|
De smukke drømme og deres tid |
||
|
Ja for fanden! Så står han her igen. Asiatisk af vælde er bartenderen, når han jogger Fælledparken rundt og forsøger at holde kampvægten på under de 90 kg. Asiatisk af bjælder og alkoholisk fedt bliver han igen, når han står hernede og spiller klog gud-ved-snart-ikke-hvilken gang. Men sådan byder traditionen nu at det skal foregå, og derfor bliver det ved sådan. Uge efter uge, måned efter måned...
... og ja allerede pænt inde i ny sæson, med skikke, sæder, svirpende viskestykker, og et enkelt smadret glas. Noget bliver nyt og andet er allerede en gentagelse. For vi spiller som en pose lort, en rigtig pose lort. Der bliver svært at finde noget rigtigt nyt at drømme om der. Til gengæld har vi omsider fået Newcastle Brown Ale ind på fad også. Indrømmet at det har givet lidt fnidder på trådene i forhold til vores storsponsor, der sagtens har kunnet se igennem fingre med vores til tider eksotiske udbud af flaskeøl fra mindre bryggerier. Danske som udenlandske. Men det massive ryk-ind af ankre til lageret fra englænderne, og den samtidige annullering af en sending fra storsponsoren skabte spændinger i luften. Det blev truet med retssag, men vi fik formildet storsponsoren så meget, at de efterhånden åd en half & half-lignende situationen i lagerbeholdningen. BULENs renommé stod for stærkt, vi krævede vores autonomi, hang revolutionens tågede ølvimpler ud over fortovet, og gik forrest i den folkelige opstand. Man vil have øl, og man vil have godt øl i større mængder end et par hjemme-importerede kasser hist og pist. I den folkelige globaliserings navn har vi derfor budt englænderne inden for dørene. Der bliver trukket på de store ankre nu. The One and Only fra Newcastle flyder tungt fra hanerne i ligelig konkurrence med storsponsorens mere vandige bryg. Hver ting til sin tid, og i sine mængder.
Det samme kan egentlig være mottoet for bartendernes årlige sommerudflugt. Det blev femte årgang i søndags. Den ellers faste havnerundfart blev denne gang erstattet med en længere sejlads til Flakfortet, med tilhørende frokost i restauranten ude på fortet. Som altid blev det en fornøjelig tur, og som altid - eller næsten altid - blev dagen afsluttet med et pauvert sportsligt udbytte i Parken. Det ligger bare ikke til dagen at høste større fodboldmæssig succes. Hvis vi tæller tilbage kronologisk har vi fået 2-2 mod Esbjerg, tabt 2-4 til OB, og spillet 1-1 mod Glasgow Rangers. Sidstnævnte var en træningskamp og det var eneste succesoplevelse også. 11-0 over Rødovre ude på Rødovre Stadion i sommeren 2002 - og nøgternt betragtet, dér kunne det bare ikke gå galt. I søndags blev bartendernes heldagsformede brandert brændt ned af 1-1 mod et jammerligt AGF-hold, som intet præsterede i 90 minutter ud over en udvisning og en forbløffende udligning 5 minutter før tid. Men det måtte gå sådan. Historien tegner selvfølgelig sin egen logik omkring os. Jeg har endnu ikke fået styr på om det var fire eller fem gange vi ramte træværket, inden den famøse udligning. Jeg har heller ikke fået styr på om Silberbauer blev snydt for et straffespark. For så vidt er begge dele også bedøvende ligegyldige. Resultatet står alene til troende for den store altslugende eftertid. To point smidt unødvendigt i et klassisk FC Københavnsk karma. At lukke de sikre kampe har vi altid været nogenlunde lige så dårlige til som kuglegrill og parcelhus er til at symbolisere andet end middelklassens selvfede fascination af sig selv.
