Så er din barkeep tilbage på pinden. Til både kollegers og visse stamgæsters overraskelse overlod jeg baren til sig selv et par timer for at tage i Parken til den store forløsning på 2005/2006 udgaven af den kolossale, royale træningsturnering. Nu har jeg altså kun svigtet hjemmekampene mod Brøndbyerne (også i fjor) og Midtjylland. De to hold får man set tilstrækkeligt til i forvejen, og så var kampene jo på TV. Kampene mod de norske og svenske hold derimod er jeg skam mødt op til for at se i Parken live. Hvis jeg ikke lige har været anderswo engagiert.

Således også i aften. Egentlig skulle jeg have været med fru Bartenderen i teatret, men forestillingspremieren er blevet udskudt godt tre uger, så jeg tænkte: Hvad fanden, en Royal League finale i Parken, det sker sgu kun tre gange - første, eneste og sidste. Og desuden plejer jeg jo at se vores træningskampe på hjemlig grund. Så af sted, af sted.

Ganske få af stamgæsterne var også af sted, i det hele taget var der ikke mange af de usual suspects til stede på de vanlige pladser omkring række 22, 23 og 24. De af os der var til stede kunne så sammen med jer andre foran TV-skærmene forvente en kamp mellem et Københavnsk hold fem ligarunder (og 4 kampe + en pokalkamp) inde i sæsonen mod et Lillestrøm mandskab, der hele vejen har proklameret benhård satsning på den kongelige liga, faktisk helt fra træner Röslers sommerpause-melding. Men også et hold, hvis sæson først for alvor starter på søndag. Endda mod selveste Rosenborg, hvorfor man skulle mene, at LSK-spillernes fokus nok kredsede mest om sæsonpremieren derhjemme, uanset hvor højt de har vægtet succes i Royal League. I hvert fald kunne de knap være i samme kampform som os, hvilket aftenens match da også viste.

Skarpheden var forskellen i en meget fysisk RL-finale om det trofæ, som København nu synes at have patent på. I aften endda uden straffesparkskonkurrence. Ganske paradoksalt at København skulle vinde hoftrofæet igen, vi skulle jo slet ikke have været i den finale (eller kvart- og semifinale) ovenpå Atiba-gate, som ret beset burde have kostet videre deltagelse allerede efter indledende runde.

Evalueringerne kan så foretages igen. I Royal League komitéen, i klubberne, hos TV-selskaberne og blandt sponsorerne. Holder konceptet den sidste forsøgs-sæson med, skal der ændres i turneringsmodellen igen, eller skal The Very Indifference of Scandinavia medlidenhedsdræbes før tiden? Det skal vise sig, og jeg orker ikke trampe mere rundt i farcerne omkring turneringsafviklingen, fra parodiske baneforhold over konstante kampflytninger og dramatisk faldende tilskuer-/seertal til inkonsekvens i skrivebordsafgørelser.

Hånden på hjertet. Royal Ligegyldig er - var - først som sidst, som Ståle Solbakken og Mandagsgenierne siger det, en håndfuld kvalificerede træningskampe. Træningskampe med noget mere substans end vinterkampe mod mere eller mindre obskure, oftest lavere rangerende, modstandere i polarvejr på Peter Bangsvej, på kunstgræs i Birkerød eller indendørs i Club Danmark Hallens køleskab. Træningskampe der så kan føre til lidt flere måske knapt så belejlige slutspilskampe. Alt i alt synes begejstringen blandt spillere og trænere til at overse, ligesom den mildest talt er det blandt fans og tilskuere. Nå ja, kun fans så. For neutrale tilskuere kender vel knapt nok til turneringens eksistens, medmindre de af vanvare kommer til  at zappe forbi Kanal 5 og stationens overflødighedshorn af RL-teasers henover vinteren.

Lederne i de svenske og norske klubber virker heller ligefrem mere end højst diplomatisk tilfredse med turneringen. Af politiske grunde, når de altså ikke lige skal belære om klimazoner og tude over det tilsyneladende uladsiggørlige projekt at stille en spilbar bane til rådighed. Lidt mere glæde og tilfredshed - påtaget eller ej - synes man at spore hos de danske fodboldledere, ikke mindst hos den store rorgænger på Øster Allé.

