For fanden da! Så står man her som en anden østeuropæisk håndværker i billig kansas-outfit og høvler sukker af disken efter sherrytossens orgie. Alt hernede var mere klistret end en gymnasieknægts sengelagen, da jeg overtog efter sidste uge. De søde overskudssjatter fra hedvineriet dannede en egen hinde af brogede lakeringer, tilsat aske og fimsede bornerthed af den slags som var moderne i victoria-tidens England. Oh Sherry Da-arling ja! Men der bliver fandeme ingen darling her. Der gnubbes og skrabes som var det liv og død for et komdemneret litauisk kraftværk. Vi muger ud og vi muger ind. Nye glas, store glas, der snart fyldes med fedtede fingre og hverdagens humle igen. Vi klasker demonstrativt den billige påskebryg frem i aftenens anledning. Tid til at brovte og være diskenspringer igen - den kære folkelighed søger altid hvile, når timerne bliver tykke og TV-skærmen for alvor tændes op. Billedrøret kan blusse form og fuldskæg  - og talerøret åbne sig helt.   

For fanden! Så er vi her igen. Vi sender direkte live fra de nedre regioner, dem lige over skridtet og gylpen, dem der altid fylder for meget på den ældre side af de 35 år, men som taknemmligvis blot kræver mørk påfyldningsvæske af den euforiserede slags på denne tid af aftenen. Og vi har en lang aften forude. Ja, vi har i det hele taget halvanden forbandet lang uge forude. Det er nemlig sket igen. Den FIFA-dikterede tomhed er indtruffet.

Der er erklæret landskampspause - eller rettere klubturneringerne skal holde pause for give landsholdene plads worldwide til træningssamling og play station-spil. Og lad det være sagt med det samme, det bliver bare ekstra enerverende når det falder oven i påsken. En påske som traditionelt på vores breddegrader er spækket med turneringskampe. Holmstrøm - nej ikke køteren, men sportsdirektøren - har ofte, med god logik, sammenlignet den danske fodboldpåske med det engelske jule/nytårsprogram. Det er her turneringerne for alvor tager form, sætter sine spor, skiller sine får fra bukke og omvendt, og vi som fodboldtilskuere bliver lidt klogere på vores egne inden titlerne placeres om et par måneder. For sædvanligvis bydes vi på to turneringsrunder, alternativt en pokalrunde og en turneringsrunde, over påsken. Men ikke denne gang. En landskamp mod den tidligere sovjetrepulbik Kasakhstan på lørdag bliver alt hvad påsken byder os. 

Der er dømt tudefjæs og det er helt berettiget. Man kan godt diskutere berettigelsen i disse fælles landskampssessioner og et pænt stykke ad vejen kan jeg da godt vælge at se sagerne fra Morten Olsens synspunkt. Det giver et bedre aspekt for hans forberedelser, når man kan samle holdet en god uge og samtidig få afviklet to kvalifikationskampe. Men dette års meget uheldige termin efterlader mig på et  "nul-tolerance"-stadie. Det er hærværk, det er blasfemi, det er voldtægt på forårssæsonen, at plante den akkurat oven i den ellers svulstige danske fodboldpåske.

Det ene aspekt er at man sparker 'Maltaligaen' i gang med to runder efter en vinterpause, og derefter hensætter den i 14 dage lang pause. Det andet er den spillemæssige nulstilling af holdene, som næsten uvilkårligt må følge. Det bliver næsten som en genstart for klubberne, når vi begynder igen i weekenden efter påske. På egne københavnske vegne kan det nemt betyde genvordigheder, som ellers ikke havde været der oven på den prægtige forårsstart, som vi har fået serveret. Det formoder man i hvert fald. For i virkeligheden er det måske mest en psykologisk mekanisme, der sætter ind. Især hos os fans. En lang pause bryder rytmen. Den kan ødelægge en god stime, lige så vel som den omvendt kan forandre en dårlig. Jamen, for fanden, vi har jo selv akkurat oplevet det. Efterårets ugebaserede mareridtsføljeton er forsvundet som snefnug for solen med forårets åbning - tag bare Royal League med her. Vi har været pænt meget oven på siden februar, og nu bilder FIFA sig ind at de skal stoppe det. Fandeme så! Og det er her bitterheden sætter sin tatoo på sjælen.

