Ingen elsker et saftigt fuck up mere end jeg selv gør. Ole Ritter sagde engang, at der er noget næsten smukt ved at række ud efter stjernerne og fejle kosmisk. Det er til gengæld forbløffende så få, der har filosoferet over storheden i at glide i sin egen linde dej og falde om på ryggen i en frostsprængt sandkasse og spjætte som en hjælpeløs kakkerlak, mens man venter på at en sadistisk satan af en møgunge hiver ens ben af ét for ét.

Sådan var det naturligvis på Brøndby Stadion i søndags, og stemningen i bulen ovenpå den kamp afspejler så glimrende fimbulvinteren uden for døren. Snup en grasis øl på huset og lad os dunke vores hoveder rytmisk mod baren. Dunk. Dunk. Dunk. Lyden af amputerede kakkelakkers klagesang. Askegrå ansigter, permafrost i hjerterne, fugleinfluenza på hjernen og mørkeblå læber fastlåst i en motorik, der hører eder og forbandelser til. De fleste har det vel, som jeg begyndte at føle det omkring den halve time i kampen i søndags: "Hvorfor i alverden glædede jeg mig til dette? Er jeg max IDIOT?". Det eneste sikre ved fodbold synes at være, at man som en anden Bill Murray i "Groundhog Day" er fanget i en evig rutine af falske forhåbninger, fiasko og alt for flygtige succesoplevelser, vi ikke magter at bryde fri af. Ikke vil bryde fri af.

Nå, en del af den lommefilosofi hænger naturligvis mest på den direkte skuffelse over at have misset en lille matchbold i forårets mesterskabskamp med de evige rivaler, og især måden det skete på i søndags. Ikke selve nederlaget, der trods alt blot betyder, at mesterskabskampen er helt åben igen, med en lille pointfordel til os og en lille moralsk fordel til Brøndby. Da Brøndby i efteråret 2004 kørte os brutalt over i Parken med 3-1, var der ikke meget andet at gøre end at sige pænt tak for den grundige shafting og rykke pænt videre til næste kamp. Den slags er der ikke så meget at sige til. Men siden da har tallet "2" antaget en grotesk størrelse i de såkaldt "afgørende kampe", FCK har engageret sig i.

I foråret 2005 var "2" det antal mål, Janne Saarinen egenhændigt (men uden betydning for kampens resultat som sådan) besluttede sig til at forære bort i et anfald af psykedelisk finsk sisu. 2 gange hørte Messias vores skriftemål i hjemmekampen mod Hamborg i efteråret 2005, og 2 gange udmålte han den ultimative straf. I pokalkampen forleden trak vi 2 særdeles unødvendige og dumme udvisninger. I søndags var den så gal igen, 2 mål givet bort helt uden sværdslag, og så er det svært at vinde en fodboldkamp. Lige i de nævnte kampe mod Brøndby ligner de såkaldte personlige fejl den slags uheld, der kan give anledning til varige komplekser og stikke en kæp i hjulet op til sæsonens sidste og formentlig afgørende kamp mod rivalerne i april. At fokusere på at undgå personlige fejl har det med at ligne en konversation med en fremmed, der har et gigantisk modermærke i ansigtet: Man anstrenger sig meget hårdt for ikke at kigge og ender med at glo uhæmmet, mens underkæben dingler på brystet.

Men før den sidste kamp mod Brøndby i denne sæson er der selvfølgelig en fandens masse andet shit, der skal på plads, for vi spiller undertiden mod andre hold. Álvaro Santos brækkede kæben til træningen i mandags og er ude i mindst et par uger. Dermed rettes søgelyset meget konkret mod især Peter Ijeh, der endnu er meget langt fra at finde sin plads i truppen, og i hvert fald slet ikke kan sammenlignes med den driftsikre reservekraft, som Peter Møller altid kunne mobilisere, når der var brug for ham. Faktisk vil jeg mene, at den anden angrebsreserve, den unge Martin Bernburg, i sporadiske glimt viste mere i Royal League-kampen mod Hammarby forleden, end Ijeh har vist i sin samlede spilletid i det tidlige forår. Så når Ijeh i aftenens kamp mod FC Midtjylland - jeg hører i baggrunden kollega smølle udbryde et nifoldigt hurra for Royal League og et 6-foldigt leve for antallet (mindst!) af kampe mod netop FCM i indeværende sæson, når man regner nyskabelsen Viasat Cup med - får chancen fra start, så er det nok noget, der ligner sidste chance for ham, når det gælder om at spille en rolle i forårets superligakampe.

