Måske har du studset over at omgivelserne er lidt anderledes og at du gik ind gennem en anden dør, måske er du så desorienteret efter den femte receptions-Urquell at du knap aner hvor pokker du overhovedet, men prøv nu lige at kigge dig omkring. Du kan da ikke undgå at lægge mærke til det? Vi er flyttet!

Nemlig! Stamværtshuset har helt enkelt fundet sit eget sted at bo. Og nu har vi jo også fem år på bagen, og det er vel for et virtuelt værtshus en alder, der kan sammenlignes med hvis en dreng eller pige i tyverne stadig bor hjemme. Nu må vi være klar til at få vores eget sted.

Men derfor kan vi jo, i modsætning til en utilpasset teenager der losses ud af familiens hjem med besked om at finde en hybel og et job og ordne sin egen mad, opvask og vasketøj, godt sige tak og påskønne al den husly og gæstfrihed vi har haft. Hos cf.dk - Copenhagen Fathers - har vi haft en stor og rummelig kælderetage, og en velfungerende nøgle som har gjort at vi har kunnet komme og gå præcis som vi ville, døgnet rundt. Ja, det var endda CF’erne der kraftigt opmuntrede os til at åbne biksen fra første færd. Så alle de først opskænkede bajere er til Copenhagen Fathers – i hvert fald dem af dem der har fået fri til at gå i byen på sådan en fredag aften i julemåneden!

Fremover hedder det så spruthuset.dk. Vi kunne have taget stamværtshuset.dk, men en ting er forfængelighed, en anden er at lade den byde én at vælge et kluntet navn som ikke kan tastes i udlandet. Dette er stedet hvor vi fremover byder på snak og druk, og i øvrigt har vi ikke lavet noget som helst om – flaske for flaske og surt opstød for surt opstød er det hele blevet flyttet over til det nye sted. Det er, som du måske kan se hvis du leder rundt omkring, ikke alle billederne vi endnu har fået hængt op, men også det skulle snart være klar. Vi har jo tænkt os at være her et stykke tid endnu.

I modsætning, ser det ud til, til ham jeg senest kaldte det ene – latterlige – yderpunkt i skalaen der går mellem latterligt og sublimt. Den navnkundige Steenflemming, manden bag den mest legendariske afstemning og måske tråd i Sideliniens historie, er nu reduceret til en hvid side hvis man forsøger sig med det link jeg lagde til hans blog. Politikens sportsredaktør har tilsyneladende mistet tålmodigheden med ham i nogenlunde samme hast som Sideliniens debatredaktion, og jeg kan ikke helt undgå at føle mig medansvarlig.

Ser I, Steenflemming var og er en mand med skarpe meninger, og kunne sommetider fremstå som en herre der tastede før han tænkte. Hans insisteren på at udtrykke sig på Sidelinien som fan af F.C. København og KB, mens han desuden på sin egen side fortalte hvilke andre klubber han holdt med, hjalp ham til meget få venner, specielt da han inden et møde med Farum i guldkapløbet 2003 pointerede over for disses fans, at det da var dem han holdt med. Endnu færre venner fik han ved at overfuse alt og alle med en sjælden iver.

Så da han dukkede op med sin Farum-blog på Politikens hjemmeside, kan man sige at han var havnet på sin rette hylde. Eller i hvert fald en af dem. Og bloggen var da også fortræffelig læsning. Ikke fordi den var god, men fordi den var sådan en forblommet gang vås. Og alt dette var jeg med til at afslutte, da jeg skrev et svar til manden et andet sted, der satte den negative spiral i gang, ved at påpege at korrektur måske kunne gøre mere gavn end dårlige pointer. Jovist, det gjorde da ikke læsningen mindre morsom i den følgende tid, hvor Steenflemming rasede stadig hårdere mod to grupper af befolkningen: Folk der hængte sig i stavning og folk der slog hinanden ihjel i blind fanatisme ved fodboldkampe, og ikke nok med det – han fandt en kobling mellem de to grupper, hvilket var dygtigt gjort. Men spiralen blev for skarp, og efter en smagfuld svada om at fanatisme kostede en ung mand livet i Parken sidste år kom pludselig meldingen om at nu kunne vi rende ham, og straks efter var han fyret og væk.

