Du må undskylde min rastløse stemning. Jeg tilhører den gruppe af fodboldfans, der får tyndskid af irritation over de lange landskamppauser. Ikke kun fordi søndage pludselig bare er søndage og ikke profaniske helligdage. Ikke kun fordi Johnny Jehova de sidste 14 dages tid på daglig basis har stukket sit askegrå ansigt ind af bulens dør og råbt "Så kan I fanden ædeme lære det, cafébøsser!" uden at gøre sig klart, at lektien er én, vi vist har lært hinanden frem og tilbage de seneste 12 år. Hans hån generer mig overhovedet ikke. Johnny er, som Johnny er, én af den slags kort livets dealer langer ud til dig, og så må du lære at leve med ham, for det bliver aldrig anderledes.

Der dukker ikke de to knægte op i floppet, der pludselig forvandler ham til en hånd, du kan spille en skid på, og han er slet ikke brændstof, denne bartender kan fabulere sig frem til et nogenlunde kurant ræb på. Præcis som landskamppauser. Jeg føler mig som en kamel, der vader igennem en udbrændt ørken og suger på puklen af dårlige historier fra overskudslageret. 14 dage uden ilt til hjernen og hjertet. Næsten en hel sommerpause, som den falder i år!

Landskampe er simpelthen ikke, hvad de har været, og jeg tænker ikke specielt på den åbenlyst vigende kvalitet af de spillere, der repræsenterer de danske farver. Først og fremmest sofa-stopfodres vi stort set på ugentlig basis med international topfodbold af højeste klasse, der i bedste fald inkluderer en dansker med splinter i ræven. Spansk, engelsk, Champions League. Den særlige stemning en landskamp kunne mobilisere i fordums tid hang selvfølgelig meget sammen med, at det stort set var det eneste tidspunkt, international fodbold rullede over skærmene i de små hjem.

Men tiderne er også skiftet, identifikationer flyder, verden er af lave og en flybillet til en hvilken som helst europæisk lufthavn kan efterhånden erhverves til den samme pris som en returbillet over Storebælt. Berlin eller Røvby for samme pris. Den mentale afstand til Berlin er endda noget mindre for mig, men du må selv vurdere.

Vi kan selvfølgelig godt stadig bilde hinanden ind, at det at være dansk er en særlig kvalitet i sig selv. At vi som folk er samlet omkring et særligt fælles projekt, der dikterer en form for særligt sammenhold. Men hvilket projekt og hvilket fællesskab? Verden er simpelthen blevet for lille, impulserne for mange, og Danmark var aldrig noget stort land i forvejen.

Faktum er, at der ikke længere findes en fælles dansk folkesjæl, som en moderne Panduro kan grille i den bedste sendetid. Det eneste fjernsyn, der samler folket er forudsigelige genfortællinger af den historie, vi engang havde sammen. Matador, Krøniken, Morten Korch-film og kongerøgelse. Det er ikke sådan, at fortællingen som kunstform er død, den er blot globaliseret, så selv danske filminstruktører laver lige så mange film på engelsk, som de gør på dansk. Star Wars og Ringenes Herre er den moderne danskers mytologiske arvegods, ikke Saxo (den helt historiske, for fanden!).

På det helt prosaiske niveau er de subtile samfundskontrakter, der tidlige fungerede som kittet mellem de forskellige økonomiske klasser også udvandet til ukendelighed. Vi tjener ikke længere penge til os selv og betaler skat til de andre, nu betaler vi i stedet skatten tilbage til os selv over vores livstid. Om du er lejer, ejer, kapitalist eller landmand er ikke længere en social arv, snarere et valg. Den sociale nød er uddelegeret til folk af anden hudfarve, der er behændigt importeret til formålet under falske forudsætninger.

Fodboldlandsholdets rolle i hele den historie er ligeså historisk, som den mangler nutidig værdi. Spillerne er udset til at gentage den samme kamp i al evighed, at vække minderne fra kampen mod Sovjet i Parken for 20 år siden. Dengang der var komplekser og ydre fjender til, der pressede os sammen. Med murens fald og europamesterskabet kommer de aldrig videre, disse blege, statiske kopier i rødt og hvidt. Helten fra onsdagens kamp hedder naturligvis også Larsen.

