Det var ved at være et stykke tid siden, vi havde set Johnny Jehova i byen. Ligesom migræne er Johnny ikke noget eller nogen man savner, men da han pludselig bragede ind i bulen iklædt et særdeles trist jakkesæt der ikke gjorde meget for at understøtte hans grønblege teint, så noterede jeg da, at det var et stykke tid siden sidst.

Helt som sædvanlig var Johnny ikke kommet for at drikke en kop øl og diskutere sin afvigende fodboldobservans på den afslappede facon, som bulen ellers lægger op til. Sådan er stedets etikette, uhøvisk tale og tølpers adfærd er ugleset, ligesom især yngre elefantmænds bizarre "jeg skal hilse på dig hoodstylee og råbe dig konstant ind i hovedet i en stiv klokketime, mens jeg befamler dine mandepatter"-ritualer bedes efterladt ved døren. I hvert fald indtil klokken lort, hvor rammerne typisk bliver lidt friere hele vejen rundt. Johnny var her for at prædike, og mens stamgæsterne hastigt sivede fra skudlinjen mellem hans skulende blik og undertegnede, nåede jeg at tænke at lønnen ikke altid er, hvad den burde være i dette fag.

"Vendetta! Vendetta!", skreg Johnny. Det er så her den almindeligt bekymrede bedsteborger, der interesserer sig for sine medmenneskers velfærd typisk forsøger sig med et par opklarende spørgsmål, men alle der kender Johnny ved, at det ikke gør en forskel at forsøge med den slags samaritære tjenester. "Røsler kendte flemse i Lyngby, ikke? Efterhånden sker det for ofte til det kan være tilfældigheder...åh, det hele står så klart nu, røvhuller. I kan kun, når I snyder. Fuck jer, fuck børsen, fuck Hans Henrik Palm...og gider du ringe efter en taxa? Jeg er for stiv til at køre hjem."

Selvfølgelig. Jeg havde nu aldrig gættet, at Johnny var fuld. Han er bare Johnny Jehova, sig selv til alle tider.

Men Johnny har vel noget at have sin vrede i, selvom den næppe tager sit udgangspunkt i en københavnsk konspiration. Lad os tage historien fra begyndelsen, en ellers ret uskyldige nyhed på brøndbys hjemmeside om indgåelsen af en lejeaftale med fitness.dk. Skidt med at det ellers er FCK, der i Brøndbykredse går for at være en virksomhed i ejendomsbranchen. Man har jo ofte et standpunkt, til man tager et nyt. Billedet af en dynamisk klub, der som led i sin kommercielle udvikling suger den førende danske fitnesskæde til stadion og kommunen, kan ingen tage fra Brøndby ultimo marts.

Ikke før april i hvert fald, hvor PS&E som den mest naturlige ting i verden offentliggør en overtagelse af aktiemajoriteten i den førende danske fitnesskæde, fitness.dk. Nu ligger det langt fra mig at skyde PS&E's ledelse sadistiske motiver i skoene, eller at købet som sådan har med den interne rivalisering henover Vestvolden at gøre. Alligevel kan jeg høre ekkoet af den skoggerlatter, der har runget i bestyrelseslokalerne på Øster Allé som glasuren på lagkagen, for en mere brutal understregning af forskellen på det økonomiske potentiale mellem de to klubber kan jeg ikke rigtig tænke mig. FCK køber de forretningspartnere, som Brøndby blærer sig med at have. Priceless! Så må vi bare håbe, at fitness.dk som et led i lejeaftalen med Brøndby ret uskyldigt (på forhandlingstidspunktet) har lagt vægt på at udlejers forsikring betaler for hærværk og knuste ruder. Det kan langtfra udelukkes, at Flemming Østergaard har godkendt lejeaftalen uden at Per Bjerregaard har været vidende om kontakten mellem fitness.dk og PS&E. Dans, doktor, dans!

Købet af fitness.dk tillader jeg mig at kalde visionært og lige til højrefoden. Jeg husker mest Hans Henrik Palm som en nogenlunde ferm bokser af den klassiske europæiske skole, én af Stald Palles få danske boksere, der kunne noget med handskerne, selvom det ikke rakte til amerikansk standard, naturligvis. Men han kan ikke have pareret alt for meget med hovedet. Først opbyggede han Form&Figur til en størrelse, så ejerne i konkurrenten SATS følte sig forpligtet til at købe selskabet, og derefter kører han dem grimt med fitness.dk som tak for den tjeneste (og for deres egne penge). Efter min vurdering har fitness-bølgen knap ramt et take off-punkt i Danmark, og med den galloperende fedmeepidemi og det øgede fokus på fritid og sundhed generelt, er det en branche der passer som fod i hose med PS&E's kompetencer og strategiske udviklingsplaner.

