Det er ingen skam at tabe, når man aldrig havde en chance for at vinde! Sådan må overskriften over dette års Fraktionsquiz i Løvetimen lyde, for selv bulens egen quizlegende, smølle, og de øvrige (og kapable) medlemmer af Utterslev Gummidyr vil sikkert indrømme, at når René svinger sin altvidende autist-krabask over ens hvide røv og blanke hjerne, så er der ikke noget at stille op. Én ting er, at René uden at blinke kan udpege Claus Bo Larsen som dommer i den famøse 2-2 kamp i Næstved i 1996, men når svaret suppleres med små anekdoter om, hvad Claus Bo udtalte til aviserne dagen efter, så er der ikke meget andet for os andre at gøre end at lette med hatten i retning af Damhuskroen.

Nu skal jeg ikke tale for René, men i mit eget tilfælde har jeg særdeles svært ved at styre, hvad der lagrer sig i min hjerne. og det står sjældent i forhold til anvendeligheden. Jeg er sikker på, at der ligger én snedig evolutionær strategi bag forskellige menneskers forskellige selektive hukommelsesmekanismer, men lige i mit tilfælde er jeg bange for, at Gud har spillet mig et puds. "Nå, Draghixa? Hun spillede også med i Anal Virgins of America #6" er ikke paratviden, jeg som sådan er stolt af, men sådan fungerer det bare for mit vedkommende. Modellen blev afprøvet i sidste års quiz, og i det spil er det bare ikke godt nok kun at være marginalt bedre end den sagnomspundne Copenhagen Lads-formand Walle. Bemeldte fraktion havde til årets quiz selv opdaget, at formanden præcis som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose "trængte til ferie", og præsenterede sig som årets overraskelse ved at quizze sig til en fornem semfinaleplads med nye kræfter ved mikrofonen.

Hvis jeg skal smide malurt i bægeret, så er det vel, at når der ikke er spænding om resultatet af en konkurrence, så risikerer den at køre død i længden. Som sådan er quizzen et suverænt og engagerende radioprogram, der fylder den fodbolddøde vinterpause godt ud, men det forekommer mig, at finalens iboende selvfølgelighed måske er quizzens svageste punkt. Jeg er ikke specielt tilhænger af tekniske fiksfakserier, der Robinson-style "vender op og ned på spillet", men et bud på en nyskabelse kunne være at lægge et loft for antallet af finaler, en deltager i sin quiztid kan vinde og derefter pensionere dem til en passende Wall of Fame med tilhørende privilegier. En regel, der kunne træde i kraft i 2007 på baggrund af en renvasket tavle, så alle er stillet lige. På den anden side har det også sin charme at vente på, at yngre talenter vælter oraklerne ned fra pinden på ren fight og terperi. Det sker måske endda før metroen lægger til kaj ved Trianglen, selvom jeg ikke ville sætte penge på det.

Nu vi er ved det bedste af det bedste, så er fck.dk ved at kåre de 25 største FCK-profiler gennem tiden. Eller rettere: Fanskaren er, og I har allerede fucked det up, er jeg ked af at sige. Resultatet offentliggøres bagfra, og her kan jeg så se, at brødrene Johansen anses for at være henholdsvis #22 og #21 på den liste. Det kan jeg ikke indvende det helt store imod, selvom jeg personligt ville stemme de to ind længere oppe på listen. Men de hører begge til klubbens tidlige historie, og det er vel tidens tand, der tærer på hukommelsen. Ligesom det også bare virker en smule underligt på mig, at Jesper Christiansen med sin korte tid i klubben har presset sig ind som #19 foran blandt andre Antti Niemi. Men det kokser altså komplet for jer, når I stemmer Jacob Laursen ind som #20. Hillemænd, hvor historieløst! Jeg er som sådan med på, at fodboldspilleren Jacob Laursen havde sine styrker og som sådan medvirkede pænt til, at mesterskabet endelig blev vundet i 2001 efter 7 års ørkenvandring. Men nogen "FCK-profil" var han fanden tage mig ikke, og allerede i foråret 2002 dissekerede smølle på sin altid kærlige facon klubmennesket Jacob Laursen.

