|
SvalBard samt det løse |
||
|
For fanden! Her står man og sveder som en gammel præmietyr. Sommerheden har for alvor bidt sig fast i de seneste uger og sparket gang i en serie tropenætter, der påkalder udendørsservicering både til gaden og gården. Selv på en svalere aften som denne går der lidt Sydeuropa i byen. Folk hænger længe ude, slentrer omkring, slår sig sporadisk ned et sted. Stemningen bliver tilbagelænet, og alle skal gerne lige have lidt ekstra indenbords. Nøgternt set sover man også lidt bedre i natteheden med en bette magelig skid på, det mener denne bartender i hvert fald at have empirisk erfaret. At det så til tider kan give en nærmest infernalsk travlhed på denne side af disken, det lever vi fint med. Jeg er allerede nået til det stadie hvor jeg holder mere af aftenen end de solbagende dagtimer. Jamen, sig endelig frem derude. Det er Gin & Tonic-tid. Aftenerne brøler nærmest på denne lille behagelighed i øjeblikket, midt i skumringen, når solen synker og varmen begynder at dunke fra fliser og mure i stedet. Der er absolut ingen grund til at holde sig tilbage.
En kølig fra fadet derimod matcher egentlig bedre vores løbende eftermiddagsarrangementer. Tour de France på storskærmen. Vi har valgt at køre dobbelt-op mellem klokken 15-18 i denne uge i tourens ånd. Det handler om optimering. Redskabet, cyklerne, optimeres, den menneskelig ydeevne optimeres, med legal og illegal tilsætning. På samme måde optimerer vi behaget foran skærmen. To kølige for prisen af en enkelt. Tag det eller lad være. Juli er tour-måned for mig. Efter de store kriseår sidst i 90'erne har den lige så stille vundet sin plads tilbage i bevidstheden. Jeg kan sagtens finde fascinationen igen, når de rullende medicinskabe rammer Alperne som i de sidste dage. Selvfølgelig er samtlige ryttere dopet i mere eller mindre avanceret forstand. Intet menneske sætter sig på en cykel og kører 3.600 km igennem Frankrig på 3 uger uden et solidt kosttilskud af medikamenter i røven. I sidste ende er dog alligevel den enkelte rytters kamp mod strabadserne der står tilbage, og der er her at fascinationen alligevel trækker. Jeg ved ikke om man nødvendigvis selv skal føle trangen til at hive sig ud på det fysiske overdrev, køre de ekstra lange cykelture, løbe lidt længere end man egentlig bør og finder behageligt, for at indfanges. Men det hjælper sikkert også på forståelsen af hvad det handler om. Touren er et show fra det yderste overdrev, videnskabeligt og farmaceutisk, men stadig allermest - og vigtigst - menneskeligt. Psykologisk og historisk. For fanden da. Skål for Michael Rasmussen, kyllingen, mand, selvfølgelig, og hans elegante grimpeur-opvisning. Jeg nærer ingen illusioner om at præstationen i søndags er kommet af havregryn, pasta, og et par ugers højdetræning i Mexico alene. Jeg elsker det hele alligevel.
Jep, det var et sidespring. Der står allerede en anden virkelighed for døren snart. Jeg taler sæsonstart, og vi kan for fordragelighedens skyld godt begynde i den mere overordnede ende. Det undrer mig nemlig, at DBU's kampudvalg har sat den på en onsdag i år. Jeg kan ikke umiddelbart mindes, hvornår turneringen sidst ikke er begyndt på en søndag, hvis det nogensinde er sket. Men udvalget har åbenbart haft sin egen kamp med en efterårstermin, der er spækket med europæiske datoer, Royal League, pokalturnering og landskamppauser, og som samtidig skulle være så lang som mulig, 20 runder, for at få tækkes foråret og den internationale spærretid før VM-turneringen i Tyskland næste sommer. At sparke det hele i gang igen så tidligt som den 17. juli, altså kommende søndag, har man alligevel ikke villet. Det giver så klubberne tre dage ekstra til de sidste træningsøvelser, men havde det gjort så stor forskel? Jeg kan ikke se det. Og en søndag havde været at foretrække, i min optik. Under alle omstændigheder ligger miséren i denne ultrakorte sommerpause, for den er sgu grotesk kort, mere ved den alt for sene afslutning i juni.
