|
Den bryske stemme vs. Grædekoret |
| |
|
Stemmen bragede ud af vores radio tidligt mandag aften, brysk og myndig. Vi lagde mærke til at den steg, oktav for oktav. ”... Og dertil har vi altså en landsholdsspiller i Michael Silberbauer, en landsholdsspiller i Tobias Linderoth og en landsholdsspiller i Elrio van Heerden. Altså, nu inden det der fælles grædekor går i gang, så tror jeg rent faktisk at der er ganske mange klubber, der ville være lidt misundelige på os på det antal midtbanespillere vi kan stille op... så jeg synes måske nok lige, at hysteriet og bekymringerne har været lidt uforståelige... for det er jo ikke sådan at vi ikke kan stille hold og ikke har kvalificerede folk til midtbanen... der er jo ingen grund til at gå i panik og falde om, som man engang imellem har indtryk af, når man hører den almindelige gossip.” Der faldt lidt stilhed over forsamlingen til at begynde med, formentlig mest i nervøsitet for tilstanden hos den arme radiovært som blev fanget i skudvekslingen, men derefter brød fodboldsnakken atter ud med fornyet kraft ved de små borde. For vi kan næppe løbe fra, at findes der et grædekor, så er nogle af de sopraner der jamrer taprest igennem at finde hernede i vores kælder, enten på den ene eller den anden side af baren. Ja, jeg husker da selv at have slået ud i afmagt senest, men undskylder mig lige i det tilfælde med at det var ovenpå Herfølgekampen, som nærmer sig Gorica og et par regionalopgør mod Brøndby i kampen om at være sidste sæsons bundskraber, trods det ene point.
Ja, den generelle skepsis over tingenes tilstand har endda været så stor hernede, at vi har lavet et større indkøb af støttearmbånd for en rigtig god medicinsk sag. En lille ting, men som der står kan selv en enkelt persons lille hjælpende indsats hjælpe. Om den dollar kan bidrage til at få Københavns spil til at flyde er så stadig uvist, men i det mindste er der håb om at andre stakler kan få deres mere seriøse hovedpiner lindret. Selv må vi bare vente og se nu, og jeg er ganske indstillet på at det efterhånden helt nye hold skal have mere end bare den ene chance de tog på fin vis i Aalborg onsdag aften. Det manglede da bare. Det ville være underligt inkonsekvent at vælge at hulke hjerteskærende over at alle spillerne skiftes ud, når man har jamret lige så smerteligt over de selvsamme spilleres indsats gennem langt hovedparten af seneste sæson. Det der får mig personligt til at gå i panik, falde om og hvad vi ellers går hernede og laver er nu heller ikke et stort afsavn til de spillere der har forladt os, med en enkelt undtagelse. Jovist, det kan da ærgre at vi ikke fik se Bech og Traoré få deres endelige gennembrud hos os, men det er nu engang et åbent spørgsmål, om de får det andetsteds. Det bliver mest interessant med Bech i Malmö, da de som svenske mestre mindst er på vores aktuelle niveau, og da han er indkøbt til deres startopstilling. Hvad angår Theo, så skal guderne vide at jeg holder af ham og hans ånd og gode attitude og sympatiske væremåde, og hans overraskende gode teknik. Men præcis de samme ting sætter jeg pris på hos den nye anfører Tobias Linderoth, samtidig med at jeg mener at han er en del bedre og endda vil kunne udvikle sig yderligere til en komplet midtbanegeneral for os; noget der nærmest kunne skabe religionskrige i vores gemakker hvis man sagde det for et lille års tid siden. Nu er synspunktet noget mere accepteret, må man nok sige.
