Tænk, man skulle opleve nærmest at blive truet med polititilhold fra egen bardisk! Verden vil overraskes. Og værten. Det var nu ikke helt så bogstaveligt. Men dog kunne Mr. X - en af stamkunderne, der lige passede baren en tre timer, mens jeg og fru bartenderen var et smut på den anden side af havnevandet i Operaen (Turandot), berette, at et par betjente havde været forbi og udvist ubehageligt, truende adfærd og mumlet noget om, at "han" skulle passe på ikke at risikere at blive sigtet efter  Straffelovens §244. "Han",  det var mig. Og det hele blev ikke skide meget bedre af, at Mr. X ikke var meget for at opgive sit fulde navn til de uniformerede - vi yder jo naturligvis vores stamgæster fuld diskretion - og geråde ud i masse bøvl på den konto. Blot fordi han var så elskværdig at se efter biksen, mens jeg var et smut i Hr. Møllers prægtige  - om end rustende - hus for at lytte til nogle af Puccinis ypperste toner.

Hele miseren startede i eftermiddag, da endnu en af disse prædikanter, drevet af den nypuritanske orkan, der blæser ind over os fra vest, kom forbi for at forkynde et eller andet evigt lyksaliggørende. Det var ikke engang vores gamle ven Johnny Jehova, ham har vi da styr på. Jeg skal ikke kunne sige, om det var pinseevangelisme eller islam, han ville delagtiggøre os i. Og det rager mig ærligt talt mindre end lidt. Bevares, folk kan for min skyld tro, hvad de vil. Født og opvokset i et såkaldt kristent land har jeg efter egen ateistiske overbevisning et ganske økumenisk forhold til alle trosretninger. Ja, også udenfor kristendommen. Jeg er vel nærmest udvidet økumenisk overfor alle religioner.

Blot jeg ikke skal tvinges til at følge en eller anden trosretning eller bare høre på/om den, hvis det ikke passer mig. Jeg skal hverken vendes eller omvendes. Tilsvarende gælder mine gæster hernede. Der er både ateister, hinduer, scientologer, buddhister og alskens andre overbevisninger imellem, men de dyrker deres tilbedelse på dertil passende steder og tidspunkter, mens de kommer herned med helt andre motivationer. Og så skal de sgu have fred for vor tids korsfarende moralister og inkvisitorer. Det plejer de fleste budskabssælgere da også at forstå, men lige ham i eftermiddag var mere obsternasig. Endda bevarede jeg min altid udsøgte høflighed, også efter jeg tredie gang venligt og professionelt havde bedt ham købe eller forsvinde. Men så sagde han ordet, der fik mig til at kaste noget efter ham. Ja, det er muligt det var et glas og ikke bare karkluden. Ænsede det ikke i farten, og jeg ramte da ikke fatalt, thi han sprintede bort i et tempo, så man ikke kunne se hans røv for bar skosåler.

Ordet var ... Messias.

Organisationen bag budbringeren har åbenbart et solidt kobbel advokater i slipstrømmen, der sendte betjentene forbi for at optage rapport og overbringe alskens trusler om sagsanlæg og BULENs snarlige undergang. Heldigvis var repræsentanterne fra ordensmagten venner af Huset, så de fik undskyldt til Mr. X, og vi klarede paragrafferne med et grin og et par krus Heineken. Ja, Heineken, det er jo Champions League uge.

Jeg kan godt se, du sidder der og tænker, om vi for fanden da snart ikke er kommet over ham Messias hernede. Nu har skiftende bartendere i tre uger i træk kastet udsøgt galde efter Matt Messias, og så fortsætter diskenspringeren i aften også. Jeg kan kun sige, at visse sår læges langsommere end andre, og det bliver ikke bedre af, at vi konstant bliver mindet om Matt Messias. Senest udviklingen hos UEFA i dag iflg fck.dk her. Ligesom den aktuelle retssag i den store Wett- und Manipulationsskandal i tysk fodbold, som startede i tirsdags, og mandagens omgående suspension af Edilson Pereira de Carvalho fra den bedste brasilianske fodboldliga ovenpå denne sag, handler om korrupte, men formentlig også svage, karakterløse og rygradsamputerede dommere. Og så tænker man jo uvilkårligt igen på en mand som Matt Messias.

