Her i BULEN praktiserer vi et såkaldt fladt hierarki mellem bartenderne, alle seks vægter lige meget - eller lige lidt - og hyren er ens. "Hyren", dvs. det minimale overskud af de i store træk filantropiske anstrengelser. Det nærmeste du vil opleve i hierarkisk forstand hernede er forholdet mellem bartender og kunde. For vi bestemmer suverænt; faktisk deler vi bartendere og spruthusejere nærmest betjeningsmønster med f.eks. bankfolk, når det handler om de ganske få brancher i forretningsverdenen, hvor kunden - den betalende - ikke altid har ret. Hvis jeg synes, du er en idiot, så ryger du ud af klappen, måske endda med en karantæne som bonus, og det uanset du hernede måske på kort tid har erlagt størstedelen af den del af din kongfyrstelige hyre, der ellers var øremærket dine ungers daginstitution og din kones brystoperation. Barske vilkår. 

I går måtte jeg således anlægge en særdeles bøs attitude overfor en håndfuld gæster - stamgæster såvel lejlighedsbesøgende - der ikke lige fangede, at på min vagt bestemmer jeg. På visit var et par håbefulde sympatisører af Laudrups blågule mandskab fra Vestegnen (jeg antog at de må være drejet forkert på en af ringvejene om København, siden de endte her i indre by), en håndfuld neutrale strøgkunder og et udsnit af den sædvanlige Københavner-hardcore stamklike. De havde lidt forskellige indgangsvinkler, idet de håbede på et Brøndbyerne-mirakel i Amsterdam henholdsvis et godt "dansk resultat" respektive en gedigen røvfuld til den sjællandske forstadsklub. Fælles for dem var så, at de vrælede op ved 20.30 tiden, hvorfor skærmen ikke var indstillet på TV2 og CL-kval. returmødet fra Amsterdam ArenA.

Jeg skal lige sige, at vi for tiden kun har én skærm, der virker, ligesom BULENS pladsbeskedne lokaliteter ikke ligefrem indbyder til 2-4 samtidige fodboldkampe på ligeså mange respektive kanaler på endnu flere TV-skærme. Hvis vi havde dem, altså. Så i går kunne der vises én kamp live. Eftersom de fleste vel vil skrive under på, at fodbold også handler mestendels om følelser og sympatier for bestemte klubber/spillere, så er det vel ikke så mærkeligt, at man foretrækker at se sit/sine yndlingshold live, hvis der er mulighed for det. Således også jeg. At FC København har førsteprioritet - også for mine brave ølskænkende kolleger og vel 99% procent af etablissementets gæster - er evident. Det eneste andet hold (efter København), der står "mit fodboldhjerte nær", er - som det nok er nogen bekendt - Londonklubben Chelsea. Og skæbnen magede det altså således i går, at Chelsea spillede en vigtig ligakamp - alle ligakampe om points er vigtige - samtidig med kampen fra Amsterdam.

Og jeg skulle naturligvis se Chelsea. Jamen, selvfølgelig da. Sgu! Hvad havde folk tænkt sig? Så en lille halv snes stykker strøg tøsefornærmede ud af døren, hvorefter vi godt nok ikke var så mange tilbage til at følge Chelseas rutinemæssige 4-0 demontering af West Bromwich på Stamford Bridge. Tænk i øvrigt hvis København, tophold som vi er, bare en gang imellem kunne vinde lige så selvfølgeligt og ubesværet over en potentielt markant ringere ligamodstander. Det blev i øvrigt en for den neutrale bivåner utvivlsomt dødsenstrist, ensformig, udramatisk og frem for alt uspændende affære (jeg var ligeglad, jeg nød "mit holds" walkover), som dog blev fulgt til vejs ende.

