"Obnoxious, self-righteous, whining little fucks. My biggest fear is that if I quit smoking, I'll become on of you... Don't take that wrong. I have something to tell you non-smokers that I know for a fact that you don't know, and I feel it's my duty to pass on information at all times. Ready?
Non-smokers die every day! Enjoy your evening. See, I know that you entertain this eternal life fantasy because you've chosen not to smoke, but let me be the first to pop that bubble and bring you hurtling back to reality. You're dead, too."

Velkommen herhid, som de synger i den der traver der altid kommer lige efter rådhusklokkerne. Og godt nytår. Her, tag en cigar! Vi deler dem generøst ud, ikke så meget på grund af opdateringen til 2006, men mere fordi det burde være stensikkert, at når vi om et år står her igen, lidt møre efter en krævende højtid, og siger godt nytår endnu en gang i 2007, så er den fornøjelse – jeg formoder da at det er en fornøjelse, jeg har aldrig selv prøvet sådan et rør – forbudt.

Det kan måske være lidt svært at forstå lige den situation. Du kommer hertil med en cigaret og vil gerne ryge den. Jeg synes du skal have lov, og det er min bar. Der er intet forbud mod at besidde tobak, som det er tilfældet med hash, pot, crack og andre ting der kan ryges. Man skulle derfor tro det var noget du og jeg bestemte. Men der, der min ven, er det sted hvor vi begge tager fejl.

Når næste etape skal tages, bliver det nemlig ikke kun offentlige bygninger hvor man ikke må ryge noget sted, det bliver alle steder hvor der er offentlig adgang. Også privat ejede. Og så er det i øvrigt helt ligegyldigt om det er et tyve etagers kontorbyggeri man er i, eller om det er en bule som vores i en kælder et sted – og på samme måde er det naturligvis ligegyldigt om det er lokaler hvor man har en interesse i at beskytte de folk der skal arbejde og færdes der dag efter dag, eller om det er lokaler som folk opsøger af egen fri vilje vel vidende at der bliver røget, og hvis indehavere ellers ville være frit stillede til at forbyde rygning i hele etablissementet.

I betragtning af med hvilken selvsikkerhed det fra røgbekæmpelsessiden lyder, at de brune bæverdinger og lignende steder med rygerattraktion nok skal overleve, kan det så måske undre at det er så få af disse der har taget den beslutning selv allerede, i stedet for f.eks. at investere i bedre udsugning og indrette sektioner. Man skulle tro det var nemmere bare et sætte et skilt op med ”Rygning forbudt” på døren, og dog vælger mange ikke at gøre dette. Sært! Men godt, der er nogen der så er i stand til at tage den beslutning for én, og bestemme hvilke ellers lovlige ting man ikke må foretage sig på sin egen ejendom. Men tag det roligt: derhjemme må du hjertens gerne ryge til du segner.

Var det så bare det, men nytårsmorgenkvalmen fik et kraftigt hak i vejret ved at læse dette i B.T. Ikke ved at læse hvordan vor arme ungdom korrumperes, men derimod ved at se hvordan røgens fjender bevæger sig længere og længere over i et korstog præget af ren symbolik: ”Børne- og ungelæge Vibeke Manniche er forarget og ønsker et forbud mod rygning på film. ”Det må da være kunstnerisk muligt at tegne en karakter på film uden at bruge cigaretter”, siger hun. Som minimum opfordrer Manniche til, at det angives med et mærke på en film, om der bliver røget. Så kan forældre og forbrugere vælge de røgfyldte film fra, anfører hun.”

Hvorfor standse ved rygning – og hvorfor standse ved film? Verdenskulturen er smækfyldt med fiktive og nonfiktive mennesker, der foretager sig ting, de ikke burde. Alt fra fumlegængeri til folkemord kan man finde i film, og i bøger, musik, massemedier og tusind andre steder går det igen.

Jeg kan blive helt i tvivl om fr. Manniche nogensinde har set en film, for hendes vrede virker trods alt så beskeden. I film er der overtrædelser af stort set alle bestemmelser i lovgivningen, fra mark- og vejfredsloven til de rigtig dyre og alvorlige regler. De mest populære film i Danmark nogensinde kredser om en flok forbrydere, og de er vel at mærke heltene i de historier. De stjæler enorme summer fra banker og virksomheder, begår indbrud og vandalisme, og de sprænger bygninger i luften. Og ikke nok med det – de ryger! Formentlig er det eneste, der redder Olsenbanden fra et Manniche-forbud, at Egon Olsens cigarillo aldrig rigtig ser ud til at være tændt.