I kølvandet af de royale anstrengelser har Flemming Østergaard så igen luftet tanken om en regulær skandinavisk liga, ligesom superligastruktuen for 33333. gang er til diskussion i medierne og på Sidelinien. Vi har også haft snakken hernede adskillige gange gennem årene, lige siden dengang Atlant-ligaen rumsterede, og selv ikke internt blandt vi bartendere har der været enighed.

Jeg skal blankt erkende fortsat at høre til dem, der ønsker regulær nytænkning, ikke mindst fordi jeg selv ikke med den skarpeste lup kan få øje på skyggen af niveau-forbedring i superligaen. Ingen synlig kvalitetsstigning fra de senere år, hverken teknisk, taktisk eller tempomæssigt. Og slet ingen fremgang i forhold til bare den del af det øvrige fodboldeuropa, vi skal måle os på og med. Tværtimod faktisk. At det fæle Malta-liga begreb har bredt sig langt uden for Bulens fire vægge er næppe en tilfældighed.

Reelt er det nok bare at erkende, at vi har det niveau, som landets størrelse og ligaens økonomiske fodboldmuskel kan drive det til. Det rækker ikke, at Brøndbyerne og København får et par kampe mod Ajax og Hamburger SV hver eller hver anden sæson. Det giver ikke det løft i tempo, teknik og taktisk erfaring på internationalt niveau, når hverdagen hedder Silkeborg, Horsens, AGF osv. Med al respekt. Og det uanset, hvilken national ligastruktur, vi strikker sammen.

Vi har været omkring slutspilsvarianten. 33-kamps bastard turneringen med det skæve antal hjemme-/ude kampe kører nu på 11. sæson og synes at fortsætte en rum tid fremover i mangel af bedre. En udvidelse til 16-18 - goddag Fredericia og Køge - hæver med garanti ikke det sportslige niveau. Går vi den anden vej mod en komprimeret superliga med 8 eller 10 hold, tror jeg sgu personligt heller ikke på den store forbedring, selvom tilhængere af den model peger på færre hold med større jævnbyrdighed som nøglen til sportslig fremgang. Jovist, tættere kampe, men næppe bedre og mere opfindsomt spil i kampe mellem mandskaber, der qua fire indbyrdes ligakampe pr. sæson kommer til at kende hinanden bedre end de respektive egne b-kæder til træning. At læse og neutralisere modstanderen bliver the name of the game.

Det bliver dræbende, også for tilskuerinteressen. Tillader jeg mig i hvert fald at tro i den hellige generaliserings navn. Jeg orker i hvert fald ikke se FC Nordsjælland minimum fire gange pr. sæson. Så hellere en skandinavisk liga. Nu sidder du og ryster på hovedet og brummer noget om en sindssyg bartender, der har sablet Royal League gennem to testsæsoner og nu guddødemig advokerer for en skandi-liga.

Til det vil jeg bare sige; køb en bajer mere og vend skråen, for der vil være afgrundsdyb forskel på den kongfyrstelige træningsturnering, afviklet primært i vinterpausen på et miks af håbløse, kunstige og indendørs baner og så en regulær mesterskabsrække - de deltagende klubbers hovedturnering - hvor kampene spilles i højsæsonen under så optimale baneforhold, som det nu kan blive i vores semiarktiske klima. Der vil være forskel på Vålerenga-Djurgården på kunstgræs i Tønsberg med 75 tilskuere i februar, hvor spillerne officielt stadig er på vinterferie og to måneder fra sæsonstart (og tilsvarende fra sæsonafslutning), kontra den tilsvarende kamp foran 15-20.000 på Ullevål i juni eller september med mesterskabsmedaljer og euro-kval. på spil.

Under alle omstændigheder må det være evident for selv de mest hjemstavnsligatro fundamentalister, at en nordisk liga vil have langt større sportslig værdi for holdene - de bedste hold - i de tre skandinaviske lande, end fortsat turneringsspil i de nationale rækker. Det handler jo ikke om den evige pseudodiskussion, hvorvidt de danske, svenske og norske ligaer er lige gode eller lige ringe. En nordisk liga, der samler de bedste hold fra hvert af landene, vil alle dage have et konkurrence- og kvalitetsmæssigt højere niveau, uanset vi taler om 4, 5 eller 6 hold fra hver nation.

