Vinter. Stilstand. Egentlig ikke. Faktisk var det cirka den vinterpause, det blev til i år. Allerede på søndag ruller bolden igen i en træningskamp i Parken mod Schalke, en kamp der egentlig må karakteriseres som lidt af et brag, der naturligvis trækker de københavnske bjørne ud af vinterhiet på et tidspunkt, hvor selv arktiske pelsdyr foretrækker langt undertøj. Nok er der stadig 3 uger til, at Royal League-kampene genoptages, men midt i postyret omkring transferaktiviteter, Ståles fremtidsplaner, med en stærkt besat træningsturnering på La Manga lige om hjørnet og reel fodbold i Parken, så er det vel rimeligt at lukke ned for årets dvale, selvom sneen i skrivende stund daler blidt. Den slags har man lommelærker til at håndtere, for Parken sælger desværre ikke Irish Coffee.

Selvfølgelig klager vi ikke hernede i bulen, selvom vejrudsigten lover fimbulvinter og hård frost. Tænk for eksempel på vinterpausen 2002/2003, der varede fra den 1. december 2002 til den 16. marts 2003, altså hele 3½ måneder! Nok diskuterer vi ivrigt værdien af Royal League hernede, men det er vel stadig på denne tid af året, at turneringen har sin sportslige berettigelse for de danske deltagere og ikke mindst deres respektive fans. Jeg er selv i tvivl om turneringens langsigtede overlevelsesmuligheder, men jeg tvivler ikke på værdien af det kampprogram som FCK står overfor før den egentlige start på forårssæsonen på Brøndby Stadion den 12. marts. Vi skal spille mod Schalke, Lokomotiv Moskva, Salzburg, Rosenborg, Lillestrøm, Kalmar og Brøndby (endda hele to gange, i både Royal League og Pokalturneringen) som optakt til, hvad jeg godt tør kalde mindst en kvart finale om årets danske mesterskab.

Hvis vi igen ser tilbage på vinterpausen 2002/2003, så spillede vi dengang træningskampe mod Malmø, Landskrona, Trelleborg og Halmstad, hvoraf kun den sidstnævnte kamp blev spillet på græs - i Parken bag lukkede døre. Jeg har naturligvis ikke glemt vores dengang traditionelle ophold i det sydafrikanske, men det nok ikke for meget sagt, at kvaliteten af vores træningsmodstandere på de ture ikke var optimal. Helt uden at forklejne kvartetten af svenske klubber vi spillede mod dengang, så foretrækker jeg så klart årets virkelighed. Det afhænger måske lidt af, hvilken overvejelser den sportslige ledelse gør sig om deltagelsen i Royal League.

For jeg kan måske frygte en gentagelse af sidste forårs turneringsforløb i Superligaen. Som bekendt indledte vi superligaen i foråret 2005 med 7 sejre i træk, for siden at punktere fatalt og kun vinde to af de sidste 8 kampe. Hvordan den udvikling forholder sig til deltagelsen og successen i Royal League - tidlig formtop og deraf følgende slid - kan der spekuleres en del i. Med udgangspunkt i stillingen i Superligaen vil jeg personligt skide på de to mindre turneringer, men især udadtil er det selvfølgelig ikke en kynisk vurdering, som klubledelsen kan tåle at præsentere for omverden. At nedturen i den sidste halvdel af forårets superligakampe har været genstand for en evaluering, er jeg ikke i tvivl om. Det afgørende spørgsmål må være, om fortsat deltagelse i Royal League er så vigtig, at den prioriteres på bekostning af forventet slid senere på sæsonen.

Lige omkring en nedprioritering af Royal League, så har Brøndbys salg af Daniel Agger overbevist mig om, at enhver beslutning om noget som helst i dansk fodbold kan begrundes med, at den er "god for dansk fodbold". Det er godt for dansk fodbold, at en ung landsholdsspiller nu træner og spiller på et højere niveau, end Superligaen kan byde på. Det er godt for dansk fodbold, at Brøndby straks og filantropisk sender en del af den ellers ligegyldige transfersum videre til AGF som betaling for Morten Rasmussen. Det er selvfølgelig trist for den grædefærdige Per Bjerregaard, at Brøndby nu må undvære Agger fremover, men den gode doktors helt uegennyttige indstilling kunne vi sagtens lære lidt af her i den kolde storby, mener jeg! I samme ånd er det nemlig helt rimeligt for FC København at nedprioritere deltagelsen i alt andet end superligaen, for en kvalifikation til Champions League kan ikke gennemføres på trætte ben, og hvad ville være bedre for dansk fodbold, end at FC København slog igennem på det niveau?

