STÅÅÅÅL! Det råbte vi i 3. (tror jeg) deling i et af de værnepligtige uddannelseskompagnier på Vordingborg kaserne i 1983. Til diverse befalingsmænd og uddannelses-officerers - både af karriere- og reserveslagsen - utvivlsomme skuffelse ikke et kampråb beregnet på tåbelige eksercitskonkurrencer, evigtåndssvage marchture eller latterlige krigsøvelser på Kulsbjerg eller i de falsterske skove og roemarker.
Men derimod møntet på de for os værnepligtige - der bare skulle have ni dræbende måneder til at gå - mere interessante øvelser, der handlede om intern "krig" mellem delingerne på forhindringsbanen, fodboldbanen og ikke mindst billard og kampdruk på Vordinghuls i forhold til indbyggertallet ekstremt mange bæverdinger. Stålkvaliteten kunne så afhænge af hvor mange aftener, du kunne gå som ubesejret ved billardbordet, hvor mange lokale chicks du kunne score på Hotel Prins Jørgen, eller hvor mange halvliters du kunne skylle ned på kortest mulige tid på Rådhuspubben uden at ørle på servitricen.

Om de har lignende interne konkurrencer på Peter Bangsvej og rangordner i rustfri og galvaniserede ståltyper efter den nye cheftræners ankomst, har jeg ingen anelse om. Men der bliver givet gået til Stålet - argh, sorry! - i denne den første uge, hvor det nok frem for alt handler om at gøre et fordelagtigt og arbejdsivrigt indtryk på chefen og assistenten.

For det har været Store Skiftedag på broen på Peter Bangsvej, hvor et nyt trænerteam har holdt indtog samtidig med det nye træningscenter. Umiddelbart vurderet et goddag til lidt mere om ikke ligefrem militante så kontante træningsmetoder i forhold til de udefra synende lidt blødere Hans Backe og Carsten V. Jensen. Det er så baseret på begge d'herrer Solbakken og Nielsens kompromisløst hårde, men karismatiske lederstil på midtbanen i deres respektive Københavnske karrierer og ikke den efterhånden berømte tv-udsendelse/dvd fra Ståles tid i Hamar, hvor en enkelt aftændings-raptus eller to over 200 dage af den vanligt useriøse danske sportspresse er ophøjet til Ståles M.O.

Hvordan Solbakken/Nielsens træningsmetoder så reelt er, ved vi ret beset ikke en kæft om endnu. Peters trænerkarriere er foreløbig indskrænket til en kort periode hos Parkens parodiske naboer, B93, mens Ståle har trænet et lille oprykkerhold i Norge efter en tur omkring periferien af det norske landshold. Det er ikke sådan lige at overføre til en storklub - efter nordisk målestok - med markante ambitioner og et konstant forventningspres, der kræver europæisk kvalifikation hvert år. Dvs. alt under sølv eller pokalsejr er lig med dundrende fiasko. Ydermere et sædvanligvis spildominerende  hold, der i ligasammenhæng vil være favorit i 31-32 af sæsonens 33 kampe. En helt anden situation end hos Ham-Kam, både i næstbedste række, i bedste række år 1 som nyoprykker samt år 2 som dumpekandidat og konstant med ryggen mod muren, hvor blot remis i langt de fleste tilfælde har været det optimalt opnåelige og dermed at ligne med sejr.

Tilsvarende gælder selvklart, at man ikke skal forvente, at den spillestil, Ståle har anvendt i Ham-Kam, transformeres til København, selvom diverse dommedagsprofeter i fanskaren vælger at tro/frygte det, eller simpelthen tage det ultimative norske fy-skridt og bebude ren Drillo-stil i København. Jeg ved godt, at Ståle har talt om inspiration fra Drillo, ligesom han har arbejdet tæt sammen med Drillo-efterfølgeren og -eleven Nils-Johan Semb i det norske fodboldforbund. Men indtil det modsatte er bevist, foretrækker jeg at tro - og håbe - at det primært er omkring taktik og ikke mindst læsning af modstandertaktik, vi vil se Ståle udøve anvendt Drillo-metodik. Selve det at være spilstyrende og boldførende har intet mandskab, trænet af Drillo, endnu excelleret i, men det bliver hverdagen for Ståle.