Men uden at der skal lægges noget som helst personligt i det, vil det kræve noget af en anstrengelse at svinge sig op til det store savn af Christiansen, Kihlstedt, Nørregaard, Hoseth og selv Todi, der nu ikke desto mindre aldrig vil få pillet sit billede ned af vores væg så længe jeg har noget at skulle have sagt. Han får forhåbentlig spillet noget mere fodbold i Sydnorge, og hvem ved, måske han også vinder noget for dem, men hans tid i København måtte jo desværre siges at være slut. Næ, grunden til mange af de tårer Grædekoret lader dryppe på gulvet kan langt hen ad vejen forklares med savnet af en enkelt af de spillere vi har mistet: Sibusiso Zuma. Ikke fordi der var noget forkert i at sælge ham, for det var det eneste fair og rigtige at gøre, og en fuldt fortjent belønning for lang og tro tjeneste. Det som har kaldt på panikken var kun den tanke som meldte sig da kontrakten med Arminia blev kendt: Tanken om hvor dælen alt det kreative så skal komme fra til næste år. Eller mere direkte og mere tårevædet – når vi spillede så trist en gang fodbold som vi gjorde med Zuma, hvordan ville det så komme til at se ud uden ham? Zuma sagde ved sin afsked i Parken: ”Without my teammates, I am nothing”. Som man så smerteligt fik udstillet da han fik sin skade tidligt i kampen, så var det modsatte langt hen ad vejen lige så korrekt.
Og det som fremkalder angstens og panikkens tårer, hvis man skal tage dette måske svagt overdrevne billede for gode varer, er at det trods nogle rigtig gode forstærkninger stadig ikke er dæmret hvem den kreative maestro der skal træde ind i stedet for Zuma – og for så vidt også i stedet for Hoseth – er. Marcus Allbäck er jeg allerede ret vild med. Der er noget meget konsekvent og gennemført over hans måde at spille angriber på, og faktisk faldt jeg allerede for det i det udendørs B.T. Cup-stævne på Brønsby Stadion, hvor han klaskede bolden op i nettaget på en så uprætentiøs måde, at det næsten var ukøbenhavnsk. Ijeh er det svært at have et samlet indtryk af, da han ikke har spillet i en seriøs kamp for os endnu, men vi ved hvad hans potentiale er til, og at købe ham samme dag som de svenske myndigheder dropper alle sigtelser mod ham i skattesagerne er timing på et nærmest guddommeligt plan. Og selv Michael Gravgaard ved vi er en god angriber… Men alle vores angribere, inkl. Gravgaard, er boksspillere. Det er i alle tilfælde slut nu med at kunne have en midtbane liggende langt tilbage og spille på at sparke lange bolde op i et tomt område til en sprintende Zuma, der så kunne væve sit magiske spind indtil kavaleriet – Álvaro, Hjalte – nåede frem, eller måske bare klare sagerne på egen hånd, som da vi mødte OB. Uden ham som en superbevægelig angriber, og uden Hoseth som en flakkende venstremidt uden skyggen af taktisk sans, men med et væsentligt kreativt input når han ikke har besluttet sig for at stedet ikke rigtig passer ham, er der helt nye krav til vores midtbane. Jeg kan ikke se det fungere, hvis Hjalte skulle ende med at afløses af endnu en spiller af samme type som ham, eksempelvis Mikkel Thygesen, ex-fremmeren, som er i Herning nu – en målscorende løber uden de evner til at finde medspillerne som en offensiv midt gerne må have i det nye København.