Men derudover får censorerne deres at se til. Fra Humphrey Bogarts og Marlene Dietrichs tid, hvor mænd og kvinder røg som beagler i langt de fleste film, og til i dag er nogle af de væsentligste og bedste film inficeret af røg. Vi må have dem væk! Inden vi ser os om har vi generationer af unge, der enten skygger folk rundt gennem byen i en filthat, eller synger cabaret i en maskulin stemme og med en påfaldende tysk accent. Det går ikke!

Når fr. Manniche så har sikret, at ethvert fremtidigt eksemplar af den Paul Auster-skrevne film Smoke kun sælges i skumle baglokaler, indpakket i brune kuverter, må der komme en videreudvikling. Der findes – gys! – film derude, hvor det kunne opfattes som positivt og heroisk ikke bare at ryge, der falder de ved første hæk, men ovenikøbet også at drikke, dyrke ubeskyttet sex med en række ukendte partnere, slå mængder af folk ihjel og ødelægge værdier for milliarder. Den slags bør man ikke vise. Tænk hvis folk kopierede den adfærd, og begyndte at affyre atomvåben på sydhavsøer til højre og venstre? Så må det da være slut med James Bond-film. Måske efterhånden heller ikke det værste der kan ske.

Så er det videre til popmusikken, hvor ’Smoke Gets in Your Eyes’ måske får lov at leve, da den handler om en metaforisk pejs, ikke en symbolsk smøg, men hvor allerede Frank Sinatra må imødese at få bortcensureret adskillige omslag på sine mere deprime, 50 år gamle albums. Og Oasis’ ’Cigarettes and Alcohol’ vil blive til ’... and Alcohol’ indtil nogen finder ud af, at denne rusgift også er så væmmelig at den ikke mere må nævnes. Hvorpå det er ’... and ...’. Så tør jeg jo ikke tænke på hvad der vil ske hvis nogen lægger mærke til ordene ”You might as well do the white line”. Men først må vi have bekæmpet de der smøger.

Og effektiv i den henseende ser ud til at være Vibeke Manniche, et dansk svar på Tipper Gore, der ikke mener at kulturens verden skal have lov at udtrykke sig frit. I en verden hvor ingen mere studser over udpenslede voldsorgier vil hun have forbud mod film hvor folk tænder en smøg – ikke at filmens helte ryger fed eller foretager sig andet kriminelt, men at de ryger tobak samtidig med at de opfattes som positive personligheder i filmene. Glem ytringsfriheden, indfør forbud til at klare folks børneopdragelse for dem – frie valg er jo noget folk kunne finde på at benytte sig af.

Det er den rene fascisme, det er absurd, og skulle dette ubehagelige medlem af Tankepolitiet dukke op her, skal jeg med glæde bryde med en livstids vane, tænde en af min kollega Holgers krast lugtende Camels, og være med til at ryge hende ud af døren igen. Imens vil jeg i stedet for de normale små løver dekorere bulen med rygere i aften, de rygere jeg nødig vil undvære blot fordi nogen er bange for at børn adfærdsprogrammeres af film i en grad så de bliver viljeløse værktøjer for enhver industri der gennem filmlærredet hjernevasker folk til at forbruge deres onde produkter. Så håber jeg blot at du, kære læser, kan modstå den livsvarige afhængighed jeg nærmest tvinger ned over dine skuldre – også selv om du skulle være i den alder hvor synet af så mange helte, idoler og ikoner med cigaretter og det der er værre måtte gøre det nærmest umuligt. Ellers må du standse her. Hvis ikke det er for sent allerede.

Nå. Hvor kom vi fra. Jo, fodbold. Det er jo som regel det jeg snakker om hernede. Det ligger dog selvfølgelig lidt dødt med det her i København. Ingen indkøb endnu, hvis man ser bort fra Pimpong – og næsten lige så lidt overrumplende som hans ankomst er det, at Fredgaard og Rabozcki er rejst, og at vi heller ikke får mere at se til Elrio.

Da han i sidste spillerunde ikke blev udtaget til truppen mod Herfølge, selv om han var blevet holdt hjemme fra landsholdet der gerne ville have haft ham til rådighed, og selv om holdet stillede op i en kejtet og meget dårligt fungerende opstilling med Hjalte og Lars Jacobsen på de to kanter, var det meget nærliggende at se ham som en der ville prøve lykken et andet sted, om ikke andet så efter at have kunnet vise sig frem i de afrikanske mesterskaber, der begynder i Ægypten om et par uger. Da han så lige pludselig brød igennem med brask og bram, var situationen en anden, og så alligevel ikke.

