Efter længere tids palaver med de andre bartendere var det lykkedes mig at gøre plads til en smagning hernede i mandags. Sherrytossen havde plaget mig i længere tid, og i et svagt øjeblik havde jeg lovet, at siden bulens stampublikum alligevel mest bestod af ældre stemningsfornægtere med buskede øjenbryn, der måtte tænkes at være forfaldne til den slags liflige væsker, så kunne det vanskeligt være et problem. Hvad det da heller ikke var, da jeg anførte over de andre bartendere, at det der med at spytte ud skam ikke var nødvendigt, og at en gratis bøhmand foranlediget af god drue aldrig er at foragte.

Den var der så ikke overraskende flere, der havde fanget. Sherrytossen fortalte vidt og bredt om Solera-systemet, den særlige måde at fadlagre sherry på, hvor det endelige produkt tappes fra en tønde, soleraen, der så efterfyldes med yngre årgange. Det særlige ved sherrytønder er så, at de ikke lukkes helt, men at der tillades fordampning fra sherryens overflade, "Englenes Andel". Der står således luft over vinen, men i modsætning til andre vine, der ville gå til i eddikesyre af den slags, så beskyttes sherryen af en mikroorganisme, et 2 cm tykt lag med karakter af grumset flødeost, som spanierne poetisk kalder "velo en flor", blomsterslør. Enkelte sherrytyper udvikles dog uden flor og spikes med en gang sprit i stedet.

Spændende alt sammen, men i et selskab af hærdede kvartalsdrankere hjælper det som regel at flå proppen af flaskerne og illustrere teorien i praksis. Og ganske rigtigt beviste albarizaen, den særligt kalkholdige jordbund omkring havnebyen Cadiz, sin magi. I det tætte vintermørke lyste ansigterne op og Jarl Kulle udbrød i sin himmel: "Jamän...det är jo en Amontillado!". Det var det og mere til: Fino, Manzanilla, Oloroso og Palo Cortado. Hasselnødder, mahogni og atlantens brænding.

Ikke så snart havde den vinøse ro sænket sig over selskabet, før døren bragede op, og 3 ellers velklædte herrer tumlede forkomne ind fra vinternatten, som havde de Johnny Jehova i hælene. Da jeg selv er gammel sømand, og har sejlet med frosne æbleskiver fra Horsens til Vilnius, genkendte jeg det vilde udtryk, der kommer over mænd, der har skuet Klabautermanden lige i øjnene. De bærer en del af hans vanvid med sig i sjælen. Men nu lignede disse tre herrer så hverken sømænd eller bare den type, der lurer nede ved Sømandsherberget og lukrerer på den slaviske mands afslappede forhold til homoerotik. Her var tydeligvis andre kræfter i spil og fra de få, forvirrede ord, jeg fangede fra deres læber, tegnede der sig en usammenhængende spøgelseshistorie om luftkasteller på Amager og en manisk klubånd, der ikke lod sig uddrive.

Mit humør er meget bedre nu. Bevares, vejret er stadig lort, men min fornyede livsenergi tager så heller ikke udgangspunkt i den første tur nedad Strøget i det tidlige forår, når pigerne første gang smider vintertøjet og lader den bare hud synge sin vidunderlige sirenesang. Nej, der er fodboldforår i mit hjerte, og optimismen lader sig ikke kue. Vi bliver ikke danmarksmestre (et udsagn, der koster mig tre Lars Jacobsen-uger på skrivebænken), men helt banalt er det bare svært at være utilfreds med det spil, som FCK disker op med i det tidlige forår. Mange af de ubalancer, der plagede ikke bare min sjæl, men hele den københavnske selvforståelse, nærmer sig en ligevægt.