Mht. Messias er det for resten værd at give en lille tanke, at hele balladen måske kunne være undgået, hvis Københavns - eller Hamburg SVs - ledelse havde rejst tvivl om dommerpåsætningen inden kampen, så snart navnet var kendt!

Det der pisser mig ubeskriveligt af, er at det kan lade sig gøre, at en dommer, som er degraderet i sit nationale forbund kan sættes til at dømme en international kamp adskillige niveauer over hans daglige dommergerning, og især at UEFA heller ikke efterfølgende vil beklage og kun åbenbart meget langmodigt vil tage skridt til at undersøge tilfældet nærmere. Det irriterer mit blodtryk lige så meget som en dommer, der efterfølgende ikke vil erkende, at han har begået en fejl. Som f.eks. Martin Wulff, der i samråd med sin liniedommer gav OB et straffespark i Parken - 3 dage efter Messias messen - som ikke var der. Hvilket var tydeligt at se ved et kig på Jesper Christiansens afsæt - uden for feltet - inden har stødte sammen med Søren Berg. Man skal være mere end stæreblind for ikke at kunne se det, og siden Martin Wulff trods alt ikke har førerhund med på banen, så må vi antage, at han kan se. Hvorfor det er sygt at høre ham kommentere TV-billederne med, at de viser, at han havde ret!

De manglende evner til at indse og erkende fejl hos opmændene og bagmændene bag opmændene har jeg altså problemer med. Selve fejlkendelserne er til at leve med. Hey, shit happens! Og det er fodbold. Et flydende spil i konstant bevægelse. Ikke som f.eks. NFL med stop hvert 10. sekund og dommerplenum med papudskæring af kendelserne for åben mikrofon. Det er er del af gamet. Sommetider rammer det dig og dit hold, sommetider de andre. Charmen og afskyen. Wulff er ikke den første, de har dømt et straffe, der reelt blev begået udenfor feltet. Vi har endda selv fået straffe på den konto. Og han kunne også sagtens have vist Jesper C. ud, så alt i alt er det bare forgive and forget.

Messias-straffet bad vi også selv om. Begge to faktisk. Det er altså forbundet med stor risiko at parkere 6-8 mand permanent i feltet og bare vente på, at bolden bliver øset ind. Ligesom Backes mantra med 9½ mand hjemme i eget felt ved hjørnespark til modstanderen i øvrigt. Udøver kropskontakten i feltet - i sig selv en potentiel straffesparksudløser - aner ingen, hvor bolden ender, når den har rikochetteret rundt mellem med- og modspilleres fødder, ben, arme(!) og øvrige kropsdele som en ukontrollerbar kugle i et pinball spil. Alt kan ske. Som jeg husker det, så appellerede HSV da også for omkring en halv snes straffespark, udover de to de fik. Og så viste TV-billederne endda, at de reelt blev snydt for to straffe. Derfor var det endelige udkomme måske slet ikke så ulogisk.

Heller ikke selvom man kan mene, at et straffe, der kan afgøre en europæisk viderekvalifikation to minutter inde i overtiden fandeme skal være et "stort" straffe. Gradbøjet snakker vi en markspiller, der redder med hånden oppe under overliggeren. Men igen, det sker for andre end København, så sent som i lørdags f.eks. på Søren Lar... eh Veltins Arena i Gelsenkirchen, hvor dommer Michael Weiner i tillægstiden var fuldt på højde med Matt Messias. Først et helt ubeskriveligt tyndt straffe til Hele Danmarks Søren Larsen i 93. minut. Et straffe der stjal to points fra Bayern München, som så ydermere sekunder senere måtte se Demichelis få rent rødt for et lille, harmløst frispark (94.). Ligesom Silberbauer mod HSV.