Med bøjet hoved må jeg tage min del af skylden for at en af de mest unikke fodboldkronikører ikke mere har sin faste plads på nettet. Jeg sværger, at det ikke var for at bulldoze konkurrenterne. Og jeg synes i øvrigt stadig, at "vi skal ikke sræbet efter den opnåelige at komme helt om i Superliga-himlen" er noget ævl. Men uden ham og den medfølgende galskab er nettet lidt fattigere. Brokkehoveder er der nok af, men der er kun én Steenflemming!

Ikke at brokkehovederne behøver være kedelige. Specielt når de rammer en vild raptus, som det er sket inden for den seneste uges tid. En af grundene var denne artikel, FC Klasse, i B.T. Vi havde nogle folk siddende hernede ved det kummerlige bord nær døren, der sad og kiggede på ordene i sprøjten, og på et tidspunkt rullede der bogstaveligt vrede, retfærdige tårer ned af kinden. ”Det passer ikke!”, lød det. ”B.T. er altid anti-BIF!” ”Vi har haft et halvt hold skadet!” ”Synes det er tydeligt han er FCK’er!” ”Iq’en peger i den retning!”

Nu er det jo ikke som om Brøndby selv ligefrem er kendt for aldrig nogensinde at fejre mellemtider – se hjemmesidens triumferende status over et efterår der både fulgte og blev fulgt af en københavnsk titel – men de har da nogle pointer, de klynkende unge mænd ved det vakkelvorne bord. At betegne HSV-kampen som ’årets eneste skønhedsplet’ må vist tilskrives uopmærksomhed hen mod slutningen af returkampen, mens 5-0-ydmygelsen mod Brøndby er så stor en skønhedsplet, at selv Aaron Neville ville udbryde ”Føj for den lede en stor grim skønhedsplet du har der!” med sin smukke lyse røst, hvis han skulle komme forbi og se den.

Men sådan går det altså. Når ét hold har voldsom medvind, og et andet – for tiden AGF – har lige så krap modvind, så har pressen den lange tunge fremme til de førstnævnte og den knyttede næve til de andre. Det burde være dæmret, og det burde da især ikke komme bag på tilhængere af en klub som Brøndby IF, der selv er så evigt optaget af at skabe spin og positiv omtale, med en evig række nyheder og ikke-nyheder om hvor godt det altid går på alle fronter, hvilke rekorder der står for fald og hvilke de nu har slået. For det er da vel forhåbentlig ikke opfattelsen, at når en artikel som FC Klasse dukker op er det resultatet af et komplot mod Brøndby, mens når en som denne gør det, så er det fordi storheden er så kolossal, at den bare må være indlysende for en årvågen journalist før eller siden?

Nej, det kunne jo faktisk også hænge sammen med at Brøndby har slået på tromme for deres fine hjemmebanestatistik i evigheder, hvor de endda tager den kalenderstatistik i brug som vores fortvivlede gæster var så utilfredse med. Brøndby er kalender-hjemmebane-mestre! Og helt overlegne hjemme i efteråret! Hvilket jo er fint, men mindre brugbart når man kun er trediebedst ude.

De sorgfulde mennesker sprang videre til emnet Lantz. ”Han ramte jo ikke engang spanieren!” ”Nu har de så mange gange sagt at de vil have folk der yder på europæisk niveau! Hyklere!” ”B.T. er altid anti-BIF!” ”Ifølge en af mine venner skal de have en positiv vinkel på alle deres FCK-artikler!” Ja, vestegnens svar på Pravda havde da også sat deres spin på sagen, hvor det næsten lykkes ikke at fremstå totalt forurettet og smækfornærmet over at det er vovet antydet, at Lantz skulle have lavet noget grimt – måske mindre overraskende, når man ser kampen med de blågule briller på, for her laver Lantz blot en ’herretackling’ mens de to andre episoder slet ikke er foregået.

Det er jo sådan noget, der i det mindste giver et skævt smil til at ledsage den dødssyge tjans, det er at stå og tørre glas af. Ikke at de ikke har en pointe dernede. Gu’ har de det. De har endda for det meste ramt sømmet lige på dets hoved. Lantz er jo ingen amoralsk Vinny Jones, og ikke en spiller der kun sættes på banen for at skade modstanderne. Han har lavet nogle eftertacklinger på det seneste, der i sig selv var svinske, jovist. Den mod Peter Degn var helt hen i vejret, og man følte næsten for Silkeborgspilleren. Men helt ærlig, 80 eller 90% af spillere på topplan laver altså nogle brutaliteter i deres karriere.

