Her havde jeg allerede stemplet "2006" henover forventningen om at udgrave en containerstor jordhuga under vandskulpturen på Skt. Hans Torv og ryge en elefantstørrelse mesterskabskoger efter Superligaens sidste spillerunde. Så sker dette! 1, 2, 3, 4 kampe og vupti, en vinters mismod er endegyldigt gjort til spirende forår på lidt under en måned. Med de 11 resterende spillerunder der ligger foran os, er enhver ide om at engagere sig i en hobby, sin bil eller bare sin forpulede familie helt og aldeles ødelagt. Der er "hvis nu"-scenarioer at diskutere, rustne lattermuskler, der skal varmes, jinx og antijinx at udveksle. Og ikke mindst en pukkel af fadøller at smide efter de folk, der snakker om den slags hernede. Men det er fint arbejde, når smilene er brede og latteren helt ægte.

For det er nu engang noget helt andet at spille med, end blot at stå på den anden side af sidelinjen og se de store drenge løbe med det hele, uden udsigt til andre glæder end perler af snot i ansigtet og hån i ørerne, når de grinende går hjem efter at have punkteret din cykel. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så var det præcis retten til at være med, der var på spil i søndags - ikke selve mesterskabet. Det kan såmænd stadig ende i både dur eller mol, men vi er fucking med igen. Sådan føles det i hvert fald her, som frisk luft i lungerne, når cabrioléten spinder henover asfalten. "Det er Maltaligaen, for fanden!", kan jeg høre bartender-Jan messe i baggrunden, men den er stadig vores lokale top, præcis som Himmelbjerget ikke er K2, men dog er en spadsertur værd! Og ja, der røg foråret. Slut med at fifle med surjordsbede og alpine rhodondendroner. Der er større ting på spil, nemlig den ekstra dimension det giver livet at være med fremme i Superligaen.

Jeg er udmærket klar over, at jeg på denne plads for 4 uger siden postulerede, at F.C. København med sikkerhed ikke blev mestre. Det postulat betegner jeg som mit bedste antijinx til dato, så det holder jeg foreløbig fast i. Ligesom jeg bestemt opfordrer Brøndbys fineste til at fortsætte med "Vi er mestrene"-chantet. Jeg synes nu nok, at jeg opfattede en form for bitter erkendelse i den blågule stemmepragt omkring det 65. minut i Parken i søndags. Præcis den samme fornemmelse som ovenfor, men blot med negativt fortegn, et baglæns sporet sus af "oh crap, så skal vi alligevel spille om det". For det bliver den sædvanlige forårsomgang mellem SBU's stolthed og Foreningen "Thieles Venner". Vi er så bare glade for det, de er ikke. Sjovt som det veksler.

Brøndbys sportslige nedtur er nok det mest forbløffende element i forårseventyret, mere end vores egen sejrsrække. Lige ud sagt, så har BIF spillet de første kampe i foråret, som Jean Michel Jarre spiller på laserharpe. Ikke at der findes nogen anden eller bare grænsende til det rigtige måder at fjolle rundt med den slags firsercrap på. Det interessante er naturligvis, at det er andet forår i træk, at BIF rager rundt med pølsefingrene begravet i lyskegler - ligesom at det i efteråret 2004 var andet efterår i træk, at vi lavede "Cathy Freeman introducerer videosegment til Once Upon A Time"-finten. That ain't right either, men alligevel virker Brøndbys re-run af sidste forårs nedtur rigtig mærkeligt i betragtning af det pres, der ligger på Laudrups skuldre for at indløse boldhobitternes krav på mesterskabet. Og i virkeligheden også for at forløse sig selv som træner.

Jeg er forbløffet, men så alligevel ikke. Michael Laudrup virker ikke - og har aldrig virket - som typen, der løfter et hold ud af modgang. Men netop den erkendelse burde nok deles af andre i Brøndby, der kunne have set klubbens nedtur i Royal League som en lille advarsel, der krævede en reaktion. Disse andre har så åbenbart været mere optaget af andre gøremål, såsom at ødelægge det gode forhold til klubbens bank og forfølge de sjove fantasier, der manifesterer sig i hjernen, når kviksølvdampene hjemsøger klubbens jacuzzi.

