Du behøver ikke se så skræmt ud. Det er kun en gimmick, alkometret ved døren. En ven af huset med fortid i Færdselspolitiet skruede det op i weekenden, uden vi opdagede det, og så syntes jeg, det kunne være god spruthushumor at lade det hænge lidt. Mest så de mere forhærdede blandt stammerne kunne få lidt objektiv afklaring omkring de evige oratoriske øvelser, om hvem der nu er mindst - eller mest - beruset. Det er vist i øvrigt ikke justeret, eller kalibreret - eller hvad man nu gør ved den type måleaggregater - så måleresultatet er næppe til at stole på. Derfor er det absolut heller ikke en checkpost for eventuelt bilende gæster, om de nu også er i stand til at føre automobilkøretøjet herfra. I det hele taget, hvis du som gæst er i tvivl om, hvorvidt du kan eller skal køre vogn, når du forlader etablissementet, så vil jeg slet ikke have dig som gæst; enten/eller er credo'et.

Skulle vi endelig bruge en promillemåling til noget, så var det nærmere en ordning stik modsat alko-checket ved entréen til AOL Arena i Hamburg. Vi ville nok vælge at placere en dørmand ved udgangen, der skulle tilse, at du efter at have erlagt en prøve i alkometret kunne fremvise en promille på mindst 1,5 for at få lov at gå herfra. Ellers var det ind og bælle videre. Så kunne vi sikre, at der var blevet lagt tilstrækkeligt med penge i BULENs slunkne kasse. I bund og grund vel også mere reelt end at sortere folk på vej ind, som de gør hos vores natklubbende kolleger længere henne ad gaden, hvor de lokker med fri entre, hvis du køber en flaske syntetisk alkopops eller har set et nøgenfoto af dørmandens søster!

Nå, vi ville næppe vinde gehør for en "drik-til-du-styrter" politik hos sundhedsmyndighederne og puritanergarden, så alkometret hænger der kun for sjov og lidt lir i gaden. Der var også mange ungersvende henne og puste i den i går. Forbløffende så kraftigt udslag på maskinen en gymnasieknægt kan få efter blot et par genstande, men sådan havde man det jo også selv engang. Og så længe det er glad-i-låget festaber, og der ikke ørles i alle BULENs hjørner, så er de skam lige så velkomne som alle andre hernede. Idet vi selvfølgelig iagttager myndighedernes alderskrav omkring alkoholudskænkning. Selvfølgelig da. Naturligvis.

Ellers måtte jeg undre mig over nogle af gæsterne i aftes, der åbenbart ikke havde fået billet til Brøndbyerne stadion, men i stedet overværede kampen på BULENs skærm. For i et åbenbart stemningsskabende tiltag excellerede de i både synkrone fingerknips, kædedans og ståen med ryggen til baren ... og skærmen. Alt sammen under behørig og konstant iagttagen af, at det ungsmarte hoved-, fod- og kropstøj var og sad rigtigt hele tiden. Ganske muntert, om end pløkuforståeligt for de fleste af os andre gamle røvhuller. Jeg mener, her er vi vant til stilfærdig knipsen som anerkendelse af det sublime stød inde i billardsalonen, og kædedans forekommer måske, om end i mindre koordineret form, når en gruppe 40-hestes branderter leger futtog eller robåd på gulvet. Eller sågar solodans, når enkelte - jeg nævner ingen navne - opfører egen spritstive fortolkning af "ormen".

Dog måtte jeg melde pas, når folk med ryggen til baren forsøgte at afgive en bestilling. No way! Heller ikke selvom det var en øvelse, importeret direkte fra lægterne. At kigge bartenderen i øjnene, når der bestilles! Tak. I det hele taget har jeg overordentligt svært ved at gennemskue det snedige ved lige den form for tribune-kultur. Ikke så meget på grund af det fundamentalt ulogiske i at gå ind og se noget, man har betalt penge for at se, for så at vende ryggen til det. Men mest fordi denne tilhænger-gestus med at vende ryggen til banen jo i bund og grund markerer en foragt. Foragt overfor spillerne og/eller træneren og/eller klubben. Praktiseret i årevis, men altså som protest. Foragt. Hvordan det så lige skal harmonere med støtte til sine yndlinge på banen, det er godt nok hinsides min forstand.