At herretoiletterne i centret på Nygårdsvej ligner et lille stykke Sudan kan vel altid rettes undervejs. Jeg skal så ikke plage jer med min egen opfattelse af, hvad effektiv træning er, men jeg kan se, at mange mennesker tænder på hele center-atmosfæren og de forskellige new age-prægede aerobicsformer, hvor foredrag om krystalhealing, massage og spinning blandes i et træningskulturelt miskmask, der naturligvis ikke hjælper en skid på noget som helst, for så ville kunderne ikke blive hængende. Fitness-branchen lever ikke af tilfredse kunder, den lever af at fastholde kunderne i en cirkulær proces af slankekure, stofskifteforvirring og nyttesløs spjætten med arme og ben. Men hvis man som fodboldfan skulle bruge sin galde på at harcelere over begreber som "unyttig dyr fritidsbeskæftigelse", så skyder man vel sig selv lidt i foden. I øvrigt må det så være slut med at hamre ind i Jørgen Glistrup i SATS på Øster Allé. Oh yeah...we're watching!

Som om klasseforskellen på forretningssiden mellem rivalerne ikke allerede var udstillet tilstrækkeligt, så følte Brøndby IF's bestyrelsesformand, Ejvind Sandal, sig i mandags kaldet til at lancere sin klubs "forretningsvision" i et interview til Børsen. Vision og vision. Min umiddelbare reaktion på den historie var en formodning om at journalisten havde fanget den gode Ejvind midt i en omfangsrig søndagsmiddag med dobbelte flyversjusser og gavmildt skænkede cognacer på bordet. Jeg antager at planen i virkeligheden er sund nok. En slags "herfra vor verden går"-strategi, hvor Brøndby koncentrerer sig om aktiviteter på og omkring Brøndby Stadion, uden at det nødvendigvis betyder stilstand på forretningsområdet.

En historie, der sådan set ret let kan fortælles, uden at man lyder som en intellektuelt udfordret HA-studerende efter den obligatoriske ølstafet på RUS-turen. Jeg kan nøjes med at konstantere, at det magter Ejvind Sandal ikke, og jeg ønsker god vind til de mange selskaber, i hvis bestyrelser han har sin gang. Hvis jeg skulle dissekere alt mandens vrøvl i det ellers ret korte interview, ville dette ræb næppe handle om andet, da jeg som aktionær i BIF A/S rent økonomisk er stærkt utilfreds med, at min (beskedne) portefølje tilsyneladende forvaltes af en vrøvlende ronkedor. Jeg vil i stedet overlade ordet til en lidt større aktionær, den tidligere bestyrelsesformand i Brøndby, Torben Røsler, der udtalte sig særdeles bramfrit om både Ejvind Sandal og Brøndbys visioner i tirsdagens BT.

"Jeg har haft et enkelt møde med Sandal, hvor det ikke helt gav mening, hvad han sagde. Det gav dog alligevel en form for mening, da han afsluttede mødet med sætningen: Vil du bestille en taxa, for jeg er ikke i stand til at køre bil, da jeg lige kommer fra et møde i et vin-firma. Jeg måtte efterfølgende lytte til optagelserne af vores møde for at være sikker på, at jeg ikke havde hørt forkert."

Naturligvis kan jeg ikke udelukke, at Røsler er drevet af et personligt hævnmotiv i forhold til sin investering i Brøndby, der reelt reddede klubben fra en truende likviditetskrise i 2002. Siden valgte han at gå som bestyrelsesformand, da han opdagede at den titel reelt kun var til pynt i Doktorens klub, og at Per Bjerregaard (endnu en gang) var engageret i et vildt chancerytteri om overtagelsen af Bella Centret uden rygdækning i sin bestyrelse. På den anden side ved jeg ikke, hvor fattet jeg selv ville reagere, hvis jeg var storaktionær i et selskab, og bestyrelsesformanden mødte op i en halvsvær eftermiddagskoger på mit kontor. Vi skal heller ikke glemme, at Brøndby tilsyneladende forbereder en børsemission, der dels udvander Røslers egen investering og dels ovenpå Ejvinds udmeldinger kan risikere at ende som en halvpinlig affære.

