Det havde rumsteret i baglokalet et stykke tid. Skuffer, der klaprede. Billeder, der pludselig hang lidt skævt. Holmstrøm sad ofte ude i baggården og hylede mod fuldmånen, langtrukne transsylvanske klagehyl fra dybet af hans musikalske ulvegener. Hunde har en sjette sans, enkelte vil endda mene, at de er forbundet med åndeverden og kan mærke forandringer i æteren. Noget stort var på vej.

Den første hverdagsaften i ugen er levende død som en mandagstræners betragtninger over weekendens kamp. På det seneste er omsætningen dog steget gevaldigt, efter at vi blevet hjemsøgt af en rablende gestalt. Nogle siger, at han engang var noget stort i klubben. Nogle siger, at han er agent eller noget ved TV. Alle kan se, at han kan tyre sjusser ned i et tempo, der matcher Elrios fodarbejde. Han kalder sig Rengøringsfield, og hans brovtende fuldemandstale giver mindre mening end et smil fra Jyllands-Postens Frits Christensen.

Rengøringsfield siger, at Mesteren kommer. At Mesteren har besejret døden og har lovet at vise ham vejen til evigt liv (det kunne jeg så næsten matche og pegede diskret på kassen med danskvand). Mesteren har nøglerne til Europa. Mesteren har sendt ham et billede, vi kan kende ham på. Jeg får det i hånden, og Rengøringsfield haster (dingler) ud i natten. Ned til havnen, ned til skibet der bærer Mesteren til byen. Måske Demeter fra Varna. Måske Crown of Scandinavia fra Oslo. Meningsløse rablerier om at Peter Graulund ikke er Mesteren følger Nattens Barn ud i midnatstågen.

Så blev det endelig officielt hvad de fleste har vidst et stykke tid, Staale Solbakken tiltræder som cheftræner i F.C. København fra årsskiftet. Måden det er sket på, er ganske bemærkelsesværdig i forhold til tidligere tiders kaos og røg i køkkenet. Denne gang sker et trænerskifte værdigt og velovervejet i F.C. København, og det er i særdeleshed glædeligt, at Hans Backe på den måde får en afsked med klubben, der matcher hans næsten absurd venlige personlighed og såmænd også afspejler de resultater, han har opnået i sin tid her.

Trænerskiftet kan naturligvis ses fra mange forskellige, kritiske vinkler, der mest handler om Staales manglende erfaring som træner på (skandinavisk) topplan og hans (norske) fodboldfilosofi. Meget fint altsammen, men jeg anser det for at være en lidt meningsløs eksercits at træde rundt i for eller imod der. Staale var og er det logiske valg. Måske for logisk med udgangspunkt i de tætte personlige kontakter til Flemming Østergaard og myten omkring Staales korte tid i klubben som aktiv spiller, der som bekendt endte med en nærdødsoplevelse og en ikonstatus, der reelt ikke har meget at gøre med de kun 15 kampe, han nåede at spille.

Men Staale er det logiske valg. Han kender klubben og systemet og ved, hvad han går ind til. Jeg kan, indenfor rammerne af realistiske alternativer, ikke komme i tanke om en træner, der er klædt bedre på til at overtage efter Hans Backe, netop her og netop nu. Den store forskel synes at ligge i, at Staale er en helt anden personlighed end den altid afbalancerede og professionelle svenske gentleman, vi har vænnet os til. Staale er udstyret med et iltert, næsten kolerisk temperament, der set med mine amatørpsykologiske briller afspejler en brændende og ærgerrig personlig ambition. Men han kender sin fodbold og ved præcis hvad han vil, og i F.C. København er spillermaterialet og omstændighederne i sagens natur helt anderledes end hos en norsk oprykker med et løst økonomisk og sportsligt fundament. Der er altid risiko forbundet ved at skifte træner, og jeg kan ikke se, at den skulle være større eller mindre, end den plejer at være. Den er der bare.

Det mest interessante ved trænerskiftet er snarere den organisatoriske strukturændring, der følger med. I og med at Holmstrøm - ikke hunden - efter sæsonen trækker sig fra det daglige arbejde som sportsdirektør til fordel for en lidt vagt defineret konsulentrolle og erstattes med Hattrickhelten Fra Århus, Carsten Vagn Jensen, forsvinder titlen som Sportsdirektør helt fra organisationsdiagrammet på Øster Allé. CV får titel af Sportschef.

