Ja, så står vi her igen. Koldt, mørkt, usselt, det er hvad det er her i landet. Er der virkelig ingen der kan lokkes til at fjerne noget af al den sne der ligger her i byen? Jeg fanger mig selv i at stå og drømme som Travis Bickle om en regnstorm, der kan skylle the scum fra gaderne, og det scum er de volde af ulækker sne der hober sig op overalt. Giv os nu bare rigtig tø i en dag eller to. Ti grader! Og øsregn! Men jeg ved jeg kan glemme det. Det bliver mere sne og dyb frost. I det mindste kan det holde de folk væk, vi ved vil komme herned og bede om at se NFL på søndag, mens de bestiller enorme hamburgere fyldt med røræg i den forfængelige tro at vi gider lave dem. Jeg er pænt sikker på, at vi holder meget lukket søndag aften.

Næ, giv os ikke 'football', men fodbold. Om det så er landsholdet. De er alligevel nemmere at greje, nu de reelt er uinteressante indtil efteråret. En af fordelene ved den manglende danske deltagelse i VM er, at nu er der kun få, spredte muligheder for Morten Olsen at jamre over for den samlede presse over dette og hint, der forstyrrer ham i netop denne stund. Om det så er manglende respekt fra den danske presse, Parkens bane, skadede spillere, de dumme ukraineres forsigtige spillestil, individuelle fejl i en kamp hvor Danmark har haft bolden klart mest (men tabt 0-3), eller om det er en superligaspiller der er ca. nr. 33 på ranglisten over landsholdsspillere, som alligevel vil være oppe i 30’erne når næste mulige slutrunde skal spilles, og som derfor meget logisk hellere vil træne med sin klub, så er der en jamrende kommentar til det.

Og jamret blev der også i denne omgang. ”Det er selvfølgelig rart, at vi kan tiltrække udlændinge som Ericsson, Linderoth eller Elmander, men at tiltrække nogle ’nobodies’! Jeg ved godt, at der kan være nogle stykker, som kan udvikle sig godt i den danske liga, men der er også mange, hvor man kan sige: De burde ikke være kommet,” var ordene til B.T., hvis tur det var at samle jeremiaderne op. Heldigvis havde Olsen indsigt nok til selv at give en forklaring på det han klagede over: ”Trenden på transfermarkedet har jo været at hente udlændinge. Jeg forstår da også nogle gange klubberne. Nogle gange kan det bedre betale sig at finde en udlænding, fordi han er billigere end talentet fra en anden klub – både transfer- og lønmæssigt.”

Nej, tror du virkelig, Olsen. Her kan man ligefrem se en antydning af, at han engang har været klubtræner. For klubtrænere har jo gerne en mere pragmatisk holdning til tingene end landstrænere. Bare kig på denne spiller for at se et eksempel på dette: Andrzej Rudy. Gammel holdkammerat med Morten Olsen i Köln. Som, da Olsen holdt op der, blev hentet til hele tre klubber af den samme træner – til Brøndby, tilbage til Köln og til Ajax. Ingen præmier for at gætte på hvem den træner er.

Og så er det måske på sin plads at mene, at Morten Olsen da bare skulle have udviklet nogle talenter i Tyskland og Holland, i stedet for at stole på den samme polske journeyman han altid hentede med. En spiller der, med sin resterende karriere tilbragt i klubber som Lierse, Westerlo og det der skulle blive endnu værre, måske ikke ligefrem er en nobody, men om hvem de forvænte Ajaxfans formentlig nok skal have grebet sig i at sige ”Han burde ikke være kommet”, og som nok var en glimrende spiller efter danske fodhold, men ikke var mere førsterangs, end at Brøndbys hjemmeside har ham noteret for syv kampe og staver hans navn forkert.

Udover Rudy supplerede Olsen Ajaxholdet med Ole Tobiasen, Shota Arveladze og en aldrende Michael Laudrup. Absolut ikke dårlige spillere, det kan alle se, men dem de erstattede var de netop rejste Kluivert og Overmars, samt to meget surmulende de Boer-tvillinger, der endte med at gå i strejke, skidesure over ikke at være kommet med ud i lire- og pesetasparadiset. Olsens valg i den situation var altså med de forhåndenværende midler at skabe et succeshold fra dag 1 (Ajax vandt ligaen med 29 sejre i 34 kampe, 112 mål, og vandt pokalfinalen 5-0 over PSV). Mon ikke det var en af de ’nogle gange’, han forstod klubtrænerne.