At der pludselig tales så meget om Lantz skulle vel ikke hænge sammen med at folk ligefrem er blevet overraskede over disse barske tacklinger? For mit eget vedkommende var jeg direkte forbløffet over hvor afslappet en type denne mand, der ellers kom fra Bundesligaen med et temmelig blakket ry, rent faktisk så ud til at være. Han havde endda længe temmelig svært ved at sætte sig igennem i kampene, og kompenserede ikke engang med grove frispark. Pludselig var der noget at snakke om, og så var der et par sportsredaktører som havde noget at fylde deres ledere med. Præcis som da Peter Møller lavede en Rambo i foråret og fortjent fik karantæne.

Og at Lantz spiller som han gør mod Espanyol, i en kamp som i forvejen er særdeles hård, hænger jo først og fremmest med én ting: at han laver et hvinende brutalt frispark efter fem minutter, og ikke får noget kort for det. Så er det, om man kan lide det eller ej, logik at han bliver ved. Den linie skulle dommeren have lagt; han og alle andre kan ikke forvente at Lantz gør det for ham. Resultatet af den vattede dommerindsats var en kamp tabt helt på gulvet, og i det cirkus var Marcus Lantz langt fra den eneste deltager.

At dette kunne få voksne mænd til at sidde og ynke hinanden, mens de tørlagde bulen for den billigste og bitreste bitter trodser enhver beskrivelse. De sørgmodige mænd sad gudhjælpemig igen og talte om at boykotte B.T. og Tipsbladet – en idé man har hørt så tit at det da er utroligt at den ikke er blevet sat i værk endnu. Selv har jeg boykottet bladene hele mit liv. Det er forbløffende let. Og så meget desto sværere at forstå hvordan man kan tage sportspressen så pokkers seriøst.

Jeg mener, så meget indsigt er der altså heller ikke i alle dele af den skrivende presse. Selvsamme Tipsblad har en skribent ved navn Tue Fredholm, der også skriver kommentarer for Urban, og dagen efter BIF’s kampe mod Espanyol kunne han konstatere: ”Ikke alene skal Brøndby vinde i Palermo, Brøndby skal også vinde med minimum fem overskydende mål, da klubberne i tilfælde af pointlighed rangeres efter målforskel, og Lokomotiv Moskva er på +5 efter onsdagens storsejr”. Og supplerede denne interessante påstand med en bemærkning om at ”Der er mange ting, der ikke er sjove, men som man alligevel er nødt til at lære. Matematik er sjældent et hit undtagen hos nørder som mig, der synes, at det egentlig er meget cool...”.

Nu er jeg ikke en af dem der syntes matematik var sjovt, eller cool. Og jeg var heller ingen haj til at lære det. Men når jeg ser stillingen i den pulje, kan jeg ikke lade være med at syntes at Brøndby selv med en sejr på mindre end fem mål over Palermo har en god chance for at passere netop dette tredieplacerede hold, eftersom Palermo inden mødet kun har ét point mere end Brøndby. Forhåbentlig er der en matematiker ude blandt vores gæster, der kan forklare hvorfor dette skulle være så svært – eller måske jeg bare skulle abonnere på Tipsbladet for at få den slags komplekse ting forklaret. Eller høre fra TV2 om de har lært andre deres metoder for at checke fakta.

Det var et sidespring – lidt som Lantz har lavet et par stykker af, hvilket han i øvrigt langt fra er den eneste som har gjort, heller ikke i udlandet på det seneste. I en ellers totalt uophidsende langgaber mellem Chelsea og Liverpool så man Michael Essien fra Chelsea flyve sidelæns ind på Didi Hamanns skinneben. Stor opstandelse, men denne gang havde den ellers så opmærksomme Jose Mourinho ingenting set – han havde muligvis travlt med at holde øje med diverse omklædningsrum eller at tysse på publikum. Senest Essien var om sig, var han mere opmærksom, men kunne kun konstatere, at Essien var en yderst fair spiller. Denne gang kan han måske hævde at han er mere fair end Lantz, der kan hævde at han har færre kort end Linderoth, og så kan det køre i en større karrusel.

Imens er Hamann, som man så ovenfor, rystet og forarget over tacklingen. Han har endda mistet modet. Man må da håbe han får det igen lige så hurtigt som da han lavede dette interessante forsøg på at bruge Damien Francis fra Norwich’s ben som et surfbræt – da var han hurtigt ovenpå igen og klar til midtugekampen.

