Kom indenfor, velkommen, og sid ned i lyset af vores tv, der kører nonstop for tiden – lige nu med snooker, for VM er ved at nå sin afgørelse. Personligt håber jeg gevaldigt på navnebroderen til Echo & the Bunnymens navnkundige sanger, Ian McCulloch, der ikke engang var seedet i top 16, men måtte spille kvalifikation. En finale mod den anden kvalspiller, 22-årige Murphy, kunne være underholdende, så forhåbentlig lader han sig ikke lulle i søvn af den dødssyge taktiker Ebdon.

Men det skal ikke handle om snooker, til manges utvivlsomme lettelse. Det ene fodboldbrag afløser nemlig også det andet, både før og efter at solen er gået ned, så det var jo meget rart at vi netop torsdag aften kunne puste lidt ud. Jeg mener, fra bragene, ikke fra fodbold generelt. Er der noget ser vi det da!

Ikke at vi da ikke herfra sætter pris på at der også i aftes var noget at kigge på, endda inde fra Parken, men efter seks ligakampe og tre pokalkampe er det vel efterhånden tvivlsomt, hvor meget mere vi har brug for at måle os med alle disse andre nordiske hold for at få vores grundform på plads. Den er efterhånden, som de fleste vel ved, så meget på plads at vi snart har indhentet Brøndby og desuden snart har slidt vores trup ned til det minimale der kræves for at kunne stille hold.

Torsdagens kamp mod Malmö FF var så i det mindste nok den sidste omgang forberedelse til den sæson, der snart ender. Jeg siger nok, for takket være en komisk turneringsstruktur i en turnering, der i forvejen har haft en ganske pæn række komiske kendetegn, aner vi ikke før om et par uger om der kommer en til. Det skulle så være finalen, men deltagelsen i den hænger på hvad der sker i den sidste puljekamp, som vi ikke deltager i; det gør Malmö FF og Rosenborg, af hvem sidstnævnte blot skal vinde, og førstnævnte blot skal gennemføre. Uha – det virker som en rigtig gyser mellem to meget opsatte hold, hvad? Royal Leagues ledelse har formentlig ikke lagt mærke til den vane alle andre ikke-kongelige ligaer har med at lade alle hold deltage i sidste runde samtidig. De har vel været lige så uopmærksomme som Kanal 5’s annoncør, der hele ugen i teasers pompøst har erklæret, at København kunne sikre sig adgang til finalen i aftes. Eh, hvordan?

På den anden side er der jo muligheden for at slippe for dette til næste sæson. Der er allerede tale om at tage 16 hold med i stedet for 12, og da Hans Backe udtrykte sin tvivl over for denne idé fordi han gerne ville undgå flere kampe end ligaen i forvejen giver, missede han formentlig pointen: med et mellemspil som har otte hold i en knockoutfase ville det stadig tage ti kampe at komme til finalen, og desuden ville man have brug for to færre terminer, da der ikke som nu ville være oversiddere (hvilket man i øvrigt også ville kunne opnå ved at hente de to bedste treere videre fra grundspillet, hvad der ser mere sandsynligt ud nu).

Men det er da slet ikke den største charme ved at invitere mange flere ligahold indenfor. Nej, det skulle da være glæden ved at se andre givende skandinaviske fodboldhold deltage, og hvis vi f.eks. tager seneste tabel fra de tre lande, betyder det hold af samme kaliber som AaB herfra, som Kalmar FF fra Sverige og som Ham-Kam fra Norge. Ikke ilde! Tænk blot på alle de to holds profiler! Og så endda en sekser fra det land der vinder! Man må næsten håbe at Rosenborg i givet fald så har vundet, for aktuelt er Tromsø nemlig helt nede på sjettepladsen, og ville ikke komme med efter den småtskårne gamle model. Og hvad ville ligaen være uden Tromsøs polare glæder?