Næ, så er der langt mere gods i Martin Bergvold. Og gud ske tak og lov da så for, at den strøtanke som blev sendt ud fra Hasse Backes side, om at han jo også kunne bruges som venstre back, nu er tilbagevist med André Bergdølmos ankomst. Tror da pokker at der udbryder panik i visse enklaver med drillende udtalelser som denne, der må bunde i et lurigt glimt i øjet som ikke kom med på tryk. Der er intet sært i en romantisk drøms udbrud om, at en knægt med et gyldent venstreben og en KB-opvækst kan gå direkte ind i holdopstillingen fra et smertensleje af et skadesforløb, der har givet frygt for om han nogensinde ville kunne få lov at slå igennem på topplan for sin egen krop – en fyr der endda har langt mere fodbold i sig end den anderledes driftssikre, arbejdsmæssigt uovertrufne, men spillemæssigt ordinære Hjalte. Ja!, råber jeg! Kan Bergvold gøre det, så lad ham! Tror Backe på ham, og er han fysisk i stand til at stå distancen, så sats på ham, og glem en dyr Ericsson, Djuric eller Claus Jensen! Gør Martin Bergvold til vores næste store spiller af egen avl (gerne uden at han daffer af midt i det hele)! Man glemmer til tider hvad man har i sin midte, eller holder måske op med at regne med det efter lang tids fravær. Som om der ikke skulle være en anden akt i unge KB-talenters fodboldliv. Det er der, håber jeg dybt, i Bergvolds.
Der er altså ikke mere grædekor i luften end at det er til at leve med, vil jeg godt skære igennem og hævde. Selv hos dem som svælger i negativitet, og hvem der gør det afhænger formentlig af hvem der bedømmer – og dennes eget sindelag. Der er ikke nogen som tvivler på at vi kan stille hold, hverken i denne weekend eller i nogen kommende. Men der er folk der måske studser over at der gøres så meget for at korrekse skeptikerne, samtidig med at der frit og frejdigt erklæres fra egen side, at der ledes efter en forstærkning til midtbanen, noget Backe sagde ved ansættelsen af Bergdølmo. Der er desuden måske en vis undren over, at der fremhæves tre landsholdsspillere som en integral del af vores midtbane – dette er ikke til debat, da de alle er fast inventar i deres respektive trupper – når den ene nu stadig har til gode at starte inde i en ligakamp i de tre et halvt år han har været i klubben. Elrio går nu ind i sin kontrakts sidste sæson, og må vel næsten få chancen på et eller andet tidspunkt, men tiden tikker for den nu 22-årige knægt. På samme måde er der formentlig flere der, når snakken falder på landsholdsspillere – og det gør den jo tit – ikke forstår hvorfor der nu virkelig skal være brug for endnu en venstreback, for både Rooba og Saarinen er jo faste valg på posten hos Estland og hos Finland, og er begge indkøbt til pladsen. Ingen af dem kunne dog bruges i premierekampen, og nu har vi forstærket os med Norges højreback på pladsen. Som nævnt: hurra for det! Men spruthuset skal være et sted hvor det trods alt skal være tilladt at undre sig over disse ting, og det også i toner der kan kaldes grædende.
Det er jo folk med god hukommelse og med deres meningers mod, der hænger ud her og slukker deres tørst i døgnets sene timer. F.eks. husker de fleste sidste år, hvor man knap kan sige at vores sæson kom afsted flyvende, først med to 2-2-kampe, og siden med de aparte oplevelse mod Gorica og Viborg. Og en ting der herfra huskes ret godt var, at de to store nye indkøb først begge var til rådighed mod Viborg, en uges tid inde i august, og meget signifikant manglede mod Gorica. Kombineret med en usikkerhed om Linderoths rolle – defensiv midt eller del af fire fladt liggende? – og placeringen af Hoseth på en ham uvant plads som venstre midtbanespiller har det sat noget af et præg her et år senere. For det var to spillere. Med Bergdølmo er der skiftet syv nye ind på det nye hold, medmindre vi snart får Silberbauer at se igen, men til gengæld med muligheden for at Ijeh træder ind for Álvaro. Og på midtbanen inkluderer det Thomas Røll, som vi endnu ikke ved om bliver den gamle Røll igen, Bergvold, der er helt ny på central midt og også har været uden fast spilletid længe, og den grønne William Kvist Jørgensen. At vi nok skal kunne stille hold er da klart nok. At det ikke er sikkert at det fungerer efter før om lang tid og med én spiller i mente er en anden sag. Det er ren empiri.
