For fanden! Her står man igen med, er oven på som en anden afdanket jægersoldat, der har slået sig på kaninmord og selvværdskurser for præstationsangste og forvirrede forretningsmænd og alle de andre med momentvise revner i det mentale velvære.

Det går godt igen, vores verden har fundet tilbage til automatgear og henslæbende indersidepasninger i moderat tempo. Basis er der, basis kører, selv cheftræneren erkender det. Vi er tilbage, mand! Vi har vundet efteråret. Ligaen er vores. Den er vores basis, den er vores legeplads, og vi forbliver øverst, uanset hvad der sker. I sidste efterårsrunde, der allerede er blevet til første vinterrunde med spredt snefald rundt om i landet og svage trusler om kampaflysninger fra jyske fjordlandskaber. Alt er som det skal være her oven på den første december. Julebryg vælter solidt fra hanen, man er et skarn hvis man siger nej, en god brandert er altid værd at tilstræbe.

Det går endda så vidt at man smider et par håndører til tiggerstaklen nede ved Føtex, opstemt af mandelduft og frådende småbørnsfamilier på jagt efter den evige harmoni i køledisken, blandt de frosne kyllinger og færdigretterne. Men selvfølgelig er det meningsløst. Man ved det godt. De ved det også godt. Skænderiet er allerede godt i gang, ynglen hyler som en brandsirene fra indkøbsvognen ved synet af slik- og chokolademyriader, og tiggeren udenfor sidder der igen i morgen. Nøjagtig som han har siddet der det meste af efteråret. Med sine ynkelige øjne og sit vejrbidte fjæs rasler han demonstrativt med sin lille metalkop. Ja ja, et par håndører, makker! Den evige harmoni er til salg. Fred være med det hele. Vi køber gerne. Indtil marts bliver vi alligevel ikke til at skyde igennem hernede i BULEN.

Jamen, HO-HO-HO!, december kommer frejdigst sammen med serierne af fordrukne julemænd i plastiske indpakninger. Importeret fra Miami, Florida, er de formodentlig hele bundtet. Gnavet i stykker af for meget sol og alt alt for meget billig Havana Club. Men Føtexbøssen er højt på strå, kassen klinger og han vil have mer, mere og allerhelst €uro. Vil ud i verden, vil være James Dean for en dag, skriger han og bedyrer mellem linierne at han er blevet for stor til dette superjulehelvedesmarked. 100 kilo eller mere af den reneste overvægt, frilandsgris opvokset i henrivende omgivelser et sted nordpå med finpudsede fortovsfliser, et sted hvor selv havenisser bærer guldkæder og måler sig indbyrdes på mærket af deres armbåndsur.

Det skal blive så fedt, brunede svær og glaseret skinke, selvom det ikke giver mening. Men jeg glæder mig helt eventyrligt mellem chokoladeknapper og valium og grantræer der allerede er rystende nålevrag. Glæder mig til at efterlade det hele bag mig. At rejse væk fra det meste af december og de ædende kolde morgener i mørke, forvredne familiebånd, samt de obligatoriske sokker, håndklæder og aftershaven i hjertedekoreret gavepapir. Så hellere for denne gangs skyld stumperne af Fidel Castros sociale drømme og Hemingways spritånde, begge dele var sikkert yderst velmente omkring 1960. Og tænk engang, når jeg vender hjem omkring nytår fra Cuba og Buena Vista Social Club, kan jeg stadig konstatere, at alt faktisk er som det bør være. Der er formodentlig ikke sket en hujende skid og vi ligger i hvert fald stadig nummer et. Den slags tanker kan være valium i sig selv.