Den tid, den sorg. Foreløbig er der i hvert fald delte meninger om udvidelsen, og jeg kunne da forestille mig at en del af betænkningerne går på at der trods alt kun er et begrænset antal norske kæmpehaller til rådighed, kun en enkelt svensk andenrangsklub midt ude i ingenting med en kunststofbane som har brug for en lejer, og kun tre nationalstadions’ græs man kan nå at spolere – Råsundas, Ullevåls og Parkens, hvis plæner alle ser decideret braklægningsstøtteberettigede ud efter en ligavinter.

Hvorom alting er, er der stadig kun 12 hold i årets turnering. Og det gør, at vi kan plante os hernede om to uger og se slaget på Malmö Stadion – endnu et lækkert snookerklæde, som vi alle husker fra den første kamp – og holde med MFF eller i det mindste håbe på at de ikke går hen og taber. Og lykkes dette, kan vi se frem til endnu et møde med Göteborg.

Det vil være det tredie i denne turnering, og det er da en lille smule ironisk, at i en turnering der blev slået op for sine evner til at skabe optimale forberedelser, var det første møde med götalænderne lagt tre runder før efterårets afslutning, og den eventuelle finale er placeret med fire runder tilbage af forårssæsonen. I det mindste er man så optimalt forberedt på sæsonens slutning.

Al den forberedelse så så sandelig ud til at have virket i går. Selv uden Álvaro og PC, og desuden uden den især mod Brøndby elendigt spillende Magne Hoseth, hvis hoved virker placeret et helt andet sted end her i byen, blev Malmö domineret i det meste af kampen, der foregik i et heftigt tempo efter danske forhold, omend måske ikke sammenlignet med hvad vi har siddet og oplevet fra den europæiske scene i de foregående par dage. Og sejren var fuldt fortjent, også selv om MFF til sidst fik lov at presse meget kraftigt. Presset gav nemlig ikke svenskerne chancer af betydning, og den eneste åbne målchance i slutfasen faldt til Hjalte.

Og jeg tør godt hævde, at den skulle han fandme have scoret på, sekundaturnering eller ej. Glem al snak om Morten Skoubo i den første pokalkamp mod os, den bold kom springende ind fra siden. Hjaltes lå for pokker lige foran ham. Så kan han være nok så meget topscorer – dette gav flashbacks til ulyksalige kampe mod bl.a. AGF og Ferencvaros, og det giver mig lyst til at gentage hvad jeg sagde om hans kontraktkvaler allerede sidste efterår, at ”skulle han blive erstattet af en spiller som er mere giftig foran mål og væsentlig mere sikker i sit pasningsspil, så ville det måske ikke være den største ulykke i verden, med al respekt.” Og jeg vil gerne tilføje, at kan en evt. afløser bare to gang pr. sæson ramme en målscorer med et hjørnespark eller frispark, er det et fremskridt. Hjalte imponerer med sin arbejdsrate og sin energi, men det kan godt nok fra tid til anden blive frustrerende at se ham tordne bolde ud over sidelinien – eller som i aften forbi målrammen.

Nå, men derudover var det da fuldt tilfredsstillende, og at Malmös Rosenberg kom til to enorme chancer og brændte den ene, kan vel trods alt undskyldes med at vi igen stillede med et nyt forsvar, hvor især de uvante navne Traoré og Rooba gjorde en skidt figur ved den anden, brændte chance. Theo ser mildt sagt ud til at være sprunget ud som ren midtbanespiller nu. Men mon ikke Rosenberg alligevel snart kommer til at brillere på større scener end Royal League – jep, de findes – som f.eks. den anden af dem som har deres egen hymne, deres egen sponsorkreds og deres eget emblem, med stjerner i stedet for kroner – og som ville have været så meget federe at deltage i. Nemlig Champions League, hvor man bl.a. finder Ajax, der meldes som kommende købere af den skånske knægt, præcis som det seneste store angrebstalent Malmö fandt, Zlatan.

