For fanden! Hans stemme skærer som en kniv... jamen, du fatter som sædvanlig ikke en skid. Jeg kan se at dit blik allerede flakker forvirret rundt i lokalet efter et udgangspunkt. Det er faktisk 10 år siden, han døde i år. En blodprop i hjernen, meddelte lægerne. For meget narko og druk, bedyrede eksperterne. Sådan går det, siger bartenderen.

Jeffrey Lee Pierce var den karismatiske frontfigur i det amerikanske firserpunkband, The Gun Club. Han begyndte egentlig i musikmiljøet som stifter af en hengiven fanklub for Blondie og Debbie Harry i Los Angeles. Det førte til en egen karriere og ovennævnte band, der fik sin helt egen hyldest tre år efter hans død, da netop Blondie genopstod fra de døde. 'Under the Gun' på "No Exit"-albummet blev Debbies sang til en af sine gamle støtter.

I know you did your best, but you thought that you did not.
I wish that I had known before I heard the last shot.

Men sådan er der egentlig så meget... og selve Gun Club lavede faktisk et par strålende skiver op igennem firserne, "Miami" og "Las Vegas Story" og "Mother Juno" blev et par stykker, men de blev aldrig mainstream for de glubende masser af selvtilfredshed og engelsk nyromantik. De støjede og høvlede på guitarer i en underlig skæv blanding af blues, country og punk, og Jeffrey Lee blev sit eget ikon i selvdestruktion og selvhad. Hans stemme skar som en kniv og selv musikken gjorde nærmest ondt i sjælen på de fleste. En martsdag i 1996 fik verden også nok af ham, han tog på besøg hos sin far i Utah og gik i et koma, som han aldrig vågnede fra.

For fanden da! Hvad sker der for dig, hyler du febrilsk ude bag baren. Hvad er det for en måde at begynde et ræb på?! Og jeg fralægger mig prompte et hvert ansvar! Det er ham Joakim Thåström der står bag, svarer jeg og peger demonstrativt over mod jukeboxen. Det er ham alene, der har fået ordene plantet i mit hoved. Det er ham, der har sat disse tanker om Jeffrey Lee og Gun Club i gang og ham der alene bør stå frem her. Men det gør han selvfølgelig ikke, den skide svensker, han gemmer sig et eller andet sted på Vesterbro, i sidegaderne nede omkring Sønder Boulevard, eller et eller andet sted i Stockholm. Langt, langt væk fra alting.

Men bevares. Jeg kan da prøve igen. En tidlig søndag formiddag og et tilfældigt gadehjørne i Santiago de Cuba for lidt over en måned siden. Ingen synger blues... nej, ikke en kæft synger blues... når man er forelsket og stadig lever højt på illusionen, gider man som regel ikke den slags. Blues er for depressioner og nostalgi. I stedet svæver man og absorberer som en heliumballon. Cha-cha-cha og en gammel Chevrolet med et frisk indbygget pioneer-musikanlæg. Skal vi sige årgang 56 eller 58, det betyder i virkeligheden ikke så meget. Motoren kan også sagtens være tysk eller tjekkisk, og bremsepedalen fra Bulgarien. Alt kan i virkeligheden bruges, for skindet bedrager ikke kun. Det holder faktisk hele vejen.

For fanden! Hjemvendt efter tre ugers ferie på Cuba kan jeg kun erklære mig forelsket. Sjældent har følelsen af at være langt, langt væk, været så behagelig. Og i virkeligheden så svær at slippe. Pludselig kan et ligegyldigt billede fra et gadehjørne skære som en kniv og man kan se sig hvirvlet ind et par hundrede flashbacks som rummer meget mere end bare Havana Club, Cohiba og Che Guevara, alle mesterbrandet for mig - og kun mig - og mine venners turismes skyld. Siempre Adelante! Chokolade på hud og hår, det smukkeste skind, selv de yngste skolepiger er med på flirten, et eller andet fortalte mig at de havde det sjovt, af et oprigtigt hjerte ude i landsbyerne. Og på den scenevante Malecon i Havana stod Ludmilla, hun ville være min ven, gu ville hun ej, hun ville have turistpesos der udligner dollars i den lokale målestok. Men hvem kan modstå en Ludmilla, som hverken er russer eller kuglestøder. Hun var derimod ganske nougatbrun og påklædt som en der skal leve det meste af sit liv i 30 graders varme... uheldigvis fik hendes veninde pludselig ondt i maven. Og sådan er der så meget. Også meget mere end jeg kan formår at give Cuba kredit for. Det er et fantastisk sted!