Det er der selvfølgelig så meget der er, og vi må nok bare erkende, at tidens TV-trends med reality-shows, design-modesmarte programmer og "se-mig-far-og-mor-og-presse" dansekonkurrencer går igen hos dele af fanskaren anno 2005, hvor selviscenesættelse synes at have langt større prioritet end optimal oplevelse af selve fodboldkampen. Behørigt og tåkrummende hypet af f.eks. Onside/Viasats "Fanbarometer", der mest af alt giver associationer i retning af Bubber går til fodbold. Well, hver sin lyst, og uanset man er til den ene eller anden eller syvende form for at gå til bold, så går det alt sammen nok, så længe vi husker, at der skal være plads til alle, og det vigtigste til en hver tid må være ikke at spolere sidemandens fodboldoplevelse.

Personligt er jeg - vokset op med DRs Tipsfodbold og talrige fodboldture til London - af den gamle britiskinspirerede skole. Råb, skrigen og sang med øl i hånd - og det med øllet under kampe må man så i øvrigt ikke i det britiske længere - med spontaniteten i højsædet, oftest afspejlende det der egentlig foregår på banen. Tifogøgl, sydlandsk pyroteknik og koordinerede/arrangerede tribuneøvelser passer ikke mit temperament. Lige så lidt som roligankulturen for øvrigt, sidstnævnte i naturlig sammenhæng med en konstant dalende interesse for landsholdsfodbold.

Derfor kunne jeg da også mønstre lidt sympati med min gode kollega Saxo, i hvis lod det for fjorten dages tid siden endnu engang faldt at skulle træde vande hernede i en landskamppause. Dræbende. I modsætning til nu, hvor man får helt åndenød af alle de kampe, man skal følge med i. Alene de Københavnske kommer så hurtigt, at man knapt har fordøjet den seneste, før den næste fløjtes i gang. Det er fodboldhektiske tider, og vi elsker det. Siden sidste landskamp-break spillede København i Odense om søndagen, i Hamburg torsdag, mod Midtjylland søndag, mod Brøndbyerne onsdag (i går), på søndag går det løs igen mod Esbjerg i Parken, så returkampen mod HSV torsdag samme sted og endelig hjemme igen mod OB søndagen efter. Altså næste søndag. Fra 11. september til 2. oktober. Syv kampe på tre uger (22 dage). Eller kamp hver 3.-4. dag.

Lækkert for vi tilhængere og tilskuere. Givet slidsomt for spillerne, der måske vil sætte pris på den næste pause efter OB-kampen 2/10. Bortset fra de, der skal af sted med diverse landshold. For her bliver der nemlig tale om 14 dages klubpause over hele Europa igen, mens de nationale hold tager fat på de omtrent sidste VM-kvalifikationskampe. Tørkeperiode til gengæld for mange af os, som ikke får det store kick af Olsens-elleve og de andre forbundshold. Lur mig for øvrigt, om ikke skæbnen vil, at det til den tid igen bliver kollega Saxo, der skal holde ølkedelen i kog hernede.

Allerede efter søndagens kamp mod Esbjerg er det tid til en lille status. 11 runder, 1/3 af turneringen vil være afviklet, og alle hold har mødt hinanden én gang. Og det vil under alle omstændigheder være med København i spidsen efter 33% af kampagnen. Allerede på min sidste vagt for fire uger siden kunne vi fejre klubbens bedste sæsonstart ever. 5-1-0 i seks kampe. Med tre sejre og en uafgjort siden handler det naturligvis stadig om historiens stærkeste åbning. 8-2-0. Til sammenligning hed den i '92 under Benny Johansen 4-6-0 for de første ti matcher, mens det med Kent Karlsson ved roret i '97 blev til 7-3-0. 1992 og 1997 er dog stadig de sæsoner, hvor vi spillede flest kampe inden første nederlag. 12 kampe begge år. Den rekord kan Team Backe 2005 tangere inden næste landskamppause. Pointmæssigt har vi dog med 26 p. allerede nu lige så mange pinde på kontoen, som Karlssons hold i '97 efter et dusin kampe (7-5-0) ... inden det første nederlag.

