Kom indenfor, sid ned, og lad mig servere dig ugens betragtninger til din foretrukne humlebaserede væske. Såfremt du er neutral i det pågående slag om Liverpools nuværende succes og eventuelle deltagelse i næste års Champions League, foretrækker jeg, at du sætter dig på én af barstolene ved barens midte, der for tiden fungerer som demilitariseret zone mellem Foreningen Rafas' Venner og så alle dem, der ønsker Liverpool hen, hvor peberet gror.

Vi overvejer sågar at markere tekniske områder med kridtstreger på gulvet, for udover den fælles kærlighed til Byens Hold, så er det ikke en hemmelighed, at mange af stamgæsterne dyrker sekundære, men bestemt ikke mindre voldsomme passioner i forhold til de britiske helte, de lidt tilfældigt samlede op, dengang livefodbold i TV handlede om timerne mellem 15 og 18 på regn- og sludvåde vinterlørdage.

Mit eget forhold til engelsk fodbold er ambivalent. Jeg er særdeles tilbagelænet Tottenham-fan. Jeg har delt kvinde - dog ikke i pornomoderne forstand, men serielt monogamt - med den tidligere Spurs-manager Christian Gross, der nu træner Basel. Så jeg har gjort min sure pligt som fanboy. Men i modsætning til resten af bulens bartendere og mange af gæsterne, så er jeg ikke fascineret af engelsk arbejderkultur, musik eller rødhårede kvinder med hud som en bleget Brøndbytrøje og tandhygiejne på niveau med de indfødte medlemmer af det danske kongehus.

Jeg anerkender såmænd Englands status som kulturel og (fodbold)historisk stormagt, men det stopper ligesom ved ærtemos og børn med tårevædede og kulstrimede kinder foran det nedslidte rækkehus i skorstenenes skygge. Men ulig mig at pisse på andres kærlighed, hvor meget den end smager som lunken ale brygget på vandet fra en nedlagt brunkulsmine. Jeg svæver blot ophøjet rundt over slagsmålet, der udsprang af Liverpools semifinaleopgør mod Chelsea og balladen om, hvilke og hvor mange hold, der skal repræsentere England i næste års udgave af CL, hvis ellers Liverpool vinder finalen. Actually, I don't give a damn. Til gengæld kan jeg sagtens grine ad ugens bombe i det nordengelske. Det er ikke ligefrem en ny Abramovitch der melder sin ankomst til Old Trafford, snarere en benhård forretningsmand der er i sporten for pengenes skyld. Men er det så skidt igen? Svaret er næppe entydigt og slet ikke i det engelske minefelt af traditioner og historiefornemmelse, men jeg kan da komme i tanke om én nærværende overbygning, der fungerer fint på det grundlag.

Men måske netop på grund af det manglende spændingsfelt i den lokale, københavnske sejrsrække i foråret, er sikringerne mildest talt sprunget et par gange hernede i bulen, når samtalen er drejet i retning af den angelsaksiske omgang med læderkuglen. Frådende, kobberrøde ansigter, uhøvisk tale og flyvende glas er i længden ikke godt for omsætningen. Syv af de mest ophidsede gæster har fået karantæne og dummebøde i vores forsøg på at genoprette roen og bulens ry som arm chair stamsted for kendere med hang til piberygning og fodboldfilosofiske betragtninger. Vi har simpelthen valgt at gå Brian Steen på vandalernes røv. Vi følger dog ikke Brian hele vejen. Er det et krav til en jyde i en betroet stilling, at han skal style sig selv som en pimped up blanding af Claus Borre og en tysk boksepromotor?

Interessant nok så har AGF aldrig været det store tema som hverken modsætning eller trussel i det københavnske fanmiljø. Uden at forfalde til en historisk gennemgang af den manglende rivalisering, så skyldes det vel især, at den jyske fodboldstolthed i de senere år er vaklet fra den ene katastrofe til den anden, der kalder mere på medynk end frygten for egentlig konkurrence. Nåja, og selvfølgelig også fordi Brøndbys fans præcis kræver retten til at have AGF som ærkerivaler, og lad bare vestdanmark have sin helt egen helt egen historie og tradition, siger jeg. Det behøver vi ikke blande os i.

