|
Lad det være sagt |
||
|
For fanden da! I love the smell of napalm in the morning. Ja, så står man her igen som en anden højspændingsterapeut, mens man forsøger at ligne Robert Duvall og trækker op i bukserne. Stemmen er allerede lettere eksalteret, et ekko af den psykopatiske Kilgore fra filmen "Apocalypse Now". Ikke at det skal handle en skid om sønderbombede vietnamesiske landsbyer eller alle tiders californiske eksportvare ved siden af Hollywood, surfbrættet. Men vi er trådt ind i den mentale zone, hvor tingene står på højkant, lidt mere alvorligt end normalt. Det er nu det afgøres og derfor også nu at fornøjelsen over sejre bliver lidt mere intens og sammenbidt end ellers. Om godt tre uger er det hele overstået. Denne ultrakorte forårssæson har placeret mesterskabet hos os eller i Brøndby. Alle andre kandidater har i praksis været udelukket længe, nærmest fra det tidlige efterår. I denne weekend blev de det også teoretisk. Der er to hold tilbage i titelræset, og reelt kan vi allerede erklære at sæsonens grundlæggende mål, deltagelse i de europæiske turneringer, som nået. Vi kan ikke blive dårligere end andenpladsen. Det burde være betryggende, men reelt føles det ligegyldigt. Når man har ført stort set hele turneringen igennem, vil alt andet end førstepladsen og i sidste ende mesterskabet være en skuffelse. Lad det være sagt og understreget!
Derfor kan man også stå hernede som en frådende Kilgore og slikke sig i sejrens sødme en ligegyldig tirsdag efter påskemandag og en ellers halvslatten 4-1 over SønDerJysKe. Nøjagtig som vi gjorde på en ellers dødtrist langfredag - her holdt vi åbent, fordi bartenderen alligevel ikke havde andet at tage sig til og om ikke andet kunne jeg selv se kampen genudsendt om eftermiddagen, på den åbne af de tre Viasat Galf-kanaler. Der kunne man så stå og puste sig yderligere op, med en stille eftermiddagscognac og en kop kaffe, mens midtjyder og andet skabte sig som en forstyrret bavianflok over en dommer, der reelt kun lavede en markant brøler i kampen. Nemlig at han ikke dømte straffespark til Silberbauer sidst i anden halvleg. Lad det være sagt i samme åndedrag: jeg bryder mig ikke en hujende fis om Erik Rasmussen og hans midtjyder. En flok selvopblæste bimboer fra direktøren over træneren til anføreren. Varm luft, mediegejl, og en flok våde knaldhætter. Det meste og det bedste fra Hedeselskabet A/S var i fuld vigør på den lange fredag i påsken. Principielt er jeg allerede for længe siden blevet belært om, at når FC København vinder fodboldkampe har det en eller begge af følgende årsager, og accepterer dem allerede som fuldbyrdede naturlove: 1) vi er pisseheldige Mandagens sejr må tilhøre årsag 1 alene, eftersom dommeren var nærmest usynlig kampen igennem. Pisseheldige fire mål, nøjagtig som de fire pisseheldige mål i Århus for et par uger siden, og i begge tilfælde scorer modstanderne selvmål, bemærk mønsteret, hvor heldig kan man egentlig være, slet ikke nok, slet ikke, det er jo naturens gang, mand, og i torsdags var de tre scoringer købt direkte hos dommeren. En god camoufleret studehandel ved Skjern Å. Forargelsen kendte selvfølgelig ikke sine egne grænser. Og dommeren, ja, han fik en ny VW Golf købt og betalt af FC København og Jørgen Glistrups stråmand i det midtvestjyske. En lystfisker ude i den genetablerede ådal, der konsekvent bare kvækkede den tillærte kode "Ahwabawa" på enhver anklage. Men vi ved det, han ved det, alle ved det. Dommer Henrik Kragh kører nu rundt i de fynske alper i en solariebrunet cabriolet, med en lille tøjmodel af Leo dinglende fra bakspejlet, som tak for en hands, der ikke blev dømt, et straffe der aldrig kunne komme på tale, og en kikset tilbagelægning som må have været en klar offside - eller noget. Altsammen gjorde det nu ikke fornøjelsen mindre. For min del. Tværtimod. Man kan selvfølgelig anklage sønderjyderne for at de ikke beklagede sig i mandags. Men de har formodentlig haft for travlt med at fejre deres ishockey-mesterskab fra et par dage tidligere.
For fanden da! Vi er ren Fætter Højben, vi vinder også i ludo og mastermind og hvadvedjeg, det er kun et spørgsmål om hvordan. Men lad det også være sagt, det bliver alvorligt nu, ikke mere midtjysk Hollywood. Og dog. Næste weekends runde kan sagtens lukke det hele, eller åbne det fuldstændig. Brøndby er hos midtjyderne, mens vi er i Horsens om lørdagen. Vi kan lave alverdens spekulationer på slutprogrammet, sirlige regnestykker ridset her på baren, med sirlige mellemregninger ude fra bordene. I sidste ende står det væsentligste tilbage: vi kan stadig helt selv afgøre det og det kan vi forhåbentlig også om 14 dage. Derefter kan man altid ty til den lakoniske forklaring: jamen, hvis vi ikke kan det, er vi bare ikke gode nok. Vi kan så igen begynde at diskutere heldet og dommerne. Men først til den tid. Lad os nu bare surfe videre, og spejde ivrigt efter Ståles nye spillestil. Den må vel være på vej også.
