Et øjeblik, mand! For fanden ja! Et lille et af slagsen midt i midnatstimen. Et hvor man stopper midt i en bevægelse, midt i en tanke, måske endda midt i en sætning... således, ja tak... et lille øjeblik hvor man falder ud af tiden og rummet og blot lader fadølsskummet hænge og tørre i skægget, for i stedet at gribe omsonst og tilfældigt efter dage, der er gået, og dage der er forsvundet.

En fjern stemme blander sig i dette øjeblik, altid påtrængende, hul og rungende, der er en klang af litterært støv og hosten efter tykke tåger af cigaretrøg. Der lugter pot og endda sure høkerbajere, i dette lille øjeblik. Sælsomt, mand. Kan du høre det... den fortæller os noget...

Jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de de små solløse sidegader
med deres nedlagte butikker
og jeg vil se på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner
og fedtede gasapparater
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem
og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er

I et sælsomt øjeblik er det som han træder ind igennem døren, viftende med en filterløs, lettere overrasket over selskabets beklædning og sammensætning. Så mange sammenbidte mænd i fodboldtrøjer, det passer ligesom ikke helt i hans verdensbillede, selvom det altid kan blive værre. Det kan det altid. Ansigtet er en anelse arrogant, flabet og sky på samme tid, og han udbryder måske: "Godaften, mine herrer! Godaften til dig med bumserne og arret over næsen, godaften til dig med håret og dig uden, godaften til dig der ligner en omvandrende rudekuvert, godaften til dig der taler og dig der tier, godaften til snedkeren, jazzsangeren, pokerspilleren, højhuspoeten og badutspringeren. Godaften til de lumre, de klamme, de ækle, de perverse, hjertelig godaften. Godaften til dagdrømmerne, daglejerne, de oversete, de undertrykte, de misinformerede, de misvedligeholdte - og ikke mindst godaften til søens folk!"

Onkel Danny ville være blevet 60 år i søndags. Vi holdt et minuts stilhed hernede til hans ære i midnatsstunden mellem lørdag og søndag. Andre steder i byen blev han mindet af digtere og musikere. På Vesterbro fik han søndag middag sit helt eget hjørne af Halmtorvet. Nummer 13A-E. Stedet hedder også kulturstaldene og ligger som et eget rum af bro- og mursten banket ind lige bag Café Mandela.

For en mand der før nogle andre indså, at Halmtorvet selvfølgelig bør have sin egen politistation, virker det kun logisk. Den gamle station 1 i Nyropsgade, hvor undertegnede bartender i sin grønneste gymnasieungdom engang tilbragte en nat i detentionen for fylderi og modsættelse af anholdelse, jeg påpegede blot i en enorm natlig brandert at Strøget sandelig var en gågade overfor et par betjente i en kørende patruljevogn, ak ja, den gamle station 1 flyttede i 90erne til Halmtorvet. Det blev virkeliggørelsen af hele Onkel Dannys krimiserie om den navnløse journalist og hans faderlige partner, kriminalinspektør Ehlers. Politistationen skulle være på Halmtorvet og i umiddelbar tilknytning til selve "Distriktet", Vesterbro, hvor mange døde som fluer, som ofre for Den Tynde eller andres forskellige gangstermetoder. Over seriens ti bøger. Halmtorvet skulle det være og sådan blev det.

Som årene er gået hernede i BULEN er Onkel Danny også blevet vores egen. Han var Københavneren, og blev dermed en slags åndelig vejleder for os bag baren. Han ankom bare naturligt. Uden for tid og rum og barens naturlige klang af alenlange fodboldliturgier. Stolpe op og fadøl ind. Der er nogle ting vi er enige om, og en masse vi ikke er. Hvor meget FC, han var til, vil for altid svæve i det uvisse. I live nåede han knapt at opleve foretagendet FC København, og sandsynligvis ville han blot have tyet til barndommens fodboldklub, GVI, hvis han endelig var blevet afkrævet et sportsligt statement. Og det lever vi fint videre med. Livet er alligevel for mærkeligt til andet.

For fanden da! Her i BULEN er der helvedes meget vi ikke forstår, selvom vi aldrig gider at indrømme det. Vi er stadig kun ved punktet, hvor den fulde koncentration hænger fast i de mindre enheder, sæsonerne, de små bestanddele som senere klæbes til helheden, som de mere beduggede hernede forlængst har døbt selve livet. Det der derude, det er der, det venter, det går forbi, måske er det allerede gået, måske kommer det igen, det griner, det vræler eller vrænger, det er bare sådan, og man vænner sig aldrig til det. Det kan altid blive bedre, og især i dette øjeblik.