Man frygter det værste, og ved næsten at de tre gange 4-0 på hjemmebanen i ligaen, allerede blot er et stykke historie. Det kunne have været anderledes hvis vi havde mødt OB ude i dag, skærtorsdag, og havde nappet Brøndby anden påskedag, som enhver normal sæson ville have foreskrevet. Det kunne sagtens være blevet fire gange 4-0 hjemme, ja det virker nærmest som en ny matematisk lovmæssighed, der blot ventede på at blive opdaget og manifesteret. I stedet er vi blevet henvist til uvished og neurotiske favntag med skæbnen - og de samme grimme 12 points op. Alt sammen dekreteret 14 dages stilstand og en ødelagt påske af FIFA.

For fanden! Jammer og klage! Nu er der glammet på forskud og vi forventer som sædvanlig det værste. Derfor er det næsten også passende, at dvæle et øjeblik ved det som allerede er sket. I de forgangne to uger. Gu fanden har det været en fornøjelse. Spillemæssigt vil jeg ikke skrige "mesterligt", men der har dog været indikationer hist og pist. Både mod Midtjylland og Randers har der i perioder været tale om pæn ud- og nedspilning af modstanderne. Massiv Backe-possession, hurtig kontraspil, fornuftigt forsvar, begge dele har for en stund fået skræmt det hjemmebanespøgelse, der efterhånden havde hængt over Parken i et par sæsoner, over bag pavillionen i Fælledparken.

Samtidig har vinteren åbenbart givet en række spillere nyt mod på det hele. Silberbauer har været bedre end nogensinde, Thomassen har fået markeret sig i midterforsvaret og ligner nu en fast partner til Bo Svensson. Den fedeste af dem alle, Alvaro, synes omsider at være tilbage i de omdrejninger som han præsterede for et år siden. Selv udskældte størrelser som Linderoth og Raboszki er vokset ind i teamet og ingen dem ligner de indkøbsflop som stod malet på ryggen af dem for bare et par måneder siden. På venstrebacken er det atter PC, der har spillet sig ind, og egentlig bliver han næsten den som overrasker mest. Han er blevet hånet, har selv kvajet sig, og er blevet dømt borte - ikke bare fra holdet, men fra klubben - adskillige gange. Man har indkøbt to nye venstrebacker i hans tid, begge skulle på papiret være bedre, og alligevel er det atter ham der spiller fast. Som han allerede begyndte på i efterårets mareridt.

Den mystiske skadesfugl, Janne Saarinen, fik en halvleg ovre i Malmø for en uge siden. Det gik dog hverken værre eller bedre end at han gik i stykker igen. Oprigtig talt tvivler jeg på, at vi får ham at se meget mere i dette forår. Det tredjekort på venstrebacken, Urmas Rooba, kan vel mest betegne sit københavnske ophold som en stor nedtur. Han har været ude med en skade længe, men blev erklæret klar i efteråret. På banen har vi ikke set skyggen af ham og også her tvivler jeg på at vi får ham at se i resten af foråret. Tilbage står vi med PC, som faktisk fortjener en del ros. Han har spillet ganske udmærket i begge forårskampe i ligaen. Hans offensive arbejde er slet ikke så ringe, som mange gør det til, og samspillet med den flagrende Hoseth fungererer måske ikke optimalt - men det fungerer. Nøjagtig som den nuværende firekæde i forsvaret har fungeret. Så tillad mig at smide en lille påskeskål til forkætrede PC. Det har sgu været okay, gamle jas! Og fremfor alt tager jeg hatten af for evnen til at komme ind fra kulden. Igen og igen.