Vi, der står for den almene gossip, er da heller ikke de eneste som har nerverne uden på trøjen. Peter Møller har fortalt Forza: ”Udskiftningen i truppen er nok lige voldsom nok i forhold til, hvad man kan kalde fornuftigt”, og Ole Tobiasen sagde samme sted om spillerne af egen avl: ”Man burde for længe siden have forlænget og givet dem den løn, de skulle have.” En situation der, hvis man formoder at det var lønnen som holdt Hjalte og Bech fra at forlænge, ikke engang ville være unik. Man kan så måske hævde, at det er ’gratis’ udtalelser af spillere som ikke selv har en stor fremtid eller sågar nutid med de nye indkøb in mente, men det er for det første vel knap en grund til at se bort fra deres holdninger, og for det andet har deres forhold alligevel ikke forandret sig stort trods den store udskiftning. I alle tilfælde er det da en lettelse, at der er rutinerede spillere – de to ældste i den trup der er tilbage fra seneste sæson – der ikke er kilometer fra de tanker man selv har leget med. Så føler man sig alligevel lidt mere normal.
Se, svælgede vi i undergang, ville vi sige, at det kan umuligt gå, og nærmest nyde hvis det svigtede. Det var så ikke ligefrem den reaktion jeg så, da Álvaro smækkede sejrsmålet ind, og vores gæster proppede stedet onsdag aften for at se kampen via vores guldkundesatellitboks. Alle jeg har hørt sige noget fornuftigt om sagen håber, at Røll genvinder sin klasse, og at Bergvold holder sig fit, og mange tror desuden fuldt og fast på at tilgangen af en spiller fra fodboldens Kreative Klasse nu nok vil være det som hæver vores hold det sidste stykke til at kunne kæmpe med om titlen på en måde som vi ikke kunne sidste år. Så begynder truppen at se komplet ud, så komplet som en gruppe i stadig forandring kan blive. Men tror da stadig pokker, at det ikke er alle som er overbeviste om at selv en alkymist ville kunne skabe guld af ham så ukendte delelementer på så kort tid. Den skepsis er ikke rutinemæssig jamren, den er begrundet i sund fornuft, og så i en anden ting: Det ærgerlige, men desværre uafviselige faktum at mens vi har stået stille og på det seneste taget nogle baglæns skridt, har vores rivaler i denne stadig skotsk-agtige liga udviklet sig over de sidste par år fra en håbløst naiv 4-3-3-spillende, vildt ustabil gruppe, til en yderst velorganiseret og defensivt bundsolid 4-4-2-enhed, der ikke mere har tendens til blackouts af halvsæsonlængde, og som desuden fra tid til anden kan begejstre med en målfest – den ene blev vi desværre ofre for for ikke så længe siden. Den eneste trøst i den anledning er, at de indtil det modsatte er bevist stadig er umulige på europæisk plan, præcis som os.
Men igen – lykkes det for Hasse Backe, skal han have uvisnelig hæder for sin bedrift, og så meget desto mere, hvis han ud af forvirringen skaffer os et hold der der kan spille den smukke fodbold det krævende publikum i Parken forventer. Det skal alt sammen vise sig, og herfra håber vi det bedste, mens vi stadig roder med alskens tanker om hvad der ellers kan hænde. Én ting er dog sikker op til dette efterår – det bliver ikke med Thomas Rytter som deltager, at vi går efter det DM. Og det ville egentlig have været ca. lige så opsigtsvækkende en nyhed som at det heller ikke bliver med Niclas Jensen – eller at BIF ikke kommer til at forsvare deres titel med Søren Colding. Men det krydrer selvfølgelig det hele, at han i stedet valgte Brøndby – ligesom det sikkert krydrede det en del for Lyngbys fans, at han og Niclas dengang i 1998 valgte at tage til København i stedet for tilbage til Lyngby. Siden det kom frem i Onside i minutterne efter vores kamps slutning, har Rytters skifte, og måske snarere hans efterfølgende tilpasning til den vestegnske jargon, været et emne hernede. Så meget desto mere ovenpå dette akavede billede af en lidt for munter Thomas på sin første træningsdag.
