For fanden! Så står man her og nedstirrer tomhed og tragedie som anden Sharespeare-skikkelse. Something is rotten... Johnny is rotten. Det hele er en misforståelse, som det hele var det i mandags. At tabe nul-fem eller ikke at tabe nul-fem. Er det virkelig spørgsmålet. Tilsyneladende ja. Nu er det i hvert fald atter blevet en tilstand man skal leve med. For anden gang i denne sæson.

Jamen, er der noget at sige til at man trænger til en stribe af de skarpe. To-tre-fire-fem stykker uden skelen til andet end procenter og styrke og den ætsende effekt på hjernebarken. Sprutten skal bare virke og den skal virke hurtigt. Ned med lortet, ned med nul-fem, inden man når at spule igennem alt for meget af fadæsen på sin indre dvd. De ringer, vi spuler... kratszscch... og der knækkede filmen sørme!

Er det Bo Svensson der står der på skærmen igen? De siger at han har ondt i hælen. Han ved det vist ikke selv. Træneren tror det ikke. Svensson mener ikke, at det er optimalt. Ikke nødvendigvis det med hælen, men bare sådan generelt. Det gør træneren derimod. Måske. Det bliver ikke helt nemt at tyde. Ikke som begyndelse på begyndelsen til de nul-fem. Og al begyndelse er nemlig svær, og det første kvarter kan være ekstremt svært. Det var det i mandags, to chancer, to småfejl, to mål indenbords, og livet blev pludselig grufuldt svært. For Svensson var det allerede blevet direkte utaknemmeligt og han har siden fået sine drøje hug for hele indsatsen. Han virkede slet ikke klar til at spille - set af os andre ude fra. Men igen Hans Backe mente det og sandsynligvis i samråd med Bo selv. Det må man formode. Jeg kan ikke forestille mig at han blev dikteret på banen. 

Det var en satsning, fra begges side, og den holdt ikke. Hvad der så stadig kan undre mig, var at Backe som træneren satsede uden gardering. Fra den udvalgte 16 mands trup blev Christian Traoré sorteret fra inden kampen og efterlod det københavnske hold med Bech, Møller, Saarinen, og målmand Gall på bænken. Samme Traoré virkede som den mest logiske gardering for Bo. Dels fordi han de seneste kampe har spillet i midterforsvaret sammen med Dan Thomassen - og dels fordi det tidligere alternativ Ole Tobiasen var klæbet logisk fast til højrebacken i lyset af Lars Jacobsens karantæne. Når man samtidig betænker Traoré virkede som den stærkeste defensiv-spiller af de 5 uden for startopstillingen, så kan jeg kun undre mig endnu over at det blev ham der fik nitten. Og jeg pudser gerne glorien her, for min undren var allerede tyk inden kickoff.

For fanden da! I bagklogskabens arrige brøl lignede det en trænerfadæse. En regulær fejldisposition. Det er muligt at Saarinen kan sættes som forsvarsspiller, men hans seneste optrædender har lige så meget været på venstre midtbane - og i begge tilfælde primært som reserve. Traoré havde derimod spillet fast i de 5 forudgående kampe - og primært på Bos plads.

Ja ja, jeg hører den ondskabsfulde totakts-latter rumle og efterhånden brage ud over BULEN som en decemberorkan, og jeg kan heller ikke holde tilbage. Vores finske ven præsterede med sit indhop at skrive nyt kapitel i den københavnske historie. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have set en ringere præstation. Han kostede direkte to mål på cirka 20 minutter. JA, DIREKTE! Helt uden omsvøb. Det ironiske bliver, at han faktisk har præsteret ganske pænt her i foråret i de par kampe, hvor han omsider er sprunget ud fra behandlingsskabet og kondicyklen på Peter Bangs Vej. Det har egentlig slet ikke set så dumt ud, for ham der engang fik prædikatet Bundesligaens dårligste spiller. Indtil i mandags. Et los i røven og tilbage til Rovaniemi eller Kuopio, makker, eller hvor fanden mellem søerne deroppe han hører hjemme! Det er svært at holde det store forkromede falkeblik klart, når man ser en tilbagelægning som hans - ellers hans sætten sig bagover, da Mads Jørgensen napper bolden.