Så dette efterår er indtil videre på alle måder unikt. For sammenligningens skyld havde vi sidste efterår efter en halv snes kampe blot 13 points. Og sluttede i øvrigt efteråret med 27 points (for 18 kampe). Vel var sidste efterår en katastrofe, men det skal ikke tage noget af glansen fra den imponerende stime denne høst. Som også er ganske overlegen sammenholdt med resten af ligaen. De nærmeste konkurrenter - Fodsportsforeningen og Klubben - har med 20 p. for 10 k. just ikke haft en ringe start heller, alligevel har de begge allerede tabt to kampe. Som alle andre hold i rækken, minimum.

Vores ubesejret-stime bliver endda endnu bedre, hvis vi tæller de foreløbig tre UEFA Cup kampe med. 10-3-0. Tager vi også slutningen af sidste sæson med, så er vi faktisk aktuelt ubesejret i 16 kampe i træk. I en halvsæson uden store forventninger til udvikling i spillet, Hans Backes sandsynligvis sidste og med et halvt hold udskiftet, havde man stillet sig tilfreds med blot at skrabe points nok sammen til ikke at være sat inden vinterpausen. Nu fører vi i stedet rækken som ubesejrede med 26 af 30 mulige points! Det er jo bare forrygende.
 

Heldigvis endte den stime heller ikke i går i Brøndbyerne. Efter en kamp hvor Hasse Backe var fint fornöjd med uafgjort og bevarelse af forspringet, og hans kollega Michael Laudrup - der nærmest virkede skræmt før kampen - også var vældigt tilfreds med i hvert fald ikke at tabe. Også selvom det var Vestegnsholdets første pointtab på hjemmebane i denne sæson. Kampen skal nok blive analyseret af vores videogranskende og notetagende Tirsdagstrænere, så ingen grund til at gå i detaljer her. Blot en hyldest til den bedste "nyklassiker" i lang tid, en kamp der ikke bare var langt bedre, men også både mere hektisk og spille- samt resultatmæssigt jævnbyrdig end sidste sæsons tre ligamøder. Toptempo, superintensitet og i perioder brillant kombinationsspil. Tilmed med en top dommerpræstation af Nicolai Vollquartz, der bidrog til at holde spillet kørende og kampen levende. Og et ganske rimeligt resultat efter en halvleg til hvert hold, selvom jeg, som kampen skred frem, og Københan fik bedre kontrol, mens Brøndbyernes kræfter syntes at ebbe ud, faktisk følte mig overbevist om, at vi endda ville køre sejren hjem.

Opløftende at vi især i den sidste halve time ikke bare fik overtaget - da effekten af Backes midtbanerokade satte ind - men også viste glimrende spilvendinger, angrebsorientering og giftig kontrafase. Lidt morsomt for øvrigt at høre Morten Skoubo beskylde København for at spille "primitivt og med lange bolde", da Brøndbyernes succeskriterium i går, hvor deres ellers så berømmede fløjspil var ikke-eksisterende, netop var lange, direkte bolde i fødderne på Elmander eller op i låget på Skoubo.

Det blev så måske sæsonens svageste præstation af Christiansen, Gravgaard og Jacobsen. Men det kunne så vejes op af en fortsat forbedret Bo Svensson og André langsomt-på-vej-i-form Bergdølmos måske forsvarsmæssigt bedste kamp i den hvide trøje hidtil. Og længere fremme af kraftcenter Linderoth, en Røll der også ganske langsomt bliver bedre, en hårdtarbejdende Silberbauer, en uovertruffen Allbäck, en bomstærk Álvaro og så ... sidst men ikke mindst: Elrio.

Vi har talt varmt om knøsen hernede, ikke mindst kollega Saxo, hvorfor det er så meget desto mere glædeligt, at han bare synes at blive bedre og bedre for hver kamp. Hans spidskompetencer og hans perlemål kender vi til hudløshed. Hvad der dog også slår mig, er, at han i takt med en åbenlyst stigende selvtillid - 90 minutter hver gang har dén virkning - også er blevet om ikke ligefrem fysisk stærkere, så mere robust. Det undrede mig meget i fjor, at han aldrig rigtigt fik en chance på holdet under henvisning til blandt andet hans klejnhed, mens han kunne gøre sig på Sydafrikas A-landshold.