Mere filosofisk: Vi er på vej op ad Bæ Å i en kano uden pagaj i et land, hvor en minister den ene dag mener, at det er rigtigt at udvise børn, der har boet hele deres liv i Danmark til en uvis fremtid i en bananrepublik, og hvor hun den næste dag får sin bil udbrændt af en pyropsykopat. Det eneste rigtige i begge skandaler er, at de er forkerte, og fortæller historien om korrumperede moralbegreber og fællesskabets sammenbrud.

Men tag det roligt! Det er blot tidens kværnende gang, ikke kun en tragisk fortælling. Livet går videre, nyt vokser frem, øllerne smager heldigvis bedre og bedre, og pigernes brystmål er vokset betydeligt de senere år. Vi retter os mod det nære, mod Parkens egentlige hjemmehold, ikke ligegyldige logerende på græstæppet. Dine rullende øjne fortæller mig, at det er tid til at bunde og komme videre.

Så vi tager en tur om Peter Bangs Vej i den bulede cabriolet og ud af det forpulede forår, der i den sidste måneds tid har udviklet sig en gentagelse af efterårets bovlamhed. Vi står der igen, bassemand, med halvvejs bristede forhåbninger og nervøse trækninger ved øjenkrogen, mens holdet præsterer cirka 2 klasser under det niveau, vi med rette kan forvente. Med en træner, der har et år tilbage af sin kontrakt. Et hold, der har solgt sin offensive sjæl for mængder af surkål. Et hold, der har tre kampe til at redde sæsonen. Et hold, der i alt for lange perioder kører fast i en spillestil, der med rette kan rubriceres som migrænefodbold. Nedtur, opbrud, udskiftning, fornyelse.

Den slags betragtninger i nuancer af sortsyn er der mange, der ryster på hovedet af og er gedigent trætte af. Det forstår jeg fandeme godt! Jeg hader også mig selv som pesten, når jeg forvilder mig ind i reflektoriske blindgyder og hiver mig selv flagellantisk i min nedtursslante. Jeg kan kun tale for mig selv: Det masochistiske ritual er en nødvendighed, der forbereder mig til den næste kamp, den næste mulighed for at vende galejen. Ofte får man en selvfølgelig et nyt hug i skidesækken for ulejligheden, men pyt. Næste år i Jerusalem.

Lad os i stedet se på perspektiverne. Først og fremmest vil jeg tillade mig at kreditere Torben Storm og ungdomstrænerne for en overordentlig positiv udvikling på ungdomssiden. Nuvel, ikke alt hvad der glimter i ungdomsårene forvandler sig til guld i seniortiden, men alt andet lige peger KB's topplaceringer i ungdomsrækkerne - juniorer, ynglinge og DS-holdet - på, at en fornuftig fødekæde til superligatruppen er på vej til at blive etableret. Specielt har sportschefen udtalt sig om behovet for en bredere trup i forhold til kampkalenderen, hvad der burde give plads til flere lærlinge i førsteholdstruppen. DS-holdets nuvundne position som andendivisionshold skal tilsvarende forsvares, og følgen bør være at flere spillere af egen avl og strandhugst får en ærlig chance og mulighed for at bringe sig selv i betragtning til fodbold på topniveau.

Økonomien er til en overhaling af truppen. Dels er der selvfølgelig koncernens buldrende forretningslokomotiv at læne sig op af. Med sejren i Royal League, salget af Zuma og et skønsmæssigt faldende lønbudget som følge af anden forventet afgang - formentlig Fredgaard, Ole Tobiasen, Hjalte, Rooba, Kihlstedt, Elrio og måske et par stykker til - er mulighederne for en markant fornyelse af spillertruppen helt sikkert tilstede. Det er så her, jeg kunne pifte fortællingen op med et par interessante spillere, jeg gerne ser komme til klubben. Men altså. Pressemøderne kommer af sig selv, og jeg ved ikke mere, end du gør.