Men bevares! 10 points efter de første fire runder. Det er mere end jeg forventede for en god måned siden. Lige før sæsonstart. Og når man vinder et par tætte sejre, som vi har gjort, glemmer man nemt hvor skrøbeligt det egentlig har set ud, i de samme kampe. Ikke fordi jeg overhovedet skal klage over indsatsen og købene af Jesper Christiansen og Michael Gravgaard. De har begge været fremragende og har i høj grad fået stabiliseret sidste sæsons vaklende bagkæde. Det er fremme i banen at det har knebet og kniber gevaldigt. Vi mangler idéer og spilmønstre, og alle de positive overraskelser som gerne skulle komme fra den manglende nummer 10 i truppen. Den offensive midtbane. Backe har foreløbig prikket Elrio ud, har ovenikøbet sendt en flok lovprisende ord i røven på ham i medierne, men han virker slet ikke som en holdbar løsning. Heller ikke i mine øjne. Jeg kan endog vældig godt lide den lille mand. Knægten er for pokker kun lige fyldt 22 år, og nu forventer vi at han nærmest træder direkte ind fra den gamle DS-trup og indtager en nøgleposition i vores offensiv. Det er et stort ansvar at placere på en fyr, der ovenikøbet er stille og sky af natur. Det undrer i hvert fald ikke mig, at hans spil er meget svingende i kampene. Han kan bestemt noget med bolden, og han giver en lille flig tilbage af det som vi har mistet med Zuma. Men hans spil bliver for en-dimensionelt, for at udfylde pladsen foran Linderoth med den nødvendige tyngde. Der mangler fysikken, der mangler de virkelig giftige stikninger og gennembrud. På den anden side tilhører jeg heller ikke dem, der vil afvise at han en skønne dag kunne vokse sig ind i rollen for alvor. Men det kræver tid og mange lærepenge, en nænsom nursing, som det vist også hedder. Hverken det eller tid tror jeg desværre på, at vi har. Det sidste bliver skrevet med en smule blødende hjerte, for jeg under gerne Elrio et seriøst gennembrud nu, hvor det vel også er blevet en slags sidste udkald for ham i det københavnske. Det forekommer lidt langt væk i øjeblikket - dette kan vist også konstateres efter aftenens kamp i Parken.
Men for fanden da! Han er sandelig blevet rost før fra trænerstaben. Allerede i vinters var Backe ude med de første lovord om hans kvaliteter. Vi så ham dog stort set ikke på banen i hele foråret. Heller ikke selvom Holmstrøm - sportsdirektøren, ikke hunden - insisterede hårdt på at holde ham hjemme til de afsluttende runder i superligaen på bekostning af en landskamp for Sydafrika. Alligevel fik han ikke så meget som et minuts spilletid i den ynkelige afslutningskamp mod Herfølge. Han blev nemlig ikke udtaget til truppen dengang i juni. I stedet er det så nærmest blevet fra asken til ilden over sommeren for ham. Det kan man da kalde en tillidserklæring... eller er det en nødløsning. Fordi klubben simpelthen ikke har kunnet finde den naturlige 10'er til truppen ude på spillermarkedet. Derfor ser træneren sig nødsaget til at eksperimentere, og Elrio virker lidt mere holdbar og måske tanden mere kreativ end Bergvolds glasben og en Røll helt uden selvtillid og form - og åbenbart hel masse andet. For det groteske er jo, at Thomas Røll burde have nappet pladsen på den offensive midt som det mest naturlige, qua sine tidligere kvaliteter. Det er endda hans erklæret ønskeposition, og den lå lige for, en åben invitation, men holdt kun 1½ træningskamp. Alternativt havde det måske været mere naturlig at lade Elrio spille højrekanten, hvor hans højrevendte driblinger ville falde mere naturligt, og rykke Silber ind på den centrale midt. Som et eksperiment. Men det har hidtil ikke indgået i Backes planer. I stedet har vi så set ham til venstre i de sidste to kampe, hvor alt for meget fører ind i banen og blotlægger kanten, mens Allbäck har måttet tage en kæmpe tørn i en blanding mellem offensiv midt og hængende angriber bag Ijeh og Alvaro. Det vil også være løgn at sige, at det har fungeret. Nu afventer vi så bare! Venter på pressemødet inden udgangen af august. Håber og håber. Nogle af os håber så stadig lidt på Elrio. At fanden tager ved knægten og han springer igennem boblen af mishag og modstridende odds, tager dirigentstokken og hele pivtøjet og gør kritikken, som er fair nok, til skamme. Jamen, for fanden, det er da en smuk drøm!, som den amerikanske forfatter Ernest Hemingway engang tørt konstaterede det om den socialisme, som han selv sloges for i den spanske borgerkrig i 30'erne.
Ja, så står man her! Man sutter skiftevis i sin fad og på smøgen. Tiden er altid til at reflektere, når de små timer nærmer sig. FCK2, eller FCKU-21, eller kort og godt KB, debuterede i søndags i 2. division Øst. Desværre var jeg og de andre nysgerrige bartendere forhindret på grund af vores interne arrangement i BULEN. Vi måtte nøjes med en løbende sms-opdatering fra Frederiksberg Idrætspark. Det gik så vældig fint. 4-0 over Værløse i premieren overværet af flotte 401 tilskuere. Der blev så flæbet en del fra gamle KB'ere over at KB, eller det de bilder sig ind stadig er KB, nu er tilbage i divisionerne. Det skal være dem vel undt. Mange af dem har haft traumer siden 1991. For os andre historisk neutrale var det mere spændende end nostalgisk. Andetholdet er talenttruppen eller ungseniorerne og dermed den primære fødekæde til førsteholdet. Man kunne også kalde dem bindeleddet mellem ungdomsfodbolden og førsteholdet. Derfor er de selvfølgelig interessante at følge. Jeg har også allerede indstillet mig på at tage revanche for den misset premiere og tage ud på Amager på lørdag klokken 15, hvor de møder AB 70 ude på Vestamager Idrætscenter. Pænt langt ude i Tårnby Kommune og tæt på hvor jeg voksede op i tidernes morgen. Jeg tilbragte i øvrigt mine første fem år i folkeskolesystemet på Skelgårdsskolen, som ligger lige over for netop dette idrætscenter, som dengang - vi taler første halvdel af 70'erne - var et ufriseret Klondyke-område af pløjemarker med et bibliotek og en kirke.