Ifølge Onside er Olsens forslag i B.T. for at bremse denne invasion af Rudyer, at der indføres en regel som i England: ”Den eneste måde, man kan regulere det på, er at indføre en regel, som fx englænderne har, hvor man siger, vi har kun brug for nogle, der spiller på landsholdet og har spillet et vist antal landskampe inden for 24 måneder”. Javel ja. Her går jeg ud fra, at Olsen først og fremmest har tænkt igennem, at disse regler aldrig kan komme til at gælde for rendyrkede nobodies som finske Aho, norske Risholt og færøske Rói Jacosen, men derimod ville have konsekvenser for profiler som Ijeh, Pearce, Elanga, Pimpong og Mota. Og at han derefter lægger en plan for hvordan man så skal finansiere sine klasseindkøb, når man er nødt til at købe folk der har landskampe som en fast del af deres program – noget som er en reel hurdle for selv mange mindre klubber i den bedste engelske liga ved køb af spillere fra lande uden for Europa.

Bevares, når man kigger på listen over nogle af de indkøb der er gjort, får man da øje på en del, der ikke ligefrem sætter ens sædkanaler i flammer. Også blandt vores egne – jeg er vanvittig spændt på hvad Brede Hangeland og Atiba Hutchinson kan præstere, men førstnævnte har jeg kun set i et par norske ligakampe sidste år (samt en norsk træningskamp mod USA, som kørte på tv hernede søndag aften, men som de fleste afskrev som en art udtryk for den særprægede norske sans for humor), sidstnævnte slet ikke. Hvis de står lidt uklare for os, hvad gør de så ikke for dem der ikke følger København tæt?

Men det er vel knap bedre for dansk fodbold som et hele, og derunder landsholdsfodbold, at København stiller op med ’talenter’ som Thomas Kjærbye og køber spillere som Thomas ’Fløde’ Lauridsen. Og hvis storklubberne svømmer rundt i middelmådighed, er det om muligt mindre fristende at blive i Danmark i stedet for at rejse udenlands. Problemet som Olsen springer så let over er jo, at de danske spillere også har noget at sige i dette spørgsmål, og gerne vil udenlands – præcis som van Gaals 1995-hold, som der ikke var ret meget tilbage af da han to år senere tog over i Ajax.

Det er jo ikke for sjov at vi køber Brede Hangeland, og ikke for at sabotere Olsens landshold. Det er fordi Bo Svensson ikke kan tvinges til at blive i København resten af sin karriere, og fordi vi gerne vil erstatte ham med en der er lige så god. Så kunne man sige, at hans erstatning skulle findes i en anden dansk klub. Men det ligger sært nok sådan, at de andre danske klubber også godt kan lide deres klassespillere. Og at klassespillerne der sært nok også gerne vil sydpå. Som f.eks. det bedste bud på en indenlandsk erstatning, Jonas Troest, der er i Bundesligaen nu. Så måske Morten Olsen i stedet burde kigge på hvorfor så mange af hans udenlandsk baserede stamspillere har så svært ved at komme på deres respektive hold, og så anerkende at klubberne er nødt til at sætte deres egne interesser først, og at moderne fodbold ikke er velgørenhed.

Min egen holdning til det påståede udlændingeproblem ville sikkert irritere Olsen; det gør det jo meste tilsyneladende i forvejen. Jeg har en svaghed for spillerne der kommer fra vores egne moderklubber. Men derudover er det mig helt ligegyldigt, om spillerne er fra Bylderup-Bov, Stavanger eller Belo Horizonte. Det centrale er om de kan vinde titler for København. Og den påtaget puritanske ”FCK er udanske”-tendens som vores rivaler oser af lige for tiden, burde man måske holde sig for gode til, ikke at forventningerne til selvindsigt er alt for store. Det er jo i øvrigt ikke som om vi er de eneste, der har hentet en afrikansk spiller i vinterpausen, eller erstattet en dansk landsholdsspiller i midterforsvaret med en norsk. Modsat har vi aldrig nogensinde købt Andrzej Rudy.

