|
Enten Eller - Nu Med Blog! |
||
|
Æv! 29. September 2005, klokken 11.44 Så rend mig dog i cracken! Enkelte bartendertjanser er virkeligt gedigent sure og tester ens gejst og vilje i forhold til etablissementet i udpræget grad. Nok lukker vi ned - helt ned - torsdag aften, da vores kundegrundlag alligevel er engageret andetsteds, så skulle der dukke et par højrøstede herrer op, der er blevet afvist i en solid koger ved Parkens porte, må de søge andetsteds hen. Men altså. Selv i dette delvis fiktive univers er der grænser for, hvor meget jeg orker at trække de litterære vandrør bag de nikotingule paneler og lade som om, at mine ræb manifesterer sig øjeblikkeligt og guddommeligt på disse sider uden at være i konflikt med fysiske love om lokalitet og shit. Så når du læser dette ræbs første del, så må du lige tage med, at selv amatørpressen er underlagt massernes ubønhørlige krav om aktualitet i en verden bundet sammen af tyggegummi og fiberoptik, og at diverse betragtninger om alt muligt andet end lige netop torsdagens rivegilde sikkert vil forekomme dig umådeligt ligegyldige fredag morgen, uanset om du har sejrstømmermænd eller synger den klassiske "european business as usual"-blues. Heldigvis kan jeg så læne mig op af den antropologiske og sociale nyskabelse, Bloggen. En herlig teknologisk landvinding, hvor mestendels afsindigt kedelige og almindelige mennesker fortæller om deres afsindigt kedelige og almindelige liv i real time på internettet. Det er så her den kække stamgæst råber: "Så er alt sgu da ellers som det plejer hernede!" og inkasserer en Arn Bitter som straf eller belønning for sin morsomhed. Men nu skal du så heller ikke lægge mere i det, end at jeg har valgt at dele ugens ræb i et antal dele og lade det forme interaktivt af begivenhederne torsdag eftermiddag og aften. Der dukker med andre ord en sidevogn op i løbet af fredagen, der samler op på braget. Måske bare et "Lort også!" eller et billede af mine orange sejrssko. Men sådan bliver det. Helt undtagelsesvis udkommer vi så med de første dele lidt tidligere end vanligt, så processen får et dynamisk skær (og eventuelle sejrsøl kan indtages med god samvittighed). Den samme dynamik rammer så den manglende korrekturlæsning, desværre. Den slags binære udfaldsrum - tænk plat eller krone - er nu engang fodboldens mest direkte charme. At torsdagens kamp simpelthen ikke tillader ligegyldige mellemløsninger, der tilfredsstiller både nordtyske hanseater eller nordtyske øboer, også selvom det umuliggør en blot tilnærmelsesvis fornuftig vinkel på mine skriblerier her i timerne før kampen. Enten mødes vi (øboerne) i sejrsrus torsdags nat og kyler fadøl ned, mens hverdagslivets problemer fortaber sig i øltåger og almen livsglæde. Eller også sidder vi og stirrer tomt ind i væggen med en ny byrde på skuldrene som straf for vores karmiske transgressioner.