Nu nævnte jeg Lars Jacobsen, men lad os bare tage forsvaret under ét og pege på at den backkæde, som Backe åbenlyst betragter som førstevalg nu, spiller med god autoritet og helt så tydeligt, som cheftræneren kan ønske det. Længere fremme virker samarbejdet mellem Hjalte og Linderoth til at udvikle sig fra kamp til kamp. Silberbauers forvandling til Månedens Hotshot har alle - endda også landstræneren - naturligvis noteret sig, og helt fremme har Álvaro vel blot genfundet sin form fra sidste forår. Udover at vinterpausen formentlig har fungeret som en mental nulstilling ovenpå det miserable efterår, er det vel på sin plads at tro, at Royal League-turneringen har haft en overordentlig gavnlig funktion som avanceret træningsturnering, kald det, hvad I vil. Jeg mindes i hvert fald ikke et FCK-mandskab i så højt et gear så tidligt på året. Så ovenpå en lang ørkenvandring i Parken hvad underholdning og mål angår - også længere end bare efterårets særlige tragedie - står vi nu i den uvante situation, at vi faktisk kan se tilbage på to superliga-hjemmekampe, der begge er blevet vundet overbevisende og med 4-0.

Den opadgående kurve kan selv en skidt indsats på en umulig pløjemark i Malmø torsdag aften ikke ændre på. Et reservespækket FCK-mandskab tabte helt fortjent 1-0 til Snaphanernes ætlinge, og vi skal takke både linjevogtere og Bálasz Rabózcki for, at det ikke gik værre. Bortset fra en storspillende Rabo og en glimrende Jesper Bech er det bedste, der kan siges om den kamp vel, at en del af reserverne blev holdt varme på højt niveau mod et aggressivt Malmøhold. Med nederlaget bør FCK's rolle i Royal League være udspillet, idet avancement til finalen både kræver sejr i de to resterende kampe, og formentlig at Malmø tager point fra Rosenborg i deres indbyrdes opgør.

Meddelelsen om at FCK har overtaget en tidligere dagsinstitution klods op af KB's anlæg på Peter Bangs Vej, der nu indrettes som moderne træningscenter for klubbens professionelle elitehold, hjælper naturligvis også på humøret. Nok taler vi næppe om grundstenen til et egentligt FCK-lab med forbillede i Milans ditto, men det ser nu heldigvis ud til, at der på og omkring KB's anlæg også kan skabes helt tidssvarende banefaciliteter i samarbejde med Frederiksberg Kommune. Det skulle på sigt blandt andet indebære, at grusbanen omlægges til en græsbane med varme, og at kunststofbanerne opdateres til moderne whatever-generations standard. Dermed undgår eliteholdene en udflytning til Lars Tyndskid (billige) marker, og naturligvis har det betydning for KB's drenge og piger, at de kan pisse over kors med Zuma i samme kumme efter træning. B1903's drenge og piger kan æh... Nå, det er, som det er.

Jeg kommer også til at kreditere tosserne fra Vestegnen for den højere notering på humøbarometret. Min reaktion på hele affæren omkring Brøndbys forsøg på at købe Bella Center og Torben Røslers afgang som bestyrelsesformand i Brøndby A/S, tæt fulgt af den øvrige erhvervskompetence i samme bestyrelse, kan bedst betegnes som en vekslen mellem braldrende skoggerlatter og forbløffet vantro. Jeg er ikke ene om at have forestillet mig, at Brøndby siden Røslers investering i klubben havde lagt tidligere tiders erhvervsamatørisme på hylderne til fordel for et mere balanceret forretningskoncept. Faktisk var jeg så lidt alene om at nære den opfattelse, at stort set samtlige dagbladsredaktioner uden videre og før sagens detaljer piblede frem, næsten enstemmigt konkluderede, at Røslers afgang var et resultat af, at han måtte se sine ekspansive ideer lide skibbrud på en kyst af snusfornuftige klubklipper. En misopfattelse som Per Bjerregaard ikke ligefrem gjorde sit til at aflive de nærmeste dage efter bruddet med vage udtalelser, der i bakspejlet ser direkte tåbelige ud.