Der har vi i øvrigt endnu en klub, der har svært ved at få øje på egne fortrædeligheder, som man kan se i de officielle referater her. Lidt som den klub, grædekonerne ved døren holder med. Både i behovet for spin og den evige opmærksomhed på forfølgelse. Men selv fra den grænseparanoide flok gæster har jeg nu haft svært ved at høre en tangent blive ramt. Det er trods alt en anelse mere intenst. Ja, nærmest steenflemmingsk. Og lidt til.

Og nu vi så snakker om mordtacklere – og lad os se i øjnene, at stort set alle hold enten har dem, har haft dem, eller vil få dem – så er en af dem på vej til en ny klub. Og Liverpool Echo har skræmt mig fra vid og sans ved at berette, at det nu er Everton, der har de bedste chancer. For guds skyld NEJ! Lad være. Eller nu hvor Davie Moyes tydeligvis ikke vil lade være, hvis han får chancen: For guds skyld NEJ! Lad Keane få lyst til noget andet.

Jeg er bestemt ikke mere principfast end at havde Keane for fem-seks år siden været på kant med Alex Ferguson, var blevet fyret, og gerne ville bo i nærheden, så skulle han være meget velkommen. Også selv om han har en pulsåre så bred og hurtig som en motorvej, der går fra hjertet direkte til hjernen, og selv om han er så brutal og afstumpet en spiller, at Marcus Lantz ligner Bjørn Elmquist ved siden af.

Men i dag, en has-been med baldrede knæ: ellers tak. Som om Gascoigne og Ginola ikke har været oldboys nok i denne omgang? Moyes har ellers hidtil modstået finten med at få varerne lidt billigere fordi de er tæt på eller har passeret sidste salgsdato. Jeg kunne finde på meget mere interessante steder for Keane at tage hen, og i sådanne situationer må man ikke miste håbet: lad ham blive hentet af Real Madrids træner, hvad han så ellers hedder i denne uge, og lad ham prøve at begå sig blandt Los Galácticos.

Han ville da få et chok. Forestil dig, kære gæst, at han skal sige sin mening på Real Madrid TV om sine nye holdkammerater. Hvis han mener at Rio Ferdinand er en selvfed dandy, der ikke lever op til sin skyhøje løn, hvad kan han så ikke finde på at sige om Roberto Carlos? Der skal en meget kreativ tolk til at eftersynkronisere det interview uden at bare en enkelt glose, som i sig selv er nok til at vinde en idiotsikker injuriesag, skal trænge igennem.

Det ser altsammen lidt sært ud for Real Madrid lige nu, og jeg ville da være et skarn hvis det ikke frydede mig voldsomt. Det ville nemlig være meget optimistisk at tro, at med afskeden til skatteålen, dokumentfalskneren og den generelle særlig Wanderley Luxemburgo er problemerne løst. De ser først og fremmest til at være koncentreret i kontoret hos præsident Florentino Perez. En mand som ansætter en stjernespiller og fyrer hans nye træner en uge senere, som går efter en spilleres image- og merchandiseværdi uden skyggen af tanke på om han passer ind i noget taktisk koncept, som virker ude af stand til at ansætte habile forsvarsspillere der kan spille mere end to-tre kampe uden at få karantæne, og som endnu ikke har formået at tiltrække en rigtig kapacitet som træner, fordi denne ikke ville få den sportslige råderet han bør have.

Dette er Perez nu ikke den første til, allerede inden hans valg i 2000 så man Fabio Capello forlade Real Madrid efter et år med succes, efter en magtkamp med forgængeren Fernando Sanz. Men det var Perez, der med købet af Figo indledte perioden hvor der kun skulle købes ’galaktiske’ stjernespillere, og så ellers suppleres med egne produkter. To mesterskaber og en Champions League er det blevet til, hæderligt nok for enhver klub, men vel i underkanten for en galaktisk klub, især når den europæiske finale man vandt er den eneste man er kommet i.