Olsen burde ellers have en del at være glad for. Han slap i den kommende EM-pulje for de der flabede ukrainere og tyrkere, som begge var så uforskammede helt at se bort fra at Danmark var VM-gruppens stærkeste hold. I stedet. En pulje med Letland, Island, Nordirland og Spruthusets helte Liechtenstein ligner måske ikke en pulje med fire slagteofre – spørg blot englænderne om hvordan det gik i Belfast og Portugal om hvordan de har klaret sig i Vaduz – men landenes nogenlunde normalitet skal vel nok give lidt nemmere passage end når man skal spille i tricky lande som... ja, f.eks. Georgien.

Så er der Sverige og Spanien, og det er selvfølgelig en anden historie. Det er lande, der taber særdeles sjældent i kvalifikationsturneringer. Der er to indlysende scenarier i puljen. Det ene, at den tætte topstrid afgøres til Danmarks ugunst på en lun efterårsaften i Sevilla, hvor Danmark tidligt kommer i overtal, men ikke klarer at udnytte det, og taber efter at dommeren overser et lusket skub i ryggen på Thomas Sørensen. Det andet, at Danmark møder Sverige på en regnvåd aften i Parken, og spiller 2-2, et resultat som tilfældigvis sender begge hold videre til EM, og som bookmakerne lige så tilfældigt holdt op med at tage væddemål på flere dage inden kampen.

Olsen kunne også være glad for at hans nok så omtalte ligalandshold klarede sig rigtig pænt i Østen, deriblandt nogle af vores egne folk, der scorede flotte mål – især Lars Jacobsen i den afsluttende træningskamp. Men selv om Olsen åbenbart kunne få vores folk til at spille fodbold på den rigtige måde, så er det mig stadig et mysterium, hvad den tur skulle til for. Især nu, hvor det viser sig, at de fire spillere der kom hjem af de fem der fløj ud – Bo blev Mönchengladbach-spiller mens han opholdt sig tættere på 新加坡河 end på Niederrhein – er så baldrede, at det ville være hen i vejret at transportere dem til La Manga til mandagens kamp mod Rosenborg.

Om det mest foruroligende er, at de har brugt startfasen på at gøre Morten Olsen glad ved at spille ikke-københavnsk fodbold og derfor ikke har fået samme grundform som resten, eller at de ikke har spillet sammen med de andre og at Gravgaard åbenbart stadig trækkes med et problem i sit lår, ved jeg ikke. Men det bliver da interessant at se om de kan nå at finde sammen. De får først chancen i Royal League ude mod Brøndby, turneringen der nu går ind i den fase hvor den har relevans.

En relevans, der i det mindste fra dette synspunkt skal ledes længe efter i endnu en ny turnering, der løber af stablen til sommer. O yea! VM-Cuppen er hos os. Eller Viasat Cup, som den hedder, hvilket er en lidet subtil måde at fortælle på, at kan man ikke sende andres turneringer op til VM, så må man lave sin egen. "Det så ud til at blive en umanerlig lang sommer", skrives der. Det bliver en umanerlig lang VM-sommer. Men ikke på 3+.

Jeg forstår da godt, hvorfor turneringen falder i klubbernes smag, da der er mulighed for at generere lidt entré og seerindtægter, men når man i forvejen har Royal League og mærkelige ting som SAS B.T. Tele2 Cup-indendørsturneringen og Tele2 SAS B.T. Super Cup Event, så er det altså tvivlsomt hvor mange flere nye turneringer man kan opfinde uden at det i forvejen udpinte felt af topklubber i Danmark bliver strakt så tyndt, at det sprækker. Om København har vundet DM eller ej, hvad kunne så tre dage efter en enorm triumf eller en enorm skuffelse være mere intetsigende end endnu en kamp mod de samme triste modstandere vi skal møde hele tre gange pr. sæson, på grund af at dansk fodbold er tyndere i toppen end ham fra Scorpions, der altid går med hat?