Så tilfældet Messias - kendelserne, ikke dommerpåsætningen - er altså ingenlunde enestående. Og har i øvrigt da også kun foreløbig fået sig et enkelt lille pip i denne Sidelinien tråd om bizarre dommerkendelser i Københavns historie. Både til vores fordel og mod os. Min egen "favorit" er endda ikke med på listen. 22. maj i år på Randers Stadion. Álvaro med bold får omtrent sparket den øvre torso af Jackie Chan-style af en Randers spiller lige foran dommeren, der ikke finder overfaldet kort-berettiget, men i næste minut stanger Álvaro gult/rødt for "grov tilsidesættelse af hensynet til en boldførende modspiller" efter et klodset, men ganske harmløst og hændeligt sammenstød med den let svæveflyvende Svenne Poulsen. Her savnedes udover øjne i hovedet i den grad i det mindste konsekvens hos dommeren.

Som i øvrigt var Michael Svendsen. Samme Svendsen der senest blamerede sig stort i kampen Viborg-AaB d. 25. september. Noget som dog ikke indbragte ham mere end en reprimande for "utilfredsstillende skrivebordsarbejde". Selvom det i visse medier er udlagt som en skideballe (uha!) fra DBU, kan man blot sige boo-f*cking-hoo! Kamppauser eller deciderede degraderinger, det bruger man sandelig ikke i dansk foreningsfodbold.

Som sagt. Dommerskøn incl. fejlskøn er nu engang en del af fodboldens nerve, også selvom det undertiden får konsekvenser både på kortere og længere sigt. Men fodboldlivet går videre alligevel. Som det gjorde for Tottenhams spillere, træner og tilhængere efter den berømte Carroll-fumble på Pedro Mendes' hug i januar i år på Old Trafford, som alle andre end dommer Mark Clattenburg og hans linieassistent Rob Lewis så over stregen. Bookmakerne honorerede rent faktisk bets på "målet"! Nu fik de minus-to points til Tottenham (og det plus-ene til Manchester United) ingen betydning i tabellen, og det har nok gjort årets opmands-bommert nemmere at tilgive for de implicerede.

Længere tid tager det for de involverede at glemme visse berømte koks-kendelser, eller mangel på samme, i Champions League. En ting er f.eks. det berømte "ikke-mål" på Anfield, der afgjorde finalepladsen til Liverpools fordel. Uanset mængder af private filmoptagelser, 3D-animationer og sågar edsvorne vidneudsagn fra Benitez' sekretær, der kunne dokumentere både at bolden ikke var og var over stregen, så var det et faktum, at liniemanden, der gav målet, umuligt kunne have set bolden over stregen pga. trafikken på samme mållinie. På den anden side slap man for den potentielle ballade om, hvorvidt Petr Cech skulle have været smidt ud eller ej sekunderne inden. Det ironiske ved det hele var så, at uden ekstreme dommeren-vende-det-blinde-øje-til situationer tidligere i turneringsforløbet, så var hverken Liverpool eller Chelsea kommet i den semifinale.

I sidste runde i gruppespillet undgik Steven Gerrard således helt ubegribeligt at blive verfet ud for en af sine vanvittige trademark flyvende to-fods-stemplinger på en Olympiakos-spiller ved stillingen 1-1. Liverpool skulle vinde med to for at komme videre fra puljen, og selv samme Gerrard - med på dommerens nåde - knaldede 3-1 målet ind foran en ekstatisk The Kop på falderebet, 4 minutter før tid. Og i ottendedelsfinalerne blev måske hele turneringens bedste kamp mellem Chelsea og Barcelona skæmmet af, at verdens engang bedste dommer, Pierluigi Collina som den formentligeneste ikke så Ricardo Carvalhos lidt for åbenlyse "screening" af Barca-målmand Valdes ved John Terrys altafgørende 4-2 mål.

Den potentielt værste - mht.mulige konsekvenser - dommerfejl hidtil i år var dog nok, da Lazios forsvarsspiller Luciano Zauri  håndboldreddede et skud fra Martin Jørgensen, der var på vej over stregen til det, der skulle have været Fiorentinas sejrsmål, to points mere og dermed redning i Serie A i næstsidste spillerunde. Den evidente fallo di mani di Zauri udløste dog ikke det soleklare straffespark. Og udvisning. Det førte til rasende toscanske protester mod dommer  Rosetti, der dog forstummede, eftersom Viola alligevel mirakuløst reddede sig på sidste spilledag, da alle resultater flaskede sig, samtidig med, at de selv besejrede Brescia.
 