Det er nok for meget at kreditere Torben Røsler for at have reddet Brøndby fra konkurs i 2002, men i hvert fald sikrede hans investering klubben handlefrihed og ro midt i den likviditetskrise, der fulgte af den alt for dyre ombygning af Brøndby Stadion. Nu skulle der fokus på fodbolden, risiko-, og økonomistyring lød det, og det i en grad så klubben for nylig kunne aflevere et ganske positivt årsregnskab for 2004 med et pænt millionoverskud på bundlinjen. Selv et sært engagement omkring en driftsherreaftale i det luftige multihalsprojekt på markerne ved Høje Taastrup har blot virket som en mindre afvigelse fra billedet af et Brøndby, der havde opgivet at konkurrere med FC København uden for kridtstregerne og nu koncentrerede sig om egne styrker. Som oplysningerne om forløbet blev klarere, så viste det sig ganske rigtigt, at en del af Brøndbys bestyrelse præcis så klubbens muligheder i dette lys og ikke ønskede, at man kastede sig hovedkuls ud i kapitalkrævende nyanskaffelser for enhver pris. Men det var altså ikke klubfolkene. Med Torben Røslers egne ord til BT: "Vi tre var de afdæmpede. Vi ville hellere vente end skyde først og spørge bagefter."

Vi må nok konkludere, at virkeligheden i Brøndbys bestyrelseslokaler ikke har ladet et theselskab hos Den Gale Hattemager meget efter, hvad surrealisme angår. At alt under overfladen dybest set har været som det plejer, før Røsler lod sig besnakke til at række klubben en hjælpende hånd på, hvad der nu mest af alt ligner falske forudsætninger. Brøndby er og bliver et enmandscirkus under ledelse af chefdomptør Bjerregaard, der med sin person udstiller klubbens motto "Supra Societatem Nemem" i en sådan grad, at kun de mest ukritiske Brøndbyfans ikke kan se det sjove i det, hvis de ikke ligefrem er stærkt bekymrede. Uden at kende de slibrigste detaljer omkring Brøndbys bud på Bella Center kan der spekuleres i, om ikke den administrerende direktør og hans medløbere i bestyrelsen har handlet bag om ryggen på både formanden og den øvrige bestyrelses kølige hoveder i en sådan grad, at det reelt ville være fyringsgrund i et hvilket som helst andet børsnoteret aktieselskab. Hvad Brøndby selvfølgelig ikke er med sin særlige ejerkonstruktion, men indtrykket af organisatorisk rod, galskab og almindelig forvirring vil klæbe til klubånden længe fremover. Måske aspiranterne i Flemming Østergaards realityshow kunne "implemtere" en strategi, der ville virke mere håndfast og troværdig, end hvad Brøndby selv kan overskue for tiden, hvis den nye formand får brug for lidt hjælp.

Det spørgsmål, vi ender med at stille os selv er selvfølgelig "hvorfor?". Hvad ser Per Bjerregaard i Bella Center, der forvandler ham til en manisk, centerfetischistisk Gollum uden fornuft og kritisk sans? Brøndby er som investor betragtet, en kapitalsvag virksomhed der udover et godt fodboldhold ejer et stadion, der ikke har en reel markedsværdi, og for hvilket de skylder en anseelig og helt reel sum penge. De har arrangeret en koncert med Joe Cocker og et bønnemøde for Jehovas Vidner. Jeg har mildest talt svært ved at få øje på de kompetencer i klubben, der kunne føre til en skyhøj intern værdivurdering på direktionsgangen, når prisen for at overtage Bella Center fik et nyt nøk opad. Det kunne Torben Røsler heller ikke, og hans afgang på den regning er godt nok en sær afslutning på hans tid i den klub, der om nogen og især i sin egen selvbevidsthed repræsenterer det ypperste indenfor dansk foreningskultur.