For en klub hvis selvforståelse rækker til at bede FIFA om at sørge for, at der ikke spilles nogen andre kampe samme onsdag aften som man fylder 100, er det i hvert fald blevet ret tyndt med trofæer de sidste par år. Og skal der vindes noget i denne omgang, skal der for alvor til at ske noget. Real vandt godt nok deres seneste ligakamp, men de var elendige, chokerende, til grin – spillemæssigt. Getafe, almægtige Getafe, havde 19 skud mod Reals 6 på Bernabeu. Forskellen fra Barcelonas nylige opvisning var, at for det første var Real endnu mere pivringe, og for det andet var Getafe uheldige og ineffektive. Som deres træner sagde ville et rigtigt klassehold have sat otte mål ind, og hvis det virkelig stemmer at Real kun for alvor var sat op fordi de mødte Barcelona, er det godt nok rystende – for de fik høvl der.

Wanderley klagede efterfølgende over at Real skulle have vist manglende tålmodighed med hans hårde taktiske arbejde, men det må vist være selvbedrag på et plan man mest ser hos folk der lyver sig yngre i deres pas. Enhver der så Reals sidste kampe med den tilsyneladende charlatan på bænken så det samme som dengang han var chef for Brasilien: en træner som taktisk helt enkelt ikke havde anden plan end at lade en masse rige, trætte og mætte spillere løbe på banen og bare se hvad der skete. I England ville han være blevet mødt af tilråbet ”You don’t know what you’re doing!” fra sine egne fans, og det må selv Florentino, der jo ikke selv er nogen snu fodboldtænker, også have kunnet se: Deres point mod Real Sociedad blev sikret på at sætte den håbløse mosler Raul Bravo ind, og hans energiske løb fik skabt den nødvendige ravage – men sådan én går kun en gang ud af 50, som man har set så tit i denne sæson.

Forskellen mellem ham og Rijkaard i Barcelona, som jo måske også har været tæt på at blive offer for manglende tålmodighed, men som man gudskelov har holdt fast ved, har hele tiden været, at Rijkaard sled med at tilpasse et meget systematiseret spillekoncept, der håner tanken om at Barca blot er funklende individualister – det spillerne gør er gennemført taktisk planlagt, og hvis de bare var enkelte stjerner uden en fælles idé, ville det lige så lidt se ud som det gør lige nu, som det så ud for godt ti år siden med El Dream Team under Johan Cruyff (hvis rekord på ti sejre i træk Rijkaards hold i øvrigt lige har tangeret). Var der intet system, ville det formentlig ligne Real Madrid en del mere.

Et hold uden ledelse – og det kan man takke Perez for, for ingen Wenger eller Mourinho ville jo, efter bare få minutters omtanke, komme til en klub med så egenrådig en præsident og så lidt indflydelse på truppens opbygning. Derfor ender han med folk af ringere kaliber og med mindre pondus, der skal løse hans uløselige gåde med taktikken på et hold ude af balance, som forventes at bruge alle de dyre folk på én gang, og som skal holde kontrol over en flok heftige egoer, en flok gamle udslidte koryfæer som på samme tid er deres image og deres spillemæssige svaghed.

Seneste bud, i stil med forgængerne del Bosque og Remon, er Lopez Caro. En mand der deler navn med en variant af den spanske åbning i skak, ironisk nok en variant der er meget stærk for hvid, der nemt både får en dominans på midten og på venstre fløj. Med Roberto Carlos i den form han er i, er det sidste i alle tilfælde tvivlsomt om man også ser på fodboldbanen.

Real er i det mindste videre i Champions League trods et premierenederlag til Caro, men der var jo nok at fryde sig over i den turnering. Det var stor fryd for feje Udinese, at deres 0-0-taktik gav rent bagslag, da Barcas reserver scorede til sidst og sendte de hundrede gange livligere Bremen videre. At Schalke dagen inden røg ud var endnu sødere. Men at Manchester Uniteds totale nedtur skulle indtræffe med sådan en stil, foran et proppet Estadio da Luz, det var da helt overdådigt.

Så er de lige vidt som os – og vi har endda Royal League at se frem til! Men hvad er der sket med vores Royal League? Jeg brød mit løfte til mig selv torsdag aften om ikke at se pointeløse kampe efter ligaafslutningen, og stod og fik lidt frisk og dejlig karsk luft. Og jeg var altså ikke helt tilfreds.

Det hænger ikke så meget sammen med at København spillede en mådelig første halvleg og en rigtig sløj anden, og heller ikke med at man fryser langt mere, og virkelig lægger mærke til den nappende kulde, når man ikke har skyggen af nerver på.