Nu er det ikke sådan, at jeg i forvejen forlanger særlig meget af sådan en Top 25-liste. Den behøver ikke at træde i de blødende klubhjerters fodspor eller kun inkludere spillere, der rendte/render rundt med tungen oppe i kransen på fanskaren, som de gør det andre steder. Men ét eller andet sted må der eksistere et minimumskrav om, at spilleren i sin FCK-karriere bidrog med noget, der lå udover "professionelt fodarbejde tilsat sure miner og vrangvillig adfærd". Ét eller andet der kan smækkes en særlig FCK-etiket på, om det så bare er noget så almentmenneskeligt som at rode rundt på et fortov klokken lort om natten i en mesterkoger. Rent faktisk er det sådan, at Thomas Rytter endte sin karriere i klubben med det interne øgenavn "Fru Laursen", og så kan I selv vurdere, om det var fordi Jacob Laursens indflydelse i truppen blev anset for specielt positiv og livsbekræftende.

Hertil kan man så stille det retoriske (og meningsløse) spørgsmål: "Ville du hellere have tabt mesterskabet i 2001 uden Jacob Laursen?". Det afgørende for mig er, at Jacob Laursen efter alle solmærker at dømme var komplet ligeglad med om han vandt det mesterskab med os, Brøndby eller som tolvtemand i Næstved. Det vigtigste for ham var nok størrelsen på den vedhæftede mesterskabsbonus og ikke hvem der skrev checken, når det kom til stykket. Det stof skaber man ikke klubprofiler af.

Hvem er klubbens nye storaktionær, Steen Larsen? Tilsyneladende en self made og publicity-sky ejendomsspekulant, der er ved at veksle sin formue til FCK-aktier. En mand, der på den ene side udsender signaler om, at investeringen i FCK er langsigtet, og at han har tiltro til ledelsens nuværende kurs, mens han på den anden side ikke var for fin til at købe en blokerende aktiepost i det hensygnende AB, naturligvis vel vidende at Jens Schauman (en anden ejendoms-cowboy) var interesseret i at overtage AB's notering på børsen. Den lille manøvre tjente Steen Larsen sikkert fine småtterier på, da han alligevel solgte sin aktiepost til konkurrenten. Det kan man selvfølgelig kalde for almindeligt smart næse for en hurtig profit, men i de kredse ses det nok snarere som banal chikane.

Mit umiddelbare indtryk er, at Steen Larsen såmænd nok har ret i sin fundamentalt positive analyse af hele FCK-koncernens udviklingsmuligheder, ligesom der heller ikke står "The Danish Glazer" på ryggen af hans spillertrøje. Samtidig har jeg ikke det store overblik over om mandens chancer for reelt at sætte sig på magten i klubben. Som kursen er handlet op nu, ligner sådan en tanke en meget dyr fornøjelse, ligesom vedtægter og forskellige aktionæraftaler kan blokere eller vanskeliggøre den slags. Men hvis ikke han har solgt stort ud af sit ejendomsimperium må investeringen, forløbig en små 500-600 mio. kroner, skyder jeg på, være sket for lånte penge. Den slags skal både forrentes og betales tilbage, og det peger i retning af en investeringshorisont, der ikke går mod uendeligt. Helt som med AB-affæren er det ikke sikkert, at Steen Larsen med investeringen spekulerer i sine egne behov. Han kan tro på, at der inden alt for længe kommer andre forbi med både vilje, kapital og ekspertise til et take over, og så skader det ikke at sidde på 30% af aktierne.

Det afgørende for en fan er naturligvis, om fodbolden i ét eller andet omfang spiller andenviolin i det store aktiespil. Historisk set - i Østergaard-æraen - er det svært at se, at fodbolden har fungeret som en økonomisk stopklods for PS&E's ambitioner og økonomiske muligheder som helhed, snarere tværtimod. I enkelte bevidstheder (se Vestegnen) cirkulerer tanken om et frasalg af selve fodboldholdet under henvisning til et postulat om, at den direkte fodboldaktivitet i Parken giver underskud. Uden direkte at vurdere selve postulatet - for det er det - viser en blot kursorisk gennemgang af PS&E's regnskaber, at fodbolden giver anledning til en omsætning, der så rigeligt måles i et trecifret millionbeløb.