The Big Cup, som Guardian Unlimiteds altid morsomme The Fiver med en vis ret altid kalder den, var det som drog folk herned i ugens løb, for som altid med al respekt for vores chancer for at kunnekomme til at hente endnu en 1-0-sejr over IFK, så er der mere historie i at spille i den anden store europæiske finale i dette forår, den i Istanbul snarere end der skal være på Ullevi. Milan-PSV var dog ikke så stort et trækplaster som Chelsea-Liverpool. Folk linede op i stort tal til sidstnævnte, forventningsfulde, men i sagens natur også nervøse.

Og bartenderen var såmænd også nervøs, endda uden at være fan af et af de to hold, men næppe så nervøs som en herre der arbejder i London til daglig, på kosmopolitiske Soho Square. Mine damer og herrer, lad mig præsentere Brian Barwick. Han er 50 år, fodboldfanatiker, med en fortid i tv, født i Liverpool, og nyudnævnt chef for Englands Football Association. Han har hele sit liv holdt med Liverpool F.C. Men lur mig om ikke han må finde det bånd en anelse snærende i disse dage.

I alle tilfælde kan man vanskeligt fortænke hans kolleger i, hvis de håber at det af de to hold er Chelsea der vinder semifinalen, og derefter tager trofæet. Om Brian ligefrem kan dele det håb, er vist tvivlsomt, men den hypotetiske situation han kan komme til at stå med kan ikke være tillokkende.

Sagen er den, at Everton F.C. efter en forbløffende indsats, langt over evne, står med en reel mulighed for at ende nr. fire i den engelske liga. Samt at Liverpool F.C. efter en en forbløffende indsats, langt over evne, står med en reel mulighed for at vinde Champions League. Og mens det er nogenlunde lige så uvist at Everton slår Fulham og Bolton, som det er at Liverpool slår Chelsea og Milan, er det efterhånden nået dertil at en beslutning og nogle forholdsregler skal træffes.

I begyndelsen, da emnet første gang viste sig på nyhedssiderne for en måneds tid siden, virkede det let nok. Der var tilsyneladende en præcedens, i Spanien for fem år siden, hvor Real Zaragoza havde opnået en fjerdeplads, og hvor Real Madrid var endt nr. fem, men havde vundet Champions League. Dermed var Zaragoza blevet kylet ud af næste års førsteklassesturnering, og ned til rosset i UEFA Cuppen, den europæiske turistklasse (Royal League er vel dermed nærmest en plads som blind passager i en vinge). Og så skulle den jo være klar nok: skulle Liverpool vinde, ville de tage pladsen fra Everton, og der var ikke andet for de blå at gøre end at stå og råbe vredt ud i luften med næverne knyttet, og glæde sig til at spille mod Cyperns næstbedste.

Det skulle så vise sig, at det slet ikke er så let. Det var nemlig ikke resultatet af en UEFA-regel, men en beslutning som er op til det nationale forbund, hvilket UEFA selv erklærer. Det er vel rimeligt at gætte på, at det så ikke ligefrem har kostet det spanske forbund søvnløse nætter at finde ud af om den ’kongelige’ klub i Madrid eller de næsten-katalanske bonderøve Zaragoza skulle med, men den beslutning kommer ikke til at udgøre en retningslinie i England, hvor uenigheden er til at tage og føle på.

Heldigvis for den arme Barwick, der kan stå med den ene halvdel af Liverpool der vil have hans hoved på et fad, og endda risikere at det er hans egen røde del, kan han ikke selv stemme i den bestyrelse der skal afgøre hvem han i sidste ende skal indstille til Champions League-spil på forbundets vegne. Det kan til gengæld Boltons repræsentant, hvis klub stadig er med i kapløbet om en CL-plads. Skulle man ikke gætte på, at der i hvert fald der er én støtte til at det skal være ligaen, der leverer alle fire hold. Han ser dog ikke ud til at være den eneste, og de fleste engelske aviser, fx The Independent og Evening Standard, peger lige nu på at tendenser er at selv om Liverpool skulle vinde, vil der være flertal for at de ikke får lov at forsvare titlen, hvis ikke de når op på fjerdepladsen. Ikke nok med det, UEFA har nævnt at de foretrækker at fjerdepladsen giver adgang.