Til gengæld kunne jeg divertere de tilbageblevne barflies med gratis tysk øl, som kollega -smølle hjembragte i sidste uge fra Berlin. Uden bilag eller prisanmærkninger, så jeg vil ikke være bekendt at tage penge for dem. Vil dog godt være bekendt at drikke dem. Og den gode -smølle leger i øvrigt rigtigt kosmoplit for tiden, så han er draget til Cardiff, hvor han giver den som BULENS - og Brølets - udsendte til Københavns UEFA-date i det walisiske. Han overlever derfor nok, at vi udrydder hans lager.

I øvrigt berettede han via telefonen fra den tyske hovedstad Berlin i sidste uge om en artikel i Berliner Zeitung i forbindelse med opladningen til Holland-Tyskland om en interessant passus, bondscoach Marco van Basten har i sin kontrakt. Nemlig at der skal spilles attraktiv/seværdig fodbold. Tænk hvis den sportslige ledelse i København på samme måde forlangte underholdende angrebsfodbold af cheftræneren!

Det var lige et sidespring. Enkelte 10 sekunders programskift, når der var ophold i spillet i London, og hektisk opdatering via indkommende sms'er måtte så klare at følge sporadisk med i den hollandske affære også. I øvrigt kom der jo hen ad halv elleve et længere sammendrag fra omkring et dusin CL-kval.kampe, herunder Ajax-Brøndbyerne, på Eurosport, så vi fik da set det, der var værd at se, også de fleste - forstadsfolkene undtaget - af de tidligere desertører, der kom piblende tilbage, da det stod klart, at København stadig er det eneste danske mandskab, der har basket Amsterdams finest ud af en europæisk turnering.

I aften har vi så pga. den manglende billedtransmission fra Cardiff rigget højttalere til, så DRs netradiosignaler kunne nå rundt i lokalet. Ganske rustikt med stuvende fuldt i den ydmyge biks, samlet omkring radioen til Camarthen Town-FC København. Og så mange folk så stille og tyssende, selv når glassene med Newcastle Brown lige så forsigtigt stilles på disk og borde.

Jeg mistænker i øvrigt, at kollega -smølle gerådede ud i en tilsvarende bartender/publikum konflikt på sidste uges vagt, da Holland-Tyskland og Danmark-England også afvikledes på samme tid. Jeg selv mødte lidt modvilje og måben fra Fru Bartenderen på hjemmefronten, da jeg foretrak den hollandsk-tyske konfrontation for kampen i Parken. Hvorfor jeg blev forvist fra husalteret til 14"-eren på hjemmekontoret. Men jeg er nu dels ikke så patriotisk anlagt, når det handler om landsholdsfodbold, og da slet ikke når der er tale om venskabskampe. Og dels så foretrækker jeg den umiddelbart mest interessante fodboldkamp med de mest interessante spillere, når det ikke lige er FC København eller Chelsea, der står på plakaten.

Så arvefjendeopgør mellem to spændende hold under opbygning med nye, unge landstrænere, det trak mere end Graver vs. Beckham. Holland altid spændende at følge, også historisk set, og Tyskland, som ellers - igen historisk set - altid har været min yndlingsaversion, i en ganske interessant udgave under Jürgen Klinsmann. Den mest sympatiske fodboldtysker siden Franz Beckenbauer. Og på noget af en uriaspost i spidsen for et mandskab, som en hel nation bare forventer - ja forlanger - vinder VM på hjemmebane næste år. Han kan næsten kun dumpe, den gode Klinsi.