Og det har undret - og skuffet - mig i starten af denne sæson, at han stadig var så fysisk svag, at det var som senior vs. lilleput, når modstanderne uden problemer kunne træde ind foran Elrio og tage bolden, når han havde driblet sig ind i endnu en blindgyde. Specielt undrede Elrios problemer med at sætte sig igennem i ligaen mig, da jeg så ham for 14 dage siden for Sydafrika mod Tyskland. Ja ja helligbrøde, jeg ved det, men den samtidige DK-landskamp blev hurtigt hamrende uinteressant mod pivringe og aldeles chanceløse georgiere, så jeg ville hellere se Elrio og selvfølgelig Zuma(!) for Bafana Bafana.

Nå, men altså i den kamp mod hærdebrede og brølstærke tyskere var det slående, at Elrio ikke faldt igennem, fysisk. Ikke at han spillede nogen prangende kamp, men han kunne sagtens stå for mosten i 90 minutter mod stærkere modstandere i et langt højere tempo, end han måtte være vant til i SAS-ligaen. Heldigvis syntes han at tage det momentum med til Hamburg, hvor han bestemt også stod distancen, udover verdensklassescoringen. Lige omkring scoringer har flere medier jo allerede opdaget det pudsige i, at alle Elrios - 4 - mål er scoret som pointreddende udligninger til 1-1 i kampe, der endte 1-1. Men det er også interessant at notere, at Elrios klassekasse i går var det første sæsonmål i ligaen fra vores ellers så udskældte midtbane. De øvrige 16 mål er scoret af forsvaret (5) og angrebet (11). De 5 mål, vi har scoret i UEFA Cup'en, tæller i øvrigt også blot én midtbanescoring. Signeret Elrio van Heerden naturligvis. Knægten bliver (er) den nye store billetsælger efter Zuma. Ganske enkelt.

Tilskuertallet i Parken og i superligaen generelt har ellers været faldende her i starten i sæsonen, og uden at skulle gå ind i diskussionen, om hvornår det passer flest mulige tilhængere/tilskuere bedst at gå til bold - personligt er jeg egentlig ligeglad, jeg forsøger alligevel at indrette min kalender efter FCKs kampe, ikke omvendt - så er det tilsyneladende evident, at søndag kl. 19 koster tilskuere. FCM-kampen i søndags havde det tredielaveste tilskuertal til en hjemmekamp siden sommeren 2004 (22 kampe). Det er nok ikke helt skævt, når bestyrelsesformanden taler om, at man havde haft ca. 50% flere til Midtjyllands-kampen i søndags på et "bedre" kamptidspunkt. Et stykke på den rigtige side af en snes tusinde var vel, hvad man under normale omstændigheder kunne have forventet med øjeblikkets ubesejrede nr. 1 hjemme i Parken tre dage efter et godt euro-resultat i Hamburg. Faktisk uanset modstander. Et kig på tilskuertallene de senere sæsoner i Parken verificerer hurtigt den påstand.

Det er så prisen for aftalen med TV3/Viasat, som synes svært godt tilfredse med seertallene søndag kl. 19, så der skal nok vanke flere sene søndagskampe til foråret udover de to omgange med tre weekend-TV-kampe, der resterer i denne halvsæson. I virkeligheden er det samme problematik, som der har været omkring lørdagskampene. Lørdag kl. 17 har vist sig ikke just at lokke horder af tilskuere - og sponsorer og deres gæster - på stadion. Et kig på Brøndbyernes - de regerende mestres - tilskuersnit på hjemmebane i dette efterår taler sit tydelige sprog. Lige godt 12.000 til de fire lørdagskampe, endda i den gode og lyse sommertid. Markant lavere end sidste sæsons gennemsnit på omkring 18.000.

Premier League døjer også med lave tilskuertal, og TV-eksponeringen og dennes indflydelse på placeringen af kampene er noget af det, som PL-bosserne nu vil undersøge nærmere. Debatten går dog også på, om billetprisskruen endelig har fået det nøk for meget - jf. "Paying the price" - samt om spillet i PL slet og ret har været for kedeligt i denne sæson, for lidt underholdende. Det er et faktum, at kun Londonklubberne Chelsea og West Ham efter de første seks runder har præsteret et scoringssnit på to mål pr. kamp. Noget usædvanligt for Premier League, end ikke ellers maskingeværild-scorende Arsenal har kunnet præstere to mål i snit. Det forkætrede 4-5-1 system får skylden. Og så er der også lige dem, der - lidt søgt, ikke mindst så tidligt i turneringen - mener, at den manglende spænding (læs: Chelsea er allerede mestre!) holder tilskuerne væk.