Mon ikke vi trods alt kan forvente, at der bliver arbejdet videre på det fundament, som Roy Hodgson støbte, og Hans Backe raffinerede. Ståles egne udtalelser peger mest i retning af ændringer i det fremadrettede spil. Backes tålmodighed og kværnen på tværs skal afløses af et kvikkere omstillingsspil og mere direkte angrebsspil. Hurtig omstilling og direkte spil i banens længderetning lyder unægteligt også som kardinalpunkter fra den klassiske norske fodboldskole, men i det mindste så længe vores angribere hedder Álvaro, Aalbäck og Ijeh bliver der nok tale om spil langs jorden snarere end ren Luftwaffe henover midtbanen - egen såvel modstanderens - til et skideskur af en angriber. Hænger også fint sammen med, at Ståle taler om at angriberne skal have bolden meget mere med masser afleveringer og løb i dybden.

Det lyder såmænd ganske godt i mine ører. Ligesom budskabet om mere aggressivitet og vildskab. Mere attitude. Tydeligere kropssprog. Noget som jeg har stået her bag baren og efterlyst et utal af gange de senere år. Især omkring vores hjemmekampe. Skal blive spændende at se om det bliver, som default-pessimisterne og de Norgesforskrækkede frygter, eller som jeg håber. Indtil andet er bevist, vælger jeg at glæde mig, men under alle omstændigheder vil vores gisninger omkring spillestil - og spillesystem - frem til sæsonstarten også skulle indrettes efter den endelige forårstrup, som endnu så langt fra ligger fast.

Uvisheden omkring spillertruppen er jo nærmest larmende. Endnu har årets første pressemøde ikke fundet sted, og foreløbig er ruten ud af truppen klart mere trafikeret end indfaldsvejen. Med Saarinens kontraktophør i dag er vi oppe på seks mand (endda syv med Christian Lønstrup) siden efterårsafslutningen plus Ole Tobiasen henover efteråret og halvanden håndfuld i sommers. Om Ståle har planer om yderligere udrensning, er ikke til at vide. Om Holmstrøm - sportsdirektøren, ikke hunden - sportschef Jensen eller formand Østergaard går med planer i den retning, er heller ikke til at lure.

Østergaard talte jo i det tilføjede kapitel til andenoplaget af sin bog "Varmt hjerte, koldt blod" om mætte, trygge og ikke nok præsterende spillere. "For meget for sig selv, for lidt for klubben". En svada der kom samtidig med den store sommerudluftning i truppen. Måske ikke møntet på Zuma, Todi og Magnus Kilhstedt, men klart med slet skjult adresse til et par eller flere af Magne Hoseth, Hjalte Nørregaard, Christian Traoré, Jesper Bech, Peter Christiansen og Tobiasen, der også fandt exit-skiltet i sidste sommerpause (Tobiasen først lidt senere dog). Adressaten er måske også gældende for Christian Lønstrup, Balazs Raboczki, Carsten Fredgaard og Janne Saarinen, der har benyttet udgangen her i vinterpausen. Knap så gældende til gengæld for Peter Møller, Elrio van Heerden og Bo Svensson, som man givet gerne havde beholdt. De tre har næppe figureret i ledelsens personale-dossier under fanebladet; "de kan ryge og rejse, hvis det er".

Nå, for helvede. Jeg har jo helt glemt at byde god aften. Så lad mig lange en iskold Urquell fra vores friskhamstrede paller over disken, mens jeg giver dig ild på smøgen. Åh, du ryger ikke mere, og din ven kan slet ikke tåle røgen? Surt show, for det er min vagt, mine lunger og min bar, så jeg har nu tænkt mig at blæse røgringe resten af aftenen også. Det af min ikke-rygende kollega -smølle i sidste uge varslede røgforbud er jo ikke trådt i kraft endnu, så det står dig helt for, om du vil ryge eller ej, være her eller skride, for jeg selv og mine rygende kunder vil tillade os at nyde tobakken, mens vi kan, eller rettere må. Og måske tænke som Bebe Glazer - Dr. Frasier Cranes agent i sitcom'en Frasier - i en episode, hvor hun at blevet pålagt at kvitte smøgerne forud for sit bryllup med en lungesyg olding:

I like the way a fresh, firm pack feels in my hand. I like peeling away that little piece of cellophane and seeing it twinkle in the light. I like coasting that first, sweet cylinder out of it's hiding place and bringing it slowly to my lips. Striking a match. Watching it burst into a perfect, little flame and knowing that soon that flame will be inside me. I love the first puff, pulling it into my lungs. Little fingers of smoke filling me, caressing me, feeling that warmth penetrate deeper and deeper until I think I'm going to burst then WHOOSH! Watching it flow out of me in a lovely sinuous cloud; no two ever quite the same.

