er sat i den hjemlige liga. Premier League kan dog stadig bryste sig af to hold videre til kvartfinalerne, og England var da også bedste nation fra gruppespillet med alle hold videre (fire af fire). Tyskland fik også 100% udbytte i de indledende runder, dog kun tre af tre. Til gengæld forsvandt to af dem som de på papiret ringeste mandskaber fra ottendedelsfinalerne. 2002-finalisterne fra Leverkusen var chanceløse mod Liverpool, og Werder Bremen fik gjort Bundesligaen helt til grin ved at tabe samlet 2-10 til Olympique Lyon. Godt nok kom man bagud 0-1 i returen i Frankrig allerede efter 8 minutter ovenpå 0-3 hjemme, men derfra og til at blive kørt af brættet med 2-7 er der et flovt stykke vej. Eller er Lyon bare så gode?

Italien står som bedste nation inden kvartfinalerne, i hvert fald hvis de får Inter med videre, og med 1-1 før hjemmekampen mod Porto, ligner det fordel Nerrazzurri. Dermed vil Italien have tre hold videre - med rent bord i ottendedelen - og fortsat kun have mistet Roma, der floppede totalt i gruppespillet. Milan og Juventus ligner da også et par gode bud på en endelig vinder, ja sågar måske endda en gentagelse af 2003-finalen, hvis lodtrækningen til kvart- (og semi-) finaler flasker sig for dem på næste fredag.

De var begge involverede i taktisk sublimt gennemførte kampe på meget høje niveauer, ikke mindst i returopgørene, hvor man også fik set Serie A's to i særklasse enerådende mandskaber på klassisk italiensk vis få de resultater, de skulle bruge. Torsdag aften skulle Juventus score mindst et mål mod Real Madrid for at gå videre og samtidig hindre Madrid i at score. Med en kontrolleret men alligevel i sidste ende uimodståelig offensiv udførte Fabio Capellos tropper opgaven til et rent 13-tal. Aftenen inden var opgaven lidt anderledes for Milan, der med 1-0 i bagagen fra Manchester "blot" skulle køre kampen hjem uden United-scoringer. Den slags kan italienske hold som ingen andre, og Carlo Ancelotti kunne endda notere en scoring til hjemmeholdet fra Chelsea-lånet Crespo, bare for lige at sætte trumf på.

Mange finder den italienske resultatfodbold for dræbende. Jeg holder nu - også - af den slags fodbold, en opvisning i taktisk finesse og intelligent forsvarsspil, stadig krydret med sublim teknik. Så er det til at leve med, at kampene er uden de mange mål, som de de to onsdag/torsdag med et mål i hver. Ydermere kan Milan og Juventus så fremvise nogle af verdens ypperste på de offensive pladser.

Uanset hvor velspillede og mesterligt gennemførte fodboldkampe både Milan-Manchester U. og  Juventus-Real Madrid var, så blegnede det jo alligevel totalt ved siden af kampen. At vi hernede så Milan-United live, skyldtes udelukkende, at TDC Kabel TV og Viasat klokkede monumentalt i det og frarøvede TDCs Selector kunder muligheden for at følge Chelsea-Barcelona på en af de ellers dertil indrettede Champions League kanaler. Og så er vi tilbage ved døren til baglokalet. For den fik et solidt hestespark - enten var det en kunde, eller også var det mig, det er sådan set underordnet - da vi godt 20-25 minutter inde i kampen måtte opgive at komme igennem på TDC Kabel TVs såkaldte kundeservice-telefon. Vi havde sikkert ventet endnu, og det ville uden tvivl være hurtigere at sende en spejderfortrop til Mars for at afsøge den røde planet for flinkt liv og ditto kommunikations-kabler ... og vende tilbage igen.

Godt nok undskyldte TDC Kabel TV sig dagen efter pr. mail med, at "Programleverandøren havde ændret spilleplanen for Champions League UDEN at have informeret TDC Kabel TV om ændringen, hvilket betød at kampen var blevet flyttet til en helt anden kanal". Proglamleverandøren er så Viasat, men det ændrer jo ikke ved, at "nogen" på vagt må have opdaget allerede efter ca. 15 sekunder, at Chelsea-Barcelona ikke var på den berammede kanal (eller nogen anden kanal for den sags skyld) og så få rettet fejlen, f.eks. ved at transmittere signalet fra den "helt anden kanal", som kampen angiveligt var flyttet til! I stedet var der Milan-United på to kanaler, både en af Selector-Champions League kanalerne og på TV3+ som hovedkampen, nu hvor Viasat med vanlig manglende sans for aktuelt interessant fodbold frem for vanetænkning så viseligt havde valgt at vrage kampen, som hele Europa havde talt om i fjorten dage, og som ikke bare var kampen mellem Spaniens og Englands respektive nr. 1, men Spaniens og Englands suveræne førerhold.

At kampen så efterfølgende skulle vise sig at leve op til forventningerne og så endda lidt til, gør kun Viasats og TDC Kabel TVs kalamiteter så meget mere groteske. For ikke at slå over i Thyboe-svulstig ordskvalder om "den moralske finale", så lad mig blot til ære for Viasat/Schmeichel TV og TDC citere fra The Independent: "It was a towering epic of a match, a game that shifted from elation to despair and then back again for Chelsea as rapidly as these two teams committed themselves to the plundering of one another's penalty areas." 

