Det er ikke hver dag, vi har besøg af politiet. Der bliver undertiden råbt højt hernede, når de passionerede fodbolddiskussioner fyger i lokalet, uanset der er bold på skærmen, eller det er for-/eftersnak. Og det var da heller ikke for at rydde BULEN ovenpå et gedigent værtshusslagsmål, at ordensmagten indfandt sig i går. Næ, der forelå skam en anmeldelse. En af karréens beboere havde forvildet sig ind i vores gårdhave, og Holmstrøm, køteren, formastede sig til at snappe ud efter mandens genitalier. Fjolset var åbenbart kommet lidt for tæt på Holmstrøm, mens denne var ved at bedække kongepudlen henne fra nr. 9. 

Altså, hvis det var dig, der var engageret i akten, og der står en eller anden uindbudt nysgerrigkegle og glaner, så bliver du formentlig også lettere olm. Jeg regner dog med, at Holmstrøm klarer frisag og slipper for hundeinternatet, fordi kræets grå stær er så udviklet, at det praktisk er blindt, så løgposen forblev urørt. Om kræets ejere - det er os - slipper for en bøde, vil tiden vise. Til gengæld har vi måttet love fri likør resten af ugen til tævens ejer, fru Bramsen fra nr. 9, fordi Holmstrøm åbenbart besprang hendes øjesten udenfor løbetiden. Men Holmstrøms lugtesans er efterhånden lige så kummerlig som hans syn, så han har næppe kunnet opsnuse, om der var fri bane til et put eller ej. Og med tanke på hans alder, så er det med at slå til, når libidoen stadigt sjældnere banker på, der er ikke tid til at vente måske et halvt år på tilladelse.

Ham lurerkeglen kunne i øvrigt bare have holdt sig langt væk, for vi har slet ikke åbnet gårdhaven endnu. Af en eller anden grund har de seneste ugers vagthavende set stort på, at vi i Påsken gik over til sommertid, hvilket jo plejer at betyde, at vi sætter borde og stole på fortovet og i gårdhaven. Det har sgu nok kostet os en del kunder især i den forgange weekend, hvor vi ramte gedigne forårstemperaturer, ideelt til at sidde og stege med de sæsontidlige, insisterende solstråler hamrende ned i kraniet, og det kolde fadøl flydende i stride strømme.

Her går jeg så og bakser alene med stole og borde, mens det i mellemtiden er blevet godt gammeldags aprilkoldt. Men havemøblerne skal sgu ud, også selvom det næppe bliver på denne side weekenden, vi behøver bekymre os om udendørsservering. I stedet skal man stadig rende spidsrod ned til de dunkle båse for at rydde af, mens stamgæsterne står tæt i baren og galper. Indimellem viser det sig, at gæsterne i båsene nede bagved - der definitivt aldrig hører til stamklientellet - vælger netop BULENS diskret hjørne for at sidde i fred. F.eks. hvis det skulle vise sig at være mødested for en sportsdirektør, en agent og en spiller fra en konkurrerende klub i en lille tap up sag. 

En bartenders diskretion er naturligvis uanfægtelig, men entreprenante elementer blandt gæsterne kan nok se en gylden mulighed for at score lidt hurtige håndøre med et kvikt mobilopkald til den lokale bladsmører og hans yndlingspaparazzi. Muligvis var det også, hvad der overgik Niels-Christian Holmstrøm - altså sportsdirektøren, ikke køteren - i regnvejrsbygden Bergen tirsdag aften. En historie, der sprang op som en frådende norsk krigserklæring til dansk fodbold, men faldt ned som en skuldertræksnotits. Der eksisterer ikke officielt en "6 måneders regel", og skurken var Frode Johnsen, der pr. gentleman-aftale med trønderne burde have underrettet sin sportsdirektør. 