Viva Fidel og hans idealisme! I virkeligheden skal landet opleves inden hans død og inden de tre millioner exil-cubanere i Florida drager hjem over med deres millioner af US-dollars i lommen og forvandler det hele til endnu et storkapitalistisk mønstercasino i Caribien. Dødssygt, med serier af strømlinede japanerbiler, og endnu mere korrupt end nu, og altsammen dikteret direkte fra Washington DC.

Ja, for fanden. Hvis du også har været af sted, et eller sted der ude i verden, kender du også følelsen. Denne post-rejsesyge. Man kan ikke relatere, når man kommer hjem. Man fryser blot, og alt bliver idiotisk, irriterende, og rager egentlig en. Man bliver hypersensitiv på en indadvendt måde og pludselig kan den så komme igen, så dit indre er ved at sprænges...

Stemmen...

Den skærer ikke nødvendigvis altid som en kniv og Ståle synger formodentlig heller ingen blues endnu. Det slog mig bare i søndags, i TV-interviewet efter Schalke-kampen, hvor afslappet han virker. Manden har netop sat sig på et af skandinaviens sværeste trænerbænke, og alligevel formår han at udstråle nærmest behagelig ro. I fremtoning og stemmeføring. Det ligner et godt karma, der åbenbart også spreder sig over spillertruppen. Adskillige kilder - og dem har vi rigeligt af ovre på den anden side af bardisken - beretter samstemmende om det samme. Det bobler af spirende optimisme og spilleglæde fra TopDanmark-hal og Peter Bangs Vej. Vi fik endda et par glimt i selve kampen i søndags. Der var i hvert fald masser af løbevillighed og såmænd også små stænk af den nye vildskab, som Ståle har bebudet at ville tilføre.

Selvom ikke alt blev lige kønt, virkede det ikke helt så mekanisk og indstuderet som i efteråret. Især formåede 2. divisionsholdet, der holdt Schalke 04 stangen i det meste af 2. halvleg, at fremvise gejst med raids af Brandrup og afslutninger af Bernburg. Fra førsteholdet blev det først og fremmest de to kanter Silber og Pimpong, samt Alvaros enorme arbejdsiver, der sprang op i de blåfrosne øjne. Er det i øvrigt kun mig der husker, at der engang blev talt om at Parken snildt kunne opvarmes til en 15 grader, med låg på? Det er da vist aldrig sket og det bliver hurtigt bralrende koldt derinde. Når det fryser uden for. Nøjagtig som til pokalkampen mod Fremad Amager sidste år stod man i søndags og klaprede tænder stort set inden kick-off.

Imponerende var det også at se Linderoth. Han sked på at det var en træningskamp og piskede rundt i haserne på samtlige Schalke-spillere. På et tidspunkt blev det vist for meget, selv for "hele Danmarks største svin", Christian Poulsen. Han var i hvert fald henne og snakke, da Linderoth tacklede Lincoln ned i græstørvene, efter et afslutningsforsøg. Samme Christian fik selvfølgelig en prægtig hilsen fra tribunefolket, det manglede bare andet. Personligt fatter jeg slet ikke, at det behøvede at være et diskussionsemne, hvordan han skulle modtages. Jeg tænker blot på hans hovedstød til 1-0 i Brøndby-finalen i juni 2001. Det siger alt - og under ingen omstændigheder har knægtens mentale tilstand været i nærheden af en Thomas Rytters.

Men for lige at vende tilbage til Pimpong, den eneste af de tre nye, der havde mulighed for at være på banen i søndags, det overraskede mig hvor hurtig han faktisk var. Han spurtede flere gange forbi Schalkes nye brasilianske fund, Rafinha, ude på venstrekanten. Det tegner godt. Han har formodentlig også gået et halvt år i det midtjyske og blot ventet på dette øjeblik. At omsider få den københavnske trøje på. Herfra skal der lyde en skål og et velkommen. Vi elsker små hurtige folk med meget mørk hudfarve.

Den spirende optimisme, som formodentlig ikke blev mindre efter den hæderlige træningsåbning mod Schalke kan spillerflokken tage med sig til La Manga og Spanien i de næste uger, og derefter vende solsvedne hjem til det nyåbnet træningscenter på Peter Bangs Vej. Nu åbenbart døbt til "Nummer 10" eller "10", efter ønske fra kontorene på Øster Allé. Jeg ved ikke, hvem de kreative sjæle inde på gangene er, men jeg falder ikke ligefrem i svime. Først fik vi et magasin med titlen "FCK Balls", og nu dette, en bygning der hedder "Nummer 10". I første tilfælde lyder det nærmest direkte åndssvagt og i andet blot fantasiforladt. Slagtehal 5 eller 10. Der er muligvis tale om en eller anden form for avanceret humor af den slags der får handelshøjskoleelever til at skrige af grin og polere sin personlige initiativrigdom. Men på mig preller den simpelthen af.