Men det er andetholdet, som det skal handle om. Holdet med de spirende københavnske talenter. En ting har slået mig de seneste sæsoner og det er hvor dårlige vi faktisk har været til at sluse spillere fra ungdomsrækkerne ind i førsteholdstruppen. Her tænker jeg ikke på antallet, for der har været et pænt antal som har fået chancen og har slået sig igennem, for derefter at blive uvenner med sportsdirektøren om lønnen (men det er vist en anden historie!). Vi har faktisk fostret ganske mange, men i en relativ sen alder. Her tænker jeg på spillere som Jesper Bech, Hjalte, Traoré, til dels Bergvold og andre. Elrio senest. De har passeret de 20 år før de for alvor slår sig ind. I søndags debuterede Jeppe Brandrup i en alder af 20 år og tidligere William Kvist på samme alder. Jeg tænker så, hvad sker der med de 18 og 19 årige? Venter de på at nå aldersgrænsen? Selvfølgelig er det flydende og både Brandrup og Kvist er netop fyldt 20 år. Men på mig virker det alligevel som vi ikke er særlig gode til at få sluset de helt unge talenter frem. De findes der jo. Hos KB's ynglinge der er blevet danske mestre i de seneste to sæsoner. Alligevel går der flere år før de når frem til førsteholdet. Tag sammenligningen med Brøndby. Der går ikke flere år mellem ungdomsfodbolden og førsteholdet derude for deres største talenter. De brager igennem som 18 og 19 årige, Agger, Kahlenberg, Absalonsen, Kamper. Det må også betyde at de gør indslusningsprocessen mellem ynglinge og senior bedre end vi gør, for i ungdomsrækkerne er de ikke en skid bedre. Der er sket meget i FC København, siden jeg for de gamle fusionsnipsere, dækkede KBU-ynglinge-pokalfinalen mellem KB og B1903 i 1997. Talentarbejdet er blevet meget bedre og mere struktureret. Der er kommet mere linie og flere spillere, der når frem til førsteholdet. Men det virker som vi stadig halter en sjat efter - ikke bare dem derude, men lige så meget efter en mere harmonisk overgang. Det kan vi godt gøre bedre. Og derfor er andetholdet i 2. division Øst også spændende - det handler ikke kun om at slå Brøndby i de indbyrdes opgør. Det handler om at avle talenterne og få endnu mere ud af dem.
Nå for fanden! Ja, det er rigtigt. Du har da ret, mand! Det var jo her til aften at vi spillede mod de walisiske Camarthen Town og vandt med beskedne 2-0 og igen spillede som en pose lort, en rigtig pose lort. Egentlig er det forbløffende at så mange gode spillere kan præstere så ringe en kamp. Vi var et par stykker på tribunen, der prøvede at tælle landsholdsspillere i truppen, Christiansen, Gravgaard, Silber, Linderoth, Allbäck, Elrio, Bergdølmo, det er syv spillere som er inde i billedet til kommende landskampe - eller har været det for nyligt. Man kunne så også tage indskiftet Saarinen med. Alligevel må vi halse os igennem mod et walisisk amatørhold, som endda fik et par gedigne scoringschancer. Holmstrøm - sportsdirektøren, ikke hunden naturligvis - bryster sig gerne af alle vores landsholdsspillere. I hvert fald når der er pressemøder. I samlet flok, som et formodet tophold i den hjemlige liga, leverer de ikke meget der er internationalt niveau uanset om vi taler dansk, svensk, norsk, eller sydafrikansk. Vi hakker os igennem kampen her til aften, og kampene hidtil i ligaen, som en udbrændt og udtjent motor. Systematisk stadig med hæderlig driftsikkerhed, men det virker kun som et spørgsmål om tid inden de røde lamper lyser total katastrofealarm over hele linien. Bevares! Waliserne sloges bravt og med de kræfter og evner de havde. Man undte dem næsten det hæderlige resultat efterfølgende. De virkede særdeles begejstret for deres gæstevisit i Parken. I pausen stoppede reserverne til tider opvarmningen, enten for at beundre storskærmens drønende reklamer eller vores dansende cheerleaders, når de lystigt vendte røven i vejret. Efter kampen gik de såmænd klappende rundt foran os på Nedre C. Det havde været en stor oplevelse for dem, og vi kunne ikke andet end at hylde deres sympatiske benovelse og glæde. Midt i ærgrelsen over Alvaros brændte straffespark, endnu et brændt straffespark, og den generelt slatne indsats fra vores egne. 3-0 havde jeg sagtens godtaget. 2-0 var blot endnu et kummerligt resultat.
