Som de fleste andre værtshuse er bulen her ofte plaget af diverse charlataner, der forsøger at sælge vores kunder dårlig samvittighed i form af medlemsskaber til diverse velgørende organisationer og stensikre nittelodder til obskure lotterier. Min private antipati vender sig imod den globale pædofilkonspiration i form af diverse spejderforeninger, men under et er det blevet en temmelig irriterende praksis, der lukrerer på den lille satan vi alle har i øret, der fortæller os, at vi har det for godt og skylder i det store karmiske spil.

Var det så blot engagerede ildjæle, der vandrede prædikende fra bord til bord, men efterhånden har de fleste af disse organisationer ansat professionelle samvittighedshøkere, der mod procenter af rovet, plager os i tide og utide med historier om dansende bjørne, der er trænet af sadistiske trans-kosakker og rumænske gadebørn med AIDS i udbrud, der tjener til dagen og vejen ved at blæse Hermann fra Dortmund og udelukkende lever af hobbylim.

Det er jo ikke sådan, at den slags tragedier ikke findes. Det ved vi, at de gør. Men den ultimative perversion er ikke ulykken selv, men at der vokser en industri op omkring den, der lever af at servere den som en lun hundelort lige under folks næser. En verden befolket af glatte marketingsfolk, der underviser løsarbejdende studerende i, hvilke knapper de skal trykke på, og hvilke reaktioner de skal kigge efter hos tilfældigt forbipasserende, der placerer et potentielt offer i kategorien "gullible sucker". Så vil jeg tro, at den søde, dansende bjørn sælger bedre end det levende sigøjnerskelet Roman på 11. Tough titty, knægt, dit triste liv og gule hud egner sig ikke lige til en populærfremstilling, der kan markedsføres til en jævn, dansk bedstemor. Var du blot lyshåret. Må den bedste kampagne vinde!

Hvad de indsamlede penge går til - udover cuttet til sælgeren og selskabet bag ham - er sjældent fuldstændig klart. Dansk lovgivning forhindrer i de fleste tilfælde reelt misbrug eller svindel, men det er nu engang sådan at virksomheder eller i dette tilfælde organisationer, der ikke arbejder under konkurrencevilkår, ofte flytter særdeles meget mere papir og lønninger rundt på flotte adresser, end de flytter hjælp til organisationens egentlige formål.

Lige det med den flotte adresse var så ikke problemet for organisationen, der for nyligt trængte sig på hernede. Billedet af Heine over baren burde nok have fortalt den unge mand, at Brøndbys ungdomsarbejde ikke just er en hjertesag her i etablissementet, ellers gjorde den brølende skoggerlatter det nok, da knægten falbød sine lodsedler til stamgæsterne. Udover det muntre i begivenheden selv, er det morsomt at konstatere, at pengene blandt Herredets folk er så små, at boldhobitterne må tage på strejtogt i Mordor for at samle nødder nok til dagen og vejen.

Jeg har tidligere udtrykt min skepsis overfor træningen på Peter Bangs Vej. Nu lufter jeg igen min kæphest med udgangspunkt i to begivenheder i udkanten af det københavnske fodboldunivers. Først og fremmest den særdeles interessante nyhed, at den svenske atletiktræner Agne Bergvall skal planlægge den fysiske træning af håndboldholdene i det københavnske regi. Agne er en interessant herre. Sammen med en lille håndfuld svenske trænere er han ansvarlig for de store fremskridt, som svensk atletik nyder i disse år. Selv er han blandt andet personlig træner for OL-mesteren i 7-kamp for kvinder, Carolina Klüft.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at en atletiktræner automatisk kan gøre sig i holdsportsgrene som håndbold og fodbold, hvor samspillet mellem spillerne på et hold er usædvanligt meget mere komplekst, både med og uden bold. Alligevel ser jeg et uudviklet perspektiv i den slags "cross over"-udvekslinger i træningsmetoder og tilgang til tingene på det niveau, som Agne står for. Det skyldes især, at en atletiktræners succes kan aflæses direkte og måles på hans elevers resultater. Det er klart, at atletens fysiske udgangspunkt er absolut afgørende, men det ændrer ikke ved, at det er let at se, om træningen bærer frugt. Det kan simpelthen måles på resultaterne.

Helt så let er det ikke med udøvere af en holdsportsgren. Som led i en større helhed er det ofte lidt diffust, hvilket bidrag den enkelte spiller præcis giver til holdet i en kamp, og hvordan han udvikler sig individuelt, ganske enkelt fordi holdets kollektive præstation er det afgørende. Den direkte målbarhed mangler, eller som jeg ser det, den har ikke haft den store interesse på træningsbanen. Træningsmetoderne i enhver sportsgren baserer sig selvfølgelig på "hvad der virker" og en historisk ballast, der er udviklet over tid. Langt de fleste af disse metoder er givetvis sunde og fornuftige og relaterer sig ret præcist til de behov, moderne fodbold stiller til spillerne.