Det handler om mere end bare titler. Uanset hvad man ellers kan sige om den afgående sportsdirektør, så er jeg sikker på, at han har været i stand til at sige fra overfor Bestyrelsesformanden, når det har været nødvendigt, ikke mindst som funktion af sin plads i bestyrelsen på KB's vegne. Nu har deres indbyrdes forhold såmænd virket jævnt harmonisk på sin facon, og mine ovennævnte briller byder på, at det blandt andet bygger på den forståelse, der kan opstå mellem to særdeles egobelastede alfahanner, der pinedød er tvunget til at leve i samme flok. CV får slet ikke den samme funktion i den fremtidige organisation. Lidt banalt formuleret emmer hans fremtidige stillingsbetegnelse mere af ledende funktionær end af karismatisk, buldrende fodboldboss. Ikke et ondt om konstruktionen i øvrigt, CV slår mig ikke som en personlighed, der ville fungere godt som opmand i det fodbolderotiske spændingsfelt mellem Staale og Bestyrelsesformanden.

Staale kommer for det første til at bestemme alt omkring førsteholdets gøren og laden helt autonomt, præcis som han gjorde det med stor succes i Ham Kam, og det har han fået megen norsk ros for udover sin relative sportslige succes på det plan. For det andet kommer han i det daglige arbejde givetvis til at svare direkte til Bestyrelsesformanden og ingen andre. Som udenforstående betragter er det så min opgave at fortolke, hvad ideen er med den kortere kommandovej, og jeg har da et bud: Staale har fået til opgave at bryde den europæiske forbandelse, og han får værktøjerne til at gøre det efter sit hoved. F.C. København er på vej med en sportslig satsning.

Den ide bygger jeg selvfølgelig på et passende lerfundament af halvbagte betragtninger og fornemmelser. I det seneste regnskab peger klubben på, at man i fremtiden har tænkt sig at acceptere et mindre løbende underskud på transferaktiviteterne. Det kan man selvfølgelig se på andre måder end lige netop den, at FCK har tænkt sig at investere sig til europæisk succes. Jeg kan især pege på en tiltagende Bosmann-bevidsthed spillere, som vi ikke får penge for - tag Hjalte og muligvis Elrio som eksempel - når kontrakterne bare løber. Alternativet kan udmeldingen også blot bygge på en nøgtern vurdering af de seneste års regnskaber for køb og salg.

Men europæisk succes et tilbagevendende tema i de interviews Staale har givet, siden nyheden blev officiel. Det er samtidig den byggesten, der mangler, før Bestyrelsesformanden betragter sit hus som færdigbygget. Det plager ham, at vi ikke kan tage det sidste (eller første) skridt væk fra Superligaens kedsommelige, grå hverdag, som Brøndby f.eks. gør, mens jeg plaprer løs her. Nu er hverken Staale eller Bestyrelses formanden specielt naive, så jeg forudsiger ikke markante indkøb, der på én gang løfter os op af dyndet, snarere en passende langsigtet strategi, der helt groft sagt sætter os i stand til at udnytte en smule lodtrækningsheld, hvis boldene for en gangs skyld falder heldigt i UEFA's glaskugler. Staale har muligvis ikke nøglerne med, men han har fået dem i hånden.

Dermed har jeg vist også antydet, at succes i den hjemlige liga og dermed kvalifikation til (kvalifikation til) én af de europæiske turneringer tages for givet i F.C. København. Med god grund! Sammen med både bartendere, stamgæster og andet godtfolk er den enorme pointhøst i efteråret blevet vendt igen og igen. Selv mandagstrænerne har nu droppet at kommentere på kampenes forudsigelighed og har af rent brødnid kastet sig ud i klummeskriveri om ugens store begivenhed. Forbløffelsen er ved at have lagt sig, men det står stadig som lidt af et mysterium, hvordan et fodboldhold, der spiller fodbold i plejehjemstempo og fremad banen kun er i stand til at skabe chancer fra én side og dødbolde, kan virke så usårligt, som tilfældet er.

I virkeligheden kan man meget barsk pege på dagens virkelighed som den største risiko klubben løber ved Staales ansættelse: Der er helt brutalt ingen større forskel på økonomien i at vinde Superligaen og ikke kvalificere sig til én af de europæiske turneringer på den ene side og at blive nummer 4 på den anden. Det kan ske i én sæson eller i værste fald to. På både halvlangt og endnu længere sigt er F.C. København ikke spor truet af andre end Brøndby i den hjemlige liga.

Helt afgørende for den betragtning er den bunke af lort, som Superligaen for tiden er. Lugten af brunt tager sit udgangspunkt i, at de tre største jyske fodboldsatsninger, FCM, Aab og AGF til stadighed sejler rundt i et semipermanent hav af forvirring og uindfriede ambitioner. Tilsammen har de klubber vundet 3 kampe færre end FCK i indeværende sæson. Spørgsmålet er ikke, om det er skidt, men om det er usædvanlig skidt. Det sidste kan efterhånden udelukkes, vil jeg mene. Nok har FCK og Brøndby delt titlerne mellem sig de senere år, men det har dog i perioder virket realistisk, at andre klubber kunne presse sig på i den balance og etablere sig som hold, man kunne regne med. Det har Viborg i længden ikke mulighed for, hvor imponerende de end forvalter de ressourcer, de nu engang har.