Nu skal man ikke have gået længe på en handelsskole, før man forstår, at det er én ting at skabe et overskud i et selskab - det er den nemme del, betragt blot almindelige lønmodtagere som hvert sit selvstændige "selskab", der producerer og sælger sin egen arbejdskraft - men at den virkelige udfordring ligger i at skabe en omsætning, der giver anledning til et overskud, der er værd at snakke om. Med mindre underskudet fra fodbolden er af en anseelig størrelse - hvilket blankt kan afvises i FCK's tilfælde - så ville det ud fra en rent økonomisk betragtning give langt større mening at udforske muligheden for at malke omsætningen, end det ville give at sælge den fra til en usikker skæbne og derfor lavere pris, end den værdi fodbolden potentielt har for PS&E selv. Det svære arbejde er gjort.

Lige der kan en investor eller en ejerkreds sagtens have øje på omkostningssiden ved at drive en fodboldklub. Ledelsen kan f.eks. vurdere, at FCK's chancer for at slå igennem i Europa er så ringe, at det ikke giver nogen mening at satse på den mulige udvikling og derfor vælge at skrue ned for det økonomiske blus under FCK-truppen. Det er en synsvinkel, jeg selv kunne finde på at tumle med, hvis jeg blot var en kynisk direktør ansat til formålet. Under en vigtig bibetingelse, godt nok: At det ikke påvirkede den omsætning, som fodbolden giver anledning til, og det er naturligvis prekær balance, som selv den nuværende ledelse tumler med i ét eller andet omfang. Hvor ligger den realistiske balance mellem økonomi og ambitioner? På den anden side står, at et endegyldigt gennembrud til europæisk fodbold med afsæt i det nuværende løn- og investeringsniveau i truppen ville skabe en endnu større omsætning og et markant overskud. Det, der giver anledning til størst bekymring i den sammenhæng er vel, at Steen Larsen har kontor i Brøndby. Spooky twist, mand!

Ligesom billedet af Steen Larsen og hans motiver står lidt vagt, lige så svært har jeg efterhånden ved at se konturerne af et levedygtigt Royal League. Det har været en meget nem beslutning for mig at tage torsdagens afgørende puljekamp bag baren, mens jeg skriver disse linjer. Dels skal linjerne selvfølgelig skrives (for sent som altid), dels er jeg særdeles ambivalent i forhold til, om jeg håber på, at vi skal bruge meget mere tid på Royal League her i foråret. Det skal vi så, som funktion af aftenens uafgjorte resultat i Parken og Brøndbys ditto i Norge, der samtidig betyder, at Brøndby er ude af turneringen som dårligste 3'er i turneringens gruppespil. Den første kvartfinale spilles på torsdag, men langt mere kritisk spilles returkampen den 9. marts, 3 dage før forårets superligapremiere i Brøndby og efter en givetvis sædvanligt hård pokalkamp samme sted søndagen før. Ikke ligefrem skide optimalt. Snarere temmelig problematisk, og de græder nok halvtørre krokodilletårer på Vestegnen over den udvikling. For ikke at tale om hvad endnu flere kampe i et rigeligt tæt kampprogram i foråret kan betyde for en trup, der i forvejen ser meget smal ud sine steder.

I det mere langsigtede perspektiv er det kritisk for turneringens fremtid, at Ståle i søndags afslørede, at han selv vurderer træningsperspektivet højere end nødvendigheden af en sejr. Det fremgik af en reservespækket holdopstilling mod Lillestrøm, og det understreger med al tydelighed turneringens dilemma: Er det en ægte turnering eller en gang vintertræning i småfalsk klædedragt, hvor realiteterne på banen (og banerne selv) ikke står mål med de erklærede ambitioner? Den lunte havde de fleste københavnere lugtet, og kun 7.000 tilskuere gad bruge tid på den i øvrigt jammerlige omgang fodbold, omstændighederne og kombattanterne indbød til. Af de 7.000 tilskuere var mindst 500 tilskuere nordmænd i varierende grader af tilstanden "stangstiv". Fraregnet Nedre C og sponsorer vil jeg skyde på, at under 2.000 tilskuere betalte fuld pris for oplevelsen, der vel at mærke ikke blev sendt direkte i TV på en i øvrigt halvdød søndag. Det kan jo passende sammenlignes med den helt ægte træningskamp mod Schalke 04, der dels trak 12.000 tilskuere til de samme priser, dels blev sendt i TV. Torsdagens kamp trak 5.453 tilskuere af huse! Vi skal vi helt tilbage til den 8. maj 1996 og 5.314 stålsatte vidner til en 1-0 sejr over Silkeborg for at finde et tilsvarende lavt tilskuertal til en Superliga-kamp i Parken.