Sportsdirektørens afskedshilsen var lakonisk: ”Kan de betale, så er det jo i orden. Alting er jo kun et spørgsmål om pris. Man har jo også det seneste halve år kunnet se på spilleren, at han havde andet i hovedet.” Han skal jo nok også have haft noget i hovedet i tiden inden, er det vel rimeligt nok at gætte på – ikke mindst hvis han sad på tribunen og kiggede på den Herfølgekamp der er nævnt ovenfor, med et hold der var ved at blive spredt for alle vinde, mens han selv som kommende mand på holdet stadig ikke havde spillet mere end det der svarede til knap halvanden halvleg i de væsentlige turneringer, og stadig ikke var startet på banen. Men med det begrænsede spilletid har det selvfølgelig været svært at bemærke, hvis Elrio har været lidt distræt. Især efter at hans ven Zuma havde meldt ud i pressen, at det havde været hans største fejl i karrieren at forlænge med København. Lur mig om Elrio ikke fik den med.

Nu er han så væk, måske straks og måske til sommer, men i alle tilfælde skal vi nok regne med at han har spillet sin sidste kamp her. Og hvor er det dog en skam. Jeg stiller mig ikke op blandt dem som pludselig ikke mener Elrio var det helt lovende navn alligevel, for jeg havde elsket at se hvad det ville kunne være blevet til her i byen. Han har måske haft kampe hvor han ikke har været synlig langt det meste af tiden, men han har stadig været en fast del af et hold hvis ligastatistik hedder 15-4-1, og det kommer man ikke til hvis man spiller med ti mand. Omvendt har han stået for et par af de ting der vil blive husket længe efter at det meste af dette efterår er glemt, og når det er en spiller som først lige er blevet introduceret for førsteholdsfodbold som laver et mål som det i Hamburg, så kræver det gode argumenter at tale imod at vi ikke i givet fald ville kunne få rigtig meget ud af ham.

At han så vælger at smutte nu er forståeligt nok. Ingen kan anklage Elrio for at have manglet tålmodighed; han er i flere år nu blevet rost for sine indsatser til træning, og blevet nævnt som en af dem der har ligget allertættest på en plads i startopstillingen, uden at det gav resultat før denne sommer. Han har leveret en superprofessionel indsats under meget fremmede forhold, og for et halvt år siden kunne han ikke vide om der nogensinde ville blive satset på ham – så kan man ikke kritisere ham for nu at rykke videre når hans kontrakt giver ham mulighed for det. Han er endda så fair at melde ærligt ud i god tid at han ikke har i sinde at forlænge.

Så farvel Elrio, tak for mesterskabet i 2004 som vi ikke havde vundet uden dig, og held og lykke fremover. Og mens vi skåler på det, så skål også på at vi en anden gang får et stortalent af egen avl at se lidt længere end et halvt års tid, og så et par gyldne minutter i en afgørende kamp om DM. Så er der bare noget, der skal ske på en anden måde et sted i processen.

Den anden vej ser hjulene ud til at være i bevægelse. Et avisbud kom forbi med Tipsbladet til vores ovenbo her i det nye hus, og jeg sneg mig lige op for at læse forsiden: ”Solbakkens første køb: Hutchinson på plads!” Det er formentlig fint nok, ikke at jeg nogensinde har set Helsingborgs canadier Atiba Hutchinson i aktion. Er han vores mand, så er der i hvert fald, ud fra de beskrivelser af ham man kan finde, et lovende aspekt: han kan lægge dybe afleveringer fremad. Og skal vi nogensinde have rigtig gang i Peter Ijeh, er det i hvert fald via sådan nogle han bedst hjælpes.

Der er dog lige det presserende problem, at der kun må bruges tre ikke-EU-borgere på banen af gangen. Derfor ligner Ijeh og Álvaro reserver for hinanden, hvis både Pimpong og Hutchinson er ment som folk til startopstillingen – og det må de næsten være på en særdeles tynd midtbane, der så også ville bestå af Linderoth og Silberbauer tilbage på sin højrekant.

Derudover er alt spekulationer, om Olofinjana, Helstad, Hangeland og, som et sjældent islæt i rygtestrømmen uden erfaring fra Tippeligaen, Morten Rasmussen. Der til gengæld er høj. Plus rygter om mere eksotiske navne der ryger over bordene i flæng, når drammerne er blevet serveret, men som for de flestes vedkommende er fabrikeret af reportere der keder sig, eller af stjernekiggende fans.