Det var så næppe dommer Fiskers skyld, at København var tæt på en vaskeægte pokalskandale i håndbold- og garnisonsbyen Slagelse i går. Absurd nok skulle det Slagelse-hold, som ligger trediesidst i 2. divison øst - og som KB aka. FCK2 besejrede 1-0 for en måneds tid siden - blive det første hold siden den famøse kamp i Brøndbyerne 16. maj, der scorede to mål mod os! 24 kampe - incl. Royal League og UEFA Cup - har vi spillet i mellemtiden.

Men hvad. Det var åbenbart en IF 32 Glostrup revisited, og andre suppehold end København gerådede i shoot-outs mod lavere rangerede hold i går. Et af dem tabte endda på det. Det er, hvad der sker. Vi kom videre, og det er trods alt bare den lidet ophidsende pokalturnering. Så jeg lever med blamagen, også selvom sms'er og telefonopringninger fra et oktober-koldt Slagelse Stadion herhjem til den varme Champions League stue kunne berette om en decideret flov indsats af Team Backe. Hvis det så - udover kvartfinalebilletten - bare måtte tjene som et lille wake-up call forud for de sidste 7 ligakampe inden vinterferien.

Mentalt bør floppet i Slagelse, for hvem det var årets kamp både på og udenfor (4.000+ tilskuere) banen, være visket væk. Men en onsdagsaftenkamp med 120 minutter og straffesparkskonkurrence - trods det meste if. mine first hand informationer foregik i Dronning Ingrid tempo - kan måske sidde lidt i benene allerede lørdag. Og så fik vi i bumletogskampen lige fem mand skadede, hvoraf de to måtte humpe de to timer til ende, da vi havde brugt alle udskiftninger. If. fck.dk er det stadig usikkert, hvordan lazarettet ser ud lørdag morgen. Det, der i teorien skulle have været en træningssession med levende kegler, kan altså vise sig at blive en halvdyr affære.

Bevares. Du har måske haft behov for at skylle Slagelse AWAY ned? Subtotalen? Hmm ... du står på 13 Heineken indtil videre. En mere antager jeg, for du ønsker vel ikke at stoppe lige præcis på 13? Selvom 13 ikke længere synes at være et uheldigt tal i København. For hvor både Team Johansen og Team Karlsson i hhv. 1992 og 1997 efter et dusin kampe uden nederlag rendte ind i nederlag i sæsonens trettende (mod Næstved respektive Vejle), så gik runde 13 fint for København i år. Og dermed ny klubrekord for Backe og drengene. Tilmed i Silkeborg, hvor vi har fået slemme hug i to af de tre forudgående møder, og hvor vi for omtrent præcis et år siden fik en 1-4 snitter i det miserable efterår '04. Netop efter en landskamppause.

Hans Backe mente i øvrigt, at vi denne gang havde haft gavn af at have et helt hold (9 A og 2 U) spillere væk på landsholdstjans, også på trods af at ikke alle kom hjem med succesoplevelser. Tempoet fra de internationale kampe, pegede han på. Lidt interessant med en træner, der ikke bare beklager sig over landsholdssamlingerne, og at det ikke er alle hold, der i den hjemlige liga lider under at skulle afgive spillere til diverse nationalhold, er de regerende mestre i Italien og England også ganske gode eksempler på. De har nu hver to gange i efteråret haft næsten hver to hold af sted til dobbeltlandskampe, men fører alligevel deres respektive rækker med maksimumpoints for 7 hhv. 9 kampe.

