For fanden! Så står man her igen og ligner noget der er gravet op fra 1. verdenskrigs skyttegrave. Verdun og Ypres, mand! Vi har været der for længe siden. De har samlet knoglerne og sat skidtet sammen igen som et andet legosæt, selv granatchokkene hænger stadig ved som nervøse trækninger. Vi farer sammen blot nogle omkring baren tænder en lighter. Giv mig en smøg, for satan, og lad mig stå her lidt og forsvinde i røg og damp. Arrhhh, den ulmende forløsning. Nikotinens gift der bedøver og befrier matrede sjæle på stribe. Alkohol og smøger hører nu engang sammen, det er en misforståelse andet. De giver mening og substans til hinanden, som junkiernes svar på Nina & Frederik, på Keld & Hilda, på Bonnie & Clyde, og på Knold & Tot.

Og i gårsdagens kamp blev der rigeligt brug for begge dele. Det blev ren knold og tot - og vi fik famlet et eller andet hjem som kan ligne en UEFA Cup-plads og andenplads i turneringen. I virkeligheden helt uden klasse og i hvert fald aldeles uden stil. Desværre. Vurderet på kampens sidste kvarter lignede det mere held end forstand. Det skal så retfærdigvis siges, at de første 75 minutter blot var en ørkenvandring i Nordjylland, et krydstogt over Råbjerg Mile for at blive på de kanter, et gedigent migræne light-tilfælde. Med resultatet og Zumas flotte mål som eneste formildende omstændigheder. Derfor light-udgaven.

Nu er vi så der hvor vi selv kan bestemme, både om vi vil spille UEFA Cup-kvalikation og hvilken en af de resterende to kulører medaljerne skal have. Den sidste brik i en helt igennem forfærdelig sæson kan sættes på søndag og i det mindste skønsmæssigt rette en smule på det samlet indtryk. Sølv og et skandinavisk mesterskab ser dog pænt ud på papiret. Når man endnu senere skal skrive en ny krønike der opsummerer 04/05, så vil der altid dundre 0-5 ind på resultattavlen et eller andet sted som en logisk overskrift. De to altoverskyggende blamager vil aldrig forsvinde. Uanset hvor imponerende vi så formår at vinde over eller spille uafgjort mod Herfølge i sæsonens sidste kamp.

Men for fanden da! Hvad så nu? Rygtestrømmen er selvfølgelig begyndt at vibrere og der er tunger, der hvisker at den halve eller kvarte spillertrup skal udskiftes. Vi er så efterhånden mange, der mener at trænerbænken nok behøver den første udskiftning. Spillemæssigt er vi helt faldet tilbage i efterårsmigrænen og jeg tvivler på, at det bliver anderledes uanset hvem Backe får af spillere. Han er en frygtelig sympatisk mand, men vi kommer ikke videre sammen. Backe kan for min skyld sagtens fortsætte i en kommende sportschef-stilling med øje for at afløse Holmstrøm (nej ikke hunden). Men på banen virker inspiration i den grad tiltrængt.

Desværre virker fornyelse på trænerbænken lige så langt væk som fornyelsen i den københavnske spillestil. Det kunne ellers være interessant hvad en ambitiøs træner som Ove Pedersen, bare for at nævne et eksempel i vrimlen, kunne drive en relativ ung trup som vores til - også med tanke på den boblende talentmasse som efterhånden er samlet hos klubbens ungdomshold både i KB-regi og på U21-holdet, der nu skal spille 2. divisionsfodbold efter sommerferien og allerede er blevet suppleret op med talentet Lasse Qvist. Et ganske fornuftigt køb hos PSV Eindhoven. Men den med Ove bliver nok i mit næste liv - eller hvad? Under alle omstændigheder har Backe kun et år tilbage af kontrakten og forhåbentlig begynder man allerede til vinter at tænke i nye baner på Øster Allé. Hvis man ikke allerede gør det. Vi kan jo drømme. Jeg kan i hvert fald ikke se logikken, hvis en større fornyelse af truppen gennemføres af en træner på vej ud - uanset om det så er med et halvt eller helt år tilbage.

Der er så dem der kun har en kamp tilbage. En enkelt sølle optræden i den hvide københavnske trøje, som altid har klædt ham så smukt. Det bliver vemodigt, selv for en gammel kyniker som denne bartender, på søndag. Kollega Holger tog allerede hul på det lange farvel til Sibusiso Zuma i sit sidste ræb. Der er spillet to kampe siden. Et mål i aftes i Aalborg, og det var vigtigt, og et flot oplæg til Alvaro i søndags, det var også vigtigt. Zuma er selv i gang med at sige farvel på sin egen fine måde.