Forårsprogrammet fra og med udekampen i Royal League i Brøndby byder på mindst 17, højest 25 kampe. Det kommer an på om København ryger ud af både pokal og Royal League i første forsøg, eller om vi går hele vejen i begge. Det samlede kampantal kan blive mellem 45 og 53. Det er historisk ikke i den lave ende. Faktisk er rekorden for København 50, og den er sat i første Royal League-sæson.

25 kampe på tre måneder – det er, som alle vel kan regne ud, omtrent to kampe om ugen. Foråret bliver hæsblæsende som aldrig før, med en trup der endda er blevet studset kraftigt i bredden. Pokalfinalen spilles tre dage før sidste spillerunde – at spille den efter sidste spillerunde er stadig ikke noget der er faldet DBU ind, trods de seneste par års særinteresser for pokaltaberne i de afsluttende kampe – og mesterskabsstriden kan gå lige til stregen. Samtidig vender FA Cuppen tilbage til Wembley, hvis de kan nå at bygge stadion færdig, ligaerne slutter i massespurter i nogenlunde samme weekend, og det hele sluttes af med et brag i Paris, når Champions League-finalen bliver den sidste klubkamp inden vi kan få et pusterum op til VM.

Og perioden derefter skal så Viasat Cup køre. Udtrykket ”gimme a break” kan vist bruges her, ikke kun i den bogstavelige mening. Ganske vist er vejret naturligvis bedre end til de helt umulige post season-matcher i Royal League i december, men alligevel. Selv den danske liga kan blive overeksponeret. Men god fornøjelse da.

”A ver qué dicen ahora los que hablaban de campaña arbitral.”

Der er nu stadig mere spænding i rigtige turneringer. En sådan er Copa del Rey da, selv om det er de to andre der for alvor rykker. Derfor irriterer det stadig at se sine favoritter tumle ud på helt bizar vis, og det skete for alvor onsdag aften mod Zaragoza, hvor, som citatet ovenfor fra Carles Puyol fortæller, det virkede pænt fjollet fortsat at tale om at Barça skulle være gået hen og blevet et hold der konsekvent skal bæres frem af dommere.

Der var et snit af Messias over ham, men hvor Messias var vanvittig uduelig, så ringe at han nu ikke bare er blevet afsløret som uduelig i England og degraderet, men direkte fyret som dommer, så var hans indsats totalt uberegnelig, og ganske enkelt et sammenbrud og en afsløring for åbent tæppe. Det her mindede mere om den korrupte (hey, det er ikke mine ord, men hans eget forbunds) ecuadorianske dommer Byron Moreno, der bortdømte Italien fra VM 2002. En vanvittig udvisning til hjemmeholdets bedste spiller, en konsekvent nægten af at udvise de Zaragozaspillere der begik deres anden grove forseelse, ingen konsekvens ved tidsspilde, afvisning af et par klare skub i ryggen i feltet, og til sidst, som et pikant lille krydderi, fløjtede han kampen af et halvt minut før han havde varslet det, med Barça på vej frem i angreb i rasende tempo.

Det er slut nu, det er overstået, det er fortid. Pokalen er ikke mere aktuel, sådan er det. Det opmuntrende ved affæren (og det var ikke den gamle traver ”Så kan vi koncentrere os om de andre turneringer”) var Frank Rijkaards selvkontrol efter kampen. For det første var han vågen nok til at dæmpe spillernes gemytter og få Deco lempet hurtigt ud af banen, efter at denne havde fået et gult kort i overtiden og var ved at ryge op i en total raptus efter at have spillet en enorm comebackkamp efter sin karantæne, og gøre noget han ikke var sluppet med tre dage for. Og for det andet stod han frem efter kampen og sagde som i en artikel: ”Vi skal ikke klage over dommeren, havde vi scoret et mål til havde ingen talt om ham, vi tabte på en dårlig udekamp, Ronaldinho var skuffet, men spillere vil jo altid gerne være længst muligt på banen.”

Dæleme mere format end jeg havde klaret at vise. Nå jo, og så fyrede Rijkaard også den ovennævnte traver af. Og der er jo også noget at forberede sig på, nemlig den samme kamp som jeg nævnte sidste måned, mellem Chelsea og Barcelona. Jeg vil hævde at det er en stor en. Og at det er en, der ikke mindst bliver afgjort af hvem der klarer at holde nerverne i ro.