Men det var stadig kun en venskabskamp, som de fleste øvrige landskampe sidste onsdag. Klubtrænernes mareridt. Spørg f.eks. bare den koleriske Graeme Souness i Newcastle, efter at den tyrkiske nyerhvervelse Emre blev slemt skadet i venskabslandskampen i Bulgarien. Det er så ikke kun Toon, der må undvære Emre, men også det tyrkiske landshold i nøglekampen - i hvert fald for Danmark - næste lørdag. Med hensyn til "mine hold" er jeg lige så nervøs for skader i de stadigt mere ligegyldige 18-mand-pr-hold-i-aktion-kampe. I sidste uge havde København således Gravgaard, Linderoth, Allbäck, Bergdølmo, Rabo, Rooba, Saarinen, van Heerden, Jesper Christiansen og Kvist (U/21) i landsholdstjeneste. De to sidstnævnte dog uden at komme i aktion. Endnu mere udtalt var de nationale tjanser for Mourinhos stjernegalleri i Chelsea. 22 mand fra førsteholdstruppen i aktiv tjeneste, incl. to u-spillere. Endda uden landskampnåle denne gang til de skadede Wayne Bridge og Shaun Wright-Phillips.

Venskabskampe eller ej, så bidrager landsholdstjeneste til at forme spillerhierarkiet hjemme i klubberne. I København har sommerens gang i svingdøren også rokket lidt på hierarkiet og tingenes tilstand i det hele taget. At der ville komme ændringer var indlysende, da cheftræneren valgte at skifte holdkaptajn i sommerferien, mens klubbens allerstørste profil, Zuma - jeg sms-stemmer stadig på "FCK 10" som MoM i Parken i protest over den manglende 10'er og fordi jeg savner manden - og hele tre af de såkaldte kulturbærere, Hjalte, Bech og Traoré forsvandt og efterlod netop den detroniserede anfører, Bo Svensson,  som den eneste tilbage fra ungdomslinien, KB-linien. Nå ja, til dels sammen med Ole Tobiasen, hvis storhedstid dog ikke har været i de to perioder i København.

Højt oppe i det nye hierarki finder vi en ny målmand, der viser autoritet, råber højt og tilmed er andenkeeper på det danske landshold og på ingen tid er blevet holdets connection til publikum. En ny svensk landsholdsreserve til angrebet, som også på få kampe med arbejdsvilje og kropssprog er avanceret til førsteangriber. Anførerbindet skiftet til den i sidste sæson anonyme, svenske urkraft på den defensive midtbane. Og ikke mindst nyt i forsvaret i form af en stille, jysk ex-revisor, der på ingen tid er blevet holdets fremmeste talerør i pressen.

Den store taber i magtspillet må være Bo Svensson. Han har mistet anførerbindet til Tobias Linderoth, og hvis jeg opfangede Kraul/Mio korrekt på netradioen, så er han end ikke viceanfører længere, eftersom Linderoth overlod armbindet til Michael Silberbauer i aften, da han blev skiftet ud. Og Bo har også måttet se Michael Gravgaard komme ind med firetoget og overtage styringen af centerforsvaret, kommunikationen på og udenfor banen og tilmed score de mål for klubben - og landsholdet - som Bo aldrig rigtigt har været i nærheden af. Ydermere har Gravgaard erobret den plads i landsholdstruppen, som Svensson aspirerede til indtil for bare en sæson siden. Bos kropssprog, unødvendige provokationer og ditto frispark, samt senest optrinnet med formanden efter Viborg-kampen tyder da også på en mand i mental ubalance. Heldigvis synes det ikke at have påvirket Bos spil, for det er faktisk mærkbart bedre end i foråret. Så på det rent spillemæssige plan synes det at have bekommet Bo godt at fralægge sig anførerbindet. Og ansvaret.

Peter Møller synes også at være rykket nogle trin ned på det interne hierarki. På banen er han længere fra startopstillingen, end han tidligere har været i klubben. Han er tidligere viceanfører, men fik altså heller ikke tjansen, da kaptajn Linderoth gik ud i aften i Wales. Gejsten og viljen på banen er overtaget af Allbäck, mens Lars Jacobsen og Gravgaard klarer medierne. Møller taler kun til pressen om at komme væk fra klubben i utilfredshed over manglende spilletid. Præcis som Ole Tobiasen i øvrigt. Og den tidligere så flinke Álvaro, der for tiden sparker mere rent til vandflasker end bolden.