Det bliver så vældig interessant, hvad der sker til sommer. Der lugter, eller rettere, der dufter. Nede fra Dortmund. Niclas er på vej væk fra Ruhr og i skrivende stund tyder tegn i sol og måne og hos diverse sandsigersker på at han sagtens kan vende hjem til København. Ja, personligt kan jeg næsten ikke forestille mig andet. Det vil så give et helt nyt aspekt til venstrebacken - for vi taler stadig om landets bedste på akkurat den plads.

For fanden ja! Her står man og aftendrømmer og svømmer hen til et par flashback fra år 2001. Det blev vel mere end noget andet Niclas' år i det københavnske. Det lykkedes for Roy Hodgson at få sat alvorlig skik på ham - og pillet det værste af hans dorske attituder og tilbageløb. Vi fik en fantastisk back i stedet.

Ak ja, man kan bestemt drømme - som en anden Chelsea-fan. Man har jo et par kolleger af den støbning hernede, og de drømmer meget højt i disse tider. Hvad selve klubben, Chelsea, og deres træner har haft gang i den sidste måned må man undre sig over. Sagen omkring Barcelona-kampen er nærmest endt som en karrikatur. Mourinhos hovedløse beskyldninger har allerede været vendt hernede at mine kolleger. I den ene og anden retning. Nu er vi så nået derhen at UEFA omsider har besluttet at tage 'bestikkelsesbeskyldningerne' op. Efter længere tids tøven og kasten gensidig skidt mod hinanden. 

Den egentlige katalysator til denne sag er dommer Anders Frisks beslutning om at stoppe sin gerning, grundet dødstrusler mod ham og familien. Man kan diskutere om dødstruslerne er en direkte følge af Mourinhos udfald mod Frank Rijkaard og Frisk. Jeg ved det ikke. Det væsentlige bliver også mere, at Mourinhos opførsel i kølvandet på Barca-kampen var uhørt lav - et vanvittig angreb på modstander og dommerens integritet! Sagen kunne så være lukket tidligt med en undskyldning efterfølgende fra Mourinho, men det ligger næppe til manden at beklage sin fejltrin. Sagen kunne også hurtigt være taget op af UEFA - de har også pligt til at beskytte dommerne. Karakteren af beskyldningerne taget i betragtning, burde UEFA straks have givet Mourinho et par karantænedage allerede efter første kamp - en bøde ville være for billigt sluppet og blot et par håndører fra russerens pengetank.

Det bliver så forhåbentlig også udgangen på det hele, bare med mange ugers forsinkelse. Tilbage står Chelsea med et ganske blakket ry, som ikke er blevet forbedret med Mourinho og Chelseas skjulte bejlen til Arsenal-spilleren Ashley Cole bag om ryggen på hans klub. Måske var det derfor G14-selskabet ikke ville have dem i inderkredsen af eksklusive topklubber, som rummer både FC Barcelona og Arsenal. Det virker som et nærliggende gæt.

Træner Mourinho blev på en måneds tid forvandlet fra Mr. Cool Cat til en rablende psykopat. Og tilbage hænger en hel masse løse ender, som fodboldverdenen også må forholde sig til. Hvor langt kan træneren gå for at beskytte sine spillere, for at påvirke resultater, for i det hele taget at påvirke omgivelser. Er alt tilladt, bare det tjener et højere mål, et avancement i Champions League eller et mesterskab. For Mourinho-standard og de Chelsea-fans der ihærdigt forsvarer ham, bliver svaret tilsyneladende ja. Eller hvad? Nej, jeg tror det egentlig ikke. Hans Backe, der selv er glødende Chelsea-fan, kom med en befriende klar melding, da han sagde at Mourinho skulle have 10-12 karantænedage, det antal som dommer Knud Erik Fisker også luftede i kølvandet på Frisks karrierestop.