Og rent ud sagt – det manglede da bare. Det ville være vanvittig urimeligt hvis den fjerdeplads der har været målestokken hele sæsonen pludselig alligevel ikke skal være adgangsgivende. Skulle Everton ende som nummer fire, men få CL-deltagelsen stjålet, vil det være at strinte hen over deres præstation i år. De fortjener al den belønning de vil kunne få for deres sæson, for der er ikke noget som helst ufortjent over at de er endt med nu at være sikre på europæisk spil.

Hvad Moyes og hans spillere har præsteret over er ufatteligt, især taget i betragtning at man mistede sin topangriber i fjendtlige omstændigheder lige før transferdeadline og sin mest kreative spiller i vinters, mens pengene til forstærkning for alvor udeblev på grund af den evige famlen på direktionsgangene. Det var vanskeligt at tro, efter at have set 1-4-sæsonpremieren mod Arsenal, at et uforstærket Everton, dengang med Rooney og Gravesen, bare endnu en gang skulle kunne komme så højt som nr. 17 igen, som i sidste sæson. Havde nogen i baren dengang talt om Champions League-materiale havde jeg advaret dem om narkotikaens farer, og tryglet dem om at tage en taxi hjem for en sikkerheds skyld. I stedet kom det dertil, at Liverpoolfolk måtte sidde og holde med deres forhadte Man U her forleden mod Everton. Det plejer at være omvendt, og det plejer – som det også var forleden – at være forgæves.

Men det ville også være vanvittig urimeligt, hvis Liverpool ikke skulle kunne forsvare det trofæ de har vundet – hvis de altså ender med at have vundet det! Den eneste retfærdige løsning i situationen er at sende tre engelske hold ind i kvalifikationen til Champions League, deriblandt de forsvarende mestre, og dermed ende med muligvis at have fem hold fra samme land i ligaen. Men eftersom UEFA pure nægter dette, vil den ene af de to klubber komme til at blive gjort blodig uret.

Ikke noget der kan være skægt at sidde og rode med. Især eftersom historien jo, som man så ved Liverpools møde med Juventus for nylig, stadig er meget levende: den på det seneste meget omtalte Heyselkatastrofe havde den konsekvens, at de nykårede mestre fra Everton i 1985, helt uden skyld i det hændte, ikke kunne prøve kræfter med de europæiske mesterhold. Man kan til tider høre det karakteriseret som en ’klagesang’ fra Liverpoolside, men det er måske lidt flabet på baggrund af hvad der skete dengang. En kendsgerning er det i hvert fald, at Everton måske ikke havde vundet, men havde haft en stor rolle at spille i den turnering, der af alle hold blev vundet af Steaua Bukarest, som vandt finalen over et Barcelonahold så tamt, at de ikke engang kunne score da finalen gik til straffespark. Og igen, da Everton vandt endnu en titel i 1987.

At miste endnu en mulighed for at spille med om The Big Cup, igen efter at have kvalificeret sig på fuldt ud korrekt vis, og igen med Liverpool som de store bussemænd, ville ganske enkelt være ulideligt. Og da der er et millionbeløb involveret, der i Evertons tilfælde ville kunne være med til nærmest helt at fjerne klubbens gæld, er det umuligt at forestille sig at de ville give slip på pladsen uden sværdslag – juridiske af slagsen. Men det samme gælder hvis det skulle blive aktuelt for Liverpool, og det er da heller ikke så sært.

Sjovt så, at det skulle være så svært med kompromisløsningen. Trods alt slap man jo det forsvarende hold med i Mesterholdenes pokal, dengang den hed sådan, og dermed to hold fra samme land, hvis det forsvarende hold ikke også var nykårede mestre. I betragtning af hvor langt man siden den håbløst umoderne turnering (tænk, kun mestre! Hvor gammeldags!) har strakt sig for at få så mange hold fra de store ligaer med som muligt på bekostning af de små landes mesterhold, skulle det da nærmest være en formalitet. Men tilsyneladende ikke lige her, hvor begge de pågældende hold rent faktisk har fortjent at være med.