Det fremstår først og fremmest lidt desperat. Crowdpleasing fra en der virkelig vil gøre sig til. En gæst kom med et godt eksempel til anskueliggørelse: Søren Colding kommer hjem fra Ruhr, skriver kontrakt med os, og skynder sig at posere med et eller andet ”lorte-Brøndby”-tørklæde – det ville sgu da ikke få nogen hernede i baren til at tænke ”Fed fyr!”. Vi ville tænke, at det var da en ynkelig og gauche måde Bifferen fisker efter sympati på, vel vidende at han måske ikke en ønskespiller. Eller bare tænke ”Forbandede kegle!”, hvis det skulle gøres kort. Både før og efter Rytters tørklædetrick gik meget af snakken hernede på emnet professionalisme, og på tidligere kontroversielle klubskifter. Vi sad f.eks. og så Det’ bare fodbold med forsvarsspilleren fra oprykkerne HadersleV, Jacob Gregersen, der var overrasket over skiftet, og ikke havde troet at det ville ske igen efter Allan Nielsen og Peter Møller. Åbenbart er Karim Zazas navn ikke et der ringer en klokke hos Gregersen, men han kan tilgives for at have glemt Karim, da han rent faktisk har klaret at lave skiftet med efter forholdene minimalt postyr. Det lykkedes af to grunde: 1) at København tydeligvis ikke havde brug for ham og lod ham gå frivilligt, og 2) at han virker som en yderst behagelig og flink fyr, der ikke har følt behov for at brænde sine broer bag sig.
Det havde faktisk været rigtig let for Rytter at lave noget lignende. Vi har jo ganske enkelt ikke brug for en højre back, så længe vi har Lars Jacobsen. Han kunne have sagt ”Jeg ville hjem, og København var ikke aktuelt”. Selv om det muligvis ikke var tilfældet, det ville Rytter nok kunne styre. Han kunne endda have udeladt den uheldige tilføjelse ”Så måtte jeg vælge det jeg næsthelst ville.” Han foretrak så en anden løsning, den med at strinte knaldhårdt ud over sine ex-fans, og ham om det – han kan endda have overskuddet til at joke med at når Flemming Østergaard ikke helt uden grund kalder ham ’en af sine drenge’, som udtryk for et venskabeligt forhold alle i forvejen regnede med at han, Niclas og FØ havde, så kan han begynde at snakke om at ”han har en far, der hedder Frank”. Jo tak – ham har vi hørt om, og delte vreden over at han i sin tid skulle udsættes for et overfald på Lyngby Stadion af en forsmået Lyngbyfan. Hvad Rytter går sit yderste for at få sat en stopper for er nemlig en ganske stor popularitet som han havde i København, ikke mindst fordi den virkede gengældt. Et citat fra forrige måned: ”Jeg vil da gerne bekræfte, at jeg utroligt gerne vil til FCK igen. Jeg elsker klubben og kan sagtens forestille mig at slutte hjemme i Danmark.” Man får normalt at vide, at man jo blot er en fan og ikke forstår professionalismens essens, men hvis den er at – i fuld offentlighed – svinge fra ”Elsker FCK” til ”Hader FuCK” på et par måneder, så er jeg nærmest glad for ikke at kunne forstå den tankerække. Jeg vil snarere hævde at det er Rytter som ikke er udpræget professionel, selv om tørklædeerklæringen bliver labbet op. Og det får da lidt opbakning hvis man bliver i samme periode: ”Jeg mener helt klart, at det kunne være godt at hente Hans Backe til Wolfsburg. Jeg har før anbefalet ham til den tidligere manager, så det kunne være, at jeg skulle skrive en sms til Thomas Strunz. Men han er forholdsvis ny som manager, så jeg har ikke fået talt med ham om det endnu. Men hvis klubben spørger mig, vil jeg pege på Hans Backe”, som Rytter sagde til Ritzau i foråret. Spol frem til i dag, og man ser hans usympatiske agent Aabrink stå og komme med en jammerlig historie i Ren fodboldsnak om Rytter havde fulgt nøje med herhjemme, og at spillestilen i København er så forfærdelig at han ikke kunne holde tanken ud. Hey! Jeg er heller ikke ved at falde på halen, som set ovenfor. Men det var jeg absolut heller ikke 28. maj!