Den angiveligt truende adfærd og eventuelle politianmeldelse må så høre privatsfæren til - fotografen og Holmstrøm imellem - og er i hvert fald ikke en sag for hverken FC København, Rosenborg BK eller de respektive fodboldforbund i Danmark og Norge. Holmstrøm, der muligvis har set fotografen gennem en vel kolerisk optik, har selvfølgelig efterfølgende givet svar på tiltale: - Jeg har ikke flere kommentarer til dette. Det finnes viktigere ting her i verden. Kanskje ikke i Bergen, men i hvert fall i København, sier Holmstrøm. Klassisk NCHsk arrogance, der utvivlsomt falder mange for brystet, men ikke denne bartender. Til gengæld kan det godt falde mig for brystet, hvis vi vitterligt skulle nære interesse for den 31-årige Frode Johnsen, der just ikke har fremtiden for sig og heller ikke slår mig som en angriber, der går direkte ind og forstærker vores hold, hvor han i givet fald skulle være bedre end Zuma, Santos, Bech, Møller og Jónsson for at berettige eventuel transfer, sign-on fee og forskerlønskontrakt.

Så havde det straks været lettere fordøjeligt, om Holmstrøm havde bænket sig med Niclas Jensen og dennes agent på en Bierkneipe i Dortmund. Og dog. For selvom Niclas indiskutabelt er den bedste venstre back, København har haft, ja måske tilmed den bedste, der har spillet i den hjemlige liga i min tid (Jan Heintze, Henrik Andersen og Johnny Hansen optrådte ikke meget i den danske liga, og slet ikke mens de nød landsholdsstatus), så er situationen lige præcis omkring venstre back et paradoks i København.

Selv uden Niclas Jensen har København i dag hele tre fuldkapable, venstrebenede venstrebacks i truppen. I sig selv et særsyn i en fodboldverden, hvor mange klubber både herhjemme og i udlandet - og også blandt de ypperste og pengestærkeste europæiske topklubber - har mavesårsramte managers og sportsdirektører til at afsøge hvert et hjørne af kloden efter "ægte" venstrebacks firetyve-syv. For det er en mangelvare. I København går der så tre af slagsen rundt. Teoretisk i hvert fald, for der står en aura af mystik omkring venstreback-pladsen, som f.eks. højrebenede Lars Jacobsen har passet flere gange i denne og sidste sæson, også når disse venstrebenede ikke har været ude med skader/karantæner. Alle sammen i hvert fald. Samtidig.

Særligt mystisk er det jo omkring Urmas Rooba og Janne Saarinen. Rooba med status af estisk landsholdspiller skrev kontrakt med klubben i sommeren 2002. Vel egentlig som afløser for Niclas Jensen, der forlod København ved årsskiftet et halvt år tidligere. Måske fordi Hans Backe og ledelsen trods et fantastisk forår for holdet (11-3-0), der dog lige akkurat ikke kunne hente Brøndbyernes 10 points' forspring, ikke var helt tilfreds med Peter Christiansen, der ellers endelig slap uf af Niclas' skygge og fik fast spilletid. Rooba markerede sig da også i FC Midtjylland som ligaens bedste venstreback. Efter Niclas. Op og ned er det gået for balteren. Mest ned. Og vel har han været ramt af urimeligt mange skader, men også i fit stand, har han syntes ganske langt fra holdet.

Den finske landsholdsback Janne Saarinen landede så i klubben sidste sommer. Et vink om at tålmodigheden med Roobas skrøbelige helbred var ved at rinde ud, og endnu engang en soleklar desavouering af Peter Christiansen. Noget må finnen have kunnet og vist (nogen), omvendt har det nok ikke bare været et fejlskøn eller chikane, at Kicker havde rangeret ham helt i bund i Bundesligasæsonen 2003/04. Hvad han kan, ved vi stadig ikke. I glimt har han vist potentiale, men han har også været involveret i nogle af Københavns allerværste blamager denne sæson. Først og fremmest har han imidlertid været skadet konstant - hvis Rooba har en skrøbelig fysik, taler vi her om en idrætsudøver, der var blevet slagtet, havde han været væddeløbshest - ja nærmest kronisk, i en grad så man mistænker, at nogen må have overset et eller andet ved helbredsundersøgelsen forud for kontraktunderskrivelsen.