Jamen, for fanden! Så står man her og ligner endnu en norsk langrendsløber. Dæhlie, Sætermoen, Langbein... er det ikke navne som disse, der klinger i dybe ekkoer fra tidligere årtiers vinter-olympiske TV-transmissioner. Den nuværende isvinter påkalder også sin tophue. Jeg har også fundet min frem. En Spurs-top, der sikkert får mine kolleger Holger og Smølle til at hoste nervøst i øllet. Vores seneste fællesture til London er altid fodboldmæssigt endt på White Hart Lane, uanset om det var planlagt eller ej. Det bryder de sig vist ikke om og hvisker indbyrdes om en forbandelse. Men sådan går det (der er nogle, der altid må sørge for billetter, når de planlagte kampe hjemmefra flyttes).

Apropos tophuer, stilige eller selvpromoverende eller blot nødvendige, de bliver en del af påklædningen. Og en vis træners påklædning har også været et tema ved et par af bordene hernede, har jeg noteret mig. Jeg erkender blankt, at jeg personlig er bedøvende ligeglad. Men det er et ganske københavnsk emne, der pibler frem med jævne mellemrum, og derfor kan vi sagtens berøre det i aften. Jeg har alligevel ikke så meget andet tilbage i glasset.

Hans Backe fortalte engang, at han iklædte sig det tøj, han fandt behageligst og mest naturligt, og skænkede det egentlig ikke yderligere tanker. Hans tid i Østrig ændrede ham fra AaB-Backe i træningsgear til FCK-Backe i jakkesættet. Han tog så den mellemeuropæiske stil til sig og fandt den passende. Jeg er ganske overbevist om at Ståle gør det samme, han iklæder sig det han finder relevant for sin plads på trænerbænken i den givne situation. Jeg må indrømme, at det indtryk han har efterladt hidtil ikke ligefrem skriger efter en mand i et stramtsiddende Armani-sæt. Tværtimod. Igen han virker alt for afslappet og kunne i virkeligheden illudere sig selv bedst i et par afvaskede jeans og en striksweater. I hvert fald mens tid stadig er. I FC København kan alt pludselig gå meget hurtigt, i alle mulige og umulige retninger... det er dog set før. 

For fanden! Vi skal heller ikke lyde som et dameblad, mand! Jeg lukker og slukker nu, inden det udarter yderligere! Det næste bliver at vi skal gnubbe vores gensidige metroseksualitet og duftserier af på hinanden. Og det bliver uden mig. Det kan I gøre i taxien på vejen hjem. Jeg vil hellere pibe alene her med en stemme, der skærer som en kniv af for mange smøger og for meget januarfrost. Ud i aftenens sidste lille blues. Der er intet der kan inspirere melankolien - som en solid skandinavisk vinter.

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

Thåström: "Skebokvarnsv. 209" (2005)
Det sker meget sjældent, højest et par gange i et menneskeliv. Man ryger i fuldstændig sync med et stykke musik. Man er bare på det rette sted på det rette tidspunkt, man er i stemningen, man har det præcis lige sådan, og melodierne kører bare igen og igen i hovedet og man kan slet ikke give slip. Det er som at møde en gammel ven. Man kender ham ikke, men i virkeligheden har vi været venner hele livet. Jeg kan ikke tro andet. For fanden da, nogle gange er det den slags musik kan gøre... og man skriver ikke tekster som disse, uden at ane hvem jeg er. Det gør man bare ikke. Joakim Thåström har været, hvor jeg har været, i store dele af sit liv. Har læst de samme bøger, har hørt de samme Gun Club, har vandret de samme ture i natten på Vesterbro, og har givetvis jagtet de samme kvinder, på de samme barer. Det er de små detaljer, der gør forskellen. Og de rammer alle sammen. Nej, ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce, hans stemme rammer som en kniv. Nøjagtig som Joakim Thåströms. Sandsynligvis bliver det aldrig noget musikalsk mesterværk i det store verdensbillede, men for mig personligt er det allerede et af slagsen. Jeg kan slet ikke give slip på denne skive - den har snurret uafbrudt siden jeg fandt kollega smølles efterladenskab fra før jul bag disken. Den taler langt, langt ned i hjertet!

mail