Well, selvom jeg holder af mine Camels, så har jeg vænnet mig til ikke ryge i - privat - selskab med ikke-rygere eller folk der henstiller, at man ikke ryger. Ligesom jeg vænnet mig til tobaksafholdenhed i fly og tog (DSB 1' endnu undtaget) og busser og teatre osv. Så jeg forventer også uden større problemer at tilpasse mig, som de harske restriktioner bliver stadigt skrappere med hensyn til rygning på "offentlige" steder. Jeg bilder mig nemlig ind at være mere hygge- og selskabsryger end decideret nikotin-addict.

Men stress-smøgen på jobbet og ventetids-smøgen i lufthavnen bliver trist at undvære, ligesom værtshus-smøgen. For øl (spiritus) og røg hører nu engang sammen for en del af os, uanset hvilken side af baren, der er udgangspunktet.

Rigtig slemt bliver det nok den dag, det bliver helt forbudt at ryge i Parken. Jeg kan simpelthen ikke forestlle mig, hvordan mit nervesystem skal komme igennem en FC København-kamp uden en pakke smøger. Og en reservepakke, hvis det bliver ekstremt.

Jo jo, jeg har været til kampe i England med rygeforbud på stadions, og det gik da fint. Men det var jo ikke København, der spillede. Kun Chelsea leger med mine nervespidser i det engelske, og dem har jeg skammeligt nok kun set to gange derovre. Forrige gang var i 2003 til den CL-plads afgørende sæsonafslutning mod Liverpool, og der måtte man stadig ryge. Heldigvis, for det var nervepirrende. Og sidste gang var til The Blues' sidste hjemmekamp i sæsonen 2004/2005 på et tidspunkt, hvor mesterskabet var i hus, og man derfor helt nervebefriet kunne nyde forestillingen på et nu røgfrit stadion.

Alt i alt overlever jeg nok. Som for kollega -smølle i sidste uge er det da også mere indgrebet i folks privatsfære, der irriterer mig. Jeg anerkender blankt, at forskere i det 21. århundrede er blevet bedre til at påvise og dokumentere direkte og indirekte følgevirkninger af tobaksrøg både hos aktive og passive rygere, men i en verden, hvor der bliver stadigt færre rygere og stadigt flere røgfri områder, har jeg sgu alligevel svært ved at fatte, at i øvrigt raske mennesker generelt skulle blive mere syge og utilpasse af tobaksrøg i dag end for 10-20-30 år siden. Der er, undskyld mig, lidt "opfind-sygdommen-og-symptomerne-så-har-jeg-det" sundheds-apostolsk frelsthed over det. I en grad så almindelige hensyn ikke længere er nok, der skal forbud til. Overalt i det offentlige rum. Forbud mod at nyde en vare, som det er fuldt ud lovligt at købe.

I øvrigt bizart med de skrappere restriktioner lige efter afgifterne er sat ned. Man kan også forudse en masse stridspunkter i grænsesfæren mellem privat og offentligt rum. F.eks. når det bliver helt og aldeles forbudt at ryge hernede i åbningstiden. Hvad med så med den tobaksrøg og de tjærepartikler, der for de fintfølende luftveje umiskendeligt vil hænge i luften de fleste dage, når vi åbner, efter jeg eller mine kolleger - fire af seks bartendere ryger skam, endnu - har røget en halv pakke cigaretter til formiddagskaffen, mens der fyldes op, stilles frem og gøres klar til dagens vagt. For inden vi åbner, har vi lukket, og så er det privat område, og så må vi ryge som en milliard sodsværtede, svovlstinkende skorstene, om vi lyster. Ligesom når vi lukker ved nattetide, for så har vi ikke længere åbent for offentligheden, og så kan vi pulse løs, mens vi rydder af og tæller op. Men hov, hvad så med de 2-3 stammere, der altid lige bliver hængende et par bajeres tid efter officiel lukketid? Og hvad med rengøringen? Må vi ryge, mens de er der? Må de? Må de arbejde i gamle røgtåger, efter vi er gået? Og må de selv ryge, hvis vi ikke er der? Det er til at blive helt forstyrret i knoppen af at tænke på. Bare kollega Jan, just hjemvendt fra Cuba, dog ville kigge ned med en Cohiba til at dulme.