I forvejen har de seneste tre kampe ikke skabt et eneste københavnsk mål og ikke meget mere end en lille håndfuld store chancer. Det giver sig i sig selv anledning til en del bekymring. Umiddelbart vil jeg mene, at pilen peger på at Allbäcks angrebsmakker den nærmeste fremtid bliver Razak Pimpong, der om ikke andet har en hurtighed, der måske egner sig bedre til den mere dynamiske fodbold, som Ståle ønsker at spille, for ingen af vores øvrige angribere egner sig specielt til dybdeløb bagom forsvaret. Men grundet Razaks hjerneblødning i kampen mod Brøndby er han så ikke med i kampen mod FC Nordsjælland, hvilket for min del fører til en overvejelse om at tænke i en anden retning og bruge Michael Gravgaard som intelligent nødløsning lige i den kamp.

Det sker med udgangspunkt i den overvejelse at FCN's trup er ramt hårdt af både skader, Dickohs karantæne og Mads Junkers afgang til hollandsk fodbold. Samtidig er banerne, som de er for tiden, og hvis man skal se helt objektivt på det, så rammer det nok FCN hårdere, end det rammer os. Mulighederne for at de kan spille den friske fodbold, de plejer at spille mod os er ikke til stede, simpelthen. Jeg tror FCN vil satse på at stjæle et point i Parken, og udover at det i sig selv ville være en sejr for dem, så forestiller jeg mig at det bliver med udgangspunkt i en atypisk defensiv indstilling.

Ved at bringe Gravgaard i spil som angriber, så aktiverer man også hele Copenhagen Air Force omkring Dan Thomassen (der dog er plaget af lyskensmerter og ude af truppen til RL-kampen torsdag), Brede og Gravgaard selv. Ikke uden betydning i en kamp, hvor jeg forventer at dødbolde vil spille en afgørende rolle, både offensivt og defensivt. Det samme vil givetvis evnen til at rage noget til sig på kanten af FCN's felt og etablere et pres på deres banehalvdel. Gravgaard har med sin fysiske styrke og hovedspil noget at bidrage med til sådan en slugger-fest, og Dickohs fravær er heller ikke uden betydning i den sammenhæng. Så alt i alt er mit svagt desillusionerede budskab om den kamp, at den skal vindes for enhver pris og moralens skyld, og at skønhedsindtrykket er mindre væsentligt.

Udover Dan Thomassens lyskenproblemer så er den største indvending mod tanken om at bruge Gravgaard på spidsen velsagtens, at vores defensiv generelt ikke har set dirkefri ud efter Bo Svenssons farvel. Eftersom der ikke er spor tvivl om at Brede og Gravgaard skal udgøre den defensive midterakse i foråret, er det vel et argument for at lade dem spille sammen så meget som muligt. Aftalerne i defensiven virker endnu ikke helt indarbejdede og rollerne ikke så præcist fordelt som i efteråret, og netop en kamp mod en på papiret svagere modstander kan bruges til at få den slags på plads.

Razak har overstået sin karantæne til returkampen, og så kan kortene blandes anderledes. Interessant nok så risikerer netop den kamp på baggrund af den evige vinter, der lover hård nattefrost så langt prognoserne rækker, og den manglende varme i banen på Farum Park at blive flyttet til Parken, som i henhold til DBU's klublicenssystem netop fungerer som reservebane for FC Nordsjælland. Det skal de nok få en del ud af på Vestegnen, hvis det sker, men som sådan er udekampe på Farum Park normalt virkeligt gode oplevelser, hvis man ellers overlever det særprægede billetsystem, de har i sving deroppe. Udover det lettere kuriøse ved en kampflytning er det nok ikke den store fordel for FCK, hvad den indbyrdes statistik også afslører.

Lige i tide til den egentlige sæsonstart og ikke et sekund for sent i øvrigt er FC København barslet med en ny hjemmeside. Pænt ser det ud og jeg kan især glæde mig over søgefunktionen alene. Jeg nærer dog forbehold overfor en anden nyskabelse på hjemmesiden. Det handler om den ellers udmærkede statistikside, som naturligvis er en både logisk og fin funktion på en fodboldklubs hjemmeside.

Det er ikke nogen hemmelighed at vi her i bulen er gode venner af statistiknørderne ovre hos Nipserstat, der i årevis for egen regning og på egen tid har samlet og systematiseret statistik i forbindelse med FC Københavns kampe. Efter aftale med FC København har Nipserstat stillet statistikken gratis til rådighed for klubben, naturligvis især i forbindelse med den årlige Fraktionsquiz i klubbens egen radiokanal, Løvetimen. Kvit og frit.