Skader hos de prominente østersøfolk eller ej. Peter Christiansen har mast på, grebet chancen og ret beset spillet bedre, end vi endnu har set Rooba og Saarinen præstere. Indrømmet, jeg har mange gange forbandet Peter Christiansen langt væk for febrilsk og dårligt afspil, for at spille med alt for stor risiko, satse for meget i tacklinger med frispark og kort/karantæner (vender vi lige tilbage til) til følge, ja kort og godt for ikke at være den optimale back i FC København. Dele af den Københavnske fanskare har dog valgt at gå et skridt eller tre videre og nærmest lagt Peter Christiansen for had. I den sære optik, der dikterer, at visse typer af fodboldfans skal have en syndebuk til enhver tid. Om han hedder Zaza, Todi, Niclas (åh jo, selv Niclas har været genstand for nådesløs fanhetz), Mio, Lønstrup, Møller, Kihlstedt, Rabo, Ole Tobiasen, Linderoth eller PC, det afhænger af dagsformen.

PC har faktisk ikke været så ringe, når man tænker nøgternt efter. Slet ikke i denne sæson, hvor han dog først fik kampagnedebut den 22. september mod AGF. En kamp der markerede om ikke et vendepunkt for FC København, så dog et stop i stimen af forfærdelige kampe og resultater. Med trade mark indpiskerinstinkt og kompromisløst arbejde i holdets tjeneste var PC med til at bringe mere nerve og gejst på banen. Her i foråret har PC tilmed tilhørt de allerbedste på holdet. Senest i Odense og i går i Brøndbyerne var han tæt på Københavns MOM i mine øjne. Han synes ganske enkelt at være blevet mere konstant i sine præstationer, tager færre chancer og virker som en klogere spiller, hvor rutinen og alderen (30) kommer til større ret. Evident at det for en stor del må tilskrives noget så banalt men stadig altafgørende, at han får mere spilletid. Ingen spillere bliver bedre af at blive flået ind og ud af holdet fra uge til uge.

For nogen tid siden sad en af vores gæster hernede og spurgte til, om jeg ikke lige kunne se på vores præstationer i denne sæson med og uden PC, fordi han var overbevist om, at PC gjorde/gør en forskel. Min umiddelbare tanke var, at det kunne han - gæsten - fandeme selv ligge og rode med. Jeg blev dog alligevel tilstrækkeligt nysgerrig selv, så jeg har undersøgt sagen lidt nærmere for nu eventuelt at blive bekræftet i, at det faktisk er gået lidt bedre i denne sæson, når PC har været på holdet. Som jeg også har indtryk af. Og lad mig sige straks; tallene bekræfter tesen og taler PCs sag. Hvis du lige hjælper mig med at få de sidste borde og stole manøvreret ud i gårdhaven, så drikker du på huset resten af aftenen, mens jeg fyrer op i en PC med lidt statistik fra vores hus-talguruer nipserstat.dk om ... PC.

Lad os først lige sammenligne PC med Rooba og Saarinen, hans aktuelle konkurrenter i København! PC har spillet 106 kampe i den Københavnske trøje til dato. 59 af kampene har vi vundet, 28 er endt uafgjort, 19 er tabt. Det svarer til 56% sejre, 26% remis, 18% nederlag. Pointgennemsnittet i PC-kampene er på 1,94. Og så har vi i PCs kampe sluppet 94 mål ind, svarende til 0.89 pr. kamp. Rooba kan i 44 (21 vundet) København-kampe fremvise 48% sejre, 30% uafgjorte og 23% tabte. Pointsnit 1,73 og 0.91 baglænsmål. Altså et lille plus til PC, ikke mindst målt på sejre/points. Endnu større er forskellen, hvis vi ser på Saarinen, om end det statistiske materiale for ham er noget tyndt med blot 7 kampe at tage af. 2 sejre, 1 uafgjort og 4 nederlag er det blevet til. Til sammenligningen med PC/Rooba hedder det 29%-14%-57%, 1,00 p./kamp, 2.29 mål imod pr. kamp. Så på de nøgne tal må vi notere et plus til Peter Christiansen.