For fanden da! Her står man og gemmer sig bag viskestykket, flæber et par sekunder, og kører flashback på den indre 8 mm. Det har været fem fantastiske år med den lille sorte fra det sydligste Afrika. Han har givet os den ypperste kunst i Parken, har tilført vores hold penselsstrøg og æstetik fra en helt anden verden. En verden hvor fodbold er leg, fantasi og artisteri mere end organisation og indterpet basisspil. Lad os nyde det et sidste lille øjeblik - lad os bare nyde. Et billede kan sige mere end 1000 ord, er det ikke sådan man siger.

Vi var der, vi så det ske, og vi glemmer det aldrig. Engang i december 2002 var jeg på rejse i Peru. Sad en aftenstund på et hotelværelse i Lima med TV'et kørende. Pludselig dukkede han frem, Zuma, som en egen skjult hilsen hjemmefra. I en målkavalkade af den slags som produceres for at fylde hullerne ud på enhver fodboldkanal med lidt respekt for sig selv. Som optakt til en lokal pokalkamp. Saksesparket fra juni 2001 var rejst halvandet år frem i tid og den halve klode rundt. Et øjebliks minde, den bedste hilsen af alle, det kunne og kan ikke gøres smukkere. Han har ubestridt været FC Københavns bedste spiller nogensinde, og han har altid haft evnen til at være bedst, når han skulle være det. I Rom, i Parken, eller i Brøndby.

"I think we did a very good game and played very well" - en standardfrase fra Zuma på sit knoldede engelsk. Han har aldrig haft det store i munden. Men fødderne er himmelske og nu rejser de til Bielefeld. Far vel, lille mand, og af hjertet tak for alt! For dribleturene, for førstegangsberøringerne, for brystnedtagningerne, for hurtigheden og frækheden, for frisparkene som aldrig blev dømt, ja selv for afbrænderne som blev alt for mange. Vi må se det i øjenene, uden dem var det aldrig blevet til fem år her i det københavnske. Det var højest blevet til 1-2 sæsoner. Intet er skidt for ikke at være godt. Og de kom jo alligevel, målene, og MÅLET!

Jamen, ingen øjne skal være tørre på søndag. Der er Zuma og de andre. En af dem er Todi, som vi også skal tage afsked med. Det bliver i sandhed vemodigt og det bliver et link til det gamle København som forsvinder. Til holdet fra slutningen af 90'erne. Todi har altid elsket os, trods vi ikke altid har været lige flinke ved ham. Todi og Zuma var akkurat drømmeduoen i front i foråret 2001. Husker du det, mand? Fra vanvidskampen i Herfølge (4-3), for FC Midtjylland (3-0), for AGF (3-0) og ikke mindst Todis rambo-agtige udligning mod Lyngby (1-1), inden selve finalekampen og saksesparket. Vi havde ventet 8 år på det mesterskab. Det blev selve forvandlingen fra FC Kaos til FC København og Todi spillede sin store rolle i det. 

Tak, for fanden færing! Tak for det.

Hvor trist og irriterende det end bliver, så må vi også komme videre. Det gælder i den københavnske verden, hvor der kommer en dag efter på søndag. En dag der forhåbentlig ender med sølvtøj og en acceptabel andenplads. Alt andet vil være en katastrofe, ja en direkte skandale. Og når det bliver acceptabelt, og akkurat acceptabelt, er det kun fordi udgangspunktet inden foråret var endnu mere miserabelt. Det er muligt at Brøndby er blevet danske mestre, og det er muligt at Retov og hans venner stadig kan spille fodbold med god samvittighed, men vi er trods alt skandinaviske klubmestre! Og ovenikøbet de første slagsen, lidt meget der næsten er for meget, er nemlig også værd at bryste sig af i disse tider.

Det siger man formodentlig også i Tottenham. Man må jo videre og i det mindste må man tappe og nappe fra de russiske oliekilder i mangel af bedre. Der havde man ellers ansat en mand der lovede nye tider og som i sin første sæson fik gjort et ganske flot stykke arbejde. Med løfter om mere. Man havde fået en sportsdirektør, der virkede som den rigtige mand. En ganske sympatisk dansker med fortid fra eksotiske steder som Fremad Amager og PSV Eindhoven. Men danskeren interesserede sig desværre kun for en ting. Ussel mammon.

Så Chelsea lokkede selvfølgelig og viftede med sedler og en bugnende bankkonto. Der bliver sikkert basis for masser af ferier på Cayman Island og Bahamas for Frankieboy. Men fyren til højre på billedet vil jeg ikke længere tro over en dørtærskel. Hvem bliver de næste der tør at købe ham? CSKA Moskva?