Om det nye hierarki kan bære, vil resten af efteråret vise. Lederskikkelser og motivatorer på og uden for banen - men dog mest på - er ekstra vigtige i en halvsæson, hvor spillerne ved, at der kommer ny træner til vinter. "De sikre" behøver ikke yde optimalt af frygt for at ryge af holdet, og de perifere behøver heller visse den afgående chef alverden. Det kan derfor meget vel risikere at blive et efterår i limbo, ikke mindst da klubben på nu tredie sæson befinder sig i spillemæssigt limbo.

Jeg har nu bestemt mig for ikke at kommentere Backes fornemmelse for tempofyldt, aggressiv og teknisk pasnings- og kombinationsfodbold. For det spillemæssige dødvande har både jeg og mine kolleger hældt migrænepulver og slået malterserkorsets tegn efter i lang tid efterhånden. Jeg har affundet mig med, at det bliver ikke bedre de sidste 3-3½ måneder under svenskeren, så vi må bare få det bedst mulige ud af det, rent resultatmæssigt.

Paradoksalt nok, så er det jo faktisk gået ganske ok resultatmæssigt. Hvis man tæller efter hos Nipserstat, så vil man hurtigt erfare, at 5-1-0 og 16 p. efter 6 kampe er den bedste sæsonstart i Københavns historie i Superligaen. Ja, faktisk den bedste start siden KBs drømmehalvår i 1979. Hidtil bedst i FCK-regi var 1997-starten under Kent Karlsson (4-2-0). Vi skal dog slå Silkeborg søndag for at forblive bedre end Team Karlsson, som vandt den syvende sæsonkamp i '97 og i øvrigt først tabte i den trettende (7-5-0) ligesom Benny Johansen i FCK's første sæson 1992 (6-6-0). Lige det der med at vinde den syvende kamp er så måske ikke så ligetil, for vi har tabt i syvende runde de sidste tre år. 1-3 hjemme mod Brøndbyerne i fjor, 0-1 hjemme mod Midtjylland '03 og 0-3 i Esbjerg 2002.

De 16 points kan ingen dog tage fra os. Det er i øvrigt lige så mange points, som vi hentede i hele efteråret '96 under Kim Brink og rækker i øjeblikket til en delt førsteplads i ligaen med margen til nr. tre og klar margen til resten. Det eneste lidt skuffende ved tallene er så, at vi blot har scoret 9 mål i de første 6 kampe. To af dem tilmed på straffespark.  Lidt lidt for et tophold skulle man mene. Bemærkelsesværdigt - især når man betænker FC Københavns historie - er, at ikke ét eneste af de ni mål er scoret af en midtbanespiller. Det var så det andet emne, jeg har valgt ikke at kommentere i aften. Midtbanen. Eller fraværet af samme. Og der kan jo ske noget endnu, for der er en lille uges tid til transfervinduet lukker, og måske har ledelsen valgt lige at sikre sig, at vi nu også kom videre til UEFA-cuppens første runde. 

Ja, man står her sgu igen. En torsdag aften før en euro-lodtrækning. Da jeg er blevet snydt flere gange af UEFAs fiksfakserier omkring lodtrækningsprocedurer fredag morgen, skal jeg undlade at spekulere for meget i potentielle modstandere. Kun er det sikkert, at vi ikke bliver seedet, og at der er 39 potentielle modstandere - vi kan ikke trække Brøndbyerne - i morgen i tromlen.