Men selvfølgelig skal vi være rimelige - selvfølgelig skal vi det. Efter fem skarpe af det billigste ildvand kan jeg stadig tælle, yksi, kaksi, kolme, neljä, viisi, og om ikke andet finde lidt fælles samdrægtighed med ugens mandagstræner, der som sædvanlig først dukker op til overfladen om tirsdagen eller onsdagen. Han lignede en der havde skuet Saurons øje, da han ankom. Men han havde dog bevaret sin tunges soberhed.

For fanden ja! De mørke tåger letter efterhånden igen. Dagene går og den værste hån dør hen - og jeg er nok ikke den eneste der har opdaget, at den ivrigste hån i dagligdagen og på arbejdspladsen på en tirsdag som den forleden, sjældent kommer fra dem med mest i klemme. De par enkelte kolleger som har bekendt sig til Brøndby går, som regel, blot rundt med et smørret smil.

Det er de påståede neutrale, dem der på en normal mandag ikke aner en skid om hverken resultater og stilling, og kun har en mening når landsholdet kvalificerer sig til en slutrunde eller det modsatte. Dem kan man opleve gå bersærkergang og fare fra den modsatte ende af arbejdspladsen, for lige at kigge inden for på kontoret og sige godmorgen og med kæk marmeladestemme supplere "det var vist ikke så godt i går!". Nej, gu var det ej, kegle! Hvad tror du selv!

Jeg vænner mig aldrig til det, selvom de er der som gribbe hver gang morgenens løbesedler har blæst flop over et københavnsk resultat.

En anden og mere alvorlig dønnning, der er kommet efter mandagens kamp er disciplinærsagen mod Peter Møller. Det var tydeligt for i hvert fald alle TV-seere, at han langede en albue bagud efter Daniel Agger bag dommerens ryg i en af de tumult-scener som prægede afslutningen af kampen. Selvom det ikke ligefrem var en kæberasler, så var hensigten dog tydelig. Væk med dig, pomfrit! Og jeg må indrømme, at uanset hvordan jeg vender sagen, bliver den pinlig for Peter Møller. Han skal holde sine skide albuer i ro og helst i en højde hvor de naturligt hører hjemme.

Efterhånden hober sagerne sig op for ham og den eksterne lunte, fra presse til andre klubber, bliver kortere og kortere. At han nu efterfølgende har fået to spilledages karantæne kan der reelt ikke indvendes noget imod. Hans handling er til direkte rødt. Lad dette være slået fast.

Dommen er kommet fra DBU's DM disciplinærudvalg, som er det andet af to disciplinære udvalg, som det kan ses på DBU's side. Man har et disciplinærudvalg og et DM disciplinærudvalg (sidstnævnte med ren fokus på superligaen, gætter jeg.). I førstnævnte sidder der 5 medlemmer og i sidstnævnte sidder 4. Eller med andre ord - de 4 af de 5 fra det oprindelige udvalg sidder også i DM-udvalget. Man forsøger altså nu at tækkes den elite, som man for et par sæsoner siden ikke havde tid til, i følge formanden Johnny Rune. Om man så virkelig nu har fundet tid til - blandt de 4 nuværende medlemmer - at gennemse alle 6 kampe i hver superligarunde, kan man stadig have sin tvivl om. Selvom de stadig bliver optaget og båndet af TV3. 

Et helt andet spørgsmål bliver så om en reel og troværdig domsbehandling i disciplinærsager, uden for dommerens åsyn, bør foregå uden mulighed for indsigelser fra de implicerede spillere? TV-billeder fortæller ikke nødvendigvis hele sandheden. På den front synes jeg faktisk at det er en reel nok diskussion, som i kølvandet af dommen, er blevet rejst fra både Peter Møller og vores meget talende sportsdirektør.