Det kolossale spørgsmål er naturligvis, hvilken vinkel ledelsen lægger på det forgangne år, og hvem der skal stå for fornyelsen. Det kan jeg gisne om, men præsenterer i stedet min egen vinkel: Det skal den nuværende sportschef og træner ikke, og det uanset hvordan sæsonen slutter. Uanset de rent sportslige perspektiver ser jeg ingen logik i at lade en træner med et år tilbage af sin kontrakt og en sportschef, der også fungerer under en ikke alt for lang tidshorisont stå for en gennemgribende fornyelse, for så alligevel om et år eller to at smide tøjlerne - og arven - til en ny generation. Det giver simpelthen ingen mening. Det ville det måske gøre, hvis de seneste års arbejde havde været en ukvalificeret succes. Det har det bare ikke, sagt med udgangspunkt i klubbens finansielle ressourcer og øje til den manglende indfrielse af især de europæiske målsætninger og den fluktuerende stabilitet i den hjemlige liga over hver enkelt sæson. Hårde ord, måske, men det var så ikke mig, der lovede et dansk mesterskab ovenpå vores eget Guernica i CL-kvalifikationen.

Ekstra kolossalt interessant er det naturligvis at gisne om, hvem der overtager tøjlerne efter papa Backe. Lige nu ser jeg 2-3 muligheder, Ove Pedersen, Staale Solbakken eller den berygtede u'lænning. Af de 3 er Ove måske det mest kontroversielle bud, men alligevel også det sikreste kort. Der tales ofte om det store spring fra at træne Røvby og op til presset i en topklub, men nu er Ove så ikke en kejtet yngling med kikset hår. Hans arbejde med Esbjerg og stille successer som Jakob Poulsen, Jerry Lucena og Hans Henrik Andreassen og enorme indsigt i alt hvad der rører sig i dansk fodbold taler overvældende til hans fordel. Hans profil passer fortrinligt til den udvikling vores eget ungdomsarbejde er inde i. Helt sikkert er det nok, at Ove er ved at vokse fra Esbjerg.

Staale ser jeg mere som et wild card, en kandidatur der læner sig op ad hans tid i klubben og givetvis store stjerne hos ledelsen. Men 1½ års temmelig blandet succes med Ham Kam siger ikke så meget om hans muligheder som træner her i byen. Han har givetvis viljen og energien, men er måske handicappet af sit enorme temperament. Den egentlige udlænding gider jeg ikke spekulere i, og jeg tvivler på, at han gider spekulere i os. Det handler også om kontinuitet, og en dollar-cowboy bliver sjældent hængende, som fortiden viser os. Den ultimative joker er så ikke engang den udenlandske løsning, men såmænd at Backe forlænger sin kontrakt og gør arbejdet "færdigt". Anførselstegnene angiver her et synspunkt set fra klubledelsens side af bordet, ikke mit eget.

Kandidaterne til stillingen som ny sportschef er det om muligt endnu vanskeligere at pege på. Vi må nok erkende, at Frank Arnesen er optaget af andre gøremål de næste år frem. Holmstrøms overvældende statur - på godt og ondt - er ikke lige sådan at erstatte. Der har været talt en del om at lade Backe rykke op i hierarkiet. Umiddelbart virker han mere selvskreven til den ledige stilling som bedstefar i mit univers, for han er godt nok afsindigt flink og menneskelig. Men det er selvfølgelig en model, klubben kan prøve, når brysk, krakilsk og muggen går på pension.

Sidst, men ikke mindst, er der miljøet omkring Peter Bangs Vej. Personligt generer det mig ikke spor at skalte og valte med spilleres og træneres ansættelsesforhold på fantasi- og kommentarplanet. Det er simpelthen en del af det professionelle game at andre gør sig den slags skiftende overvejelser, gårsdagens helt er dagens skurk, og det er typisk indregnet i både kontrakter og løn, at verden er ond. Straks værre bliver det, når bekymringerne skal udstrækkes til organisationen bag facaden, assistenttrænere, fysiske trænere, lægestab og massører, der typisk er ansat på lige dele funktionærvilkår og interesse. Dybest set fortjener de ikke en tur med krabasken.