Mit mere kyniske alter ego kunne måske overveje at pege på nogle kolde fakta. At Brøndby med salget af Agger, Skoubo og Kahlenberg endegyldigt har serveret et tungt skud for boven af de provinsklubber, der nærede et forfængeligt håb om at markere sig i toppen af Superligaen. Med held og dygtighed har Brøndby manøvreret sig fri af den lange skygge, som stadionbyggeriet i en årrække kastede over klubbens økonomi, og den skygge hænger nu i stedet tungt over provinsens fodboldflagskibe. Fra Herning, Odense, Ålborg og Århus er det nok lidt svært at se, hvordan det er godt for dansk fodbold - og især provinsklubberne selv - at de i den nærmeste årrække med næsten nagelfast statsgaranti er henvist til at slås om tredjepladsen i Superligaen i kamp mod hinanden og ikke mindst om transfer-almisser fra hovedstadsklubberne, når regnskaberne skal reddes. Ligesom de samme klubbers ledere næppe er henrykte for besøget, når Kim Vilfort lægger vejen forbi en juniorkamp - nu med store buler i jakkelommerne. Ikke at det ikke er godt for dansk fodbold, at Brøndby køber en ung spiller fra en mindre klub og udvikler ham til at spille på europæisk topniveau. Jeg siger bare, at det måske er 900 gange bedre for Brøndby end resten af fodbold-Danmark. Men hey, det er Janteloven, der taler.

Rent sportsøkonomisk er FC København og Brøndby nu nogenlunde på niveau med hinanden. FC København kaster ikke uanede ressourcer i Superligaholdet, selvom midlerne på papiret er der, men sådan spiller klaveret ikke på Øster Allé. Indenfor den barske virkelighed der præger nordisk fodbold, har klubberne cirka de samme muligheder for at tiltrække de samme spillere nu. Brøndby har i en lang årrække kolporteret og levet højt på den myte, at klubben er ukronet mester i at udvikle talenter til Superligaen, og umiddelbart får Aggers eventyr naturligvis den historie til at virke sand (og god for dansk fodbold, naturligvis). Ligesom det stort set har været en lige så sejlivet myte, at FC København er klubben, der ikke giver talenterne en ærlig chance, men køber sig til alt, hvilket selvfølgelig er elendigt for dansk fodbold. Sjovt nok lader det til at dette pseudoargument mest bringes i anvendelse, når Brøndby foretager sig ét eller andet spektakulært.

Men objektivt set kan jeg ikke selv se forskellen på de to klubbers adfærdsmønstre, når det gælder de sportslige aktiver, hvordan de betragtes og hvordan de forvaltes. Omkring Torben Storm på Peter Bangs Vej og Vilfort/Køhlert på Vestegnen har begge klubber et velfungerende og gennemprofessionelt ungdomsarbejde, og en "Daniel Agger" eller en "Christian Poulsen" er fænomener, der bare dukker op fra tid til anden, ikke noget man kan planlægge sig til. FC København har netop investeret i træningsfaciliter, som de mere åbne vidder ude på landet længe har tilbudt Brøndby. Begge klubber køber ivrigt ind til pladsen, når der opstår mangler i truppen. Både Brøndby og FC København er i stand til at sælge spillere for store beløb - hvis nogen skulle have glemt Christian Poulsen og Martin Albrechtsen. Lighederne er langt større end forskellene - uanset om det behager klubbernes respektive fans.

Tilbage står to forskelle, der ikke blot er nuancer. Brøndby er ude af stand til at drive forretninger, der ikke handler om fodbold, og FC København er ude af stand til at forlænge kontrakter med stamspillere. Det sidste er selvfølgelig det største problem i min optik (det første er bare trist for dansk you know what), selvom det selvfølgelig er godt for fodbolden i you know where, at Bo Svensson nu får muligheden for at spille og træne på højere niveau, banke på døren til landsholdet...blablabla. Mere egocentrisk vil jeg tillade mig at være stærkt bekymret over den udvikling. Af flere grunde. Udenlandske eller hjemvendte spillere på forskerordning vil af helt økonomiske grunde være meget svære at forlænge med, og derfor kan de aldrig bidrage med varig kontinuitet til en dansk superligaklub.

