For fanden da! Så står man her som en skiveskåren skipper i rum sø og bapper på sin snade fyldt med velplejede græsarter, rester fra den sidste landkending i umindelige tider. Det ruller derudaf, mand, det ruller. På de store våger. Splitte mit fadølsanker! Man forsøger hele tiden at overbevise sig selv om, at man blot må nyde det hele. Den gyngende fornemmelse, den sejlende skude, der alligevel - og stadig - bevæger sig mod mere fremmelige kyster. Det var samme plimsoller der vuggede som et ubehjælpeligt stykke drivtømmer langs den maltesiske kyst i efteråret. Men sæderne skifter, og nogle gange behøver man heldigvis ikke røre en finger. Blot sikre grebet yderligere og holde ekstra godt fat. Det er vel nogenlunde det der er sket for vores københavnske fodboldklub. Man har klamret sig til nogle stumper af tro, blandt ledere, trænere og spillere, oven på efterårets fælles Guernica.

Noget var trods alt rigtigt, og under alle omstændigheder var der ikke så meget at gøre eller hente. Andet end at prøve igen og denne gang prøve lidt bedre. Det kan så give 5 sejre i 5 ligakampe, hvis man er lidt heldig. Det kan resultatere i at et par spillere, som man selv har erklæret håbløse eller ligefrem takseret som fejlkøb, pludselig kan vise helt anderledes positive sider. Blot nogle formår at fastholde, at tro på det hele ikke er helt så dårligt som det har set ud. Og pludselig sker det, noget lykkes. Igen eller på ny. Man ser helt nye sider.

Det har senest slået mig med Tobias Linderoth.

For fanden da! Det indkøb lignede ikke meget før nytår. Det var 15 mio. kroner eller noget i den dur kylet ud af et vindue på Øster Allé. Men det gør det ikke længere. Jeg må tilstå at jeg blev fuldstændig solgt i manden i søndags. Konkret tænkes på episoden, hvor AGF's Leon Andreasen stempler Hjalte ned i græsset i en svinestreg. Dommeren reagerer ikke, Hjalte ligger og vrider sig i smerte på banen, men AGF fortsætter spillet. Linderoth farer efter århusianeren og nedlægger ham med et klokkeklart benspænd.

Bagefter erklærer han åbent at han var rasende, rasende over et frispark der ikke blev dømt og rasende over at AGF ikke spillede bolden ud af banen som almindelig fair play, når en spiller ligger skadet. Selvfølgelig bør man som en civiliseret Ragnvald Retsind ikke hylde deciderede hævnakter, heller ikke på en fodboldbane. Men i et par splitsekunder blev det den fedeste følelse, at lukke bæstet ud af skabet, for Linderoth reagerede ikke blot som man selv havde lyst til - han reagerede uden at ane det som et helt københavnsk bagkatalog af indestængt vrede.

Nak de århusianske svin, fråden boblede indvendig, nak dem for dengang Diego Tur blev sparket ned i pokalfinalen 1992 og fik smadret det meste af et år af sin fodboldkarriere af en jyde som senere blev kåret som årets pokalfighter af pressen. Nak dem for Røll og Bo Svensson, der også begge er blevet sparket ned i hensynsløse tacklinger ovre i Marselisborgskoven for et par sæsoner siden. Nak dem for hele serien af frustrerende og urimelige nederlag i sen 90erne. Den stilfærdige Linderoth fik på en eller anden måde taget alt dette med sig i sin korte metamorfose til et savlende monster. Efterfølgende kunne han muligvis prise sig lykkelig for at det kun blev ostemaden der blev straffen, ja muligvis, siger jeg, for på den anden side blev Bo Harder kanoniseret til pokalhelt for 13 år siden for en handling der i sig selv var meget værre og meget mere svinsk. 

Skål, Tobias, og tak for dette lille øjeblik af rendyrket afstumpethed. Her havde vi manden der ikke gad finde sig mere, her var ham der havde fået nok, her blev Tobias til Travis Bickle fra filmen "Taxi Driver" der i Robert de Niros vidunderligt, forkrampede skikkelse hvæsede: Listen you fuckers, you screwheads. Here's a man who would not take it anymore... A man who stood up against the scum, the cunts, the dogs, the filth, the shit, here is someone who stood up!