Det er endda ikke usandsynligt, at en sådan liga med blåt stempel fra UEFA kunne komme forbandet tæt på en fast Champions League plads eller i de mindste en eller to pladser i den sidste kval-runde før CL-gruppespillet, når UEFA ved euro-fordelingen skulle tage hensyn til én skandinavisk liga med én mester og et par runners-up og UEFA-Cup pladser frem for tre forskellige ligaer (som i dag). Kortere vej til Champions League kunne jo så udover det rent sportsligt udviklende incitament være den ekstra gulerod, der kunne få de mest national-romantiske fodboldbosser i Norden til at hoppe på toget.

Når vi taler levestandard og forbrugermønstre er forskellene på Danmark, Sverige og Norge stort set ikke eksisterende, så en fælles markedsføringsplatform kunne sagtens danne grobund for langt større sponsorater til en samlet skandi-liga, for slet ikke at tale om TV-aftaler. Det vil sige flere penge til klubberne, det vil sige bedre spillere til klubberne, det vil sige højere niveau! Både i skandi-ligaen, men også når skandi-liga holdene skal spille europæisk. Det vil givet kræve en godkendelse fra UEFA, men det burde nu ikke være en uoverstigelig hurdle. Jf. at hvis f.eks. FC Vaduz (Bulens helte) eller Swansea City skulle blive mestre ville det blive i den schweiziske hhv. engelske liga, som de så også ville skulle repræsentere i CL(-kval). Liechtenstein og Wales har rent nationalt så en pokalturnering. Og det samme kunne man snildt forestille sig i forbindelse med skandi-ligaen, altså nationale cup-turneringer, der så ville få endnu større fokus og bevågenhed end i hvert fald den danske pokalturnering har i dag. En UEFA-cup plads til hver, forstås. Som i dag.

Det vil(le) være op til DBU/SvFF/NFF at træffe afgørelse om en skandi-liga. Der ligger dog formentlig så mange knaster, at jeg da har svært ved at forestille mig en ægte fællesnordisk liga nogensinde blive en realitet, uanset hvor knippelgod idé, jeg end måtte synes, det er. Man kan hurtigt forestille sig rama-skriget fra de klubber, der i første omgang ikke kommer med i en skandi-liga. Bliver deres turnering så ikke bare en pseudo-turnering? Tjah, guleroden skal selvfølgelig være oprykning til skandi-ligaen, ligesom den for andet geled i dag er oprykning til SAS-ligaen, Allsvenskan og Tippeligaen! Så på den led ser jeg ikke den store forskel. Og med hensyn til de "små" klubber, jamen de fortsætter jo bare med at spille i deres lavere, nationale rækker som altid. Thisted og Roskilde og B93 kommer lige så lidt i nærheden i skandi-ligaen som i dag superligaen. Så hvori består forskellen? En nordisk overbygning som må formodes at generere endnu flere penge end de tre ligaer tilsammen i dag kunne formentlig også efter forbundsbestemte fordelingsnøgler allokere flere midler nedad i systemet til de "små" klubber og græsrødderne. Og talentudviklingen.

De største organisatoriske forhindringer ville dog nok blive øverst i systemet. Forestiller man sig en skandi-liga med f.eks. 18 hold, 6 hold fra hver, samt en turneringsklassisk afvikling med guld/sølv/bronze og nedrykning, så opstår måske balladen, hvis tre danske hold ryger ud og skal erstattes af tre andre danske hold, der er endnu ringere. Omvendt kunne man forestille sig national flæben i f.eks. Norge, hvis de efter et par år kun har 1-2 hold tilbage i skandi-ligaen, fordi 4-5 af deres mandskaber var for ringe og er blevet erstattet af de 4-5 for tiden fjortende- til attendebedste i Norden, og de var danske og svenske! Det kunne måske afhjælpes lidt via Østergaards forslag om, at næstbedste række også skulle være fællesnordisk - f.eks. 18 hold mere - og derigennem sikre regulær, almindelig op- og nedrykning mellem de to øverste rækker, og så tage nationale/geografiske hensyn til indslusningen i skandi-ligaens 2. division. For således at bevare et nogenlunde ensartet antal hold på f.eks. konstant 10-12 klubber fra hvert land i skandi-ligaen. Og dermed også et fælles interesseniveau.