Historien har den interessante lille krølle på halen, at BT konfronterede Ejvind Sandal med Røslers udlægning - givetvis minus den lille afsløring, at Røsler optager sine samtaler på bånd - og at Ejvind påstår, at hans bil var på værksted den dag. Men ikke nok med det. Stillet overfor kritikken om, at han taler sort, vælger Ejvind at afslutte interviwet i BT med denne lille perle om Brøndbyaktiens fremtid: "Ja, jeg gør det til en fodboldaktie, men en fodboldmæssig fodboldaktie. Det er ikke bare en sympatiaktie". Her havde Ejvind ellers chancen for at samle lidt op på sin rodede fremtræden i Børsens interview, i stedet vrøvler han psykedelisk videre. Det hele bliver ikke mindre interessant af, at Brøndby rent økonomisk er i smult vande for tiden, så bestyrelsesformandens usammenhængende optræden er virkelig forbløffende og helt unødvendig. Men naturligvis til stor spas for os andre.

Den slags ledelsesfadæser kan naturligvis ikke automatisk oversættes til sportslig fiasko, men så er det jo godt, at vi har AGF, hvor begge dele følges ad hånd i hånd. Torsdagens nederlag til Brøndby betyder, at AGF er sunket til bunds på Superligaens jumboplads og ligger stensikkert til nedrykning. Nu er AGF's mange fejltrin i de senere år efterhånden pisket til blods, og det afgørende spørgsmål jeg vil tillade mig at stille er: Kører elevatoren automatisk retur til Superligaen næste år, som alle forventer? At opfatte førstedivision som en walk over ligner en fortsat fornægtelse af de mange problemer, der ellers har hængt over den jyske hovedstad. Jeg tror ikke, så sent som i vinterpausen, at angsten for nedrykning for alvor dominerede tankesættet deroppe. Men hvem kan det egentlig overraske at efterårets nummer 11 nu ligger nummer 12? Efter min vurdering har AGF i foråret ikke bare præsteret ringe, men lige så ringe som andre tidligere storklubber og nedrykkere fra Superligaen, Frem, B93 og AB for at nævne nogle, og hvor er de egentlig i dag?

For det første er det svært at sige, hvad den økonomiske konsekvens af en nedrykning betyder for AGF-truppens sammensætning til efteråret og muligheden for ballade og flere magtkampe i kulisserne. For det andet er der motivationen og selvforståelsen hos klubbens spillere, der måske ikke helt tager de nye og mere ydmyge omgivelser alvorligt. Så er der presset - det skal lykkes at vende tilbage til Superligaen i første hug - der også kan blive et tungt kors at bære, hvis det viser sig, at det ikke er så ligetil igen. Sidst men ikke mindst selvfølgelig modstanderne, der næppe er synderligt fascinerede af AGF's stolte historie og i selvforståelsen naturlige superliga-status. Der venter muligvis Ove Pedersen lidt af en opgave, og spørgsmålet er om han har ledelsens opbakning, en ledelse, der på trods af et varierende persongalleri især har udmærket sig med larmende inkompentence de seneste 20 år.

Længere vestpå, ude på heden, der som bekendt også dækker hele Herning by rent mentalt, så vi torsdag et FC København spille en helt rimelig udekamp i den sværere ende af skalaen. Det lignede ellers "én af de dage", da Lars Jacobsen og Silberbauer i fællesskab forkludrede en tackling omkring det 26. minut. Dennis Sørensen kunne uhindret suse til baglinjen og servere en sukkerbold for fødderne af David Nielsen, der på mystisk vis undgik at losse den over overlæggeren, som han ellers plejede at gøre fra kort afstand, da han spillede for os. På trods af pænt store chancer til Álvaro og Atiba sluttede halvlegen 1-0, og med bevidstheden om at vi aldrig har vundet en superligakamp i Herning, var det ikke fordi optimismen ligefrem boblede foran skærmen.

Anden halvleg begyndte småskidt, og FCM misbrugte en gylden mulighed for at bringe sig på 2-0 efter et hjørne. Men fra det 58. minut eksploderede kampen i københavnsk favør. På en småkontroversiel tæmning med den nederste del af skulderen bragte Allbäck sig fri til afslutning og efter at have brugt Anders Rasmussen som bande, ekspederede han stensikkert bolden over stregen. Hvis scoringen løftede det københavnske humør, så bragte den til gengæld midtjyderne helt ud af fatning. Blot nogle minutter senere gik Anders Rasmussen fejl af en ret ufarlig dropbold og buldrede ind i en sagesløs og umaskeret Álvaro. Straffe og stensikker eksekvering af den store, brune muskel, der fik hul på scoringsbylden i foråret.