Én ting er, at FC København i forbindelse med designet af statistikfunktionen på hjemmesiden ikke har kontaktet Nipserstat med henblik på at indgå en aftale, hvorefter FCK kunne bruge den bagvedliggende database til at opbygge sin egen statistikfunktioner omkring. Det kan selvfølgelig virke lidt underligt, siden klubben i årevis har haft fordel af at bruge Nipserstat uden at betale en krone for glæden. Som databasemand kan jeg oven i købet svare for, at arbejdsindsatsen ved at lave den slags selv - med indtastning, verifikation mv. - oftest er så krævende, at det sjældent kan svare sig, hvis det kan købes til en fornuftig pris ude i byen. Mit kendskab til Nipserstat-gutterne får mig ikke til at tro, at de opfatter deres hjemmeside som en dansk pendant til sex.com, så det havde givetvis været til at snakke om blandt venner.

Klubben har i stedet valgt at opbygge sin egen database fra grunden, og hvad gør et FÆ i Østergaards regi så? Alene almindelig forretningsmoral tilsiger naturligvis, at så holder man sig helt og aldeles fra at bruge Nipserstats statistikdatabase til opbygningen af sin egen. Ikke engang til kontrol, ikke ét klik, ikke ét besøg på noget tidspunkt. Det kan FCK så præcis påstå er tilfældet.

Affæren får mig samtidig til at spekulere over klubbens relationer til og opfattelse af sine fans. Over de seneste år har medlemstallet i fanklubben udviklet sig voldsomt, og fanklubben har for tiden omkring 18.000 medlemmer. Dels er fanklubbens medlemmer FCK's kernekunder, der lægger en ikke ubetydelig omsætning i klubbens mange kasser. Mange af os bruger et ikke ubetydeligt antal timer på aktiviteter, der både kan ses som dels gratis arbejdskraft i klubbens tjeneste, dels gratis reklame og som er generelt fremmende også for klubbens økonomiske vel. Så falder fanstøtten ikke altid i form af en lang tunge i en læges crack, men det er netop en del af charmen i storbyen. Derfor er der også al mulig økonomisk raison i at klubben ikke nonchalant betragter sine fans som "the fuckees", der blindt kan rives rundt efter noder. Landmænd behandler også deres mest højtydende malkekøer ordentligt. I hvert fald indtil de slagter dem!

Jeg kan, med udgangspunkt i netop fanklubbens voksende medlemstal og min almindeligt sunde fornuft se, at der er ved at opstå et spændingsfelt mellem klubben og fanklubben. Et spændingsfelt, der dybest set handler om retten til at tjene penge på FCK's brand, og ingen er vel i tvivl om klubbens vilje til at beskytte sit mest dyrbare arvegods. For at give et eksempel: Kan bannerreklamer på fanklubbens velbesøgte debatforum opfattes som problematiske på Øster Allé, fordi de selvfølgelig spiller ret direkte på FCK-identiteten men udenom FCK's kontrol og pengekasse?

Jeg kan også pege på lanceringen af klubbens eget blad med det krydrede navn Balls, der set med mine øjne mest ligner en direkte konkurrent til fanklubbens "gratis" medlemsblad Brølet. Samme format, samme emner, samme kunder. Eller: Bladene ville være konkurrenter, hvis ikke de udkom fra hver sin ende af Parken. Som forholdene er i den lille familie - pengestærk koncern vs. frivillig happy-go-lucky arbejdskraft - så er det selvfølgelig overhovedet ikke en konkurrence, hvad det i sagens natur heller ikke skal være, hvis forholdet parterne mellem netop er venskabeligt og frit for uudtalte taktiske overvejelser.

Problemet her er selvfølgelig den meget asymetriske magtfordeling, der præger relationen. Grundlæggende bør forholdet selvfølgelig bæres af en gensidig respekt mellem parterne og en erkendelse af, at man samarbejder om at skabe de bedst mulige rammer omkring FC Københavns kampe, både ude og hjemme, og sammen vedligeholder en fanidentitet, det er i orden at være stolt af. Mit eget budskab til FCK i den forbindelse er, at power tactics i forholdet til den københavnske fankultur som helhed måske nok er en fars hammer, der løser konflikter til klubbens fordel, men den er ikke befordrende for den kolossale stolthed af blod og stål, vi alle føler for klubben. På sigt tror jeg så heller ikke, den er økonomisk fornuftig, hvis det udelukkende er efter den fløjte, musikken spiller.

Mere Royal League. Så ophidsende. Så vedkommende. Så meget discount, at min løgpose efterhånden slæber sig pibende henover gulvet. Efter Atibagate's ulykkelige og urimelige afslutning fulgte den reservespækkede undvigemanøvre mod Hammarby i sidste uge, og op til dagens kamp må jeg notere mig, at FCK tilbyder gratis adgang for sæsonkortholdere, og at Erik Rasmussen har proklameret, at midtjyderne - helt på linje med Ståles udtalelser om den sag - ikke prioriterer turneringen specielt højt. Semifinalerne ligner de kampe, ingen gider spille og for mit vedkommende kampe, jeg knap gider se, fordi jeg i udgangspunktet anser succeskriteriet for at være, at ingen af FCK's spillere pådrager sig en skade undervejs. Helt abstrakt bliver det så senere på året, hvor skæbnen har tilskikket os, at vi atter ramler ind i FC Midtjylland i Viasat Cup, dette seneste sære bud på at forlænge vores fodboldsæson med planker i alle retninger, så vi stakkels fodboldfans aldrig føler den mindste fodboldsult. Mere risengrød i boldform, tak, jeg kan virkelig ikke få nok mælkemad!