Før lortet ramte ventilatoren. 29. September 2005, klokken 12.14 Vi elsker store mænd i små indpakninger hernede. Nu er det ikke fordi, Elrio ikke er blevet lovprist tilstrækkeligt i den senere tid, så jeg vil i stedet pege på, at hans kometagtige karriere peger på noget centralt ved fodboldens natur: Vi frygter forandring for meget. OK, den betragtning gælder så ikke lige for AGF's fanskare. Men ellers. Da Zuma forlod klubben efter veludført arbejde, var det vel en nogenlunde almindeligt delt bekymring, at det ville ramme vores offensiv særdeles hårdt. Det naturlige tekniske og boldfaste omdrejningspunkt i angrebet var væk, og det var svært at se en naturlig afløser i både truppen og blandt de mere klassiske angribere, som kom hertil i sommerpausen. Sagt helt uden at forklejne deres evner i øvrigt, men lige Zumas spidskompetencer havde de ikke med. Den altvidende sportsdirektør kan naturligvis påstå, at Elrios gennembrud var planlagt i detaljer, men det må stå som en efterrationalisering. Én ting var dels knægtens personlige potentiale, der nok virkede stort på sin måde, men alligevel usikkert i forhold til hans fysiske statur. Ordet "krumtap" husker jeg ikke nævnt i forbindelse med Elrio og sommerens almindelige transferkaos. Den personlige kvalitet holdt for det første. En anden og mindst lige så vigtig detalje er så, hvad Elrios betydning på højrekanten - her er det ikke uden betydning, at han spiller foran en Lars Jacobsen i topform, naturligvis - har for holdets offensive balance i det hele taget, når Elrio spiller, som han gør nu: Udfordrende, men med blik for sine medspillere. Som Backes fodboldfilosofi tager sig ud, så er Elrios placering på højrekanten reelt kun af betydning i spillets defensive faser. Det lader sig simpelt eksemplificere ved at pege på de mål, han enten selv har scoret eller været involveret i fra den første Hamborg-kamp og frem. Ingen af disse falder som typiske "wingmål", hvor en fløj kommer løbende til bagerste stolpe fra sin plads ude i siden eller som en funktion af indlæg fra hans egen fod. Så betyder det naturligvis en del, at Elrio, i modsætning til Zumas typiske situation med bolden på foden, dels er særdeles meget skarpere som afslutter, og dels har to angribere at sigte efter og spille op omkring i stedet for en enkelt. Det stresser naturligvis et forsvar på en helt anden måde, at der er mange flere mulige udfald, der skal dækkes af for, når Elrio har fået eller skabt pladsen til sin magi. Som han spiller lige nu, er han skoleeksemplet på, hvordan en individualist kan få et helt hold til at se bedre ud, uden at han nødvendigvis behøver at lave det hele selv. Derfor haster det naturligvis med at få forlænget hans kontrakt, der udløber til sommer. Desværre er lige netop den situation den triste malurt, fodboldguderne har smidt i vores bæger. For det bliver desværre nok meget svært, er jeg bange for. I international sammenhæng er Elrio en meget, meget billig størrelse at hente transferfrit til sommer, set i forhold til det potentiale, vi har set prøver på i efteråret. Det er sket før, at en komet brænder lige så hurtigt ud, som han dukkede op, men Elrios kvaliteter er ganske enkelt så åbenlyse, at han selvfølgelig allerede ligger på "one to watch"-listen på natbordene hos denne verdens Frank Arnesener, der ved, hvordan den fede kvalitet ser ud. Nøgternt vurderet: Fortsætter han efteråret ud i samme stil, så er det slag sgu nok tabt. Selv siger Elrio, at han ikke vil forhandle kontrakt før til vinter, og allerede der peger knægten vel selvbevidst på, at ikke nødvendigvis behøver at være med os. Min anbefaling vil derfor være at nyde ham, mens I kan, og så ellers håbe på, at han ser et udviklingspotentiale i at tage et par år som konge af København. Selvom den sportslige ledelse næppe har tænkt sig at lave en "Hjalte II" og fedtspille om det, så kan det danske skattesystem simpelthen ikke konkurrere med, at Elrio givetvis kan sikre sin økonomiske fremtid ved at tegne kontrakt et andet sted i Europa, hvis han bare holder det niveau, han har ramt. Det kan jeg så græde over og så alligevel ikke. Enhver kan vel sætte sig ind i, hvad Elrio med sin baggrund har ofret - og satset - på at tage turen til København. Efter sydafrikanske forhold har han selvfølgelig fået en pæn løn de senere år, men alt andet lige må det have været lange år på Peter Bangs Vej, hvor successen næppe altid har virket så selvfølgelig, som den gør nu. Havde den gjort det, så havde man naturligvis langet ham en ny og bedre kontrakt i sommeren 2004. Det gjorde man ikke, og så stikker Elrio bare en mellemting mellem en Kahlenberg og en Christian Poulsen i egen lomme i stedet for at fylde koncernens pengetank yderligere op på sigt og fred med det.