Skal blive interessant at følge, om Brøndbyerne får samme internationale gavn af 3 af deres UEFA-puljespil-kampe i resten af suppens efterårsprogram på stadigt mere umulige hjemlige baner. Eller om forstadsholdet fortsætter sine post-euro-midtugekamp fortrædeligheder i ligaen. Modsat os i dette efterår i øvrigt. Efter Hamburg-kampen - i Hamburg - var vi tre dage efter i hvert fald i et helt andet gear end FC Midtjylland i Parken. Det handler om tempo også i tanke og boldomgang.

Desværre får vi ikke flere euro-kampe at øve os på før til næste efterår. Vi må nøjes med et titelforsvar i den kongfyrstelige, skandinaviske mesterliga! Du har sikkert også bemærket de brølende reklamekampagner, Kanal 5 allerede har søsat for Royal League vol. 2. Selvom ingen rent faktisk ved en kæft om, hvem der skal spille mod hvem og hvornår. F.eks. kommer første RL-runde planlagt til 3. november til at kollidere med 2. matchdag i UEFA Cup'ens slutspil. Og det tillader UEFA ikke!

Til gengæld ved vi, at vi skal møde Brøndbyerne. På et eller andet tridspunkt. Igen. To gange. For i sin uendelige visdom gentager RL-programplanlæggerne holdsammensætningen fra i fjor med udvanding af møderne mellem de respektive landes nr. 1 og 2 til følge. Og da vi selvfølgelig trak Brøndbyerne i den hjemlige pokalkvartfinale, får sæsonen 2005/2006 minimum 6½ udgaver af nyklassikeren. Men hva', det er dog en halv mindre end sidste sæson.

De royale bosser synes heller ikke at have lært af sidste års fiaskoer omkring kampafvikling. Således har Todis nye arbejdsgivere i Start allerede søgt dispensation til at spille deres kampe i Kristiansand indendørs, på trods af de ganske klare retningslinier omkring arenaerne i turneringsreglementet. Indendørs bold igen, altså. Meld dog fra, hvis I ikke kan eller vil opfylde kravene til kampbanen, norske kegler! Og hvem ved om en kamp eller to flyttet til en kunstbane 300-400 km fra hjemmeholdets normale spilleplads kan undergå Halmstads bundrekord fra sidste udgave af Scandinavian Champs. 46 tilskuere! Seksogfyrre. Jo, det skal nok blive vældigt ophidsende igen. Det er jeg sikker på.

Tilbage til Silkeborg. Det var i øvrigt 13. gang, at vi holdt buret rent mod SIF! Og tretten kampe uden nederlag er kun en match fra superligarekorden, som i øvrigt indehaves af netop Silkeborg. Med fare for at påkalde Frk. Nemesis, så ligner Horsens (hj.) og HadersleV (ude) ikke de værste hindringer på vejen til den endelige superligarekord, hvis vi klarer de første femten runder som ubesejrede. Kan så passende lægges til den pointsrekord, vi allerede satte efter 12. runde og nu udbyggede til 33 points i 13 kampe.

For at blive ved de interne rekorder, så har vi ikke tabt siden 29. maj i superligaen, hvilket tager Backes nederlagsfri stime i suppen til hele 16 kampe. Kun to bedre trænerstimer findes. Roy Hodgson med 18 ubesejrede kampe fra november 2000 til juni 2001, og såmænd Backe selv med 19 kampe fra marts til august 2002. Den allerbedste række er dog på 21 kampe træk uden nederlag, nemlig Hodgsons førnævnte 18 kampe plus tre efter sommerferien under Kent Karlsson. For at slå den klubrekord skal vi undgå at tabe de næste seks superligakampe.

Det er stadig lidt ude i fremtiden. En mere nærliggende rekord for Backe at slå - alene - er de 17 superligakampe i træk med scoringer, som vi satte fra maj til oktober 1997. De fem første kampe var under Kim Brink, de tolv følgende med Kent Karlsson som boss. Den rekord er vi og Hans Backe lige nu kun én kamp fra og to fra at slå - her kommer Horsens og HadersleV ind i billedet igen - idet vi har scoret i de seneste 16 ligakampe.

Rekord på rekord i et efterår med en pragmatisk tilgang til det spillemæssige og uovertrufne fakta i tabellen, som vi fører for syvende runde i træk.

