For fanden da! Så står man her igen og ligner en sammenkrøllet Muhammed-tegning. Her har vi ellers fået vores egen af slagsen. Vores mangeårige samarbejdspartner Muhammed fra Muhammeds Taxi kom ind en eftermiddag og stak mig noget der lignede et par børnestreger. Et bidrag til debatten fra en af ungerne, som han sagde. Det var så en af hans egne unger, han mente, og karikaturen på billedet var ham selv. Stående storrygende og halvknotten foran en meget to-dimensionel bil med et taxi-skilt skrevet med grøn farveblyant og plantet helt skævt på taget. Skal vi tale om kulturel integration her? Jeg ved det ikke, jeg har slet ikke forstand på den slags. Der er kløfter og krig alle vegne, nøjagtig som misforståelser og mangel på respekt. Men nu har jeg sat tegningen op her bag disken, så må vi se hvad der sker om et par måneder ude i verden. Jeg har i hvert fald ingen bagvedliggende mission med dette, hverken som forstyrret kulturredaktør på en morgenavis, politisk-mørk middelalderimam, eller rasende demonstrant foran en eller anden ambassade fra et land jeg knapt kender beliggenheden af. Det handler blot om kunsten at anvende et gammelt venskab og et godt økonomisk partnerskab til noget positivt. Når man nu har fundet en gensidig interesse og et fornuftigt fællesskab at mødes omkring. Uden om diverse profeters bevingede ord.

For fanden nej! Ikke en skid mere om det emne. Lad verden brænde op udenfor, hernede i BULEN beholder vi vores egen glasboble med rande af ølskum på kanten og den gik i denne uge op i diskussioner om hvad vi egentlig skulle køre på storskærmen. Champions League eller den olympiske hockey.

Personlig er jeg en stor elsker af hockeyen og det har givet et lidt anstrengt forhold til nogle gæster. Men jeg gider ikke undskylde så længe det er mig, der sidder på fjernbetjeningen. Jeg bliver i stedet en ren Flemming Rose i verdensforagt og stædighed og nyder bare Ovechkin, Yashin, Jagr, Forsberg, Alfredsson, Hossa, Selänne, Koivu, Sakic og resten. Det er tredje vinter-OL i træk nu, at hockeyturneringen har fået dette pift, at få samlet NHL-spillerne og sorteret dem ud på deres respektive hjemstavnshold. Det alene har bevaret min interesse for legene, resten rager mig fuldstændig efterhånden. At det indledende gruppespil så mest har karakter af en indspilningsfase, en række jetlag-overvindende og lær-hinanden-at-kende-igen kampe for de store nationer, hvor man skal finde sig til rette på de større baner i international standard, generer mig ikke. Fornøjelsen er der stadig. Bare at se årets NHL-superrookie, Alexander Ovechkin, trylle som isens Ronaldinho. Nu med mere isplads end i NHL. Se det er fandeme også kunst, ignoranter!

Igår blev det så alvor for turneringen. Det karambolerede så desværre helt TV-tidsmæssigt med Chelsea-Barcelona i Champions League, da turneringens mest spændende kvartfinale løb af staben. Rusland-Canada. Hernede holdt vi selvfølgelig fokus på potatisåkern, som Stamford Bridge blev omtalt på svensk tekst-TV. Et flot brag af en kamp med den fortjente vinder. Barca. Klasseforskel ville være et stort ord, men forskel kunne sagtens være gældende. Chelseas Del Horno udgjorde i hvert fald hurtigt sin andel af forskellen og jeg synes, selv i mine mere nøgterne stunder, at udvisningen var helt i orden. Han forsøger reelt en hockey-tackling på Messi. I en ganske harmløs situation. Det lugtede mere af frustration og irritation over Messis driblinger end bydende nødvendig for Chelseas samlet ditto.

Kampens norske dommer fik bolden direkte i hovedet tidligt, og løb rundt i resten af kampen med et pænt stempel på kinden. Det påvirkede ham ikke ved udvisningen, men han fik da overset et par straffespark til Barcelona undervejs. En klar hands-situation i første halvleg og et klodset tacklingsforsøg i anden. I begge tilfælde skulle der være fløjtet. Ingen af episoderne interesserede efterfølgende det talende selvbedrag, Chelsea-træner Mourinho, der vanen tro kun havde en mening og en kommentar til alt, der gik hans eget hold imod. Både før kampen og efter. Den rendestenssøgende del af den engelske presse lægger selvfølgelig gerne ører og flæb til mundoraklet fra London SW6.