Vi er dog i det mindste med, som vi kunne forvisse os om gennem aftenens radioreportage fra Cardiff, der også kunne byde på fire brændte Esbjerg-straffespark ved polarcirklen - og dermed exit Esbjerg i Tromsø - samt et genhør med vores gamle ven Heine fra Tórshavn og FC Midtjyllands lidet prangende optræden der. Mest opsigtsvækkende på Færørerne var, at Razak Pimpong spillede - og scorede - hvorfor det må anses for aldeles usandsynligt, at København frikøber ham her og nu, da han vil være UEFA-spærret for os. Besynderligt at købmandskrejlerne fra det midtjyske ikke synes interesserede i at få blot nogle få millioner i kassen, frem for at lade Pimpong gå kvit og frit til Nytår. Ikke mindst når man allerede har hentet afløseren i Simon Poulsen, som endda var FCMs bedste i debuten i søndags. Og scorede. Godt nok var Poulsen UEFA-spærret i aften, men han kan bruges i næste runde, og FCM havde givet skramlet sig videre også uden Pimpong.

Midtjydernes kummerlige uafgjort mod 10 færinger betød i øvrigt, at kollega Saxo kom masende herned med Holmstrøm - køteren ikke sportsdirektøren - og skabte sig aldeles rasende. Ikke fordi han var gennemblødt af augustmonsunen udenfor, men fordi han åbenbart havde tabt en mindre formue på, at FCM ikke kunne vinde på klippeøerne. Nå ja, og på at Djurgården ikke kunne slå irske Cork City.

Champions League puljerne blev lodtrukket allerede i dag. Som ventet uden Brøndbyerne, hvis træner Laudrup og altmuligmand Bjerregaard faldt tilbage i de gamle, danske mindreværdsklichéer om ærefulde og stolte nederlag. Hvad "ærefuldt" kan der være ved at tabe i professionel sport? Uanset at det var et ventet exit mod et hollandsk top-tre mandskab, der selv her hvor deres sæson knapt er startet, altid vil være et dansk (skandinavisk) hold teknisk og tempomæssigt overlegent. Også mod et Brøndbyerne, der næppe kan være formmæssigt stærkere end netop nu, men åbenbart alligevel kun havde kræfter til at matche Ajax fysisk og taktisk i to gange en halvleg over de to opgør.

Ajax får så - udover Arsenal og Sparta Praha - fornøjelsen af det dårligst seedede hold i CL-gruppespillet, schweiziske FC Thun (koefficient 6.887 - Københavns til sammenligning 15.676). Det kunne så lige vel have været Malmö FF - seedningskoeff. 5.076 - i den pulje. Malmö FF som havde luftet tanken om CL-spil i Parken. Altså hvis det ikke lige var fordi Malmö bidrog til de svenske (skandinaviske) blamager med at tabe 0-4 samlet til Thun.

Så der bliver ikke noget Champions League bold i Parken. Om der bliver mere end én UEFA-Cup kamp afhænger af lodtrækningen i morgen. Der bliver til gengæld endnu 7 ligakampe og sikkert et par Royal League kampe, så der er hjemmebanebold nok at se på, nu hvor vi nærmer os det klimamæssige efterår og de mørke tider.

Måske er der endda lyspunkter i mørket, også uden yderligere indkøb. Tænk på foråret. Vi vandt de første 7 kampe - altså en forårsstart der trumfede denne efterårsstart - og vi gjorde det uden at spille synderligt godt fodbold. Bedre fysik og skarphed - qua Royal League - gjorde, at vi tromlede modstanderne ned i starten, lige indtil varmen fik fat i foråret, græsset blev grønnere og banerne bedre. Bedre til teknisk fodbold, til pasnings- og kombinationsspil. Bedre til de fleste hold. Bare ikke København, hvis pointhøst gik dramatisk ned i kadence. Og så er det, jeg siger, at når vi rammer oktober/november/december, bliver banerne bare tungere og dårligere. Og dermed bedre vilkår for godt organiserede, fysisk stærke hold, der spiller bolden hen over mudderet, forbi midtbanen og op på angriberne. Rent guf for Team Backe.