Men når vi over bare et år har måtte vinke farvel til 3 unge stamspillere, Bo, Hjalte og Elrio på frie transfers, så er det et problem, uanset hvad grunden egentlig er. Ingen af de tre spillere har en alder, hvor man som i tilfældet Zuma kan tillade sig at anlægge betragtningen "det er nu eller aldrig for ham, og han har fortjent det", og så fik vi endda en klatskilling for ham. I alle 3 tilfælde har der været røg omkring kontraktforhandlingerne. I alle tre tilfælde har man i bakspejlet kunne pege på nogle "vinduer", hvor spillerne muligvis havde skrevet under på mere attraktive og længerevarende kontrakter, hvis guleroden havde været stor nok. Hjalte efter guldmålet i Brøndby. Elrio efter sit halvvejs ditto i Parken mod Aab. Bo midt i sin nedtur i foråret 2005.

Interessant nok hævder Flemming Østergaard i sin bog "Varmt Hjerte, Koldt Blod", at magtbalancen i transferspillet snart svinger tilbage til klubberne efter en årrække, hvor spillerne og "griske agenter" har haft skoene på i en økonomi, der har været præget af voldsomt stigende tv-indtægter og investeret aktiekapital som brændstof til en voldsom lønspiral. Det er muligt, at den analyse har medført en smule tilbageholdenhed i klubbens forskellige kontraktudspil i forventningen om, at klubberne ude i Europa også havde indset det indlysende sande i betragtningen, og derfor holdt deres klamme naller væk fra vores spillere nær kontraktudløb.

Med de danske skatter på lønindkomst i baghovedet ved jeg ikke, hvor vis eller relevant den betragtning egentlig er for dansk fodbold, når vi taler om spillere, der set med europæiske øjne kan erhverves og aflønnes for pebernødder. Jeg kan så sammen med Østergaard ægre mig over, at vores stamspillere åbenbart er mere tiltrukket af en plads på bænken i udlandet, hvis pengene ellers er i orden, men det reflekterer vel mere på F.C. København end på de udenlandske klubber. Så det giver sig selv, at timing er altafgørende, når kontrakterne smides på bordet. Det er ikke et skakspil, snarere en voldtægt, der skal til. "Den lumpne Bjerregaard-stil", kan vi kalde den i mangel af bedre. Den er nemlig god for dansk fodbold!

Dels er det selvfølgelig et sportsligt problem, at man ikke kan fastholde spillere med en stamplads på holdet (men godt kan forlænge med Magnus Kihlstedt). Men det er fandeme også et økonomisk problem, at vi ikke får betalt ved kasse 1, når udlandet har blik for en ung spiller, selvom vi ikke taler overgangssummer i Agger-klassen. I sidste ende handler det om identifikation. En vurdering af, hvornår en spillers potentiale er så tilpas stort, at det svarer sig at smide flere penge i nakken på ham end f.eks. den latterligt lave løn, som Elrio oppebærer på sin kontrakt. Hvis FC København - der trods alt har spillerne rendende til træning hver dag - ikke er i stand til at foretage den vurdering og tilbyde bedre kontrakter, før resten af verden får øjnene op for spillerens kvaliteter, så er det et mønster, vi vil se gentaget igen og igen. Morsomt nok er der så andre, der plages mindst så meget som os (og af os), men I får i det mindste betalt!

I nævnte bog af Østergaard kan man også læse sig til, at den sportslige ledelse omkring årsskiftet 2004/2005 indså, at mekanismerne på holdet ikke fungerede optimalt. Østergaard selv konkluderer, at truppen som helhed var løbet ind i en "værdikrise", hvor det dels var nødvendigt at vælge spillere fra, "der ikke var 100% sikre på, at deres hjerteblod eller fremtid lå i F.C. København", og dels at reflektere over ledelsens eget ansvar for krisen. Nu vil det nok være for meget sagt, at Holmstrøm og Backe ligefrem blev gået på den konto, eftersom de givetvis har deltaget aktivt i analysen. Omvendt vil det nok også være forkert at sige, at deres afgang overhovedet ikke står i forhold til efteråret 2004 eller for den sags skyld til de tilbagevendende problemer omkring kontraktfornyelser i nyere tid. Det ligner også en tanke, at alle forhold omkring førsteholdstruppen nu udelukkende er cheftrænerens ansvar. Muligvis har afstanden været for lang fra spillerne op til sportsdirektørens kontor - på så mange måder - og fra sportsdirektøren op til bestyrelsesformanden, manden med det tunge læder i inderjakken. Den afstand er forkortet betragteligt nu. Hvor er det nu, at en sådan konstruktion har fungeret i årevis?