Om det overhovedet er eller bliver muligt for andre klubber at stikke hovedet frem og blive fremme, tvivler jeg efterhånden gevaldigt på. Afstanden er blevet for stor. De fleste ser vel fodbold som underlagt en cyklisk tendens - det går lidt op og ned for alle - men i og med at Brøndby med salget af Kahlenberg og tilsvarende forventninger til Agger og Elmander endegyldigt er trådt ud af stadionbyggeriets skygge, så kan jeg udfra en blanding af økonomiske og sportslige overvejelser se en alvorlig risiko for, at Superligaen ender som en lang og småkedelig øvelse omkring de københavnske flagskibe sammenstød og forsøgene på at nå ud i Europa. Problemet bliver bestemt ikke mindre af, at kampene mod Brøndby i sig selv er blevet for mange med introduktionen af Royal League. Intensiteten truer med at forsvinde. Vi er ved at være derhenne, hvor kun de direkte afgørende kampe de to klubber i mellem giver anledning til rigtige nerver på drengen.

Det er så muligt, at jeg stadig er traumatiseret efter Hamborg-kampene, men mit superligapis er usædvanligt langt fra kogepunktet for tiden. Muligvis er jeg hoven og københavnersnudeagtig i de ovenstående betragtninger. Selvfølgelig ryger vi ind i kriser igen, men selv der føler jeg, at én af mine afgørende indsigelser mod Backes basis - at den ikke kunne kaldes for en basis, når den også gav anledning til lange perioder med dårlige resultater - står for fald. Stabiliteten virker som en mere permanent tilstand nu. Det er selvfølgelig en smule ironisk, at Backe når det mål efter at have bedt om at blive fritstillet fra sin kontrakt i sommerpausen, og modvilligt lod sig overtale til at fungere som caretaker ovenpå en gedigen udrensning i truppen. Men at netop den tvivl og usikkerhed, der let kunne slå andre klubber helt ud af kurs, er vendt til overlegen dominans, taler vel netop til min pointe omkring superligaens generelle elendighed.

I 31 superligakampe i 2005 har FCK hentet 72 point, svarende til en 76 eller 78 stykker i en kalendersæson, hvis vi ekstrapolerer lidt. I den statistik undgår både gode kampe, en "midtvejskrise" og totale hjerneblødninger. Men hånden på hjertet og ganske ærligt, så har spillet generelt ikke været særligt prangende eller underholdende. Kampene mod Hamborg viste, at vores spil og tempo i boldomgangen er milevidt fra europæisk klasse, så pointhøsten må i den grad tilskrives superligaens elendige tilstand og en organisation, der her i efteråret endelig kan kaldes en en basis - og så skriger jeg på en overbygning, som Staale passende kan levere. Et spilkoncept, ikke et organisationskoncept. I superligaen kan vi undvære det første, men den går ikke på den europæiske scene.

Og kald mig så bare "naiv" og "kræsen", fordi jeg mener, at det bør være en del af en moderne fodboldspillers hverdag at slå en førstegangsaflevering over 5 meter og så måske endda hele 3 gange i træk, uden at der er snyd med i spillet. Bevares, hvis kedsomheden inde på grønsværen bliver for overvældende kan man altid hoppe på en frisk kædedans med Sibusiso og Jan Saxo, når de præsenterer deres syn på den københavnske fankultur på fanklubbens hjemmeside.

Tillad mig helt undtagelsesvis at reklamere for en erhvervsdrivende virksomhed uden at få en krone for det. I de seneste par uger har det været muligt at indkøbe sidste sæsons spillertrøjer i mange udgaver med anseelig rabat fra Unisports internetforretning. Der er kun et par af de mere eksotiske tilbage nu, da priserne - 199 kroner pr. styk - foranledigede en sand lokumsrulle-panik hos dele af fanskaren. Hvis du er for sent ude, kan du i stedet bemærke, at den nyeste spillertrøje faktisk er til salg for en pris, der ligger 200 kroner under, hvad Supershoppen kræver for den samme mængde kunststof.

Nu ved jeg ikke med jer, men glæden ved at handle i Supershoppen er bare ikke 200 kroner værd. For få afklædte skønjomfruer, for lidt kaffe og slet ingen slesk leflen. Er der en subtil forskel på trøjerne, der gør prisforskellen relevant? Jeg kan ikke se den, og de tilbudstrøjer jeg købte hos Unisport er bestemt the real deal og Kappa hele vejen.