Ser vi PCs periode fra debuten 12/03-2000 i forhold til, hvad FC København har præsteret i samme periode, så har vi i alt siden forårsstarten 2000 spillet 219 kampe, fordelt på 114-64-41 eller 52%-29%-19% og et pointsnit på 1,85. Det er altså lidt ringere end statistikken for PC alene. Tallene er i øvrigt forholdsmæssigt omtrent de samme hvis man kun tæller de 78 (PC) hhv. 168 (i alt) superligakampe i perioden. Men altså, lidt bedre med PC end det samlede udkomme, hvilket så mere stillet på spidsen vil sige, vi har klaret os noget bedre med PC end uden! 

Og så vil du sikkert sige, jamen det er jo en unfair sammenligning, hvis PC får bonus i regnskabet for at have været på banen 5 minutter hist og 12 minutter her. Men rent faktisk er PC startet inde i 82 af de 106 kampe for klubben og har spillet samtlige 90  minutter i 62 kampe. Han har spillet 7380 minutter af 9540 mulige. Altså mere end 3/4 spilletid.

En detalje i tallene overraskede mig. Myten om de mange frispark og de deraf følgende gule og røde kort, er ... en myte. Faktisk har PC kun raget 12 advarsler og 2 udvisninger til sig i sine 106 kampe. Det er så absolut ikke specielt mange for en forsvarsspiller. Et kort ca. hver ottende kamp. Udvisningerne faldt i 0-1 nederlaget 21/4-03 i Parken mod AaB, hvor Michael Svendsen var gavmild med kortene og også strittede Zuma ud, samt sidste forår i Esbjerg (2 gule) i trediesidste runde, hvor vi dog vandt alligevel. Du ved, kampen hvor Todibevægelserne® blev født.

Pyha, man bliver helt tør i piben af alle de tal. Så inden vi mosler videre, tillad mig lige at skænke lidt Erdinger Weiß, lækkert øl fra Bayern. Og bare fordi det førende hold fra egnen fik velfortjente smæk af smukke Chelsea i går, er jeg da ikke for fin til at drikke deres øl!

Det bringer os til humlen, i PC-statistikken altså. Denne sæson. Vi har i alt spillet 34 kampe. 16 vundet, 10 uafgjort, 8 tabt. Dvs. 47%-29%-24%, 1,71 p./kamp, -1.26 mål/kamp. PC har deltaget i 22 kampe, 14-5-3 sejre. Og endda endnu bedre, hvis vi ser på de kampe, hvor PC har været i startopstillingen (han kom først ind efter en god time i 1-1 kampen i Parken mod Brøndbyerne i Royal League ved stillingen 0-1, og fra 2. halvlegs start i RL-kampen mod MFF (0-1) i Malmö ved stillingen 0-1): 20 • 14-4-2 • 39-17. Eller 70%-20%-10%, 2,30 p./kamp, -0.85 mål/kamp. Som vi så igen kan sætte overfor de 14 kampe, hvor PC ikke er startet inde (hvoraf han overhovedet ikke kom på banen i de 12), der har budt på sølle 2 sejre, 6 uafgjorte og 6 nederlag og scoren 16-26, eller 14%-43%-43%, 1,17 p./kamp, -1.86 mål/kamp. Det må da trods alt siges at være en forskel, der er til at tage at føle på.

Bag om tallene skal nævnes, at de tre kampe PC har været med til at tabe var førnævnte Royal League træningskamp i Malmö, gårsdagens pokalsemifinale first leg i Brøndbyerne og så superligakampen i Silkeborg 17. oktober, hvor vi tabte 1-4. En surrealistisk kamp, hvor alt bare gik galt - "en af de dage" - og i øvrigt den eneste kamp i denne sæson, hvor PC har fået et gult kort (1 minut før tid). Selvom blamagen i Silkeborg var slem nok, så har vi dog oplevet langt værre i sæsonen, hvor ikke bare målene er raslet ind, men hvor vi spille- og engagementsmæssigt også har leveret uanstændigt ringe præstationer. Jeg tænker på 0-5 mod Gorica, 2-3 i Viborg (efter at have ført 2-0 ved pausen), 0-0 hos oprykkerne fra Randers og 1-3 nederlaget til Brøndbyerne i Parken, hvor vi skulle være lykkelige for ikke at tabe dobbelt så stort. Fire pinlige kampe, men tankevækkende nok også fire kampe, hvor Peter Christiansen ikke var med!