Men fanden tage det hele! Fra NK Guernica til Brøndby, der sejlede... og vaklede... et forsvar og det gjorde det åbenbart igen i aftenens kamp mod OB. Hele holdet formåede i hvert fald at tabe en sejr i sidste minut. Jeg har gudskelov været forhindret i overvære aftenens blamage i Parken. Men sandheden er at det egentligt blot gjorde den endnu mere enerverende. For man har intet at forholde sig til. Ud over nogle udvalgte TV-billeder i et selektivt sammendrag sidst på aftenen.

"Skandale, mand", sendt på en sms bliver aftenens sammenfattende kommentar. 1-1 mod OB og flere vigtige points smidt i kloakken. Men Zumas mål var da flot. Som de fleste af de 5-8 mål han altid scorer hver sæson. Mere bliver det så åbenbart heller ikke til. Flot og lidt småt. Bliver han solgt nu? Jeg aner det ikke, men rygtebørsen snurrer flittigt. Måske skal både han og Hjalte mødes i Bundesligaen til efteråret.

Aftenens uafgjorte "skandale, mand" betyder også, at vi nu er blevet endnu mere begravet i et hundeslagsmål om den forjættende andenplads i Maltaligaen. AaB har ramt en stime, som den vi selv havde for et par uger siden og  er stærkere og  mere skræmmende end jeg umiddelbart havde troet på forhånd. De mener alvor nu, som de gør cirka hvert 5-6 år, hvor de har det med at blusse op som den jyske spydspids midt i det københavnsk/sjællandske titelherredømme. Helt afskrive dem kan man ikke i forhold til mesterskabet - de har både os og Brøndby hjemme i de resterende 5 runder og kan de holde dampen oppe... jamen, hey, det er jo for pokker Maltaligen! Vidtrækkende stabilitet og kontinuitet hos de forventede tophold er tilstande som fortoner sig lige så nemt som bare middelmådig europæisk succes, og dermed er dørene også slået op for sub-toppen. FC Midtjylland og Esbjerg mener jeg dog stadig at vi bør og skal kunne holde bag os.

Under alle omstændigheder står et uomtvisteligt faktum i hvert fald lysende og ætsende: kan vi ikke holde andenpladsen, vil sæsonen henstå som en gedigen fiasko, som bør få konsekvenser på trænerbænken. Det kan man juble over, hvis målet er at få Backe fyret. Jeg ved så ikke helt om det virkelig er de lyksaliges vej på nuværende tidspunkt. Ved efterårets nul-fem-experience var jeg ikke i tvivl. Der skulle svejses og brændemærkes Gorica på svenskerens ryg.

Denne gang nager tvivlen mere. Måske fordi kollapset i Brøndby mere var på marginalerne og de idiotiske personlige fejl end et organisatorisk jordskælv. På den anden side kan jeg heller ikke afvise, at jeg blot er blevet ganske nul-fem apatisk. Et almindeligt psykologisk fænomen, kan man sige i skælmsk drillesyge. Hvis man oplever en situation mange gange nok, så begynder man også at acceptere den som en slags naturlig tilstand. Uanset hvor forrykt den virker på omgivelserne. Det bliver den samme apati som der var ved fortidens københavnske 8.-pladser. Det kan så blive det altafgørende argument for at der skal ske noget nyt. Noget udefrakommende skal overbevise om at de forrykte nul-fem absolut ikke er naturligt. Og måske er tiden moden igen - måske.

Det groteske er at det næsten kun kunne gå ned ad backe i denne sæson. For der findes ikke noget flottere udgangspunkt end at have vundet The double i nationalt regi. Det var så dengang - for sådan cirka et år siden i disse uger. Det er ekstra-regningen der nager. Fra nul-fem til nul-fem. For selvfølgelig skal det ikke ske. Desværre sker netop den slags alligevel og når det sker, kan man i virkeligheden gardere sig lige så lidt som Backe formåede at gøre for Svensson i mandags.