På banen har AGF præsteret 7 særdeles magre år i træk med disse flotte slutplaceringer i Superligaen siden 1997: 8, 10, 10, 8, 10, 10, 8. Udenfor banen har jyden imponeret med bragende underskud, organisatorisk kaos og ledelsessvigt, der giver ny betydning til begrebet Århushistorie. Hvad det vel grundlæggende ikke er, ingen her i byen kan vel helt se bort fra, at vi selv har rodet gevaldigt med spændet mellem selvforståelsen på den ene side og virkeligheden på den anden. Forskellen er, at den århusianske nedtur snildt kan bringe flere bibelske plager med sig, når Århus Elite om et års tid stirrer ned i bunden af en tom pengekasse. Det er er den baggrund, der understreger alvoren af klubbens gevaldige krise på alle niveauer.

Jeg har ikke den dybere forståelse for Brian Steen Nielsens beslutning om at give karantæne og bøde til en flok spillere, der efter endnu en vandgang på banen valgte at gå i byen i Randers - af alle steder. Rent faktisk burde det være straf nok i sig selv at tulle stangvissen rundt i en provinsudørk klokken lort søndag morgen. Bevares, jeg forstår Brian Steens ønske om at vifte med vognstangen, men spørgsmålet er naturligvis, om det hjælper en hujende fis at kaste den slags bombastiske repressalier ind i en splittet trup, der kæmper forvirret med ryggen mod muren. Udover den interne psykologi i truppen, så er der det usportslige element i at give Herfølge en fordel i nedrykningsslaget ved at stille med en amputeret trup til den kommende superligarunde. Så er der Brian Steens egen fortid som akuttandlæge, der ikke ligefrem lægger vægt til hans nyfundne image som fodboldetisk gunslinger. Vi griner sgu ad dig, Brian, nu mangler du bare at lave brød på sekretæren, så er din metamorfose fuldendt. Hvis ikke AGF-truppen griner, så har de ingen humor.

For mig at se er det blot den sædvanlige historie om at finde ukontroversielle, gratis syndebukke i en organisation, der vakler af helt andre grunde. Nej, de 7 unge knøse er ikke ansvarlige for at have formøblet Kurt Andersens lommepenge (og flere til). De er ikke ansvarlige for den række af tågehorn, der er vandret ind og ud af AGF's direktion og bestyrelseslokaler og slet ikke ansvarlige for klubbens mestendels håbløse indkøbspolitik. De har ganske enkelt ingen aktier i at have bragt AGF i en situation, hvor en flok knægtes bytur er et særdeles offentligt problem. Brians karantæner er symptombehandling på børnehaveniveau, et udspring af den hævdvundne tradition, der handler om at vise hvem overbavianen er, men uden at det egentlig betyder noget eller koster en hujende fis. Man kan naturligvis spørge, hvad AGF's ledelse så skulle have gjort.

Andre har forsøgt at hjælpe til. Før forårssæsonen foranstaltede de muntre svende i den århusianske fanfraktion Galehuset en uddrivelse af de spøgelser, der hærgede klubbens anlæg. Tilsyneladende de åndelige efterladenskaber af tyske soldater, der af uigennemskuelige årsager var blevet hængende efter kapitulationen i stedet for at slå sig ned i Phuket, givet at de åbenbart tændte på at se nøgne smådrenge bade efter veloverståede fysiske udfoldelser. Måske har et spøgelse kun positiv energi til 50 års positivt virke. Måske holdt disse stakkels sjæle rent faktisk AGF flydende, og nu er det spirituelle vakuum på Fredensvangen besat af andre og mørkere kræfter, og den rigtige skærsild skal måske først lige til at begynde. Det er muligt, at skiftende dommere ikke så Leons svinere, men de koster på karmaregningen.

Jeg orker ikke at skænke mandagens dommedagsopgør på Brøndby en tanke. Jeg har ikke noget at sige, som du ikke har tænkt. Been there, done that. I stedet begav jeg mig ud til Frederiksberg Stadion i onsdags, hvor KB's danmarksseriehold med en sejr over bundholdet Skjold kunne cementere oprykningen til den nyorganiserede anden division øst. Tanken var naturligvis at skrive en længere vestegnsfilosofisk gang vrøvl om den lysende fremtid for klubbens egen avl, hvor spændende det bliver at følge dem på et højere niveau og gøre mig munter på dommeren bekostning - han gik Elrio til skuldrene. Desværre valgte skæbnen at straffe min hybris, så det får vente. I en halv time havde Skjold ikke to afleveringer i træk, og KB førte 2-0, hvilket fik mig til at forvente en gedigen røvfuld til måneskinsarbejderne fra Østerbro. En time senere havde Skjold vundet 5-2 og for at gøre ondt værre, så kørte toget for næsen af mig og den medbragte mandagstræner. Forhåbentlig kan kampen afskrives - præcis som den seneste i Parken - som én af den slags kampe, et tophold bare løber ind i fra tid til anden.