En stor praktisk knast ville naturligvis være, at vi i dag spiller efterår/forår som det meste af Europa, mens Sverige/Norge spiller kalenderår. Rent klimatisk ville skandi-liga kabalen nok kun gå op, hvis vi indrettede os efter den svensk-norske kalender og ikke omvendt. Hvad fanden, vi har jo spillet kalenderårsturnering herhjemme også helt frem til 1991. Tilbagevenden til kalenderår ville betyde sæsonafslutning i den mørke november frem for lyse maj/juni. Det tror jeg dog nok, jeg ville kunne leve med, hvis jeg fik bedre og mere interessant fodbold at se. Argumentet med at vi skulle blive mere konkurrencedygtige internationalt set ved at følge den europæiske kalender, synes jeg ærligt talt ikke årene fra 1992 og frem til i dag har leveret beviser for.

Svenskerne derimod har trods den "uhensigtsmæssige" kalenderårsturnering altså haft både Göteborg og Malmö i europæiske finaler - IFK endda to gange (og vundet begge) - mens Rosenborg den sidste knap halve snes år nærmest har været fast inventar i Champions League gruppespillet. Desuden ville en tilbagevenden til kalenderårsafvikling give en mere rytmisk sæsonafvikling frem for i dag, hvor vi har tre måneders vinterpause midt i sæsonen, men kun ca. en måneds sommerpause mellem sæsonerne. Jeg er næppe ene om at opfatte SAS-ligaen afviklet som to sæsoner pr. år, ikke én. Hvis du for øvrigt herudaf konkluderer, at jeg så småt er ved at være for en tilbagevenden til kalenderårsafvikling af turneringen herhjemme, også uden en skandi-liga nogensinde kommer på tale, ja så har du ret. Om end jeg vil forbande at skulle drikke mesterskabschampagne på Skt. Hans Torv i buldermørke og isnende november/december kulde. Lidt ambivalent er man vel altid. 

Så er der det med afstandene til udekampene. Fair nok, her er jeg efterhånden at betragte som behagesyg lægmand. Jeg er blevet både for gammel og magelig til at drage på AWAYs hver anden uge, ligesom jeg også prioriterer min fritid anderledes end for bare ti år siden. Den slags skifter. Bortset fra Sjællandskampe hedder den nul til to udebaneture i Vestdanmark pr. sæson, hvis lige det kan passes sammen med en tog- eller privatbiltur med ligesindede. Så reelt skal jeg slet ikke stå her og gøre mig klog på AWAY-fansenes kvaler i en eventuel skandi-liga. Derfor har jeg nu ikke tænkt mig at holde kæft og pudse bardisk!

For hey, mens jeg lige fylder dit ølglas op, så tyg lige lidt på den. Afstandene er sgu ikke så absurde endda. Uden at gøre dette tankeeksperiment helt tosset og sætte konkrete klubnavne på en skandi-liga - det bliver i givet fald trods alt hverken i dag eller i overmorgen, så hvem der kommer med i år 1 er ikke til at forudsige - så lad os bare mere generelt fokusere på de svenske muligheder, hvor adskillige klubber jo holder til i Skåne og Götaland "lige på den anden side" Øresund.

En tur til Malmö svarer til at køre til Køge. Helsingborg (med færgen) = Herfølge. Landskrona kun 25 km længere væk. Halmstad via Helsingborg er tættere på end Odense eller samme afstand over Øresundsbron. Växjö (Öster) er samme afstand som Vejle. Göteborg er ikke længere væk end Horsens/Esbjerg. Borås (Elfsborg) svarer nogenlunde til Viborg-afstand. Kalmar er som en tur til Randers. Og Norrköping er ikke ret meget længere end en Aalborg AWAY. Vi skal altså til Stockholm og beyond, før afstandene for alvor begynder at nive, dvs. overskride hvad vi er vant til herhjemme. Det er så straks værre med Norge, men alligevel kan FAR AWAYs i både Sverige og Norge vel opvejes af nye oplevelser, både på og uden for banen, som modvægt til den femogtyvende tur til Silkeborg eller den attende til Ikast/Herning.

Indrømmet, skandi-liga idéen er givet endnu mindre spiselig for de jyske klubber, der lige skal lægge stykket til København eller en længere færgerejse over Kattegat/Skagerrak oveni mine skitserede svenskerafstande med København som udgangspunkt. Stadig er vi dog privilegerede i medfør af nationens lidenhed, hvorfor den p.t. maksimale fodboldlangtur - København-Aalborg - trods alt "kun" er godt 400 km (eller 230-240 stykker hvis du færger den over Kattegat). Tag nu bare Hamburg f.eks. i vores sydlige naboland. Selv til de nærmeste lokalopgør i Bremen og Hannover har de mellem 130 og 160 km, for slet ikke at tale om de små 800 km til arvefjenderne i München.