Det gik dog under alle omstændigheder fint for FC Barcelona. Det gjorde det også i Torino, hvor Ovechkin fik bragt russerne foran tidligt i tredje periode med et slangehug op i nettaget bag den canadiske keeper Martin Brodeur. På det tidspunkt havde Barca allerede vendt 0-1 til 2-1 i London. Kunsten og teatret sejrede over det kedelige håndværk.

Sådan endte det også i Torino. Blot med slutresultatet 2-0. Egentlig kan jeg godt lide Canada og deres hockey-spirit, men nøgternt set har de ikke været fem potter pis værd i denne OL-turnering. Canada spillede 6 kampe. De formåede ikke at score i de tre af dem. Dårligt håndværk. Simpelthen. Og egentlig ucanadisk og dårlig propaganda for deres tjubang-stil, der langt fra altid er lige spektakulær, men sagtens kan være både underholdende og næsten altid meget målsøgende. I det hele taget dårlig fornemmelse og udtagelse fra holdets øverste ansvarlige, general manager Wayne Gretzkys side. Flere af de store hold i turneringen har åbenbart fundet et gammelt NHL-ikon frem til denne lidt mystiske rolle som overordnet udtagelseskoordinator over trænerstaben. Russerne har Pavel Bure, finnerne Jari Kurri. Gretzky slap suverænt dårligst fra den lille opsætning. Den canadiske stjerneparade virkede blot gumpetunge og uinspireret turneringen igennem. Modsat mange af deres europæiske kolleger, der nu skal fordele medaljerne mellem sig. Går det helt efter mit hjerte, og det gør det sjældent, så vinder finnerne. Men de skal i morgen møde russerne i den ene semifinale. Holder Ovechkin og den øvrige røde flok standard fra de seneste kampe, bliver det næppe andet end bronzekamp for Finland. Det er så til at leve med. For kunstens skyld.

Jamen for fanden da! Aftenens kamp mod Hammarby. Jeg har gået og muget lidt ud her bag baren, mens TV kørte. Royal League-kampene passer bare ikke rigtigt ind i mit mentale program. Jeg drages ikke ligefrem mod Parken en sen og kold februaraften til "en kvalificeret træningskamp", et udtryk som Ståle har brugt på kampene. Har det i stedet fint med at fedte rundt hernede i ensom majestæt. Der er altid småting at gøre, der skal vaskes glas, fyldes op med flasker og tømmes askebægre. Måske skal der smages lidt til på spiritussen. Vi sætter altid en dyd i kvalitet og den bedste måde at sikre standarden er nu engang en lille prøve. Hands-on-management, kan vi kalde det, så man ved, hvad man står og blabrer om, som når jeg nu erklærer, at vores Calvados passer lige til denne aften. Jamen, prøv selv, mand, du ligner en der trænger efter et par timer på Parkens bundfrosne beton.

Altsammen kan gøres i adstadigt tempo, med en tilhørende smøgpause og en kop kaffe, mens TV afvikler kampen for mig. Igen en ganske hæderlig kamp i øvrigt. En lidt rodet åbning og derefter en time med total københavnsk dominans, og en afrunding i magelighedens tegn. 2-0 var en for lille sejr. Kort og godt. Vi er ganske uskarpe i lange perioder og helt skidt gik det egentlig, da den faste angrebsduo og de to målscorere, Alvaro og Allbäck, blev splittet med Alvaros udskiftning. Her kunne man sagtens løfte en advarende pegefinger, for det virker umiddelbart tyndt. Peter Ijeh imponerer på ingen måde mig. Manden løber bare forkert, dribler forkert, spiller forkert, og det bliver bare ikke bedre. Sådan virker det. Nu burde han efterhånden være ovenpå efter sin brækkede fod i efteråret. Der burde være mere tænding på, og mere forståelse med resten af holdet. Sådan virker det heller ikke.

Som alternativ er der kun den unge Martin Bernburg, som åbenbart stadig vurderes som for let. Det forekommer lidt skrøbeligt på sigt. Efter Bernburgs gode indhop mod Schalke, havde jeg egentlig forventet at han fik flere muligheder i opstarten. Jeg mindes ikke umiddelbart at have set ham på banen siden og det tyder ikke ligefrem på at han er vokset ind i Ståles bevidsthed endnu. Ergo er der kun Ijeh som alternativ, hvis en af de to faste går i stykker eller ryger i karantæner. Jeg savner en mulighed mere her.