Når det er sagt, så ser man selvfølgelig den slags kampe med henblik på at vurdere superligapotentialet hos de unge boblere. Onsdagens kamp gav ingen svar i den retning. I første halvleg svingede William Kvist og Morten Bertolt taktstokken ret overbevisende på den centrale midtbane. Mads Torry spillede fint, og Elrio gav enkelte prøver på sin glimrende teknik. Så er roserne brugt op. Todi spillede en halvleg uden at overbevise om, at han er i Superliga-form. Forsvaret må naturligvis tage ansvaret for en del af katastrofen, men hele holdet faldt med dem. Oprykningen skal nok komme og med den en masse sjove kampe mod f.eks. B93 og Brøndby, der med sikkerhed skærper interessen for at følge de yngre kræfter i aktion.

Det mest interessante ved de overvældende gode resultater i foråret med sidste søndags fuck up som miserabel undtagelse er såmænd ikke kun, at de har givet os adgang til mandagens halve guldfinale, som vi egentlig ikke har fortjent at deltage i ovenpå det helt igennem miserable efterår. Jeg vil påstå, at det niveau vi sædvanligvis holder i foråret - med 2002 som undtagelsen, der bekræfter reglen - er udtryk for FC Københavns sande styrke under Hans Backe, og at de forspildte efterår ovenpå vundne mesterskaber i den grad fortjener en dybtgående analyse i klubbens sportslige ledelse.

Bevares, vi har haft marginalerne på vores side i flere af kampene i foråret, og det er delvis et tilfælde, at pointhøsten har været så god. Det skal vi, som situationen nu er, være mere end glade for. Til gengæld skal vi inderligt bebrejde klubbens ledelse, at vi har været afhængige af netop tilfældet og Brøndbys resultatmæssige forårsfiasko for at bringe os selv i spil som troværdig guldkandidat.

For det er ikke kun i dette års turnering, at rutsjebanen har været i brug, således at et gyldent mesterskabsforår har kostet gevaldigt i Superligaens efterårskampe. Det var tilfældet i 2001, hvor vi præsterede at tabe 4 superligakampe og spille 6 uafgjort i det følgende efterår. Det var tilfældet i 2003, hvor vi tabte 3 kampe og spillede 6 uafgjort. Og selvfølgelig igen i det helt katastrofale efterår 2004, hvor vi tabte 5 kampe og - åbenbart helt systematisk - spillede uafgjort i 6 kampe.

De cykliske efterårsnedture i ligaen balanceres som bekendt ikke ligefrem af europæiske succes i det nye årtusinde. Her præges billedet af en glidende stagnation fra det mere end godkendte 2001 over det aldeles middelmådige 2003 til det også i europæisk sammenhæng pinlige 2004, Royal League-succesen ufortalt. Så mens Backe og truppen er travlt optaget af redde sine flammende kastanjer ud af ilden, så burde andre vel have tid til at sætte sig ned og evaluere, hvorfor fanden klubben har været så eklatant dårlig til at forvalte den medvind, et dansk mesterskab må forventes at give. Efteråret 2001 kan i bagklogskabens lys undskyldes ved, at det trods alt var første gang i 8 år, at resultaterne harmonerede med målsætningerne, og at en gusten brite skred fra sin personlige succes. En ny organisation og en økonomi i rivende udvikling gav nok at se til.

Til gengæld kan jeg ikke se at de lærepenge, der blev betalt dengang, har været givet specielt godt ud med henblik på årene der fulgte. I de fleste andre sammenhænge betragtes succesoplevelser trods alt som en platform, der kan bruges som afsæt til at nå nye mål. I FC København fører succesoplevelser til mærkbare kvalitetstab. Det er ikke bare sportsligt uacceptabelt, det er organisatorisk uacceptabelt at forvalte sin hårdt tilkæmpede succes så lemfældigt.

Jeg vil endda gå skridtet videre og hævde, at den resultatmæssige rustjebanestruktur udelukkende tager sit udgangspunkt i organisatoriske fejl og mangler hos den sportslige ledelse. Nok har der været til- og afgang i truppen, men grundstammen har naturligvis været stort set den samme henover de enkelte sommer- og vinterpauser. Det er med få undtagelser de samme spillere, der flopper i efteråret og løfter sig i foråret. Det giver således sig selv, at det må være miljøet omkring truppen, der varierer. Med mindre man selvfølgelig tror på mere eller mindre metafysiske forklaringer om, at en trup gennemlever tre Gudgivne kriser i løbet af en sæson, det ikke er menneskeligt muligt at forudse.