Nå, men i alle tilfælde må man da bare håbe at Mourinhos hold vinder returkampen, så problemet forsvinder. Og at Milan slår Chelsea i finalen, gerne på et kludemål af Tomasson, så Joses ulidelige ego piftes, og hans absurde adfærd omkring Barcelonakampene ikke belønnes.

Og samtidig må man håbe, at Everton holder hjem. Der er fire point ned til de røde opkomlinge, og vi ved jo, at der findes større og langt mindre porøse føringer end beskedne fire. Seksten, f.eks. Hvilket bringer os tilbage til dansk ligafodbold, der efterhånden er ved at udvikle sig ganske underholdende. Nemlig på den samme måde som den udviklede sig i sidste sæson.

Skal man lure lidt på stemningen hos rivalerne, er der dårligere steder at begynde at lede end Anførerens Klumme, hvor Skruebrækker hin Ældre giver sit bud på tingenes tilstand hver uge. Lidt ligesom her, bortset fra at hans klumme kommer hver torsdag. Er der f.eks. nogen der kan huske en tidligere klumme? Den er fra midten af marts, hvor der stadig var råd til at spøge med et resultat som 1-1 hjemme mod AaB i første kamp: ”Efter en lang vinter, er vi nu tilbage i den vante rytme: Vi kan igen træne på græs på vores egne baner, og vi er allerede kommet en kamp ind i turneringen. For en gangs skyld endda med et point efter premieren, hvilket var mere end de nærmeste hold i tabellen, og mere end der plejer at stå i tabellen efter den første kamp.”

Jojo, Midtjylland havde jo rent faktisk sat et point mere til, mod os, så føringen var 11 point nu. Og hvem kunne bekymre sig om hold, der lå og svømmede på femtepladsen... Spol så halvanden måned frem til det sure løg, der stod i Onside og evaluerede 0-0-kampen mod Silkeborg, og erklærede at han var ’skideligeglad’ med at København kom stormende op gennem tabellen. Der er to måder at signalere skideligegladhed på, og jeg skal lige love for at den mindst overbevisende, den der snerres ud mellem tænderne, var fundet frem der.

Og ingen kan vel kalde det uforståeligt, eller fortænke Per i at være sur. Han kan vel også huske et år tilbage. Dog måske med en svag revisionisme – efter Silkeborgkampen forklarede Per, at den helt store forskel fra sidste år var, at for et år siden spillede Brøndby ad helvede til. Det svarer måske ikke helt til hvad han påstod i sin klumme for netop et år siden, hvor han var fint tilfreds med spillet, men har man først låst sig ind i en tankegang om at éns til enhver tid aktuelle spil er landets smukkeste, så er den jo svær at give slip på.

Jeg mener, bare se på Pers holdkammerat Jonas Kamper, der i samme Onside erklærede, at ”Jeg synes FCK spillede ad helvede til i går, og de var pisseheldige med at vinde”. Nu er det jo ret let at blive forarget over sådan en svada, men det kan jeg slet ikke svinge mig op til her på vagten. For pokker, det er jo perfekt at høre sådan noget. For det første er det indlysende, at det ikke er en mand med overskud der udtaler sig sådan; det er en spiller som er afsindig presset fra et ditto hold. Og for det andet skal Brøndby endelig blive ved med at tro, at de er på rette spor, hvilket de også sidste år holdt hårdt fast i – som f.eks. Pers selvros fra april sidste år med en lignende svada til forfølgerne, der på dette tidspunkt var nået op på siden af Brøndby.

Hvis Brøndby virkelig har den indstilling, så skal vi da være de sidste til at fratage dem den! Så hellere bare blive ved med at tage point og se vantroen over at deres fantastisk smukke spil ikke giver mål i mere end hver tredie kamp, og hvis det endelig gør – f.eks. mod Randers i denne weekend – så er det ingen garanti for at det sker igen gangen efter, hvilket man så sidste forår og igen i år. Hvis Brøndby vil være klubben som kun taber point på individuelle fejl, noget der bare skal trænes væk, som taber 3-0 uden at være dårligere end modstanderne, og hvis konkurrenter er pisseheldige og kedelige, så lad dem med glæde leve med skyklapperne på – og ditto deres fans, når de bilder sig selv løgnehistorier ind om at én københavners hovedstød er en andens håndboldafslutning. Det er stadig point og ikke selvfedme der tæller i tabellen.