Det kunne i virkeligheden tænde en anden debat og rejse tvivl om hvorfor vi egentlig spiller en efterår-forårsturnering. Jeg kan sagtens se argumenterne for at vi følger sæsonerne i det meste af Europa og stiller med fx. et frisk mesterhold, ikke et hold der har vundet skabet tilbage et halvt år tidligere. Jeg kan også forstå det almindelige publikumsperspektiv. Der er meget mere fest ved at fejre afslutningen i de varmere måneder, fremfor at få overrakt pokaler og medaljer på en bidende kold og regnfuld novembersøndag. Det danske problem er bare, at vinterpausen bliver alt for lang og gør turneringen underlig skævvreden. Vi taler om minimum tre måneders pause fra tidlig december til midt i marts. På den måde knækkes sæsonen nærmest over i to separate turneringer. Og tingene ændrer sig tilsyneladende ikke, selvom der adskillige gange er fremsat ønsker og tanker fra i hvert fald topklubberne, jeg husker at Roy Hodgson allerede i sin tid plæderede kraftigt for at vi begyndte igen allerede i februar. De generelle baneforhold i ligaen dur stadig ikke til det og det bider sig selv i røven, når man skal spille afsluttende runder sidst i juni og begynde næste sæson godt en måned senere. På den baggrund kan en kalenderturnering, som i tiden før Superligaens fødsel i 1991 og som i Sverige og Norge, virke mere logisk. Alt andet lige fordi det vil give en mere sammenhængende sæson. For fanden da, vi taler 14 år og alligevel har man ikke kunnet forbedre Superligabanerne så meget, at netop februar kunne kickstarte foråret og dermed også åbne for en afslutning omkring 1. juni - hvor det øvrige Europa lukker ned.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv om jeg vil foretrække en tilbagevenden til kalenderturneringen. Reelt kunne man håbe, at Royal League er kommet for at blive, og også blive en noget større turnering end det som debut'en har budt på. Reelt kunne man måske også drømme om at efterårssæsonen blev for det nationale mesterskab, mens foråret blev for det skandinaviske. Men der er vi ude i de vilde tankespind, der også vil indebære at Royal League blev en egentlig liga og at man spillede om Europa Cup-pladser. Der kan i hvert fald sagtens stilles spørgsmål ved den nuværende model og dens holdbarhed. Skal vi sige det sådan. Vinterpausen er for lang og sommerpausen for kort til at det kan fungere som en samlet sæson. I virkeligheden skulle vi måske kopierere den sydamerikanske model. I de fleste lande dernede spiller man to halve turneringer og kårer en efterårsmester, for Torneo Apertura, og en forårsditto, for Torneo Clausura. De to mestre kunne så mødes om den sølle, ene CL-kvalplads som dansk fodbold har. Ja for fanden, endnu et tankespind. Jeg ved det. Men jeg synes ikke at en turnering behøver at begynde på en onsdag aften midt i juli. Det skurrer, særligt oven på en ultrakort opstartsfase.
Således står man her igen. Lommefilosoferer, stønner og pruster, selv en kop kaffe har man mistet lysten til, fordi det har været så varmt de seneste aftener. Pludselig længes man i stedet mod sne og is og de åbne, nøgne vidder. Eller længes, det er måske så meget sagt. Man kan finde behag ved tanken. Der kan også være noget forfriskende ved en ung blond jente i alt for stramme jeans, der på norsk TV2 står og præsenterer vejrudsigten for Svalbard. Dagtemperaturen sniger sig knapt over de 8 grader celsius, men der er stadig blæs på solen og det endda hele døgnet. Arhhh, du skønne Arktis. Vi havde i øvrigt en lidt pudsig gæst hernede
forleden eftermiddag på tour-hviledagen. Uden for den normale
myldretid. Der var netop norsk besøg. Ikke hende jenten.