Det føles særdeles lindt i skidesækken. 29. September 2005, klokken 14.54 Da altid noget at den søde ventetid kan afkortes med distraktioner. Godt så. 29 point på kontoen efter turneringens første tredjedel. Tid til status. Det er naturligvis særdeles kolossalt i forhold til efteråret 2004, der i alt bød på 27 point for 18 kampe og i øvrigt dejlige oplevelser som Gorice-kampen og en rundbarbering på 1-3 ved rivalernes fødder i Parken. En kamp og et nederlag, der efter min subjektive mening føltes værre end forårets solide bremsespor under vores mesterskabsdrømme på Brøndby Stadion. Skal vi gøre det? Indrømme at sortsynet var flere nuancer for brunt og smøre os ind i det billede af den altvidende sportsdirektør, som den trofaste lobby af gamle KB-stamgæster henter op af containeren, hver gang vi smider det ud? Endnu et enten/eller spørgsmål til at supplere udfaldet af aftenens kamp og Elrios kontraktsituation. Men lige dette kan besvares med et klassisk dansk øllebrøds-"både og". Lige omkring temaet "balance" som jeg berørte ovenfor, så mener jeg, at en nogenlunde stor buket roser er på sin plads, og ikke kun i forbindelse med Elrios rolle på holdet. I forskellige kampe har vi måtte undvære forskellige nøglespillere, og alligevel er toget kørt stabilt videre. Linderoth mod Viborg, Allbáck mod FCM, Álvaro og Gravgaard mod Esbjerg. Alle tre kampe, der udfordrede den ide om basis og stabilitet, der er Backes varemærke, og alligevel beholdt vi bukserne på, og i to af de nævnte kampe gjorde modstanderne ikke. Der er simpelthen tilstrækkelig med kvalitet i truppen til, at vi kan tåle skader i alle tre kæder og alligevel spille mindst lige op med de fleste i den hjemlige liga. At det lige er blevet til 29 point er naturligvis lidt tilfældigt, men det lader faktisk til, at bundniveauet er røget et niveau eller to op, og at de mange nye ansigter har en del at sige i den forbindelse. Ikke kun på banen, men også udenfor, hvor hierarkiet virker bedre på plads end tidligere. Men vi bliver aldrig helt tilfredse hernede. Et interessant tankespind, man kan kaste sig ud i, er f.eks. at overveje den hypotetiske situation, hvor vi rent faktisk havde haft held med at lande en helstøbt midtbanespiller, der gav plads til, at Silberbauer kunne operere på højrekanten, hvor han havde så stor succes, indtil Sebastian Svärds mavesure udstråling plus det løse ramte hans kæbe. Hvad angår Elrio har det nok ikke det store at sige, om han spiller i venstre eller højre side, selvom Lars Jacobsen virker som en mere interessant makker på flanken, end Bergdølmo gør, selv når han ikke vender demonstrativt om ved midterlinjen. For som det ser ud nu, så ofrer Backe en stor del af Silberbauers offensive kompetencer på taktikkens alter. Silber udfylder sliderrollen til karakteren "bestået", men det er en nødløsning. For lige så glad jeg er for højresidens offensive dynamik, lige så bekymrende er manglen på samme i venstresiden og den ugentlige lodtrækning om, hvem der skal spille den plads. Jeg er ikke sikker på, hvad Backes pludselige fascination af Carsten Fredgaard hænger sammen med. Han spillede faktisk en god kamp i Hamborg så længe kræfterne rakte, men umiddelbart ser jeg et større potentiale i at fastholde troen på, at Thomas Røll er "tilbage" - i hvert fald indtil Razak Pimpong støder til truppen. Røll fylder mere defensivt, er langt bedre i pasningsspiller og omgangen med bolden og ikke mindst god med låget. Nok er han ikke hurtig og med Bergdølmos erkendelse af, at han skal holde sig på egen banehalvdel, så kniber det selvfølgelig med at true i dybden i den side, hvad Fredgaard selvfølgelig kan alene på sin speed og med sit venstreben. Så naturligvis er valget reelt, jeg tror bare, at Røll i længden er den rigtige mand til pladsen, alene fordi han er en bedre fodboldspiller.