Vi går dog sandsynligvis videre til næste runde i UEFA Cup'en og kan i år leve op til seedningen. Det bliver så næppe heller til meget mere. Men lad os være positive, lidt i Camarthen-spillernes ånd. Her er et par andre skandinaviske resultater fra denne aften. To svenske hold mod mandskaber fra de britiske øer. Halmstad-Linfield 1-1 og Djurgården-Cork City 1-1. Vores gode Royal League-fæller gjorde det mildest talt værre. Esbjergs hjemmebanenederlag til Tromsø kunne så tilføjes, lige som FC Midtjyllands knebne sejr i Herning over færøske B36 fremstår nogenlunde lige så hæderligt som resultatet i Parken. Jamen herregud, vores er jo næsten bedre - i hvert fald slet ikke værre! Hvis ikke før bliver det ligesom nu, at behovet for en skandinavisk liga begynder at give mening. På den fælles konto matcher vi knapt sekundære og semiprofessionelle hold fra de britiske øer. Hvis vi indbyrdes matchede hinanden bedre, kunne vi måske på sigt også matche dem bedre. Det er da også en smuk drøm... at gå hjem på! Ikke sandt? Saxo
Og på jukeboxen spiller ugens album: The Jam: "Direction
Reaction Creation" (1999) Frontfigur, Paul Weller, blev svoren Sex Pistols-fan, da han så dem første gang i 76, og forsøgte derfor at knytte The Jam til den nye bølge. Det lykkedes kun til dels, selvom de turnerede med både Sex Pistols og The Clash. The Jam hentede tydeligt sin inspiration i 60erne, i første omgang i tidlig The Who, og adopterede mere den gamle mod-kultur end punken. Det blev parkacoat og scooter, ikke nittet læder og strithår, og en hemmelig musikalsk kærlighed til Motown-soul og The Beatles, som slog mere og mere igennem på deres sidste udgivelser. Netop 60er-indgangsvinklen gjorde også, at punk-inderkredsen i datidens London så lidt skævt til dem. De var jo nogle skide revisionister, som Joe Strummer fra The Clash udtalte. De var dog ikke mere revisionister end de i høj grad skildrede deres samtid og deres London i teksterne, og i virkeligheden er The Jam blevet langt mere holdbare end det meste andet fra den londonske punkscene fra dengang. Selvom de opløste sig selv i december 1982, efter 6 studiealbum, og en hæsblæsende karriere. For mig personligt var The Jam i høj grad gymnasietiden, albummene "Setting Sons", "Sound Affects" og "The Gift" blev nærmest spillet i stykker. Jeg elskede dem (og gør det stadig) og nåede akkurat at opleve dem i Falkonerteatret i foråret 82, inden de opløstes. For nylig faldt jeg over bogen, The Jam - Sounds from the Street, og den inspirerede til hele dette nostalgitrip. Det er en glimrende bog, en slags krønike der igennem alle sangene, de aldrig udgivne fra drengeband-tiden i Woking til de udgivne singler og album, følger The Jam til opløsningen. En slags kunstnerisk opløsning midt i bandets allerstørste succes. Omkring 1980 var de uomtvisteligt det meste populære band i England. Men den selvbevidste frontfigur og drivkraft, Paul Weller, følte han trængte til nye udfordringer, var træt af rock-musik, og var også træt af sit enorme publikum, der fik adskillige koncerter til at eskalere i slagsmål og vold, stik mod alle bandets budskaber i teksterne. I stedet ville han hellere dyrke sin soul-fascination fra barndommen. Samtidig var forholdet til de to andre i trioen var efterhånden blevet temmelig anstrengt. Bogen fortæller alle historierne, vævet ind omkring sangene, og dens kronologi følger helt "Direction Reaction Creation"-bokssættet, der udover cd'erne byder på en egen omfattende booklet. Aftenens jukebox blev lidt lang, jeg beklager. Men historien hører næsten med, og lad mig anbefale denne top 10 fra bokssættet (blot et par perler af mange fra Paul Weller, Bruce Foxton, og Rick Buckler). In the City (1977) | ||