Nok nu om det. Det var lige et sidespring, men det var altså -smølle der startede! I sidste uge. Det var de bortrejste, vi kom fra. Med eller uden røg. Hvis vi lige tæller efter, så er det seksten (16) mand, der har forladt klubben på en halv sæson. Og ikke seksten uefne spillere. Prøv at lege lidt med holdkortet. Der kunne faktisk stilles et ganske slagkraftigt hold incl. bænk af de folk. Rabo på mål. Tobiasen, Svensson, Traoré og PC i forsvaret. Elrio, Magne, Hjalte og Fredgaard på midtbanen. Zuma og Todi i front. Kihlstedt, Løns, Saarinen, Bech og Møller på bænken. Et hold der snildt ville kunne begå sig i den bedste halvdel af suppen.

Jaja, jeg ved jo godt, at Elrio og Bo først skifter til sommer. Officielt. Men mon ikke vi kan regne med, at Elrio har spillet sin sidste kamp i hvidt, ikke mindst med tanke på sportsdirektørens udtalelser. Det handler nu nok kun om en for begge parter acceptabel pose €-knaster, der skal overføres fra Brügge til København. Og Bo, ja selv om Ståle har bebudet, at han har brug for Bo, og at truppen ikke skal være smallere nu - det var endda udtalt før Saarinens farvel - så handler det nok lige så meget om forhandlingsteknik for at få Mönchengladbach til at hoste tilstrækkelige gryn op, hvis de vil have Bo med det samme, hvilket et væld af skader hos borusserne, her godt 2 uger før den tyske turnering genoptages, kunne tyde på, at de vil.

Bo Svensson er så ubetinget en af de seksten, jeg kommer til at savne mest. At Bo så også er den sidste af de "indfødte" - kulturbærerne - blandt A-truppens stamspillere, gør det så meget desto mere trist at tage afsked med ham, uanset det bliver i morgen eller til maj. Krepérligt også ovenpå et efterår, der måske var Bos bedste i København, hvor han efter en meget svingende sæson 04/05 virkelig fik løftet sit spil i et suverænt forsvarssamarbejde med Michael Gravgaard. På den anden side forstår jeg kun så godt Bos motiver og trang til nye udfordringer. En plads til ham i vort nye galleri er en selvfølge. Så såre dvaske kollega Martin er færdig med at indrette det.

Det var mange ud. Indtil videre kun én mand ind. Razak Pimpong, vores nye nummer 20. Signet på en fri transfer allerede i sommer, hvilket også tydeligt har kunnet ses og mærkes på hans præstationer - og hans træners reaktioner - i det sidste halve vakuum-år i Midtjylland. For resten også en indikation af, at vi næppe skal regne med at se Bo og Elrio i foråret.

Vinteren giver foreløbig et nettominus på fem i spillertruppen (seks med Løns, der dog trods alt ikke havde været på græs i København siden april 2004). Oprykningen af Nicklas Svendsen fandt sted allerede i efteråret, hvor han nåede i Royal League truppen, så han tæller ikke på plussiden her i vinterpausen, selvom han først lige har fået sit trøjenummer. med. Det seneste halvår kan opgøres til minus otte incl. Jeppe Brandrup og Martin Bernburg fra egne rækker på pluskontoen (Bernburg tilmed uden debut endnu). Så man skulle formode, at truppen var trimmet til smertegrænsen, eller endda lidt under. Især hvis vi kigger på midtbanen. Paradoksalt i en klub, der stort set i hele sin historie har været kendt for en overflod af midtbanespillere. Nu har vi endda mistet den eneste midtbanespiller, der har scoret for os i indeværende sæson.

