For fanden! Så står vi her igen. Trommer fingre rastløst i disken, fordriver tid og udveksler apatiske og sporadisk blikke igennem endnu en turneringspause, der er skabt for at landshold kloden rundt kan afgøre VM-kvalifikationen. Der sænker sig altid en særlig ro hernede i disse perioder. Folk gearer ned i et adstadigt tempo, fagterne og gestikulationerne sløves en anelse, stemmerne dæmpes og bliver mere lattermilde - og egentlig fjernere. Selv de største galpehoveder eftersøger en lavere profil, folk der ellers normalt gerne tager den to gange ind ad døren, for at være sikre på at blive set og hørt med deres synspunkter, taber med vilje en smule i kadancen og driver halvt bort i anonymitetens cigaretrøg. Indtræder på scenen med et par skuldertræk og rykker ellers stangen over i en "vi er glade når det går godt og ligeglade når det går skidt"-positur.

Landsholdet bliver aldrig helt det samme som klubfodbolden. Vi kan gentage det lige trivielt hver gang disse perioder indtræder og det bliver lige sandt hver gang. Heller ikke i aftes præsterede vi det store show hernede. Det hjalp næppe heller, at Tyrkiet nærmest havde vundet kampen i Ukraine, inden det danske landshold skrålede nationalhymne inde i Parken. Den sidste flig af endnu en dansk VM-slutrunde forduftede allerede der. Selvfølgelig var der en chance og selvfølgelig er der stadig en chance, men den må vel betegnes som minimal. Tyrkerne skal floppe i Albanien og landsholdet skal vinde sine sidste to kampe. Sandsynligheden for at tyrkerne bummer i sin ene, virker ulig meget mindre end at det danske landshold gør det samme i en af sine to kampe.

Nu var det egentlig ikke fordi Tyrkiet imponerede vildt i lørdags - ej heller deres højtbesungne hjemmebanefanatisme virkede synderligt skræmmende for os TV-kiggere. TV3 kørte ellers et 10 timer langt spin over netop fanatismen. I deres dagslange optakt. Det var selvfølgelig en fed historie, de tyrkere er helt vilde, mand, vi må sandelig passe på dem, vi - TV3 - og spillerne risikerer liv og lemmer i heksekedlen nede i Istanbul. I sidste ende blev historien vist til at hoppe op og skide i. De var ikke mere skrækkelige eller fanatiske end andre tilskuere på de kanter af Europakortet, formodentlig fordi mange tyrkiske fodboldfans har det lidt som os selv. Klubfodbold er bare lidt sjovere. Og nøgternt set fornemmer de vel også, at deres landshold er nogenlunde på samme niveau som det danske. Den pænere europæiske middelklasse. Men ikke til meget mere (jeg kan dog også huske, hvordan vi blev kørt ud af Parken i første møde med dem, og slap meget billigt med 1-1 dengang).

Bevares! Det var da en underholdende kamp, begge hold var vældig flinke ved dørene. En gæstfri kamp. Der blev givet mange målchancer begge veje og slutresultatet blev ganske sigende. Og vel rimeligt. Selvom jeg sagtens kunne følge den knotne Elkjær, der i TV3-studiet efter kampen erklærede, at der nok går lang tid før det danske landshold igen får en så stor chance for at besejre tyrkerne i Istanbul.

På sin vis bliver det vel også opsummeringen af denne VM-kvalifikation. Landsholdet har aldrig taget de chancer der var. Når det gjaldt. Derfor bliver næste sommers VM med største sandsynlighed også uden dansk deltagelse. Men det bekymrer næppe de tyske værter synderligt. En god dansk tilskuerinvasion fra nord vil alligevel ikke kunne opveje de cirka tre millioner tyrkere, der allerede lever som indvandrere rundt omkring i storbyerne i bundesrepublikken. Hvis tyrkerne altså kvalificerer sig. For reelt har de (eller vi!) blot udsigt to play-off kampe, der kan blive nok så problematiske. De ganske tilskuerpauvre ukrainere har nemlig allerede vundet gruppen.

Men selvfølgelig er det altid lidt ærgerligt - også for os her i BULEN - med udsigten til en slutrunde uden dansk deltagelse. Det tænder altid en ekstra glød på forhånd, og skæpper lidt ekstra i kasseapparatet, når analyser og forventninger kan gødes med en vågnende nationalistisk sommertørst. Erfaringen siger dog, at vi nok overlever. De gange hvor landsholdet faktisk har deltaget ved EM eller VM, og eksemplarisk daffede hjem efter et nederlag i en af 8-delsfinalerne, efter endnu kamp hvor vi var bedre end modstanderne, i følge den Morten Olsenske logik, har aldrig ødelagt den grundlæggende interesse.