For fanden, det er netop ganske banalt, gevinsten indkasseres på forhånd, og Tipsbladet - blandt venner og kolleger, Tispbalted, fordi de endnu ikke har opdaget at autokorrekturen er fast inventar i alle tekstbehandlingsprogrammer nu om dage - har kåret Michael Gravgaard til efterårets spiller blandt ligaens øvrige spillere og trænere. Der går rygter om, at man måske ikke tager den slags afstemninger helt så seriøst som bladet selv ude i klubberne, men det ændrer ikke ved at han fortjener titlen. Han har givet os forsvaret tilbage. Han har også været med til at give Hans Backe respekten tilbage. Begge dele så noget blakket ud i sommermånederne.

Personligt troede jeg dengang ikke på, at vi ville stå hvor vi står. På toppen. Jeg ved heller ikke om Backe virkelig troede det, inderst inde, men jeg er ganske sikker på at han altid har haft mere is i maven end der kan opdrives i samtlige svenske skøjtehaller. Akkurat den evne tror jeg også at vi nemt kan komme til at savne, når han forlader os. At han så yderligere hen ad vejen har vist sig som et menneske af format og stil og i tilgift med en ganske fin musiksmag bør der ikke kimses af. En af mine arbejdskolleger, der rent fodboldmæssigt hører til i Gladsaxe og omegn, hævder endda at han flere gange har mødt Hans Backe i obskure pladehøkere rundt omkring i København på jagt efter et eller andet spændende musik. Den slags indgyder bare lidt ekstra respekt for mennesket og personen. Ikke så meget træneren for der er vi nu snart kommet til vejs ende. I nogenlunde samdrægtighed og med ærbødig tak for resultater og titler. Det kapitel er allerede lukket.

Men det andet hører også med i det endelige billede og derfor vil jeg gerne sætte et diskret portræt af Backe, det bliver så lidt i hans egen ånd, op her bag disken blandt de spillere vi har samlet i årenes løb hernede. Fra Todi til Heine over Løns, Myggen, og Bora, og ja selvfølgelig Zuma, bemærk at ikke alle udelukkende er valgt på sportslige kriterier. Det menneskelige aspekt tæller med, den lille skrå eller smøg i den ene eller anden retning, der fortæller at alt ikke bare er helt efter bogen. Der var alligevel lidt mere. Derfor fortjener Hans også sin lille ekstra tak - jeg kunne så ikke finde andet end et forstørret pasfoto, men det er nok min fejl.

For fanden! En spædekalv og seks potter bryg senere, du står der stadig, vakler dog med en anelse med glasur på øjenhinden. Elrio tøver og tænker et sted derude, har efter sigende fået et kontraktudspil fra klubben. Jeg håber at han besinder sig og lader os bevare lidt afrikansk magi. Bare et års tid endnu.

Men i følge medierne skulle der være en ny udrensning på vej i truppen. Det lugter dog mest af halvstegt juleand, det slider næppe på hjernebarken at konkludere at Carsten Fredgaard snart er historie. Nøjagtig som Peter Møller stiller støvlerne til sommer. Et par spillere er i forhandlingssituationen, nævnte Elrio og Bo Svensson. Et par andre kan blive salgsobjekter, Gravgaard og Linderoth som pt. tungeste. Jamen dog, siger jeg bare. Samtidig cirkulerer et par af de stadigt flyvende ænder i den norske presse. Norske spillere der skal følge norske Ståle til København. Det sælger sikkert godt at råbe den slags mellem fjeldene, men jeg gider ikke at bide på. Kom med noget konkret, skiskytter! Ståle selv har vel allerede bedyret at han - principielt - er enig med mig og ikke gider flere norske spillere. Nå ja, næsten da! Jeg kan i hvert fald godt lide den tanke og er sikker på at den holder vand indtil andet er bevist.

