Jeg sad og hengav mig til min frustration over at skulle skrive dette ræb i den tørreste agurkedel af sommerpausen, da bomberne sprang i London, og gjorde mig opmærksom på, at skyggerne undertiden falder længere, end engagementet i fodbolden kan kompensere for.

Ugen begyndte ellers med hvad der lignede et svagt komisk skær omkring det enorme røre, som Bushs lynvisist skabte i den lille andedam. Men komikken er revet bort af torsdagens terrorangreb. Pludselig er det ikke sjovt længere. Den brutale kontrast mellem Clintons afslappede besøg og relativt ubekymrede kontakt med sine danske fans til indsatsen af amerikanske Black Hawk kamphelikoptere denne gang var virkelig ikke for sjov, og fortæller om en verden, der om ikke har ændret sig radikalt - politisk terror er en meget gammel historie - så endnu engang er fanget i en kamp mellem to religioner, der on/off har krydset klinger de sidste 1.300 år.

I det ene hjørne af ringen har du verdens rigeste lande, der i et orgie af selvtilfredshed og militær overlegenhed mener at have perfektioneret den liberale markedsøkonomi og sin demokratiske samfundsmodel til et punkt, hvor historien på sin vis er slut. I forbindelse med G8-topmødet, der som hovedtema har (havde) Afrikas håbløse situation, er det værd at bemærke, hvem der deltager, og hvem der sætter dagsordenen. Fra den danske venstrefløj over Bono til Bush handler topmødet - bunden er kun inviteret på skrømt - om hvide ansigter, der med jævnt selvhellig mine dikterer et helt kontinent af sorte ansigter de livsbetingelser, de skal leve under på mellemlang sigt.

Bevares, seancen er da præget af viljen til at gøre godt og en god dosis historisk betinget dårlig samvittighed, men den bærende ide er så kiplingsk som nogensinde. En moderne udgave af "Den Hvide Mands Byrde", en indsats med det formål at opdrage og belære den stakkels sorte mand om hans fejl og mangler, så han kan indtræde i den naturlige verdensorden med 7-11 og McDonalds rundt om hjørnet og liflige Kjeldsen-småkager på bordet. Værsgo' at spise.

Nu er det så ikke afrikanere, der står bag dagens bomber, og sammenfaldet med G8-topmødet tjener mest som veloplyst baggrund for fjenden i det andet ringhjørne. Men der er set fra bagmændenes synspunkt ingen ironi i, at bomberne sprænger samme dag, som den rige del af verden forsøger at hjælpe den fattige. Timingen udgør snarere en perverteret logisk selvfølge. Ingen behøver vel vente på bekræftelsen af, at Al Qaeda endnu engang løftet sin ulækre stemme i protest mod den samme vestlige hegemoni, der i den arabiske verden føles både langt mere uvelkommen og konkret militært tilstedeværende, end den gør i Afrika.

I 1453 erobrede den ottomanske sultan Mehmed II det kristne Konstantinopel (dagens Istanbul). Om ikke den islamiske kulturs historiske, militære zenith, så udgør erobringen alligevel et interessant skel i forholdet mellem den kristne verden og Islam. På tidspunktet to lige stærke religioner, der kæmpede ligeværdigt og med samme midler for at beskytte og udvikle sine strategiske interesser. Nåja, også dengang mest ved at slå hinanden ihjel, selvfølgelig, og der blev sandt for dyden gået til stålet. De etniske konflikter på Balkan har sit udgangspunkt i de slagmarker, der definerede det fysiske krydsfelt mellem kristendom og Islam dengang.

For Europa var tabet af Konstantinopel en traumatisk affære - forsøget på at undsætte byen var en pinlig historie præget af interne religiøse, økonomiske og politiske stridigheder og dødsmærket var det østromerske kejserrige alligevel - der stimulerede nogle afgørende processer, der præger vores virkelighed markant i dag. Først og fremmest renæssancen, der lagde det filosofiske og videnskabelige grundlag for Europas og USA's senere økonomiske og politiske succes og adskillelsen af stat og kirke. Netop opdagelsen af Amerika var foranlediget af de rent økonomiske udgifter ved enten at betale enorme toldsatser til de tyrkisk kontrollerede handelsforbindelser og deres samarbejdspartnere i det østlige middelhav eller risikoen ved at sejle hele vejen rundt om Afrika for at nå til Indien.

Omvendt er den muslimske verden groft sagt gået i økonomisk og politisk forfald lige siden. Det tragiske er, at temmelig mange af de værdier, som vi i den vestlige verden betragter som vores eget kulturelle arvegods, netop er løftet fra kontakten mellem Islam og kristendommen, på korstoge og ved (gensidige) erobringer. Islam er ikke en uforanderlig religion, men har - helt som kristendommen - gennemlevet flere faser, hvor den frie tænkning og individets ret til selvbestemmelse har stået meget stærkere, end vi ser det i den religiøse fanatisme, der er udsprunget af dels den iranske revolution og dels den arabiske wahhabisme, der er udgangspunktet for Osama Bin Ladens verdensfortolkning.