Hvilket bringer os til clincheren. Årets Maltaliga. Du kender stillingen og vores udbytte for de indtil nu 21 turneringskampe (1,71 p./kamp, -1.33 mål/kamp). PC har været med i 12 ligakampe (fra start alle 12), og her ser de kolde tal således ud:

12 • 9-2-1 • 26-10 • 29 (75%-17%- 8%, 2,42 p./kamp, -0.83 mål/kamp)

Det stiller vi så overfor de 9 suppekampe i sæsonen, hvor PC ikke har været med:

  9 • 1-4-4 • 13-18 •  7 (11%-44%-44%, 0,78 p./kamp, -2.00 mål/kamp)

Uanset vi taler sejre/nederlag eller frekvens af mål, forsvaret har sluppet ind, må vi sige, at der ikke bare er forskel, men markant forskel. Javel, tal kan tolkes på mange måder, og der er selvfølgelig andre faktorer i spil, så vi ikke bare kan årsagsbestemme forskellen på de 12 og de 9 kampe udelukkende udefra, om PC var med eller ej. Ligesom de heller ikke kan bruges til at hævde, at vi måske ikke havde lavet en Guernica 0-5 eller lagt os ned mod Brøndbyerne, hvis det skaldede spøgelse fra Vejle havde været på banen. Men de nøgne tal lyver på den anden side heller ikke, så vi kan da godt konkludere, at hvis man fornemmer, at det er gået bedre spillemæssigt med PC på banen i denne sæson, så afkræfter statistikken i hvert fald ikke denne fornemmelse. Vi langer derfor rask lidt flere Erdinger over disken og drikker PCs skål.

Paradoksalt nok drømmer jeg dog stadig om at se elegante, boldbegavede og solariebrune Niclas Jensen i Parken igen til sommer.

Peter Christiansen var en af de få, der kunne være indsatsen bekendt i går i Brøndbyerne, efter en kamp hvor Hans Backe var ude med sjældent skarp kritik af vores indsats. Det var nu også sjældent skidt især efter pausen. En god halv time af en meget taktisk første halvleg var OK, og et mål af Álvaro (helt tom kasse efter forsvarkoks - en klasseangriber sparker altså den bold ind 10 gange ud af 10) eller Bech (surrealistisk utur, at den bold ikke gik ind efter noget nær Bechs eneste gode aktion i kampen) kunne have givet os et rigtigt godt udgangspunkt, både til returen om fjorten dage og suppekampen på søndag.

Modsat grædekoret på nettet giver gårsdagens pokalkamp mig nu ikke større nervekramper forud for ligakampen på søndag i Parken end normalt mod "dem". Dels var vi ikke så meget ringere end Brøndbyerne, end de var ringere end os i RL-træningskampen for små to måneder siden, og dels har jeg en lurende fornemmelse af, at Backe kunne have bragt både Zuma og Bo (og måske Magne fra start) i går, hvis han havde villet. Så det bliver et lidt andet hold med - forhåbentlig - en meget anden indstilling, der løber ind på Parkens parodi af en grønsvær søndag. Om det rækker til sejr, kan kun tiden vise. Men hvis nogensinde klichéen "sekspointskamp" har været passende, så er det vist på søndag. 

Sejr til København, og vi er sensationelt inde i guldkampen. Sejr til Brøndbyerne, og vi kan roligt lykønske provinsen med guldet. Uafgjort kan vi ikke bruge til en skid, men det kan midtjyderne sikkert, mens Laudrup og Faxe nok heller ikke vil være voldsomt utilfredse med pointdeling på Østerbro.