Men jeg er ikke imponeret af de historier, der siver fra anlægget på Frederiksberg. Sæbeoperaen omkring vores målmandspost, skadefrekvenser og uro omkring behandlingsmetoder. Fraværet af stabilitet, både målt på resultater og indtrykket af det fysiske formniveau. Alt sammen ikke bare små, uinteressante engangsforteelser, men mere eller mindre statiske temaer, vi kan gå og muntre os med. Det må ganske enkelt høre op, og ikke bare fordi en brysk sportschef beordrer det, men som funktion af en gennemgribende objektiv analyse af, hvad - og hvem - der virker, og hvad der ikke virker. En forbedring af de fysiske rammer er ingenting værd, hvis man ikke bruger dem ordentligt.

Mere amatørpsykologisk er det måske også en overvejelse værd, om det mentale miljø i og omkring truppen er i orden. I krisetider - hvem i 1997 ville have kaldt et nordisk mesterskab og en andenplads tre runder før sæsonafslutningen for en krise i FCK-regi - er det en meget naturlig reaktion at fabulere om ledertyper og vindermentalitet. Var det bare så let! Talrige slagmarker er oversået med ligene af den slags fine mænd, der førte fra spidsen og parerede dumdum-kuglerne med leveren. Men givet er det, at jeg hverken i truppen eller hos cheftræner og hans assistent helt ser den sammenbidte vilje, der især fungerer som pejlemærke for dem, der er svagere i troen. Anføreren er trods alt ung, og har desværre tillagt sig den vane at falde med holdet, når lokummet brænder. Nu stikker den problematik naturligvis noget dybere end til blot en betragtning over kampenes udfald og et bind på armen. Igen peger pilen i retning af at etablere en organisation på og omkring holdet, der gør det selvfølgeligt at præstere 100% hver eneste gang. En blanding af selvjustits og tough love.

Det prekære i den nuværende situation består selvfølgelig i, at sommerpausen ikke ligefrem er tidspunktet til større rokader, hverken hvad angår træner, trup eller organisation. Det kræver i hvert fald en del mod at gøre det, og spørgsmålet er, om ikke en halvsæson på pumperne frem til vinterpausen ligger i kortene. Og halløj, der ligger da en slags karmisk kontinuitet i en sådan udvikling - en ny tur på skøjter op ad bakke, mens nogle bander, og andre bander over dem, der bander.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Jonix: Et fattigt tak
Ugens lyriske indslag kommer til os fra "Jonix", debattør på Sidelinien, FCKFC's debatforum. Kommentarer er overflødige, eftertanken er ikke. Den største spiller i FCK's historie forlader os, og han fortjener sin hyldest. Heck, det gør Backe, Todi, Hjalte, Møller også, dem allesammen. Den står som et passende, samlet eftermæle over hele æraen 2000-2005.

Ugens DVD:

Shaun of the Dead (Edgar Wright, 2004)
Ugens film er fra England. Zombie-genren er en svær størrelse at have med at gøre. Først og fremmest skræmmer Per Nielsens mugne attitude mig mere end genoplivede døde, der æder hjerner, men er begrænset af en topfart på 3 kilometer i timen og en motorik som en Peter Møller i en hovedstødsduel. Derudover konkurrer alle zombiefilm med den moderne horrorgenres moder - George Romeros Night of the Living Dead. Med dagens øjne er Romeros værk naturligvis ikke en specielt skræmmende film, og når den oprørte især det amerikanske publikum i sin tid, hang det nok mere sammen med det kontroversielle valg af en sort skuespiller til hovedrollen, der som filmens kølige helt render rundt og blæser hovedet af whitey, den levende døde. Romero er i øvrigt selv klar med en ny dødevals, der tager et fint forskræp med sig.

Shaun of the Dead bringer ikke meget nyt til genrens mytologi eller klichéer, men gør det med charme og umderspillet engelsk humor. Rammerne er de sædvanlige: Mens London umærkeligt - for filmens helt Shaun - bryder sammen i død og ødelæggelse, er hans liv i opløsning. Kæresten er skredet, karrieren som andenmand i den lokale EL-Gigant en blindgyde, forholdet til venner og familie i dyb krise. Men zombierne er løs i haven, og Shaun samler familie og venner i den lokale pub for at overvinde både de indre og ydre kriser og blive endeligt voksen på sin måde, et tema der passer sig fint til de fleste af gæsterne hernede. En fin film at koge gårsdagens lille brændert af på, når bolden ikke ruller.