Apropos de nordmænd så er det sgu næsten pudsigt, at straffestafetten nu er gået videre til Bergdølmo. Lars Jacobsens karriere fra 11 meter-pletten blev relativt kort. Tre scoringer og derefter to brændte i streg. Det tegnede ellers så lovende efter de tre mål. Han blev ligefrem bedt om at afsløre sin sparketeknik for snurrende TV-kameraer. Måske var det derfor det gik galt. Han holdt pludselig op med at gøre det enkle, hamre hårdt til bolden, og begyndte i stedet at udtænke finurligheder i tilløb og placering. I hvert fald fik han åbenbart selv nok efter de to kiksere og valgte at diskvalificere sig. I følge Tipsbladet er Bergdølmo og Alvaro nu de to foretrukne skytter. Førstnævnte er så i samme blad allerede udråbt til ny dødboldsspecialist. Arvtageren efter Niclas Jensen. Efter en frisparks- og en straffescoring på et helt efterår.

Jeg er sværere at imponere og kan ikke helt greje om det siger mest om journalisters hang til overdrivelse eller blot illustrerer vores pauvre statistikker i direkte frispark og straffespark for de senere år. Sandt at sige, så var der kun en Lars Højer, og der er aldrig kommet en der har lignet ham siden. I stabilitet og effektivitet. Og så fantastisk var Niclas vist heller ikke. Jeg mindes da også, hvordan han kunne brænde fra 11 meter-pletten engang i Esbjerg. Med et alt for kort tilløb i øvrigt. Akkurat her jeg det som kollega Smølle ofte bedyrer. Korte tilløb giver mig bare dårlige nerver (og for få mål).

I FC Barcelona er man ligeglade med tilløb og gider ikke den københavnske model med at rotere hver gang en spiller brænder. Ronaldinho sparker hver gang, uanset om han brænder eller ej. Det er enkelt og det giver pote, fordi manden aldrig brænder to gange i træk. Den slags tillid er der vist ingen i den københavnske trup der endnu er klar til. Men bevares vi taler om årets fodboldsspiller 2005, kåret af France Football. Til sammenligning. Lad mig i øvrigt indskyde, at det er fuldt fortjent at han fik sin guldbold foran de to engelske kraftværker, Lampard og Gerrard. Hans egenhændige rundbarbering af Real Madrid for et par uger siden var bevisførelse nok.

Og vores egen Bergdølmo, ja, i følge ham selv var han ganske skrap fra pletten i sin Ajax-tid. Scorede 9 gange i træk, inden han brændte og blev frataget tjansen. Kan han gentage det for os, kan han for min skyld få lov til at eksperimentere med et hælspark i det tiende. Eller lave en "Arsenal" med Silber eller Linderoth. En eller anden dag skal de vel også på måltavlen. Det bør da i det mindste prøves.

Nå for fanden! Sneen falder. Men selvfølgelig ikke udenfor. Der er det stadig tidlig decemberslam. Men herinde hvor kander og glas fyldes og klaskes demonstrativt over disken. De første julefrokoster har passeret, forkølelser er begyndt at hobe sig op, og forude venter sidste seriøse omgang. På søndag klokken 15 mod Viborg. Nummer et mod nummer tre. Jeg spørger så forurettet, hvordan fanden kan TV3 undgå at vælge den kamp som en af deres to primære weekend-transmissioner - til lørdag eller sen søndag?

Gu fanden nager det mig personligt, og jeg har mine grunde, for akkurat deres valg eller manglen på samme, afskærer mig fuldstændig fra at se kampen. Dels fordi jeg er optaget af egen fødselsdag og en familiefrokost, og dels fordi kampen ikke vises på nogen, for mig, tilgængelig TV-kanal. Det ligner hærværk og bøllestreger.

Selv med helt nøgterne briller skraber jeg efter argumenter og normal logik. I årevis, sæson efter sæson, har de kørt politikken med at kun vise os og Brøndby i de faste transmissioner. Det har været begrundet i seertal og dermed formodentlig skæppende reklamekroner. Man kunne så se logikken i undtagelsen, hvis det var to henslæbende og ligegyldige midterhold, som Midtjylland og OB er på nuværende tidspunkt (nå for pokker, det var lørdagskampen!!), men akkurat i denne 20. spillerunde i 2005 er kampen den klart mest interessante. Igen nummer et mod nummer tre. To af efterårets stærkeste og mest suveræne hold i ligaen. Fandeme om jeg fatter det!