Jamen for fanden! Så står vi her og indhylder os i en bataljon af retfærdighedens violiner. Lad os derfor bare fortsætte. I torsdags kunne man læse en artikel i BT. Først må jeg lige understrege, at jeg helt var afskåret for at se gårsdagens pokalsemifinale og kan derfor ikke hyle så meget med akkurat på den melodi. Men jeg har set det før og det kun for halvanden uge siden mod samme modstander. Mængder af små frispark mod vores to angribere, der aldrig dømmes. Skubberi og holderi, diskret og sjældent voldsomt af AGF'sk karat. Men irriterende og frustrerende og oftest ganske synlige fra tribunen, men åbenbart aldrig synligt nok for de tre dommere på banen.

Da vi vandt 3-0, var det Vollquartz der var dommer, og i følge min bedste overbevisning gjorde han det ikke synderlig godt. Han var kritisabel ringe netop af ovennævnte årsager - samt en række andre tilfælde. Håndbold på græs er åbenbart blevet populært blandt dommerne, som vi så fuldbyrdet i Århus. Vollquartz holdt sig heller ikke tilbage ugen før og gav fint fripas til at Elmander kunne følge i kølvandet på sine svenske forbilleder Wislander, Kahlén, Staffan Olsson og hvad de gamle VM-klenodier hedder hinsidan.

I aftes var det så Claus Bo Larsen, der var dommeren. Hans generelle præstation kan jeg af gode grunde ikke vurdere, men jeg kan sagtens begynde at følge de følelser der efterhånden rumsterer i hovederne på Alvaro og Zuma. Der bliver ikke givet meget rum til at være angriber, når forsvarerne tilbydes frit lejde for alt der ikke kan takseres som decideret grovt og bevidst benspænd eller hiven-modstandertrøjen-i-stumper-og-stykker.

Jeg er udemærket klar over, at sandheden her ikke er at dommerne er onde. Sandheden er nærmere at de ikke kan følge med og at de ikke når at se hændelserne. Derfor bliver der sikkert også dømt meget mere på fornemmelser end mange dommere selv vil være ved. Og den sikre fornemmelse siger oftest, at det er angriberen der er ude på at fixe noget, mens forsvareren som regel bare gør sit job - og forsvarer.

Gu' fanden er det provokatorisk sat op og jeg er med på, at dommerne i moderne topfodbold mere end nogle andre har et berettiget krav på fair play. Deres job bliver mere og mere utaknemmeligt, hver eneste lille beslutning og skøn bliver vurderet, analyseret og filmet i 25 kamera-vinkler, vinkler som hverken et eller tre par øjne kan dække 100% fyldestgørende. Men jeg mener også at huske, at dommer Kim Milton i et interview, jeg mener det var ham, engang erkendte at i angriber/forsvarer-dueller af kriminel karakter ville forsvareren få de fleste tætte kendelser på sin side. Jeg husker det var 70/30 eller 60/40 % i hans favør, blot fordi han var forsvarende. Er dette så altid helt rimeligt? Er det rimeligt at antage at en angriber med Alvaros fysiske styrke blot agerer en ulidelig Inzaghi-svane ved hver kropslig kontakt med forsvarerne? Eller er Zumas teknik og hurtighed blot en undskyldning for endnu et Hollywood-stunt? Nej, egentlig ikke og det er heller ikke det jeg har set bare de sidste par uger. Tværtimod. Derfor bliver deres klynkeri heller ikke helt urimelig.

At Brøndbys endelige sejr over de to pokalsemifinaler til gengæld var rimelig, vil jeg så heller ikke antaste. Hans Backe fik vist sagt et sted at en god halvleg ud af fire aldrig kunne blive nok til en samlet sejr - og det antager jeg som gode varer. Uagtet at begge disse kampe været rent vågeblus i mit personlige univers. Jeg har faktisk set under halvdelen af halvlegene på TV og fornemmer også at jeg tilhører en af de ganske mange, der føler at regionalbragene mellem topholdene fra henholdsvis SBU og KBU er udhulet kraftigt i spænding og drama ved at blive gentaget foreløbig seks gange - snart syv - i denne sæson.  

For fanden! Selvfølgelig er ærgerligt, hvis Brøndby laver en kopi af vores double fra sidste sæson. Men akkurat i skrivende stund kan det næsten ligne en lettelse at vi ikke er i pokalfinalen. Alene i denne april måned har det københavnske kampprogram budt på 8 kampe, det er to pr. uge, der bliver fuldbyrdet med Nordsjælland på lørdag og Malmø FF på næste torsdag.