Om det var effekten af to vigtige dommerkendelser til FCK's fordel eller blot den stensikre viden om at have tabt kampen på gulvet er ikke til at sige, men det virkede som en logisk følge af kampens udvikling, at Kristian Bak fejrede Álvaros scoring ved at sejle ukontrollabelt ind i Silberbauer lige foran dommeren, der korrekt udviste varulven. Så betød det formentlig mindre for kampens udfald, at Christian Traoré kort efter gav Álvaro mulighed for at bevise sin genfundne evne til at score (smukke) mål, da Traoré spillede ham fri med en sløset aflevering. Godt træk og følt inderside i det lange hjørne, 3 københavnske mål på bare 8 minutter og mere var der ikke i den kamp, bortset fra en lille håndfuld løse chancer til udebaneholdet. Uden at gå Mandagstræneren yderligere i bedene med direkte kamprapporter, så vil jeg nøjes med at konkludere, at vi skam vandt den kamp ganske fortjent, selvom omstændighederne kunne virke smådramatiske.

Holder det hele vejen hjem? Noget tilfælde er det selvfølgelig ikke, at vi nu har vundet 4 superligakampe i træk, ligesom evnen til at håndtere modgang og gribe chancen, når den opstår, bestemt er egenskaber vi kan bruge i sæsonafslutningen. Til gengæld virker det lidt abstrakt på baggrund af den observerede usikkerhed i forsvaret, at vi kun har lukket 2 mål ind i de 4 kampe. Både Gravgaard og Lars Jacobsen er ikke i samme form som i efteråret - det virker fristende at pege på ligalandsholdets tur til Østen som synderen i den fortælling - og Brede Hangeland mangler stadig at bevise, at han har (norsk) landsholdsklasse. De spillemæssige takter fra Ståles første kampe er undertiden til at se, men oftest ikke. Til gengæld producerer vi chancer og scorer mål og fra for blot to år siden at være et af ligaens dårligere mandskaber, når det drejer sig om udnyttelse af og forsvar mod dødbolde, er vi nu med længder det bedste.

Den store X-faktor i spillet om mesterskabet er naturligvis Brøndbykampen i Parken. Men måske lige så vigtigt er, at vi mangler både Viborg og OB ude som 2 af de sidste 3 kampe. Brøndby har overstået netop disse opgør mod ligaens nummer 3 og 4 og har et noget lettere program tilbage, selvom de fortsat er med i pokalturneringen. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver sikker på noget som helst, men som især vores forsvar er spillende, så virker mesterskabskampen fortsat helt åben, selv med et lille forspring og en kamp i baghånden. Synspunktet balanceres måske en kende af, at Brøndby heller ikke har fået motoren op i de omdrejninger, der kendetegner en given mesterskabskandidat.

Fun fact: Med dagens sejr rundede vi 62 point efter 26 kampe. Mesterskabet i 2002/2003 blev vundet med i alt 61 point! Det tegner til, at et dansk mesterskab i år går for mellem 74 og 76 point.

Bopa

Ugens DVD:

Martin Scorcese: The Last Temptation of Christ

Påsken er lidelse og passion, motherfucker, ikke påskeøl og sildebord! Glem alt om Mel Gibsons sadmoasochistiske udlægning af Jesu liv og død. Personligt foretrækker jeg Martin Scorceses langt mere menneskelige og ikke mindst kærlige fortolkning af samme historie. Hvor Mel virker mere interesseret i at lade Jesus ydmyge og gennemtæske af diverse undersætsige jøder, skinner Scorceses egen religiøse tvivl igennem i hans film, og hvordan kan der være tro uden tvivl? Tvivlen, Jesu egen tvivl (postulerer filmen) om nødvendigheden af at gennemleve sin skæbne og dø for vores synder, er hele filmens omdrejningspunkt. Uden at tage et teologisk slagsmål om filmens vægtning mellem netop Jesu guddommelighed og/eller menneskelighed, så kan man ikke se bort fra, at det sidste har en del at sige for fortællingens relevans. Willem Dafoe er selvfølgelig skabt til at gentage sin rolle fra Platoon, denne gang dør han så for hele verdens synder og ikke kun for Oliver Stones'.