For fanden! Det er jo netop et VM - og den ypperste fodbold. Alle mænd og bartendere sidder alligevel på yderst stolekanten i indlevelse og iver. Uanset om det er Argentina, Italien, Tyskland, Brasilien, Span... nå nej... Engla... nå nej, eller andre mere fodboldeksotiske hold der kværner over storskærmen i de afgørende slutkampe.

Og for fanden da! Man kan også se det på denne måde. Nu bliver der i hvert fald lagt en dæmper på ham Gravgaard. Han var lige ved at blive mere succesfuld end godt er. Nu fik han lavet et kluntet straffespark her til aften mod Georgien og det hjalp. Han blev menneskelig. Ja, han blev heldigvis helt københavnsk. Havde han fortsat udviklingen fra sine hidtidige landskampe (og klubkampe), som Mr. Perfect, og oven i købet fået en hel verdensoffentligheds bevågenhed et par uger i den kommende sommer, ville chancen for et salg stige til det røde felt. Klubben ville ikke kunne sige nej, vi ville ikke kunne sige nej, jeg ville heller ikke kunne sige nej. Det bryder jeg mig egentlig ikke om. Jeg vil nemlig gerne se ham et par sæsoner endnu i den københavnske trøje. Helt egoistisk og chauvinistisk betragtet. Han er en klippe. Vi behøver ham i forsvaret. Et par sæsoner mere.

Ja ja, mine øjne glimter og jeg er et opblæst offer for egen lavkomik, en bartenderernes Jerry Lewis. Men midt i tirader af mandags- og tirsdagstrænere der gaber sine kæber af led alle vegne, og de endeløse klagesange om den manglende offensiv - og ikke mindst - midtbanen hos FC København, og jo, jeg skriver gerne under på meget af det, så har det dog været forbandet glædeligt med netop ham Gravgaard og hans indtog i vores forsvar. Det fungerer jo med ham og Bo. Og ikke bare for Gravgaard. Det fungerer pludselig igen for Bo Svensson. Hvilket også er meget glædeligt. De klikker bare sammen, mand! Supplerer og gavner. Det er længe siden vi har set en så velsmurt forsvarsakse.

Jeg kan så ikke helt blive klog på om det er en forsmået Bo eller en befriet Bo, som vi ser. Hans TV-sendte udfald med Flemming Østergaard og et par andre fra ledelsen omkring det at hilse på os fans efter kampen, klædte ham oprigtig talt ikke. Det bør være en overkommelig opgave for alle spillere lige at hilse ordentlig rundt til tribunerne efter kampene i Parken. Det er hverken svært eller umenneskeligt efter en sejr, hvor opbakningen til holdet endda har været pæn kampen igennem, som den var mod Viborg. Til gengæld respekterede jeg også hans udtalelser om frivilligt at erlægge viceanførerbindet til Gravgaard, da Linderoth havde karantæne senest mod Silkeborg. Umiddelbart lignede det fin selverkendelse, han havde brug for at koncentrere sig om sit eget spil.

Alligevel rumler der rygter også her omkring disken. Nogle taler om at Bo er ved at blive solgt. Jeg vil helst ikke tro det. Jeg vil heller ikke tro, at han gerne selv vil væk. Men man kan ikke lade være med at tænke på efterhånden et par KB-generationer, der allerede har haft sine kvaler med Holmstrøm, nej ikke hunden, men sportsdirektøren. Primært har det været lønmæssigt, hvis man skal tolke skriverier i fx. Tipsbladet, senest et interview med Jesper Bech. Det virker som den gamle KB-mand, Holmstrøm, har nogle andre forventninger til hvad hans hjemmeavlede talenter ønsker i betaling. Vores meget talende sportsdirektør anser vist klubånd og ungdommens foreningsbetalte oplevelser og berigelser, som mere naturlige elementer på månedskontoen end talenterne gør. De måler sig selvfølgelig logisk med holdkammeraterne, der tilføres og indkøbes udefra. Og opdager snart et efterslæb, fordi heller ikke KB's ånd ikke kan måles i kontante kroner.

Det er selvfølgelig rygter og indeklemt hvisken over disken. Man hører altid lidt af hvert som bartender. Men jeg bryder mig ikke om tanken, at vi mister Bo Svensson på samme måde som Hjalte. At en kontrakt blot løber ud, med en af vores egne, der har etableret sig som stamspiller, fordi man ikke kan nå til enighed om et par knaster i lønchecken. Hvor efter spilleren fordufter til en middelmådig udenlandsk klub. Det er et skidt scenarie! Meget skidt. Og slet ikke i overensstemmelse med de ambitioner, der ellers hersker i FC København.