Men alt det er der allerede mange meninger og ophedet debat om: Alan Hansen, Wayne Rooney, Frank Lampard, Arsene Wenger, Don Howe, Sam Allardyce og Jason Roberts (en fornuftig ung mand) har f.eks. disse input. Lad den hvile her ved alle disse meninger i aften, for det er en diskussion, vi snildt kunne bruge en helt vagt på.

Kedeligt eller ej og uanset fan- og tilskuerflugt, så er jeg da på den personlige note lykkelig for, at Premier League-hjulene ruller igen. Igen, engelsk fodbold er en del af min opvækst. Og ikke nok med det, alle de store og interessante udenlandske ligaer er jo efterhånden kommet så godt i gang, at man dels kan bruge tabellerne til noget, og dels skal hekse med tiden for at få indtaget mest muligt af det spændende fodbold fra hele Europa, der sprøjter ud af TV'et. Champions League er også kommet ud af starthullerne. Ren åndenød.

Det umiddelbart iøjnefaldende omkring sæsonstarten i flere lande, er hvor godt flere af de regerende mesterhold er kommet fra start rundt omkring. Ikke mindst med tanke på det traditionelt "svære titelforsvar". Men både Juventus (4 kampe), Chelsea (6 kampe) og Bayern München (6 kampe) har lagt fra land med maksimumpoints indtil nu, klart indikerende at mesterskabet ikke var en tilfældighed. Lige præcis de tre mandskaber har så yderligere forstærket deres i forvejen frygtindgydende trupper. Som Barcelona i øvrigt, katalanerne er dog kommet noget mere behersket ud af starthullerne. Om end i relativ ubemærkethed, for det store samtaleemne i Spanien er igen-igen Real Madrid, hvor alt fortsat sejler.

Selv sejren her i aften over Bilbao, som jeg har fulgt med i på TV hernede, kan ikke give tro på en mere stabil umiddelbar fremtid for Real. Heller ikke selv om man sneg sig foran Barcelona i tabellen. Så længe man mener at kunne bruge den kronisk invalide Jonathan Woodgate, der kronede en mareridtsdebut med et rødt kort, ser det skidt ud. Hele Danmarks Thomas Gravesen var kun med i den første halvleg, som Real Madrid tabte og som må have mindet om de to seneste Real blamager, som jeg heldigvis er blevet forskånet for på grund af de samtidige kampafviklingstidspunkter med FCK-FCM hhv. Chelsea-Anderlecht. Espanyol-kampen i søndags kunne min sidemand på Nedre C, kollega -smølle, takket være telefonopdatering hjemmefra opdatere mig om incl. et par udvisninger, men underligt nok excl. kampens eneste mål til Espanyol (han - og jeg - opdagede det så dagen efter). Og ydmygelsen i Lyon kunne selv samme -smølle - den mand bryder sig altså ikke om Madrid - underholde mig med pr. sms, mens jeg troligt fulgte med i CL-kampen på Stamford Bridge i stedet.

Omkring Lyon - der som firefoldige mestre i øvrigt også er kommet ganske fornuftigt fra start (5-3-0 efter 1-1 mod Lens i aften) - er det påfaldende, at de ikke synes berørt af afskeden med sommerens hotteste navn, og sidste sæsons "Årets Spiller" i den franske Ligue 1, ghaneseren Mickaël Essien.

Mmm, Essien. Det seneste vindues helt store transferføljeton. Det var sporadisk, hvad jeg havde set til ham i Lyon-tiden, men i den blå trøje har jeg nu fulgt ham i knap 5½ optrædener og forstår efterhånden fuldt ud, hvorfor Mourinho/Kenyon/Abramovich ville ha' ham, og hvorfor solkejser Aulas så nødigt - og kun så dyrt som muligt - ville slippe ham. For det er sæsonens åbenbaring i den engelske liga. Et fysisk pragteksemplar af en konstant løbende og tacklende boks-til-boks midtbanespiller med en eminent teknik, fantastisk timing i chanceskabende, knivskarpe afleveringer og et imponerende overblik. Og med tanke på, at han endnu ikke er fyldt 23 år med en imponerende evne til altid at vælge den rigtige løsning. En berøring/to berøringer, passe kort/passe langt, dæmpe/øge tempoet. Han var vel primært hentet for i første omgang at udvikle sig og som substitut for Makalele og Lampard (og han har allerede vikarieret for Makalele, så godt som mesteren selv), men er straks gledet ind som fast mand og skræmmende forstærkning på en af Europas i forvejen stærkeste midtbaner.