Men en ranglet fyr, der var ganske afslappet klædt i
sommershorts og løsthængende, blomstrede skjorte. Han lignede
en jeg havde set før, selvom han insisterede på at
beholde både solbriller og en tjekket golfkasket på. Selv her
inde i BULENs afdæmpede tågelys, som end ikke den hidsigste
sommersol helt kan fjerne. Jeg skulle lige til at spørge, da han
hurtigt præsenterede sig. Nordmand var ham her sandelig også og han forklarede lystigt og skingert, at han egentlig var på vej til et møde et andet sted i byen, men lige trængte til at slappe af. Jeg foreslog ham en kold fadøl frisk fra anlægget, det var jo eftermiddag. Men han blev skeptisk, da jeg forklarede at der ikke var letøl i nogle af hanerne hernede. Vi fører af princip ikke den slags. I stedet ville han have en danskvand, og jeg foreslog en Gin & Tonic som et lille supplement. Han accepterede efter lidt betænkningstid og fablede noget om det mindede ham om engang han var i London. Jeg nikkede blot, og troede egentlig han nu ville snakke om de forfærdelige bomber, der sprang der ovre i sidste uge.
Til min lettelse, vi må vel trods alt videre fra tragedierne, begyndte han i stedet at spørge til vores samling af spillerportrætter her bag disken. Todi, Zuma, Heine, Lønstrup, Mio, Peter Nielsen, vi har efterhånden fået lavet en pæn udstilling af kort igennem BULENs snart 5 år. Han kendte dem udemærket af navn, og især selvfølgelig landsmanden Mykland. Fulgte meget med i dansk fodbold, som han forklarede. Jeg blev ganske imponeret og replicerede at jeg skam også havde fulgt lidt med i norsk fodbold i den seneste tid. Blot for at løse samtalen helt op, et almindeligt "bartender versus kunde"-trick. Det handler selvfølgelig om at få folk til at føle sig hjemme og snakke dem lidt efter munden. "Det er gøy!", svarede han, Månebakken, og pludselig stod vi midt i en hidsig diskussion af dansk kontra norsk fodbold. Angrebshidsighed, lange bolde, det fysiske aspekt mod teknikken og kombinationsspillet blev temaerne. Han hævdede at danskerne aldrig havde forstået Drillo og den betydning, som han havde i hans hjemland. Drillo og hans inspiration havde ført Norge til resultater og succes ved fokusere på de simple dyder som nordmænd besidder - fysik, organisation og effektivitet. Jeg rømmede mig og pegede ihærdigt på Mykland-portrættet, og fik ham til at tøve lidt. Jo jo, men vi talte det store billede, fortsatte han. Enerne ville altid være der, men vi må først og fremmest tænke skandinavisk, og mere kollektivt. Vi fostrer ikke boldkunstnere på samlebånd som sydpå. Derfor må vi spille anderledes. Jeg ville ikke give ham ret, ikke helt ret, og prøvede at forklare at vi skam havde spillet meget skandinavisk i FC København i de seneste par år. Med en svensker som træner. Endda så skandinavisk at vi var blevet skandinaviske mestre. Og sandt for dyden har det ikke altid været lige spændende, og nu kunne vi egentlig godt trænge til noget andet. Han nikkede, forstod, som han sagde, men ville samtidig gerne understrege, at det dog havde givet resultater for os, så meget havde han også set. To mesterskaber og to sølvmedaljer og en pokalsejr. På fire år. Og ingen vinder noget alene på æstetisk nydelse. "Nej, men helt uden giver det ******* i længden", svarede jeg ophidset. Han
rømmede sig og tømte sin Gin & Tonic. Intet er sort og hvidt og
helt entydigt. Det er mye gøy! Netop derfor interesserede
dansk fodbold ham, som han sagde, og kiggede på sit ur.
(******* - beklager at ordet blev strøget af censuren. Rygterne siger at det begynder med M og relaterer til hovedpine-lignende tilstande.)