Ja, den mentale rollercoaster er åbenbar for tiden. Det kan skæres endnu mere ud i pap og jeg kan blive helt personlig. Efter to kampe i forårssæsonen står jeg her med en fornemmelse af, at akkurat dette forår nemt kan blive et af den slags, hvor FC København ikke vinder særlig mange fodboldkampe. Det gælder om at ruste sig, ikke bare mod den evigt fortsættende fimbulkulde, der langt inde i marts får termometrene til at hoppe omkring frysepunktet, men imod noget der også kan blive en lang april måned og en endnu længere maj.

I virkeligheden er det den sædvanlige manio-depressive rundgang, gå planken ud, mand, jeg kender det og burde vide bedre, du kender det og burde vide bedre. Tænk bare en måned tilbage. Jeg var egentlig rimelig fortrøstningsfuld dengang. Jamen, det så da lovende ud. Med Ståle og alt det der. Hist og her. Der var noget forfriskende over det hele - og vi vandt jo helt fortjent ude i Brøndby i den kongelige træningsturnering. Endda på direkte TV.

Kameraerne kører stadig, men violinisten er blevet skinger, nærmest direkte rusten, og jeg skal være den første til at beklage. I dette øjeblik, i fablende stund. De to første forårsrunder i superligaen har nærmest været gruopvækkende ringe, set fra denne københavnske bar. Var det fodbold de kaldte det? Bevares, måske i en yderlig afart kunne det slægte på. Her kunne jeg passende krydse glas med en forkrampende mandagstræner og rase mod en spillestil fra et naboland højt mod nord, men det ville være for nemt og for lige til. Derfor gider jeg ikke. Ikke nu. Vi lever i forvejen i en tid, hvor selv en legoklods kan blive symbol på fremmedhad og nationalistisk indskrænkethed. Ikke et ord om ørkesløse langballer. Ikke et ord, mand, heller ikke mod dem fra nord.

Ja for fanden! Der er 11 ligakampe endnu. Der er masser af grunde til nye depressioner, de skal nok komme, tag det roligt! Man bliver ikke fodboldfan, hvis man ikke inderst inde har en forkærlighed for nedturene også. De er nødvendige. Alt andet lige er det dem der måler opturene og giver akkurat dem kubik.

Under alle omstændigheder er det for tidligt at fælde endelige domme. Også før aftenens kamp havde jeg lovet mig selv, at Ståle bør få dette forår i fred og ro. Der står en hel hob af journalister, der kun venter på den fedeste historie. Og de smeder fra søndag til søndag og har intet andet perspektiv. Den eklatante fiasko vil sælge. Han gav op, han kunne ikke klare det. De solide overskrifter er sikkert allerede gemt på clipboardet. De kan sagtens få ret, de kan sagtens tage fejl. Men jeg gider ikke den mølle endnu. Jeg ved mere om en måned, ligesom jeg formodede at vide en masse for en måned siden. I dette øjeblik ved jeg bare at det er for tidligt, at vide en helvedes masse.

Klap derfor hesten, mand, og sadl din karma! Vær en ægte cowboy for en stund... den ensomme og sidste ridder ud i solnedgangen... hurtigere end sin egen mørkeste skygge. De kalder ham stadig Luke (og nej, han er hverken synderlig homofil eller har udsigt til at blive Oscar-nomineret).

Vær venlig mod alle der er her på samme måde som du er her
undervejs mod Døden og derfor -
Og vær venlig mod alle andre og alt andet alligevel og altid -
Vær venlig mod buschaufføren der bandende samler dine småmønter sammen
og strisseren der kræver dine 'legitimationspapirer'
som om øjne ikke var nok -
Vær venlig mod postbudet og købmanden der er heller ingen af dem
der har det for let og de kender også dine problemer
Giv dem ikke flere -
Vær venlig mod denne aften der ikke er din første men som
(som altid) kan blive din sidste -
Vær venlig mod denne aften der endnu kan nå at bringe dig
en lykke du aldrig før har kendt -
Vær venlig mod dine ben og lad dem danse det er dét
der giver dem og dig liv -
Vær venlig mod morgenen i morgen hvor stærene vil pippe
og ænderne rappe og butikkerne åbne mens du går hjem
eller hvor du nu går hen -

Ja ja for fanden! Det bliver finale i Royal League for andet år i træk. Tid til at fløjte et øjeblik. 4-0 ude på SAS Arena var nok, i øvrigt en historisk sejr på de kanter, fordi det var den første nogensinde efter tre forsøg. Om ikke andet er der nu kun en kamp tilbage i den skide turnering og den ligger så tidligt som om 14 dage.

Trods resultatet gav aftenens kamp dog ikke entydige forhåbninger om en restabilisering af forsvaret. Der blev spillet til nullet, men det sejlede flere gange på foruroligende vis. Særligt tidligt i første halvleg på tidspunkter hvor kampen stadig var en smule seriøs. Modsat en anden halvleg, der mest udartede i bananbold og træningshygge. Byttet mellem Hangeland og Bo Svensson ligner ikke en klar succes. Kemien mellem Bo og Gravgaard fungerede næsten fra første kamp, Hangelands atomer matcher ikke Gravgaard på samme vis. De roder rundt omkring hinanden, havner for ofte ved de samme bolde, i luften eller i fødderne. Det svinger ikke. Samtidig besidder Hangeland ikke Bos evne til at læse spillet, han satser ind imellem helt kluntet. Det har skabt en del af usikkerheden.