Nå, jeg blev lige grebet ... skål - det var Lyon, jeg kom fra. Imponerende, at de synes lige så stærke, selv efter at mistet en kapacitet som Essien. Helt klart et hold, det skal blive spændende at følge i Champions League.

På trods af at de udenlandske turneringer for alvor er ved at komme op i gear, er det dog noget andet, der optager min fodboldsjæl. Og sikkert også din og de øvrige usual suspects hernede. Selv 2. CL-runde på tirsdag/onsdag blegner. Jeg taler selvfølgelig om vores returkamp mod Hamburger SV i en udsolgt Parken. Næste torsdag. Det dirrer bare at tænke på det. Efterårets højdepunkt, med mindre vi skulle være så heldige/dygtige at komme videre og få 1-2 kanonkampe mere. Og det er vel 50/50. Ganske vist var vi spillemæssigt på hælene i store dele  af kampen i AOL Arena, men så mange åbne chancer kom HSV just ikke til. Med tyske holds generelle styrkesvingninger mellem hjemme- og udekampe in mente, tror jeg bestemt ikke, de kommer til flere chancer i København. Heller ikke selv om de i forhold til kampen nede i Hamburg bliver styrket i alle tre kæder med Boulahrouz, Raphael Wicky (måske) og den strålende Barbarez tilbage. Til gengæld skulle vi slippe for sputnikken, Mahdavikia.

HSV viste ifølge bulletinerne i øvrigt stor styrke i går, hvor de besejrede VfB Stuttgart med 2-1, i Mercedesbyen endda. En interessant test har hanseaterne så på lørdag, hjemme mod Bayern München. En kamp man vel burde kunne have fulgt på Kanal 5, men TV-stationen har med vanlig sans for eksponering af danske spillere valgt at vise den temmelig intetsigende Schalke 04-Hannover 96 i stedet for topkampen mellem Bundesligaens nummer 1-2. Godt tænkt, Kanal 5!

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad, jeg havde under alle omstændigheder fravalgt Bundesligakampen ligesom suptop-opgøret i den hjemlige liga mellem OB og Brøndbyerne. For fanden mand. Chelsea spiller jo samtidig! Og stadig, som sagt, tankerne er allerede i Parken på næste torsdag.

Og det er de nok også søndag. Mod Esbjerg. Vi må håbe, at spillerne tager kampen mod sæsonens hidtil største flop noget mere alvorligt, end jeg gør. Det er såmænd ikke fordi, jeg regner EfB for en walkover - tabellen og formen kunne ellers berettige det - men lige efter den store kamp mod Brøndbyerne, og lige inden den endnu større kamp mod HSV, ja der påkalder et Esbjerg-hold i krise ikke den store opmærksomhed. Det skal bare overstås. Og mens en karantæneramt Álvaro kan slappe af og koncentrere sig om at lade den brølstærke krop op til HSV-kampen, så får Hasse Backe nok travlt med at få de øvrige spillere til at glemme dén kamp i 90 minutter og koncentrere sig om de tre turneringspoints, der trods alt spilles om søndag.

Vi ses måske dér. Og på torsdag.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