Hvad anden halvleg af pokalsemifinalen den 20. april angår, så kan faktisk kun returen for alvor fortælle os, om 0-1 var et godt eller skidt resultat for os. Tilsvarende gælder de otte tilbageværende klubber i Champions League. Milan må dog siges, at have mindst trekvart ben i semifinalen, mens Chelsea, PSV Eindhoven og Juventus i det mindste har gode udgangspunkter, men må vente og se om "halvlegsstillingen" i praksis er så god som på papiret. Rent spillemæssigt viste Chelsea og Bayern München klart størst klasse af de seks hold (tre kampe), jeg fik set. Kun Milan-Inter kampen missede jeg, da den var samtidig med matchen på Stamford Bridge.

Milan skulle dog have været skræmmende stærke, i forhold til Inter i hvert fald, men det har folk uden adgang til parabol eller kabel-tv nok haft rig mulighed for at konstatere, da de blev snydt for braget i London, fordi TV-Schmeichel ganske forudsigeligt valgte det milanesiske lokalopgør som deres hovedkamp på 3+. Hallo, Viasat-kegler, Jon Dahl kom slet ikke på banen! At dømme efter air tid i de elektroniske medier og spaltemillimeter i de trykte, så var Chelsea-Bayern omgærdet af større interesse end San Siro kampen og pave-døden tilsammen. Ikke at den slags detaljer nogensinde har bekymret Viasat, dog.

Vi, der havde muligheden, fik så et klassisk tysk-engelsk slag, der lignede en done deal med 4-1 til Blues dybt ind i overtiden, lige indtil Michael Ballack faldt teatralsk til jorden i feltet. Jeg kunne ikke på TV-gengivelserne se, at der skulle være straffe, men jeg indrømmer, at jeg dog heller ikke kunne se, om der ikke var det! Den kampvognsstore opmand - Rene Temmink fra Holland - virkede dog meget sikker i sin sag, men skulle vel i så fald også have stukket Ricardo Carvalho et gult kort, der havde været lig udvisning og karantæne i München. Nu fik Ballack selv omsat ellevemeteren og gav dermed Bayern en livline af den slags, de før har formået at udnytte. Og det kan da selvfølgelig bekymre en anelse, at Arsenal tabte klart 1-3 i München i sidste runde. 

Omvendt så er Chelsea anno 2005 betydeligt bedre end Arsenal - der jo også pr. definition falder igennem i CL år efter år - hvilket 13 points forskel i tabellen ubarmhjertigt afslører, om nogen skulle tvivle. Chelsea har endvidere under Mourinhos ledelse foreløbig kun tabt 4 af 49 kampe - alle turneringer - og ingen af dem med mere end ét mål. Så det skulle undre mig så meget, om 4-2 ikke rækker længe rigeligt i München, at jeg byder Nestor henne i hjørnebåsen på cigar på Huset næste gang, skulle det glippe for Chelsea.

Det bliver så spændende at se, hvorfra Jose Mourinho vælger at se returkampen. Måske fra restauranten 182 meter oppe i det 290 meter høje Olympiaturm (Fernsehturm) med kikkert og fri panoramaudsigt til Olympia Stadion. Det skal nok blive genstand for stor mediebevågenhed i stil med den der i særdeleshed den sidste måneds tid på godt og ondt har omgivet den portugisiske træner med et ego, der så rigeligt matcher hans uovertrufne faglige kvaliteter. Det har også afstedkommet mange ophedede debatter hernede blandt stamgæster og personale (kollega Hans og jeg holder således portvinen gemt godt af vejen - til os selv), så diskussionen for/mod Mourinho lader vi ligge for i aften. 

Lad os blot nøjes med at konstatere, at uanset man afskyr, beundrer, elsker, respekterer eller accepterer manden, så er det sgu uanset graden af iscenesættelse meget godt skuldret at lægge sig ud med sin arbejdsgiver og store dele af det europæiske fodboldsamfund og så ud af det hele øjensynligt - iht. seneste rapporter - score en en forlænget og forbedret ansættelseskontrakt med en bagatel af en lønforhøjelse på £1 mio. (11 mio. kr.) ... om året. Så kan han godt forsvare at kalde sig selv The Special One.