Den manglende ro er et andet og større aspekt. Den tæller helt ind til Jesper Christiansen i målet, det virker som iveren efter at sætte spillet i gang hurtigt nogle gange helt overskygger overblikket. Man losser bare frem eller spiller for hurtigt videre ved først givne lejlighed. Det forøger naturligt fejlprocenten. Ståle omtalte det i søndags efter Farum Extended-kampen på denne måde og egentlig ganske præcist: "... men nu virker spillerne til tider urolige og paniske. Det er måske uvant for dem at skulle spille mere fremadrettet end i efteråret". Ergo der skal satses mere, men det behøver ikke at være umådeholdent og hver gang. I mine ører lød det egentlig fornuftigt nok.

Der var så folk hernede der allerede i søndags mente, at han så helt opgivende ud foran TV-kameraerne. Det er nok at overfortolke. Manden har ikke samme stenstøtte-attitude som Backe. Hverken under kampene eller efter. Vi har fået en ny figur på sidelinien. Han lever ganske meget med, også i scoringer, som vi fik set her til aften. Den samme passion slår givet også igennem lige efter en skuffende kamp. Han er - kort sagt - pisseskuffet med os andre og formår ikke at skjule det. Men det behøver ikke at betyde, at han hermed har opgivet alt og ikke aner sine vildeste råd dagen efter. I Backe-tiden havde vi vældig travlt med at analysere trænerens ord, fordi hans ansigt intet sagde. For Ståles vedkommende bliver det vist omvendt.

For fanden! Jeg siger det igen. Giv nu tid og godt Karma Cowboy lidt tid frem over. Vi er lidt klogere sidst i maj. Se bare Peter Ijeh. For en måned siden var jeg klar til at afskrive ham som den mest dovne, ugidelige og ubrugelige angriber, vi endnu har investeret i. Her til aften var han nærmest fremragende med to mål og masser af fornuftigt spil ude i banen. 3-0 målet indgød ligefrem respekt.

Ja. Man kan fokusere på et øjeblik, men man kan også vælge det næste og det kan blive sælsomt meget anderledes. Også i en midnatstime. Pointen er at vi egentlig gerne vil have begge øjeblikke med os og behøver dem for at komme videre. Det ene udelukker ikke det andet, det andet kan derimod være resultatet af det første. Eller med Onkel Dannys ord: livet er kort og mærkeligt. Den slags kan i øvrigt sagtens være sæsonbetinget også. Det skriver jeg gerne med ølsjatterne her på disken foran.

Og husk det nu. Vær venlig - også i morgen tidlig!

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens nummer:

Gasolin: 'Sct Emetri' (1975)
Og det spiller primært af en grund, ugens film er uomtvistelig Anders Østergaards Gasolin-dokumentar. En fremragende film, der morsomt og indlevende fortæller historien om Danmarks første rigtige rockstjerner. Den bæres ikke mindst af Larsen, Beckerlee, og Jønssons fortællinger om tiden og hinanden. De tre oprindelige medlemmer sloges som hunde og katte, hvilket først fik den oprindelige trommeslager Bjørn Uglebjerg til at skride. Og senere fik efterfølgeren Søren Berlev på samme tanker. Han holdt dog ved og i sidste ende blev det hele båret igennem af en fælles drøm, der kunne forene primært højskolesangbogen og Kim Larsen med Beckerlees US-fetichisme og hans store kærlighed Jimi Hendrix.

Den fælles drøm var at ville noget stort med musikken. Det blev meget stort og også til storhedsvanvid og et helt mislykket USA-fremstød. Østergaard fortæller historien med et eventyrligt skær, også billedmæssigt på sine steder. Og det fungerer pissegodt. Selve nummeret 'Sct Emetri' optræder ikke i filmen, men det har altid været et af mine personlige Gas-stjernestunder. Og her smelter højskolesalmen og Hendrix faktisk på sin vis sammen. Greene, de senere Olesen-Olesen, fortolker i øvrigt dette nummer på den store Gasolin-tribute, Fifi-Dong, fra 1995. Den version kan også anbefales.

I det hele taget skal vi da heller ikke være for fine til at (gen-)anbefale den store Gas-samling, The Black Box, fra 2003. Her er det meste og det bedste samlet på de ialt 9 skiver, de 7 oprindelige album, samt live-udspillet "Sådan" og en bonusskive med ret og kravl. Det er et stykke dansk kulturarv fra en tid, hvor hækken omkring kolonihaven endnu ikke var blevet så høj, at den blev ulidelig at glo på. For at bruge en terminologi, som selv gamle konservative politikere nu om dage anvender.

mail