Puh ja! Intet er vel sort og hvidt, heller ikke Midtjylland mod København. Selvom det var tæt på i aftes. Hold kæft, hvor blev vi rundbarberet. Men nu vel, der var i hvert fald debut til den rekonstruerede Super Cup, som nu ovenikøbet er blevet forfremmet og omdøbt til Liga Cup. Vi kørte selvfølgelig hele showet på skærmen. Overordnet set var det egentlig en acceptabel underholdning, selvom den sportslige kvalitet ved at spille tre halvege mellem landets tre bedste mandskaber fra juni vel må anses at være lidt... ja... for meget Cirkus Divisionsforening. Rent københavnsk anskuet blev jeg overbevist om to ting. At Tobias Linderoth er det rigtige anførervalg, han var i særklasse vores bedste spiller, og at Jesper Christiansen er den rigtige nummer 1, hans udstråling og engagement over for medspillerne gør det næsten alene. Resten sejlede vel mere eller mindre. Mere - ekstremt meget mere - i den ovennævnte første "halvleg" mod FC Midtjylland, hvor vi præsterede forsvarspil på Guernica-niveau og lukkede 3 mål ind på 45 minutter. Noget mindre i Brøndby-halvlegen, hvor vi dog defensivt lignede et fodboldhold. Offensiven var derimod jammerlig og bestod mest af lange opspil mod de to angribere. Men hey, vi er jo de skandinaviske mestre. De lange bolde fra forsvar til angreb er blevet vores speciale, det har vi allerede i foråret fået pokal på. Egentlig var det fint nok at give Bergvold og Kvist fuld spilletid i de to halve kampe, på henholdsvis højrekanten og den centrale midtbane. Men skal vi være helt ærlige, så fungerede det ikke. Kvist skøjtede mest rundt - på en for ham åbenbart meget glat bane - både i den fiktive første og anden halvleg, og Bergvold fik ikke sat mange offensive idéer igennem i sine mange velmente forsøg. Man kan ikke engang overdrive, være venlig, og kalde deres indsatser for lovende. For det var de ikke. Urmas Roobas genkomst som venstre back kunne godtages et par gange offensivt, men defensivt kan han roligt tage sin finsk-ugriske fætter, Saarinen, i hånden og diskutere hvem der mon kan blive den største katastrofe på backpladsen. Man kan sikkert sige meget om PC, men jeg blev ikke overbevist om, at han var den rette mand at skille sig af med akkurat i denne skrøbelige sommerpause. Intet er selvfølgelig sort og hvidt, de kloge fingre løfter sig i mængden derude. Jeg ser det. Eller er det bare endnu en omgang, som I skriger på? Bevares. Man kunne da finde et par opløftende momenter hos Alvaro i "første halvleg" og hos den degraderede kaptajn Bo i "anden halvleg". Problemet blev at det aldrig fremstod som en helhed. I den ene halvleg blev vi sendt ud i regulær indianerbold af midtjyderne, som hurtigt viste sig som en General Custer af hævngerrighed efter at udnytte vores vaklende forsvar. I den anden præsterede vi at holde sammen på defensiven, men kreerede ikke andet offensivt end de sjaskede bolde som Brøndby-forsvaret forærede Peter Ijeh, samt det ganske fine mål af Markus Allbäck.
Jamen for fanden! Jeg er notorisk neurotiker, jeg har tics på størrelse med San Franscisco-jordskælvet i 1906, når tingene spidser til. Og hvad jeg så i aftes fra Brøndby Stadion, gør mig bekymret. Vi mangler minimum to spillere mere, en venstre back og en kreativ midtbane. Dertil kan sagtens tilføjes en måneds yderligere forberedelse, inklusive en ny træningslejr, og 3-4 habile testkampe. Jeg tror ikke, at træner Backe hverken er elendig, bevidst skadelig, eller sindssyg, under alle omstændigheder har vi kun ham, men den nuværende opgave ligner nærmest en Mission Impossible for manden. Vi har en træningskamp mod Rennes tilbage, derefter skal holdet fungere til en begyndelse på bare 90% af det formodet potentiale. Fra Aalborg og igennem de første runder af efteråret og høste points til i hvert fald top 3-4, og senere fremfor alt ikke lade Brøndby slippe afsted med 16 points forspring igen ved efterårssæsonens afslutning i december. Hvis vi altså drømmer om mesterskab. Det formoder jeg stadig er ambitionen. Set ud fra gårsdagens "to halvlege" i Liga Cup'en vurderer jeg, at vi er på 50-60% af acceptabelt mesterskabsniveau, og desværre mindst en klasse under Brøndby. For fanden da! Giv mig en Gin & Tonic og skrub så hjem hele bundtet. Klokken er blevet mange og den værste hedebølge har været på retur hele dagen - og halvdelen af dagen igår. Bartenderen må tænke, bartenderen behøver fred og ro, bartenderen må overveje endnu flere ting, bartenderen er ikke glad, han er faktisk stærkt bekymret. Saxo
Og på jukeboxen spiller ugens nummer: The Raveonettes:
'Love in a Thrash Can' (2005) | ||