Tyskerne angriber Bopa Plads, og hvad fanden er det med Bo?! 29. September 2005, klokken 18.00 Ak, Allbäck er dømt definitivt ude til i aften, mens himlen symbolsk åbner sine sluser over vores hoveder og de slidte cowboyveste flygter ind på pladsens caféer. Bo Svensson ude med en bagvendt Wieghorst, siger TV2-sporten! Det værste skadeshelvede i 50 år og hvad med Gravgaard?! Øjeblikket presser sig på. Som en mandagstræner bemærkede efter den første Hamborg-kamp: "This is what it's all about". På nydansk og med Kurt Thyboesk patos. Men det er helt rigtigt set, og det skyldes ikke kun kampens størrelse alene, men også at fascinationen af modstanden herhjemme og selvfølgelig især rivaliseringen i forhold til Brøndby ikke er helt, hvad den har været. Det hænger måske lidt sammen med, at klubbernes belønning for at flæske hinanden indbyrdes dybest set bare har været retten til en tur i blenderen mod et europæisk storhold und nix weiter, indtil næste gang vi slås med hinanden om den ret. Lige den energi er måske ved at være lidt udvandet. Det er overhovedet ikke sådan, at de indbyrdes opgør ikke er intense og ikke giver anledning til nerver eller muntre indbyrdes drillerier, men de er blot ved at udvikle sig til en gentagelse af den samme kamp om håneretten mindst 5 gange om året. Siden resten af Superligaen kan tegnes i varierende nuancer af gråt, så er sådan en europæisk storkamp altså et krydderi, der får dagligdagens fodboldretter til at tage sig ualmindeligt kedelige ud. Jeg har hørt enkelte fans spekulere i det positive i en eventuel exit mod HSV. Alene vurderet på, at Brøndby efter alle solmærker at dømme valser sig ubekymret ind i UEFA-cuppens gruppespil. Pointen er naturligvis, at Brøndby så logisk skal investere en del kræfter der, og at vi kan profittere på den mekanik i den forudsigelige kappestrid om mesterskabet. Aftenens kamp er da i den grad en freebie, men det er en afslappet holdning, man kan tillade sig med udgangspunkt i tyskernes forventede styrke, ikke skrækken for at deltagelse i gruppespillet skal koste os for meget i ligaen. Hvis jeg endelig skal pege på en ventil for den bekymring, så må det da være, at Royal League givetvis vil blive parkeret i frigear, hvis miraklet skulle ske. Helt banalt skal vi alligevel overraske før eller siden, hvis f.eks. en seedning til blot UEFA-cuppens første runde (denne), skal komme på tale. Så væk med forandringsangsten! Men uanset resultat af torsdagens kamp - som du kender - så fornemmede du sikkert elektriciteten i Parken. Jeg ved, at det ikke kun er regnen, der risler mig kold ned ad ryggen, når jeg drejer ind på P.H. Lings Allé ved ottetiden i aften. Det er virkelig, hvad det handler om, og det måtte det meget gerne gøre mere end én gang hver andet år.