Nej, det var skuffelsen over at traditionerne var blevet skåret fra, som ærgrede mig. Her var ingen hymne ved indgangen, som sidste år. Og der kom ingen lille dreng ind sammen med spillerne, med bolden i en lille DHL-sponsoreret kasse, som han åbnede og stolt præsenterede for dommeren. Det var noget af det absolut bedste ved den turnering, for pokker! Og så sløjfer de det? Er der ikke længere nogen respekt for de traditioner og skikke, der følger med hæderkronede turneringer? Skal Per Nielsen så heller ikke bokse en reducering ind med hånden i derbyet til februar?

Det er lidt trist, for discount er jo ellers ikke et begreb man forbinder med Royal League. Bare se på Norge, hvor de bange anelser er gjort til skamme: ingen kampe er endnu røget under de 46 tilskuere, der besøgte Halmstad-OB i Örebro i sidste sæson. Start-Midtjylland var med sine 63 endda tæt på halvanden gang højere. Og da først Lyn fik lov at bruge deres hjemmebane Ullevål igen, havde de også næsten tusind mennesker på plads.

Så med næsten 4.000 tilskuere i snit (godt tusind færre, hvis vi vælger at regne derbyet i København fra, så det foretrækker vi ikke at gøre) er Per Bjerregaards ord fra for et år siden sandelig sat i relief: ”Det er en fremragende turnering. Spillet har været langt over forventningerne, og vi så i dag en intens kamp med over 21.000 tilskuere og en fantastisk stemning på tribunerne. Det beviser, at spillerne gør deres yderste, mens tilskuerne tager positivt imod Royal League. De kritikere, som frygtede, at turneringen blot ville blive en ligegyldig træningsturnering, er gjort grundigt til skamme. I Danmark og Norge er jeg svært tilfreds med den måde, klubberne tager imod turneringen. Sverige halter dog lidt efter. Men alt i alt er jeg tilfreds.” Et kig på tilskuerstatistikken understreger nordmændenes fortsatte begejstring. Og et kig på sponsorlisten til højre viser i øvrigt, at den lille drengs lille kasse med bolden ikke har DHL som sponsor længere.

Spillet i torsdagens derby ville jeg ikke sige var langt over forventningerne. De var egentlig at nyde lidt mere af det spil der kørte så godt mod Viborg, og så for sidste gang i år gå hjem fra den lysende kæmpebygning midt i byen. Så det var i stedet et stykke under forventningerne. Og mens nederlaget så mere og mere uundgåeligt ud, meldte tanken sig at  da have været kulturelt interessant. Man ville kunne se hvilket statusfald det ville medføre i løbet af vinteren, hvis vi f.eks. lå sidst i vores pulje. Om det ville rykke på turneringens image, og den prestige den vandt i den københavnske fanskare, muligvis ikke helt uden forbindelse til både det faktum at vi vandt Royal League, og at vi elegant lempede Brøndby ud undervejs.

Men nu var det jo også Hans Backes sidste kamp, og det havde da været synd at sende ham afsted fra Parken uden en lille succesoplevelse som sidste bidrag. Det er jo meget sjældent, at man får lov at sige farvel til trænere. Som regel er de bare væk, og en ny sat ind i stedet. Derfor var det lidt svært at vide præcis hvordan det skulle gøres. Men Backe fik sit bifald – høfligt, sagligt, afmålt, med stil, præcis som det sig hør og bør for den svenske gentleman – efter 1-1-målet, der tilsyneladende rundede en rigtig dum uge af for vores modstandere.

For i går sad de der igen. ”De får altid straffespark til sidst!” ”Messias var vel den eneste de havde glemt at bestikke!” ”Ren skuldertackling!” ”Brondby.com mener heller ikke der var straffe!”

Tilsyneladende vidste ingen af dem, at en skuldertackling kun kan sættes i en situation hvor man har front mod bolden, og den er inden for spilleafstand. Hvad enhver kunne se ikke var tilfældet for Thomas Rasmussen, da Bergdølmo lige havde tæmmet bolden med brystet og var på vej i modsat retning. Så i stedet for at lade tårerne flyde som træneren og som det bitterdrikkende grædekor burde Rasmussen bare føle sig lidt dum at begå sådan en mod en fyr der er 33 og meget kold i røven.