Uskarpheden er desværre ikke kun hos angriberne. Midtbanefolk som Silber, Bergvold, Hutchinson afslutter heller ikke imponerende. De forsøger og forsøger også mere end vi så i efteråret fra distancerne. Men boldene høvles over eller langt ved siden af. Der skal sgu mere kvalitet på, uanset skæve opspring og elendige baner. En mand som Silber bør i hvert fald score 6-8 gange på en sæson. Han er ikke i nærheden (end)nu. Linderoth holder jeg bevidst ude, jeg forventer ingen afslutninger fra hans side alligevel. Han gør så meget andet i høj kvalitet. Igen i aften var han banens suverænt bedste. Som i efteråret er hans spil vokset fra bare at være ren oprydder til et spillemæssigt bindeled. Han ligner i den grad en Mykland mere og mere, som alsidigheden er kommet ind i hans spil. Han gør stadig det meste enkelt, men det simples kunst kan sagtens være den bedste. Han fik så sin personlige fornøjelse her til aften ved at slå farmands hold. Et Hammarby som tydeligvis også var mere indstillet på at spille fodbold end de to forrige Royal League-modstandere, Lillestrøm og Kalmar. Det gav også mere plads til vores spil end i netop de kampe. Vi burde bare have udnyttet det bedre og givet farmand Linderoth og hans hold en afklapsning med tilbage til Stockholm og afgjort kvartfinalen i første opgør.

Ja, for fanden. Og nu bliver der måske ikke noget andet opgør. Brøndbys medicinmand er åbenbart fortørnet over at Hutchinson har spillet gruppekampen derude uden et gyldigt spillercertifikat. Procedurefejlen har allerede kostet os en bøde. Men doktoren har været i medicinskabet og er blevet høj på mere. FC København skal dømmes som taber af kampen mod Brøndby, går rygterne. Og hvad så? Vil Brøndby overtage vores kvartfinale i Stockholm og spille videre på 2-0 sejren? Eller forlanger de at hele turneringen spilles om eller helt annulleres? Lad os håbe, at det blot er misforståede rygter. Hvad skulle det gøre for forskel. Royal League er en TV-turnering, igen med Ståles ord, kvalificerede træningskampe. Der er i forvejen lavet krumspring til højre og venstre undervejs i turneringen og alt for mange kampe er blevet flyttet rundt på norske og svenske baner for at tækkes vintervejr og diverse tvivlsomme baneforhold. Selvfølgelig rummer turneringen nogle hæderlige pengepræmier og en vis prestige, især når man for andet år af to mulige ikke formår at gå videre fra puljespillet. Men større er betydningen vist heller ikke. I virkeligheden har Brøndby måske fået en fordel ved at Hutchinson spillede derude. Nu ved de i hvert fald i praksis hvad han står for. Til den kommende pokalkamp og superligaåbning.

Jeg regner sagen - ud over bøden - som journalistisk skræp indtil videre. At bruge sine sunde fornuft behøver ikke at være en stor kunst. Det ved de forhåbentlig også i Brøndby.

Jamen, der har vi ham sandelig igen. Muhammeds Taxi. En nyvasket Mercedes med automatgear og det hele. Tyrkisk natradio på stereoen. Det er som det plejer. Han kender vejen, og både han og jeg ved, at du har fået lidt for meget indenbords. Vi nikker blot til hinanden og i morgen har vi glemt det. Det har du sikkert også, men af andre grunde. Sådan er det med os folkelige midnatsluskere. Vi er også en slags kunstnere. 

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

Ray Davies: "Other People's Lives" (2006)
The Kinks blev egentlig verdens første britpop-band, da de fødtes i det nordlige London i de tidlige 60ere. De vidste det bare ikke dengang. Men frontfigur, Ray Davies, kan med rette kaldes britpoppens bedstefar og inspirationen var ganske hørbar, da bølgen fra hans børnebørn bragede hen over verden tre årtier senere i midt 90erne. Nu debuterer han som solokunstner med et meget vellykket album.

'Things Are Gonna Change (The Morning After)' er et helt suverænt åbningsnummer og sætter et niveau for hele skiven, der næsten holder hele vejen. Jeg hører min gode kollega Holger brumme tungt ovre ved toiletdøren, når jeg hævder at der er enkelte tynde numre på denne skive. Især midtvejs. Men det skal ikke skille os. For efterhånden halvandet år siden oplevede vi sammen en strålende koncert med Onkel Ray i Århus, og denne skive lover at der er masser af nyt liv i ham. Der er stadig bid, selvironi og sarkasme i teksterne, og musikalsk formår han stadig at skrue en gedigen rockskive sammen. Både med den klassiske Kinks-lyd og fornyende perspektiver.

mail