Men for klebåndens skyld da! En kirkegård er selvfølgelig fyldt med uundværlige mænd, er det ikke det han siger, når han taler. Sportsdirektøren. Der kommer en Gravgaard ind, og vi bliver taknemmelige. Der kommer også en Jesper Christiansen ind. Også her er man taknemmelig. Lidt skælmsk vil jeg dog altid undre mig over, hvorfor det skulle tage så lang tid med akkurat Jesper Christiansen. Man kunne jo have nappet ham som keeper for sæsoner siden. Fra Rangers eller Wolfsburg, som Viborg gjorde. Ganske gratis. Talentet var jo åbenbart, Glasgow Rangers håndplukkede ham fra OB af nød til et par Champions League-kampe i sin tid. Det havde egentlig ikke været nødvendigt at lade Viborg udføre den tunge vejning i betragtning af den målmandssituation, som vi har haft her i klubben i flere sæsoner.

Bedre sent end aldrig, må man sige! Nu har vi fået ham, og det er bestemt et yderligere glædespunkt - og det har sandelig været sportsligt gavnende. Stemningsdrengene på C2 har også lugtet lunten. De har allerede indført deres eget gensidige hilseritual når Jesper optræder nede i deres ende. Altsammen fint nok for mig. Det skader næppe at spillerne får et mentalt boost under kampene. Samtidig får C2 lidt ekstra opmærksomhed. Det vil de gerne have, de er nemlig unge og vilde og alt det der.

For fanden da! Giv mig et tyve-pindsflag med et stort billede af Che Guevara! Eller af Jørgen Glistrup! Eller min kollega Bopa! Jeg har nævnt det i tidligere og efterhånden antikke ræb, og siger det lige en gang mere! Find en eller anden løsning, fanklub, klub og C2 i mellem. Giv vildknægtene en tribune. Det vil gavne stemningen, det vil skabe tilfredshed blandt os selvfede gangstativer med sæsonkort, og det vil ikke mindst kvæle den evige debatføljeton om sæsonkortholdere kontra stemningsdrenge. Den er ikke en skid interessant. Der bør være plads til begge dele i Parken - og gerne placeret på hver sin tribune. Det kunne måske endda udvikle sig vidt at vi også kunne begynde at skråle til hinanden i duetter mellem tribunerne, ikke bare synge forskellige sange på hvert afsnit af Nedre C.

Så er det sagt (igen) og hermed går der nok et par år før jeg atter gider at berøre akkurat det emne på vagterne hernede.

I stedet føler jeg mig kaldet mod et andet fænomen. Et nyt - eller rettere gammelt, nyt - fænomen omkring vores kampe. TV3 vil vældig gerne vise fodbold direkte fra Superligaen og gerne så mange som muligt i hver runde. Det har i denne sæson betydet, at den tidlige lørdagskamp fra foråret er flyttet til en sen søndagskamp med kick-off klokken 19. Bevæggrundene bag dette tiltag skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kan gætte. Og det kunne handle om andre fodboldkampe i fx. England eller Tyskland, som også TV-transmitteres. Ikke nødvendigvis på TV3, men de transmitteres.

Der bliver nok rykket en del rundt på aftensmaden i mange fodboldelskende hjem nu, og der bliver heller ikke meget efterbrænding for folk, der skal møde på jobbet mandag morgen mere, for slet ikke at tale om folk der skal hjem fra udekampe i Jylland og møde på de samme jobs på de samme mandag morgener. Jeg er i hvert fald ikke udelt begejstret for det tidspunkt og er efterhånden træt af alle de aparte kamptidspunkter, som TV-stationerne dikterer. Engang var det søndag og mandag, så blev det lørdag og søndag, lørdag-lørdag og søndag, og nu lørdag og søndag-søndag. Gavner det TV-seerne og bliver deres antal større? Jeg ved det ikke. Men det gavner ikke os der gerne vil på stadion mere end et par gange i løbet af sæsonen.

Og der var faktisk engang... tja... omkring 1991 da Superligaen blev indført i dansk fodbold, at man dikterede at alle kampe i den bedste række skulle spilles samtidig. Initiativtagerne var den slagtesvinsmodne Lyngby-boss Hans Bjerg Petersen og Divisionsforeningen. Søndag eftermiddag klokken 15.00 og dermed basta, fastslog de. Det var egentlig ikke nogen dum idé. Ej heller valget af selve tidspunktet. Før den tid blev kampene spillet over det meste af søndagen. Klokken 13.30, 14.00, og såmænd klokken 19.00 i en pæn forvirring.