Jeg er af den overbevisning, at Michael Laudrup ikke er fredhellig i Brøndby. Han kan fyres, og han vil blive fyret, hvis Per Bjerregaard mister troen på ham. Naturligvis vil det blive pakket behørigt ind i sorte plasticposer og måske endda præsenteres som Laudrups egen beslutning, men jeg kan ikke se, hvordan Brøndby kan tåle at smide mesterskabet i denne sæson. Det helt afgørende problem for kemien mellem Laudrup og klublægen er, om Laudrup investerer nok af sig selv i trænergerningen. Det ser ikke sådan ud for mig, og jeg er helt sikker på, at lige det forhold vil gøre det nemmere for klublægen at svinge leen, hvis det bliver nødvendigt - og i øvrigt også i forhold til at få Laudrup til at acceptere nødvendigheden.

Set udefra holder Laudrup truppen (og alle andre i klubben og i øvrigt) på en arms afstand, og det store spørgsmål er, om den stil holder, hvis krisen ruller videre. Det gjorde det ikke i 2004, og alle kan selvfølgelig huske, at Brøndby med succes kaldte Tom Køhlert ind som brandmand i foråret 2002 for at redde et andet mislykket 4-3-3-eksperiment på Vestegnen. Jeg tror ærligt ikke, der skal for mange pointtab til i de nærmeste spillerunder, før Brøndbys største trænersucces i dette årtusinde godt kan spænde hjelmen og finde førstehjælpstasken frem igen.

Inden for voldene - sådan retorisk set - ser verden både sjovere og langt mindre kompliceret ud. Om andenpladsen skal forsvares eller førstepladsen jages, så skal der bare vindes så mange kampe som muligt. Jeg vil dog pege på, at forestillingen om at Brøndbys resterende forspring skal indhentes som en direkte fortsættelse af forårets indledning, forekommer mig lidt opgejlet, også selvom mareridt om Lurer-Oves mosgrønne og trængende kontrakæp givetvis holder Laudrup vågen i disse nætter. Pokalkampene i Brøndby her i foråret - både imod FCK og imod Skjold - er gode eksempler på, at "et vendepunkt" kan være et særdeles flygtigt fænomen, og at dårlige tider skam sagtens kan blive værre for Brøndby. Også selvom BIF vinder i Viborg, og vi sætter point til i Århus.

Jeg ser en helt grundlæggende fordel til København i den direkte sammenligning, også udover den øjeblikkelige medvind. Det er en gammel traver, der netop virker bedst over tid: Den bredere trup. Reelt manifesterede den sig allerede i søndags, da Jesper Bech efter bare 3 minutter måtte erstatte en skadet Michael Silberbauer. En halvleg senere var Bechs direkte modspiller, Asbjørn Sennels, udskiftet. Ikke at jeg postulerer en direkte årsagssammenhæng, men alligevel. Oveni var FCK's Lars Jacobsen karantæneramt til lejligheden, men samlet set overstrålede FCK's højreside Brøndbys venstreside fuldstændig. Når to FCK-reserver, heraf én med det knap så kærlige tilnavn "Fede", i den grad kan overstråle to Brøndby-talenter med flere udtagelser til A-landsholdet og evighedstalentpriser på renomméet, så ser det lyst ud. På venstre back-pladsen og omkring Bos hæl kan jeg nære nogen bekymring, men den stopper så cirka der. Rabo har taget tøjlerne i målet, Dantomet regerer i luften og på de 6 forreste pladser har vi rigeligt med skud i bøssen til at dække de fleste eventualiter. Brøndby er langt tyndere dækket ind på stort set samtlige pladser.

Oveni den bredere københavnske trup er der så de rent statistiske betragtninger at hænge optimismen op på. Ud af de sidste fire års sæsonfinaler har FCK vundet de 3, og én er endt uafgjort. Det giver naturligvis et godt psykologisk rygstød før det sidste indbyrdes opgør på Brøndby Stadion. Dertil kommer, at Brøndbys "syttende point" - en bedre målforskel - er så godt som fordampet, og at Brøndby i efteråret ikke pumpede mål ind som besat, men snarere specialiserede sig i at holde rent bur og vinde snævre sejre. Hvad der ikke er nogen grund til at kimse ad, men reelt har Brøndby spillet 3 ud af de første 4 kampe i foråret på de samme præmisser, hvor marginalerne blot er svinget den anden vej. Hvad FCK angår, så må man med den store undtagelse i kampen i Odense pege på, at kampene i foråret er blevet kørt meget sikkert hjem. Alt i alt finder jeg Tipsbladet betragtning om at kampen om mesterskabet er tippet over i FCK's favør ganske objektivt velbegrundet. Vektorerne peger den vej, men den hopper erfarne fodboldmystikere ikke på, og jeg henstiller derfor til Per Nielsen om at tro ekstra meget på det i sin ugentlige humørklummer på Brøndbys hjemmeside.