Sikke dog en ejendommelig indstilling til kendsgerninger han har – med andre ord, Rytter er jo fuld af løgn. Hvad også indirekte kom frem fra Aabrinks tv-optræden: Rytter havde gjort en del ud af at benægte at han skulle have ringet FØ op inden den meget omtalte tv-optræden, hvad det så end spillede for rolle, men fik ikke den store støtte til sin påstand fra Aabrink, der fik fremstammet at Rytter rent faktisk var den der ringede – inden han valgte at tie stille om emnet. At det hele så oveni er blevet klæbt ind i en ækel Brøndbypatos, hvor man knap erkender at manden har været hos os, og lader ham fyre tonstunge floskler af om Faxetribunen – en tribune der altid virkelig har hadet ham – og spillestilen – du er back, mand, og skal afløse Dan Anton! – er så ikke nødvendigvis Rytters skyld, selv om han tilsyneladende ikke har brug for hjælp. Skal man sige noget positivt må det være, at med det menneskelige og intelligensmæssige overskud han øser af, og med hans begrænsede lyst til at stå ved egne ord, vil han formentlig gå godt i spænd med skruebrækkere og andet godtfolk derude. Så god fornøjelse. Kegle. Det ville gøre en del mere ondt, hvis spilleren virkelig havde været en vi behøvede – eller hvis det havde været den tusind gange mere behagelige og charmerende Niclas Jensen, der havde lavet stuntet, og ikke mindst fulgt det sådan op. Nå, men endnu en god ting fulgte der dog af dette: noget morbo mellem København og BIF til at generobre sportssiderne fra Tour de France. Om jeg dog begriber den sport, og hvordan den kan lægge sportsredaktioner øde for alt andet end cykelreportere i en lille måned. Ja, selv hernede er Touren et hit, som man så sidst! Men det er da pløkumuligt at forstå, at landet falder i svime over en sejr på en etape til hele Danmarks Michael Rasmussen selv har været ude samme dag, og forklaret at han helt med vilje havde tabt tid dagen før med henblik på at have en meget bedre chance for at få lov at køre for den selvsamme sejr. Og lo and behold – det lykkedes! Vi cykelfilistre der står udenfor fatter ikke en brik af hvorfor det ikke skulle devaluere hans bedrift helt vildt, at det er noget han får lov til ene og alene fordi han med vilje har fjernet sig selv som en trussel i den samlede stilling. Det plejer dog at medføre en række himmelvendte øjne fra tour-horderne på barstolene, og en afvisning af at tale om emnet, da jeg alligevel ikke har forstået en brik af det hele. Well – jeg tror begynder at forstå lidt! Noget kunne i hvert fald tyde på, at Rasmussen har prøvet en lignende strategi i enkeltstarten, sådan som han slængede sig rundt på asfalt og i grøfter, og skiftede cykel efter cykel undervejs. Så konsekvent som han kvajede sig der, burde han komme til Paris en time før alle andre søndag eftermiddag. Godt tænkt! -smølle Og på jukeboxen kører: Ugens sang: The Jam: ’That’s
Entertainment’ Ugens albums:
Saint Etienne: Tales From Turnpike House |
||