Næ, Brøndby har overtaget rygtebørsen helt og aldeles, både med køb og salg. Der bliver især gjort meget ud af det salg til Liverpool af Daniel Agger, som de fleste virker helt sikre på kommer meget snart. Det burde nu ikke være det der imponerede så vildt. At få 50-60 millioner for et indlysende supertalent er godt og solidt arbejde. Men at få 18 millioner kroner for Morten Skoubo, det er et bevis på at mens Per Bjerregaard er en servietskriblende novice når det gælder store ejendomshandler, så er han et født geni når det gælder om at skibe angribere uden international klasse af til en stor liga.

Real Sociedad har tydeligvis hverken ladet sig afskrække af Peter Graulunds og Peter Madsens tyske mavelandinger efter skiftet fra Brøndby, eller af Morten Skoubos indsatser sidst han var blevet solgt til nogle godtroende folk for en lignende sum: i sin anden sæson hos Gladbach var han så ringe, at hans bedømmelse i Kicker klart undergik Janne Saarinens ellers meget omtalte bundkarakter. Heller ikke hans halve sæson i West Bromwich – en halv sæson der udmøntede sig i en halv halvlegs spilletid – var noget at falde i svime over, men baskerne må jo have kunnet lide hvad de så.

På samme måde må vores rivaler selv have faldet for nogle kvaliteter hos deres nye venstre back Joseph Elanga, og et hurtigt kig på et par af hans eskapader giver indtryk af at de kvaliteter er spillemæssige. Det bliver mildt sagt interessant at se hvordan de vil tackle den tilsyneladende ikke specielt velovervejede voldsmand og wifebeater og hans medfølgende ego, der ikke gav ham mange venner i truppen i Malmö. Der er ikke meget Supra societatem nemo over at sove en brandert ud derhjemme under træningen, eller at ’strejke’, afhængig af hvordan man foretrækker at kalde udeblivelsen. På samme måde bliver det interessant at se hvordan Asbjørn Sennels’ værste kritikere på tribunen vil tackle netop denne afløser. Der kan man tale om at komme fra asken i ilden. I det mindste har de to spillere dog tilsyneladende en fælles evne, der kan lette skiftet, nemlig evnen til at falde igennem i vigtige europæiske kampe.

Skoubo er ikke den eneste danske angriber der skal til udlandet, Mads Junker sagde farvel i dag for at spille for Vitesse. Og det må da siges at være en fuldstændig enestående chance for at få en københavnsk superligatopscorer, nu hvor Álvaro ligger i top blandt dem som stadig spiller i ligaen. Det projekt vil dog blive en del lettere hvis Morten Rasmussen ender hos os – og en del sværere hvis han lander i BIF. Selv med den baggrund kan jeg dog ikke svinge mig op til det helt store håb om at han bliver købt. Jeg er måske gammeldags, men på et eller andet tidspunkt kan man gå hen og blive træt af fyrtårne, og især af de bolde der losses frem til dem. Så længe vi alligevel har den mest luftoverlegne angriber i superligaen rendende midt i vores forsvar, så er det mit stille håb at targetmanien bliver derved, så der kun skal sparkes højt til nød, og ikke til lyst. Om Ståle er enig deri – det får vi dæleme se.

Indtil da kan vi holde blikket rettet mod udlandet, hvor især det engelsk baserede korps af trænere holder gryden i kog med deres forrygende barnlige optræden. Arsene Wengers julekortskandale er slut, og han står lige nu ikke bare som leder af et middelmådigt hold der er ved at gå i opløsning, men også som en pige i fjerde klasse der gransker om et kærestebrev nu er autentisk eller om det er skrevet af en dum pige der bare vil ydmyge hende.

Heldigvis kan andre tage over. F.eks. var underholdningen stor i Bolton-Liverpool, som kørte hernede på vores lille tv-skærm. Ærgrelsen blandt de røde var stor over at holdet ikke vandt, og det på trods af at de aldrig var foran. Der blev snakket om frispark ved Boltons andet mål – der blev snakket meget lidt om da Gary Speed blev losset ned i feltet forinden. Men det var trænerne der for alvor hakkede på hinanden; Liverpool skulle ifølge Allardyce have haft to mand smidt ud, Gerrard var som altid uskylden selv, og Benitez var af den opfattelse at Bolton storfilmede og at Liverpool var det hold der gerne ville spille fodbold.

Har man set Liverpools Die Mauer-agtige optrædender i de europæiske turneringer de seneste år er ord som ”We knew what to expect when we came here but we expected a bit more to help the people who want to play football” måske en kende frelste og smager af sure rønnebær, men det skurrer trods alt mere når man skal høre på ”... it's easy to see who was diving. Everybody in England knows but someone maybe doesn't.” Alle i England ved at det er El-Hadji Diouf der sigtes til, men alle i England ved også hvem det var der var så forhippede på at hente den flittigt spyttende spiller dertil: nemlig Liverpool selv, som han også lystigt smed sig på jorden for.