Torsdag stod Royal League-menuen på den gængse fodboldkliché "meget svær udekamp" mod Rosenborg på Lerkendal, og det var vel forventet, at denne turnering nu for alvor må træde i anden række. Det var dog ikke direkte til at aflæse på startopstillingen, og i lyset af den nyfundne spænding i den hjemlige turnering virkede det især underligt, at Zuma og Álvaro begge startede på banen. Til gengæld var det tydeligt, at der kun blev investeret det nødvendige af kræfter i den heldige sejr på 0-1. Jeg skriver heldig, selvom trønderne knap nåede frem til chancer, der kunne ramme et 3-tal på den åbne Skoubo-skala. Efterfølgende kan man selvfølgelig fedte angstneurotisk med begrebet Pyrrhus-sejr i forhold til kampen på søndag eller omvendt fokusere på den gode psykologi i at buret blev holdt rent, og at "stimen" fortsætter. Nåja, og på at vi stadig kan vinde skidtet med lidt held, selvfølgelig.

Der er så netop blevet skrevet og talt en del om Silberbauers brækkede kæbe som det triste resultat af en voldsom hovedstødsduel med Sebastian Svärd i søndagens kamp. Jeg har genset situationen flere gange, og jeg kan ikke se den brutale intention hos Svärd, der i givet fald skulle have udløst et rødt kort. Advarsel - og den karmastraf der blev udløst, da han scorede selvmål med røven på Hoseths frispark - var bestemt på sin plads. Det virker faktisk heller ikke som om helt neutrale observatører har set ondskaben folde sig ud i situationen, og hvis man endelig skal tale om en større dommerfejl i den kamp, så var det da Álvaro over en 4-5 sekunder i anden halvleg blev forsøgt revet rundt i Brøndbys straffesparkfelt. Dog uden at falde, og selvom Álvaros fysiske styrke naturligvis er imponerende, så kan jeg godt følge ham, når han mere generelt hævder om sine direkte modspillere at "de holder mig konstant, uden jeg får frispark. Sådan er det i alle kampe. Dommerne tror åbenbart, at jeg er en kampvogn, man bare kan sparke på, men det er jeg ikke".

Alt for ofte ser man modstandernes forsvarer spille bevidst på at gå hårdt i ryggen på vores frontangribere, vel vidende at en lidt for hård nærkontakt bagfra ikke er en type frispark, der ret ofte udløser gult kort - og endda ikke altid frispark. Jeg erkender, at jeg er helt subjektiv der, men for mig at se, så er det en type frispark, der helt generelt burde slås hårdere ned på. Det er helt professionelle og helt bevidste frispark, der ødelægger spilrytmen og flowet, og så kan jeg mistænke, at der også er tale om frispark, der er aftalt ved taktikbordet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er tilpas hyklerisk til at anbefale Viborg denne visdom til på lørdag, når Elmander kommer forbi. Men de gule kort må de selv æde!

Mindre kompliceret forår, javel. Men alligevel med skyer på himmelen. I stigende grad virker det som om, at Hjalte Nørregaard overvejer en fremtid udenfor København. Der er tre grunde til, at mit hjerte banker for den unge mands fucked up afrogarn: Han er aldrig skadet, hans bundniveau er efterhånden stabilt højt, og så er han kun 24 år gammel. Jeg forstår så glimrende, hvis han skæver til dels den behandling, Holmstrøm tilbyder ham direkte, og så de forhold, som udenlandske spillere tilbydes i klubben. Jeg kender naturligvis hverken Linderoths eller Hjaltes løn, men hvem af dem spiller bedst for tiden, og kan den forskel retfærdiggøre en forskel på årslønnen, der skal tælles i millioner af kroner?