Men nu gider jeg ikke høre på det kor mere, så nu flytter jeg det bord ud på gaden til storskrald. Det gider jeg ikke have stående i den nye bule. Væk!

-smølle

Og på jukeboxen spiller

Ugens sange

Jesse Malin: ’Xmas’
Weeping Willows: ’Christmas in Prison’
Der er et eller andet ved den kommende højtid, der gør sørgmodige sange endnu mere hjerteskærende. Disse er to fantastiske eksempler på dette. Newyorkske Jesse Malins nummer er finalen på hans blændende solodebut The Fine Art of Self Destruction, som har kørt hernede på flere af bartendernes skift. Den er utrøstelig, med sin lidt hjælpeløse lyrik men et blødende hjerte så stort som Queens:

Maybe you're with someone else
And he's holding you tight
My reindeer that disappeared
I still hope you're alright

”Christmas is coming down”, synger han, og får det til at lyde som en trussel, præcis som når hans helt Bruce Springsteen erklærer at ”Santa Claus is coming to town!”

Endnu mere fortabte er stockholmske Weeping Willows, og man havde vel ikke ventet andet. ’Christmas in Prison’ er taget fra den meget købe- og lytteværdige ekstra cd, der følger med deres nye opsamling Singles Again. Det er et cover, gruppens gamle speciale, af en sang af John Prine, en amerikansk sanger og sangskriver der selv havde hang til det sentimentale. Og også her det lidt komiske –

She reminds me of a chess game
With someone I admire
Or a picnic in the rain
After a prairie fire

– og det er sanger Magnus Carlsons fantastiske patos, samt en bragende god tuba i baggrunden, der løfter sangen.

Ugens album

Thåström: Skebokvarnsv. 209
Joakim Thåström som nostalgiker. Hvem skulle have troet det? At han skulle lave en plade der skuede tilbage, handlede om hans barndom og hans far (’Främling överallt’), om hans ungdom i Ebba Grön (’The Haters’) og om hans nutid på Vesterbro (’Sønder Boulevard’) – det er lidt af et chok, for siden han var popstjerne med Imperiet har manden virket besat af aldrig at stå stille og altid lave noget nyt, aggressivt og tit ukommercielt – til tider fordi det var direkte dårligt, som da han druknede sin fantastiske stemme i en storm af forvrængning på de malplacerede industrielle plader under navnet Peace Love & Pitbulls.

Og efter to rå solorockplader er han så pludselig i The Boatman’s Call-fasen, hvor han er klar til at øse af sit hjerte, ved en indspilning der synligt på omslaget er foregået i ro og fred, ved stearinlys. Det er bare at bukke og takke. Dette er en forrygende plade, og det er en fryd at høre hans stemme, mørkere og mere slidt end nogensinde, fortælle og trænge ind over smuk, akustisk baseret musik, med et pragtfuldt bundt tilbageholdende musikere bag sig, ledet af den supertalentfulde Niklas Hellberg.

Som på singlen, ’Fanfanfan’, hvis titel fik mig til at tænke ”mere punket hærg”, men som i stedet er helt nænsom, og som handler, som nogle af de bedste sange, om The one that got away:

Fast det var så kort romans
var det nått jag borde ha förstått
Såna chanser kommer en gång bara
Aldrig att dom kommer två
Fanfanfan det skulle varit du
Fanfanfan det skulle varit du

Det er hans besøg i sine gamle kvarterer – mentalt og fysisk, som på hilsenen til barndoms/ungdomsvennen hjemme i Rågsved uden for Stockholm, ’Brev till 10:e våningen’:

Och hur många timmar har man väntat där nere på stationen
På nån eller nåt som aldrig aldrig kommer
Och det känns som det var hundra år sen eller om det var i går

At han så i samme sang synger om København, byen han har gemt sig i:

Jag gillar bararna i mitt kvarter
Och månen här det er den vackraste som jag vet
Man kan leva ett helt liv här i hemlighet

– det er jo til at smelte over. Og det samme er hans hyldest til ’Sønder Boulevard’:

En svart sol sjöng för alle som var som oss
Och mäster Dan Turell var kung varenda kväll
Men allt det der vet du som nån gång har vart
Nån gång har vart
På Sønder Boulevard...

Ren gåsehud, men det kan man sige om det meste af denne plade, som er helt oppe med Ebba Gröns Kärlek & uppror fra for 25 år siden som det stærkeste han har lavet nogensinde.
 

mail