Nåja. Der er så lige et område, hvor Brøndby og FC København adskiller sig fra hinanden, selvom det måske netop handler om nuancer. Per Bjerregaard udtaler i forbindelse med Aggers skifte, at "Liverpool er en langt større klub end Brøndby, men der er mange lighedspunkter mellem de to klubber, så jeg er sikker på at Liverpool FC er den helt rigtige klub for en spiller som Daniel". I hvert fald vil det næppe være helt nyt for Agger, når hans nye klubs hjemmeside kaster sig ud i bizarre tirader som denne lange og vibrerende tunge begravet langt oppe i Steven Gerrards nougatbrønd. I Brøndby evner man så at vende den finte, så det i stedet er spillerens tunge, der kommer på arbejde, men den lille finte kan Agger naturligvis tage med sig henover Nordsøen. Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg foretrækker næsten en kolerisk sportsdirektørs verbale revselser af sine spillere fremfor den slags himmelråbende klamme skønmalerier på en officiel klubhjemmeside - ikke mindst min egen klubs, så tak for ikke at gøre i den slags!

Ugens store samtalemne var naturligvis tilgangen af to nye spillere. Canadiske Atiba Hutchinson, der givetvis er udset til at spille pladsen ved siden af Tobias Linderoth, og som karakteriseres som en løbestærk bolderobrer med et godt øje for de offensive afleveringer og et stort arbejdsområde. Høje og brede Brede Hangeland, stopper og fast mand på det norske landshold. Jeg noterer mig, at han i perioder har vikarieret på den defensive midtbane, og jeg antager, at han derfor ikke er det rene lort med fødderne. Det virker som to helt igennem kernesunde indkøb. I lyset af Bos og Elrios farvel til truppen senest til sommer - og med forventede splinter i røven til følge det meste af foråret - betyder det, at Silberbauer formentlig vender tilbage til den højrekant, han brillerede på i det tidlige forår 2005, indtil han fik en Brøndbyspiller i hovedet. Hvis Brede og Gravgaard samtidig fungerer sammen i det centrale forsvar, så ligner det et samlet plus, når den forventede startopstilling vurderes.

Når samtidig mine spioner fortæller, at Ståle og Peter Nielsen arbejder med at introducere en hurtigere og mere aggresiv spillestil med udgangspunkt i et pasningsspil langs jorden som holdets nye varemærke, så fristes jeg til at se positivt på det spirende forår. Egentlige, direkte mangler er det svært at få øje på i truppen, selvom den nok forekommer en smule tynd i bredden på sine pladser.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens CD:

Kliche: Supertanker

Undertiden skal man lige se sig over skulderen og huske, at der var en tid, hvor drengene i Kliche rent faktisk skabte musik, som virker mere levende og vedkommende i 2006, end Lars H.U.G. gør i sin nuværende inkarnation som pavarottiseret og kedelig jazzcrooner på legat. Dengang i 1980 syntes de fleste vel, at Kliche udtrykte en kold og kynisk distance på både plade og scenen med kølige synth-flader og neonrør, men det lidt overraskende er, at sådan virker det knap i dag, hvor man som dansker især kan more sig over, at Hugs/Nils Henriksens guitar på flere numre lyder som snydt ud af næsen på den tørre minimalisme, som U2's The Edge gjorde til sin "helt egen" i samarbejde med Brian Eno - flere år efter at samme Enos lydunivers blandt andet inspirerede Kliche, er jeg sikker på! Det er vist ved at være et stykke tid siden, at den danske musikscene har avlet noget, der ligner den slags nytænkning, og det er vel derfor, at vores egen musik-afficionado -smølle så ofte hænger ud på den anden side af Øresund. Kvaliteten - og kun kvaliteten - er drivkraften i skabelsen af musikhistorien.