Den slags penge får man ikke for at polere glas og slæbe øl her i BULEN, så jeg nøjes med at knappe en personalepilsner op, sige skål og ønske dig godnat og god kamp på søndag!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

New Order: Waiting For the Sirens' Call
[Ugens Nye]  Den landede så endelig i postkassen i dag, fordi man absolut skulle spare en 50'er ved at forudbestille den hos cd-wow i Hong Kong, mens man har ærgret sig over, at alle andre syntes at have anskaffet sig den, da den udkom sidste tirsdag (29/3). Kollega -smølle præsenterede da også et par numre fra skiven i sidste uge. Men den har så været værd at vente på, for allerede efter de første 4-5 gennemlytninger i dag skærer albumet igennem som endog meget bedre end forgængeren Get Ready (2001). Synth, guitar, pop og rock, som man har svært ved at sidde stille til, og som gør én ganske glad i låget. De fire første skæringer ('Who's Joe', Hey Now What You Doing', 'Waiting For the Sirens' Call', 'Krafty') og de to sidste ('Turn', 'Working Overtime') er ganske enkelt forrygende. Til gengæld bliver jeg gal over det disco-dansebeat-crap, der - forekommer det - aldeles unødvendigt er proppet ind på pladen som 8. og 9. track (jeg vil end ikke nævne sangenes titler). De trækker seriøst ned på helheden. Men trods de to skønhedsfejl er det her tæt på New Order, når de er bedst. Og så i 25-års jubilæet for Manchestergruppens debut på ruinerne af Joy Division.

Orchestral Manoeuvres in the Dark: Peel Sessions 1979-1983
[Ugens Genhør] "The Beatles With Synths" blev OMD kaldt i starten i firserne. Og ligesom Beatles har inspireret utallige bands, så kan man godt argumentere, at grupper som Yazoo, Soft Cell, Erasure, Depeche Mode, Pet Shop Boys, New Order(!) og mange flere på firsernes synth-pop og New Romantics scene skylder lidt kredit til OMDs pionerarbejde i genren (pop-raffineret af OMD fra deres inspirationskilder, Kraftwerk og Neu) fra starten i Liverpool i 1978. Først og fremmest personificeret ved Andy McCluskey og Paul Humphreys. For min smag dog kun rigtigt godt til og med albumet Dazzle Ships (1983), og da Humphreys skred i 85/86 blev det da helt galt. Intetsigende pop, og ikke engang god pop. Men Peel Sessions - som jeg faldt over hos Sister Ray i Soho, London - er heldigvis fra den gode periode. Et uddrag af OMDs live-TV-studie indspilninger til brug i John Peels legendariske "Sessions" BBC-udsendelser, og et vidnesbyrd om, at synthesizer-musik kan spilles "live" med rå og stærke udgaver af sjældnere OMD-ting såvel klassikere som 'Enola Gay' (ja, det er the Enola Gay aka. bombeflyet fra Hiroshima, august '45).

Ugens sang:

Bruce Springsteen: 'Devils & Dust'
Kan vi jo slet, slet ikke komme udenom, mand! Forløberen til Bossens nye studiealbum, der udkommer 26. april. Tænk Nebraska, tænk The Ghost of Tom Joad, tænk Tunnel of Love, tænk 'Blood Brothers', tænk 'Dead Man Walkin'', tænk 'Streets of Philadelphia'. Blandt det lidt sammen, arranger det Rising-style (produceren hedder stadig Brendan O'Brien), tilsæt kras lyrik om Irak-krigen, og du har Springsteen solo og revsende. Du har også et strålende nummer at fordrive nedtællingstiden til 26. april med. Eller 22. juni, hvor Bossen besøger Frederiksberg og Forum. Det bliver ... STORT! Ingen over og ingen ved siden af. BRUUUUCE!.