Rent verdsligt - og det er blot at konstatere dette forhold, hvad enten man ser det som en muslimsk systemfejl eller som en følge af vestlig indblanding - har muslimske lande over en kam ikke været i stand til at etablere økonomiske livsbetingelser og politiske forhold, der giver håb om en bedre fremtid til hastigt voksende og derfor demografisk unge befolkninger. Hvad Osama selv vil give mig ganske ret i, selvom vi næppe er enige om fortolkningen af, hvad en "bedre fremtid" er, og hvorfor det er gået galt. Oveni den cocktail kan du smide fornemmelsen for militær og politisk impotens i forhold til især Israel og USA med landets strategiske og økonomiske interesser i regionen. En opfattelse, der naturligvis ikke bliver mindre bitter af, at verdslige, politiske ledere i skiftende muslimske lande har udnyttet hele Israel/Palæstina-spørgsmålet og den amerikanske indflydelse til propagandaformål, netop for at aflede opmærksomheden fra egen fiasko.

Al Qaedas virke er først og fremmest et opgør med den politiske virkelighed i den muslimske verden. Det kan lyde bizart og uforståeligt, men terrorhandlingerne fra og med den 11. september 2001 og oprøret i Irak er revolutionære af natur. I sidste ende henvendt til befolkningen og regeringerne i de muslimske lande i og omkring den arabiske halvø, men den begrænser sig ikke dertil. Det kortsigtede mål er at fremprovokere en vestlig reaktion, der polariserer de to verdensdele og religioner (yderligere) i forhold til hinanden. Den strategiske tanke er, at befolkningerne i de muslimske lande - i første omgang et dybt korrumperet Saudi Arabien - før eller siden vil rejse sig imod de magthavere, der ikke regerer på et folkeligt mandat og tillid, og som tillader ydmygelse på ydmygelse i forhold til den vestlige overmagt og politiske diktat, samtidig med at de støtter sig til samme.

Hvis du spørger mig lige her og nu, så kan jeg vanskeligt se et håb i horisonten om, at udviklingen ikke er kataklysmisk - på den ene eller anden måde og mere end dagens bomber i London var det. Ingen kan garantere for, at Al Qaeda ikke før eller siden anvender masseødelæggelsesvåben i ét eller andet omfang, hvad der givetvis vil medføre et enormt pres på vestlige statsledere for at etablere en permanent endlösung på konflikten med alle midler. Midler, der ikke alle sammen vil være hente fra retsstatens almindelige værktøjskasse, når det f.eks. gælder behandlingen af medborgere af anden etnisk herkomst end hvid, som det så eufemistisk hedder.

Det er værd at bemærke, at den amerikanske invasion af Irak ikke udelukkende handlede om at neutralisere Saddam Hussein og hans spøgelsesvåben. Amerikanerne har selvfølgelig også noteret sig fraværet af regeringer, der regerer på et folkeligt mandat, og de ønsker at etablere et demokratisk, muslimsk fyrtårn efter vestligt forbillede, der kan fungere som et stabilt pejlemærke for hele regionen. Én ting er, om den ide er god i sig selv, koncentreret omkring magtanvendelse som den er. Noget helt andet er, hvordan motivet udlægges af de mennesker, der bor i Iran og Syrien og som må føle, at de er de næste i køen. Hvis logikken er, at terrorens årsager bedst bekæmpes med tvangsdemokratisering af muslimske lande, så er vi vel først lige begyndt, hvis terroren fortsætter? Mon ikke selv den jævneste Al Qaeda-spin doctor kan præsentere det billede på en konspiratorisk eller egentlig blot neutral måde, der passer til hans sag?

Men altså, USA vandt jo også krigen imod narko under Reagan. Den slags ser man ikke mere. Der er eksperter, der hævder, at angrebet i London er en krampetrækning fra en døende organisation. Naturligvis kan man noget romantisk forestille sig, at Israel/Palæstina-konflikten løses, at Irak demokratiseres og selvstændiggøres med succes, og at USA trækker sine styrker hjem fra den persiske golf, mens glade mennesker vifter med palmeblade og klipper Bob Geldofs umådeligt grimme garn. Alternativt kunne man selvfølgelig spørge befolkningen i den del af verden, hvad den egentlig kunne tænke sig for sig selv og sin fremtid. Ikke at det er spor realistisk. Formentlig afholdes der en række topmøder henover hovederne på de mennesker, det hele egentlig handler om, mens bomberne fortsat sprænger i de europæiske hovedstader.

I det lys er det svagt ligegyldigt, og næsten helt ligegyldigt, at vende øjnene mod Vingsted og Ødsted, hvor forberedelserne til den næste sæson begyndte her til aften. Det forekommer nu givet med 99,9% sandsynlighed, at Backe afløses af Staale Solbakken til vinter. Alene det at en vred sportsdirektør - aftenens foredragsholder i Brunmosehallen - ikke har dementeret de vedholdende rygter på klubbens hjemmeside peger i den retning.