Muntert nok præsenterede TV Danmark i sin optakt til kampen en speget analyse udarbejdet af Peter Krustrup (cand.scient, phd.) og den allestedsnærværende fordboldekspert Birger Peitersen (cand.max.vrøvl.) fra Institut for Idræt, der åbenlyst var bestilt til at dokumentere Royal Leagues lyksaligheder. Tilsyneladende ligger beviset for turneringens relevans i, at den gennemsnitlige spiller i en Royal League-kamp løber lige så meget som den gennemsnitlige spiller i en italiensk Serie A-kamp. Den samme Royal League-spiller løber i øvrigt det samme antal meter i en Superliga-kamp. De løber og løber, så Royal League er bare super! Omvendt kan jeg dokumentere at den gennemsnitlige københavnske tilskuer til en Superligkamp bevæger sig meget mindre, når det er Royal League på tapetet. De fleste af dem sparer nemlig helt enhver fysisk aktivitet, der er forbundet med at bevæge sig ind i Parken på aftener som denne. De bliver nemlig hjemme. Selv når prisen er et stort rundt 0.

Jeg foretrak selv min varme stue på dagen, hvor jeg efterhånden fordøjer det meste, der har med Royal League at gøre. Det blev, helt som man kunne forvente, en komplet uinteressant fodboldkamp mod et midtjysk mandskab, der i forvejen havde solgt kampen og blandt reserverne for reserverne stillede med assistenttræneren og fodboldinvaliden Thomas Thomasberg fra start på den bagerste midtbane. The Very Best of Scandinavia, indeed. Et middelmådigt - i anden halvleg ligefrem ringe - spillende FCK-mandskab var stadig rigeligt stærkt til at hive en 3-1 sejr hjem, alle mål sat ind efter dødbolde.

Ijeh fik nok hul på målbylden, men overbeviste ikke om, at han er klar til meget andet end netop Royal League. Igen så vi, især i anden halvleg, at heller ikke defensivt er alt, som det skal være, og styrken af midtjydernes mandskab taget i betragtning var det vel det mest interessante og desværre negative indtryk, vi tager med os fra den kamp. Der skal lægges 20% til de fleste steder på banen, og mens det sker, kan vi så glæde os over, at netop kampen på søndag er mod et hold, der heller ikke virker spor skræmmende.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Gasolin: Soundtracket til min barndom

Man kan sikkert sige meget pænt om halvfjerdserne, men det var fandeme en slem tid at vokse op i. Som om Gud havde udset sig mit barndomsårti som en slags Royal League for alt det crap, der ellers ville have plaget andre generationer af børn. Tre fucking tv-kanaler af pædagogisk tilsnit på det sorthvide TV. Dengang viste man landskampe i sammendrag og forskudt! Skilsmisser, Thy 70 og tjallere både her og der. Aflagt tøj med blomsterborter og kollektiver med grimme mennesker. Skæg med osterester, rugbrødssocialisme og hyklet uskyld fra højre til venstre. Jeg var for ung til at nyde godt af, at syfilis cirka var det værste man kunne rage til sig - hvis man(d) først fik tillusket sig adgang til de kolossale russermåtter, der spirede helt nede fra knæene på enhver frigjort kvinde med nyvunden selvrespekt. At alle de unge piger lå topløse de år, registrerede jeg så heller ikke, hormonerne klikkede først ind, da det bal var afblæst og havde forvandlet sig til død, ødelæggelse og bonert neokonservatisme i Schlütters ånd. Omvendt var jeg desværre gammel nok til at vurdere æstetikken i synsindtrykket af enhver kvinde over 40, der med "Kvinde, Kend Din Krop" i den ene hånd og BH'en i den anden flashede sit slappe flæsk ved enhver given lejlighed. Var det virkelig så slemt? Ja, min generation blev kørt grimt, selvom Beckenbauer var gud og sommeren '76 vist var OK. Vi hørte Gasolin imens. Jeg skal med sikkerhed ikke se Anders Østergaards dokumentarfilm om gruppen. Jeg ønsker ikke at blive mindet om, hvor hårdt det årti sugede fifi dong. Det kunne selvfølgelig havde været værre: Tænk hvis Bifrost var 70'ernes danske, musikalske legende.