Man kunne jo også forestille sig, at f.eks. SAS - det ville i forbindelse med en skandinavisk liga endog være særdeles nærliggende - kunne gå ind som led i et større sponsorat og tilbyde billige flyløsninger til klubbernes udekampe i en pakke, hvor der måske også kunne blive plads til fans. De tre statslige jernbaner kunne vel også tilbyde noget billig gruppetransport, der for min magelighed alle dage var at foretrække for at skrumple af sted i bus. Vi skal hele tiden huske på, at det ikke er det royale koncept med torsdagskampe men en rigtig turnering med hovedsagligt weekendkampe. En lørdags-AWAY vil for de fleste end ikke indebære flekstid på jobbet.

Jeg ved godt, det også handler om følelser og fodboldromantik. Det kan nok være svært for mange at forholde sig til, at ens hold ikke mere kæmper om et dansk mesterskab. Og bare fordi jeg - i lighed med at landsholdet bliver mig stadigt mere ligegyldigt med årene - vil gå helhjertet op i dén hovedturnering, København deltager i, og være fløjtende med, om den er national, skandinavisk eller atlantisk eller noget fjerde, så er det jo ikke sikkert, jeg kan sælge idéen til dig, hvis du er forankret i den traditionsbetingede kamp om det danske ligaguld. Måske du også vil begræde at skulle være uinteresseret i de kampe, der ikke vedrører København eller de danske hold. Der har jeg det sådan, at Halmstad-Viking kan være mindst lige så interessant som Viborg-OB. Eller mindst lige så ligegyldig, alt efter temperament. Suppe eller skandi-liga, så vil det først og fremmest være København, det handler om.

Her ville en række nye og stærkere modstandere hver uge være særdeles velkomne i min bog. Tænk dig en liga med måske 18 hold, dvs. tilstrækkelige 34 kampe, samtidig med at du slipper for det royale gøgl  og  får en straight turnering med en kamp mod hvert - stærke - hold ude og hjemme, herunder kun to kampe pr. sæson mod Brøndbyerne (i stedet for seks) og måske én (i stedet for fire) mod FC Midtjylland i den revitaliserede pokalturnering. Udover de praktiske og følelsesmæssige problemer ser jeg ud fra en ølslæbers synspunkt kun én anke omkring en skandi-liga. Vi - og OB - måtte nok droppe vores Carlsberg-trøjereklamer i en turnering med nypuritanernes højborge i broderlandene. Også på hjemmebane, pga. en formodet massiv TV-eksponering.

Om det ville gøre nogen forskel, hvis vi ikke måtte have bryggerinavnet på brystet, kan man kun gisne om, men det er et faktum, at siden AGF tog endelig afsked med det sidste Ceres logo på deres klubtrøjer i 1997 (efter en bronzemedalje), er det blevet til tre 8.-pladser, en 9.-plads og fire 10.-pladser i suppen. Her i foråret vendte Ceres i øvrigt tilbage til GF'ernes bukser, men det synes too little too late. Så kan de lære det.

Det kunne måske endda være dem, der var strøget til tops i den kongelige træningsturnering hjemme i Århus med Ceres Royal på brystet! Ja ja, det er sent på aftenen, tid for de platte. I øvrigt også ved at være sent nok til at daffe hjemover.

Aftenens sejr har du sikkert selv været viden til i Parken eller på TV, og rigets tilstand på Peter Bangsvej lige nu kærer Mandagsgenierne sig om. Det er der ingen grund til at væve mere rundt i, blot notere at vi ikke har flere royale kampe at bekymre os om og derfor resten af foråret har samme programtæthed som resten af suppen, hvis ikke det lige var fordi, mikroklimaet i postnummer 3520 gav os en frisøndag i forrige uge og en midtugekamp sidst i april i stedet, nogenlunde sammenfaldende med retur-semifinalerne i landspokalturneringen, som involverer vores mesterskabsrivaler.

En kamp i hånden er ikke det samme som tre points på bogen, så situationen i suppetoppen er vel ikke helt status quo i forhold til forårsstarten, om end det hjalp en hel del på vores martsflop i forstæderne, at Brøndbyernes fornemmelse for Viborg (x2) efterfølgende har genoprettet lidt af magtbalancen til vores fordel. Og selv om det bogførte forspring kun er 2 points, så har vores nærmeste konkurrenter nu fem kampe færre at gøre godt med.