På rygtebørsen summer stadig et par boldsikre, hovedstødsstærke og regelmæssigt målscorende midtbanejern som Seyi Olofinjana og Atiba Hutchinson. Woves-nigerianeren en decideret boks-til-boks spiller, canadieren fra den anden side Øresund er jeg mere i tvivl om. Jeg har aldrig set ham, men han er lystigt medie-refereret både som offensiv og defensiv midtbanespiller, mens han i sidste sæson i Helsingborg udover på den defensive midtbane også har været benyttet i det centrale forsvar. "Han er dygtig begge veje, vinder bolde og sætter ting i gang. Vinder-gen", siger vores gamle ven Peter Christiansen om ham i Ekstra Bladet Sporten, 6. januar. En anden dansker i Helsingborg, Peter Graulund (nu AGF), siger i samme forbindelse: "Boldsikker og næsten umulig at pille bolden fra. Fremragende teknik og rigtig god i offensiven, men kan også gå til stålet". Når han angiveligt også er rigtig god på låget, så lyder det sgu mest af alt som en Ståle-klon. Ikke værst. Slet ikke.

Men det er stadig bare en bartenders drømmerier. Matte syn i duggen på fadølsglasset. For reelt noteres der intet i medierne om København andet en rygter. Intetheden er nærmest støjende. Måske er det Thomas Røll,  der er Ståles "nye" fund på midtbanen. Røll selv syntes allerede i november tændt ved udsigten til ny træner, og ikke mindre i denne uge, efter Solbakkens tiltræden og den - for en ny træner ganske obligatoriske - udmelding om, at alle spillere har en chance på lige fod. Det ville være overraskende glædeligt og et billigt wildcard for træneren, hvis Røll endelig kan genfinde det niveau, han var på, da han var en af ligaens 2-3 bedste midtbanespillere. Men det mindes jeg, at jeg også håbede på her på samme sted for et år siden, hvor Røll også stod for at skulle relancere karrieren i den lange vinteropstart efter skadespause(r). Det blev ikke rigtigt til noget, og det mest sandsynlige er vel også, at Røll bare sidder tiden ud i al ubemærkethed indtil sommer, hvor han kan hæve et pænt sign-off fee ved kontraktudløb. Men igen, hvem ved.

Hvem ved nogetsomhelst, mens vi går her og venter på pressemøderne og de spektakulære spillerkøb? Og hvem ved om det måske i virkeligheden er i vores eget bagland, at den store forårsprofil skal findes. Er det en Lasse Qvist fra KB/FCK2, der bliver kometen? Eller en Erton Fejzullahu (den nye Zlatan), en Alvaro Diaz, en Nicolaj Steen Hansen (årets Granen-modtager), Lee Langeveldt (målmand), en Fosu Boateng eller en Bongumusa Mthlewa, alle fra ynglingetruppen (Diaz og Langeveldt har også været omkring KB/FCK2, mens Erton har spillet seniorbold i Högadal)? Eller hvad med Mads Laudrup, Danni Jensen, Morten Nielsen, Saban Özdogan og Frederik Vang Larsen (målmand) nede fra juniortruppen, de danske mestre? En perlerække af unge, lovende talenter. Dem af dem med dansk pas med masser af kampe på de respektive ungdomslandshold.

Det har ikke været ligefrem været kutyme med ungtalenter i Københavns trup. Faktisk har der blandt de 126 benyttede spillere i FC Københavns historie kun været 14 spillere under 20 år. I snit én om året. Helt sparsomt endda i tiden efter Hodgson tog over; kun to teenagere. Christian Traoré, der debuterede som 19-årig i 2001 (under Kent Karlsson i øvrigt), og en 18-årig Martn Bergvold, som Hans Backe gav debut i 2002. De seneste ungskud på stammen har været Morten Bertolt og William Kvist, der debuterede i slutningen af sidste sæson, hhv. 21 og 20 år gamle, samt Jeppe Brandrup, der fik debut her i efteråret, også som 20-årig. Martin Bernburg rykkede også i seniortruppen i efteråret, men har endnu sin debut til gode. Han fylder 21 i år. Nicklas Svendsen er den seneste, der er rykket blandt A-seniorerne, og han kan faktisk få Københavner-debut som 19-årig, hvis han får chancen her i 2006.