Til gengæld er jeg heller ikke det mindste i tvivl om, at en atletiktræner på internationale eliteniveau har usædvanligt meget at tilbyde et fodboldhold. Jeg bilder mig selv ind, at en dansk divisionsspiller anno 1970 kan genkende det meste af den træning, der finder sted i de fleste superligaklubber i dag. Det eneste, der reelt har ændret sig, er træningshyppigheden, intensiteten og så at styrketræning er blevet en del af vinterprogrammet. Selvom jeg nærer min tvivl om, hvor professionelt lige netop den aktivitet gribes an i alle klubberne - om nogen.

Jeg bilder mig tilsvarende ind, at moderne atletik har udviklet sig enormt og videnskabeligt (også udover opdagelsen af EPO), netop på grund af den verifikation og udfordring, som uret og målebåndet giver anledning til, og så naturligvis fordi der er kommet rigtig mange penge i lortet, siden Lasse Virén tonsede rundt i de finske skove. Det kan simpelthen ikke betale sig at træne som alle andre, når du dyrker atletik på topplan, det er rent faktisk et krav at træne bedre. Relativt mange af de fremskridt kan sikkert nogenlunde omkostningsfrit overføres til især den fysiske træning af en fodboldspiller. Hvis altså viljen er der, og man ikke abbonnerer på den sære "det kan man ikke"-filosofi, som Backe undertiden gør sig til talsmand for. En holdning, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Det gør Agne så heller ikke. "Försök att göra det omöjliga möjligt. Se möjligheterna, finns dem inte, skapa dem. Skapa dig en röd tråd, ta in nya influenser". Det er sgu synd, hvis hans ekspertise kun skal komme håndboldholdene til gode.

En lille interessant sidehistorie i den forbindelse handler om Todis ubehagelige kollaps i det norske. Meldingen deroppe lød på, at Todis fysiske form var miserabel ved ankomsten og kombineret med flyttestress og alt det nye, kortsluttede han simpelthen i søvne. Heldigvis blev det bare ved det. Bevares, Todi havde haft en lang skadespause, men rent teknisk var han klarmeldt til førsteholdstruppen, da han forlod FCK. Ulig mig at tæske løs på et FCK-ikon, men min opfattelse af Todis fysiske indsats, når han rent faktisk spillede i de senere år af FCK-karrieren, harmonerer egentlig meget godt med historierne fra det norske. Nogen arbejdshest var han fandeme ikke. OK, han var faktisk luddoven. Som kontrast er det helt sært at se en hvid angriber i FCK spille 90 minutter (bare det!) og tilbyde et udvidet løbepensum kampen igennem, som Allbäck gør. Mere end at pege på færøsk melankoli som bagvedliggende årsag, så tillad mig at mene, at Todis sparsommelige spillestil simpelthen tog udgangspunkt i - udover hans skrøbelige fysik - at han fik lov. Af medspillere og trænere. Todi spiller, som Todi spiller, det fucker vi ikke med.

Godt, det er et temmeligt spinkelt grundlag at udtale sig på, men min organisatoriske edderkoppesans ringer på livet løs. Igen er det en kritik af mekanismer og selvfølgeligheder, der efter min mening trænger til et grundigt servicetjek, der supplerer udrensningen af spillertruppen i sommerpausen. Jeg er nok ikke alene om at fortolke den store udskiftningsmani derhen, at truppen stort set alene blev pålagt hovedansvaret for den forgangne sæsons tynde kop the. Men heldigvis har vi stadig vores altid velartikulerede sportsdirektør til at vejlede os i vort mismods vinter, når (selv)ransagelsen bliver for nærgående.

Todi selv kom heldigvis på benene igen og hev et point hjem til Start i overtiden i midtugekampen mod Lyn. Det er ham usædvanligt vel undt at afslutte sin karriere på højeste niveau og med et norsk mesterskab.

Ellers er det ikke fordi jeg har de store ting at sige om sæsonstarten. 9 point efter 3 kampe er efter min bedste vurdering mere, end hvad spillet berettiger til, modstanden ufortalt. Til gengæld er flere spørgsmål blevet besvaret. Jesper Christiansen er tydeligt truppens nye førstemålmand. Det rejser selvfølgelig det åbenlyse spørgsmål, hvorfor helvede det tog ledelsen 4 år - lige siden Thomas Myhre forlod klubben - at få endeligt fod på det problem, og så endda omkring en mand, vi givetvis har kunnet købe det meste af tiden. Men løst er det. Tilsvarende for det centrale forsvar, hvor aksen Svensson/Gravgaard virker som et markant defensivt fremskridt. Med indkøbet af Bergdølmo er vi usædvanligt godt kørende defensivt, med gode garderinger på alle pladser.