Og lige nu ser det ud til at gå lidt bedre for Rijkaard end for hans modstander Mourinho, der med Chelsea er røget ind i en solid krise – det hedder det jo i jargonen, når man ikke har tabt en kamp siden starten af november, men har spillet uafgjort nogle gange på det seneste. Tredie uafgjorte i træk, og så gik det ikke at holde konspirationsteorierne tilbage. Og mens man må rose hans klub for i det mindste at bibeholde hans afvæbnende pidgin English i officielle interviews - “I hope next season no Mr Styles in this stadium” – så ligner det den dejlig paranoide stemning vi meget gerne skulle have lokket frem hos Mourinho, hvis han for alvor skal miste grebet, hvilket gerne skulle kulminere om en måned med de samme spøgelsessyner der sidste år åbenbart forhindrede ham i at bruge sin sunde fornuft på Camp Nou og pille den ophidsede Drogba ud. Gad vide hvordan han havde tacklet en fyr som Barcelonas pokaldommer Rodríguez Santiago.

Kunne FA’s Compliance Unit – et dejligt orwelliansk navn – så ovenikøbet lige stikke ham den bøde han slap for, da han opfordrede sine spillere til at droppe fairplay fordi modstanderne simulerede så meget, så kunne det kun få hans mørke tanker til at rumstere endnu mere. Ikke at det ikke har virket – mod Everton i pokalen gik Chelseas nye anti-fairplay-holdning så vidt, at de i anden halvleg ikke sparkede bolden ud da deres egen mand lå skadet, men lod Everton om det. Om det så var en fornemmelse af at hans holdkammerat var skadet, der fik indkasteren til herefter at kaste bolden ned i hjørnet, og resten af holdet til at presse, ved jeg ikke, men en lidt sær sans for fairplay er det.

Men som fan af Everton skal man ikke komme for godt i gang med fairplay, det ved jeg. Dette var ugen, hvor Duncan Ferguson tangerede rekorden for flest udvisninger i Premier League, og han gjorde det med manér – seks kampes karantæne står han til. Det åndssvage er, at selv i en situation som nu, hvor Everton har to seniorangribere til rådighed og den ene er småskadet, så holder jeg sgu stadig af ham. Men hvor er det en skam at han har en hjerne på størrelse med en ært. Så mange mål har han heller ikke scoret – ni for hvert røde kort.

Jeg sætter nu alligevel et billede op af ham hernede når han engang er færdig, sådan er fodbold jo så uberegnelig – man ender med at holde af folk hvis handlinger tit ikke kan forsvares. I alle tilfælde kan billedet bruges, når folk om ti år snakker om den ranglede ex-Brøndbyangriber Morten Rasmussen, og hvordan han fik sit tilnavn. Det gjorde han efter en spiller som han absolut ikke kunne måle sig med, hverken på godt eller ondt.

-smølle

Og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

Tom Waits: ’Singapore’
Fra den forbløffende Rain Dogs fra 1985, stadig så panoramisk og følelsesladet som nogen spillefilm.

We sail tonight for Singapore,
don't fall asleep while you're ashore
Cross your heart and hope to die
when you hear the children cry
Let marrow bone and cleaver choose
while making feet for children shoes
Through the alley, back from hell,
when you hear that steeple bell
You must say goodbye to me

- skal vi gætte på at en tur i den storby er en del mere festlig i selskab med Tom Waits’ sømænd end med Morten Olsen og DBU’s spidser?

Ugens album:

Isobel Campbell & Mark Lanegan: Ballad of the Broken Seas
Mere postyr på åbent hav, med den mørke Mark Lanegan, der tidligere var i Seattles intense Screaming Trees og siden har stået for whiskeyoverhældte og rugende soloplader, sammen med den lyse og tilsyneladende skrøbelige indie-fe Isobel Campbell fra Belle and Sebastian, heltinde for tusinder af britiske bogorme. Det er deres tur i fodsporene på Nancy og Lee og på Nick og Kylie. Den dunkle, intense fortæller og hans uskyldsrene myndling, der i øvrigt har skrevet de fleste af sangene. Og det er en lækkerbisken, enkle og akustiske sange båret af de to helt forskellige og derfor perfekt matchede stemmer.  

mail