Det var dog småting i forhold til Jose Mourinhos evige evne til at føle sig forfulgt, som går i dale og højdedrag, og som har været på et af de sidstnævnte lige siden hans midtbanefund Essien var ved at sparke Didi Hamanns ben over ved knæet i Champions League for nylig. Lidet overraskende var den efterfølgende karantæne ikke den exceptionelt fair spillende Essiens skyld, men derimod Sky TV’s, hvis synd bestod i at vise overfaldet for mange gange efter Joses smag.

Da så West Hams Reo-Coker lossede samme Essien ned, var konspirationsteoretikeren i topform: ”I don't want to speak about Reo-Coker but I can imagine what would be said if it had been the other way around.” Ja, det er jo en interessant hypotese, men en som vi ikke får mulighed for at teste i praksis. Til gengæld kan vi tænke tilbage på et andet møde mellem Liverpool og Chelsea, hvor Frank Lampard brækkede en ankel på Xabi Alonso. Det var så sjovt nok ikke noget der vakte de store reaktioner, og Lampard fik ikke karantæne efterfølgende, men slap med den advarsel han fik i kampen. Måske det kunne få noget til at dæmre hos Jose: at der er forskel på at komme for sent efter en bold og at flyve ind i et knæ, at der er forskel på ligaen og Champions League i bevågenhed, og at der er forskel på hændelser som dommere ser, og hændelser som de ikke ser, når der skal deles efterfølgende karantæner ud.

Samtidig kunne han så gøre sig selv en tjeneste ved at se bare en kende nøgternt på sine egne forhold, inden han begynder at anklage alt og alle for sammensværgelser. Måske lære lidt af Stuart Pearce, der er den seneste træner som, i form af David Sommeil, har haft en sindssygt tacklende fyr på sit hold, og sagde at han ville kigge på tacklingen og om nødvendigt irettesætte spilleren. Men dybest set håber jeg da at Jose lader være med det, for med kun halvanden måned til Chelsea møder Barcelona foretrækker jeg at han kører rundt på 8.000 omdrejninger og ser spøgelser overalt, især i nærheden af dommerens omklædningsrum.

For det første er det mere underholdende, og for det andet virker Jose mildt sagt ikke mere som en mand der tackler modgang så pokkers godt. Folk udefra som Gary Neville og Emmanuel Petit kan komme med spage forsøg på at vælte Chelseas læs, men med risiko for at virke lommefilosofisk, så virker Jose som sin egen største trussel, og jeg tror han er rigtig, rigtig nervøs inden mødet med Barcelona. Dermed ikke sagt, at hans hold ikke sagtens kan være stærkt nok til i alle tilfælde at få dæmmet op for Barca igen – men jeg vil næsten vædde hvad som helst på at Jose kommer til at miste overblikket adskillige gange til og med 7. marts, om det så slutter med sejr eller nederlag. Han er allerede godt i gang.

Og fodbolden generelt er også allerede godt i gang – nu begynder den sidste af de store europæiske turneringer, FA Cuppen, i weekenden. Selv glæder jeg mig dog også en del til de førnævnte afrikanske mesterskaber, hvor Zuma forhåbentlig som anfører, og sammen med bl.a. Elrio, kan løfte Sydafrika til succes for første gang længe. Det virker dog lige svært nok, for holdet er åbenbart i opløsning i det små. Men så er der jo også Pimpongs VM-klare Ghana at følge. Interessant bliver det. Ligesom den sideløbende Fraktionsquiz i Løvetimen, hvor Spruthuset debuterer 27. januar med det erklærede mål at kvalificere os til en kvartfinale, og ikke mindst at undgå Utterslev Gummidyr i denne.

Indtil da, hav det godt, og lad ikke apostlene diktere hvad du må se og høre. Og igen: godt nytår, mand!

-smølle

og på Jukeboxen kører... ikke den lange musiksnak. For dels knokler jeg med den næsten ugentlige musikklumme, og dels med den næsten årlige artikel om årets bedste plader. De kommer her i weekenden, og indtil da kører:

The Decemberists: Picaresque
Sufjan Stevens: Illinois
Richard Hawley: Coles Corner – tre albums som ikke kunne finde plads på listen over de ti bedste, men som alle er fine og begavede albums på hver deres belæste, elegante og smådekadente måde; Decemberists som cabaretpop, Stevens som lokalhistorieskrivning og Hawley som romantisk nattecroon.

 

mail