Skål, mand! Alle de tørre tal og rekorder fremmer i den grad den naturlige tørst. Så lad os da bare nappe nogle flere. Vi skal jo leve af at sælge bajere til tørst og lyst hernede. Lørdag møder vi som nævnt AC Horsens. På papiret en særdeles ulige match. Nr. 1 mod nyoprykkerne og superligadebutanterne. Ligaens trediemest scorende og bedste forsvar mod ligaens mindst scorende. Tilmed ligaens fleste clean sheets mod de scoringssvageste. Nå ja, delt cleans sheets rekord. Med ... netop Horsens. Seks gange. Horsens' forsvarsbolværk skal så op mod det eneste mandskab - sammen med Viborg - der har scoret i hver eneste kamp i sæsonen hidtil. Eller hvad med suppens eneste ubesejrede - alle andre har minimum tabt to - mandskab og næstbedste hjemmehold mod ... hov ... Horsens er faktisk femtebedste udemandskab så her langt. Ganske imponerende.

Endnu mere udtalt bliver forskellen, hvis vi griber fat i Ekstra Bladets/Statman.dk's hver mandag offentliggjorte matchstatistikker og kigger på f.eks. samlet antal afslutninger. Horsens har haft hele 270 forsøg imod sig. Klart flest. At der ikke er scoret mere mod dem, er således først og fremmest en cadeau til målmand Søren Jochumsen. De er så oppe mod Københavns 237 afslutninger, der er ligaens næstbedste. Kun Brøndbyerne med 268 scoringsforsøg er bedre. Til gengæld er kvaliteten af Københavns afslutninger åbenbart højere. 89 indenfor målrammen mod Brøndbyernes 86 (på altså knap 30 afslutninger i alt flere).

Vi taler også om holdet med færrest afslutninger af alle, Horsens' 161. Mod København, som har næstfærrest afslutninger imod. 146. Heraf kun 36 indenfor målrammen, et vidnesbyrd om at vort forsvar ikke kun giver få afslutningsmuligheder væk, men også tvinger modstanderen til hasarderede og dårlige afslutninger. Færrest imod overall er for øvrigt - igen - Brøndbyerne, der kun har tilladt 144 forsøg mod målet. Heraf 56 indenfor rammen. Eller skal vi tale effektivitet. Horsens' 7 mål på 161 skud giver en succesrate på godt 4%. København har scoret på lige knap 11% af alle forsøg. Næstbedst i rækken. Viborg er ikke overraskende bedst med 12,2% (27 mål på 221 hug).

Skal man have lidt forhold i alle de tal, er det måske meget rart at kende gennemsnitsværdierne også. 2480 scoringsforsøg efter 13 runder giver i snit 207 forsøg pr. hold indtil nu. De 225 scorede mål til dato giver så lige knap 19 mål pr. hold, eller et effektivitetssnit på 9,07%. Så i forhold til de tal placerer vi os jo klart over. Og Horsens klart under. Bliver kampen på lørdag en kopi af sæsonens første møde i Parken mellem de to i anden runde, ja så bliver det envejstrafik. Skulle du have fortrængt matchen den 24. juli, så vandt vi 2-0 efter en skudstatistik, der sagde 32-5. 32 er det højeste antal scoringsforsøg i én kamp i denne sæson. Ikke bare for København, men i det hele taget. Og Horsens' 5 skud i den kamp er deres sæson-low, og det næstlaveste i ligaen i det hele taget. Kun Silkeborg med 4 forsøg på Brøndby Station i samme runde kan undergå det.

Når det ikke handler om tal og nøgne facts i tabellen, så har Horsens gennem hele sæsonen fået mange hug for den manglede "underholdningsværdi" af de naive populister i landets sportsmedier. Hamrende useriøst. En oprykker på lavbudget har sgu ikke til opgave ar underholde eller spille hovedløst angrebsfodbold. Trænerteamets opgave er først og fremmest at skrabe points sammen, så klubben kan overleve. Dét har de gjort bedre end forventet hidtil, og det fortjener de respekt for. Det handler altid om points og placeringer i professionel fodbold.