Tilsvarende gælder angrebet, hvor både Álvaro og nyindkøbene leverer varen. Selv er jeg meget hurtigt blevet en solid Allbäck-fan, selvom han før sæsonstarten måske virkede som "indkøbet til bænken". Men han leverer en benhård arbejdsindsats, som han supplerer med en god spilopfattelse og fornemmelse for sine medspillere. Hans mål i Farum står også som sæsonens foreløbige, spillemæssige højdepunkt i flot samarbejde med Peter Ijeh. Det fik alle tilskuerne vist set, da målet faldt i det 86. minut. Til gengæld gik flere tusinde fortrinsvis FCK-fans glip af kampens begyndelse på grund af et komplet ufleksibelt og bovlamt billetsystem. Egentlig utroligt, så mange af den slags dårlige oplevelser man har lagt røv til i tidens løb på udebane, når det gælder indgang og forplejning. Det burde være helt unødvendigt på så dejligt et superliga-stadion, som Farum Park ellers er.

Det er vist også klart for enhver, at Elrio er en fantastisk fodboldspiller, der blandt andet evner at gå lige hurtigt omkring en forsvarer på begge sider og har en fantastisk fart med bolden i det hele taget. Men han besidder ganske enkelt ikke de defensive kvaliteter, der gør ham til et åbenlyst valg ved siden af Linderoth. FC Nordsjælland forstod i hvert fald at udnytte den plads, de fik på den konto. Da vi samtidig mangler en åbenlys erstatning for Linderoth, er der vist ingen tvivl om, at en mere komplet, central midtbanespiller meget snart vil blive præsenteret i Parken. Det bliver så nok ikke denne optimistiske unge mand, der skal tage pladsen, selvom han regner med at være klar til superligaen til foråret. Javel, ja.

Jeg skal så være ærlig nok til at indrømme - i forhold til den kritik, jeg også har stået for efter sidste sæson - at bortset fra den ene mangel, så virker truppen ganske komplet og i hvert fald afgørende forstærket rent defensivt. Spillet er langtfra prangende og i den nuværende udgave ikke en reel trussel imod Brøndbys mere velfungerende kollektiv, når det gælder mesterskabet, men situationen er umiddelbart mere overskuelig nu. Angsten for et perspektivløst efterår er med stor sikkerhed manet i jorden. Alt taler for en fornuftig overleveringsforretning til vinter, og så må vi se, hvad Staale kan gøre ved det.

Hvis jeg ikke lyder helt og aldeles optimistisk, så skyldes det såmænd, at jeg stadig taber næse og mund, når et hårdt skadesramt FCN-mandskab i store dele af en fodboldkamp spiller langt bedre fodbold, end vi selv gør. Lige netop sammenspillet - eller manglen på samme - virker nemlig præcis så migrænefremkaldende, som det ofte har gjort under Backe, det er bare meget lettere at bære, når resultaterne kommer hjem alligevel. Jeg har da fuld forståelse for at en nyetableret trup skal have lov til at finde sig selv, men det kan faktisk vise sig, at det er turneringsplanlægningen og en forkert dømt offside i Aalborg, der har introduceret en spirende forhåbning om bedre tider, præcis som de første kampe gjorde i foråret, før skuffelsen sænkede sig over os igen. Men du må selv vurdere om dit glas er halvt fyldt eller halvtomt!

Mod et bovlamt AGF uden Jesper Sørensen skulle der dog være en rimelig god mulighed for at se Elrio i aktion uden de store omkostninger. What a smoking pile of crap they are! Som én af stamgæsterne kom for skade at sige helt tørt forleden: "Hvorfor siger folk ikke bare sandheden? Brian Steen er sgu dum som en dør". Jeg skal så ikke påstå, at det er sandheden, blot indskrænke mig til at mene, at en god karriere på grønsværen ikke automatisk kvalificerer til et job med ledelsesansvar i en fodboldklub, og at flere af de århusianske topfolk måske falder i den kategori. Mere end at læses som en retvisende beskrivelse af Brian Steens intelligens, skal den slags kommentarer måske ses som et udtryk for resten af fodbolddanmarks forbløffelse over den evige århushistorie "AGF og det knuste håb". Som en ubestemmelig og særdeles død vejsteg, der rammes af tunge lastbilsdæk igen og igen og igen.