Bjerregaard antyder, at finansieringen af Brøndbys bud blandt andet indebar, at den særlige fondskonstruktion der garanterer amatørklubbens kontrol over BIF A/S, var sat i spil overfor banker og den liste over potentielle medinvestorer, som jeg antager, at Bjerregaard har nedskriblet på en serviet, han har i brystlommen. Set i det lys er det vel helt relevant at spørge, om ikke de bestyrelsesmedlemmer der blev siddende tilbage, da røgen lettede, er det dårlige alternativ set i forhold til klubbens eget værdigrundlag? Brøndby og Bjerregaard forsøger naturligvis at male konflikten over, men den handler ikke bare om jævn uenighed om Brøndbys fremtidige kurs. Røslers og de øvrige erhvervsfolks afgang tager udgangspunkt i aktieselskabslovens paragraffer om bestyrelsesansvar. De flygtende bestyrelsesmedlemmer frygtede helt banalt at sidde tilbage med ansvarslorten, hvis Bjerregaard skulle få øje på Eiffeltårnet eller Tower Bridge.

Jeg havde egentlig forsvoret at kommentere "Kontrakten - med Don Ø", fordi hele konceptet er mig inderligt imod. Både hvad angår reality-tv af den karakter i sig selv, men så sandelig også fordi jeg finder PS&E's "markedsføring" på den baggrund relativt tåkrummende pinlig og ikke mindst blottet for varig "brand"-værdi, hvis man endelig skal tænke i Den Store Rorgængers egne tankebaner. Klart, det er da jævnt underholdende at se unge (og knap så unge) mennesker ydmyge sig selv på fjernsyn i jagten på warholsk opmærksomhed og succes, men i længden er det næppe ligegyldigt, hvor mange gange man sætter den laveste fællesnævner som ambitionsniveau.

At se den slags tv minder mig altid om, hvad Freud karakteriserer som "den anale fase" hos børn i 3-årsalderen, hvor man som forælder undertiden må se sine ellers vidunderlige poder dekorere sig selv med endetarmens mirakler, mens de skraldgriner over hele 5-øren. Jeg føler en sær blanding af medfølelse og afsky for de stakler, der føler sig kaldet til at deltage i den slags programmer med udsigt til en effektiv ringe realløn i produktionsselskabets sold, selv hvis de vinder "den store præmie". I samme åndedrag må jeg så sige, at jeg er vaskeægte chokeret over Østergaards overraskelse over deltagerfeltets ringe kvaliteter. Forventede han, at unge, sultne businessdrenge og -piger ville stå i kø for at høste visdommens nektar fra hans læber ved udsigten til en 1-årig kontrakt med en bruttoværdi på 600.000 kroner? Jeg skal ikke kunne sige, om Dan Hammer har udarbejdet en fiks konceptplan (for Guds skyld uden stavefejl på forsiden) som oplæg til engagementet, men det forekommer mig lidt mærkværdigt, at man kan gøre sig lystig over for små udgiftsposter i aspiranternes virtuelle forretningsplaner, når man ikke selv har vurderet hvilken betaling, reelle talenter typisk forlanger for at optræde som pauseklovne på tv over 12 afsnit. Vel at mærke oveni de 600.000 kroner for det efterfølgende års arbejde underlagt en egocentrikers sære luner.

Vi kan dog nok være helt sikre på, at den fejlkalkule næppe betyder, at vores klubformand trækker sig fra posten.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

The Chemical Brothers: Galvanize
Sandt at sige er det ikke fordi jeg kender meget til de ovennævnte herrer, men deres evner foran det digitale udstyr, der kendetegner moderne popmusik, fejler virkelig ikke noget.

Sherrytossen anbefaler:

Mælken fra Andalusiens bryster
I den billige ende og i flere varianter producenten Bodegas Barbadillo, der forhandles i Fakta. Til den uøvede gane anbefaler han en Manzanilla (lys og meget tør), "La Gitana" fra Bodegas Hidalgo. Blandt Fino-sherryer (tørre og lette) "Inocente" fra Valdespino og "Tio Pepe" fra Gonzales Byass, hvor sidstnævnte forhandles overalt.

Hvis der er blim-blim i din store pengedreng, kan du prøve Palo Cortado "APOSTOLES", Oloroso "NOE" og 100% Pedro Ximenez "MATUSALEM" fra Gonzales Byass. Sherrytossen selv bæller helst hele molevitten fra Emilio LUSTAU og særligt deres Almacenista-serie, der forhandles af H.J. Hansen.