Mest sandsynligt er dog nok, at både Bertolt, Kvist, Brandrup, Bernburg og Svendsen vil være at finde i FCK2/KBs startopstillinger i den kommende tid også, da ingen af dem synes at have overbevist om, at de ikke er til at komme udenom i A-holdets startopstilling. Tilsvarende ligner det, at 2-3 af de førnævnte ungtalenter får chancen på KB/FCK2 i foråret, ikke på Ståles hold. I hvert fald er det nok mest sandsynligt, at den nye sportschef, der officielt tiltræder til sommer efter et forår som Holmstrøms føl, ikke vil ændre synderligt på de under Holmstrøm indkørte strategier. For det er som bekendt Carsten V. Jensen, der overtager den post, og han - Mr. FC København, personificeret - ligner mere en mand til kontinuitet end nytænkning.

Man kan selvfølgelig aldrig vide. Det er nye, unge folk på trænerbænken. Ståle kan måske tænkes at ønske at afprøve et par af de mest talentfulde unge. Finde vildskaben her. I og med at assistenten Peter Nielsen kommer fra en tjans som hjælpetræner for ITU-bossen, Torben Storm, er det måske ikke helt utænkeligt, at han har nævnt et emne eller tre for sin nye chef. Det er dog ikke noget, hverken Ståle eller Peter har udtalt sig om, så det forbliver spekulationer og strøtanker henover bardisken.

Ligesom de mere skeptiske spekulationer om, hvorvidt en så forholdsvis ung og uprøvet træner som Ståle Solbakken - og ditto Peter Nielsen - formår at løfte opgaven i en storklub af Københavns kaliber. Med de store resultatkrav, der følger med jobbet. Roy og Backe håndterede hysteriet qua ro, modenhed og årelang erfaring (Roy tilmed også fra betragteligt større udfordringer end København) og en urokkelig og kompromisløs tillid til egne evner og idéer. Derimod kunne yngre og på tidspunkterne uerfarne, men meget lovende trænere som Michael Schäfer og Kim Brink ikke klare presset.

Så Østergaard og Holmstrøm har helt klart gamblet lidt, men har forhåbentlig også set rigtigt. Til både Ståles og Peters fordel taler så, at de - i modsætning til Shäfer og Brink - på forhånd kender klubben indgående. Ståle har efter sin forholdsvis korte karriere (15 kampe) i klubben, som han næsten bogstaveligt talt døde for, øjensynligt stadig haft nære forbindelser til København og Flemming Østergaard. Og den gamle kaptajn Peter Nielsen har spillet her i to omgange og så som nævnt efter et smut omkring  Østerbro Stadion været at finde i staben siden sidste år. Så der kan næppe være procedurer eller personer, der overrasker de to.

Fra Peters tid som spiller er endnu Álvaro, Bergvold, Røll, Rooba og Benny Gall i spillertruppen. Og Bo Svensson forstås, hvis han fortsætter foråret ud. Bo er så den eneste tilbageværende, som også har spillet sammen med Ståle Solbakken.

Desværre får vores nye trænerteam jo smadret en del af sæsonforberedelserne pga. det latterlige og aldeles overflødige ligalandsholds tur til Fjernøsten. Jesper Christiansen, Bo Svensson, Michael Gravgaard, Lars Jacobsen og Michael Silberbauer ryger af sted d. 22. Derudover skal Martin Bergvold 15 dage til Chile med U/21 landsholdet allerede fra lørdag, og Elrio van Heerden skal til African Nations Cup med Sydafrika. Syv mand - fem hvis vi fraregner Bo og Elrio, der nok alligevel er tabt for foråret - fra en i forvejen decimeret trup. Det bliver tæt på, at vi ikke kan få grupperabat på turen til La Manga.

Farcen omkring ligalandsholdet er til at få øje på. Klubberne skal selvfølgelig i al deres palaver om for sene datoer og muligvis for sen advisering huske på, at de selv har ønsket et ligalandshold. Det har jeg ikke, så jeg finder det bare pisseirriterende og kan godte mig lidt over, at Morten Olsen foreløbig har måttet modtage afbud fra Morten Skoubo, Mads Junker og Jan Kristiansen, der har fået vigtigere ting at tage sig til i deres nye, udenlandske klubber. Bo Svensson kan tænkes at komme i samme situation, mens Per Nielsen af "private årsager" har fået lov at melde fra. Det er selvfølgelig meget belejligt for Brøndbyerne her i forårsforberedelserne, efter man har sagt farvel til to centerforsvarere i vinterpausen.