The Rolling Stones: A Bigger Bang
[Ugens Nye]  16 dage har den været på gaden nu. Rullestenenes nye. Og mens folk skændes om, det er Stones' bedste skive siden Voodoo Lounge eller Tattoo You eller Some Girls eller måske helt tilbage til Exile on Main Street, vil jeg bare sige, at det er ligegyldigt. For det er kort og godt et bragende godt album. Jagger, Richards, Watts og Wood (og Jones) i formidabel form, som de også er på den nye verdensturné, der netop er skudt i gang i staterne og forhåbentlig bringer dem forbi Parken engang næste år. Fra åbningsnummeret 'Rough Justice' (en ny Stones-klassiker) er du bare fanget i rockveteranernes højpotente univers. Og der bliver du sådan set pladen ud. Blandt gedigne uptempo rock-drøn - der lige vel kunne være kommet ud af Stones' såkaldte storhedstid i 60'erne/70'erne - som førnævnte 'Rough Justice', 'It Won't Take Long', 'She Saw Me Coming' og 'Oh No Not You Again' over Jaggersk soul/funkede 'Rain Fall Down', poppede 'Biggest Mistake' og balladerne 'Laugh, I Nearly Died' samt den blændende 'Streets of Love' (en anden ny Stones-klassiker) til tilbage-til-rødderne sump-blues'en 'Back of My Hand', der i al sin enkelhed bliver en af skivens bedste. Der er selvfølgelig også plads til et par skæve sange med Keith på vokal og 'Sweet Neo Con', endnu et musikerangreb på George Bush, der så også tekstmæssigt bliver det eneste nummer med lidt substans. Men nu har Stones aldrig handlet om budskaber, og at pladen med hele 16 numre bliver for lang - uden at der dog er deciderede fusere imellem - det tilgiver man dem også. Hey, it's only rock'n'roll! 60-70 årige dinosaurer eller ej; Rolling Stones sparker i den grad rockrøv med A Bigger Bang.

 

Simple Minds: Black & White 050505
[Ugens anden Nye]  En uge yngre end Stones' nye, og mere reel albumstørrelse med kun ni skæringer (i alt ca. 41 minutter). Som die-hard fan af Glasgow's finest i senhalvfjerdserne og firserne var det med nogen ambivalens, jeg så frem til denne skive. Dels glædede jeg mig, dels havde Simple Minds bragt så mange skuffelser på deres seneste 6 reelle studiealbums. Min indre jury voterer stadig omkring den endelige dom, men det bliver dog med afstand det bedste, Simple Minds har udsendt siden 1985. Allerede i 2002 omkring touren for det forrige album Cry, begyndte de at øve og demoindspille en halv snes sange til albumet i Jim Kerrs hjemby, Taormina på Sicilien, men faktisk kun et par af sangene overlevede frem til udgivelsen, hvor seks andre, nyligere skrevne numre blev fundet bedre. Den sidste sang, 'The Jeweller Part 2', er en "opdateret" og remastered nyindspilning af 'Jeweller To the Stars' fra det glemte og bureaukrati spærrede 1999/2000 album Our Secrets Are the Same, der endelig blev udgivet som tillæg til den forrygende 4-cd retrosamling Silver Box i 2004. 3/5 af den originale Minds besætning - forsangeren Jim Kerr, guitaristen Charlie Burchill og trommeslageren Mel Gaynor - har sammen med Eddie Duffy (bas), Andy Gillespie (keyboards) og Jez Coad (add. keys, guitarer) begået et solidt, sammenhængende, kompakt og - måske - lidt ensformigt album, tro mod Minds' 80'er pop/new wave (kan man kalde det new wave stadig i 2005?) lyd. Med højdepunkter i 'Stay Visible', singlen 'Home', 'Different World (Taormina.me)', 'Kiss The Ground' og den dragende, meditative afslutningsskæring 'Dolphins'.

Ugens sange:

Simple Minds: 'Stay Visible'
Er jeg stadig en kende ambivalent omkring albumet, så er der ingen tvivl i mit sind om dette nummer. Åbningsnummeret. En instrumental indledning med strygere og et isnende piano det første minuts tid, og så brager det løs. Så klassisk Kerr/Burchill, så klassisk ud af Sons and Fascination/Sister Feelings Call (1981), så klassisk basgang, så klassisk Simple Minds, som det kan blive. Paradoksalt nok er musikken til Kerrs tekst ikke skrevet af Charlie Burchill, men af medproducenten Jez Coad. En sang, der som arbejdstitel hed 'Immigrants', inspireret af Tahar Ben Jellouns roman "This Blinding Absence of Light" om politiske fanger. Et mageløst godt nummer af 5:17 minutters bragende vellyd.

Editors: 'Forest Fire'
For nogen tid siden præsenterede kollega -smølle Editors og deres debutalbum fra august i år, The Back Room. På den såkaldte "ltd edition" af albumet er en ekstra bonus CD Cuttings' med outtakes  og b-sider fra Editors' tre første singler. Seks små perler, der også sagtens kunne have været med på det "rigtige" album, hvis der var plads. Den bedste af disse perler er 'Forest Fire', som vi forhåbentlig får at høre, når Editors spiller på Loppen i næste måned.