På søndag et det bare at håbe, at vi viser os mindre medtagede af aftenens royale finale end Parkens skændsel af en "grønsvær". I hvert fald har Gravgaard med karantæne samt Allbäck og Bergdølmo med to gange lyskesmerter hvilet i aften, men mon ikke vi ser alle tre løbe på banen søndag kl. 17.26 mod fiskerne. Og lad os så skåle af på, at vinterens (7 kampe før i aften) og især aftenens royale cirkus ikke får nogen negativ effekt på Esbjergkampen. Eller de efterfølgende kampe i et hektisk program.

For når jeg møder ind her på stedet næste gang om fire uger, er vi syv kampe længere fremme i suppen og på tærsklen til sæsonafslutning. Til den tid er de fleste af de store europæiske ligaer nok også afgjort, da de i højere grad end vores liga er karakteriseret ved ét suverænt tophold. Ja, faktisk kunne Celtic allerede i går kåres som skotske mestre, og PSV i Holland bliver de næste. Kun ét point mangler de. Og så sikrede de rigtige Royals sig allerede i sidste uge historiens første top flight plads.

Du mangler bare at skrubbe af. Kvalificeret træning eller ej; vi er med endnu er finaletriumf i Dr. Bjerregaards prestigeturnering fortsat The Only Champions of Royal Scandinavia. Skål og godnat.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Van Morrison: Pay the Devil (2006)
Nogle gange gør man i lidt nælderne, når man flere måneder inden udgivelsen forudbestiller en ny skive på en af nettets billige CD-shops uden at have hørt en strofe af pladen eller luret, hvad der var i vente. I tilfældet Van Morrison burde den risiko normalt være til overse, da langt det meste af hans flittige - næsten et album om året - produktion er eminent godt. Ikke desto mindre tog Van the Man røven på mig denne gang med et rent country-album med 12 cover-numre og 3 egenkompositioner (også country). Jeg har det sgu anstrengt med country. I små doser kan det slæbe an, hvorfor åbningsskæringen 'There Stands the Glass' da er hyggelig og dejligt drikfældig, men når det fortsætter i samme musikalske spor med flæbende fioler og slæbende steel-guitarer de næste fjorten numre også, så er jeg stået af og finder en anden mening i nummeret (et af Van's egne) 'This Has Got To Stop'. Så det gjorde jeg efter ganske få gennemlytninger - stoppede - og dette album kommer meget snart til at blive det mest støvede blandt mine Van Morrison skiver på hylden. Pladen er dog ganske flot produceret og får såmænd pæne anmeldelser rundt omkring. Så det er sikkert bare mig.

Gasolin': Gas 5 (1975)

I søndags fik jeg endelig set den uovertrufne dokumentar-mester Anders Østergaards storslåede Gasolin'-film (nu den mest sete dokumentarfilm i danske biografer nogensinde). Høj på nostalgi, anekdoter og bragende god musik fra det uden sammenligning største danske rockorkester - nogensinde - svæver man hjem og sætter Gas på anlægget. F.eks. Gas 5, måske den bedste Gas-plade, måske ikke, men i hvert fald den mest solgte, og den første jeg selv købte - på kassettebånd - som 12-årig i 1975. Siden er den købt og genkøbt på LP, på engelsk (What A Lemon), på CD og på remastered CD i The Black Box (2003). 31 år efter holder pladen og musikken stadig. Hver en meter. Forbløffende og imponerede. Når dagen kommer / med tomme lommer / og den allersidste brandert bæres hjem / er der ikke flere drømme / og gaden ligger øde hen / men når lygterne tændes / så hænger vi sgu på den igen.

Ugens sang:

'Libiamo! Libiamo! Nei lieti calici' af Giuseppe Verdi
Lad os drikke fra de muntre glas. Også kaldet "The Drinking Song" og således en passende anledning til at liste lidt musikkultur andet end default rock/pop/jazz ind i Bulens jukebox! Ah! Godiamo! La tazza e il cantico la notte abbella e il riso, in questo paradiso ne scopra il nuovo dì ... eller ... Ah! Lad os nyde livet! Vin og sang forskønner natten og latteren, indtil den nye dags gryen finder os i dette paradis! Naturligvis fra Verdis opera "La Traviata".