Man kunne ved en hurtig gennemlæsning af de reaktioner medierne får lokket ud af klubbens spillere få den mistanke, at Brøndbys problemer ikke bunder i hverken manglende teknisk kunnen (det siger nærmest sig selv, for mange af dem er jo gode spillere), manglende erfaring, manglende vindertyper og slidere og alt sådan noget. Se på et udvalg af de bærende spillere: Ankergreen, Kamper, Kahlenberg, Retov, Skoubo, Elmander... og Dan Anton - www.dananton.dk. Nu kan man kun bedømme disse spillere på hvad de siger offentligt, men over den flok, der trods alt er holdets majoritet, rager Per Nielsen jo nærmest op som et fyrtårn af vid og visdom, og her taler vi om en fyr der ikke kan høre en harmløs gammel fyr beklage sig uden at føle sig nødsaget til at skubbe ham væk, og i modsætning til vores Álvaro rent faktisk mener, at det er forsøget værd at baske et mål ind med hånden. Set udefra er Brøndby et hold der mangler et godt hoved med et køligt overblik. En type som Wieghorst. Måtte de få meget svært ved at finde sådan en til.

Vi andre mangler mere nogle point, som vi jo nok næppe henter i denne runde. Trods alt virker det umuligt for Randers at få noget fra Brøndby, der kørte to pligtsejre på 2-0 hjem mod dem sidste år. Vores egen kamp mod Viborg er væsentlig sværere, og den virkelige prøve er ikke at slå MFF i denne uge: den er at komme op i tempo igen og supplere med at have kræfter til 90 minutter i Viborg. Og da bare 90 minutter mod Malmö virkede som noget af en mundfuld – spillerne så voldsomt baldrede ud til sidst – kan jeg dæleme have bange anelser i den retning. Især vidende hvad der skete sidst derovre, foran 2-0 i pausen, bagud 3-2 til sidst. Men det var så også lige efter Gorica.

Går spillerne kolde, kommer jeg til at beklage mig i al evighed over Royal League-satsningen, der har sin ideelle temasang i Stone Roses’ ’Fools’ Gold’. Lykkes det også at vinde over Viborg, skal Royal League derimod have sin fulde hyldest som god forberedelse til årets syvende ligakamp. Men i alle tilfælde, om vi så ikke skulle vinde og Brøndby skulle, er der intet afgjort endnu. Hvor er vi uendelig meget klogere om to måneder.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang

Kent: ’Mannen i den vita hatten’
Det er anden måned i træk, at Kents pragtalbum Du & jag Döden kører hernede, men det er på sin plads at fremhæve en sang frem for de andre: denne finale, der også til Kents vidunderlige men alt for korte koncert i Vega i weekenden agerede den store showstopper – da i en ny, længere udgave der byggede op med et ekstra klimaks og en ekstra forløsning med det morbide men befriende mantra ”Vi skal alla en gång dö” som konklusionen. Dette er den med afstand bedste sang jeg i hvert fald har hørt i år.

Ugens albums

Bruce Springsteen: Devils and Dust
Ironisk, at dette album skulle dukke op i en uge hvor lige jeg passer bar. Mellem ræbskribenterne har vi nemlig, som de fleste nok har bemærket, to der er voldsomt brucofile, og hvad færre nok ved en som er heftigt brucofob. Og så lille mig, der nu har chancen for at give meningen til kende om det nye album Devils & Dust.