Jeg undrer mig over, at FCK ikke formår at slå bro over kløften til Hjalte, nu hvor det endelig fungerer stabilt mellem ham og Linderoth. Uden at forklejne de gevaldigt underholdende sideeffekter ved Holmstrøms rejse til Bergen, så virker det direkte sært, at FCK tilsyneladende var villige til at smide 12 millioner kroner efter Norges svar på Poul Hübertz, men åbenbart ikke kan finde ud af at sikre maskinrummet på midtbanen en årrække frem, som en forlængelse med Hjalte formentlig ville gøre. Hvis Frode Johnsen er ambitionsniveauet i angrebet, så forventer jeg ikke, at det er fordi man pønser på storindkøb til midtbanen. Jeg håber det i hvert fald ikke!

Champions League er gået ind i sin afgørende fase. Udover en jævnt uspændende runde kvartfinaler, der kulminerede i et returopgør mellem Juventus og Liverpool, der rent faktisk fik mig til at falde i søvn siddende ved mit skrivebord i ædru tilstand, mens jeg skrev de indledende linjer i dette ræb, så beviste returopgøret mellem Inter og Milan, at italierne efterhånden helt og aldeles har mistet grebet om tilskuerudviklingen, og at pyroteknik og ophidsede menneskemængder stadig er en dårlig blanding. Det behøver man nu ikke rejse til Italien for at finde ud af, en tur i Parken i søndags var rigeligt. Store dele af Brøndbys uofficielle fanskare var i hvert fald mere optaget af deres fetischistiske forhold til det svenskerne kalder for "bengalsk lys" end af begivenhederne på banen.

Jeg ved godt, at jeg ikke forstår de dybe følelser, den rivende passion, der som en frådende flod bevæger sig igennem kroppen på en ung stemningsfan, der med ryggen til banen er ved at fotografere den rituelle afbrænding af et romerlys et par rækker oppe. Passionen, mand! Passionen! Det er så her, jeg alligevel må indskyde at unge mænds egocentriske selvinteresse - illustreret ved hyppig onani og andre selvværdsopbyggende gøremål som "at samles i gruppe og fantasere om storhed og fælles mål" ingenlunde bør være en hemmelighed for en voksen mand.

En lille intressant detalje ved Viasats programsætning omkring returkampene i tirsdags var, at tv-stationen tilsyneladende havde lagt beslutningen om at vise enten Bayern München-Chelsea eller Inter-Milan i hænderne på seerne. For den nette pris af 4 kroner pr. SMS-stemme, naturligvis! Interessant eksperiment, som vi selvfølgelig gerne ser videreført til semifinalerne (og sikkert også finalen), hvor vi ganske overraskende vil se Chelsea og Liverpools opgør valgt som den foretrukne. Det ligner ingenlunde bare en fiks pengemaskine og en smart måde at komme videre fra den megen kritik af tv-stationens beslutning om ikke at vise returopgøret mellem Chelsea og Barcelona i ottendedelsfinalen, men i stedet den helt forudsigeligt kedelige affære mellem Milan og Manchester United.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Moneybrother: "It's been hurting all the way with you, Joanna"
Det var egentlig noget halløj, bartender smølle prakkede mig på, men de har altså ligget #1 på den svenske album-hitliste! Jeg vil så sige, at smølles diagnose er helt rigtig: Moneybrother lyder præcis som et tidligere svensk punkband, der nu spiller simrende, svensk soul, og forsangeren lyder præcis som Joe Strummer. Plus en del violiner. Det tog lidt tid, men jeg endte med at kunne li' det. En sær gribende og klagende svensk tone gennemsyrer projektet, uden at det dog bliver anstrengende af den grund.

Ugens DVD:

Alien vs. Predator
Så accepterer vi, at en predator med sit avancerede supersyn kan se, at Lance Henriksen er ved at nedkomme med en kræftsvulst på størrelse med en fodbold. Cool nok. Hvordan fanden kan det så være, at 283 andre predators ikke kan se, at én af dem render rundt med en alien i skidesækken? Er det pornotabu for en predator at bruge sit røntgensyn på sin egen race? Bliver de generte? Siden hvornår skal der ikke vises bryster i en skoddet B-film? Alle disse spørgsmål bliver desværre ikke besvaret, mens den generiske rolleliste aflives, og kæberne gaber sig af led.