Alt dette københavnske morads forhindrer så heldigvis ikke andre ude i verden i at juble! For fanden da, nej! Og nogle gange bliver glæden ved at vinde også større, når det ikke sker hvert år som en ren naturlov. Det er den bagside, som man via rutine og alder efterhånden lærer at kende i denne branche. Det meste kan i virkeligheden bruges til noget i den store og evige livscyklussæsons forløb, også ekstra-regninger og nedture. 

Tillykke til Barca! Og tillykke til byen Barcelona, som virkelig har tørstet efter dette mesterskab. Efter 6 års mareridt og elendigheder!

Skål og godnat i det healende og billigste sprøjt - ildvandet lige under disken og langt fra barens mest prangende flasker og mærkevarer!

 Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens album:
Green Day: 'American Idiot' (2004)

Total barpogo. På sin egen - egentlig uoriginale - måde har disse amerikanske punk-nostalgikere været ganske befriende siden debut'en "Dookie". Og måske mest dengang. For så meget er der ikke sket siden. Dette relativt nye udspil er dog i mine øjne ganske godkendt. Det er opbygget som et slags konceptalbum om Præsident Bush - tydeligt markeret i titlen - og indeholder nogle ganske lange potpourri-agtige numre af vekslende kvalitet. Men selve titelnummeret, 'Holiday',  'St Jimmy', og megahittet 'Boulevard of Broken Dream' løfter kvaliteten. Det er dog udpræget lejlighedsmusik. Man skal være i stødet. Hvis man er det, er det som at knalde ud i Huset eller Ungdomshuset - eller endnu bedre det gamle Saltlageret - for et par og tyve år siden på en blanding af bjørnebryg og piller. Og være 20 år igen - med en røvfuld af velvalgte meninger om en bedre verden og energien til at tro på dem!

The Go-Betweens: "Oceans Apart" (2005)

I virkeligheden er dette mere nostalgi, selvom albummet er ganske nyt. I de sene 80'ere berigede Australien den alternative rockscene med to glimrende bands (der var muligvis flere! Men i min verden). Det ene var The Triffids, som vi ved tidligere lejligheder har haft fremme hernede i BULEN også, det andet var The Go-Betweens. Begge kom med en anderledes luftig lyd, lyse sange med mørk stemning og poesi. The Go-Betweens blev drevet af sangskriverparret Robert Forster/Grant McLennan. Der kom fremragende skiver som "Liberty Belle and the Black Diamond Express" og "Tallulah" og "16 Lovers Lane" fra deres hænder inden de opløstes omkring 1990. Efter en lang genfødsel har de så fundet sammen igen. Det skete sådan set allerede for 5 år siden, men dette udspil står noget stærkere end deres to første genforeningsforsøg. "Oceans Apart" er faktisk tæt på være fremragende som de gamle 80'er-skiver.

Ugens Bruce:
Bruce Springsteen: 'Drive All Night' (1980)

Denne rubrik sluttede egentlig med mit sidste ræb - og den endelige udgivelse af "Devils & Dust". Som er fremragende. Men forleden hang jeg foran TV og så filmen "Cop Land" med Stallone, De Niro, Keitel i et par af hovedrollerne. I et stille øjeblik ligger Stallone på sofaen i rollen, som den lidet succesfulde strømer, og hører 'Drive All Night' på en gammel vinylpladespiller. For fanden da! Det er et ganske overset nummer fra "The River". Et af de sidste på dobbelt-cd'en. En fantastisk kærlighedssang med Big Mans skærende saxofon - og måden Bruce synger heaaaart i Heart and Soul på i det afsluttende omkvæd! Det er sateme desperat forelskelse. Helt eminent!!

 mail