En kamp der alligevel på banen overskyggede al den stormatch-typiske, men også usmagelige retorik, som havde omgærdet både 1st og 2nd leg. Hvor det op til og umiddelbart efter kampen i Barcelona var Chelsea, personificeret ved José Mourinho, der stod for snakken, var det i pausen mellem første og andet sæt af ottendedelsfinalen Barcelona-lejren, personificeret både ved træner Frank Rijkaard og spillere som især Ronaldinho, Puyol og Eto'o, der havde travlt med at demonstrere både hybris og hovmod i deres nedgørelse af Chelsea. Med god hjælp fra Johan Cruyff, tidligere Barcelona træner, der i denne artikel lige skulle af med lidt mavesyre også.

Nu har jeg generelt ikke noget mod Cruyff, holder meget af hans fodboldfilosofi, og bar så sent som i søndags i Parken en replica af den klasssiske Oranje Nr. 14 trøje fra VM '74. Men i sin hetz mod kedelige, forsvarsorienterede Chelsea  - baseret udelukkende på, hvad han observerede i Barcelona i første kamp, han har formentlig ikke set én Chelsea-match fra f.eks. Premier League i denne sæson - glemte Cruyff lige, at Chelsea i PL har scoret præcis lige så mange mål som Barcelona i La Liga (1.89 pr. kamp) og faktisk i Champions League har scoret både flere mål og points end Barcelona, også inden ottendedelsfinalen. 

Og hvor bjergtagende smukt den gode Johan end kan tegne sine boldfilosofiske angrebsglansbilleder, så  handler fodbold jo om lidt mere end boldbesiddelse og spil for galleriet. Det skulle man jo tro, at Cruyff havde lært af den begrænsede internationale succes, han som træner  hentede med Barcelona trods det sprudlende angrebsspil i den hjemlige turnering. Cruyffs Barcelona var i Champions League finalen i '94 og tabte til Milan. 0-4 såmænd. To år tidligere lykkedes det dog Barcelona at vinde Mestercup'en. 1-0 over Sampdoria på Wembley. Jeg var der selv, og det var ikke just på baggrund af non-stop angrebsbølger, at et ekstremt pragmatisk og system-dedikeret Barcelona under ledelse af Cruyff vandt den meget taktiske, meget chancefattige, og faktisk ganske kedelige finale. Det var dog formentlig noget helt andet!

Men bitterheden er kolossal blandt nuværende og tidligere Barça-folk, og i stedet for at anerkende en fantastisk fodboldkamp, så var det nu ifølge Cruyff dommerens skyld til hele. Hvilket åbenbart også synes at være holdningen i Barcelona og Spanien i det hele taget. Pudsigt nok er det nu helt OK at bebrejde dommeren, mens det nærmest var at bringe spillet i miskredit, at Mourinho, Chelsea og den engelske presse kritiserede dommeren efter den første kamp. Det er og var sikkert også noget helt andet.

Jeg forstår det ikke, heller ikke når der til tonerne af skrigende violiner skal bringes pseudo-argumenter som "I vandt, men vi var de bedste" på banen. Det hold der vinder samlet over 180 minutters fodbold, heraf endda kun de 146 med elleve spillere mod elleve, og scorer 5 (fem) mål, er det bedste. Punktum. Kampen i London bød på lige mange chancer og skud på mål i begge ender, men det var dog kun Chelsea, der spillede sig igennem til scoringer, mens Barcelonas mål faldt efter et straffespark (et af de sjældne i øvrigt på udebane, men stadig var det dommerens skyld det hele...), som Petr Cech næsten havde fat i, samt efter en genialitet langt ude fra af Ronaldinho, som Chelsea-forsvaret måske burde have afværget ved at "flæske" ham i stedet for at skærme af. Så det at have bolden i måske 60-65% af tiden vinder man ikke nødvendigvis kampe på. Altid.

I øvrigt skal siges, at mens man selvfølgelig måtte nyde det fantastiske spil fra The Golden Child, så er det måske lidt bekymrende for Barcelona, hvor stor indflydelse han har på deres spil. Jeg mener, det var også Ronaldinho der gang og igen var nede for at hente bolden og sætte nye angreb i gang.

Fodboldfilosofi og spillestil kan selvfølgelig - i modsætning til resultater - diskuteres, og i virkeligheden sagde Mourinho det bedst på pressemødet inden kampen: “We are talking about two completely different football countries. The way Chelsea play in England couldn’t win the Spanish league because we are a team made to win  the Premiership. Barcelona the way they play couldn’t win the English league because they are made for Spanish culture."

Jeg kan se på dine både tunge, men også frygtsomt vibrerende øjenlåg, at du nu gruer for en længere tirade om latino-russisk, blå Londonlykke, men jeg skal skåne dig. Jeg får alligevel aldrig hørt enden på det, hvis kollega Bopa i næste uge skal vække dig ved at svirpe et hårdtopvredet viskestykke han over nakken på dig, efter du er faldet i søvn på min vagt.