Små maltesiske sangfugle i mit hoved kvidrer så om de dalende tilskuertal i Parken, som åbenbart er blevet et stort tema. Selv på FC Københavns hjemmeside skal det kommenteres. Selvom det naturligvis ikke har noget på sig, det siger vores kommercielle direktør jo. Men TV-kampene på anderledes tidspunkter har været ynket i perioder fra hovedkvarteret. I flere år. De koster tilskuere, og det gør nogle af dem ganske sikkert også. Inderst inde sværger jeg selv til et fast spilletidspunkt, men det har bare ikke været præcedens meget længe. For FC København.

Uanset om det er klubben selv, der har nægtet TV-flytningen, eller TV3, der ikke har gidet mere vrøvl... nej jeg fatter det stadig ikke. Ikke lige den kamp. Og hele bundtet skal få korslagte arme på søndag, fra mig og et par tusinde Viborg-tilhængere der ikke vil eller kan rejse til København. De er formodentlig er lige så rasende. Med mindre de er Viasat Gulvkunder og har tilgang til deres hemmelige kanaler.

Og således, gamle kosmonauter, står vi her igen! Fanden tage os alle og vores muhammed'er ude i verden der tjener os med deres taxier. Jeg vil snart pakke min sæk. Under to uger fra Cuba og caribisk vinter.

Dog... jeg siger det som en stille hvisken, vi er sådan lidt uofficielle endnu... spruthuset er på vej mod andre og nye tider. Vi bliver autonome. Bare vent og se!

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

Holly Golightly: "Truly She is None Other" (2003)
Indtil for et par uger siden var hun, for mig, en ganske ubekendt sangerinde. Men hun er med på soundtracket til seneste Jim Jarmusch-film "Broken Flowers", hvor afslutningsskæringen 'There's an End' fra ovennævnte album fungerer som en slags intro. Det åbnede mine ører midt i biografmørket og antændte nysgerrigheden. Et smukt nummer i en fantastisk film med en super-spillende Bill Murray (igen. Se også "Lost in Translation") i hovedrollen som en lidt kikset og ensom mandsperson, der via et anonymt brev pludselig får besked fra en af sine gamle flammer om at han har en voksen søn. Et eller andet sted derude i verden. Han ved ikke, hvem hun er, og han ved slet ikke hvem sønnen er. Men Murray, alias Don Johnston, går modstræbende på jagt. Ikke mindst ansporet af en etiopisk-født nabo med hang til kriminalgåder. Han opsøger sine gamle elskerinder en efter en for at finde svar og man bydes fx. på en underskøn Sharon Stone (jeg er ved at falde ned af barstolen hver gang nogle bilder mig ind at hun er 47 år! For fanden da! Tal om en kvinde i sin bedste alder!!).

Vi lader hermed "Broken Flowers" blive ugens film, selvom den er adskillige uger gammel, og vender tilbage til albummet med svedperler på panden. Det er knasende og tilbagelænet rock med masser af rum i lyden og pigtrådsklang på guitaren. At hun også fortolker to gamle, og sjældne, Ray Davies/Kinks-numre gør ikke indtrykket værre ('Tell Me Now...' er det ene og findes også på "Broken Flowers"-soundtracket). Selvom baggrunden er engelsk, tæller præferencerne en kort medvirken på White Stripes forrige "Elephant"-album. Jack White har kvitteret med en varm hilsen på indercoveret til dette album. Desuden har hun optrådt med Sub Pop- og grungebandet Mudhoney i en fjernere fortid. Det er ikke nødvendigvis dækkende hints for musikken, men hjælper alligevel på billedet. Hun bliver næppe mainstream, men rammer åbenbart fint hos folk som Jarmusch og jeg.

mail