Det er dog muligt, at Lars Windfelds erfaringer med bleer måske kommer klubben til gode for tiden. For brunt ser det ud: En bizar selskabskonstruktion, der virker dødsdømt, når bunden af kassen forudsigeligt rammes om et ½ års tid. En træner, der åbenlyst har tabt modet, selvom han ved tiltrædelsen mente, at indeværende sæson ville blive malet i århusianske guldfarver. Et publikum, der som altid flygter skrigende, når endnu en falsk forhåbning er blevet banket brutalt i jorden. Uspecificerede forsoningsfølere til den fortabte søn, Stig Tøfting.

Sammen med det faktum at Ove Christensen altid får redet point nok hjem på sin mosgrønne kontrakæp, så er den århusianske farce efterhånden det mest stabile anker i det danske fodboldliv. AGF har været stabilt til grin i 10 år nu, de savner faktisk slet ikke stabilitet, men en revolution, og jeg ser den ikke lige om hjørnet. Skulle de falde så dybt (dybere), at de også begynder at sælge lodsedler i bulen, er det da ikke utænkeligt, at vi smider lidt kroner efter dem, for det er sateme en hård skæbne, de lider under.

Skræmmende nok er der en online-bookmaker, der tilbyder præcis odds 13 på en AGF-sejr på søndag. I kombination med, hvad jeg frygter er en pløjemark som hjemmebane ovenpå sommervejret og U2-koncerten, så er det måske tid til atter at se sin egen dødelighed i øjnene. Eller skal vi vente helt til UEFA-opgøret mod "upåagtede" (den historiske 14-0 sejr over Bryngwawr Inn til trods) og deltidsprofessionelle Carmarthen fra Wales, før den karmiske dom falder? Tanken er da forfærdelig nok i sig selv, men det helt ulidelige er, at sidste års europæiske skandale gør, at man overhovedet tænker den. Selv for sjov.

Indtil videre minder den kamp mig mest om, hvor ynkeligt dansk fodbold har præsteret europæisk de senere år, for nogen som helst europæisk cup-duft er der sgu ikke over den sammenkogte ret af får og udkogte roekartofler, vi skal ud i der mod taberen af den walisiske pokalfinale. Godt nok er hjemmebanen Richmond Park byttet ud til returkampen med Ninian Park i Cardiff, men sammen med denne bizarre historie får jeg de særeste associationer i retning af fængsels- og tegneserieholdet (virkelig) Bankhursts Barske BoldBørger, der huserede i min barndoms Seriemagasinet. Der er lagt op til ren comic relief, og hvis Gorica spøger i dit baghoved, så nap en Fernet til!

Her er vi tæt på europas top 25!

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Tom Jones: What's New, Pussycat?
Det slog mig, at Tom Jones er én af Wales' stolte sønner. Derfor har han nu stadig en fantastisk vokal, der er i stand til at bræge en middelstor fåreflok op. Selv husker jeg, at vi blev plaget i engelsktimerne med hans uhæmmet sentimentale version af "Green, Green Grass of Home". Den handler så om en fyr, der skal hænges for sine synder, og det er vel meget naturligt, at den så er blevet en slags nationalsang for de kære walisere, der altid er blevet sparket rundt af den arrogante engelske storebror. Men det er med ham som med Elvis, pludselig en dag opdager man, at manden rent faktisk kan synge ad helvede til godt, uanset hvad man ellers mener om ham. Som Nina Hagen engang sagde om sin egen stemme: "Jeg forestiller mig, at jeg er et højtskyllende lokum og trækker i snoren". Samtidig er Tom den ukronede måttekonge, og så kan alle I ungersvende med glatraget patværk ellers lære det.

Ugens CD:

Saturday Night Fever
Hvis Ugens Sang er leveret med et sexet glimt i øjet, så er min hyldest til denne discofest ikke. Jeg indrømmer, at jeg syntes, at John Travolta sparkede alle former for kolonorm røv i sit lækre tøj i filmen, kækt iklædt bukser med svaj og støvletter med hæl. Damn, han var cool (det er han så stadigvæk, det kom vel indefra - tøjet er brændt)! Hvor filmen i dag står tilbage som ren "exploitation" i forhold til discobølgen, så gør musikken - specifikt Bee Gees' bidrag - bestemt ikke. Godt nok har disco et mere eller mindre fortjent usselt eftermæle, men det vil jeg da skide på, mens spejlkuglen roterer i loftet. Hvis man endelig skal gribe kritikken lidt teknisk an, kan man f.eks. notere sig, hvad de gutter rent faktisk var i stand til at vride ud af en monofonisk synthesizer, længe før enhver idiot blev i stand til at banke et maskinelt hit ud af sit foretrukne PC-program til formålet.