Jeg er blevet belært om at det blot er vilkårene i moderne fodbold. Langt hen ad vejen kan jeg også se det rigtige, Tottenham Hotspur FC har været naive og har stolet på ham og en fælles fremtid, som vi i København engang selv stolede på Roy Hodgson. Men det giver mig ingen anledning til at tilgive. For mig er han en forrædder, en overløber, et sølle skvat der er til fals for hvad som helst. For fanden da, Frankieboy Arnesen! Og så lige Chelsea! Hvor er din stolthed, badefætter. Selv Arsenal respekterer jeg højere end Chelsea efterhånden. Der er trods alt forskel på at kombinere og bygge og købe sig til storheden fremfor blot at købe det hele hos andres succeshistorier fordi man kan og har de økonomiske muskler. 

Ja for fanden! Og her står man igen og ligner et overset vulkanudbrud. Den kører på de yderste tangenter, kald mig bare Gin og Tonic i aftenens anledning. Vi har endog haft jysk besøg herinde i BULEN forleden. Den gule fare kiggede forbi. I overstadigt humør. De notoriske gummiben, AC Horsens, er omsider rykket op til Maltaligaen og et hjertelig tillykke skal der selvfølgelig lyde. Det bliver så til den gule hare, for lige så hurtigt som han kom, den gæve jyde og gamle ven af huset, lige så hurtigt forsvandt han igen.

Han nåede dog at udskrige undertegnede bartender til Frem-sympatisør, fordi jeg ved et par lejligheder har erklæret at jeg gerne så Frem tilbage i superligaen som den ene af de to oprykkere. Alt andet lige er et københavneropgør mod Valbys afdankede og kvarte stolthed at foretrække, frem for en serie udenhusture til steder som Haderslev, Randers og Horsens. Nu fik Nordsjælland så gjort deres pligt og holdt sig oppe, i øvrigt tak til dem for det, og dermed bliver behovet for en fjerde sjællandsk klub noget mindre. Min gule bare, jeg kan altså sagtens leve med SøNderJyskE og AC Horsens som oprykkere. Og især da sidstnævnte nu hvor det ikke kan være anderledes.

Så tillykke Horsens, det skal nok blive sjovt til juli og en sæson frem over!

Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Ugens album:
New Order: "Technique" (1989)

Nu er det ikke så længe siden, at mine kolleger lod den nye New Order-skive, "Waiting for the Sirens' call", snurre flittigt hernede på jukeboxen. Så den lader vi hvile i denne uge, selvom jeg omsider har erhvervet den selv. I stedet fisker jeg lidt i deres arkiv af glimrende sager og fanger denne efterhånden gamle klassiker. For den fortjener et genhør i sin blanding af naiv og melodisk disco og tidlig techno.

Ugens DVD:
Seinfeld: 'Volume 1+volume 2' 

Denne Volume 1 og 2-samling (i alt 8 cd'er) dækker de tre første sæsoner af denne - verdens bedste - sitcom hidtil. De selvfede, kyniske og ligeglade venner og hovedpersoner i al deres kikset menneskelighed anno 90'erne vil jeg altid elske. Jerry, George, Kramer og Elaine er formodentlig det største statement for en flok antihelte dengang godt på vej mod de 40 år. En generation der aldrig helt bliver "voksne", fordi de aldrig gad og aldrig helt behøvede. Det var for netop (selv)fedt at lade være. Det er hylende morsomt hele vejen og de rammer i hvert fald hele vejen noget dybt, selvom serien selv erklærer at den handler om absolut ingenting. Det gør den heller ikke. Den handler bare om det der er i hverdagen, en masse åndssvage og banale situationer, som man genkender. "You gotta see the baaaby", er en af klassikerne. Vi kender den alle, vennerne har fået barn, og hele verden skal nu belemres med øjestenen af de velmenende forældre. Og selvfølgelig er det velundt - men vi andre, os der ikke er direkte familiært involverede - kan også nogle gange bare føle en uendelig ligegyldighed. Ungen er jo pissegrim, ligger og hyler som en misinformeret brandalarm.

Det er af mange fortræffeligheder i denne serie, der efterhånden har 13-14 år på bagen for de første sæsoners vedkommende. Men man opdager det egentlig ikke. Endnu mindre når man køber denne dvd-compilation som hos fx. play.com kan findes samlet i en boks, mens deres danske pendanter sælger dem adskilte og til dobbelt pris. Forskellen er at engelske undertekster kontra danske. Jeg kan sagtens leve med de engelske alene. You gotta see the Seinfeld!

mail