Om ikke andet, så kan jeg ikke se, at forsvaret skulle gå i opløsning. Tværtimod, det bør kun blive endnu bedre, og vi er allerede nu det hold, der har sluppet færrest mål ind (3) og har giver færrest muligheder væk. 56 scoringsforsøg mod os i seks kampe. Og altså ydermere kun 5% af de forsøg endt i rusen. Man kan så også håbe, at vi bliver lidt mere effektive den anden vej. Kun knap 8% af vores scoringsforsøg er nemlig gået i mål indtil nu. Faktisk bare AaB og Horsens er ringere ud i effektivitet. Lidt mere skarphed og held - stolpe ind i stedet for stolpe ud - burde kunne give pænt med scoringer. For overraskende nok - overraskende når man tænker på vores spil - så er vi med 119 scoringsforsøg (39 inden for mål, 65 udenfor og 15 blokerede) det næstmest målsøgende hold i rækken. Kun Brøndbyerne med 129 forsøg er bedre.

Man kan selvfølgelig også vælge at sige, at stopklodsen i foråret ikke var de bedre baner, men Silkeborg.

Og Silkeborg er det lige præcis, som venter på søndag i Parken, I sæsonens syvende kamp. Uanset hvad, så bliver det den sidste turneringskamp inden landskamppausen. Vi når hen næsten midt i september inden næste ligakamp, og kort efter så UEFA Cup.

Den tid, den glæde. Eller sorg. Den nærmeste fremtid hedder altså Viggo Jensen & co. Og den allernærmeste fremtid hedder "godnat og sov godt". Tid til at bunde den sidste brune fra Tyneside. Tid til at lukke og slukke., Tid til at sige, at vi har været her.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens album:

Bruce Springsteen: Born to Run
[Ugens klassiske genhør]  "Hold nu op mand, den har du jo spillet før, flere gange". Det er rigtigt, det har jeg. Og jeg kommer sikkert til at spille pladen igen. For det er den ultimative rockskive. Den bedste nogensinde.  Et rock-episk mesterværk. "Rock's ultimate expression of the urban American experience". SÅ KAN I LÆRE DET! En plade uden ét svag punkt: 'Thunder Road' • 'Tenth Avenue Freeze-Out'' • 'Night' • 'Backstreets' • 'Born to Run' • 'She's the One' • 'Meeting Across the River' • Jungleland'. Det gøres ganske enkelt ikke bedre. Men der er nu en helt særlig grund til at snurre den i boxen igen lige præcis i aften, den 25. august 2005. For det er i dag eksakt 30 år siden, Born to Run blev udgivet. Og det jubilæum skal da fejres. Og bliver det måske også iflg. rygter fra bossens pladeselskab, Sony. En super lydafpudset remastered udgave af selve albumet med ekstra liveoptagelser - cd og dvd - fra 1975 og en dokumentar omkring tilblivelsen af denne skive. Foreløbig videre bliver det dog åbenbart ved rygterne. Lad mig i øvrigt anbefale dette ganske nye Bruce-interview, som en af mine yndlingsforfattere, Nick Hornby, har begået.

Ugens sang:

The Rolling Stones: 'Streets of Love'
Vi bliver ved de gamle mestre. Stones sender A Bigger Bang, deres første studiealbum siden 1997, på gaden i starten i september. Samtidig har de lige søsat endnu en verdensomspændende turné, der forhåbentlig bringer et af rockverdenens stadig allerypperste livebands forbi København og Parken også. Til et dacapo fra 2003. Foreløbig er her den nye single fra Jagger, Richards, Watts og Wood.

Ugens kunstner:

Luciano Pavarotti
Den største - ikke kun fysisk - tenor siden Gigli og di Stefano. For tiden på afskedsturné, som bringer ham forbi Augustenborg Slotspark, som det eneste sted i Danmark. På lørdag. Det er for godt til at gå glip af, så der agter jeg mig over med Fru Bartenderen. Til en aften på italiensk. Husk, der findes anden vidunderlig musik end den rytmiske.