Vi takker hermed TV for at tiden er skruet tilbage til før 1991, et flashback til en tid hvor bedste række hed 1. Division og man i de fleste klubber syslede med noget der kaldtes 'betalt fodbold'. Ydermere er en egentlig god idé mere eller mindre er afgået ved døden. I hvert fald for TV-egnede klubber som FC København.

Jamen for fanden! Hvad ligner det! Nu står man og spilder sin Newcastle Brown over skjorten i bar befippelse. Der ligner ikke en skid. Blot et tomt glas med et par flager af cigaretaske klæbet på kanterne, tilsat mine fedtede fingre. Det bliver samme tomgangsagtige atmosfære, som der herskede over det danske landsholds 6-1 spadsertur over Georgien i aftes.

Jeg kommer i øvrigt altid til at tænke på ham den lille fede centerforward fra Lokomotiv Tbilisi, når jeg skal associere på Georgien. Zaza Janisha, hed han. Jaja, mand, det var ham! Der blev sikkert tændt mange små stjerner i mange korpulente og midaldrende mænds øjne på Nedre C den aften. Han var legemeliggørelsen af det tykke menneskes mulige kunst, hvad skal vi med DHL-stafet og andet motionsgøgl, når vores ultimative spejlbillede stadig kunne spille fodbold på europæisk plan. Det var svært ikke at juble, da han pludselig chokerede alle og hamrede til bolden uden for vores straffesparksfelt og bragte Lokomotiv foran dengang i august 2002. Vi vandt senere kampen 3-1 og vandt returkampen nede i Kaukasus med 4-1.  

Et lille minde. Flere minder kunne man få under gårsdagens landskamp. Vi zappede et par gange væk fra den værste tomgang i Parken og over på den tyske ARD og smugkiggede på Tyskland-Sydafrika. Et Sydafrika med både Elrio og Zuma i startopstillingen. Jeg nåede akkurat også at se, hvordan Zumas hurtighed som højrekant fremtvang et straffespark til sydafrikanerne midt i første halvleg. En klassisk Zuma, en lang tå, og vupti svævede han forbi forsvareren, der ikke havde anden mulighed end at vælte ham. Det betød 1-1 i en kamp som tyskerne senere vandt med 4-2. Hvordan han og Elrio ellers gebærdede sig imod den større tyske muskelmasse, som det gamle Spurs-ikon, Jürgen Klinsmann, forsøger at modernisere og teknificere, kan jeg ikke vurdere. Så meget fik jeg heller ikke set. Men der kom da en lille klump i halsen ved det korte gensyn med vores egen lille Tysklandsfarer. 

Og ja for fanden! Vi følger jo i hans fodspor snart. I hvert fald noget af vejen ned i bundesrepublikken. Wir fahren... som et Kraftwerk...

fahr'n fahr'n fahr'n auf der Autobahn

Vor uns liegt ein weites Tal
die Sonne scheint - ein Glitzerstrahl !

Wir fahr'n fahr'n fahr'n auf der Autobahn
fahr'n fahr'n fahr'n...

Fahrbahn ist ein graues Band

weisse Streifen
grüner Rand

Wir fahr'n...

... nach Hamburg. Det meste af BULEN drager afsted, stamkunder, gæster, og personale. Nogle af os er endda så fisefornemme, at vi har lavet en egen lille Bartender Express. Vi ses dernede.

Pas godt på jer og jeres nærmeste indtil da!

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

White Stripes: "Get Behind Me Satan" (2005)
Dette er femte album fra Detroit-duoen, Jack og Meg White, der længe bildte verden ind at de var et søskendepar, men nu har erkendt at de istedet har været gift engang og siden er blevet skilt igen. Ikke at det ændrer det fjerneste ved deres musikalske side.

Dette udspil er langt mere eksperimenterende og kompromisløst end de to umiddelbare forgængere, White Blood Cells og Elephant, selvom det sine steder er et ganske stilfærdigt og halvakustisk album. Den tidligere bastante og halvsyrede garagerock-stil opløses her i en mere varieret inspiration fra den amerikanske folklore over i både country og blues. Det skader egentlig ikke. Jeg synes stadig, at de holder fint som et af de mere spændende nye navne, som jeg har hørt på denne side af årtusindskiftet. Et åbningsnummer som 'Blue Orchid' får mig direkte op af stolen, den elegante 'My Doorbell' er blot fremragende, og et nummer som 'Instant Blues' giver lidt til os, der stadig render rundt med headbanger-tendenser og en gammel Hendrix-fetichisme. 'Take Take Take' krøller sig igennem med kølig swing og brydes pludselig i et stillestående orkestralt omkvæd og understreger de mange små overraskelser der også er undervejs på dette album.

Alt i alt er det ganske fremragende og jeg er kun lige begyndt at høre det ordentligt!

mail