I maj er der programsat seks runder i Maltaligaen - og de kvikke har så allerede regnet ud at en pokalfinale samt en eventuel Royal League-finale kunne havet givet samme antal for næste måned. Uden pokalfinalen er vi på maximum syv - hvis vi slår Malmø og de og Rosenborg efterfølgende fixer et resultat der gør os til puljevindere. Men vi står dog tilbage med et program der alligevel hedder 14-15 kampe på to måneder. Det er tæt på rent vanvid og noget spillere i absolutte topklubber som Chelsea og Milan knapt udsættes for.

Dem der stadig orkede at se Viasat Galf -stationens engang berømmede "Det' bare fodbold" i mandags, det er gået meget ned ad backe med programmet siden Werge og Frimann blev overflyttet til Onside, kunne konstatere at Backe, ja Hans himself, valgte den positive og lærerige vinkel på de mange kampe. Det må gavne på sigt. Måske også den dag København skal spille Champions League. Jamen, vi håber og drømmer efter bedste evne. I øjeblikket virker det dog mest som det bare giver skader til den spillertrup, som hidtil har gjort dette forår ganske udholdeligt - og majet fortrøstningsfuldt.

I øvrigt hvis man så DBF-programmet i mandags, så man også en veloplagt Hans Backe. En ting fortjener vores svensker, ud over de titler han allerede har givet os, og det er at han er både intelligent og interessant at høre på. Han alene formåede at løfte kvaliteten i en grad, så jeg nærmest skammede mig over at jeg har krævet ham fyret. Konsekvent igennem efteråret. For dælen hvor er han egentlig sympatisk med sine fodboldanalyser, sin personlighed, og sin musiksmag. Rent rationelt vil jeg altid have svært ved at tilgive ham Guernica-resultatet fra i sommers, det gjorde sateme ondt, men rent menneskeligt vil jeg alligevel stå i døren og byde velkommen.

På mange måder pryder han også FC København og en ting fortjener han altid kredit for - han står fast som en jernstolpe i modgangen og tror på sine idéer og sin basis. Det er måske også en af de primære grunde til at dette forår er blevet ganske udholdeligt og har givet os på tribunen mod på den københavnske fodbold igen. For der skulle immervæk graves dybt i efterårets elendigheder. Meget dybt.

For fanden ja! Herbert von Karajan-typerne og alle vennerne har dirigeret sine violiner i aften. Vi labber våde hveder efter traditionen og hører på skrigende strenge. Jeg har så også lovet mig selv her på falderæbet at sige, at hvis FC København ikke forlænger med hvalpen Hjalte Nørregaard så skriger jeg ekstra højt og negativt.

Så attraktivt kan en bænkevarmerplads hos Borussia Mönchengladbach eller andre heller ikke være, at FC København ikke kan matche den. Og akkurat omkring spillertruppen gider jeg ikke flere nordmænd!

God hvededag derude!

 Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens Bruce:
Bruce Springsteen: 'Lucky Town' (1992)

Vi venter stadig og tæller ned til 26. april og det nye album. Denne sang er titelnummer på den ene af de to kritiserede tvillingealbum fra 1992.  "Human Touch" er det andet album og begge er pauvre efter normal Springsteen-standard. "Lucky Town" er dog bedst af de to, og faktisk noget bedre end sit renommé, og jeg har forlængst forelsket mig i den tørre guitarlyd, som slås an her. Akkurat denne sang er også fremragende i live-versionen på MTV-(Un)plugged-koncerten fra samme tid, som for Bruces vedkommende blev ganske plugged.

Ugens klassiske genhør:
The Cure: "Concert" (1984)

I baren har der været en del diskussion omkrig live-album. Personlig har jeg altid elsket dette meget. Det var mit 80'er-forhold til The Cure der blev mejslet sammen her. Jeg tilstår så også at jeg ikke har hørt dem forfærdelig meget efter 1990. Men mine ungdomsfirsere bestod af en pæn sjat Robert Smith og al hans klynkeri. Her er pragtfulde sager som "Charlotte Sometimes", "The Hanging Garden", "10:15 Saturday Night", og ikke mindst en splintrende nøgen udgave af "A forest".

 mail