Med 5 af de bedst profilerede ligalandsholdsspillere ude kan man jo diskutere værdien af turen for Morten Olsen og DBU, ligesom man ikke kan udelukke, at der kan komme et afbud eller to mere. For det er påfaldende mange profiler, der forlader eller allerede har forladt den hjemlige liga i forbindelse med det aktuelle transfervindue. Bo Svensson, Elrio van Heerden, Daniel Agger, Morten Skoubo, Jan Kristiansen, Mads Junker, Nicolai Stokholm og Ole Tobiasen for nu blot at nævne nogle. Et par institutioner i ligaen som Peter Møller og Søren Frederiksen er stoppet, og jeg vil vædde en omgang til baren på, at der smutter et "navn" eller to mere, inden januar er omme. Det er vilkårene i en udviklingsliga.

Med eller uden profiler og pressemøder, så er det et faktum, at om fire uger, præcis på min næste vagt, spiller FC København sin første, officielle kamp under Ståle Solbakken. Det royale cirkus åbner med en kamp ude i forstæderne. Den første af tre samme sted på en måned.

Faktisk skal vi spille en kamp inden. Allerede næste søndag kommer Christian Poulsen og hele Danmarks Schalke 04 (med hele Danmarks Ebbe Sand og hele Danmarks Søren Larsen også) til en overdækket Parken til en interessant træningskamp. Interessant fordi vi nu endelig får en ordentlig træningskamp i Parken i vinterpausen. Og interessant fordi det bliver det første lille fingerpeg, om hvad vi kan forvente os under Ståle. Afhængig af udviklingen i spillertruppen i mellemtiden, forstås.

Det kan så ikke udelukkes, at intetheden bibeholder sit tag om januar dybt ind i næste uge også, og så har kollega Bopa ikke en skid andet at snakke om end Schalke-kampen. Så jeg holder kæft nu. Og du kan passende skrubbe af, så jeg kan øve mig i at ryge i smug. Tak og godnat!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Sufjan Stevens: Illinois
Eller Sufjan Stevens invites you to: Come on feel the Illinoise. Kollega -smølle nævnte den lige en passant på falderebet i sidste uge. En af 2005s absolut mest opsigtsvækkende og essentielle udgivelser. Folk møder pop møder vaudeville møder broadway-musical over 22 skæringer, bundet sammen af orkester- og korarrangementer til et unikt værk, man nærmest kan kalde kammerpop. Multikunstneren - han spiller 20(!) instrumenter på dette album - Sufjan Stevens' femte soloalbum er en oplevelse. Blandt fantastiske guitar-, piano-, banjo- og trompetstykker - og lidt anstrengende børne- og kirkekor passager - gemmer sig også adskillige brillante popmelodier i dette Sufjans andet lokalhistoriske mesterstykke. Faktisk har Sufjan ambitiøst bebudet en amerikansk odyssé  med en plade om hver af de 50 stater. Detroit-født startede han meget naturligt med Michigan. Nabostaten (ad vandvejen) Illinois bliver så præsenteret i andet skud (han mangler således kun 48). Og udover de mange skønne sange, så kan man begrave sig i underholdende og oplysende tekster om Illinois' historie, geografi og folklore. Noget der så givet ville være endnu mere spændende, hvis man faktisk boede eller blot havde boet i Illinois, eller i det mindste USA. Pladen nåede så ikke -smølles top ti over årets bedste - når den sag engang udkommer i Jukeboxen - og jeg ved heller ikke, om jeg vil rangere blandt de ti bedste på min personlige 2005-liste. Det afhænger nok lidt af dagsform og lyttehumør. Men if. metacritic.com's opgørelse var det i hvert fald musikanmeldernes bud på Årets Bedste plade 2005.

Ugens sang:

Frank Sinatra: 'My Kind of Town'
Undfanget af det smålegendariske sangskriverpar Sammy Cahn (tekst)/Jimmy van Heusen (musik) til Sinatra-filmen "Robin and the Seven Hoods" (1964) blev 'My Kind og Town' Ol' Blue Eyes' hyldest til Chicago, hovedbyen i staten Illinois. Så den må være ganske passende i aften.