Grus egner sig virkelig ikke som glidecreme. 30. September 2005, klokken 01.00
Hamborg spillede særdeles nonchalant i første halvleg, og skabte kun et markant pres i en periode på cirka 20 minutter efter pausen. Det var så cirka her, den særdeles bizarre dommer Matt Messias valgte at træde i karakter, og begyndte at uddele mærkværdige kort til højre og venstre efter at have holdt sine fornemmelser for engelsk showmanship nogenlunde nede i en times tid. Den sære stodder var der så nogen, der helt profetisk havde spottet, allerede før kampen overhovedet blev fløjtet i gang. Efter at have lagt opvarmningen bag sig, dømte guds uægte søn et gavmildt straffespark til Hamborg for hånd på bolden af den slags som garvede fodboldkommentatorer omvendt kalder for "bold på hånd". Et straffespark, Jesper Christiansen reddede flot, men stadig et chok, der pegede frem mod en hektisk - vanvittig - afslutning. For naturligvis skal vi have skrækscenario #2 i sving. Den, der handler om lige ved og næsten og om at bliver skampulet i røven lige på grænsen til det forjættede land. Selvfølgelig først efter at Hamborg, reduceret til 10 mand, var begyndt at losse planløse lange bolde frem, uden at der egentlig kom det store ud af den panik. Ingen liggende helflugtere eller den slags. Næh nej. Det værst tænkelige. På velsagtens det næstsidste af de lange los og 2 minutter inde i overtiden trådte den profane Messias igen i karakter. En helt ufarlig situation, hvor bolden springer lidt tilfældigt op på Silberbauers hofte, blev helt ugudeligt konverteret til et nyt straffe, og så sidder vi der igen med blødende røvhuller og våde øjne. Som glasur på hele den gigantiske lortebunke af en lagkage røg Møller og Silberbauer ud, og kampen blev fløjtet af, uden at bolden havde rullet mere end et par omgange efter scoringen. Du kan sælge vælge din kliché. Typisk dansk. Tyveri. Amatøragtigt. Alt i alt er Hamborg det bedre fodboldhold, så på den konto er der ikke det store at klage over. Det problematiske perspektiv på sigt er naturligvis, at vi igen sidder solidt fast i den europæiske fodboldsump uden udsigt til frelse af nogen art. Der uddeles ikke point for det bitre "eller", det blev til, også selvom indsatsen var helt og aldeles godkendt. Selvfølgelig kan vi navlepille lidt i den manglende evne til at holde på bolden og bruge den til noget fornuftigt, men når man er nede på den slags marginaler, er det jo til at lukke op og skide i. Hvad Matt angår, så hjælper jeg ham virkelig gerne med at bære korset op ad Via Dolorosa. Så mangler vi bare en lægtehammer og nogle lange søm. Bopa
Og på jukeboxen spiller: Ugens sang:
Roxy Music: Oh yeah (on the radio)
Ugens CD:
Gorillaz: Demon Days
| ||
Sejrsøl, min røv. Før kampen havde jeg fantaseret om to ultimative skrækscenarioer. Det ene drejede sig om at blive udspillet og ydmyget på eget græs af et meget bedre hold. Usandsynligt, bevares, men alligevel lå den i baghovedet efter sidste års katastrofe i CL-kvalifikationen. Det skete så ikke. Langtfra. Med udgangspunkt i en afsindigt velorganiseret defensiv lykkedes det kampen igennem at holde tyskerne på cirka halvanden chance. Faktisk det samme antal, som vi alligevel selv kom frem til, på trods af fraværet af enhver form for organiseret angrebsfodbold.
Det var det her med musik, der harmonerer med transseksuelle drømme! I mit forrige ræb måtte jeg alene for at leve op til den månedlige pladerutine nødtvunget indrømme en infernalsk drøm om oralsex med en unatirligt overhængt shemale, og jeg har naturligvis forfulgt en mulig forklaring på mareridtet lige siden. Ugens sang har så ikke en daddel med det afbilledede cover til "Country Life" at gøre - Oh Yeah (on the radio) stammer fra "Flesh+Blood" og er bare et vidunderligt tidløst og smukt klagende hit - men coveret spillede faktisk en temmelig stor rolle i mine tidlige onanifantasier, når man ser bort fra min storebrors lager af sammenklistrede Rapportblade og min mors "Kvinde, Kend Din krop", der udover en misogyn tekst naturligvis bød på nogle ganske anvendelige billeder af den slags fyfy, der var/er udtryk for en afblakket, maskulin pornoanskuelse. Men altså, Country Life blev ikke kun spillet ved 33 omdrejninger i det bopaske ungdomshjem. Havde nogen så bare fortalt mig om verdens ondskab og falskhed og helt konkret at én af de to kvinder er en mand, så hang jeg ikke i denne androgyne suppedas!