Men der er måske en forskel, og nu bliver det teknisk. Supershoppens trøjer er fremstillet af 95% Tactel og 5% Lycra. Unisports trøjer er fremstillet af "samme stof som sidste sæson", og det må så logisk være 95% Meryl og 5% Lycra. Forskellen på Meryl og Tactel må så være det, der berettiger Supershoppen til at kalde deres trøjer for "Kombat". Hvad er det ved Tactel, der gør materialet specielt "Kombat"? Er det "Kombat", når Tactel sætter dit underliv i flammer? At Tactel så åbenbart er en slags Meryl bidrager kun til forvirringen, og jeg tvivler på, at forskellen på Tactel og Meryl gør fremstillingsprocessen 200 kroner dyrere, eller at du mærker en skid forskel på de udslet, du får af lortet. Men begge materialers overraskende antiseptiske egenskaber sætter naturligvis fokus på den nedladende betegnelse "Det Hvide Affald" om FCK-fans.

Uanset hvad der er oppe eller nede der, så er 500 kroner skam i forvejen en anseelig pris at betale for den slags habengut, og med 700 kroner bevæger vi os i betænkelig nærhed af at blæse toppen af "tag røven på kunderne"-skalaen. Én ting er, hvad jeg som tilbagelænet bachelor uden afkom kan beslutte på egne vegne. Men det må edderhyleme være anstrengende at blive presset ud i en overvejelse om at ofre hele sidste års stigning i hjemmets friværdi på koncernens alter for at tilfredsstille en flok grådkvalte ungers behov for ikke at være til grin i skolegården.

Den slags gør mig ærlig talt en smule harm. Som fanklubmedlem betaler jeg blandt andet for at kunne nyde godt af en rabat på 10% hos Supershoppen. Salgsprisen beregnes i koncernens regi åbenbart efter formlen: Kostpris + gigantisk mark up + ekstra dummebøde, hvor Unisport trods alt undlader det sidste spøjse led i åreladningen af pengepungen. At jeg som fanklubmedlem får en smule rabat på dummebøden - den bliver så på 130 kroner i stedet for 200 kroner - bør naturligvis foranledige et hyldestkvad til den gavmilde koncern, der også har bragt os andre godgørende koncepter som "Menu 1 - du betaler kun 1000% over kostprisen for slatten øl på Nedre C, din heldige kartoffel".

Den form for salesmanship - at shafte kunderne for hårdt i pengecracken og fremstille det, som gjorde man dem en tjeneste - kan man så vælge at se som det ypperste, branchen kan præstere. Man kan også vælge at handle der, hvor varen er billigst. This one's on the house, baby.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Depeche Mode: Precious

Det bedste nummer på en plade, som jeg tror, at die hard Depeche Mode-fans vil elske. For os, der fik hår på rotten i 80'erne, hang Depeche Mode altid i det tiårs musikalske baggrund. I mit tilfælde uden at de ramte så meget i mig, andet end at når pigerne tændte på David Gahans klagesang, så var det nok en god ide at lægge ansigtet i de samme tungsindige folder og se dunkel og livstræt ud, mens man hamrede febrilsk løs på sin Casio synth-thingey. Så var der noget med stoffer, guitarer (oh, the treachery) og det kommercielle monsterhit Personal Jesus. Så var der vist noget med stoffer igen. Men altså. Hvis David Gahans hulken tænder dig, så vil det nok glæde dig, at Depeche Mode er vendt tilbage til mørket, ensomheden og tungsindigheden. Måske noget med stoffer. Så synes jeg egentlig ikke, at det industrielle lydbillede - forstået som "industrial" i musikteknisk forstand - repræsenterer noget synderligt nyt eller banebrydende i Depeche Modes musikalske univers, det virker nærmest lidt anstrengt, fortænkt og retrospektivt på mig. Måske er det især godt sammen med stoffer.

Ugens CD:

Robbie Williams: Intensive Care

Hvem har ikke et svagt punkt for Robbie? Han er naturligvis personlig eksponent for den særegene engelske popstjerne-tristesse, der går ud på at man ligesom ikke kan håndtere at have 100 millioner i banken og al den fisse, man kan fedte sit kulplettede nordengelske lem ind i og noget med stoffer. Altså den særlige form for ævl og selvbedrag, som tilhængere af den særlige Manchesterskole opfatter som "dybde". Men jeg tilgiver Robbie, fordi han faktisk tillader sig at kommentere på det og være tilpas ambivalent omkring sandhedsværdien af sit ævl i samme åndedrag. Når det er sagt, så er Intensive Care faktisk en glimrende CD, der måske ikke lægger alen til mandens musikalske univers, men så har jeg bare en svaghed for letbenet, intelligent pop, jeg står lidt alene med hernede i Bulen. Det hører så med til historien, at jeg oprindelig havde tænkt mig at præsentere Depeche Mode's nye CD, Playing The Angel, på denne plads og ikke kun "Precious" som ugens sang ovenfor, men jeg endte med at lade min subjektive smag bestemme, at Intensive Care simpelthen er den bedre CD af de to.