To ting kan man i hvert fald allerede konstatere. På den negative front pøser vi febrilsk alt for mange lange bolde op i et ingenmandsland efter to ensomme angribere. Positivt kan vi så sige, at de to angribere har fundet ud af at være ensomme sammen. I en historisk grad endda. Allbäck og Alvaro hamrer kasser ind, så det synger med maltesiske sangfugle i netmaskerne. 29 mål tilsammen ud 57. Det placerer i ræbende stund Alvaro som nummer 1 og Allbäck som nummer 3 på sæsonens topscorerliste - og giver FC København to muligheder for at få en superligatopscorer for første gang nogensinde. På den baggrund må vi også sige, at noget bliver gjort rigtigt. Et eller andet sted. Helt åndssvagt virker det heller ikke. Det sker da at Hutchinson får sendt Bergvold afsted på kanten i et fornuftigt opspil, eller at Silber og Lars J. fedter noget konstruktivt sammen i modsatte side. Og de to foran er der jo for det enkle, at score på chancerne, og når de scorer ofte og på en helt glædelig og ukøbenhavnsk måde som i øjeblikket, så betyder det også at vi skaber dem. I ganske stort antal. Lad os i hvert fald udbringe en skål for bomberne. Allbäck er endda på vej ind i en historisk stime, hvis han scorer igen på lørdag, hvisker de kloge hoveder. Mål igen mod Horsens og det vil være femte ligakamp i streg. Det har ingen gjort før ham. Christian Lønstrup præsterede også i 95 at score i 5 kampe i træk, men den ene var 5-0 pokalfinalen mod AB (og han var i øvrigt halvt forsvarer/libero dengang).
For fanden ja! Lad det være sagt og lad mig ligne Bob Latchford et par minutter i stedet, eller Phil Parkes, eller Martin Peters. Blot for at få lidt fred i sind og nervesystem, for gu er begge dele allerede opkørt som Parkens græsmåtte. Vi synker derfor dybt ned i barndommens engelske tipskampe, os der er gamle nok, i yngre må bare drikke heftigt fra baren imens og ellers ryste opgivende på hovedet. Nu er der dømt gangstativernes 10 minutter. Lad os tage en kolossal tur ad 70er Boulevard, på første klasse i en gammel folkevognsboble. Kan du huske din første tipskamp, mand? Jeg kan ganske tydeligt. Kamp 21 - 27. februar 1971 -
FLC Finale Det var her det hele begyndte. Hos min tante på Amagerbrogade. Der var jeg bugseret af vejen, fordi mine forældre skulle til fest. Det var sorthvid TV, men det gjorde intet for Tottenhams trøjer var allligevel hvide, og det blev dem jeg holdt med, fordi de vandt og derfor var bedst. Dengang var man ikke så fordringsfuld. Jeg vidste det selvfølgelig først bagefter, at de vandt, men jeg sørgede omhyggeligt for at det gentog sig, da jeg efterfølgende spillede kampen på stuegulvet med legoklodser og glaskugle på et udefineret tæppe som plæne. At det skulle blive et livslangt og tro kærlighedsforhold til Spurs vil være at overdrive. Den slags fyrer man kun af i kådhed. Det lyder nemlig skide godt. Personlig har jeg altid været lidt skeptisk overfor alle disse, jeg har fandeme været fan af XXX, og kun XXX, siden barnsben. Der er selvfølgelig folk som ham fra Ekstrabladet, knægte der er blevet podet af farmand, og derfor er røget i tønden som ganske spæd. Men vi andre, med mindre fodboldgale forældre, jamen jeg æder den bare ikke. Den med den eneste ene, når man er 8-9 år. Man zappede sgu lidt mellem klubberne, blev påvirket af klasse- og legekammerater, på den ene eller anden måde. Jeg faldt for eksempel aldrig for Liverpool eller Leeds. Det gjorde næsten alle de andre. Og lidt anderledes ville man jo være. Så Spurs blev de første, men Queens Park Rangers nåede jeg også at flirte med i nogle år, inden jeg vendte helt tilbage til folden igen omkring ankomsten af Osvaldo Ardiles i 1978. Prøv i øvrigt at tage et surf ned gennem kampene, år for år, 1970 til 71 og 72 og... Det er ikke mange, jeg mindes klart. Men navnene ringer små sentimentale klokker allevegne. Hibbitt brødrene, Ken og Terry, Latchford brødrene, Bob og David, Archie Gemmill, Terry Yorath, Alex Stepney, Peter Bonetti, Kevin Hector, Molineux, Victoria, og Baseball Ground... Det er et helt eget stykke poesi, mand! I øvrigt var jeg næppe den eneste, der søndag formiddag måtte over på legepladsen, for at spille lørdagens kamp igennem. Vi havde en fin plæne ovre i en nærliggende kolonihave med mål og det hele. Og reelt behøvede vi bare at være to. En målmand og en mand til alle markspillerne, der samtidig agerede kommentator på kampen - sidstnævnte rolle var næsten lige så vigtig som bolden. Og i pausen byttede man naturligvis.