Skrevet med al respekt for Hans Backe - den tankegang er det rene vrøvl i sig selv, og ikke bare fordi vi med statsgaranti altid formøbler medvinden fra et mesterskab i løbet af august. Men hvis vi alligevel tager den for pålydende, så forklarer påstanden ikke, at bundniveauet i disse kriser ikke har flyttet sig nævneværdigt i de seneste år. Der er meget langt fra forestillingerne om at løfte klubben til europæisk middelklasse og til at tabe 4-1 til en oprykker i oktober. Den europæiske succes er ikke en realistisk målsætning, før FC København rutinemæssigt kører alt under top 3 over, søndag efter søndag, forår og efterår, skader eller ej. Jeg skal spare jer for mine egne populærpsykologiske og -fysiologiske betragtninger over, hvad der præcis går galt i sommerpauserne og opstarten, men det er bestemt et anliggende, jeg håber er til alvorlig overvejelse på Peter Bangs Vej.

Og resten er ventetid, der dog blev lettere at bære, da det torsdag aften stod klart, at FC København spiller Royal League-finale den 26. maj mod Gøteborg, sandsynligvis på Ullevi. Et trefoldigt leve og videre mod større mål. Muligheden for at kidnappe Per Bjerregaards bastardbarn er en ting, det danske mesterskab en ganske anden.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens orkesterværk:

John Williams: "Duel of The Fates"
George Lucas er snart på trapperne med det sidste kapitel i Star Wars-sagen, der efter alle solemærker at dømme redder en del af renoméet efter de to ret triste fusere i nyere tid - og så de skide ewoker. De giver ingen mening! I den anledning finder jeg det passende at fejre en helt sikker vinder, der er knyttet tæt til filmenes succes, nemlig komponisten John Williams. Selv den for tiden blålykkelige bartender, Holger, der hader fantasygenren som andre hader Bruce, vil formentlig indrømme, at Williams' musik til Star Wars står som en milepæl i moderne orkestermusik. "Duel of The Fates" handler om kampen mellem det gode og det onde, med passende reference til mandagens opgør. Tag ikke fejl, vi er kejserens onde klonhær, og vi vinder også denne omgang.

Ugens DVD:

Shaolin Soccer (Stephen Chow, 2001)
Ugens DVD er fra 2001 og instrueret af den bindegale Stephen Chow. Shaolin Soccer er hans internationale gennembrud og den tematiske - og ret teoretiske - ide om at kombinere shaolin og fodbold, gør filmen til et kultisk must see for alle fodboldelskere, komplet med forvrøvlede engelske undertekster og billig, men munter computeranimation. The Football Factory, min røv. I Shaolin Soccer er det spillerne, der uddeler hånd- og fodmadder, og de tager gerne smøger, hammer og svensknøgle med på banen.

Historien er bygget op om den fallerede og invaliderede fodboldspiller, Fung, der efter i sin ungdoms vår at have solgt sin sjæl (og sit knæ) til filmens skurk, nu 20 år senere drømmer om at løfte sig fri af sit forfald og træne sit eget fodboldhold. Det kommer han selvfølgelig til gennem mødet med shaolin-nørden Sing, spillet af Chow selv, der som sit livsprojekt har at udbrede kampsporten til den ganske verden og leder efter et passende værktøj at gøre det gennem. Shaolin er nemlig skidegodt, når du skal parallelparkere uden problemer og klippe træer. Se det selv.

Efter et særdeles mislykket forsøg på at kombinere shaolin og musik samler de to helte Fungs kiksede brødre til deltagelse i den kinesiske super cup. Først skal brødrene lige genfinde familiens shaolin-ånd, men så er banen kridtet op til finalen mod skurkens hold, der uden omsvøb hedder Det Onde Hold og naturligvis er whacked up på amerikansk doping og undervandstræning. Gæt selv hvordan det ender. Filmens styrke er især det visuelle univers, hvor Chow gør rig brug af CGI-effekter, når kampene spilles og udkæmpes. I Chows univers er René Higuitas "Skorpionen" kun et begyndertrick, fodboldregler og tyngdekraften mindre væsentlige. Læg dertil filmens humor - en flue summer lystigt omkring ansigtet på filmens byldebefængte (!) heltinde, mens Sing fortæller hende en sødsuppehistorie fra de varme lande om hendes indre skønhed. Det holder, og så er det ægte kult - den skal formentlig købes på nettet. Stephen Chow er i øvrigt på trapperne med en ny film, Kung Fu Hustle, der med lidt held når landet, selvom det måske bliver direkte på DVD.