Desuden skal jeg gøre klar til at få skiftet døren til baglokalet, så jeg kan få hængt det satans æblemostreglement op. Vi tager nattens sidste Carling og siger skål og velkommen til foråret! Og så ses vi vel i Parken på søndag.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

Bright Eyes: I'm Wide Awake, It's Morning OG Digital Ash in a Digital Urn
[Ugens Nye] På den personlige note ser jeg frem til et forår og forsommer der byder på nye skiver fra favoritter som The Wallflowers, New Order, Bruce Springsteen (26. april, husk det!), Ray Davies, Bryan Ferry, Kate Bush, The Churchills og muligvis også Rolling Stones (et nyt studie-album er i rygtemøllen) og Paul McCartney. I mellemtiden er det nyeste, der er landet i min musik-indbakke ikke bare ét, men to samtidige albums fra Bright Eyes, udgivet 25. januar i år. Det primært akustiske I'm Wide Awake, It's Morning og det mere elektroniske Digital Ash in a Digital Urn. Bright Eyes er det band af skiftende musikere, som den unge (25 i år) indie-folk singer/songwriter fra Nebraska, Conor Oberst, optræder og indspiller med. Conor Oberst og Bright Eyes optrådte i det store rampelys i USA i den både udfordrende men også utaknemmelige opgave som opvarmning for mægtige R.E.M. og endnu større Bruce Springsteen & The E Street Band på efterårets politiske manifest-tour, "Vote for Change". 4 gange i starten af oktober indledte Bright Eyes koncerterne med et lille sæt af syv sange, hovedsagligt fra de to nye albums, som er Bright Eyes' første studieudgivelse siden den kyst-til-kyst berømmede og ganske strålende 2002-plade Lifted or the Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground. Omend knap så temperamentsfuld som på Lifted... er Conor Oberst's sangskrivning og ordrige story-telling på de to nye plader stadig melankolsk, ensom og bitter. Og meget politisk (hvorfor han passede godt til Stipes og Springsteens Kerry-promoverende tur). Endnu kun hørt sporadisk 3-4 gange kan jeg blot sige, at pladerne her er rigtig gode, med potentiale til at blive endnu bedre, som man lærer dem at kende. I'm Wide Awake, It's Morning (månedens album i Uncut Magazines februar-nummer) har i øvrigt harmoni-medvirken fra Emmylou Harris på tre skræringer.

Blondie: Parallel Lines
[Ugens Genhør] Masser af CD-opsamlinger samt den nyeste med Blondie og lidt soloting med Debbie Harry står i reolen. Af en eller anden grund har jeg aldrig fået opgraderet Blondies ultimative mesterværk fra 1978 til CD, selvom den gamle vinylplade er slidt til trevler. Men så fandt jeg CD'en til £6 hos Sister Ray i London, endda med fire storslåede bonusnumre; en disco-inficeret udgave af 'Heart of Glass' kaldet 'Once I had A Love (aka The Disco Song)' samt live-udgaver optaget i 1978 og 1980 af 'I Know But I Don't Know' (den "overflødige" guitarist Frank Infante's bidrag til Parallel Lines), 'Hanging on the Telephone' og en forrygende Blondie-rock udgave - kaldet 'Bang A Gong' - af Marc Bolan-klassikeren 'Get It On'. Men ellers er det jo først og fremmest et genhør med at album, hvor 9-10 af 12 numre snildt kunne udsendes som singler. Blondies tredje album og ultimative gennembrud, hvor producer Mike Chapman tog over og filede de rå og uslebne kanter af både musik og bandmedlemmer og raffinerede punk-wave lyden med mere iørefaldende pop-rock klange. Mest forbløffende, da jeg satte cd'en på, at man bare stadig - 27 år efter - kan alle teksterne udenad. Magnifikt genhør og gensyn med Debbie-musen og co.

Ugens sang:

Katie Melua: 'The Closest Thing to Crazy'
Fru Bartenderens plade egentlig, albumet Call Off the Search (2003), hvor dette nummer stammer fra. Men jeg er faldet lidt for den kønne, lille 20-årige, georgisk-fødte, men Belfast- og Londonopvoksede Katie. Jazz/blues, om end i den lette genre, lidt Rickie Lee Jones agtigt måske. Under alle omstændigheder er 'The Closest Thing to Crazy' en af de sange, du bare ikke kan slippe igen (på den gode måde), når først du har fået den ind i hovedet. Som f.eks. 'Wuthering Heights' (Kate Bush) eller 'Crazy' (Patsy Cline), og kan Ms. Melua, der også skriver en del af sine sange selv, udvikle sig kunstnerisk som f.eks. Bush eller Cline (om end en anden stilart), så er der meget godt i vente fra den små Katie. Alternativet er selvfølgelig at pladeselskabet overtager styringen, og der går airplay-TV-sødsuppe-pop-muzak i det hele, og så bliver Katie Melua bare en ligegyldig døgnflue. Men vi vil dog stadig have 'The Closest Thing to Crazy' i baghovedet.