For fanden ja! Så kom der pludselig en mulighed for at tale om nutidens Tottenham. For selvfølgelig skal de da med. Selvom der stadig mangler tre runder i Premiership, kan man allerede gnække lidt veltilfreds som stadig vedhængende Spurs-fan. Jeg har fandeme også været det siden barnsben, mand! Du har lige hørt hvorfor! En plads i UEFA Cup'en er sikret og minimum en femteplads i ligaen. Den sidste lille hage hænger på om det bliver UEFA Cup eller Champions League-kvalifikation. På lørdag spiller de på Highbury i den formodentlig direkte afgørende kamp. Formodentlig ja. Taber de, er løbet sikkert kørt. Vinder de, skal jeg og andre Spurs-fans gå og håbe på at Arsenal ikke vinder årets Champions League. Gør Arsenal det, får de nemlig foræret fjerdepladsen og muligheden for kvalifikation. Så elegant har UEFA skruet det sammen efter sidste års problematik mellem Everton og Liverpool, der endte i en næsten lignende duel. To naboklubber - en plads. UEFA forærede som bekendt Liverpool et wildcard alligevel, selvom Everton vandt duellen. Den går ikke igen. England har fire pladser og kun fire. Det burde være til de fire bedste hold i Premiership. Men det bliver det ikke nødvendigvis. Siger UEFA. For dælen! Er der noget at sige til, at jeg håber på Villarreal i semien. Alternativt at Barcelona gør rent bord. Det vil naturligvis være den bedste af alle løsninger.
Under alle omstændigheder er der for første gang i umindeligheder grund til at kippe lidt seriøst med Tottenham-fanen. Holdet er et af de mest talentfulde i England i øjeblikket, som resultat af en længere strategisk satsning. Modsat naboen og konkurrenten har man støvsuget det britiske marked og bygget derfra. Ganske sympatisk i mine øjne. Jeg er muligvis håbløs romantiker, men for mig klinger det forkert at Arsenal efterhånden oftere og oftere stiller hold uden en eneste homegrown englænder/brite i startopstillingen. Og det siger jeg ikke fordi det er Arsenal. Det handler om at bevare en kultur og en lokal tilknytning i en klub. Jeg ville også begræde, hvis FC København en dag stillede et hold helt uden danskere. Selv det talende selvbedrag Mourinho har udtalt, at han ikke kunne forestille sig et Chelsea-hold uden englændere. Lidt fornuftigt lukker han ud. Igen det handler om den umiddelbare identifikation med omgivelserne, den der ligger i et fælles sprog og en fælles kultur. En masseimport af udenlandske spillere vil aldrig give helt det samme, jo på kort sigt, og i Arsenals tilfælde måske lidt mere. Men ikke i længden. Var det ikke lidt af det samme man oplevede i FC Barcelona i slutningen af 90erne? Den katalanske klub blev nærmest en hollandsk landsby. Fanskaren var ikke udelt begejstret, som jeg husker det. Jeg vil så ikke erklære mig på linie med Andreas Kraul og hans betænkeligheder endnu. Men der skal findes en balance mellem de egne og de importerede. På mange fronter. Som mennesker orienterer vi os først lokalt og derefter globalt. Det gælder i virkeligheden også for de udenlandske spillere, der kommer til en ny klub i et andet land. De kommer med en anden ballast, meget kan sikkert være berigende, men alt er det ikke nødvendigvis.
Ja for fanden! Nok om det! Klokken er ved at skumle ud over midnatstimerne. Her på falderæbet kan vi tørt konstatere at Brøndby fik sig en pokalrøvfuld af de pæne ovre hos fiskerne. 2-5. Må deres røv svie i et par uger... der er intet der maner som ekkolod og en Troels Bech fit for fight. Lad det hermed være sagt ... for denne gang! Saxo
Og på jukeboxen spiller ugens album:
Og det handler om være berømt nu, og berømthedens mere eller mindre ulidelige behageligheder. Musikalsk dumper han lidt ved at fedte soul/gospel ind, måske i en art fornyelsesforsøg. 'All Goes Out the Windows' er skidt. Modsat er der dog stadig en stribe strålende sange/snak helt i klasse og originalitet med de to foregående album. Fra det vidunderlige titelnummer til 'War of the Sexes', og den hidsige 'Hotel Expressionism'. | ||
The
Streets: "The Hardest Way To Make An Easy Living"
(2006)