Men UEFA straffer næppe i den størrelsesorden. Det bliver et højest par kampe - og dermed statuerer de forhåbentlig et tiltrængt eksempel. Selvfølgelig eksisterer der stadig stumper af anstændighed og etik selv blandt største fodboldforretninger. Chelsea og Mourinho er gået over stregen, og længere behøver den egentlig ikke at være. De vinder fomodentlig deres første mesterskab i 50 år om et par måneder, og det er såmænd fortjent. Spillemæssigt er der intet at udsætte på bedriften, selvom man kan undre sig over det straffespark som de fx. fik på White Hart Lane i januar var et resultat af en underhåndsaftale mellem Mourinho og dommeren. For nu drillende at følge deres egen syge retorik til dørs og langt ind i diverse omklædningsrum. 

Jamen, for fanden! Påsken og bryggen pumper løs, der er blevet skåret lidt af ventetiden her til aften, fra torsdag til fredag og snart vender sommertiden også tilbage. Det lysner i aftenen og vi kan måske allerede om en måneds tid sætte et par borde op udenfor igen for de mest solsultne. 

Skal vi gætte på, at Silberbauer ikke kommer på banen i lørdagens landskamp? Eller gør han sig fortjent til en indskiftning! Hasteindkaldte Peter Møller kommer næppe heller på banen. Som Møller selv siger, han er med i mangel af bedre. Oprigtig talt virker det nærmest som en falliterklæring at en reservespiller fra FC København nu igen er indkaldt. Var det for to år siden at Møller sidst var med? Indkaldt på samme præmisser og dengang var han også ganske overrasket over sin egen udtagelse. Det medførte så en del mishagsytringer fra den tilrejsende provins, som normalt udgør stampublikummet til landskampene, da Møller blev skiftet ind. Akkurat dette stampublikum fik i øvrigt følgende svada fra 32 i Brølet for et års tid siden (den fortjener lige en gentagelse):
"Det er nogle busture hvor man sidder og drikker øl på vej over til København, og så sidder man og kigger fodbold og får røde pølser og synger "Sejle op ad åen". Det er en lortestemning i forhold til vores kampe med FC København. Hvis det ikke går godt for landsholder er der jo ingen der siger noget."

Vi må så afvente stemningsbarometeret mod Kasakhstan - der skulle vist blive god plads på tribunerne inde i Parken. Under 10.000 solgte billetter på forhånd, glammede en af formiddagsbladene forleden.

I øvrigt slår det mig lige, at DS-turneringen begynder i denne fodbolddrænede påske. FCK U21, som første gang nogensinde har fået en oprykning at spille for, skal møde Sundby ude på Kløvermarken anden påskedag, klokken 15. Indtil videre fremgår det ingen steder at kampen skulle være aflyst, så der er måske en chance for lidt anderledes adspredelse fra de sidste frokoster.

Og i øvrigt god påske! Trods alt - og under alle omstændigheder. Det manglede da bare!

 Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens Bruce:
Bruce Springsteen: 'Streets of Philadelphia' (1993)

Mens vi venter og tæller ned til 26. april og det nye album. Nummeret blev oprindelig lavet til Jonathan Demmes film "Philadelphia" med Tom Hanks i hovedrollen som AIDS-ramt advokat. Siden hen fik sangen sit eget fortjente liv i det enorme Springsteen-katalog, som en af 90ernes bedste fra Bossen. 

Ugens klassiske genhør:
Blondie: "Plastic Letters" (1977)

For et par uger siden smed kollega Holger "Parallel Lines" i jukeboxen. Nu er tiden kommet til endnu et superfedt, nostalgisk genhør med denne et år ældre punk-klassiker. Det er simpelthen stinkende godt og kolossalt langtidsholdbart. Et mesterværk, en nærmest helstøbt skive med 13 originale perler ('Kidnapper' er det eneste nummer, som jeg aldrig har forliget mig med). Blondie formåede bedre end de fleste andre at bevæge garagen over i en liflig popmusik. Numre som 'Fan Mail', 'Denis', 'No Imagination', og 'Presence, Dear' er himmelske popsange, mens fx. 'Bermuda Triangle Blues', 'Youth Nabbed As Sniper', 'Detroit 442' og 'Cautious Lip' er resterne fra den mørke garage.

 mail