Det er... helt ok. Det er ikke hvad man måske havde ventet, især ud fra en viden om at Springsteen er på turné med sig selv og sin akustiske guitar. Der var nærmest lagt op til om ikke en ny Nebraska, så i hvert fald en ny The Ghost of Tom Joad, hans kraftigt undervurderede afdæmpede album fra 1995. Det er slet ikke tilfældet. Skal man prøve at placere den musikalske boldgade Bruce nu er i, skulle det snarere være den lidt sumpede, mudrede lyd Daniel Lanois har leveret for Dylan på det seneste, eller måske endnu mere Pearl Jam i deres senere, mere tungsindige år. Det er heller ikke tilfældigt, da det igen er Pearl Jams producer, Brendan O’Brien, der står for lyden.

Og dette er ikke helt uproblematisk, for hvor Lanois arbejder med de samme virkemidler på en lidt mere sofistikeret måde, bliver det tit ret monotont i hænderne på O’Brien. Instrumenterne har en tendens til at falde ind i en tung masse i stedet for at stå klart frem, og med dronende keyboards og en evig tendens til at trommerne slæber afsted – noget der også altid har plaget Pearl Jam – er det et lidt kluntet lydbillede der hæmmer lidt mere end gavner. Jeg tror at lidt klarhed kunne hjælpe disse sange, der til tider virkelig er fremragende, men som er bedst når Springsteen er i det afdæmpede hjørne.

Deriblandt er ’Black Cowboys’, en af de skæbnefortællinger Bruce er så god til, og som ikke overarrangeres, præcis som de beslægtede ’Matamoros Banks’ og ’The Hitter’. Et andet højdepunkt er titelsangen, hvor Bruce slipper vreden løs på meget underspillet vis over sit lands regerings tilsyneladende uendelige korstog mod den frihed USA ellers slår sig op på. Mindre gode er til gengæld ’All the Way Home’ og ’Maria’s Bed’, alene fordi Bruce insisterer på at synge dem med en usædvanlig godt imiteret Bob Dylan-stemme... (og selv dette er dog ikke så sært som den fjantede ’All I’m Thinkin’ About’, hvor manden tilsyneladende prøver at skabe en sangstemme à la en hæs Marlon Brando i The Godfather). Og måske er det Nebraska-forventningerne der taler, men i det hele taget rammer Springsteen kun topformen når han bliver stille, personlig og begynder at fortælle. Men en ting er sikker – det er langt bedre end den lidt udmarvende serie 11. september-sange, The Rising. Så tommelfingeren delvist op til Bruce, og ned til Brendan.

Steve Wynn: What I Did After My Band Broke Up + Visitation Rights
Nogle lidt kortere ord om en fyr der er lidt i samme boldgade, og som vist også har Dylan og Van Morrison som i hvert fald to af sine guder, men som udspringer fra firsernes new wave snarere end halvfjerdsernes mere blomstrede stil, som Bruce i sine tidlige, nærmest funky og soulfulde år.

Jeg ved ikke om jeg er lige så begejstret for Wynn som Jan og Holger er for Springsteen, men det er nok ikke så pokkers langt fra. Jeg har i hvert fald ikke nok godt at sige om ham. En melodisk begavelse, en skarp tekstforfatter, en hamrende flittig musiker, en evigt turnerende mand der også kommer hertil med jævne mellemrum, og desuden en skideflink fyr – yep, jeg fik en fordrukken sludder med ham efter hans seneste besøg her, i Stengade 30 for et par år siden.

Dette er under det typisk afslappede navn en samling af hans bedste sange siden hans oprindelige gruppe, The Dream Syndicate, holdt op på tærskelen til 90’erne. At de alle så er helt umulige at få plads til på én cd er så en anden sag, og det er en mand med overskud som kan udelade sange som ’405’, ’Younger’, ’Drought’ og ’Epilogue’ fra en samling af sine bedste numre, og stadig holde en forrygende høj standard. Til gengæld dukker de sidste to af disse så op på den bonus der gør dette til en ting for fans for alvor, Visitation Rights, en ekstra cd med 14 numre rearrangeret i klaverudgaver med Wynns gamle kammerat ved tangenterne, den oversete men selv mægtig gode Chris Cacavas.