For én ting er, at vi som dedikerede fans kan få halvstiv pibe på over en træningskamp i februar. Noget andet er, hvordan de relevante redaktionschefer på diverse tv-stationer ser på turneringens værdi, når tv-aftalen skal genforhandles i løbet af et års tid eller to. TV-stationerne noterer sig selvfølgelig, at FC København på den ene side påstår at deltage aktivt som partner i et projekt, der lanceres som "The Very Best of Scandinavia", og på den anden side stiller med et halvt reservehold til en afgørende puljekamp og forventer jeg - forlanger jeg - i kvartfinalens returkamp den 9. marts. Ved således at afsløre den værdi turneringen tillægges internt i en klub som vores, bliver det nok meget svært at overbevise omverden om, at projektet har en fremtid som andet end vinterfyld, der næppe kan sælges til andre end de mest fanatiske. Hvis mandagens få RL-relaterede artikler i aviserne fungerer som pejlemærke, ser det allerede temmelig kritisk ud med det. Udover et par Ritzau-referater var der ikke meget at komme efter.

Hvad angår selve den fodbold, Ståle indtil videre har præsenteret os for, er jeg stadig temmelig fortrøstningsfuld. Et par afgørende spørgsmål er blevet besvaret. Dels har Rooba og Ijeh spillet sig længere væk fra startopstillingen, Morten Bertolt og William Kvist er tættere på, og en ret lige kamp tegner sig i venstresiden mellem de temmeligt forskellige Pimpong og Bergvold. Atiba Hutchinson er startet særdeles lovende, og lader til at supplere Linderoth godt med sine mere offensive og tekniske kompetencer, uden at han af den grund mangler i det defensive. Vores hovedspil viste i torsdagens kamp mod Kalmar en nærmest skræmmende styrke ved dødboldssituationer, uden at der dog kom noget konkret ud af det. Det højt anlagte presspil virker som et våben, vi især kan presse dårligere hold med på hjemmebane. Kvaliteten af samspillet er det nok for tidligt på sæsonen at sige noget klogt om. Banerne er simpelthen for dårlige til en vurdering.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Johnny Cash: A Boy Named Sue

Et af Johnnys største hit. Én af den slags sange, man altid bliver i bedre humør af at lytte til, uanset hvordan lokummet ellers brænder. Sangen handler om hankønnet Sue, der er ude på at slå den far ihjel, der gav ham sit pigenavn og derefter skred fra kone og knægt. Teksten er skrevet af en vis Shel Silverstein, der ellers er mest kendt for ordene til 70'er-hittet "The Ballad of Lucy Jordan". Hvad de fleste ikke ved er, at han også har skrevet en anden tekst om samme Sue og hans far, der ser affæren fra sidstnævntes noget anderledes synspunkt, "The Father of The Boy Named Sue". Hele teksten kan læses her, og "politisk ukorrekt" er vel noget nær det pæneste, man kan sige om den i dagens moralske klima. I denne fortælling stikker sønnens feminine sider dybere end navnet, og efter endt slåskamp og tilgivelse flytter far og søn sammen i familiekollektiv!

And on the nights that I can’t score,
well, I can’t tell you anymore.
Sure is a joy to have a boy named Sue.
Yeah, a son is fun, but it’s a joy to have a boy named Sue.

Vangelis: The Conquest of Paradise

Hvor "A Boy Named Sue" egner sig til det skæve grin, så bruger jeg Vangelis pompøse orkesterværker, når ånden og sjælen skal løftes. Som billedet til venstre peger på, så er musikken præcis så "ægte intens" (læs: flødebollet grecolatinsk og klichépræget) som manden ser ud. På den måde spiller musikken til "1492" såmænd fint sammen med valget af Gérard Depardieu til rollen som en læspende naiv Christoffer Columbus, hvor den franske tyksak leverer endnu én af sine afsindigt ringe præstationer i discplinen engelsk udtale, og det så slemt at det helt ødelægger en ellers nogenlunde (småkedelig) episk film. Men hvor filmen aldrig løfter sig væk fra Depardieus anglofobe tunge, så gør musikken. Sjovt nok kan der trækkes en direkte linje fra "1492" til en anden film om kolonialiseringen af Sydamerika, Roland Joffés "The Mission", der også trækkes gevaldigt op ved Ennio Morricones musikalske bidrag.