Det virker også helt givet, at det skifte ikke peger imod sambafodbold og små sjove løbemønstre. De foreløbige indkøb og udmeldinger fra især sportsdirektøren peger entydigt på, at fraværet af rugbrød og driftsikkerhed i truppen vurderes at være den vigtigste grund til sidste sæsons knapt gode nok resultater. Hvad jeg både er enig og uenig i.

For at tage indvendingen først: Vores kombinationsspil eksisterer hårdt sagt ikke. Men flydende kombinationer og spilmønstre er nu engang én af de store forskelle på et tophold og den bløde mellemvare i enhver liga. Enkelte vil udlægge sådan en fodboldfilosofi som naiv, hvad den nu langtfra er. Et velfungerende basisspil får modstanderne ud at løbe, og afslører deres tekniske svagheder, der så kan udnyttes. Et velfungerende basisspil er lige så defensivt af natur, som det er offensivt. Det giver færre dumme boldtab og forgæves løb. Det trætter modstanderen, og flytter ham fra sit taktiske udgangspunkt. Basisspillet er simpelthen en forudsætning for et tophold, ikke en luksus man kun kan tillade sig, når man fører 2-0 på hjemmebane.

Enigheden går naturligvis på, at vi har virket fysisk for lette ved flere lejligheder i forrige sæson. At vi rent faktisk har savnet nærkampsstyrke og fysik understreges af vores slutstilling som nummer 5 i sidste sæsons fair play-stilling, og de relativt mange skader vi alt for systematisk trækker med. Den slags kommer blandt andet, når det fysiske overskud er fraværende. Vores manglende hovedstødsstyrke, og svaghed på dødbolde i det hele taget, er naturligvis også et problem, der har været helt åbenlyst. Oveni kommer tre komplette sammenbrud, BIF SL-1, BIF SL-3 og Gorica. Den slags holder naturligvis ingen steder, og jeg forestiller mig at saneringen af truppen også har til formål at røre lidt i den mentale selvforståelsesgryde på Peter Bangs Vej.

Tilbage står tre åbne spørgsmål. Jeg er ikke tryg ved de to alternativer til venstre back-pladsen. Saarinen har virkelig været en blandet fornøjelse at følge, siden han kom til klubben. Et par gode indsatser, én katastrofal og nogle svingende. Og Rooba? Hold nu fast her: Fra og med den 7. november 2003 har han spillet syv førsteholdskampe, og kun 2 hele kampe er det blevet til i den tid! Det var ikke et gamble, jeg ville indlade mig på som sportsdirektør, selvom han siger noget andet.

Længere fremme konkurrerer en tilsvarende usikker duo om pladsen på den venstre fløj. Den Fortabte Søn, Thomas Røll, har været et smut i Silkeborg - hvor han oplevede at blive bænket i sæsonens sidste kampe. Alternativet, Martin Bergvold, har en fysik, der desværre ikke matcher hans talent. På toppen og skadesfri er de begge to fremragende spillere, der uden videre ville være aktuelle til startopstillingen. Men forskellige skygger hænger over dem, så jeg regner med at se et indkøb til den plads også. Nej, jeg har ikke glemt Fredgaard, men ham kommer vi næppe til at se i aktion for andre end KB's divisionshold.

Til slut kan man blot konstatere, at rygnummer 10 stadig er ledig, og det er nok ikke et tilfælde. Vores nye (og gamle) angribere er netop det - angribere - der fungerer bedst i eller lige omkring feltet. Så efter min mening er det pinedød nødvendigt, at der indkøbes en boldsikker og kreativ midtbanespiller, der tager over, hvor Linderoth må slippe. En kreatør, en iscenesætter, en spilfordeler, kært barn har mange navne. Lige hvem og hvordan afhænger vel delvis af de taktiske forestillinger, som den sportslige ledelse gør sig. Det kan tænkes - jeg tror det nu ikke - at den meget flade 4-4-2 skal afløses af noget andet. Så en passende mellemting mellem Rasmus Würtz og Claus Jensen, sådan billedlig talt. Røll - og alle ungtalenterne - er dark horse(s) også i det spil, og igen virker det som usikre kort at satse på. Præcis som min indsigt i Backes og Holmstrøms puslespil, naturligvis. Jeg tabte tråden ét eller andet sted mellem udsagnene om vigtighed af kontinuitet og "kulturbærerer", der blev afløst af en voldsom svingsdørspolitik.

Det blev så 13-1 over Ammitsbøll/Jerlev. Jeg tillader mig at tvivle på værdien af sådanne kampe 12 dage før sæsonstart, og bilder mig ind, at tiden kunne bruges bedre på Peter Bangs Vej.

Bopa