Forhåbentlig aftvinger Horsens også Københavns spillertrup tilstrækkelig respekt til, at kampen bliver taget alvorligt nok, og vi kan hive de forventede tre points i hus. Vi får se på lørdag. Og vi ses!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

Echo And The Bunnymen: Siberia
[Ugens Næsten Nye]  For præcis en måned siden ramte Bunnymen's første album i fire år butikkerne. Man kan ærgre sig over, at de ikke er lidt mere produktive, for Siberia er en strålende skive. Ja, så strålende, at man omvendt kan sige, at tager det fire år at lave en sådan plade, så er den også værd at vente på. Fra de allerførste akkordslag fanger pladen, og Bunnymen holder niveauet på stort set alle elleve skæringer. Alle skrevet af Ian McCulloch og Will Sergeant, founding Bunnymen! Og de lyder lige så godt som for 20-25 år siden. 80'er-skiverne, som jeg kun havde på vinyl, er så smukt samlet på på det forrygende 4CD boxsæt, Crystal Days: 1979-1999. Den samling sammen med den nye skive burde udgøre solid Echo-ballast, også til at opleve det formodede mix af nye sange og klassikere, som Bunnymen nok trakterer os med den 7. november i Lille Vega. Her får vi givet også Siberias førstesingle 'In the Margins', hvor Bunnymen lyder endnu mere som Simple Minds, end Portland lyder som Depeche Mode. Hvilket er fint, når man - som jeg - også er svært begejstret for Simple Minds.

 

Paul Weller: As Is Now
[Ugens Lidt Nyere]  Ti dage gamle As Is Now præsenterer Paul Weller fra sin mest varierede side. Fra de tre - nærmest nonstop - rå, uptempo-guitarrocknumre, der åbner pladen over det mere soulfulde og jazzfunkede med brass, strygere, piano og akustiske guitarer, der udfylder resten af skiven (bortset fra den beskidte og ligefremme rocker - singlen - 'From The Floorboards Up'. Parallellerne trækkes således til Wellers fortid i både The Jam og The Style Council, og hans unikke musikalitet kommer især til udtryk i numre som 'The Start of Forever' og 'All on A Misty Morning', der også bliver mine personlige favoritter på pladen. En nifty lille ting, der ikke kan downloades på nettet, er bookletten med Wellers personlige noter og becifringer, kradset ned mellem sangteksterne!

Ugens sang:

Elvis Costello: 'She Handed Me A Mirror'
Vi tager så aftenens tredie veteran. Og en kunstner med endnu større musikalsk spændvidde end Paul Weller. Nu også som operakomponist. Lidt snyd med denne sang, for den snurrer ikke rigtigt i jukeboxen, men kun i mit hoved. Den er nemlig ikke udgivet endnu. Mit tredie møde i år med Costello blev også det mest "anderledes". Ovenpå sublime rock-opvisninger med The Imposters i Vega og Tivoli handlede det for små to uger siden om uropførelse af en halv snes sange fra dette værk, som vi kommer til at se og høre i sin helhed til næste år i Operaen. Men det var en kæmpe oplevelse at være blandt da ca. 1500 første i hele verden, der fik lov at høre disse Costello-sange i Operaens fænomenale kulisse. Costello mødte op med sin huspianist Steve Nieve og tre andre musikere i et lille intimt band og sang selv to af "rollerne", så hvordan de sange kommer til at lyde og tage sig ud med "skolede" sangere udsat for en helt anden dramaturgi og kammerorkester, kan kun tiden vise. Nå ja, så var der også sopranen Gisela Stille, som mener, at Costello har skrevet nogle endog temmelig svære arier til hende. En duet mellem Elvis og Gisela fik vi også. To gange endda, for sangen 'He Has Forgotten Me Completely' var blandt de tre sange, som Elvis lige gav en ekstra gang som encore. De to andre var 'Red Cotton' og så nævnte 'She Handed Me A Mirror', som stadig rumsterer i mit hoved og stensikkert bliver en Costello-klassiker, uanset hvilken form den spilles i fremover.